Hvad er meningen?

More documents

Recommendations

Info

De PPR kontorer (Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning), der bidrog til undersøgelsen, havde ikke automatisk fået besked eller papirer oversendt vedrørende et senhjerneskadet barn. Det vil sige, at de ikke nødvendigvis kendte et barns skadesprofil, vidste ikke hvor i hjernen skaden eller skaderne sad og hvilke områder, der var ramte. Orienteringer fra sygehusindlæggelse, tidligere rehabiliterings- og læringsforløb flød ikke videre med i systemet, når barnet flyttede fx fra én skole til en anden. I en kommune manglede en socialrådgiver information fra sygehuset, som kunne beskrive barnets skader. En psykologisk test som PPR foretog senere, viste en “atypisk profil”, som det ville have været en fordel, at lærerne kendte til så tidligt som muligt og sådan at de kunne tage højde for den i deres planlægning af undervisning af barnet fra begyndelsen. Når der ingen papirer fulgte med fra det forudgående forløb, betød det, at underviserne i skolen, som beskæftigede sig med det konkrete barns læring, måtte begynde forfra, uden at kende til tidligere tiltag, prøve sig frem i alt. Erfarne undervisere, og især erfarne undervisere for børn med særlige specialbehov, vil kunne vurdere disse børn i en vis grad. De vil også kunne arbejde med at danne sig en profil af barnets kompetencer og svage punkter, som de vil kunne tage udgangspunkt i for den fremtidige læring. Men som en erfaren specialunderviser sagde om den manglende orientering vedrørende et barn: Vi er jo nødt til, når vi ikke ved mere, at behandle barnet allround. Det er måske slet ikke så dårligt [at der ikke ligger nogle beskrivelser fra det forudgående forløb]. Måske får man kørt nogle sandede spor op. Men somme tider ville man gerne have et hoved at læne sig på. Og vedkommende uddybede det senere i interviewet: Det er ikke altid, at man kan bruge en diagnose til så meget. Men det ville være rart at kende forløbet, hvad man har gjort rent pædagogisk. Hvordan er udviklingen gået? Har der været en jævn udvikling fremad, eller er den forløbet i hop? Det ville være rart at få det tidligere forløb beskrevet professionelt. Og få en konsulent, eller andre man kunne støtte sig til, som var inde i det hele tiden og kendte alle aspekter. For man kommer jo selv kun ind i det, man sidder med. En psykolog i den pædagogisk-psykologiske rådgivning tilføjede: PPR’s rolle må da være stor. Det burde være sådan, at jeg fik papirerne og formidlede det videre til underviserne. Jeg mangler en udfarende kraft fra sygehusene. [...] Jeg kunne ønske mere formidling fra hospitalet - det er ikke gået videre til os. Følgende citat fra en pårørende viser, hvor vigtigt det er at videregive informationer vedrørende et barn. For barnets skyld og til gavn for behandleren. Sætter information sig fast et sted, kan det give vanskeligheder for både barn og behandler. Derfor må den overføres. Der har været stor lærerudskiftning. Det fylder meget i hans hverdag. [...] Der skal bruges lidt tid på, at de sætter sig ned og forklarer hans situation [til en ny lærer]. Der ligger den fulde beskrivelse, men det er ikke det samme som at få det fortalt. Man skal også bruge tre-fire dage på at fortælle ham [barnet], at der kommer en ny lærer, ny talepædagog, ny fysioterapeut. Tid og sted er ikke lige ham, men man skal gøre meget ud af at fortælle ham, at der kommer en ny. Han skal vide det i god tid. Det er meget hensyn DEL 1 BØRN OG UNGE 31
