Hvilken rolle spiller det militære instrument i konflikter om ressourcer ...

Forsvarsakademiet 

Stabskursus 2010‐11 

Hvilken rolle spiller det militære instrument i konflikter om ressourcer? 

En undersøgelse af Filippinernes, Kinas og Malaysias adfærd, handelsforvent‐ 

ninger og brug af det militære instrument omkring Spratlyøerne i Det Sydkinesi‐ 

ske Hav ved hjælp af Dale C. Copeland’s teori om handelsforventninger. 

Lars H. Ehrensvärd Jensen 

Syndikat Douhet 

Maj 2011

Abstract 

Due to population and consumption growths, the world is likely to observe increasing levels of conflicts 

over steadily decreasing resources as globalization continues to intensify trade competition. Various 

theorists has tried to explain the dichotomy between cooperation among states and a free‐for‐all strug‐ 

gle, in which states fight for their selfish interests. 

The weaknesses in the explanatory power of liberalist and realist theories led Dale C. Copeland to sug‐ 

gest the theory of trade expectations, thus introducing a new dynamic variable, trade expectations, to 

bridge the gaps within and between current approaches. 

The core of this theory is that a state’s decision for war or peace is driven by considerations about bene‐ 

fits of trade and costs of severed trade, plus expectations of future trade. High dependence and pessi‐ 

mistic expectations for future trade are likely to encourage the state to war. High dependence and op‐ 

timistic expectations for future trade are likely to encourage the state to stay at peace. 

This study analyzes the conflicts between the Philippines, China, and Malaysia in the Southern China 

Sea, 1988‐2002, by means of this theory. The analysis finds good coherence between theoretical and 

empirical conclusions, thus making this theory a valuable tool for understanding future resource con‐ 

flicts. 

2

Indholdsfortegnelse 

Abstract ..............................................................................................................................................................2 

Resume...............................................................................................................................................................5 

Kapitel 1. Problemfelt. Empiri‐, teori‐ og metodeovervejelser........................................................................7 

Kapitlets metodik .......................................................................................................................................7 

Problemformulering...................................................................................................................................7 

Problemfeltet .............................................................................................................................................7 

Empiriovervejelser .....................................................................................................................................9 

Teoriovervejelser......................................................................................................................................10 

Metodeovervejelser.................................................................................................................................12 

Sammenfatning ........................................................................................................................................14 

Kapitel 2. Teorien om handelsforventninger. Redegørelse og operationalisering ........................................15 

Kapitlets metodik .....................................................................................................................................15 

Teorien om handelsforventninger ...........................................................................................................15 

Undersøgelsens empiriske rum................................................................................................................20 

Operationalisering....................................................................................................................................21 

Militære kapaciteter.................................................................................................................................21 

Økonomisk udvikling og dependenser.....................................................................................................21 

Reduktion af dependens ..........................................................................................................................22 

Sammenfatning ........................................................................................................................................22 

Kapitel 3. Analyse ............................................................................................................................................23 


Ressourcer og søveje omkring Spratlyøerne............................................................................................23 

Filippinerne ..................................................................................................................................................26 

Filippinernes brug af det militære instrument.........................................................................................26 

Filippinernes militærudgifter ...................................................................................................................27 

Filippinernes handel.................................................................................................................................28 

Filippinernes dependens og de forventede ressourcer ved Spratlyøerne...............................................30 

Sammenfatning om Filippinerne..............................................................................................................32 

Kina...............................................................................................................................................................32 

3

Kinas brug af det militære instrument.....................................................................................................33 

Kinas militærudgifter................................................................................................................................34 

Kinas handel .............................................................................................................................................35 

Kina dependens og de forventede ressourcer ved Spratlyøerne.............................................................38 

Sammenfatning om Kina ..........................................................................................................................38 

Malaysia .......................................................................................................................................................39 

Malaysias brug af det militære instrument..............................................................................................39 

Malaysias militærudgifter ........................................................................................................................40 

Malaysias handel......................................................................................................................................41 

Malaysias dependens og de forventede ressourcer ved Spratlyøerne....................................................42 

Sammenfatning om Malaysia...................................................................................................................43 

Kapitel 4. Konklusion.......................................................................................................................................45 


Problemformulering.................................................................................................................................45 

Teoretisk grundlag og operationalisering ................................................................................................45 

Sammenfatning af analysen.....................................................................................................................45 

Konklusion................................................................................................................................................47 

Kapitel 5. Perspektivering................................................................................................................................48 


Perspektiver for yderligere forskning.......................................................................................................48 

Perspektiver for Arktis..............................................................................................................................49 

Bibliografi .........................................................................................................................................................52 

4

Resume 

Undersøgelsen finder sin motivation i de sandsynlige konflikter om ressourcer i fremtiden, hvor stigende 

befolkningstal udtømmer klodens ressourcer. Undersøgelsen analyserer sammenhængen mellem øko‐ 

nomisk interdependens og brug af militære instrumenter for landene Filippinerne, Kina og Malaysia. 

