Kristen mindfulness: Har kristne også konkrete ... - IKON - Danmark

Handlemodus og værensmodus
I mindfulness skelnes der mellem to forskellige tilstande,
som vi mennesker kan befinde os i. Det er handlemodus
og værensmodus. Vi trives bedst, når vi frit kan bevæge os
fra den ene tilstand til den anden. Desværre tilrettelægger
vi ofte vore liv, så vi oplever os låste i handlemodus. Dette
afspejler sig også i den kliniske praksis, hvor rigtig mange
mennesker opsøger terapi, fordi de næsten konstant er i
handlemodus. Det kan vi som mennesker ikke holde til. Vi
bliver utilpasse, triste, føler at vi overlever, mere end vi lever,
får stress, uforklarlige fysiske symptomer, angst og til sidst
kan det ende i depression.
Handlemodus karakteriseres ved, at man er ”i gang”. Enten
fysisk eller i tankerne. Man kan godt sætte sig med en kop
kaffe, fordi man ved, man har brug for at slappe af, og stadig
være i handlemodus. Netop fordi tankerne er optaget af
arbejde, opvasken, der skal tages, børnenes problemer med
vennerne osv. I handlemodus orienterer vi os mod et mål.
Og vi fokuserer ofte på afstanden mellem, hvor vi er, og hvor
vi gerne ville være.
Værensmodus er at øve sig i at være til stede. Det er ikke
en bestemt tilstand, der skal opnås. Der er ikke noget mål.
Værensmodus handler om at være til stede med det, der
er, som det er. Uden at ville ønske, det var anderledes. At
stoppe op og se himlen reflekteres i en vandpyt i stedet for
bare at gå forbi og ønske, at regnen snart ville stoppe. Eller
at lytte interesseret til, hvad et barn fortæller, uden at rette
på de sproglige fejl. I værensmodus er man ikke optaget af
ord som burde, skulle, rigtig, forkert osv. Værensmodus kan
optrænes både ved strukturerede mindfulnessøvelser, som
er guidede meditationsøvelser, og ved ustrukturerede øvelser,
som netop handler om at stoppe op i hverdagen og blive
opmærksom på det, der sker lige her og nu.
Mindfulness er netop en træning i at bevidstgøre, hvornår
vi går fra værensmodus til handlemodus og omvendt.
Ligeledes opøver man forskellige teknikker til at komme i
værensmodus. Handlemodus har nemlig en tendens til at
fordre mere handlemodus, især hvis vi samtidig oplever et
ydre eller et indre pres. Men ved at erfare, hvordan det føles
for kroppen, og hvad det gør ved tankerne og følelserne at
komme tilbage til værensmodus lærer vi, at vi har et alternativ
til handlemodus. Ved at være opmærksom i nuet, kan vi
forhindre at ”automatpiloten” og gamle vaner kommer til at
styre vores adfærd.
At være med det der er
Som jeg har nævnt flere gange, er mindfulness en træning
i at være til stede, med det der er, som det er. Uden at ville
forandre noget. For at kunne være til stede med det der er,
er det vigtigt, at vi lærer at forstå det, der er. Derfor skel-
IKON - www.ikon-danmark.dk
ner man mellem tanker, følelser og kropslige fornemmelser.
Man arbejder på at betragte tanker og følelser som det de er,
nemlig vore mentale kommentarer til den oplevede virkelighed.
Vore tanker er netop tanker om virkeligheden og ikke
virkeligheden i sig selv. Vore følelser er ofte kommentarer til
de tanker, vi gør os om virkeligheden. Derfor opøver man
teknikker i mindfulness til at betragte sine egne tanker og
følelser og forholde sig til dem, som noget der kommer og
går, fx ligesom lyde. Mindfulness handler blandt andet om
ikke at fusionere med sine tanker og følelser. Man har en
tanke, mærker en følelse eller en kropslig fornemmelse, men
det er ikke hele en. Man er meget mere end den konkrete
tanke eller følelse.
At have en rummende og venlig tilgang til os selv og til de
tanker, følelser og kropslige fornemmelser vi har, er en forudsætning
for at kunne integrere denne tankegang. Derfor
handler en del mindfulness øvelser også om at byde det, der
kommer, velkommen. Lade det komme og gå, uden at forsøge
at fastholde det, forandre det eller på anden måde styre
det. Det er bevidst nærvær.
Er mindfulness ,
som den bliver brugt af psykologer,
styret af en bestemt religiøs tænkning?
Mindfulness har sine rødder i buddhismen. Derfor er det
naturligvis relevant at spørge, om der ligger en bestemt religiøs
tænkning bag mindfulness, når det bliver brugt af psykologer.
Når man læser psykologisk litteratur om mindfulness, kan
man både støde på litteratur, der refererer til de buddhistiske
rødder, og litteratur, der forholder sig rent videnskabeligt
til mindfulness.
Jeg vil påstå, at den måde, jeg (og andre psykologer) anvender
mindfulness på, tager udgangspunkt i nogle almenpsykologiske
aspekter og kan anvendes, uanset hvilken religion
man bekender sig til.
Nogle vil måske rejse spørgsmålet: ”Er mindfulness ikke en
del af en selvdyrkelses kultur?” Det kan da godt være, det
kan anvendes sådan. Men det er ikke min erfaring. Det, jeg
ser, er, at mennesker tager mindfulness til sig, fordi de ønsker
at skabe forandring og tage ansvar for, at de og deres
medmennesker får det bedre.
Man kunne måske sige, at de forsøger at tage ansvaret for
bjælken i deres eget øje. Frem for at fokusere på splinten i
deres medmenneskes øje.
9