at tage, men det er også en fordel for dem. Det bedste er at fortælle ham det i god tid. Han skal have tid til at kapere det. Oplysningsstrømmen den modsatte vej: fra den sociale sektor til sundhedsvæsenet, var ifølge ansatte i sygehuset heller ikke optimal. Det resulterede i, at man havde svært ved at følge børnene tæt nok efter udskrivelsen. Ved de efterfølgende opfølgninger i ambulatoriet glippede det ofte med at få samlet meldinger fra alle relevante parter. I praksis betød det, at der var for få oplysninger. Man pegede også på, at det kunne være svært at spore, om og hvornår det ikke gik godt for et barn. Og at dette ideelt set måtte betyde, at man skulle følge op på alle børn, uanset positivt eller negativt forløb. Men man fulgte ikke op på alle børn og unge. En ansat i det kommunale system mente, at problemet var, at der skulle være et problem, før man kunne træde til. Der skal jo være et problem, før vi gør noget ved det. Det er jo i sig selv et problem. I stedet for at forebygge og interessere os for hvorfor det går godt. Men vi venter på, at der er noget, der skal løses, så træder vi til. Men sådan er lovgivningen indrettet: Vi kan ikke blande os i familiernes liv. Vi har ikke opsøgende arbejde. Denne arbejdsfremgang betyder, at der er en vis træghed og efterslæb i systemet. Det giver også en risiko for, at søgning og koordination m.v. fuldstændigt overlades til pårørende, som ikke har overblik over mulighederne og konsekvenserne. Ansatte i sundhedsvæsenet pegede på eksempler på, at behandlingen og tiltagene ikke var koordinerede, da et barn skulle hjem. Pårørende bidrog også med et eksempel på, at selv om de første trin til at arrangere et skoletilbud tilsyne- 32 DEL 1 BØRN OG UNGE ladende var taget på et møde cirka en måned før udskrivelsen, var der alligevel ingenting sket en uge før. En uge før vi skulle hjem, vidste vi stadig ingenting. Vi havde intet hørt fra skolen eller psykologen, så vi vidste ikke, hvad vi skulle hjem til. Og vi var klar over, at når vi kom hjem, så var vi jo udskrevet. Vi kunne ikke komme tilbage, hvis der intet var. [...] Jeg kunne ikke overskue at komme hjem med et handicappet barn, og intet vide og ingen hjælp. Den pårørende kontaktede derfor den involverede part, som bekræftede, at der intet var arrangeret. Den pårørende fik derefter telefonnummeret på den skole, man havde omtalt, og man foreslog, at hun selv ringede. Jeg fik ringet til skolen, og vi fik aftalt et møde dagen efter. Og dér fik vi bare en modtagelse, det var virkelig fantastisk. En lærer og en fysioterapeut var mødt op til mødet, og det første de sagde var: Hvornår kan vi få xx at se? [...] Og så sidder man fra ingenting at have til lige pludseligt at have en masse. Det er et eksempel på, hvordan opsamlet viden fra et møde på et genoptræningscenter tabes, når ikke alle relevante parter i behandlingsforløbet orienteres. Det er også et eksempel på, at koordinationsopgaven overlades til pårørende. Oven i den vanskelighed det er, at få et senhjerneskadet barn, synes manglende vidensoverførsel og koordination mellem aktørerne at give en risiko for, at opgaven med at få tingene til at virke og hænge sammen lægges på familien. At skulle være igangsætter og koordinator af behandling kræver mange ressourcer af en familie. Nogle familier ville kunne påtage sig denne ekstraopgave, men ikke alle. Behandlingen bliver således også afhængig af pårørendes overblik, viden, ressourcer og overskud til at blande sig. I systemet synes der at være mange aktører, som ikke har forbindelse til hinanden. Der er således ingen “rette” per-
Page 1 and 2: HVAD ER MENINGEN? En undersøgelse
Page 3 and 4: Udgiver: Ribe Amt Udarbejdet af: an
Page 5 and 6: Del 3 Bo- og Genoptræningscenter L
Page 7 and 8: 6 DEL 1 BØRN OG UNGE
Page 9 and 10: Læservejledning Rapporten begynder