Analyseredskabet er Dale C. Copeland’s teori om handelsforventninger. Copeland’s rationale for teorien 

er, at eksisterende teorier, liberalismen og realismen, på afgørende områder har store svagheder. Cope‐ 

land’s hovedanke mod disse teorier er, at de er statiske og ikke‐dynamiske i deres behandling af et dy‐ 

namisk problemkompleks, og at de uddrager forudsigelser ud fra øjebliksbilleder af niveauet af interde‐ 

pendens. For at skabe en bro mellem liberalismens og realismen svagheder, udvikler Copeland den dy‐ 

namiske variabel, handelsforventninger. 

Omdrejningspunktet i teorien om handelsforventninger er den enkelte stats bekymring for sin egen 

afhængighed. Som led i denne bekymring overvejer og beslutter en stat sin adfærd ud fra en beregning 

eller blot en opfattelse af mulige gevinster fra handel og omkostninger ved begrænsninger i handel plus 

forventninger til fremtidig handel. 

Hvis en stat har en opfattelse af høj dependens og pessimistiske forventninger til fremtidig handel, hvil‐ 

ket skaber lav eller negativ forventet værdi af handlen, vil denne stat have en stor tilbøjelighed til at 

vælge krig. 

Hvis en stat har en opfattelse af høj dependens og optimistiske forventninger til fremtidig handel, hvil‐ 

ket skaber høj forventet værdi af handlen, vil denne stat have en mindre tilbøjelighed til at vælge krig. 

Den empiriske analyse af Filippinerne viser, at landet kan have haft faldende eller pessimistiske handels‐ 

forventninger i hele perioden 1988‐2002. Filippinerne har haft en svag økonomisk udvikling og er stærkt 

afhængig af sin udenrigshandel og af udenlandsk olieimport. Filippinerne er ligeledes stærkt afhængig af 

voksende proteintilførsler til dets hurtigt voksende befolkning. Området omkring Spratlyøerne er Filip‐ 

pinernes eneste mulighed at reducere sin olieafhængighed af udlandet og skaffe mad til befolkningen. 

Dog har Spratlyøerne som søvej ikke haft den store betydning for Filippinerne. Filippinernes høje de‐ 

pendens og sandsynlige pessimistiske handelsforventninger forklarer dets aggressive forsøg på at skaffe 

sig adgang til de forventede ressourcer omkring Spratlyøerne. 

Meget tyder på, at Kinas stærkt stigende dependens og optimistiske handelsforventninger har reduceret 

viljen til at bruge det militære instrument. Forventningen om at erobre store ressourcer til dækning af 

egne behov, synes ikke at rumme megen logik. Dertil er Kinas behov alt for store. Kina var længe meget 

tilbageholdende med at bruge militære midler. Da Kina så to fjendtligt indstillede lande, Vietnam og 

Filippinerne, besætte øer, som kan opfattes som en afskæring af Kinas afgørende søveje mod vest, kan 

dette have medført sænkede eller pessimistiske handelsforventninger for Kina og derved have tvunget 

landet til at bruge det militære instrument. 

5

Malaysia har vist sig relativt tilbageholdende med sin brug af det militære instrument. Malaysias beher‐ 

skede besættelse af Spratlyøer kan forklares med, at landet trods alt ikke stiltiende kunne se på, at Viet‐ 

nam og Filippinerne gjorde krav på territorium som ligger nær ved Malaysia. Landet har haft god grund 

til at have haft optimistiske handelsforventninger som følge af meget høj vækst i hele perioden, hvilket 

yderligere styrker forklaringen på dets beherskede anvendelse af det militære instrument. Malaysia har 

været stærkt dependent i sin handel med udlandet og landet kunne tabe stort på en krig. 

Den overordnede konklusion er, at de tre valgte lande alle har ageret på en måde, som kan forklares 

med Copeland’s teori om handelsforventninger og der har der været god overensstemmelse med teori‐ 

en. 

