Kristen mindfulness: Har kristne også konkrete ... - IKON - Danmark

24
hvor jeg følte mig hjemme: et rum af tavshed, lydighed og
glæde, i hvilket Fader-Vor-bønnens vertikale forbindelse
mellem himmel og jord går direkte ned gennem menneskekroppen
fra hoved til fod; under ordene ”Ske din vilje” tøver
den i hjerteregionen, mens den vokser ud i hænderne, så at
de selv kan gøre ”Kærlighedens Gerninger”, og fortsætter helt
ned i fødderne, hvor den leder dem, så at de selv kan finde
Vejen.
Læser man alle de 30 opbyggelige taler, hvoraf de ”Gudelige
Taler” er nummer 25, 26 og 27, i sammenhæng forfra, viser
det sig, at de beskriver opbygningen af et menneske-Selv
som en treenighed, som en ny skabning i hvem to adskilte
aspekter af det menneskelige væsen bliver ét i kærlighedens
tredje: blomst og fugl (feminint og maskulint, tro og håb)
[3].
Men forudsætningen for, at denne opbygningsproces kan
lykkes, er, at Selvet bygger på den rette grundvold; at det
’grunder gjennemsigtigt i den Magt, der satte det’. Og denne
grundvold skal findes inderst i menneskets hjerte, som det
straks præciseres i de første ”To Taler” fra 1843:
Grundvolden er det ord, som himmellysenes fader har indplantet
i mennesker (Jak. 1.17- 21), ja, i alle mennesker (Gal.
3.28).
Kierkegaard og Münster
Det ord, som var i begyndelsen, og som solens, månens og
stjernernes far har indplantet i menneskers hjerter, var således
det ord, som Søren Kierkegaard selv studerede og levede
efter. Og som det fremgår af hans opbyggelige tale nr.
24, ”Lidelsernes Evangelium” med undertitlen ”Kristelige
Taler”, får han det sværere og sværere med alle de ord i samtidens
kirkelige kristendom, som ved blot at repeteres som
ord havde mistet deres indhold; disse ord var for ham, som
for Job før ham, blevet ”ord uden mening”, ”rygter om Gud”
[4] uden rod i erfaringen.
Jeg mener at forstå, at Søren Kierkegaard fra dette tidspunkt
kun ventede på den rette lejlighed til at sige det samme ligeud,
og til med myndighed at kunne sige frem, hvad han
selv så som sand virkelighed bag kristendommens ord.
En lejlighed, der måske ville komme med biskop Münsters
død?
Men da var det, at det hele umuliggjordes på den mest tragiske
vis, idet som bekendt Martensen i sin begravelsestale
over biskop Münster sagde om den afdøde: At han var et
led i den hellige kæde af sandhedsvidner, som strakte sig fra
apostlenes dage indtil vore.
”Kierkegaard får det
sværere og sværere med alle de ord
i samtidens kirkelige kristendom,
som ved blot at repeteres som ord
havde mistet deres indhold”
Ikke alene var disse tomt smigrende ord ”ord uden mening”
i Jobs forstand, men som de nu var blevet eksponeret i den
tids København, havde de fået en specifik ”forkert” betydning,
og det var blevet umuligt for Søren Kierkegaard i det
hele taget at udsige den mening, som oprindelig havde ligget
gemt deri.
Men måske er tiden så kommet til at sige den nu?
NOTER
[1] De kursiverede ord er citater fra Søren Kierkegaards ”Filosofiske
Smuler, Capitel III, Det absolutte Paradox”
[2] Citat fra: Jes Bertelsen: ”Et essay om indre frihed”, Rosinante 2010,
Forordet.
[3] Og med det 21.århundredes fysiske verdensbillede in mente, kan vi
se for os en sådan ”ny skabning”: en kvantefysisk ”partikel”, der nok er
til i virkeligheden, men som i menneskeordenes spejling af virkeligheden
kun kan vise sig som enten ”sted” eller ”impuls”.
[4] Jobs Bog 38,2 og 42,3-6.
IKON - www.ikon-danmark.dk