Page 11 and 12: spore og afklare omfanget og graden
Page 13 and 14: En anden pårørende fortalte om m
Page 15 and 16: lige som se på hende, at hun tænk
Page 21 and 22: Det er en meget tung vej, og hvis m
Page 23 and 24: get hjerneskadesamråd. Dette koord
Page 27 and 28: Det får indvirkning på resten af
Page 29 and 30: Du skulle prikke dig ind et år fø
Page 31: udskrives, så de kan slet ikke kom
Page 35 and 36: K A P I T E L 5 Viden om senhjernes
Page 37 and 38: ehandlere hele tiden bruger forhold
Page 39 and 40: supplerende forståelse af skaden o
Page 41 and 42: 40 DEL 2 YNGRE VOKSNE
Page 43 and 44: Anbefalinger og virkelighed . . . .
Page 45 and 46: Det fyldte meget i vores hjem, for
Page 47 and 48: Deltagere i undersøgelsen Hjernesk
Page 49 and 50: på. På den måde kan en patient m
Page 51 and 52: Figur 1. En hjerneskadepatients man
Page 53 and 54: af personer med hjerneskade er der
Page 55 and 56: for boligstøtte eller til pensions
Page 57 and 58: var xx endt i vores arbejdsmarkedsa
Page 59 and 60: for selve senhjerneskaden og behand
Page 61 and 62: udskrivningen. I indlæggelsesperio
Page 63 and 64: Falder den kaution lige efter, at d
Page 65 and 66: omkring overførslen, og de havde d
Page 67 and 68: lev sendt afsted, og vi ville jo ge
Page 69 and 70: noget behandling i gang. Velvidende
Page 71 and 72: K A P I T E L 1 0 Det videre rehabi
Page 73 and 74: finde et tilbud. Derfor forsøgte n
Page 75 and 76: Og hvem har det brede overblik, der
Page 77 and 78: De vidste helt præcist, hvad de la
Page 79 and 80: for en ikke-ekspert. Det giver inge
Page 81 and 82: arriere for dem i forhold til at fo
Page 83 and 84:
Identitet Der var det særlige ved
Page 85 and 86:
problemer med mine børn [...]. De
Page 87 and 88:
edre end ingenting. Men dér [på e
Page 89 and 90:
88 DEL 2 YNGRE VOKSNE
Page 91 and 92:
familie med U, og de forstod ikke b
Page 93 and 94:
Pårørende havde i det hele taget
Page 95 and 96:
94 DEL 2 YNGRE VOKSNE
Page 97 and 98:
eller viden om hjerneskade eller sk
Page 99 and 100:
98 DEL 3 BO- OG GENOPTRÆNINGSCENTE
Page 101 and 102:
Udslusning til den omgivende verden
Page 103 and 104:
med dig om det. Men I har ikke mege
Page 105 and 106:
Rehabilitering foregår ikke i et s
Page 107 and 108:
Medarbejderen fortalte, at der ogs
Page 109 and 110:
108 DEL 3 BO- OG GENOPTRÆNINGSCENT
Page 111 and 112:
Dannelse af omverdenen: En gensidig
Page 113 and 114:
Page 115 and 116:
dre tidspunkter var de almindelige
Page 117 and 118:
præcist i forhold til en indsats i
Page 119 and 120:
Set med en behandlers øjne blev da
Page 121 and 122:
Page 123 and 124:
hinanden. ‘Beboermappen’ var et
Page 125 and 126:
Page 127 and 128:
og effektivitet var ofte tavse meds
Page 129 and 130:
gå. Beboerens mål og mening med t
Page 131 and 132:
Det var træningstilbuddet, en bebo
Page 133 and 134:
deltagerne. Det var et dagligt vilk
Page 135 and 136:
Jeg vil gerne på vegne af beboerne
Page 137 and 138:
IDENTITET Identitetens mange ansigt
Page 139 and 140:
digt længere, om medarbejderen fik
Page 141 and 142:
staverens og læserens fulde opmær
Page 143 and 144:
på, at dejen blev lavet på en rø
Page 145 and 146:
De var en slags ikke-hverdag. Det k
Page 147 and 148:
var lært i og fungerede i. Omgivel
Page 149 and 150:
forhånd, men interviewene foregik
Page 151 and 152:
Fodnoter 1 På Hammel Neurocenter h
Page 153 and 154:
Ordforklaring ABC-konceptet - et ko
Page 155 and 156:
sesramme traume - en skade som er o
Page 157 and 158:
ningsdannelse i pædagogisk arbejde
Page 159 and 160:
158 BILAG DEL 3 BO- OG GENOPTRÆNIN
Page 161 and 162:
1) institutionslivet som et specifi
show all

Hvad er meningen?

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?