Europa-Parlamentets forhandlinger

16
DA
Europa-Parlamentets forhandlinger
Det ville absolut være en forkert taktik for Europa at lægge alle sine kort på bordet inden
København, så de amerikanske, kinesiske, indiske og andre partnere kan bestemme farten.
USA, Kina og Indien er i dag globale magter, som også må påtage sig deres del af ansvaret.
Europa påtager sig sit ansvar, men kan ikke gøre det alene for hele planeten. En politisk
aftale i København er ikke nok. Det, der tæller, er staternes kvantificerede mål.
Jeg nævnte i starten af min tale, at der er en forpligtelse til at producere resultater.
Forpligtelsen handler først og fremmest om økonomisk genopretning og beskæftigelse.
De to ting er indbyrdes forbundne. Selv om vi kan se en lille vækst aftegne sig, så handler
det om at vide, om den økonomiske genopretning giver flere jobs, og om genopretningen
bygger på et solidt fundament, og især om markedet samtidig er åbent, reguleret og
ikkeprotektionistisk.
Det er det, der virkelig optager europæerne, og det er det, der som det vigtigste bør optage
EU og medlemsstaterne, ud over de rent daglige administrative problemer. Som vi har set
det i dag, var det beslutsomme mænd, der for 20 år siden fik muren til at falde. Jeg beder
Dem om det samme, hr. Reinfeldt: Rusk op i stats- og regeringscheferne!
Hannes Swoboda, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr.
Barroso! Det er nok et sammentræf, om end et heldigt et af slagsen, at denne forhandling
finder sted umiddelbart efter Václav Havels tale. Han minder os netop om, hvor vigtig
denne proces var for 20 år siden. Jeg blev født nogle få kilometer vest for jerntæppet, men
det kunne lige så nemt være sket på den anden side. På det tidspunkt befandt jeg mig i den
sovjetiske besættelseszone, og jeg så de ungarske flygtninge i 1956 og flygtningene fra
foråret i Prag i 1968 såsom min kollega Libor Rouèek. I Lissabontraktaten ser jeg en
forlængelse af denne proces, der samler Europa.
Det var næppe Václav Klaus' hensigt at fuldføre ratificeringen i netop den måned, hvor vi
fejrer 20-års-jubilæet for Berlinmurens fald, men det er et heldigt sammentræf, at traktaten
opnår de facto-gyldighed netop nu, selv om den endnu ikke har juridisk gyldighed.
Nu er vi nødt til at træffe beslutninger vedrørende mennesker. Jeg misunder Dem ikke
denne opgave, hr. Reinfeldt! Men jeg vil gerne anmode eller spørge Dem om noget. Er De
under Deres drøftelser med stats- og regeringscheferne i de kommende par dage indstillet
på at sikre, at vi i dette Europa også kommer tæt på en geografisk balance, der er
repræsentativ for det nye Europa? Er De f.eks. også indstillet på at sikre en stærkere
repræsentation for kvinder? Og jeg spørger ikke kun, fordi fru Malmström og fru Wallström
er til stede. Kan Europa tillade sig at have så få kvinder på topposter i dag – og her taler jeg
også til min egen gruppe? Er det dét image, Europa har i sine borgeres øjne i dag?
Parlamentets formand har allerede nævnt det. Det er naturligvis ikke Deres skyld, hvis det
ikke sker, men jeg beder Dem om at påpege, i det mindste under drøftelserne, at vi har
brug for en bedre geografisk balance og frem for alt en bedre balance mellem kønnene i
Europa for at vise, at vi repræsenterer hele Europas befolkning.
De nævnte den høje repræsentant. Er De indstillet på også at sikre, at det bliver gjort klart,
at når De udnævner en høj repræsentant, så vil han eller hun ikke påtage sig sine fulde
forpligtelser, før ratificeringen har fundet sted, eller Parlamentet har truffet en beslutning?
Jeg ved naturligvis, at der vil være et hul rent tidsmæssigt, men der må ikke være tvivl om,
at den høje repræsentant i sin sideløbende rolle som næstformand i Kommissionen skal
godkendes af Parlamentet. Vi må være meget omhyggelige og samvittighedsfulde, når vi
giver denne godkendelse. Vi er nødt til at gøre det klart, at vi især på dette område vil gøre
vores pligt, og jeg tror, vi kan love hr. Barroso, at selv om vi ønsker at gennemføre
11-11-2009