Kristen mindfulness: Har kristne også konkrete ... - IKON - Danmark

ikon 

>> Tro i dialog 

Nr. 75 • 06/2011 

Mindfulness 

- læs hvad forsker, psykolog og præster mener 

Læs også 

Med Kierkegaard i hvalfiskens bug 16 

Johannes Aagaards missionsteologi, et ph.d.projekt 24 

Kristus uden kristendom, en reportage fra Indien 21 

Anmeldelse af bogen Buddhas veje 15 

tema

2 

Magasinet IKON udgives af den kristne forening IKON 

(Informations- og samtaleforum for Kristendom Og Ny 

religiøsitet). Magasinet henvender sig til alle, der ønsker 

at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet 

er gennem saglig og engageret formidling at inspirere 

til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem 

kirken og tidens religiøse strømninger. 

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, 

september og december. Årsabonnement 160,- kr. (inkl. 

moms). Løssalg 45,- kr. Abonnement kan bestilles på 

nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet 

på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse 

samt formålet med indbetalingen. 

Redaktion: Lars Buch Viftrup (ansv. red.), Anne Krabbe- 

Poulsen, Jens Linderoth, Lene Skovmark, Ingerlise 

Provstegaard, Martin Herbst. 

Sats og layout: Jeanette Westh. 

Forsidebillede: original af raichinger, sxc.hu. 

Tryk: Fjerritslev Tryk, 

Østergade 35, 9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31. 

Oplag: 800. 

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, IKON, 

Nørreallé 29, 8000 Århus C, e-mail: ikon@ikondanmark.dk. 

Læserbreve/debatindlæg modtages gerne, 

dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller 

forkorte efter eget skøn. 

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs 

holdninger. 

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr. - ½ side 

1400 kr. - 1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms). 

IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: 30200280. 

SE-nr. 1663 9397. Træffetid bedst tirsdag og torsdag. 

E-mail: kontor@ikon-danmark.dk. 

Formand: Louise Buch Viftrup, 

louiseviftrup@gmail.com. 

Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk. 

Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, 

hvor årskontingentet er 200,- kr. 

(dog 100,- kr. for studerende og pensionister). 

Husstandsmedlemskab 300,- kr. 

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til 

Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse. 

Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen 

eller forfatteren. 

Copyright © IKON-Danmark 2010. 

..........................Indhold 

74 

7 

13 

20 

ISBN 0907-7987. 27 

Mindfulness 

- indsigt, healing og wellness 

Af JØRN BORUP 

Mindfulness i psykologien 

Af JEANET HESKJÆR PEDERSEN 

og næsten 

Diakoni som kristen mindfulness 

10Nærvær 

Af LARS BUCH VIFTRUP 

17 

Kristen mindfulness: 

Har de kristne også konkrete 

redskaber? 

Af JENS MUNK 

Anmeldelse af Buddhas veje: 

Buddhistisk psykologi i Øst og Vest 

Af LOUISE BJERg PEDERSEN 

Kristus uden kristendom 

Af LENE SKOVMARK 

Med Kierkegaard i hvalfiskens bug 

Af VIBEKE FOgH 

Aagaards missionalitet 

i filosofisk terapi 

26Johannes 

Af JENS LINDEROTH 

Klummen Teologi i farten 

To veje - en bevægelse 


IKON - www.ikon-danmark.dk

Kan det være skidt 

at være nærværende? 

Af LARS BUCH VIFTRUP, redaktør 

På min facebook profil dukker en reklame op på siden. Der 

står ”Mindfulness er gratis”. Og man ser et billede af en 

kvinde, der mediterer i et harmonisk landskab. Klikker jeg 

på den, kommer jeg ind i en verden af yoga, meditation 

og fitness. På hjemmesiden www.spirituelledelse.dk, der 

præsenterer sig som ”Portalen, hvor forskere, konsulenter 

og ledere deler deres viden om spirituel baseret ledelse”, 

kan man finde kurser i mindfulness. Der er f.eks. et, der 

hedder: Nærværets kraft – mindfulness i hverdagen. Som 

familiefar kiggede jeg den anden dag interesseret på 

hylderne for børneopdragelse i den lokale boghandel. Her 

stødte jeg på titlen: ”Mindfulness for forældre”, som stod 

side om side med bøger om pædagogik. Mindfulness bruges 

også af psykologer, ofte i sammenhæng med kognitiv og 

positiv psykologi. Det udbydes både til privatpersoner og 

til virksomheder. Det kan hjælpe en til at modvirke stress, 

være tilstede i nuet og opleve mere klarhed og fleksibilitet 

i ens tankegang (jf. www.levlykkeligt.dk). Der er snart sagt 

ingen ende på, hvilke sammenhænge, mindfulness dukker 

op i. 

At mindfulness er blevet så populær skyldes, at det rammer 

lige ned i et behov, som stressede og fortravlede danskere 

har: nemlig nærvær. Når travlheden rammer og man 

bliver stresset, så er der ikke overskud til bare at nyde en 

solnedgang; lytte til, hvad ens børn prøver på at sige; lytte 

til, hvad man selv egentlig har behov for. 

At være nærværende. At leve i nuet. Det er derfor megahot!! 

Og det er måske et af de store problemer for dette brand, 

at fordi det er så brandvarmt, og samtidig i udgangspunktet 

er temmelig simpelt, så er der mange, der slår sig ned som 

mindfulness-coaches, uden at de er særlig godt klædt på til 

det. Bare fordi man er gået ned med stress og har oplevet det 

IKON - www.ikon-danmark.dk 

LEDER 

gavnligt at bruge mindfulness, er man ikke nødvendigvis 

den bedste til at vejlede andre. 

Mindfulness har imidlertid vist sig anvendelig, og mange 

psykologer har taget den med i deres værktøjskasse (se 

Jeanets artikel s. 7). Men på grund af den meditative 

karakter og dens baggrund i buddhisme, som nogle 

udbydere udnytter i deres markedsføring, så er der også 

opstået berettiget opmærksomhed på, om dette fænomen 

nu også er en skjult form for buddhistisk mission. Får vi 

buddhisme ind ad bagvejen? Hvordan præger det vores 

verdensbillede? 

At det er en praksis med rod i buddhismen, der slår igennem, 

er dog ikke så overraskende (se Jens Borups artikel s. 4). 

Buddhismen er ekspert i bearbejdning af sindet. I en verden, 

hvor man hele tiden skal tilpasse sig nye ting, som stresser 

og overbelaster hjernen, så kan meditation være en rigtig 

god ting. Måske vi kan lære noget af buddhismen her? 

Man kan også vælge at dykke ned i kristendommens egne 

meditative praksisser. Mindfulness kan godt være første 

skridt på en meget lang vej mod en buddhistisk oplysning, 

selvom der ikke er meget som tyder på, at det sker særlig 

ofte. De fleste bruger det løsrevet fra noget religiøst. Hvis 

man får at vide, at mindfulness på ingen måde kan forenes 

med kristendommen, så søger man i hvert fald ikke i den 

retning. Men det ville også, efter min bedste overbevisning, 

være forkert at hævde dette. Mindfulness kan indgå i en 

buddhistisk, såvel som en kristen tolkningsramme. Men det 

afhænger af, hvordan man forstår det (se Jens Munks og 

Lars BuchViftrups artikel s. 10 og 12). For det kan vel ikke 

være skidt at være nærværende, eller hvad? 

God læselyst! 

3

4 

Mindfulness 

-indsigt, healing og wellness 

En form for meditation 

Buddhister gør det. Kristne og ateister gør det. Erhvervsledere, 

psykologer og terapeuter gør det. Mediterer 

med mindfulness, den gamle buddhistiske teknik, 

der nu er kommet på markedet til det brede publikum. 

Af JØRN BORUP 

Lektor i religionsvidenskab, 

Center for SamtidsReligion 

Meditation er for mange buddhister (og hinduer) kongevejen 

til erkendelse. Meditation giver indsigt i eksistensen og 

virkeligheden og har igennem årtusinder været en teknik 

til udfrielse fra den indiske trædemølle af evige genfødsler, 

samsara. Der er blandt østens religioner forskellige former 

for meditation, og buddhismen står fadder til flere af dem. 

Nogle meditationsformer er med objekt, det vil sige, man 

koncentrerer sig på, og siden identificerer sig med, noget 

uden for sig selv, fx et billede af ens lama (guru), en buddhistisk 

guddom, en lyd, eller en illustration af kosmos som den 

tibetanske mandala. Andre er uden objekt. Man kan sige, at 

subjektet her bruger sig selv som meditationsobjekt. 

For overhovedet at kunne meditere skal sindet være indstillet 

på at være bevidst. Sati kalder buddhisterne den kvalitet 

eller det fundament ved buddhistisk meditation, som overhovedet 

muliggør dybere erkendelse. Sati står beskrevet i 

den klassiske buddhistiske tekst Satipatana Sutta. Det kan 

oversættes til dansk ved ”årvågenhed”, ”opmærksomhed” eller 

”bevidsthed”. Hvis man bibeholder den engelske term, 

får man ordet ”mindfulness”. Mindfulness er altså en slags 

meditationsteknik. Man kan også sige, at mindfulness forstået 

som årvågenhed, opmærksom eller bevidsthed er et 

perspektiv på al buddhistisk meditation, den grundlæggende 

måde at meditere rigtigt på. 

Meditation betyder i vestlig filosofi at spekulere og analysere. 

Det var også den franske filosof Descartes’ tanker med sine 

”meditationer”, og de berømte ord ”jeg tænker, altså er jeg” 

er siden blevet det vestlige erkendelses-mantra. Buddhisten 

vil hertil sige: ”netop, tankerne konstruerer jeg’et”. Tankerne 

er nemlig ifølge buddhistisk filosofi ikke bevis på noget som 

helst. Tværtimod er de udtryk for den flygtige illusion, der 

karakteriserer jeg’ets eksistentielle fængsel. For at komme ud 

over en så snæver jeg- og livsforståelse er det nødvendigt at 

gå bag om det, der skaber illusionen. Det gøres ikke ved flere 

spekulationer, men ved nøje bevidsthedsanalyse. 

Mindfulness er et niveau, der ligger bag det hele, hvorfra 

man kan skue på sin egen bevidsthed. Det er en måde at 

være bevidst på, både når man sidder i lotus-stilling og når 

man lever sit almindelige liv. Inden for den japanske zenbuddhisme 

taler man om at ”tage zen med ud i dagligdagen”, 

og det udtrykker samme pointe: den rituelle praksis, 

at meditere, kan overføres som et perspektiv på eksistensen 

også uden for den rituelle ramme. Jeg’ets normale bevidsthedsstrøm 

og illusoriske tanker om altings essens bliver 

således undersøgt og efterhånden pillet fra hinanden. År- 


sagen til den eksistentielle lidelse forsvinder ideelt set med 

denne indsigt. Mindfulness er et perspektiv på virkeligheden, 

der lægger op til, som buddhisterne siger, at 

man erkender den ”som den er”. Og i klassisk buddhisme 

er det ikke så skidt, for med visdom kan 

man undgå fremtidig karma og dermed opnå 

frigørelse fra samsara. Mindfulness er altså i 

bred forstand et soteriologisk (det, der angår 

frelsen, red.) hjælperedskab til at fastholde 

fokus på målet, nirvana. 

