Engagerede officerer - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

More documents

Recommendations

Info

26 • nr. 10/2012 Debat ikke ønsker at gøre brug af sit bagland, så må man kom- pensere herfor gennem en større arbejdsmæssig indsats. Lige for øjeblikket tegner der sig et billede af en „nummer tre“ i forsvaret, der ikke synes at være sin opgave voksen. Lad os bare tage den seneste møgsag. „Fangesagen“, eller hvad den nu hedder. Her er en af vores kolleger, tidligere kontorchef inde i departementet, tilsyneladende kommet i fedtefadet. Hvad han evt. måtte have gjort eller ikke have gjort er – i denne sammenhæng – ligegyldigt. Det interessante i denne sag er, hvilke funktioner/personer som ikke nævnes! Hvor er afdelingschefen, Kristian Fischer, henne i denne sag? Hvor er departementschefen henne? De glimrer ved deres fravær! Det synes, som om hverken Fischer eller Findsen rigtigt ved, hvad der foregår inde i departementet. For hvis de vidste det, så ville de velsagtens have stoppet miseren, hvori den end måtte bestå. Man får her indtrykket af, at Fischer og Findsen ikke har styr på deres butik, og at deres ledelsesmæssige evner lader noget tilbage at ønske! Behov for at „spidse ører“ Alternativet til ovenstående er – om muligt – endnu værre. Nemlig at Fischer og Findsen har haft kendskab til „sagen“ og alligevel vælger at „tørre „ansvaret af på andre længere nede i fødekæden. En sådan handling er ganske enkelt uacceptabel og usmagelig! „Ledelse har til formål at sætte rammerne for andre menneskers adfærd“. Hvis det udsagn står til troende, så har forsvaret vist nok ikke set det værste endnu. Hvis den af mig oplevede opgavevaretagelse og ageren fra Reenbergs, Fischers og Findsens side skal sætte eksemplet for resten af os til efterlevelse, så … jeg tør simpelt hen ikke tænke tanken til ende! Jeg mener for et par måneder siden at have læst en artikel i Berlingeren, der hed noget i stil med „Forsvarsministeriet skraber bunden“. Den var vist skrevet på baggrund af en imageundersøgelse, som forsvarsministeren selv havde bestilt. Jeg noterede mig, da jeg læste artiklen, at mere end halvdelen af meningsdannerne i samfundet mente, at der er en usund kultur i departementet! Det synes jeg er et ledelsesmæssigt problem, som der må tages hånd om. Jeg har efterfølgende været inde på ministeriets hjemmeside for at læse undersøgelsen. Interessant læsning. Ikke mindst tabel 15, som viser perceptionen af ledelsen i departementet. Adspurgte skulle forholde sig til udsagnet: „Forsvarsministeriets departement har en velfungerende ledelse“. Især medarbejdernes respons bør påkalde sig nogen opmærk- somhed. Absolut ingen var „meget enige“ i det fremførte, og kun 33 pct. var „enige“. 41 pct. var „uenige“ eller „meget uenige“ i udsagnet. Jeg håber, at vores minister følger sin egen opfordring til den militære del af forsvaret om at „spidse ører“. Undersøgelsen er jo et vink med en forhammer. Det står jo helt galt til inde i departementet. Og hvordan kommer vi så videre herfra? For lidt over en måned siden var jeg så heldig at deltage i en konference, hvor blandt andet Anders Eldrup, tidligere departementschef i Finansministeriet, deltog. I en stille stund reflekterede han over, om han ikke burde have udsat sig selv for procedurerne omkring åremålsansættelse, som han i sin tid havde været med til at trække ned over hovedet på de statslige myndigheder. Man kan sætte spørgsmålstegn ved det reelle og oprigtige i hans overvejelser, men tanken er sund. Trækker man noget ned over hovedet på andre, så bør man også selv gå i spidsen for „skandalen“. Nu har flere i generalklassen oplevet at blive åremålsansat i deres stillinger. Helt fint. Nu skal vi så bare tage skridtet videre. Nu skal de, der var med til at implementere denne ordning i forsvaret, også underlægges dette regime. Jeg tænker her især på departements- og afdelingschefniveauet. Hvis stillingsindehaverne har gjort deres arbejde godt nok, så vil de vel sagtens uden større problemer kunne blive forlænget i deres stillinger. En „nul fejls politik“ Men mon ikke det kommer ganske af sig selv, når/hvis man vælger at „fusionere“ Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet? Næppe … men det ville jo sådan set være en fin og passende lejlighed til at slå stillingerne op. Og det der med stillingsopslag har f.eks. Reenberg – om nogen – fuldstændig styr på. Hun har jo selv været en stor fortaler for ansøgningssystemets implementering i forsvaret. Jeg savner Anders Troldborg og Else K. Sørensen. Tidligere departementschef og afdelingschef i Forsvarsministeriet. Se, det var afdelings- og departementschefer! Deres integritet var ikke beklikket, og deres faglige renommé stod der respekt om. De var fra den tid, hvor man med megen ret kunne påstå, at der eksisterede en „nul fejls politik“ i departementet. Det kan man så ikke længere, vil jeg mene. Det fornødne format er ganske enkelt ikke til stede. Cato den Ældre sluttede angivelig altid sine indlæg i det romerske senat af med en bemærkning om, at han i øvrigt mente, at Karthago burde ødelægges. Jeg tror, at jeg vil runde mine fremtidige indlæg af med en bemærkning om, at jeg i øvrigt mener, at antallet af DJØF-organiserede i forsvaret som minimum skal reduceres med 70 pct.! |||||