Det militære instruments rolle kan ses som et element i en mekanisme, hvor en stat kan balancere han‐ 

delsforventninger med brug af militære midler. Ved optimistiske handelsforventninger kan staten fra‐ 

vælge at bruge det militære instrument for at bibeholde handlen intakt og stigende. Ved pessimistiske 

handelsforventninger kan staten vælge at bruge det militære instrument for at kompensere for den 

manglende handel – ved at tilegne sig ressourcer gennem fysisk besættelse. 

Konklusionens validitet kræver et forbehold. En svaghed i teorien er, at variablen, handelsforventninger, 

ikke findes empirisk dokumenteret. 

Specialet foreslår yderligere forskning for at dokumentere den sandsynlige korrelation mellem historiske 

økonomiske data og handelsforventninger. Teorien bør endvidere moderniseres til at rumme en bredere 

anvendelse af det militære instrument end ”krig”. Den bør også tilpasses de adfærds‐ og kontekstforan‐ 

drende strategier, som mange aktører forfølger. 

Med en sådan justering vil teorien om handelsforventninger være velegnet til at forstå fremtidens muli‐ 

ge ressourcekonflikter, for eksempel omkring Arktis. 

6

Kapitel 1 

Problemfelt 

Empiri‐, teori‐ og metodeovervejelser 

Kapitlets metodik 

Jeg indleder kapitlet med at angive min konkrete problemformulering. Dernæst redegør jeg for det pro‐ 

blemfelt, som motiverer mig til den samlede undersøgelse. På baggrund af problemfeltsanalysen går jeg 

videre med at overveje og udvælge hvilken en empiri, som er velegnet til mit formål. Herefter overvejer 

og udvælger jeg mine analyseredskaber i form af en konkret teori og overvejer min undersøgelsesmeto‐ 

de. Til slut sammenfatter jeg problemformulering og undersøgelsesmetode. 

Problemformulering 

Hvilken rolle spiller det militære instrument i konflikter om ressourcer? En undersøgelse af Filippinernes, 

Kinas og Malaysias adfærd, handelsforventninger og brug af det militære instrument omkring Sprat‐ 

lyøerne i Det Sydkinesiske Hav ved hjælp af Dale C. Copeland’s teori om handelsforventninger. 

Problemfeltet 

Naturressourcekonflikter er ikke noget nyt fænomen i menneskehedens historie. De demokratiske græ‐ 

ske bystater kæmpede om høsten på markerne mellem bystaterne, jøderne kæmpede med filistrene om 

den frodige jord i Kanaans land og den europæiske kolonisering af Afrika og Amerika medførte adskillige 

væbnede konflikter om ressourcer. 

I det nyeste militære strategidokument påpeger den amerikanske forsvarschef admiral Mike M. Mullen, 

at ”…..the persistent challenge of resource scarcity may overlap with territorial disputes.” 

Parallelt med denne risikovurdering fastslår admiral Mullen, at ”A prosperous and interconnected world 

requires a stable and secure environment, the absence of territorial aggression or conflict between 

states, and reliable access to resources and cyberspace for stable markets. 1 Mullen adresserer her to 

vigtige og ofte modsatvirkende faktorer i det internationale system; ressourcemangel, som ofte falder 

sammen med grænsedragningsproblematikker, og behovet for stabil adgang til ressourcer. 

I 2011 overstiger jordens befolkningstal 7 mia. mennesker og det vurderes i 2050 at nå ca. 9,4 mia. 2 

Denne befolkningsvækst vil sandsynligvis skærpe rivaliseringen om jordens begrænsede ressourcer, 

såvel de ikke‐fornybare ressourcer (mineraler, olie‐ og gasforekomster), som de fornybare ressourcer 

såsom havbaserede proteinkilder. 3 

1 US Joint Chiefs of Staff, The National Military Strategy of the United States of America (8. Februar 2011), 

http://www.jcs.mil//content/files/2011‐02/020811084800_2011_NMS_‐_08_FEB_2011.pdf, p. 3 og p. 8 

2 Population Reference Bureau, 2010 World Population Data Sheet (2010). 

3 Steen Nordstrøm (2005), Væbnet konflikt over naturressourcer: en typologi, i Den Ny Verden, København, DIIS 

book, p. 69 og 72 ff. Se også Steen Nordstrøm (2006), Krige om olie og andre naturressourcer – et sandsynligt 

7

Det kan umiddelbart forekomme temmelig usandsynligt, at en stat som Danmark skulle gå i krig for at 

sikre sig ressourcer. Danmark synes gennem sin stærke forankring i FN‐charteret, EU‐traktaten og 

