Europa-Parlamentets forhandlinger

4
DA
Europa-Parlamentets forhandlinger
under et statsbesøg indbød os, oppositionen, til et morgenmadsmøde imod regeringens
ønske. Disse ting virker overfladiske. Men under et totalitært styre kan selv et
morgenmadsmøde eller en undertrykt studenterdemonstration under de rette
forudsætninger sætte historien i bevægelse.
Hvert menneskes identitet, med undtagelse af det, der er medfødt, og som gør os til unikke
individer, skabes af de mange lag, der kan beskrives som vores kollektive identitet. Vi skaber
hver især i større eller mindre grad vores eget tilhørsforhold til familie, grupper, region,
virksomhed, kirke, forening eller politisk parti, til nationen, til den civiliserede verden og
i sidste ende til verdensbefolkningen. Alt dette betyder, at vi har visse typer "hjem", f.eks.
geografiske, ideologiske, lingvistiske og etniske "hjem", og at vi skaber disse "hjem" i
fællesskab. Vores forskellige former for patriotisme, vores mål, tilhørsforhold,
tilbøjeligheder, stolthed, karakteristika, traditioner, skikke, sædvaner og særheder spiller
også en rolle. Verden er kort sagt et kludetæppe, menneskeheden er et kludetæppe, og vi
er hver især et kludetæppe.
Der affødes en naturlig følelse af suverænitet af denne følelse af kollektivt tilhørsforhold.
Vi har en vis suverænitet over alle de lag, der udgør vores identitet, men vi har ikke og kan
ikke have absolut suverænitet over et enkelt lag. Det afgørende er, at disse suveræniteter
supplerer hinanden og om muligt ikke er i modstrid med hinanden.
Jeg er sikker på, at De har gættet, at jeg bringer dette på bane nu, fordi debatten om den
europæiske forfatning og Lissabontraktaten i vid udstrækning handler om, hvilken balance
vi skal have mellem den nationale suverænitet og den europæiske suverænitet. Svaret er
ganske klart. De skal supplere hinanden. Selv om jeg føler mig som europæer, betyder det
ikke, at jeg holder op med at være tjekke. Det er faktisk det modsatte, der er tilfældet. Som
tjekke er jeg også europæer. Jeg ynder lidt poetisk at sige, at Europa er vores fædrelandes
fædreland.
Samtidig er jeg sikker på, at den europæiske suverænitet gradvist vil blive styrket i fremtiden.
Jeg ved ikke, hvor hurtigt eller hvor langsomt, og jeg ved ikke, hvilke krinkelkroge og
forhindringer, der vil være undervejs, men jeg ved, at integrationsprocessen må fortsætte.
Når alt kommer til alt, er det af afgørende og endda eksistentiel betydning, ikke bare for
europæerne, men for alle. Det er der klare grunde til, for vi lever i en enkelt global
civilisation, hvor ejeren af en grønlandsk fiskerivirksomhed kan bo i Taiwan og også eje
andele i en bank i Brasilien, eller hvor ejeren af en tjekkisk mine kan forvalte sin virksomhed
med en computer fra Island. I sådan en civilisation vil forskellige supranationale,
overstatslige eller kontinentale samfund spille en stadig mere betydningsfuld rolle. Det er
ikke og vil heller ikke blive enden på nationalstaten, men nationalstater går sammen, og
de vil fortsat gå sammen og handle sammen på mange områder. Alene den tekniske og
økonomiske udvikling gør det til en absolut nødvendighed. På den anden side, når verden
hælder mod en skæbnesvanger form for forening, kan fællesskabet mellem flere små stater
og nationer, som ligner hinanden på den ene eller anden måde, være afgørende for
beskyttelsen af den nationale eller regionale identitet.
Den gradvise og fredelige sammenslutning af stater vil naturligvis også fremme en fredelig
sameksistens. Men har de fleste af det sidste århundredes krige ikke netop været krige
mellem nationalstater? Kan man tæmme de forskellige nationalistiske dæmoner bedre end
gennem et praktisk samarbejde mellem nationer? Princippet om suverænitet på flere
niveauer kan naturligvis kun opnås med civil og politisk opbakning. Jeg har bemærket, at
borgerne i mit eget land – og sikkert også i mange andre lande – ofte taler om "os", altså
tjekkerne, og "dem", hvorved folk hentyder til gruppen af onde udlændinge i Bruxelles. Er
11-11-2009