Mindfulness i Vesten 

I traditionel buddhisme har sati-meditation 

da også udelukkende været for 

eliten: munkene i klostrene. Men med 

moderniteten og mødet med Vesten i 

det nittende århundrede blev buddhismen 

nyfortolket. Spiritualitet med meditation som 

middel til erkendelse blev idealiseret i Vesten som 

udtryk for ”Østens mystik”. Samtidig blev meditation 

og adgang til buddhistisk lærdom demokratiseret, så 

også den veluddannede by-buddhist kunne tage del i den 

højere buddhisme uden at forpligte sig på klosterlivet. Da 

hippierne tog til Østen for at finde sig selv, tog mange af dem 

buddhismen og meditationen med sig hjem. Nogle blev 

fuldblods-buddhister, andre plukkede meditationen ud, og 

især den klassiske ”indsigtsmeditation” (vipassana) fra den 

sydlige theravada-buddhisme blev ikke mindst via amerikanske 

undervisere til en egentlig bevægelse. Andre koblede 

buddhistiske indslag sammen med andre udbud på det efterhånden 

bugnende new age marked fra 1980erne. Det var 

også i den periode, at den tibetanske buddhisme for alvor 

vandt udbredelse og fik samme status, som den japanske 

zen-buddhisme årtier forinden havde fået blandt intellektuelle 

skønånder. 

Men det var først fra 1990erne, at mindfulness som særskilt 

disciplin for alvor begyndte at få fodfæste i Vesten. Individer 

som amerikaneren Jon Kabatt Zinn havde som buddhist 

været introduceret til forskellige retninger og meditationsteknikker. 

Flere af dem var uddannede psykologer og terapeuter. 

De kunne se meditationens gavnlige effekter på sindet, 

og begyndte at lave kurser og skrive bestseller bøger om 

fænomenet. 

Nogle anvender mindfulness som praktiserende buddhister. 

Andre krydrer kristen eller jødisk religiøsitet med denne 

teknik. Forskellige former for spiritualitet eller nyåndelighed 

har taget den til sig som del af et helhedssystem, hvori 

man selv kan sammensætte elementerne. Men mindfulness 

er ofte taget ud af sin religiøse ramme. Ikke mindst 

fordi mindfulness i sig selv er ganske ”minimalistisk” og kan 

praktiseres uden andre religiøse ritualer og rammer. På et 

helt simpelt plan er det en teknik, der ideelt set muliggør Meditation betyder i vestlig 

filosofi at spekulere og analysere. 

Foto: iStock. 


5

6 

væren i nu’et, uden tanker, følelser og frustrationer. Psykologer, 

psykiatere, terapeuter og neurobiologer har anvendt det 

som middel mod depression, angst og stress. Internationale 

forskerteams har lavet eksperimenter med mindfulness-meditatører. 

Selv om der langt fra er nogen entydighed med de 

videnskabelige resultater, har mange påpeget potentialet for 

effektiv og billig (selv-)helbredelse. I amerikanske fængsler 

har praksisformen været anvendt til de ind- og ansatte, og i 

børnehaver og på skoler har man også herhjemme forsøgt 

sig med mindfulness som ramme for oplæring og dannelse. 

Kritik af fænomenet 

” 

Da hippierne tog til Østen 

for at finde sig selv, 

tog mange af dem 

buddhismen og meditationen 

med sig hjem 

I dag er mindfulness et udbredt fænomen. Antallet af internetsider, 

der indeholder ordet, stiger støt, og alene danske 

sider runder de 150.000. Begrebet har fundet frem til livsstilsmagasiner 

og dameblade, og til erhvervslivets bonede 

gulve. Mindfulness er slet ikke koblet til langhåret hippiekultur. 

Begrebet rimer på overskud og sund livsstil, og der 

synes at være en vis symbolsk kapital med at være forbruger. 

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for fænomenet. 

Uanset, om man kalder det religion eller spiritualitet kan 

man sige, at hele mindfulness-bølgen er et typisk tegn på 

tidsånden. Den canadiske filosof Charles Taylor taler om 

”autenticitetens tidsalder”, og netop meditation er for mange 

den rette kanal til at finde ind til det ”sande jeg”. Selvet er i 

fokus for alt, subjektet er i sen-moderniteten blevet helligt, 

og selv-udvikling er blevet vejen til erkendelse med psykologer 

og terapeuter som de nye ”præster” i en praksis, hvor 

klienters selv-ansvar passer til tidens neoliberalistiske ”egen 

lykkes smed”-filosofi. 

Asiatiske buddhister har anfægtet populariteten som et kommercielt 

og overfladisk fænomen, hvor klassisk buddhisme 

med fokus på selv-afvikling bliver indpakket i selv-udviklingsprojekter 

i en hav-det-godt-heds wellness-industri. En 

sådan kritik er helt parallel med inderes interesse i at bevare 

yoga som et religiøst, indisk fænomen, hævet over vestlig 

forfladigelse til rent gymnastiske øvelser. Kristne røster har 

opfordret til kritisk ransagelse af, hvad man ser som fremmed 

religiøsitet, der bliver listet ind ad bagdøren. Religionskritikere 

har anført, at det ligesom anden form for religion 

ikke bør være del af det offentlige rum, og at det som endnu 

et neo-liberalt påskud til medarbejderoptimering ikke bør 

være del af kulturen på arbejdspladserne. Forskere har anført, 

at megen videnskabelig forskning på området i sig selv 

har haft en ideologisk og spirituel slagside. 

I det perspektiv er mindfulness ikke væsensforskellig fra andre 

”fremmede” elementer. Man kan sige, at fænomenet tages 

alvorligt, netop fordi det har vundet indpas. Om det skal 

bevares som del af et klassisk, religiøst fundament eller om 

det netop er leve- og tilpasningsdygtigt også i moderne kontekster, 

vil givet fortsat blive diskuteret. Det vil også fortsat 

blive diskuteret, om det overhovedet er religion, spiritualitet 

eller ”bare en teknik”. Også det er nemlig udtryk for tidsånden: 

kategoriseringer har betydning i praksis, og der er 

modstridende interesser i at betegne fænomenet forskelligt. 

En forsigtig profeti vil dog være, at mindfulness for alvor er 

kommet for at blive. 


Mindfulness 

i psykologien 

Af JEANET HESKJÆR PEDERSEN 

praktiserende psykolog 

Mindfulness - et modsvar til tidens travlhed 

De sidste 20 år har antallet af mennesker, der bliver ramt 

af stress, angst og depression været stærkt stigende. Ifølge 

depressionsforeningen bliver 150.000 danskere ramt af depression 

i Danmark om året. Angstforeningen angiver, at 

350.000 danskere lider af angst. Og ifølge stressforeningen 

lider 250.000-300.000 danskere af alvorlig stress. Det er rigtig 

mange mennesker. Derfor har der været prioriteret midler 

til forskning i at finde frem til, hvad der kan hjælpe i behandling 

og forebyggelse af disse store sygdomskategorier. 

Mindfulness har vist sig at have en positiv effekt på netop 

stress, angst og depression. 

Men mindfulness har ikke kun vist sin anvendelighed i forhold 

til disse tre afgrænsede problematikker. Ved at tilegne 

sig den tankegang, der ligger bag mindfulness, kan man skabe 

forandring i sit liv, så man i mindre grad bliver styret af 

sine tanker og følelser. Det skaber mulighed for mere nærvær, 

større kreativitet, mere rummelighed og bedre psykisk 

trivsel. 


Mindfulness er et forholdsvis nyintroduceret 

begreb inden for psykologien. Men den har 

vundet stor indpas. Der anvendes og undervises 

i mindfulness i mange psykolog-praksisser 

rundt om i landet. Men hvorfor er mindfulness 

blevet så populær inden for psykologien? 

Hvad er det mindfulness kan? Og hvordan bliver 

det brugt af psykologer? 

Udover de mere dokumenterede effekter, erfarer vi i vores 

kliniske praksis, at mindfulness gør en forskel. Det er ikke 

en ”mirakelkur” og kan ikke stå alene i den psykologiske 

behandling, men mindfulness integrerer nogle af de forholdemåder 

og tankegange, mange psykologer arbejder med, 

også før det kom til at hedde mindfulness. Her er det blot 

samlet i en mere struktureret og konkret form, som er blevet 

mere konkretiseret, der er lettere at formidle videre til klienten. 

Teknikker og tankegange fra mindfulness kan anvendes 

både i individuel terapi og parterapi. Derudover tilbyder 

mange psykologer kurser og gruppeforløb i mindfulness. 

Hvad er mindfulness? 

Mindfulness bliver defineret som evnen til at være opmærksom, 

på en bevidst måde, i dette aktuelle øjeblik, uden at 

dømme. I mindfulness lærer man at observere det, der kommer, 

som det er, uden at ville forandre det. Også de indefra 

kommende processer så som tanker, følelser og kropslige 

fornemmelser. 

7

”Mindfulness har vist sig 

at have en positiv effekt på netop 

stress, angst og depression” 

Foto:Dreamstime.com

Handlemodus og værensmodus 

I mindfulness skelnes der mellem to forskellige tilstande, 

som vi mennesker kan befinde os i. Det er handlemodus 

og værensmodus. Vi trives bedst, når vi frit kan bevæge os 

fra den ene tilstand til den anden. Desværre tilrettelægger 

vi ofte vore liv, så vi oplever os låste i handlemodus. Dette 

afspejler sig også i den kliniske praksis, hvor rigtig mange 

mennesker opsøger terapi, fordi de næsten konstant er i 

handlemodus. Det kan vi som mennesker ikke holde til. Vi 

bliver utilpasse, triste, føler at vi overlever, mere end vi lever, 

får stress, uforklarlige fysiske symptomer, angst og til sidst 

kan det ende i depression. 

Handlemodus karakteriseres ved, at man er ”i gang”. Enten 

fysisk eller i tankerne. Man kan godt sætte sig med en kop 

kaffe, fordi man ved, man har brug for at slappe af, og stadig 

være i handlemodus. Netop fordi tankerne er optaget af 

arbejde, opvasken, der skal tages, børnenes problemer med 

vennerne osv. I handlemodus orienterer vi os mod et mål. 

Og vi fokuserer ofte på afstanden mellem, hvor vi er, og hvor 

vi gerne ville være. 

Værensmodus er at øve sig i at være til stede. Det er ikke 

en bestemt tilstand, der skal opnås. Der er ikke noget mål. 

Værensmodus handler om at være til stede med det, der 

er, som det er. Uden at ville ønske, det var anderledes. At 

stoppe op og se himlen reflekteres i en vandpyt i stedet for 

bare at gå forbi og ønske, at regnen snart ville stoppe. Eller 

at lytte interesseret til, hvad et barn fortæller, uden at rette 

på de sproglige fejl. I værensmodus er man ikke optaget af 

ord som burde, skulle, rigtig, forkert osv. Værensmodus kan 

optrænes både ved strukturerede mindfulnessøvelser, som 

er guidede meditationsøvelser, og ved ustrukturerede øvelser, 

som netop handler om at stoppe op i hverdagen og blive 

opmærksom på det, der sker lige her og nu. 

Mindfulness er netop en træning i at bevidstgøre, hvornår 

vi går fra værensmodus til handlemodus og omvendt. 

Ligeledes opøver man forskellige teknikker til at komme i 

værensmodus. Handlemodus har nemlig en tendens til at 

fordre mere handlemodus, især hvis vi samtidig oplever et 

ydre eller et indre pres. Men ved at erfare, hvordan det føles 

for kroppen, og hvad det gør ved tankerne og følelserne at 

komme tilbage til værensmodus lærer vi, at vi har et alternativ 

til handlemodus. Ved at være opmærksom i nuet, kan vi 

forhindre at ”automatpiloten” og gamle vaner kommer til at 

styre vores adfærd. 

At være med det der er 

Som jeg har nævnt flere gange, er mindfulness en træning 

i at være til stede, med det der er, som det er. Uden at ville 

forandre noget. For at kunne være til stede med det der er, 

er det vigtigt, at vi lærer at forstå det, der er. Derfor skel- 


ner man mellem tanker, følelser og kropslige fornemmelser. 

Man arbejder på at betragte tanker og følelser som det de er, 

nemlig vore mentale kommentarer til den oplevede virkelighed. 