NATO‐medlemsskabet i mange henseender at være udelukket fra at søge militære løsninger i ressource‐ 

konflikter. Og dog: Ved forsvarsforliget i 2010‐14 sås en øget dansk militær fokusering på eventuelle 

fremtidige sikkerhedsproblemer i Arktis. Årsagen til denne styrkelse ses i følgende citat: 

”Samtidig forventes de arktiske områder at få stigende international betydning. Afsmeltning af pola‐ 

riskappen som følge af den globale opvarmning vil åbne nye muligheder for råstofudvinding og åbning af 

nye sejlruter. 4 Den stigende aktivitet vil forandre regionens geostrategiske betydning og vil derfor på sigt 

medføre flere udfordringer for dansk forsvar.” 5 

Alene det faktum, at Danmark gennem forliget har besluttet at styrke evnen til militær indsats i Arktis, 

peger på, at det militære instrument forventes at kunne spille en rolle, hvis vi får et isfrit Arktis i fremti‐ 

den. Ellers kan meningen med opprioriteringen være svær at se. Forligsteksten peger klart på territoriale 

årsager til opprioriteringen: ”… nemlig nye muligheder for råstofudvinding og åbning af nye sejlruter”. 

Dog savner man fiskeriressourcerne i denne tekst; Søværnet har allerede en betydelig opgave med fiske‐ 

rikontrol og opgaven vil næppe mindskes i takt med, at et isfrit hav åbner nye fiskeområder og flytter 

fiskebestande. 

Der foreligger imidlertid kun en begrænset mængde brugbar empiri om anvendelse af det militære in‐ 

strument i Arktis, som kunne give belæg for en holdbar undersøgelse. 6 Indtil videre synes de fleste aktø‐ 

rer at forholde sig afventende og sikre sig en gunstig position i forhold til en fremtidig grænsedragning 

vedrørende forventede råstofressourcer og isfrie besejlingsforhold. Det vil være vanskeligt at analysere 

Arktisproblematikken i sig selv, fordi enhver fremtidsrettet konklusion (på grund af den manglende spe‐ 

cifikke empiri) vil blive spekulativ og ringe dokumenteret. 

Den mulige anvendelse af det militære instrument i Arktis motiverer min undersøgelsen og sætter dens 

perspektiv, men Arktis er ikke mit objekt. 

Jeg undersøger i stedet en anden konflikt, som er grundigt empirisk belyst, og tager først Arktis‐ 

spørgsmålet op igen under perspektiveringen. Jeg understreger dog, at jeg vælger begrænsninger og 

perspektiv i denne ‐ volumenmæssige begrænsede – undersøgelse ud fra forhold som umiddelbart gen‐ 

findes i Arktis. Dette vil sige, at faktorerne olie‐, gas‐ og fiskeressourcer, samt søveje, skal være til stede. 

Brugen af militære midler i dette område af det sikkerhedspolitiske kontinuum handler ikke direkte om 

statens overlevelse. Det drejer sig ofte om at få kontrol over noget, som man forventer vil give værdi. I 

mange ressourcekonflikter er ressourcen end ikke fundet endnu; i Arktis ved man ikke om der overho‐ 

vedet er ressourcer, endsige om Arktis bliver isfrit. Man rivaliserer således på baggrund af en forvent‐ 

fremtidsscenarium?, i Det 21. århundredes trusler, redigeret af Bertel Heurlin og Steen Rynning, København, DIIS 

book, ( p. 106 og 108 ff. 

4 

Det vurderes, at omkring 20 % af jordens reserver af kulbrinter ligger i Arktis. Se United States Geological Survey 

(2008), http://pubs.usgs.gov/fs/2008/3049/fs2008‐3049.pdf. 

5 

Folketinget, Aftale om Forsvaret 2010‐14 af 24. juni 2009, p. 2. 

6 

Der har været enkeltepisoder, f.eks. omkring Hans Ø i perioden 1988‐2005, hvor der har været ført signalpolitik 

med militære midler mellem Danmark og Canada. Der har også en episode, hvor Rusland påstod at have plantet et 

flag på havbunden ved Nordpolen med en miniubåd. Dette viste dog at være et falsum. 

8

ning. 

Ud fra en risiko‐/gevinstafvejning vil de færreste rationelle stater sætte deres overlevelse på spil på ba‐ 

sis af en forventning. Dette peger på, at de militære midler i sådanne konflikter skal indgå i et betydeligt 

mere komplekst spil end egentlig ”krig”. 

