Kristen mindfulness: Har kristne også konkrete ... - IKON - Danmark

spejlet i H.C. Andersens Snedronningen. Ikke bare således,
at det, vi ser, bliver forvrænget, men også sådan, at det, vi
ser forvrænget, forvrænger vores ”Guds”-billede.
Den moderne dialog mellem kristendommen og ”de andre”
i Danmark tog sin begyndelse med Johannes Aagaards
beskæftigelse med ”Nyreligiøsitet” og ”Guruisme”, både
via hans arbejde på Aarhus Universitet, hans involvering i
den offentlige debat og hans oprettelse af Dialogcentret. I
hans forfatterskab mener jeg, at ”missionalitet” er på spil i
en særlig tydelig form – så meget at jeg
vil kalde Aagaard en art ”missionalitetens
mester”. Samtidig har jeg
Aagaards arbejde under huden,
da jeg selv forsøgte at føre Dialogcentret
videre i hans teologiske
ånd, samtidig med at jeg
prøvede at undgå nogle af de
EOLOGI I FARTEN
KLUMME AF LENE SKOVMARK
To veje - en bevægelse
”Religionerne er menneskets vej til Gud, mens kristendommen
er Guds vej til mennesket.”
Denne antagelse høres ofte i religionsdebatten. Det ser
umiddelbart ud som en fiks måde at klargøre forholdet på,
som absolut er til kristendommens fordel. Religionernes vej
er menneskets forsøg på at behage Gud, og det er underforstået,
at den vej ender blindt, eller endda med fortabelse.
Påstanden holder bare ikke, for i kristendommen er der
(også) en vej at gå, og i religionerne kommer Gud til mennesker.
Med det udgangspunkt kan mødet mellem Gud og
mennesket beskrives anderledes.
Menneskets vej i religionerne kan betragtes som et gensvar
på det guddommelige kald eller åbenbaring. Gennem dogmedannelse,
ritualer og åndelige øvelser søger man at etablere
og vedligeholde forbindelsen med det guddommelige.
Og i den betydning er kristendommen en religion.
Guds vej til mennesket findes i alle religioner. Gud taler gennem
profeter i den jødiske tradition, shamaner i den indi-
IKON - www.ikon-danmark.dk
unoder, som jeg mente, Aagaard havde mht. enevælde og
dæmonisering af andre. I dag mener jeg, at disse ting netop
kom fra hans missionalitet, og derfor flyttede nissen desværre
med under min ledelse af Dialogcentret fra 2004-8.
På grund af Aagaards ”missionale genialitet” og på grund
af at hans tænkning er under huden på mig, har jeg valgt
at finde og beskrive missionalitet ud fra hans forfatterskab.
For at kaste mere lys over den missionalitet, jeg finder hos
Johannes Aagaard, har jeg valgt at bruge filosoffen Martin
Heidegger og teologen Graham Ward.
Til slut vil jeg gerne slå fast at missionalitet ikke er noget
dårligt i sig selv. Tværtimod er det drivkraften i, at vi gider
prøve at forstå os selv og hinanden. Men den har en indbygget
hang til at gemme sig og blive fortrængt – særligt når vi
virkelig føler, at vi har en mission. Så bliver missionaliteten
farlig, og så har den brug for filosofisk terapi.
anske spiritualitet og gennem guruer og oplyste mennesker
i Østen og så videre. Det guddommelige manifesterer sig
uafhængigt af menneskets indsats. Et menneske bliver oplyst
af nåde. Jeg er overbevist om, at Gud ved Helligånden
åbenbarer sig i al indsigt, der leder til sandt og sundt liv i
bevidstheden om Gud og sin egen uformåen.
I Østortodoks teologi findes et godt bud på sammenhængen
mellem de to veje. Menneskets vej mod at komme til og at
erkende Gud beskrives som den aktive vej. Det er menneskets
bestræbelser gennem bøn, åndelige øvelser, afkald og
sindets renselse. Guds vej til mennesket er den passive vej,
hvor Gud kommer til mennesket i nåde, gennem sin åbenbaring
i skaberværket og inkarnationen.
Så i stedet for at opfatte Guds og menneskets vej som to forskellige
veje, kan man i virkeligheden tale om den samme
vej, der går i to forskellige retninger. Og se en dynamisk vekselvirkning
mellem de to bevægelser. En bevægelse fra skaberen
vækker en stræben i skabelsen. Eller som en vis mand
har udtalt: mennesket bidrager 100 procent og Gud gør sit
100 procent.
27