Vore tanker er netop tanker om virkeligheden og ikke 

virkeligheden i sig selv. Vore følelser er ofte kommentarer til 

de tanker, vi gør os om virkeligheden. Derfor opøver man 

teknikker i mindfulness til at betragte sine egne tanker og 

følelser og forholde sig til dem, som noget der kommer og 

går, fx ligesom lyde. Mindfulness handler blandt andet om 

ikke at fusionere med sine tanker og følelser. Man har en 

tanke, mærker en følelse eller en kropslig fornemmelse, men 

det er ikke hele en. Man er meget mere end den konkrete 

tanke eller følelse. 

At have en rummende og venlig tilgang til os selv og til de 

tanker, følelser og kropslige fornemmelser vi har, er en forudsætning 

for at kunne integrere denne tankegang. Derfor 

handler en del mindfulness øvelser også om at byde det, der 

kommer, velkommen. Lade det komme og gå, uden at forsøge 

at fastholde det, forandre det eller på anden måde styre 

det. Det er bevidst nærvær. 

Er mindfulness , 

som den bliver brugt af psykologer, 

styret af en bestemt religiøs tænkning? 

Mindfulness har sine rødder i buddhismen. Derfor er det 

naturligvis relevant at spørge, om der ligger en bestemt religiøs 

tænkning bag mindfulness, når det bliver brugt af psykologer. 

Når man læser psykologisk litteratur om mindfulness, kan 

man både støde på litteratur, der refererer til de buddhistiske 

rødder, og litteratur, der forholder sig rent videnskabeligt 

til mindfulness. 

Jeg vil påstå, at den måde, jeg (og andre psykologer) anvender 

mindfulness på, tager udgangspunkt i nogle almenpsykologiske 

aspekter og kan anvendes, uanset hvilken religion 

man bekender sig til. 

Nogle vil måske rejse spørgsmålet: ”Er mindfulness ikke en 

del af en selvdyrkelses kultur?” Det kan da godt være, det 

kan anvendes sådan. Men det er ikke min erfaring. Det, jeg 

ser, er, at mennesker tager mindfulness til sig, fordi de ønsker 

at skabe forandring og tage ansvar for, at de og deres 

medmennesker får det bedre. 

Man kunne måske sige, at de forsøger at tage ansvaret for 

bjælken i deres eget øje. Frem for at fokusere på splinten i 

deres medmenneskes øje. 

9

10 

Nærvær og næsten 

Diakoni som kristen mindfulness? 

Diakoni og mindfulness opfattes som modsætninger. Diakonien er udadvendt. 

Mindfulness er indadvendt. Det ene aktivt. Det andet passivt. 

Men måske har de trods afgørende forskelle mere til fælles, end man 

lige skulle tro? En sammenligning kan give en forståelse for, hvorfor 

buddhisme og kristendom både kan virke så nært beslægtet og dog så 

utroligt forskellige. 

Af LARS BUCH VIFTRUP 

ansv. red. og sognepræst 

Øvelser i nærvær 

Mindfulness består især af en 

række meditationsøvelser, der har 

deres udspring i buddhisme, men 

som nu bruges løsrevet fra sin buddhistiske 

rod. Meditationsøvelserne 

handler om at være til stede, 

være nærværende uden at dømme, hvad der sker i ens sind. 

Grundelementet er at betragte sine tanker uden at identificere 

sig med dem. Hjernen producerer konstant tanker. I en 

krævende hverdag, hvor man skal klare mange opgaver og 

udfylde mange roller, kan disse tanker skabe kaos, stress og 

slide ens sind op. Og det kan de, fordi vi identificerer os med 

alle tankerne. Fordi tankerne – og de dermed forbundne følelser 

– får lov til at løbe af sted med os, som om tankerne er 

os. Ved at trække sig tilbage og beskue tankerne på en ikkefordømmende 

måde, bliver man i stand til at se, hvad der 

sker med en, og man kan lære at sortere i de tanker, man vil 

reagere på og ikke reagere på. Man lærer mere om sig selv, 

og man lærer at tænke kreativt og fleksibelt. Det splittede 

sind falder til ro. 

Nærvær – for hvad? 

Mindfulness kan altså være en god praksis, når stress og 

splittelse i sindet truer ens dagligdag, fordi man igen får 

kontakt med sig selv og bliver i stand til at forholde sig nær- 

værende til sin omverden. Men som metode – løsrevet fra 

sin buddhistiske sammenhæng – siger den ikke noget om, 

hvad jeg skal bruge det nærvær til. Jeg får kontakt med mig 

selv og min verden igen, men hvad jeg skal stille op med min 

verden? Nærvær, opmærksomhed, at leve i nuet – det er alt 

sammen skønne ting, men også i en vis forstand tomme. For 

hvad skal man stille op med sit nærvær? Det siger mindfulness 

ikke noget om, og kan derfor bruges til hvad som helst. 

Det er i sig selv ikke et problem, men åbner op for en række 

spørgsmål. Er nærværet til for min egen mestrings skyld, 

så jeg får mest mulig succes? Er det fordi, jeg bliver gladere 

og mere velfungerende? Er det for min næstes skyld? Kan 

mindfulness blive konkurrence-menneskets redskab til at 

blive sit livs mester? Kan mindfulness blive et redskab for de 

privilegerede til at blive endnu mere privilegerede? Er mindfulness 

virksomheders mulighed for at få de maksimale ressourcer 

ud af sine medarbejdere? 

Et mestringsredskab i erhvervslivet? 

Mindfulness bruges ofte i erhvervssammenhænge, hvor 

virksomheder har brug for produktive medarbejdere, der 

ikke bukker under for stress, men kan være klar til at træffe 

vanskelige beslutninger og holde ud til det hårde pres. Her 

kan mindfulness blive et mestringsredskab, der sikrer den 

enkelte størst mulig kontrol over sit liv. I en verden, som 

handler om succes og overskud, så kan mindfulness blive 

den stærkes redskab til at styre sin og andres verden. Og 

mindfulness kan blive virksomhedens redskab til at sikre 

sig maksimal profit, fordi man derved henter alle ressourcer 

hos medarbejderne. I den ideelle verden er det en såkaldt 

win-win-situation. Medarbejderen får et mestringsredskab, 

der skaber harmoni, og virksomheden får større profit. 


Diakoni: Nærvær hos næsten 

Mindfulness kan altså bruges på mange måder afhængig af 

den større kontekst. Er det virksomhedens mål, der sætter 

rammerne? Er det den buddhistiske livsforståelse og praksis? 

Eller kunne det måske også være en kristen livshorisont? 

Jeg vil med udgangspunkt i den kristne tradition for 

diakoni forsøge at overveje forholdet mellem mindfulness 

og kristendom. Diakoni er et ord for den kristne næstekærlighed 

som en organiseret praksis, f.eks. i form af sociale 

væresteder. Diakoni handler ikke om, at vi skal optimeres 

og finde roen, men handler om, at vi - for at bevare vores 

egen menneskelighed - skal være nærværende til stede ikke 

bare for vores egen skyld og blandt vores lige, men også hos 

vores fjende eller dem, som vi ellers intet – socialt, kulturelt, 

religiøst og identitetsmæssigt - har til fælles med. At 

være nærværende betyder jo i ordets bogstavelige forstand 

at være noget eller nogen nær! 

Ligesom vi som mennesker kan være splittede i vores sind, 

kan også vores sociale virkelighed være splittet. Nogle mennesker 

er mere værd end andre. Der er mere status i at bo i 

Hellerup end i Gellerup. Nogle mennesker er udstødt af det 

normale samfund. Der er f.eks. en stor gruppe psykisk syge, 

som er meget lavt prioriteret af sundhedsvæsenet. Mange 

indvandrere oplever et stort skel mellem at være rigtig dansker 

og dansker af anden etnisk baggrund. Og der findes 

frygt og mistillid imellem de to grupper. 

En relationel, diakonal tankegang vil sige, at den ydre sociale 

splittelse ikke bare er et problem for dem, der er udstødt 

eller oplever at have lav status. Uligheden er et problem også 

for dem, der nyder velstand og social status, for de har andel 

i denne ulighed. Når man skal gøre noget for de udsatte og 

udstødte, så er det ikke kun for at være god mod dem, men 

fordi vi hænger sammen, og vores egen menneskelighed afhænger 

af, hvordan vi forholder os til hinanden. 

Diakoni. 

Diakoni er en betegnelse for den kristne forståelse af 

næstekærlighed i praksis. Diakonien har som forbillede 

Jesus, der brød alle de gængse normer for sin tid ved 

blandt andet at have måltidsfællesskab med de mennesker, 

som var svage eller udstødte. 

Som institution har kirkerne forsøgt at give udtryk for 

denne næstekærlighed i form af alle mulige slags projekter, 

såsom hospitaler, væresteder, skoler, nødhjælp, 

og snart sagt alle former for udviklingshjælp. I Danmark 

findes forskellige institutioner, der har diakonien som 

deres centrale funktion, såsom Diakonhøjskolen, Diakonisse-stiftelsen, 

Kirkens Korshær, Blå Kors, mm. 


”Kristen mindfulness” 

Diakonalt arbejde kan derfor opfattes som en kristen form 

for mindfulness. Den diakonale indsats søger at gøre op med 

splittelsen mellem ”os og dem”. Men hvor mindfulness tager 

udgangspunkt i en bearbejdning af ens eget splittede sind, så 

tager diakonien udgangspunkt i en bearbejdning af den socialt 

splittede virkelighed – og bringer den enkelte konkret 

til stede og nærværende hos den anden. 

I mindfulness lærer vi at give slip på vores hang til at fordømme 

vores egne svirrende tanker, for det er gennem 

denne accept af os selv, at vi lærer at slappe af og være til 

stede. På samme måde lærer den diakonale praktiker ikke 

at fordømme de udstødtes normbrydende adfærd, som gør, 

at samfundet ikke kan rumme dem i deres fællesskab. Den 

diakonale praktiker kan kun være til stede blandt de udstødte, 

fordi der ikke er en fordømmende pegefinger, og denne 

praksis giver mulighed for nærvær på tværs af sociale skel, 

der normalt er uoverkommelige. 

”Mindfulness og diakoni 

er på hver deres forskellige måde 

med til at fremme nærvær 

og skabe afspænding” 

Hvis man skal bruge terminologien fra mindfulness, så er 

denne tilstedeværelse blandt ”dem, som vi normalt ikke leger 

med”, medvirkende til en mere fleksibel social virkelighed, 

der ikke bærer præg af stive grænser mellem os og dem. 

Hvor mindfulness således gør sindet mere fleksibelt og mindre 

stresset, så er det diakoniens virkning, at den gør vores 

sociale virkelighed mindre konfliktfyldt og voldelig. 

Buddhisme og kristendom 

Mindfulness og diakoni er på hver deres forskellige måde 

med til at fremme nærvær og skabe afspænding. De har 

også det til fælles, at hvor man ikke vil forbindes med hverken 

buddhisme eller kristendom, så kan man godt gå med 

til at dyrke mindfulness eller hjælpe til på et diakonalt værested 

for socialt udstødte. Man bliver hverken buddhist eller 

kristen af at gøre det. Der er noget universelt, menneskeligt 

ved disse to væsentlige sider af de to religioner. 

Men samtidig så er de to former for praksis med til at fremhæve, 

hvad de to gamle verdensreligioner måske især kan 

lære af hinanden. Dalai Lama har givet udtryk for, at buddhismen 

har meget at lære af kristendommens store sociale 

engagement. Samtidig ser vi en udbredt interesse blandt 

kristne i at lære at meditere. Den indsigt i menneskets sind, 

som mindfulness kan fremme, kan måske lære kristne, at 

11

12 

”Den diakonale praksis giver mulighed for nærvær på tværs af sociale skel, der normalt er uoverkommelige”, skriver Lars Buch Viftrup. 