Jeg fortolker følgelig begrebet ”det militære instrument” betydeligt bredere end det traditionelle begreb 

”krig”. Rivalisering om adgangen til (økonomisk betydende) naturressourcer repræsenterer en indirekte 

tilgang til realismeteoriernes magtanvendelsesbegreb, som fokuserer på staten sikkerhed som den alt‐ 

overskyggende faktor. Det er naturligt at inddrage økonomiske aspekter i analysen udover den struktu‐ 

relle realismes traditionelle mekaniske ”billardkugle‐tilgang”. Altså en betydeligt bredere forståelse af 

det militære instrument end som blot værende et middel til ødelæggelse af andre staters kapaciteter 

ved ”krig”. I min forståelse kan det militære instrument således også anvendes som et værktøj i den 

internationale økonomiske politik. 7 

Empiriovervejelser 

Det vil være relevant at finde et problemkompleks, hvor det militære instrument har været anvendt i 

konflikter om ressourcer og grænsedragninger, uden at aktørerne er endt i en ødelæggende krig (end‐ 

nu). Et sådant kompleks findes i Det Sydkinesiske Hav, hvor grænsedragningsproblematikker har været i 

spil i en årrække. Hér har ressourceovervejelser været centrale faktorer i relation til mulige kulbrinteres‐ 

sourcer, til fiskerirettigheder og til kontrol med besejlingsforhold. Disse faktorer kan som førnævnt gen‐ 

kendes i Arktis. 

Desuden er der her tale om sammenhængende, suveræne stater, som er anerkendt i det internationale 

samfund og der eksisterer en anerkendt implementeringsstruktur, Association of Southeast Asian Nati‐ 

ons (ASEAN), som burde være konfliktdæmpende. Afrika rummer også en del ressourcekonflikter, men 

her gør ”Failed state‐problematikken” det vanskeligt at uddrage universelle konklusioner. 

Jeg analyserer følgeligt dynamikkerne omkring det militære instruments rolle i grænsedragningskonflik‐ 

ter i Det Sydkinesiske Hav. Jeg anvender begrebet grænsedragningskonflikt synonymt med begrebet 

ressourcekonflikt. Det er den territorielle suverænitetsfaktor, som er vigtig. Besiddelsen af territoriet 

garanterer adgangen til den efterstræbte ressource. Der hersker et antal sådanne konflikter i Det Sydki‐ 

nesiske Hav mellem Folkerepublikken Kina, Vietnam, Malaysia, Philippinerne, Brunei og Taiwan. 

Jeg vælger Filippinerne, Malaysia og Kina af følgende grunde. Filippinerne var det første land, som brug‐ 

te militær omkring Spratlyøerne, og det har været det land, som mest ihærdigt har brugt militære mid‐ 

ler. Malaysia har været det mest afdæmpede land, men det har dog besat tre øer i Spratlyøerne, nær‐ 

mest sin egen kyst. Kina er interessant, fordi dets størrelse i sig selv gør, at de forventede ressourcer 

omkring Spratlyøerne er mindre betydningsfulde, end de er for de øvrige aktører. 

Af disse lande er Malaysia det land som konstitutionelt ligger nærmest på sammenlignelige Aktører i 

Arktis (f.eks. Danmark, Norge eller Island). Malaysia er et konstitutionelt monarki, det har været demo‐ 

kratisk siden 1957 og i det lange perspektiv har det været politisk stabilt. 8 Filippinerne er nok et demo‐ 

kratisk land med en USA‐inspireret konstitution, men landet er temmelig ustabilt med talrige løsrivel‐ 

7 Operationelt kan det militære instrument bruges til fysisk (magt)projektion, til påvirkning af perceptionen hos 

nøgleaktører (trussel om brug) eller ultimativt til fysisk ødelæggelse af en modstander. 

8 Se Udenrigsministeriets hjemmeside: http://www.asien.um.dk/da/menu/InfoOmRegionen/LandefaktaAsien, se 

Malaysia. 

9

sesbevægelser og ekstremistiske islamistgrupper. 9 Kina ligger langt fra et demokratisk ideal, men landet 

er nødvendigt i undersøgelsen på grund af dets størrelse og evne til at udøve hegemoni. 

