Vred socialarbejder: - Hus Forbi

Paws liv går op i røg
Paw på 28 år har de sidste
fire år boet år i en nedlagt
kostald i Nordsjælland,
men er nu sat på gaden
af sin udlejer. For første
gang har Paw selv bedt det
offentlige om hjælp, fordi
hans liv er ved at gå op i
røg, men kommunen kan
ikke hjælpe.
Tekst og foto: Kim Westergaard
Paw Knudsen er 28 år, stofmisbruger
og nu hjemløs. De sidste fire år har
han boet i en nedlagt kostald, men nu
er han og hunden Feti sat på gaden.
Inden det gik så galt besøgte jeg Paw
nogle gange og hørte hans historie.
Paw er født i Helsingør, men
opvokset på forskellige institutioner
og hos plejefamilier rundt om i
Danmark. I alt har han været anbragt
12 steder, fra han var fire år, til han
fyldte 18.
- For at sige det lige ud – uden
at det skal opfattes, som om jeg
har ondt af mig selv – har jeg haft
et rigtig lorteliv. En skidt og dårlig
barndom kan man vel også sige. Jeg
er vokset op i et hjem med alkoholproblemer.
Kærlighed er kun et ord,
jeg har hørt – jeg har ikke rigtigt
mærket det på egen krop, fortæller
Paw, som ikke synes, han har
ret meget at takke velfærdsstaten
Danmark for.
Smadrede hans kæreste eje
- Da jeg var syv år gammel og var
anbragt hos en plejefamilie i Søborg,
gik jeg ude på et lille værksted,
som vi unger fik lov at bruge. Jeg
var i gang med at lave en bil af træ.
Klingen på saven gik i stykker, og
min plejefar blev rigtig gal, så jeg
røg ind på mit værelse. Han spurgte
mig, hvilken af de ting jeg havde på
mit værelse, som jeg holdt mest af?
Det var en lille banjo, som jeg havde
fået af min far. Min plejefar tog min
banjo, smed den i gulvet, så den
lå i tusinde stykker – og så fik jeg
besked på at passe på hans værktøj
fremover, fortæller Paw, som dog
tilføjer, at plejefaren siden fik frataget
retten til at arbejde med børn,
da familieplejekonsulenten fra et
andet barn hørte, hvordan plejefaren
behandlede dem.
- Jeg blev så anbragt et nyt sted
med nye ordensregler, nye kammerater
og ny skole osv. Det var ved at
blive svært at hitte ud af, hvad der
var rigtig og forkert. På et tidspunkt
blev jeg genforenet med min lillebror,
som også var anbragt samme
sted, men glæden var kort, før vi
igen blev revet fra hinanden. Det
havde noget med økonomi at gøre,
siger Paw og ser over på mig:
- Du kan godt forstå, at sådan
noget sætter sine ar i sjælen. Der er
få ting fra min barndom, jeg husker
tilbage på med glæde, men jeg har
også mødt pædagoger i mit liv, som
jeg har følt, at jeg var ved at få
tillid til, men som regel skulle jeg
skifte familie eller institution, lige
som jeg var ved at falde til.
Paw tænder et stearinlys på boret,
det er tid til en rygepause. Paw
gør klar til en vandpipe, mens hunden
Feti – en stor amerikansk bulldog og
Paws bedste ven og følgesvend i gennem
fire år – lægger sit godmodige
hoved i skødet på Paw, som kvitterer
med et ordentligt kram.
Valgte at bo i kostald
Da Paw fyldte 18 år, var han helt
færdig med institutioner og systemer.
Nu ville han selv bestemme.
- På alle de institutioner, jeg
havde været, havde jeg fået at
vide, hvad man skal og ikke skal, og
deres ord var lov. Men nu kunne jeg
endelig selv bestemme og gøre, som
jeg havde lyst til. Efter sådan en
omgang er der vel ikke noget at sige
til, at det er gået, som det er… Ja,
du kan jo se dig omkring – og så vil
jeg da lige sige, at jeg har prøvet at
rydde lidt op, da jeg vidste, du kom
forbi i dag, siger Paw og kigger sig
omkring i sit værelse.
Paw med sin nærmeste
og bedste ven gennem
fire år, hunden Feti.
Paw og Feti har boet i en nedlagt
kostald – et lille koldt hummer – i
godt fire år. Han har skaffet sig til
dagen og vejen ved at lave gamle
biler. Det med biler har altid interesseret
Paw, og han har haft en drøm
om at have sit eget lille værksted.
- Jeg har også haft et par job,
inden det gik rigtigt galt. Min selvtillid
er lig med nul, og mit misbrug
har også skabt problemer for mig.