Foto: haloocyn, sxc.hu. 

man ikke altid skal have så travlt med at hjælpe andre. Man 

kan i den bedste mening gøre større skade end gavn, både i 

forhold til dem, man gerne vil hjælpe, der måske har brug 

for en anden form for hjælp, og i forhold til en selv, hvis man 

ender med at gå ned med stress. 

I buddhismen kalder man nærværet, der opstår igennem 

meditationen, for ”medfølelse”. I kristendommen kaldes 

den handling, der udspringer af mødet med Gud, for næstekærlighed. 

Buddhismens medfølelse synes ikke at give sig 

udtryk i et så kraftigt socialt engagement, fordi den netop 

tager udgangspunkt i en bearbejdning af sindet, mens kristendommen 

tager udgangspunkt i et engagement i vores 

fælles sociale virkelighed – og dermed mødet med konkrete 

mennesker. 

Kan kristne dyrke mindfulness? 

Så måske mødes den kristne og buddhisten i disse to former 

for religiøs praksis i en fælles bestræbelse, der i en overord- 

net forstand handler om ikke at dømme, men at kunne være 

til stede med sit nærvær i den smerte, det kan være at være 

menneske? Den kristne tager udgangspunkt i den anden, 

ens næste, mens buddhisten tager udgangspunkt i sindets 

reaktioner på den anden. For buddhisten er mindfulness et 

vigtigt element i en større forståelse af virkeligheden, som i 

sin helhed vil føre buddhisten mod en erfaring af medfølelse 

og i sidste ende nirvana. For den kristne kan mindfulness 

være et hjælperedskab, der i den større kristne sammenhæng 

er underordnet næste-kærligheden, der er forbundet 

med forestillingen om Gudsriget. Nogle vil hævde, at det er 

en glidebane, som i sidste ende vil undergrave kristendommens 

stærke sociale engagement. Men man kan også forestille 

sig, at man som kristen fortolker kristne begreber som 

tilgivelse og nåde ind i de praksisser om ikke-dømmende 

nærvær, der i deres oprindelige buddhistiske kontekst havde 

en anden betydning. 


Kristen mindfulness: Har de kristne også 

konkrete redskaber? 

Er kristendommen ved at blive overhalet af mindfulness? Og skyldes 

det, at mindfulness tilbyder nogle enkle redskaber, mens kristendommen 

er alt for kompliceret? Kan man tale om kristen mindfulness? Her 

er et bud på tre konkrete redskaber i, hvad man kunne kalde for kristen 

mindfulness. 


Af JENS MUNK, 

studenterpræst i Århus 

For et par uger siden blev 

jeg ringet op af en journalist 

fra Danmarks Radio. 

De var ved at lave et 

program om det begreb, 

der hedder mindfulness. 

Det er et koncept, som 

efterhånden bruges rigtig 

mange steder inden for 

erhvervslivet, på uddannelsesinstitutioner, 

på diverse 

selvudviklingskurser, osv. Mindfulness er et koncept, 

der har fundet inspiration i bl.a. Østens religioner. Det har 

især fundet vej til Vesten i forbindelse med håndtering og 

behandling af stress. Et centralt punkt i mindfulness er evnen 

til nærvær og fuld opmærksomhed på det, der er lige 

nu. 

Noget af det, journalisten fremhævede som værdifuldt ved 

mindfulness, var de konkrete redskaber, man lærte. F.eks. 

ville en af de andre deltagere i radioprogrammet, en kendt 

coach fra erhverslivet, tage en rosin med og demonstrere, 

hvordan man ved at mærke rosinen i munden og bare være 

tilstede i nuet kunne bringe sig i en tilstand af ro, balance 

og nærvær. Jeg spurgte journalisten, hvad er det, du gerne 

vil spørge mig om i forbindelse med mindfulness? Hun svarede: 

Jamen jeg mener, I (kirken) er ved at blive udkonkurreret 

af mindfulness og lignende ting, og jeg tror, det har at 

gøre med, at I mangler konkrete redskaber, som mennesker 

kan bruge i deres hverdag, som f.eks. det med rosinen. Men 

vil du være med og svare på, hvad folkekirken har af redskaber 

og meninger om mindfulness? 

Jo det ville jeg godt, sagde jeg, for jeg er ikke i tvivl om, at 

der også findes noget, vi kan kalde kristen mindfulness, altså 

kristen nærvær. Godt jeg kommer forbi i morgen, og så laver 

vi det. Da journalisten har lagt røret på, kan jeg mærke 

en let bekymring for interviewet dagen efter. Jeg tænker: de 

andre har rosiner med og kan meget konkret og let demonstrere, 

hvad tilstedeværelse og nærvær er. Jeg finder derfor 

Bibelen frem og læser: 

”Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise 

og drikke eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke 

mere end maden, og legemet mere end klæderne. Se himlens 

fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres 

himmelske fader giver dem føden. Hvem af jer kan lægge en 

enkelt dag til sit liv ved at bekymre sig…læg mærke til hvordan 

markens liljer gror”. 

Kristen mindfulness 

Hvad Jesus siger her, er i virkeligheden, at der stiller sig to 

forskellige livsmåder an. Den ene livsmåde går ud på, at vi 

med vold og magt og megen ophidselse søger at gøre tingene 

på en bestemt måde. Vi handler uden i virkeligheden at 

se verden og uden at være rigtig til stede i verden. Vi handler 

ud fra vores ego og udelukkende ud fra de planer, vi på forhånd 

har lagt. 

Overfor den livsmåde står en ganske anden livsmåde, hvor 

vi i enfoldighed lytter og handler i overensstemmelse med 

det, der er omkring os. Med det i baghovedet beslutter jeg, at 

jeg under interviewet dagen efter vil gå planken ud og være 

i nuet, ikke forberede noget, men være ubekymret til stede i 

nuet, som evangeliet siger, vi skal. Og så se, hvad der kommer 

til mig. Det er nemlig kristen mindfulness. 

Kristen mindfulness er, at vi kan være ubekymrede til stede 

i nuet, fordi vi er i Guds hånd. Vi kan frit og frejdigt være 

til stede i enhver situation, fordi vi er Guds elskede børn, og 

Hans kærlighed omslutter os i ethvert øjeblik. Vi behøver 

13

14 

ikke puste vores ego op og kæmpe for at have lov at være 

her, som dem vi er. Vi er allerede fuldt og helt accepterede 

i ethvert eneste øjeblik. Derfor skal vi ikke kæmpe mod os 

selv eller andre, vi kan give slip og lade være med at søge 

at regne alting ud på forhånd. Vi kan bare gå ind i tingene, 

sådan som vi nu engang er skabt. Når vi gør det, kommer vi 

i en intuitiv forbindelse med tingenes inderste rytme, skaberværkets 

rytme. 

Da derfor den kvindelige journalist dagen efter stikker mikrofonen 

i hovedet på mig og spørger, hvad er kristen mindfulness, 

så svarer jeg, som sandt er: Det er, at du sidder her 

over for mig lige nu og smiler. Jeg sidder selv her og glæder 

mig over at kunne være her sammen med dig lige nu, for 

jeg ved, at vi er fuldt ud omsluttet af Guds kærlighed og accept. 

Vi behøver ikke præstere mere, end vi kan, alt er, som 

det skal være. Vi er begge sat fri til at være her lige nu, som 

dem vi er med alt det, der er i os af modsigelser, savn og 

glæde, ulykkelig kærlighed og lykkestunder. Alt det, der er 

i os, må gerne være der. Alt hviler i Guds accept. Det er kristen 

mindfulness! 

Tre konkrete indgange til kristen mindfulness: 

Hvilke konkrete redskaber er der til at indøve det? Der er 

mange forskellige redskaber. Lad mig give tre forskellige 

konkrete eksempler her: 

1) Bøn 

Bøn kan være at folde hænderne midt i hverdagen. Sætte sig 

ned og med en rolig og dyb vejrtrækning søge at sætte sine 

egne tanker og vilje på stand by og så trække Jesu tilgivende 

kærlighed ned i kroppen sammen med vejrtrækningen. Det 

handler om at gå ind i en dyb erkendelse og kropslig oplevelse 

af, at Jesu kærlighed omslutter mig, hvor jeg end går. 

Denne bønsform kan indøves af enhver, der er interesseret 

og åben. Jeg står selv for en hjertebønsmeditation hver mandag 

aften kl. 18 i stillerummet i Studenternes Hus på Århus 

universitet. Det er et tilbud for dem, der gerne vil have fællesskab 

med andre om at bede denne bøn. 

2) Gudstjenester 

Den danske folkekirke har gennem 1000 år fokuseret på, 

hvordan vi bliver mere nærværende og til stede. I Gudstje- 

Jesus bruger liljerne som billede på at være ubekymret. De gror uden 

at så, høste eller samle i lade. Illustration: iStock. 

nesten prøver vi gennem en meditativ proces at lære, hvordan 

vi kan være til stede, som dem vi er med alt det, der er i 

os af potentialer, kærlighed og ufuldstændighed. Langsomt 

og meditativt søger vi at få dette budskab til at komme ind 

under huden og blive en del af vores daglige liv. Det er ikke 

helt nemt, det tager muligvis et helt liv at indøve, derfor er 

det en god ide at komme til Gudstjeneste af og til. For ellers 

glemmer vi det måske eller kan komme i tvivl om, hvorvidt 

”Kristen mindfulness er, 

at vi kan være ubekymrede 

til stede i nuet, 

fordi vi er i guds hånd” 

det er rigtigt, at vi er elskede og unikke menneskebørn. Møllevangskirken 

og Studentermenigheden er gået sammen om 

at skabe 9 aftengudstjenester fordelt ud over året. De vil på 

en tidsvarende måde og i et sprog, der er til at forstå, arbejde 

målrettet på at gøre opmærksom på, at vi hver især er 

elskede og sat fri til at være dem vi er og derfor har lov til at 

være ubekymret til stede, som dem vi er. Det gøres i sang, 

bøn, stilhed og refleksion. 

3) Mødet 

Som en tredje vigtig tilgang til kristen mindfulness vil jeg 

fremhæve mødet mellem mennesker. Jeg vil gerne fortælle 

en lille historie, der kan illustrere mødets betydning: 

Engang ikke længe efter anden Verdenskrigs ophør, i Jerusalem, 

lige efter staten Israel var oprettet, var der på 

Universitetet ansat en særdeles højt agtet og respekteret 

lærer, Martin Buber. Han var filosof. Men han var meget 

mere end en lærer, han var en karismatisk lederfigur, 

som alle de studerende kendte og så op til, ja og ikke bare 

de studerende, men mange i Israel agtede Buber meget 

højt. Mange år tidligere oplevede han en episode, som 

kom til at påvirke ham dybt. Sådan fortæller han selv i sin 

bog Møde med Mennesker: 

”Der skete ikke andet, end at jeg engang, en formiddag 

efter en morgen med ”religiøs” begejstring fik besøg af 

en ukendt ung mand uden at være med det i sjælen. Jeg 

lod det ingenlunde mangle på venlig imødekommenhed, 


jeg behandlede ham ikke mere ligegyldigt end alle hans 

jævnaldrende, som plejede at opsøge mig på den tid af 

dagen som et orakel, der lod sig tale med, jeg underholdt 

mig opmærksomt og utvungent med ham - og undlod 

blot at finde frem til de spørgsmål, som han ikke stillede. 

Disse spørgsmåls hovedindhold har jeg siden, ikke længe 

efter, fået at vide af en ven af ham - han selv var da ikke 

længere i live (han faldt i begyndelsen af den første verdenskrig) 

- og erfarede, at han ikke tilfældigt, men ledet 

af skæbnen var kommet til mig, ikke for at snakke, men 

for at træffe afgørelse, netop til mig, netop i den time. 

Hvad forventer vi, når vi fortvivler og alligevel går til et 

menneske? Vel en nærværelse, ved hvilken det bliver sagt 

til os, at den dog er til - meningen. 

