Kristen mindfulness: Har kristne også konkrete ... - IKON - Danmark

20
Med Kierkegaard
Søren Kierkegaard forstået baglæns: Det er først nu i min høje alderdom,
at det er gået op for mig, hvem Søren Kierkegaard var. Det er derfor
først nu, at jeg har kunnet efterkomme en opfordring som den, jeg
her er blevet mødt med: at fortælle om mit personlige forhold til dette
menneske.
Af VIBEKE FOgH
Søren Kierkegaard brugte jo så mange pseudonymnavne;
men det Selv, han fortvivlet ville - eller ikke ville - være, gav
han ikke noget navn. Det Selv var en hemmelighed, en ”apostelhemmelighed”
af samme art, siger jeg, som den, der i
Markusevangeliet kaldes ”messiashemmeligheden”.
Som Markus nemlig fortæller historien, var det kun Jesus
selv, der under dåbshandlingen hørte ordene til ham om,
at han nu var avlet af Gud som Guds Søn. Erfaringen af
denne egentlige, dybeste identitet i ham selv var altså, ifølge
Markus, en erfaring, som Jesus stod alene med, en paradoksal
virkelighed, som han ikke bare sådan lige kunne fortælle
til nogen, men som det var op til hvert enkelt menneske i
hans samfund selv at erkende og - uden forargelse - acceptere
som sand.
Men Søren Kierkegaards ”apostelhemmelighed”, som jeg nu
vidner om, blev ikke erkendt af nogen i hans samfund. Han
kunne ikke selv direkte fortælle, at han faktisk talte med
myndighed, og der var ingen andre, der kunne se det. Så
han måtte livet igennem med alle sine ord danse antydende,
skjulende og afslørende, omkring den sandhed, han havde
på hjerte, og som hans egen person var et levende bevis på:
At den Sandhedens Aand, i hvilken Kristus var ét med Faderen,
er til i virkeligheden; at den, når den tager Bolig i et
menneske, får timeligt og evigt i dette menneske til at indgå
i en syntese, hvorved dets første timelige Jeg forvandles og
bliver til et treenigt Selv, den treenige Guds billede. Og han
kunne af egen erfaring fortælle om det Øieblik, i hvilket no-
get sådant i et enkeltmenneskes sind gik over fra at være muligt
til at blive virkeligt.
Men før jeg var i stand til at sige dette, skulle jeg altså leve et
helt langt liv.
I: Ungdommen
- jeg læser Søren Kierkegaards ord
Som ung dansk og fransk studerende i årene fra 1945-52
havde jeg Søren Kierkegaard for mig som en del af mit pensum
i dansk litteratur. Og så var han en stor dansker, en filosof,
som måske havde haft betydning for udformningen af
eksistentialismen, den allernyeste franske filosofi dengang,
og samtidig var han jo et interessant menneske med en mislykket
forlovelseshistorie. Jeg læste hans pseudonyme værker,
særligt de tidlige; jeg ville gerne kunne hans ord, kende
hans tanker og være i stand til at tale med om filosofi - en
måde at læse Kierkegaard på, som jeg ser er almindelig også
i vore dage.
Men inde bag alle disse ord fornemmede jeg dog samtidig
en betydningsfylde, som jeg ikke selv helt kunne få fat på,
men som jeg kom nærmere under en studiekreds med nogle
få interesserede studenter (hvoriblandt en ung Villy Sørensen)
og under ledelse af daværende lektor Billeskov Jansen.
Vi læste ”Frygt og Bæven” om Abraham, der i lydighed mod
Jahve ville ofre sin søn Isak, og ”Gjentagelsen” om et ungt
menneske, der - i lydighed mod et digterisk kald? - ville give
IKON - www.ikon-danmark.dk