Jeg fravælger Taiwan fordi det er atypisk som international aktør på grund af stormagten Kina, som be‐ 

tragter Taiwan som dets retmæssige ejendom. De to sidste aktører i Det Sydkinesiske Hav er Vietnam og 

Brunei. Jeg fravælger begge. De er udemokratiske diktaturer, hvis handlinger kan være styret af ideolo‐ 

giske eller personlige forhold. 10 

Teoriovervejelser 

En ressourcekonflikt handler i sit væsen om økonomi. Det medfører, at en aktør må veje mulighederne 

for at opnå økonomisk gevinst ved samarbejde op mod mulighederne ved at besætte ressourcen mili‐ 

tært, hvis aktøren vurderer, at det giver større økonomisk gevinst at gå alene. Heroverfor står risikoen 

for at miste hele ressourcen, hvis brug af militære midler medfører en krig og successivt tab af ressour‐ 

cen ‐ultimativt aktørens overlevelse. Derved glider de økonomiske elementer over i de aspekter af magt 

og overlevelse, som realismen fokuserer på. 

Undersøgelsen har to umiddelbare yderpunkter: 

• Aktøren kan vælge samarbejde ud fra en liberalistisk tilgang, hvor alle bliver rigere gennem or‐ 

den og samarbejde (et plussumsspil) eller 

• aktøren kan vælge enegang ud fra en realisttilgang hvor den enes gevinst er den andens tab (et 

nulsumsspil). 

Dette kontinuum spænder overordentligt bredt og rummer mange variationer. Centralt i ressourcekon‐ 

flikter ses det ofte, at aktøren ikke besidder ressourcen (endnu) og ofte kender aktøren slet ikke res‐ 

sourcens reelle værdi. Særligt vedrørende olie‐ og gasforekomster rivaliseres der ikke sjældent om om‐ 

råder, hvori aktørerne tror, at der findes kulbrinter, skønt området endnu ikke er succesfuldt efterfor‐ 

sket. Man rivaliserer følgeligt på forventningen om der overhovedet findes kulbrinter og ud fra gisningen 

om den forventede fremtidige værdi af et eventuelt fund. 

Overfor ”nulsums‐tilgangen”, hvorunder en aktør ”rager til sig” på andres bekostning, står den liberali‐ 

stiske tanke. Selvom liberalismen deler opfattelsen med realismen, at det internationale systems op‐ 

bygning er anarkisk, er dens forslag til løsning væsensforskellig. Liberalismen betragter orden og samar‐ 

bejde som den væsentligste kilde til sikkerhed, idet uhæmmet rivalisering i liberalismens øjne er skade‐ 

lig for alles økonomiske fremgang. 

Nu er liberalismen snarere en politisk filosofi fremfor en egentlig teori, som jeg kan anvende som kon‐ 

kret analyseværktøj. Liberalismen hævder det centrale synspunkt, at interdependens mindsker risikoen 

for krig. Dette kerneelement i min undersøgelse er ankerpunktet i den teori, som Dale C. Copeland har 

fremsat om økonomisk interdependens og krig. 11 Netop vedrørende interdependens, så anskuer realis‐ 

men og liberalismen denne faktor diametralt modsat. Realisterne mener, at interdependens øger sand‐ 

9 Ibid., se Filippinerne. 

10 Ibid., se Vietnam og Brunei. 

11 Dale C. Copeland (1996), Economic Interdependence and War, International Security, Vol. 20, No. 4, pp. 5‐41. 

10

synligheden for krig, fordi den forøger statens sårbarhed, mens liberalisterne mener det stik modsatte. 12 

Copeland formulerer derfor sin teori – teorien om handelsforventninger – for at dække ”gabet” mellem 

realismens og liberalismens mangelfulde forklaringer på dette centrale teoriområde. 

Teorien introducerer en ny kausal variabel, nemlig handelsforventninger, som beskriver den samlede 

forventede værdi af en handelsmulighed, hvis en stat giver afkald på brug af det militære instrument. 

Variablen, handelsforventninger, giver en stat en dynamisk manøvremulighed mellem at vælge eller 

fravælge det militære instrument i forhold til både realismens og liberalismens statiske betragtning ved‐ 

rørende interdependens. 13 Interdependens kan fremme freden, men kun så længe, at staten forventer 

et højt handelsniveau i en overskuelig fremtid. Hvis en meget interdependent stat forventer alvorlige 

begrænsninger i økonomien, vil der være høj grad af sandsynlighed for, at en sådan stat vælger det mili‐ 

tære instrument på grund af frygten for at tabe sin velstand og dermed langsigtede sikkerhed. 

