Kristen mindfulness: Har kristne også konkrete ... - IKON - Danmark

- på hvad? - på at blive fragtet til Nineve? - på frelsen?”
”timelige Jeg”. For
hvorfor havde dette Jeg ’uden ret at forstaae sig
selv’ villet ’sin egen Undergang’? Jeg, der ’troede at kende mig
selv’ vidste ’ikke længere med Bestemthed’, om jeg var ’et af
Ild og Røg opfyldt Dyr eller et Væsen, som i sin Natur havde
en guddommelig og lidenskabsløs Bestanddel’ [1]. Så jeg begyndte
at lede efter denne guddommelige og lidenskabsløse
bestanddel af min bevidsthed, som var den, der havde set
det hele ske.
IV. Rejseårene. En læretid.
I myten var det hvalen, som fragtede Jonas videre ad Nineve
til.
I bøn til Jahve overlod han styret til den guddommelige visdom
i det skabte, til det sind i hvalen, som spejler havdybets
strømme og jordklodens magnetiske felter, og som derved
kan finde vej.
Men hvad skulle jeg gøre? Det vidste jeg ikke - før jeg nogle
år efter fik den idé at melde mig til kursus hos Jes Bertelsen
i Nr. Snede, hvor jeg så i en årrække trænede i at ”flytte
opmærksomheden fra sproget og det tillærte til det fundament,
som sprog og læring hviler på” [2].
Og da var det, at jeg på et tidspunkt indså, at denne træning
af bevidstheden om kroppen, om åndedrættet og hjertet og
om den spontane kreativitet jo netop var en aktivitet, der
ville udforske hvalsindet dybt i mennesket, lede efter dets
evne til at spejle skjulte strømme og felter i det levende, for
derved at kunne inddrage hele mennesket og ikke kun ordenes
begrænsede domæne i den menneskelige erkendelsesproces,
i dens stræben efter at finde Vejen.
Og det var også i Nr. Snede, jeg fandt ”kammeret”, det bønnens
rum, som jeg siden hen har haft med mig. Et fællesmenneskeligt
rum af tavshed, accept og glæde, i hvilket sindet
med håb og taknemmelighed vender sig indad mod det
skjulte, det ”Ubekjendte”, hvorfra dets kraft og dets visdom
kommer.
Så da jeg vendte hjem, også mentalt, og gen-optog min gamle
tilværelse blandt mine nærmeste, som smukt havde ladet
min plads stå til mig, var det helt den samme tilværelse jeg
fandt, men dog var den ny, fordi jeg selv havde forandret
mig:
Jeg havde skiftet verdensbillede.
Ved at snuse til den forskning i bevidstheden, som foregår i Nr.
Snede, havde jeg indset, hvor afgørende vores bevidstheds art
er for den måde, vi ser vore omgivelser og vore medmenne-
IKON - www.ikon-danmark.dk
sker
på. Hvis den
bevidsthed, vi spejler
verden med, ændrer sig, vil vores
verden blive en anden. Hvis vores syn
havde laserlys-intensitet, ville den samme verden
se totalt anderledes ud for os, end den gør nu, hvor vi
spejler den med vores normal-bevidstheds øjne. Og at det er
til, at bevidstheden kan ændre tilstand, er blevet et faktum
for mig, eller sagt med Kierkegaards ord fra de filosofiske
smulers motto:
’Med mit Organ for Tro har jeg knyttet det mulige og det virkelige
sammen i Tilblivelsens Faktum’.
Og dermed var jeg så måske nået til det ”andet land”, hvor
Nineve lå, men jeg vidste ikke, om der var noget jeg skulle
dér.
V. Seniorårene. En ny arbejdstid.
Imidlertid begyndte jeg et årelangt arbejde på at sætte mig
ind i Bibelens tekster. Jeg læste dem, som jeg før har læst tekster,
jeg skulle undervise i i gymnasiet: grundigt og med indlevelse
for at tilegne mig teksternes budskab i en form, som
jeg kunne videregive til andre. Men jeg læste ikke ”teologisk”
som en student eller en lærer på universitetet må gøre det
for at blive forstået af sine fagfæller, ej heller som en præst,
der skal prædike i kirken. Jeg læste med den overbevisning,
at Bibelen som ”Helligskrift” må tilhøre en særlig tekstgenre
kendetegnet ved, at der i et sådant skrifts ord kan gemme sig
en viden om menneskets hjerte og bevidsthed, som ikke er
tilgængelig for normalbevidstheden. Jeg så det sådan, at der
i vores kristne Bibel måtte findes budskaber fra den Sandhedens
Aand, i hvilken Kristus er ét med Faderen, videregivet af
mennesker, i hvem denne Aand havde taget Bolig.
VI. Alderdommen
- jeg møder Søren Kierkegaard selv inde bag hans
ord
Dermed gik tiden, og jeg var fyldt firs, da jeg blev indbudt af
den nye præst i min sognekirke til mit livs anden studiekreds
om Søren Kierkegaard; denne gang med udgangspunkt i tre
af hans ”Opbyggelige Taler” i eget navn fra 1849, de såkaldte
”Gudelige Taler”, som jeg aldrig før havde læst.
Og denne læsning overvældede mig.
Her åbnede Søren Kierkegaard op til sit eget meditative rum,
23