Af premierløjtnant Philip Engelholm, 3. ISTARAFD ved Danske Artilleriregiment. Det medførte en underlig og modsatrettet følelse, da jeg læste, at chefen for Hærens Officersskole, oberst Ei- gil Schjønning, havde offentliggjort, at det næste kadethold skal opkaldes efter premierløjtnant Jonas Peter Pløger. Jeg kendte ikke Jonas, men jeg er sikker på, at han er fuldt ud værdig til at få en årgang opkaldt efter sig på Hærens Officersskole. Om dette må der ikke herske tvivl! Så hvorfor var følelsen underlig og modsatrettet? Det var den af en ganske simpel årsag: tre linieofficerer er blevet dræbt i Afghanistan: major A.J.S. Storrud i 2007, kaptajn C.J.G. Damholt i 2008 og så, som nævnt, premierløjtnant J.P. Pløger i 2010. Nu er der opkaldt kadethold efter de to kamptropofficerer, der var udsendt som infanteriførere, men ikke efter hjemmeværnsofficeren, der var udsendt som CIMIC-officer. Jeg finder dette bemærkelsesværdigt, men desværre ikke overraskende. Jeg har ladet mig fortælle, at en medvirkende årsag til, at Storrud og Pløger har fået opkaldt hold efter sig, er, at deres regimenter, henholdsvis Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentet, har øvet indflydelse for at få deres faldne officerer hædret. Dette er der intet suspekt eller forkert ved. Tværtimod er det både værdigt og passende. Denne kritik burde måske derfor rettes mod enten Danske Artilleriregiment, som opstiller CIMIC-bidragene, eller hjemmeværnet, hvorfra kaptajn Damholt kom. Måske burde en af disse myndigheder have arbejdet for, at der blev opkaldt et hold efter Damholt? Man kan spekulere over grundene til, at dette ikke er sket, og det er måske netop derfor, at det er særlig vigtigt, at dette emne rejses over for Hærens Officersskole. For skolen har et ansvar over for alle officerer uddannet på Debat nr. 10/2012 • 27 Er Hærens Officersskole en skole for hele hæren? skolen, men måske i særlig grad over for de officerer, der arbejder i de mindre traditionsbundne enheder; og det må alt andet lige siges at være tilfældet for en HJV-officer i CI- MIC kontra to infanteriførere fra de kongelige regimenter. Så netop fordi skolen (mig bekendt) ikke har mærket det samme ønske fra et regiment e.l. om at opkalde et hold efter Damholt, så burde man være ekstra opmærksom på emnet. Hvis ikke man er det, så gør man sig selv sårbar for netop den kritik, som jeg nu rejser. Hvad er så årsagen til, at jeg som nævnt ikke følte mig overrasket, da jeg læste om (fra)valget? Blandt en hel del yngre officerer i støttetropperne er der en følelse af, at Hærens Officersskole tillægger kamptropperne en større værdi end de andre våbenarter. Det medfører alt fra irritation over indifference til ironisk distance. Men jeg mener, at det er et større problem end som så. I takt med, at færre og færre af vores landbaserede indsættelser afgøres ved ildoverlegenhed, er der et behov for, at der kommer en større balance mellem våbenarterne; kun derved kan vi nøgternt udvikle vores doktriner og måde at kæmpe på. Hvis der en prækonception om, at noget eller nogle er finere end andet eller andre, så vil det medføre en ubalance i vores fortsatte udvikling. Og på Hærens Officersskole er der en følelse af, at der er én våbenart, der er finere end de andre. Navnevalg til år- gangene gør ikke meget for at gendrive denne følelse. |||||
Page 1 and 2: www.hod.dk Et halvfærdigt forsvars
Page 3 and 4: Effektiviseringsforliget Desværre
Page 5 and 6: Flot donation Der var smil hele vej
Page 7 and 8: Af redaktør Henning Lahrmann • O
Page 9 and 10: heden mellem mediefolk og militære
Page 11 and 12: USA‘s mest berømte femme fatale
Page 13 and 14: Af konsulent Steen Mikkelsen, HOD E
Page 15 and 16: - Jeg ved godt, at det lyder som en
Page 17 and 18: J.P. Koch - oberst i hæren og lede
Page 19 and 20: Af Ingrid Pedersen Foto: Privat Et
Page 21 and 22: menkomster møder man en masse inte
Page 23 and 24: Drinks til nytårsaften I sidste m
Page 25: Af major Preben Oehlers Christensen
Page 29 and 30: forskellige måder. Hvis man ikke a
Page 31 and 32: opgave at følge og monitere enhede

Engagerede officerer - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?