Denne variabel kan følgelig være et af de helt centrale elementer i min undersøgelse, for den berører 

selve vendepunktet mellem valg og fravalg‐mekanismen i ressourcekonflikter. Omkring vendepunktet er 

det afvejningen af forventning om gevinst (fremtidig handel), som dynamisk skal afbalanceres med risi‐ 

koen for at miste adgangen til ressourcen. En stat kan således opfatte sig tvunget til at vælge det militæ‐ 

re instrument, hvis den forventer, at andre i fremtiden vil afskære den fra fremtidig handel. 

Jeg ser teorien om handelsforventninger som det primære værktøj til min analyse af det militære in‐ 

struments rolle i konflikter om grænsedragninger om naturressourcer i Det Sydkinesiske Hav. 

Der er to forhold i min teoriovervejelse som kræver en særskilt kommentar. Copeland’s begreb forvent‐ 

ninger kan genkendes i Alexander Wendts konstruktivistiske begreb perception, som vedrører opbygning 

af identiteter hos interagerende parter. 14 Det kan undre, at Copeland helt omgår Wendt i sin teoriop‐ 

bygning, idet begrebet forventning i høj grad har med identitetsopbygning og gensidig perception at 

gøre. 15 Jeg opfatter dog ikke dette som en svaghed, der gør Copeland’s teori uanvendelig, men blot som 

en mindre væsentlig ufuldstændighed. 

Jeg kunne således have overvejet at inddrage konstruktivismen, men vælger denne løsning fra, idet det 

kunne fordre en udredning af selve statsbegrebet og de involverede beslutningstagere. Dette er umuligt 

indenfor den givne ramme her. Med den valgte forventningsteori ser jeg mig i stand til at analysere 

hvordan mekanikken mellem brug af det militære instrument og handelsforventninger fungerer. Det 

dækker min problemformulering. 

Jeg definerer herefter, hvorledes jeg anvender begrebet ”stat”. I de såkaldte ”nye krige” anvendes Clau‐ 

sewitz’ ideligt citerede sentens ‐ ”krig er blot en fortsættelse af politikken med andre midler” ‐ i nogle 

sammenhænge på en ny måde: At krig er en fortsættelse af økonomien med andre midler. 16 Omend 

12 

Kenneth N. Waltz (2008), Realism and International Politics, New York, Routledge, p. 152 ff. Se også Robert O. 

Keohane & Joseph S. Nye (1989), Power and interdependency, Glenview Illinois, Scott & Foresman, p. 255 f. 

13 

Copeland (1996), p. 6 f. 

14 

Alexander Wendt (1992), Anarchy is what states make of it: The social construction of power politics, Interna‐ 

tional Organization 46, p. 397 ff. 

15 

Se også Alexander Wendt (1999), Social Theory of International Politics, Cambridge, Cambridge University Press. 

16 

David Keen (2000), Incentives and Disincentives for Violence, i Europe's New Nationalism. Edited by Caplan, R; 

Feiffer, J, Oxford, Oxford University Press, p. 27. 

11

sådanne betragtninger kan rumme en kerne af sandhed, er de overvejende kun valide i tilfælde af ”sta‐ 

tes with qualifiers as quasi, failed, weak, or rogue underlining their incapacity to control private actors 

and the market force on their territories.” 17 

Med motiveringen for min analyse fundet i Arktis‐problematikken, er ”de nye kriges” særegenheder ikke 

relevante. Der kan selvfølgelig findes enkelte sammenfald, for eksempel forsøg på binding af kollektiv 

identitet til territoriet. 18 Selvom dette fænomen ofte ses i ressourcekonflikter, også i Det Sydkinesiske 

Hav, er det mindre relevant i et Arktisperspektiv. I Arktis er der for alle aktørers vedkommende tale om 

tidligere kolonimagter, som har overtaget suveræniteten fra de oprindelige Inuitbefolkninger. 19 Inuitter 

har aldrig opereret med noget territorialt statsbegreb. Endeligt er alle aktører i Arktis anerkendte af FN 

og (stort set) loyale mod FN‐charteret og alle, undtagen Rusland, er medlemmer af NATO. 