Siden da har jeg opgivet det ”religiøse”, som ikke er andet 

end undtagelse, bortførelse, træden-til-side, ekstase, eller 

det har opgivet mig. Jeg ejer nu ikke andet end hverdagen, 

som jeg aldrig bliver taget ud af... Jeg kender ikke 

længere til nogen guddommelig fylde uden den, der ligger 

i enhver dødelig time med dens krav og ansvar.” 

(Møde med Mennesker. Hasselbach 1965. S. 59-61) 

Denne episode var med til at bekræfte og bestemme Bubers 

tanker om Gud og mennesker. Det virkelig vigtige, det 

hellige, det skal først og fremmest søges i forholdet mellem 

mennesker, ikke kun i enrum... 

Buber kalder det virkelige, autentiske møde mellem mennesker 

for et jeg-du forhold. Det er det møde, hvor lyset og 

glæden er det bærende. Der, hvor ansigterne lyser op, der, 

hvor gnisten i øjet tændes. Det er det møde, hvor vi ikke skal 

præstere og konkurrere, men hvor vi i mødet omsluttes af 

Guds nærvær. Buber har senere sagt, at et sådant autentisk 

møde mellem mennesker kan være så stærkt, at det menneske, 

der virkelig bliver mødt og set, sådan som han er, én 

gang i sit liv, han vil opleve forklarelse. 

Dialogpiloterne 

26.-28- august 2011 i Århus 

Tre dages teoretisk og praktisk 

kursus i dialog. 

Læs mere på IKONs hjemmeside 

og tilmeld dig inden 1. juli. 


Det, jeg vil sige med denne fortælling ,er, at vi kan øve os i at 

skærpe opmærksomheden i mødet med næsten. Vi kan øve 

os i at være helt tilstede overfor de mennesker, vi møder på 

vores vej og insistere på, at mødet skal være vigtigt, nærværende 

og autentisk, så vi virkelig ser hinanden. Denne øvelse 

kan sagtens understøttes ved, at man finder en åndelig vejleder. 

Nogle præster (bl.a. mig selv) og diakoner tilbyder sig 

som kristne vejledere. 

At indøve Jesus, er at indøve mindfulness 

Bønnen, Gudstjenesten samt mødet er tre eksempler på, 

hvordan kristen mindfulness, altså nærvær, kan indøves og 

integreres i dagliglivet. Der kunne gives andre eksempler, 

men det vigtigste er, at grundlaget for alt kristen mindfulness 

er Jesus: 

Da Jesus kommer ridende ind i Jerusalem palmesøndag, 

kommer han ridende med budskabet om, at vi er sat fri til 

at være helt til stede, som dem vi er. Han kommer ridende i 

bekymringsløshed som en konge, ikke med en stor og magtfuld 

hær af soldater omkring sig, ikke med flotte klæder 

og smykker af guld, men i bare tæer med langt løst hår og 

vildtvoksende skæg i løstsiddende tøj på et æsel helt nede på 

jorden. Det er ikke en traditionel magtens og krigens konge, 

men en konge fyldt med åndskraft, en kraft, der lige siden er 

strømmet ud i hele verden fra menneske til menneske. Nu 

er vi alle sat fri. Vi skal ikke bekymre os, men bare være lige 

her lige nu med alt, hvad vi har i os. Redskabet til at komme 

helt til stede er Jesus. At tro på Jesus er at blive sat fri til at 

være helt sig selv lige nu, lige her i dag. For Jesus er legemliggørelsen 

af nærvær og tilstedeværelse. Derfor er det Jesus, vi 

indøver i bøn, Gudstjeneste og mødet. 

15

16 

Buddhistisk psykologi i Øst og Vest 

Buddhas veje: En bog til dem, som ønsker at være bedre klædt på til at 

kunne forstå og forholde sig til buddhismens rolle i vort samfund i dag. 

Ifølge forfatteren har klinisk psykologi brug for at lade sig inspirere af 

buddhismen. 

Af LOUISE BJERg PEDERSEN 

cand.psych og bestyrelsesmedlem 

i IKON 

Følelse er forgængelig. / Hvad der er 

forgængeligt, det er lidelsesfuldt. / 

Hvad der er lidelsesfuldt, det er ikke 

et selv. / Hvad der ikke er et selv, skal 

gennem fuldkommen indsigt betragtes i overensstemmelse 

med virkeligheden således: det er ikke mit, jeg er ikke det, det 

er ikke mig selv. 

Hvordan kan jeg som vesterlænding forstå dette vers? Og 

kan jeg bruge det til noget i mit eget liv? Det var bl.a. spørgsmål 

som disse, der meldte sig, da jeg læste bogen “Buddhas 

veje”, som er forfattet af professor i klinisk psykologi ved Københavns 

Universitet, Peter Elsass. Ovenstående vers stammer 

fra det buddhistiske digt “Der er intet bestandigt jeg”, 

som i bogen er gengivet i en af de mange farvede bokse, der 

med historiske anekdoter, rejseberetninger og buddhistiske 

originaltekster udgør kærkomne afbræk imellem de mere 

teoretiske kapitler. 

Baggrunden for bogen 

Formålet med “Buddhas veje” er, ifølge forfatteren, at skrive 

en fagligt sober bog om buddhistisk psykologi, drevet af et 

ønske om at trænge ind bag den efterhånden jævnligt hørte 

sætning om, at noget er buddhistisk inspireret. Elsass har 

selv praktiseret buddhistisk meditation, læst tekster med 

hjælp fra en læremester og rejst rundt i Tibet og Nordindien 

sammen med sin Lama for at opsøge spirituelle mestre. På 

dette grundlag har han skrevet en interessant og lærerig bog, 

der behandler såvel Østens buddhisme som Vestens psykologi 

med seriøsitet og respekt. 

Det psykologfaglige argument for at interessere sig for 

buddhismen knytter Elsass an til sine konkrete møder 

med tibetanske torturoverlevere. Hos disse mennesker 

iagttager Elsass en bemærkelsesværdig evne til at leve 

med både fysiske og psykiske følger af torturen, hvilket 

de selv begrunder med buddhismens lære og tilhørsforholdet 

til Hans Hellighed Dalai Lama. Disse 

iagttagelser overbeviser Elsass om, at klinisk psykologi 

har brug for at lade sig inspirere af buddhismen. 

Mange vil vide, at denne inspiration allerede gør 

sig gældende bl.a. ved af brugen af mindfulness-teknikker i 

både terapilokaler og på virksomheder. 

Dynamisk og rummelig buddhisme 

Et af de centrale temaer i bogen drejer sig om, hvordan buddhismen 

har været under fortløbende dynamisk konstruktion 

pga. et samspil mellem Øst og Vest. Elsass beskriver, 

hvordan buddhismen ofte er blevet gjort mere blød og tilpasningsdygtig, 

når den er kommet til Vesten. Det interessante 

er dog, at Elsass påpeger, at denne vestlige tilpasning 

også får indflydelse på buddhismen i Østen, i dette tilfælde i 

Tibet. Det sker i takt med, at Tibet bliver mere åbent overfor 

omverdenen og får besøgende, der kommer med en vestligt 

præget forventning om, hvad buddhisme er. Elsass påpeger 

dog, at der stadig findes væsentlige forskelle i buddhismens 

udtryk og anvendelsesformål i Øst og Vest. Fx anses det primære 

mål med meditation i Østen at være opnåelse af ”enlightenment”, 

hvilket kan være en anstrengende proces, der 

kræver tid og disciplin. Her i Vesten derimod har meditation 

overvejende vundet indpas som en metode til afspænding 

og stressreduktion. 

Tilsyneladende er der intet problematisk ved hverken den 

gensidige øst-/vestlige nytænkning af buddhistisk praksis, 

eller ved de vidt forskellige anvendelsesformål. For den buddhistiske 

vej er bred og rummelig. Der er plads til både “sekulære 

buddhister”, som tager, hvad de kan bruge til personlige 

formål, og til traditionelt religiøse buddhister, der tager 

hele “pakken”. Elsass citerer fx også H.H. Dalai Lama for at 

have sagt, at man udmærket kan være kristen buddhist. 

Anbefalelsesværdig bog 

“Buddhas veje” er en bog, der leverer vigtig og brugbar 

viden om buddhismen og dens samspil 

med vestlig psykologi. Det er også 

en bog, der kan igangsætte læserens egen 

refleksion over, hvad buddhismen har og 

kan få af betydning i vort samfund. Bogen 

er fagligt troværdig, og forfatterens 

personlige engagement skinner igennem 

i teksten. 

Buddhas veje af Peter Elsass, 

Dansk Psykologisk Forlag 2011. 


Kristus 

uden kristendom 

Kan hellige mænd i Indien uden tilknytning til kristendommen have at 

gøre med Kristus? Dette spørgsmål blev levende for Lene Skovmark i 

mødet med disciple af den indiske guru, Ramalinga. Lene Skovmark var 

i efteråret 2006 sammen med sin mand i Tiruvannamalai i Sydindien 

som 50+ voluntører. De har lige været tilbage på ferie, hvor en bibelmeditation 

førte hende på sporet af Ramalinga. 



Bibelmeditation med hvidklædte 

hellige mænd 

Tre hvidklædte skikkelser dukker 

frem af mørket og kommer gående 

hen imod verandaen, mens 

jeg står og underviser en gruppe 

unge kristne ledere om dialog og 

spiritualitet. Jeg holder pause, 

mens tolken taler i mobiltelefon og de tre, en ung kvinde og 

to mænd, kommer hen til mig og præsenter sig som Saints, 

hellige. ”Det kan man da ikke kalde sig…” udbryder en af 

mine rejsefæller. 

Jeg inviterer dem til at deltage i en bibelmeditation over Jesu 

kaldelse af sine første disciple, hvor han siger: ”Følg mig”. De 

tre hvidklædte sætter sig andægtigt ned. Da undervisningen 

er slut, giver de os deres visitkort og inviterer os ud til deres 

ashram, hvor de hver dag bespiser fattige. Nysgerrigheden er 

vakt. Hvem er de dog, disse hellige mennesker? 

Nådeslyset 

Efter et par uger cykler vi ud til deres ashram, hvor vi får en 

hjertelig modtagelse. Kanan, en af de hvidklædte, inviterer 

os indenfor i en beskeden stråhytte, hvor vi får tilbudt et par 

stole, mens han selv sætter sig på gulvet. Der er et billede 

af deres guru, Ramalinga, og foran er et lille alter med et 

lys, der altid brænder. Kanan fortæller, at Ramalinga altid 

var hyllet i hvidt, fordi hans legeme var gennemstrålet af 

det guddommelige lys, så ingen tålte at se ham. Han lærte 

om Gud som Nådeslyset, som er hinsides religion, kaste, 

dogmer og køn. Målet for disciplen er at blive forenet med 

Nådeslyset og vejen er uselvisk tjeneste og meditation. I 

1874 blev Ramalinga optaget i det guddommelige lys; ingen 

så hans døde legeme. 

”Ramalinga lærte om gud 

som Nådeslyset, som er hinsides 

religion, kaste, dogmer og køn.” 

Det er ved at være tid til bespisning og Kanan skulle hjælpe til 

med at forberede måltidet. Han leder os ind i et dunkelt rum 

med et forhæng, og man kan skimte en flamme. Vi sætter os 

og mediterer, mens vi grunder over symbolikken, at Guds 

lys ikke er fuldt tilgængeligt, men skjult og en dag skal den 

åbenbares fuldt ud. Efter en halv times tid bliver vi inviteret 

med til ”bords” sammen med 50 orangeklædte saddhuer, en 

slags tiggermunke. Vi sidder på gulvet i lange rækker, og fire 

hvidklædte mænd serverer maden på bliktallerkner, mens de 

17

18 

Billede af Ramalinga, guruen, der lærte om Nådeslyset. Privatfoto. 

synger Arut perun jothi, Thani perun karunai – Umådelige 

Nådeslys, uendelige barmhjertige Nådeslys. 

