Hvad er meningen?

Nærhed versus specialbehandling i det
senere forløb
Hvor senhjerneskadede skal behandles, var et afgørende
spørgsmål, når det gjaldt børn og unge. På den ene side
ønskede man, at ens barn skulle have den bedste specialistbehandling,
som var mulig. Som regel var specialisterne
at finde på dagcentre langt væk, hvor man har samlet flere
skadede børn i børnehaver og skoler. Modsat ønskede man
også, at ens barn skulle blive i familien og være sammen
med jævnaldrende venner, i det miljø som det kendte og
med de mennesker, som det var vant til. Dér var det til
gengæld svært at finde specialister, især i de mindre kommuner,
da barnet oftest var det eneste barn, der krævede en
sådan behandling.
En ansat i en kommune sagde:
Der er fordele og ulemper ved at være i et normalt
miljø: Det kan være isolerende. Men omvendt er der
nogle andre ting med kammerater og fællesskab i
lokalmiljøet, som er godt.
Det modsatte er ifølge den ansatte at placere barnet i en
specialskole.
Det er et problem at finde noget [fx specialskoler og
-klasser], der er tæt på, og som giver en fornuftig
social ramme for børnene. For bliver de sat sammen
med nogle børn, som er for dårlige i forhold til deres
niveau, så bliver spejlingen ikke positiv. Udviklingen
bliver også dårligere, fordi udfordringerne ikke er
store nok.
Det er altså et svært valg, som kommer til at fremstå som
et valg mellem specialbehandling og socialt liv. Specialbehandlingen
risikerer at blive på bekostning af barnets
sociale omverden, mens prioritering af barnets sociale og
identitetsmæssige udvikling sker på bekostning af specia-
listbehandling. Der er således både fordele og ulemper
knyttet til begge valg. Spørgsmålet er, hvad der afgør valget,
og hvem der tager det.
Familiernes opfattelse af skaden og
deres støttebehov
I behandlersystemet vurderes skaden i forhold til sværhedsgrad.
Denne vurdering behøver ikke at stemme overens
med familiens vurdering og håndtering af skaden. En
behandler i sundhedssystemet sagde:
En skade kan være forskellig fra familie til familie.
Nogle familier klarer at håndtere nogle skader lettere
end andre. Vurderingen er relativ. Det drejer
sig ikke bare om den faktiske skade, men også hele
familiens evne til at tackle den.
I nogle familier vil fx fysiske skader være meget svære skader,
og i andre familier vil lignende fysiske skader opfattes
som knap så svære. Skaden er således indlejret i en social
og kulturel familiær sammenhæng, som giver den mere
eller mindre fylde. Pårørende gav udtryk for, at det var vigtigt,
at der var rum til det skadede barn. Både et materielt,
følelsesmæssigt og socialt rum.
Nogle pårørende fortalte, hvordan behandlere blev ved med
at tilbyde familien en aflastningsplads.
De snakkede om plejefamilie, aflastningsplads og
jeg ved ikke hvad. Vi havde hele tiden sagt, at det
var vi ikke interesserede i, for xx skulle indgå i vores
familie, som xx plejede.
En anden pårørende kunne ikke få tilbuddet om en aflastningsplads
til at gå op med sin ide om, hvad man kan bruge
en aflastningsplads til. Der blev for denne forælder derfor
ingen mening med støtten.
DEL 1 BØRN OG UNGE
27