”Mindfulness har vist sig at have en positiv effekt på netop stress, angst og depression” Foto:Dreamstime.com
Handlemodus og værensmodus I <strong>mindfulness</strong> skelnes der mellem to forskellige tilstande, som vi mennesker kan befinde os i. Det er handlemodus og værensmodus. Vi trives bedst, når vi frit kan bevæge os fra den ene tilstand til den anden. Desværre tilrettelægger vi ofte vore liv, så vi oplever os låste i handlemodus. Dette afspejler sig <strong>også</strong> i den kliniske praksis, hvor rigtig mange mennesker opsøger terapi, fordi de næsten konstant er i handlemodus. Det kan vi som mennesker ikke holde til. Vi bliver utilpasse, triste, føler at vi overlever, mere end vi lever, får stress, uforklarlige fysiske symptomer, angst og til sidst kan det ende i depression. Handlemodus karakteriseres ved, at man er ”i gang”. Enten fysisk eller i tankerne. Man kan godt sætte sig med en kop kaffe, fordi man ved, man har brug for at slappe af, og stadig være i handlemodus. Netop fordi tankerne er optaget af arbejde, opvasken, der skal tages, børnenes problemer med vennerne osv. I handlemodus orienterer vi os mod et mål. Og vi fokuserer ofte på afstanden mellem, hvor vi er, og hvor vi gerne ville være. Værensmodus er at øve sig i at være til stede. Det er ikke en bestemt tilstand, der skal opnås. Der er ikke noget mål. Værensmodus handler om at være til stede med det, der er, som det er. Uden at ville ønske, det var anderledes. At stoppe op og se himlen reflekteres i en vandpyt i stedet for bare at gå forbi og ønske, at regnen snart ville stoppe. Eller at lytte interesseret til, hvad et barn fortæller, uden at rette på de sproglige fejl. I værensmodus er man ikke optaget af ord som burde, skulle, rigtig, forkert osv. Værensmodus kan optrænes både ved strukturerede <strong>mindfulness</strong>øvelser, som er guidede meditationsøvelser, og ved ustrukturerede øvelser, som netop handler om at stoppe op i hverdagen og blive opmærksom på det, der sker lige her og nu. Mindfulness er netop en træning i at bevidstgøre, hvornår vi går fra værensmodus til handlemodus og omvendt. Ligeledes opøver man forskellige teknikker til at komme i værensmodus. Handlemodus har nemlig en tendens til at fordre mere handlemodus, især hvis vi samtidig oplever et ydre eller et indre pres. Men ved at erfare, hvordan det føles for kroppen, og hvad det gør ved tankerne og følelserne at komme tilbage til værensmodus lærer vi, at vi har et alternativ til handlemodus. Ved at være opmærksom i nuet, kan vi forhindre at ”automatpiloten” og gamle vaner kommer til at styre vores adfærd. At være med det der er Som jeg har nævnt flere gange, er <strong>mindfulness</strong> en træning i at være til stede, med det der er, som det er. Uden at ville forandre noget. For at kunne være til stede med det der er, er det vigtigt, at vi lærer at forstå det, der er. Derfor skel- <strong>IKON</strong> - www.ikon-danmark.dk ner man mellem tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Man arbejder på at betragte tanker og følelser som det de er, nemlig vore mentale kommentarer til den oplevede virkelighed. Vore tanker er netop tanker om virkeligheden og ikke virkeligheden i sig selv. Vore følelser er ofte kommentarer til de tanker, vi gør os om virkeligheden. Derfor opøver man teknikker i <strong>mindfulness</strong> til at betragte sine egne tanker og følelser og forholde sig til dem, som noget der kommer og går, fx ligesom lyde. Mindfulness handler blandt andet om ikke at fusionere med sine tanker og følelser. Man har en tanke, mærker en følelse eller en kropslig fornemmelse, men det er ikke hele en. Man er meget mere end den <strong>konkrete</strong> tanke eller følelse. At have en rummende og venlig tilgang til os selv og til de tanker, følelser og kropslige fornemmelser vi har, er en forudsætning for at kunne integrere denne tankegang. Derfor handler en del <strong>mindfulness</strong> øvelser <strong>også</strong> om at byde det, der kommer, velkommen. Lade det komme og gå, uden at forsøge at fastholde det, forandre det eller på anden måde styre det. Det er bevidst nærvær. Er <strong>mindfulness</strong> , som den bliver brugt af psykologer, styret af en bestemt religiøs tænkning? Mindfulness har sine rødder i buddhismen. Derfor er det naturligvis relevant at spørge, om der ligger en bestemt religiøs tænkning bag <strong>mindfulness</strong>, når det bliver brugt af psykologer. Når man læser psykologisk litteratur om <strong>mindfulness</strong>, kan man både støde på litteratur, der refererer til de buddhistiske rødder, og litteratur, der forholder sig rent videnskabeligt til <strong>mindfulness</strong>. Jeg vil påstå, at den måde, jeg (og andre psykologer) anvender <strong>mindfulness</strong> på, tager udgangspunkt i nogle almenpsykologiske aspekter og kan anvendes, uanset hvilken religion man bekender sig til. Nogle vil måske rejse spørgsmålet: ”Er <strong>mindfulness</strong> ikke en del af en selvdyrkelses kultur?” Det kan da godt være, det kan anvendes sådan. Men det er ikke min erfaring. Det, jeg ser, er, at mennesker tager <strong>mindfulness</strong> til sig, fordi de ønsker at skabe forandring og tage ansvar for, at de og deres medmennesker får det bedre. Man kunne måske sige, at de forsøger at tage ansvaret for bjælken i deres eget øje. Frem for at fokusere på splinten i deres medmenneskes øje. 9
Change language