Mødet med disse tjenende ånder gjorde dybt indtryk. De 

havde givet afkald på alt, afstod fra at gifte sig, var brudt ud af 

kastesystemet og deres hinduistiske religiøse sammenhæng 

og status og levede nu i tjeneste for andre. Kanan fortalte, 

at han altid havde haft et stærkt ønske om et enkelt liv 

i tjeneste. Han studerede i Chennai, men ”stod af ” under 

en fuldmånevandring om det hellige Arunachalabjerg og 

bosatte sig i ashrammen. Han har ingen kontakt med sin 

familie. ”Jeg er en fri fugl,” udbrød han. 

En af de tre hvidklædte skikkelser, som kom til vores 

veranda hin aften, viste sig at være deres nulevende Mester, 

Babu Saddhu. Vi opsøgte ham for at forstå lidt mere af det 

hele, og han forklarede, hvordan kroppen kan transformeres 

gradvist ved at meditere over Nådeslyset. Et menneske som 

er helt gennemlyst, opnår åndelig og fysisk udødelighed, har 

kræfter til at helbrede og endog til at opvække døde. Denne 

form for oplysning er et kendt fænomen blandt Indiens 

hellige mænd og kvinder. Det er også med den forståelse 

som baggrund, at man hævder, at Ramalinga opnåede 

”Der er så mange fælles træk 

med Jesu lære og person” 

guddommelighed, og at han nu lever videre i ånden og fører 

et guddommeligt liv i en guddommelig krop. Mesteren Babu 

Saddhu understregede, at dette højeste stadium ikke opnås 

ved menneskets egne kræfter alene, men ved Guds nåde. 

Fælles træk med kristendommen 

Som kristen finder jeg det tankevækkende, at der er så 

mange fælles træk med Jesu lære og person. På deres 

hjemmeside står: Ramalinga er forening af guddommelige 

og menneskelig natur, han er legemliggørelsen af den 

Højeste Herre af kærlighed og medfølelse, han er Guds 

”menneskelige ansigt”. Ramalinga frabad sig efterfølgere, for 

ingen skulle knytte sig til ham. Men han viste dem vejen. 

Ja, ifølge dem er Ramalinga selve vejen til forening med det 

guddommelige lys. 

Mens jeg var i Indien læste jeg en bog om en katolsk indisk 

pater, ”Following Jesus in the Hindu context” (At følge 

Jesus i en hinduistisk sammenhæng). Der stod, at Indien 

behøver Kristus, men ikke nødvendigvis kristendommen. 

Og at Indien må møde Kristus i og gennem indiske apostle, 

som Gud oprejser. Kunne Ramalinga være en sådan 

apostel, som peger på Kristusvejen i en sammenhæng, hvor 

kristendommen virker fremmed? 

Mødet med disse hvidklædte mennesker har i den grad 

udfordret min tro og holdning til, hvordan det guddommelige 

manifesterer sig i det menneskelige. Og deres hengivenhed 

til Gud og deres tjeneste for andre udfordrer mit liv og 

indskærper Jesu kald til at tjene. 

De præsenterede sig som hellige, og jeg er tilbøjelig til at 

give dem ret! 



Lene Skovmark møder tre hvidklædte mænd, der præsenterer sig som hellige. Privatfoto. 

19

20 

Med Kierkegaard 

Søren Kierkegaard forstået baglæns: Det er først nu i min høje alderdom, 

at det er gået op for mig, hvem Søren Kierkegaard var. Det er derfor 

først nu, at jeg har kunnet efterkomme en opfordring som den, jeg 

her er blevet mødt med: at fortælle om mit personlige forhold til dette 

menneske. 

Af VIBEKE FOgH 

Søren Kierkegaard brugte jo så mange pseudonymnavne; 

men det Selv, han fortvivlet ville - eller ikke ville - være, gav 

han ikke noget navn. Det Selv var en hemmelighed, en ”apostelhemmelighed” 

af samme art, siger jeg, som den, der i 

Markusevangeliet kaldes ”messiashemmeligheden”. 

Som Markus nemlig fortæller historien, var det kun Jesus 

selv, der under dåbshandlingen hørte ordene til ham om, 

at han nu var avlet af Gud som Guds Søn. Erfaringen af 

denne egentlige, dybeste identitet i ham selv var altså, ifølge 

Markus, en erfaring, som Jesus stod alene med, en paradoksal 

virkelighed, som han ikke bare sådan lige kunne fortælle 

til nogen, men som det var op til hvert enkelt menneske i 

hans samfund selv at erkende og - uden forargelse - acceptere 

som sand. 

Men Søren Kierkegaards ”apostelhemmelighed”, som jeg nu 

vidner om, blev ikke erkendt af nogen i hans samfund. Han 

kunne ikke selv direkte fortælle, at han faktisk talte med 

myndighed, og der var ingen andre, der kunne se det. Så 

han måtte livet igennem med alle sine ord danse antydende, 

skjulende og afslørende, omkring den sandhed, han havde 

på hjerte, og som hans egen person var et levende bevis på: 

At den Sandhedens Aand, i hvilken Kristus var ét med Faderen, 

er til i virkeligheden; at den, når den tager Bolig i et 

menneske, får timeligt og evigt i dette menneske til at indgå 

i en syntese, hvorved dets første timelige Jeg forvandles og 

bliver til et treenigt Selv, den treenige Guds billede. Og han 

kunne af egen erfaring fortælle om det Øieblik, i hvilket no- 

get sådant i et enkeltmenneskes sind gik over fra at være muligt 

til at blive virkeligt. 

Men før jeg var i stand til at sige dette, skulle jeg altså leve et 

helt langt liv. 

I: Ungdommen 

- jeg læser Søren Kierkegaards ord 

Som ung dansk og fransk studerende i årene fra 1945-52 

havde jeg Søren Kierkegaard for mig som en del af mit pensum 

i dansk litteratur. Og så var han en stor dansker, en filosof, 

som måske havde haft betydning for udformningen af 

eksistentialismen, den allernyeste franske filosofi dengang, 

og samtidig var han jo et interessant menneske med en mislykket 

forlovelseshistorie. Jeg læste hans pseudonyme værker, 

særligt de tidlige; jeg ville gerne kunne hans ord, kende 

hans tanker og være i stand til at tale med om filosofi - en 

måde at læse Kierkegaard på, som jeg ser er almindelig også 

i vore dage. 

Men inde bag alle disse ord fornemmede jeg dog samtidig 

en betydningsfylde, som jeg ikke selv helt kunne få fat på, 

men som jeg kom nærmere under en studiekreds med nogle 

få interesserede studenter (hvoriblandt en ung Villy Sørensen) 

og under ledelse af daværende lektor Billeskov Jansen. 

Vi læste ”Frygt og Bæven” om Abraham, der i lydighed mod 

Jahve ville ofre sin søn Isak, og ”Gjentagelsen” om et ungt 

menneske, der - i lydighed mod et digterisk kald? - ville give 


i hvalfiskens bug 

afkald på genstanden for sin 

kærlighed. Under læsningen 

havde vi særligt opmærksomheden 

rettet mod det digteriske 

sprog og dets magiske 

evne til at danne verdener, 

men punktvis søgte vi også 

indad gennem ordene til det 

rum af klarhed og kærlighed, 

som de var fødte ud af. 

Tag nu for eksempel ordet gentagelse. 

Hvis vi ikke havde delt modersmålets 

hjertesprog med Kierkegaard, 

havde vi ikke så let 

kunnet fornemme, hvilken erkendelse 

der lå bag forestillingen 

om det: at gen-tage. Dette 

ord har nemlig ikke som det 

latinske ord ”re-petere” grundbetydningen: 

aktivt at ”stræbe 

efter” eller ”kræve (noget) én 

gang til”, men kommer af forestillingen 

om at ”tage (noget) 

med hænderne” - og dette kan 

et menneske som bekendt ikke 

gøre, hvis han allerede har 

hænderne fulde. Nej: den, som 

vil gen-tage noget, må først acceptere at give slip på det, han 

fik, og derefter vente på at få det tilbudt igen, før muligheden 

for en gen-tagelse er til stede. 

Jeg bevarede således i min erindring en dunkel forståelse 

af, at fortællingen om Abraham var en Mythe om Gjentagelse. 

En myte fordi det var en ’Fortælling, der lod det foregaae 

udvortes som var indvortes’ og en myte om gen-tagelse, 

fordi det dér beskrives, hvordan et menneske, der accepterer 

at give sin egen søn tilbage til den gud, han har fået ham af, 

kan gen-tage ham fra Guds hånd som den, i hvem alle jordens 

slægter skal velsignes. 

Denne gammeltestamentlige fortælling om gen-tagelse, blev 

således måske i mit sind en forudsætning for, at jeg senere 

kunne ane betydningen af den ny-testamentlige grundfortælling 

om gen-fødsel, om først at dø som hvedekornet... 


”Så noget rørte sig i mit sind, men levede dog mest derinde som ord i bøger”, fortæller Vibeke Fogh om 

begyndelsen på den livsforvandling som bl.a. studier af Søren Kierkegaard foranledigede. Privatfoto. 

Men den sammenhæng skulle først langt senere vise sig. 

II: Midt i livet. En arbejdstid. 

Efter uddannelsestiden fik jeg job som lærer. Jeg giftede mig 

og fik børn. 

Jeg ville stadig kunne, kende og tale med. Men det, jeg nu 

ville kunne, kende og tale med om, var ægteskab, børneopdragelse, 

husførelse, lærergerning, politik og samfundsanliggender, 

videnskab etc. Det gik der mange år med. Jeg 

stræbte virkelig meget. Brugte alle mine kræfter, ja, vel flere 

end jeg havde, på arbejde og pligter, for det var vist det, det 

alt sammen var blevet til: ægteskab, børn, job, det hele, blot 

arbejde og pligter udadtil - men tomhed og ubesvarede 

spørgsmål indeni. 

21

22 

Jeg 

havde ganske 

vist læst 

Grofs ”Indre Rejse”, 

og Jes Bertelsens 

”Individuation”; Jeg havde 

dykket ned i Jungs ”Svaret på 

Jobs spørgsmål” og var igennem 

hans værk om ”Zahl und Zeit” blevet 

henvist til en bog om tretallet: Augustins bog om Treenigheden. 

Så noget rørte sig i mit sind, men levede dog mest derinde 

som ord i bøger. Og da jeg engang gik lidt til hånde i min 

sognekirke og herunder fik til opgave under en børnegudstjeneste 

at fortælle beretningen om profeten Jonas, så lærte 

jeg alle ordene udenad, så jeg kunne fortælle historien i 

mørke i kirken som ledsagelse til børnenes tegninger, der 

blev vist på en skærm. Det var ordene om, hvordan Jonas, 

da han hørte Jahves befaling: ”Stå op og gå til Nineve!”, stod 

op og gik; men hvordan han så, da han var nået til havets 

bred uden at have fundet, hvad han skulle, indskibede sig på 

et fartøj med kurs mod verdens ende - et sted, der dengang 

hed Tarsis og lå ved Gibraltar. 

Men at den historie skulle blive afgørende for hele mit liv 

sidenhen, at det var en død-genfødsels-myte, som ville leve 

sig ud i mit eget sind, kunne jeg dengang ikke ane. 

III. Opbruddets år. 

Så kom det år, da mit yngste barn var blevet student, og 

jeg fik følelsen af at have aftjent min barnepligt. Sommerferien 

kom, og jeg ville for første gang holde fri og ikke som 

vanligt bruge tiden i sommerhuset på at forberede næste 

skoleårs undervisning. Men i denne pause dukkede tomheden 

og spørgsmålene op til overfladen i mit sind, og jeg så 

det pludselig klart: 

Ganske vist havde jeg villet det godt og gjort i livet, hvad jeg 

kunne, og udadtil var alting vist også gået så nogenlunde, 

som det ofte gør, men inde i mig selv vidste jeg det: det var 

ikke lykkedes. Ægteskab, børn job; intet af det var jo blevet 

til, hvad jeg havde håbet og troet og villet, og det var min 

skyld: 

Jeg havde ikke 

kunnet det. 