Jeg har blandt andet svært ved at
være sammen med mange menne-
sker, så lige nu kan jeg ikke påtage
mig et job. Og der er jo heller ingen,
der kan være tjent med at have mig
ansat, konstaterer han.
Paw har taget kontakt til et misbrugscenter
for at bede om hjælp,
men det med mødetider og -datoer
er svært at overskue.
- Jeg kunne godt tænke mig, at
der var et sted, man kunne komme
ind fra gaden og blive hjulpet her og
nu. Det, tror jeg, vil kunne hjælpe
mange misbrugere, for bare det at
tage kontakt til en sagsbehandler
kan være svært i sig selv. Men jeg er
nødt til at bede om hjælp, da jeg er
blevet rigtig hjemløs nu og er smidt
ud af mit lille værelse her på gården.
Jeg skal være ude på onsdag kl. 12.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op,
jeg har jo min hund, og den kan jeg
nok ikke få med på et herberg, og det
er, hvad kommunen kan tilbyde mig.
Familie har jeg ikke det store af.
Et smil over burgeren
Jeg kan se på Paw, at det er tid til
endnu en lille pause, så jeg spørger,
om ikke vi skal tage en tur ind til
byen og spise lidt mad sammen. Da
vi ankommer til McDonald’s, kan jeg
godt mærke, at Paw bliver lidt nervøs.
- Skal vi ikke spise her i bilen?,
spørger han og er ikke meget for, at
vi skal spise indenfor.
- Folk har det jo med at kigge efter
en, og det er jo ikke ligefrem søndagstøjet,
jeg har på til dagens anledning.
Men efter en smøg udenfor, går
Paw og jeg ind og finder et bord bagest
i lokalet. Vi får et godt måltid
mad, og for første gang kan jeg se
lidt liv i hans øjne, og et smil bliver
det også til. Jeg kan mærke, at det
er længe siden, Paw rigtigt har snakket
med nogen. Vi taler lidt videre
om hans liv og barndom på godt og
ondt. Paw var ved at blive lidt træt,
for det er ikke blevet til så meget
nattesøvn. Rotterne på gården har
holdt et værre hus hele natten, så vi
aftaler i stedet, at jeg skal komme
en tur forbi dagen efter.
Ud af vagten
Næste dag banker jeg på det lille
staldvindue. Paw kommer ud og
åbner den store jerndør. Jeg har en
stor pose med vintertøj med, fordi
dagen er kommet, hvor Paw og hans
hund skal ud og leve på gaden. Paw
er i rigtigt skidt humør, og Feti kan
også godt mærke, at noget er i gære.
- Det er noget rigtigt lort, det
her, siger Paw, mens han sidder på
sengekanten.
Det er tydeligt, at han har det
rigtigt dårligt. Manden, som ejer
gården, var kommet kl. 12, og Paw
havde fået besked på, at nu var det
ud af vagten.
Kommunen kan ikke hjælpe
med en bolig. ”Desværre”, havde de
sagt, ”du er blevet afmeldt for to år
siden på den adresse, så vi kan ikke
hjælpe dig.”
Udlejeren havde afmeldt Paw
som beboer på gården for at undgå,
at ejeren blev beskattet af lejeindtægten.
Paw tager sin snavsede
dyne rundt om sig – han har svært
ved at forholde sig til virkeligheden.
Han begynder at gøre klar til dagens
første pibe, for virkeligheden skal
lidt på afstand. Der er nu mindre end
to timer til, at livet på gaden sammen
med hunden Feti begynder. Han
tager en Nettopose og begynder at
pakke sit beskedne hjem sammen.
- Se her, siger Paw, det er et billede,
jeg altid har passet på og altid
har haft med mig.
Billedet er af Paw sammen med
sine to brødre.
- Kan du se, hvor stolt jeg er på
det billede?, spørger han.
Og jeg ser en lille glad dreng,
som stolt viser sit første ur frem –
et, han har fået af sin far, inden det
hele gik galt. Jeg kigger længe på
billedet af de tre små glade drenge
og spørger mig selv, hvordan og
hvorfor det skulle gå Paw, som det
har gjort.
20 hus forbi · nr. 70 · februar 2008 hus forbi · nr. 70 · februar 2008 21
***
Efter artiklen er blevet skrevet, er
det gået lidt fremad for Paw. Han
bor pt. gratis i en skurvogn, en venlig
mand har lånt ham, han går til
ugentlige samtaler med kommunen
som led i et behandlingsforløb, han
deltager i, og i slutningen af januar
skal han til møde med bl.a. kommunen
om en permanent bolig.
kimwestergaard@privat.dk