Og så d. 15. august 1981 som jeg sad alene 

ved morgenbordet, kom Guds ord til mig: 

”Stå op og gå til Nineve!” 

Mine knæ adlød umiddelbart; de rettede sig ud, og da jeg nu 

stod op, lød befalingen: 

”Gå ind i dit kammer!” 

”Og nu lå jeg så dér: i hvalf skens bug? og ventede 

Prøvende vankede jeg rundt i mit hus uden først at finde 

det rigtige sted at gå hen, men efter nogen tid fandt jeg et 

leje i et lille rum i kælderen, hvor jeg accepterede, at det var 

dér, jeg måtte ligge. Jeg var fuldstændig tryg og rolig; jeg 

var jo Jonas, og jeg kendte historiens fortsættelse. Da Jonas’ 

skib nemlig var i rum sø, blev det et forfærdeligt uvejr, som 

truede hele skibet og alle de ombordværende. Søfolkene gik 

rundt i skibet for at finde den, der var skyld i gudernes vrede, 

men ingen meldte sig - før man fandt Jonas. Han vidste det 

jo; han havde ikke adlydt Jahves befaling; han havde endnu 

ikke fundet Nineve. Så han lod dem kaste sig ud, druknede 

dog ikke, men blev slugt af en hval. 

Og nu lå jeg så dér: i hvalfiskens bug? og ventede - på hvad? 

- på at blive fragtet til Nineve? - på frelsen? 

Men jeg blev jo fundet af min familie og indlagt på den lukkede 

afdeling. 

De kunne ikke andet, og jeg kunne ikke andet. Jeg forstod 

jo ikke mig selv. 

På hospitalet var man mest interesseret i at stille en diagnose, 

at finde frem til det ord, der kunne definere sygdommen, 

men indvilligede dog ved min indtrængende bøn i at 

undlade at give mig nogen som helst form for medicin. Jeg 

fik lov til at være vanvittig inde i den lukkede afdelings rum i 

et par uger, mens psykosen dampede af, og kunne så komme 

ud igen og leve videre som før. 

Og dog ikke helt som før. 

Der var sket den ændring med mig som læser, at bibeltekster, 

som jeg hidtil havde læst som mere eller mindre ligefremme 

meddelelser, til min egen forbløffede undren nu spontant 

og umiddelbart fremstod som allegorier, som sammenhængende 

billedlige udsagn. 

Og endvidere kunne jeg jo efter sådan at have mødt det helt 

Ubekjendte ikke længere blot være identisk med mit første 


- på hvad? - på at blive fragtet til Nineve? - på frelsen?” 

”timelige Jeg”. For 

hvorfor havde dette Jeg ’uden ret at forstaae sig 

selv’ villet ’sin egen Undergang’? Jeg, der ’troede at kende mig 

selv’ vidste ’ikke længere med Bestemthed’, om jeg var ’et af 

Ild og Røg opfyldt Dyr eller et Væsen, som i sin Natur havde 

en guddommelig og lidenskabsløs Bestanddel’ [1]. Så jeg begyndte 

at lede efter denne guddommelige og lidenskabsløse 

bestanddel af min bevidsthed, som var den, der havde set 

det hele ske. 

IV. Rejseårene. En læretid. 

I myten var det hvalen, som fragtede Jonas videre ad Nineve 

til. 

I bøn til Jahve overlod han styret til den guddommelige visdom 

i det skabte, til det sind i hvalen, som spejler havdybets 

strømme og jordklodens magnetiske felter, og som derved 

kan finde vej. 

Men hvad skulle jeg gøre? Det vidste jeg ikke - før jeg nogle 

år efter fik den idé at melde mig til kursus hos Jes Bertelsen 

i Nr. Snede, hvor jeg så i en årrække trænede i at ”flytte 

opmærksomheden fra sproget og det tillærte til det fundament, 

som sprog og læring hviler på” [2]. 

Og da var det, at jeg på et tidspunkt indså, at denne træning 

af bevidstheden om kroppen, om åndedrættet og hjertet og 

om den spontane kreativitet jo netop var en aktivitet, der 

ville udforske hvalsindet dybt i mennesket, lede efter dets 

evne til at spejle skjulte strømme og felter i det levende, for 

derved at kunne inddrage hele mennesket og ikke kun ordenes 

begrænsede domæne i den menneskelige erkendelsesproces, 

i dens stræben efter at finde Vejen. 

Og det var også i Nr. Snede, jeg fandt ”kammeret”, det bønnens 

rum, som jeg siden hen har haft med mig. Et fællesmenneskeligt 

rum af tavshed, accept og glæde, i hvilket sindet 

med håb og taknemmelighed vender sig indad mod det 

skjulte, det ”Ubekjendte”, hvorfra dets kraft og dets visdom 

kommer. 

Så da jeg vendte hjem, også mentalt, og gen-optog min gamle 

tilværelse blandt mine nærmeste, som smukt havde ladet 

min plads stå til mig, var det helt den samme tilværelse jeg 

fandt, men dog var den ny, fordi jeg selv havde forandret 

mig: 

Jeg havde skiftet verdensbillede. 

Ved at snuse til den forskning i bevidstheden, som foregår i Nr. 

Snede, havde jeg indset, hvor afgørende vores bevidstheds art 

er for den måde, vi ser vore omgivelser og vore medmenne- 


sker 

på. Hvis den 

bevidsthed, vi spejler 

verden med, ændrer sig, vil vores 

verden blive en anden. Hvis vores syn 

havde laserlys-intensitet, ville den samme verden 

se totalt anderledes ud for os, end den gør nu, hvor vi 

spejler den med vores normal-bevidstheds øjne. Og at det er 

til, at bevidstheden kan ændre tilstand, er blevet et faktum 

for mig, eller sagt med Kierkegaards ord fra de filosofiske 

smulers motto: 

’Med mit Organ for Tro har jeg knyttet det mulige og det virkelige 

sammen i Tilblivelsens Faktum’. 

Og dermed var jeg så måske nået til det ”andet land”, hvor 

Nineve lå, men jeg vidste ikke, om der var noget jeg skulle 

dér. 

V. Seniorårene. En ny arbejdstid. 

Imidlertid begyndte jeg et årelangt arbejde på at sætte mig 

ind i Bibelens tekster. Jeg læste dem, som jeg før har læst tekster, 

jeg skulle undervise i i gymnasiet: grundigt og med indlevelse 

for at tilegne mig teksternes budskab i en form, som 

jeg kunne videregive til andre. Men jeg læste ikke ”teologisk” 

som en student eller en lærer på universitetet må gøre det 

for at blive forstået af sine fagfæller, ej heller som en præst, 

der skal prædike i kirken. Jeg læste med den overbevisning, 

at Bibelen som ”Helligskrift” må tilhøre en særlig tekstgenre 

kendetegnet ved, at der i et sådant skrifts ord kan gemme sig 

en viden om menneskets hjerte og bevidsthed, som ikke er 

tilgængelig for normalbevidstheden. Jeg så det sådan, at der 

i vores kristne Bibel måtte findes budskaber fra den Sandhedens 

Aand, i hvilken Kristus er ét med Faderen, videregivet af 

mennesker, i hvem denne Aand havde taget Bolig. 

VI. Alderdommen 

- jeg møder Søren Kierkegaard selv inde bag hans 

ord 

Dermed gik tiden, og jeg var fyldt firs, da jeg blev indbudt af 

den nye præst i min sognekirke til mit livs anden studiekreds 

om Søren Kierkegaard; denne gang med udgangspunkt i tre 

af hans ”Opbyggelige Taler” i eget navn fra 1849, de såkaldte 

”Gudelige Taler”, som jeg aldrig før havde læst. 

Og denne læsning overvældede mig. 

Her åbnede Søren Kierkegaard op til sit eget meditative rum, 

23

24 

hvor jeg følte mig hjemme: et rum af tavshed, lydighed og 

glæde, i hvilket Fader-Vor-bønnens vertikale forbindelse 

mellem himmel og jord går direkte ned gennem menneskekroppen 

fra hoved til fod; under ordene ”Ske din vilje” tøver 

den i hjerteregionen, mens den vokser ud i hænderne, så at 

de selv kan gøre ”Kærlighedens Gerninger”, og fortsætter helt 

ned i fødderne, hvor den leder dem, så at de selv kan finde 

Vejen. 

Læser man alle de 30 opbyggelige taler, hvoraf de ”Gudelige 

Taler” er nummer 25, 26 og 27, i sammenhæng forfra, viser 

det sig, at de beskriver opbygningen af et menneske-Selv 

som en treenighed, som en ny skabning i hvem to adskilte 

aspekter af det menneskelige væsen bliver ét i kærlighedens 

tredje: blomst og fugl (feminint og maskulint, tro og håb) 

[3]. 

Men forudsætningen for, at denne opbygningsproces kan 

lykkes, er, at Selvet bygger på den rette grundvold; at det 

’grunder gjennemsigtigt i den Magt, der satte det’. Og denne 

grundvold skal findes inderst i menneskets hjerte, som det 

straks præciseres i de første ”To Taler” fra 1843: 

Grundvolden er det ord, som himmellysenes fader har indplantet 

i mennesker (Jak. 1.17- 21), ja, i alle mennesker (Gal. 

3.28). 

Kierkegaard og Münster 

Det ord, som var i begyndelsen, og som solens, månens og 

stjernernes far har indplantet i menneskers hjerter, var således 

det ord, som Søren Kierkegaard selv studerede og levede 

efter. Og som det fremgår af hans opbyggelige tale nr. 

24, ”Lidelsernes Evangelium” med undertitlen ”Kristelige 

Taler”, får han det sværere og sværere med alle de ord i samtidens 

kirkelige kristendom, som ved blot at repeteres som 

ord havde mistet deres indhold; disse ord var for ham, som 

for Job før ham, blevet ”ord uden mening”, ”rygter om Gud” 

[4] uden rod i erfaringen. 

Jeg mener at forstå, at Søren Kierkegaard fra dette tidspunkt 

kun ventede på den rette lejlighed til at sige det samme ligeud, 

og til med myndighed at kunne sige frem, hvad han 

selv så som sand virkelighed bag kristendommens ord. 

En lejlighed, der måske ville komme med biskop Münsters 

død? 

Men da var det, at det hele umuliggjordes på den mest tragiske 

vis, idet som bekendt Martensen i sin begravelsestale 

over biskop Münster sagde om den afdøde: At han var et 

led i den hellige kæde af sandhedsvidner, som strakte sig fra 

apostlenes dage indtil vore. 

”Kierkegaard får det 

sværere og sværere med alle de ord 

i samtidens kirkelige kristendom, 

som ved blot at repeteres som ord 

havde mistet deres indhold” 

Ikke alene var disse tomt smigrende ord ”ord uden mening” 

i Jobs forstand, men som de nu var blevet eksponeret i den 

tids København, havde de fået en specifik ”forkert” betydning, 

og det var blevet umuligt for Søren Kierkegaard i det 

hele taget at udsige den mening, som oprindelig havde ligget 

gemt deri. 

Men måske er tiden så kommet til at sige den nu? 

NOTER 

[1] De kursiverede ord er citater fra Søren Kierkegaards ”Filosofiske 

Smuler, Capitel III, Det absolutte Paradox” 

[2] Citat fra: Jes Bertelsen: ”Et essay om indre frihed”, Rosinante 2010, 

Forordet. 

[3] Og med det 21.århundredes fysiske verdensbillede in mente, kan vi 

se for os en sådan ”ny skabning”: en kvantefysisk ”partikel”, der nok er 

til i virkeligheden, men som i menneskeordenes spejling af virkeligheden 

kun kan vise sig som enten ”sted” eller ”impuls”. 

[4] Jobs Bog 38,2 og 42,3-6. 


Sommertilbud 

Det Danske Pluralismeprojekts 

bøger om 

religion i Danmark 

Særpris pr bog: 69,- 

Hele serien (fem bøger): kr. 249,- 

Kristendommen 

under forvandling 

- pluralisme som 

udfordring til teologi og 

kirke i Danmark 

Viggo Mortensen 

Dansk dharma 

buddhisme og 

buddhister i Danmark 

Jørn Borup 

Moskeer i 

Danmark 

- islam og muslimske 

bedesteder 

Lene Kühle 

I lysets tjeneste 

- nye religiøse og 

spirituelle grupper i 

Danmark 

René Dybdal 

Pedersen 

Krop, sind 

- eller ånd? 

Alternative behandlere 

og spiritualitet 

Lars Ahlin 


fra Forlaget Univers 

Kaldet til Kina 

- danske missionærers liv og oplevelser i 

Manchuriet 1893-1960 

Simon Gjerø 

Udsalgspris kr. 179,00 (tidligere kr. 349,00) 

241 sider, rigt ill. med farvefotos, hardback 

Samfund uden Gud 

Phil Zuckerman 

Udsalgspris kr. 99,00 (normalpris kr. 249,00) 228 s. 

Pilgrimsspor 

Redaktør Elizabeth Knox-Seith 

Udsalgspris kr. 99,00 (normalpris kr. 249,00) 

141 sider, rigt ill. Med farvefotos, hardback 

Nye muslimer i Danmark. 

Møder og omvendelser 

Kate Østergaard 


232 sider, ill. Med farvefotos 

Karma, koran og kirke 

- religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring 

Redaktør Lars Buch Viftrup 


257 sider 

Kulturmødets hermeneutik 

– en filosofisk analyse af kulturmødets 

forudsætninger 

Anita Holm Riis 


168 sider 

Tørre tal om troen 

- religionsdemografi i det 21. århundrede 

Redaktør Margit Warburg 

Udsalgspris kr.79,00 (normalpris kr. 249,00) 

231 sider, ill. med farvefotos 

Dansk konversionsforskning 

Redaktør Mogens S. Mogensen 


250 sider 

Vejen, sandheden og 

kærligheden 

Johannes Nissen 

Udsalgspirs kr. 99,00 (normalpris kr. 249) 206 sider 

Priserne gælder Kun ved direkte henvendelse til forlaget: 

info@forlagetunivers.dk med koden "sommer" Forsendelse 19 kr. 

Forlaget Univers · Holme Parkvej 18 · 8270 Højbjerg · Tlf: 70 20 60 63 · info@forlagetunivers.dk · www.forlagetunivers.dk 

25

26 

Johannes Aagaards 

missionalitet i filosofisk terapi 

Med lukningen af Dialogcentret har IKON overtaget rollen som virksomhed 

i Jens Linderoths virksomheds-Ph.d. om Johannes Aagaard. 

Derfor bringer vi en introduktion til denne opgave, som forventes færdig 

i 2014. 

Af JENS LINDEROTH 

ph.d. stud., teologi, Århus universitet 

Missionske Lone, grundtvigske Poul, ateistiske Ib, muslimske 

Hasan, den nyspirituelle Pia og de mange der ikke er 

særlig religiøst optagede eller afklarede, ”når det bare ikke 

bliver for fanatisk”, forstår hinanden og hinandens ”religiøsitet”. 

De forstår også deres egen ”religiøsitet” i lyset af og i 

relation til de andres. Det kan godt være, at deres forståelser 

mest ligner mis-forståelser, men de kan ikke lade være med 

at forstå. Ligeledes kan de ikke lade være med at gå ud fra, 

at deres forståelse er sand. Det kan godt være, at de alle er 

villige til at lade sig korrigere af hinanden, af ”fakta” eller i 

mødet med hinanden, men uanset om vi er åbne eller lukkede, 

så går vi ud fra at det, vi forstår, er sandt – ellers ville vi 

forstå noget andet og på en anden måde. 

Nogle gange og for nogle bliver ”de andres” virkelighed så 

påtrængende, at man sætter sig ned, gennemtænker og udlægger 

dem, sig selv og relationen til dem ud fra ens eget udgangspunkt 

i en eller anden offentlig og mere eller mindre 

reflekteret form. Her er det, at fænomenet ”missionalitet” 

melder sig. Ligesom vi, inden vi sætter os ned, altid allerede 

har en forståelse, så har vi altid en grund til at udlægge. Den 

grund er det, jeg kalder ”missionalitet”. 

Vi lever i en multireligiøs virkelighed og har måske altid 

gjort det. I sådan en virkelighed kan man sige, at vi alle altid 

er på mission, så snart vi forsøger at udlægge og erkende ”de 

andre” lidt mere systematisk. Hvad enten vi vil ”bekæmpe 

fordomme med fakta”, ”fremme at man ser mennesket frem 

for systemet”, ”advare mod farlig religiøsitet”, ”forsvare kristne/islamiske/demokratiske 

værdier” eller bare forstå vore 

medmennesker, så udlægger og erkender man af en grund, 

og den grund har med ens egen forståelse af det religiøse at 

gøre. Det er det vilkår, som denne fællesmenneskelige missionalitet 

sætter for vores erkendelse, jeg undersøger i mit 

Den moderne dialog mellem kristendommen og ”de andre” i Danmark, 

tog sin begyndelse med Johannes Aagaards beskæftigelse med ”Nyreligiøsitet” 

og ”guruisme”. Foto venligst udlånt af Pernille Aagaard. 

projekt. Både for at beskrive det, men også for at vi kan lære 

at omgås vores missionalitet mere reflekteret, så vore erkendelser 

bliver mere i overenstemmelse med den ”Gud”, vi er 

sendt af. Problemet med missionaliteten er nemlig, at den 

har det med at fordreje virkeligheden som splinten fra trold- 


T

spejlet i H.C. Andersens Snedronningen. Ikke bare således, 

at det, vi ser, bliver forvrænget, men også sådan, at det, vi 

ser forvrænget, forvrænger vores ”Guds”-billede. 

Den moderne dialog mellem kristendommen og ”de andre” 

i Danmark tog sin begyndelse med Johannes Aagaards 

beskæftigelse med ”Nyreligiøsitet” og ”Guruisme”, både 

via hans arbejde på Aarhus Universitet, hans involvering i 

den offentlige debat og hans oprettelse af Dialogcentret. I 

hans forfatterskab mener jeg, at ”missionalitet” er på spil i 

en særlig tydelig form – så meget at jeg 

vil kalde Aagaard en art ”missionalitetens 

mester”. Samtidig har jeg 

Aagaards arbejde under huden, 

da jeg selv forsøgte at føre Dialogcentret 

videre i hans teologiske 

ånd, samtidig med at jeg 

prøvede at undgå nogle af de 

EOLOGI I FARTEN 

KLUMME AF LENE SKOVMARK 

To veje - en bevægelse 

”Religionerne er menneskets vej til Gud, mens kristendommen 

er Guds vej til mennesket.” 

Denne antagelse høres ofte i religionsdebatten. Det ser 

umiddelbart ud som en fiks måde at klargøre forholdet på, 

som absolut er til kristendommens fordel. Religionernes vej 

er menneskets forsøg på at behage Gud, og det er underforstået, 

at den vej ender blindt, eller endda med fortabelse. 

Påstanden holder bare ikke, for i kristendommen er der 

(også) en vej at gå, og i religionerne kommer Gud til mennesker. 

Med det udgangspunkt kan mødet mellem Gud og 

mennesket beskrives anderledes. 

Menneskets vej i religionerne kan betragtes som et gensvar 

på det guddommelige kald eller åbenbaring. Gennem dogmedannelse, 

ritualer og åndelige øvelser søger man at etablere 

og vedligeholde forbindelsen med det guddommelige. 

Og i den betydning er kristendommen en religion. 

Guds vej til mennesket findes i alle religioner. Gud taler gennem 

profeter i den jødiske tradition, shamaner i den indi- 


unoder, som jeg mente, Aagaard havde mht. enevælde og 

dæmonisering af andre. I dag mener jeg, at disse ting netop 

kom fra hans missionalitet, og derfor flyttede nissen desværre 

med under min ledelse af Dialogcentret fra 2004-8. 

På grund af Aagaards ”missionale genialitet” og på grund 

af at hans tænkning er under huden på mig, har jeg valgt 

at finde og beskrive missionalitet ud fra hans forfatterskab. 

For at kaste mere lys over den missionalitet, jeg finder hos 

Johannes Aagaard, har jeg valgt at bruge filosoffen Martin 

Heidegger og teologen Graham Ward. 

Til slut vil jeg gerne slå fast at missionalitet ikke er noget 

dårligt i sig selv. Tværtimod er det drivkraften i, at vi gider 

prøve at forstå os selv og hinanden. Men den har en indbygget 

hang til at gemme sig og blive fortrængt – særligt når vi 

virkelig føler, at vi har en mission. Så bliver missionaliteten 

farlig, og så har den brug for filosofisk terapi. 

anske spiritualitet og gennem guruer og oplyste mennesker 

i Østen og så videre. Det guddommelige manifesterer sig 

uafhængigt af menneskets indsats. Et menneske bliver oplyst 

af nåde. Jeg er overbevist om, at Gud ved Helligånden 

åbenbarer sig i al indsigt, der leder til sandt og sundt liv i 

bevidstheden om Gud og sin egen uformåen. 

I Østortodoks teologi findes et godt bud på sammenhængen 

mellem de to veje. Menneskets vej mod at komme til og at 

erkende Gud beskrives som den aktive vej. Det er menneskets 

bestræbelser gennem bøn, åndelige øvelser, afkald og 

sindets renselse. Guds vej til mennesket er den passive vej, 

hvor Gud kommer til mennesket i nåde, gennem sin åbenbaring 

i skaberværket og inkarnationen. 

Så i stedet for at opfatte Guds og menneskets vej som to forskellige 

veje, kan man i virkeligheden tale om den samme 

vej, der går i to forskellige retninger. Og se en dynamisk vekselvirkning 

mellem de to bevægelser. En bevægelse fra skaberen 

vækker en stræben i skabelsen. Eller som en vis mand 

har udtalt: mennesket bidrager 100 procent og Gud gør sit 

100 procent. 

27

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C. 

Returneres ved varig adresseændring 

støt unges 

uddannelse 

til kirkernes 

store udfordring 

- mødet med andre religioner og livssyn 

Giv kollekt til IKON! 

Dialogekspeditionen - et unikt volontørprojekt 

Udfordrer dig selv og åben verden med Dialogekspeditionen 

- det, vi lærer at kende, lærer vi at forstå 

Mission og dialog med mennesker af anden tro 

for unge med et kristent udgangspunnkt 

En rejse fra det hypermoderne Hong Kong til det mystiske Indien 

Undervisning, studier, retræter 

Volontører søges til vinter-team: 

6 måneder med start i september 2011 

Ansøgningsfrist d. 1. juli 

En chance du ikke skal gå glip af! 

Vil du vide mere? Kontakt Dialogekspeditionen: dialogekspeditionen@ 

gmail.com / 6169 4808 

Dialogekspeditionen er en efterfølger af de to tidligere projekter: Vestens 

Unge og Accension House. Danmission, Areopagos og IKON står bag 

projektet. 

Læs mere på www.ikon-danmark.dk eller www.dialogekspeditionen.dk. 

IKoN har kollektdag d. 24. juli. Kollekt og gave kan indbetales på 

følgende konto: Reg.nr: 9570 Kontonr.: 6616151 

www.ikon-danmark.dk / Nørre Alle 29, 8000 Århus C / 30 200 280

Kristen mindfulness: Har kristne også konkrete ... - IKON - Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?