Dette medfører, at jeg kan indsnævre min undersøgelse til et ”klassisk” scenarium mellem suveræne og 

stabile stater, som er institutionelt indbundne i adfærdsregulerende institutioner. I min undersøgelse 

skal begrebet ”stat” opfattes som det klassiske statsbegreb, således som det har været forstået fra Den 

Westfalske Fred frem til FN‐charterets definition. 20 

Her til sidst i min teoriovervejelse vil jeg kort kommentere Københavnerskolens sikkerhedsliggørelses‐ 

begrebs relevans i undersøgelse af ressourcekonflikter. 21 Omkring Spratlyøerne, kan man se hvordan 

Vietnam og Kina begge forsøger at sikkerhedsliggøre øerne til en national kerneværdi, uden hvilke lan‐ 

dene nærmest ikke kan overleve. De bruger også den førnævnte territoriale identitetsfaktor. 22 Sikker‐ 

hedsliggørelsesbegrebet kunne også anses for at overlappe med den strukturelle realismes tanker om at 

besætte vitale ressourcer for at sikre statens sikkerhed og overlevelse. Uagtet de interessante aspekter i 

disse forhold, beskæftiger de konstruktivistiske teorier i deres hovedbudskaber sig med forhold, som 

ligger op ad Copeland’s teori. Copeland’s teori definerer statens natur således: “Rational, unitary actor 

calculating the expected stream of benefits and costs over the foreseeable future, to maximize wealth 

and therefore security”. 23 I denne kalkulation kan aktøren også indbygge en sikkerhedsliggørelsesmeka‐ 

nisme. Endeligt beskæftiger konstruktivisterne sig primært med beslutningstagere og deres sociale per‐ 

ceptioner. En analyse af sådanne forhold kan den givne ramme her ikke rumme. Og under alle omstæn‐ 

digheder er Københavnerskolen en udløber af Wendts konstruktivisme, som jeg jo allerede har udeluk‐ 

ket. Jeg vælger derfor ikke at inddrage Københavnerskolens teori. 

Metodeovervejelser 

Teorien om handelsforventninger beskæftiger sig grundlæggende med et emne, som er vanskeligt at 

gøre målbart. Selv den dygtigste analytiker kan givetvis ende i spekulative gisninger, hvis han forsøger at 

måle forventninger med rene kvantitative metoder. Forventninger kan rumme aspekter af intuition, 

statsmandskunst og/eller rent gætteri. Begrebet forventninger, kunne man umiddelbart forestille sig, 

17 

Anne Leander (2008), Securing Sovereignty by Governing Security, i Sovereignty Games, Instrumentalizing State 

Sovereignty in Europe and Beyond, New York, Palgrave Macmillan, p. 164. 

18 

Bertel Heurlin (2009), Krig og fred I det 21. århundrede, København, Samfundslitteratur, p. 273 ff. 

19 

En undtagelse er måske Norge i tilfældet Svalbard, hvor der aldrig har levet inuitter. 

20 

Se FN’s charter, kapitel I og II. 

21 

Se Barry Buzan, Ole Weaver and Jaap de Wilde (1998), Security: A New Framework for Analysis, Boulder: Lynne 

Rienner Publishers. 

22 

Se f.eks. Kinas webside, http://www.spratlys.org/ og Vietnams webside, 

http://paracelspratlyislands.blogspot.com/2010/01/national‐geographic‐maps‐support.html 

23 

Copeland (1996), p. 24. 

12

ville trække i retning af at anvende kvalitative metoder i undersøgelsen. 

En stats handelsforventninger lader sig næppe identificere eller kvantificere i nogen tilgængelig empiri. 

Beslutningstagere arkiverer godt nok mange konkrete beslutningsvariable til brug for eftertiden, men 

jeg har ingensteds kunnet finde nogen kvantitativ empiri om deres handelsforventninger. Udfordringen 

bliver at operationalisere de abstrakte teoretiske variable og konstruere variable som er kvantitativt 

målbare. 

Handelsforventninger må følgelig søges identificeret retrospektivt. Dette problem kan løses ved at ud‐ 

søge variable i teorien, som kan transformeres til målbare variable, der indgår i de mekanismer, som 

giver det dynamiske grundlag for en aktørs til en given tid udtænkte handelsforventninger. Med andre 

ord, finde målbare variable, som kan forklare, om aktøren har kunnet have haft optimistiske eller pessi‐ 

mistiske handelsforventninger. Den sproglige kællingeknude, ”har kunnet have haft”, dækker over, at 

det næppe er muligt entydigt at korrelere de målbare variable (konkrete økonomiske nøgletal) med den 

ikke‐målbare variabel, handelsforventninger. Således som Copeland’s teori for øjeblikket er udviklet, kan 

man kunne tilnærmelsesvist vurdere handelsforventninger kvantitativt. 

Metodevalget fordrer, at der indbygges størst mulig grad af kvantitativ metode i undersøgelsesdesignet 

ud fra en tese om, at jo flere kvantitative data som indarbejdes, jo bedre kvalitativ konklusion kan der 

uddrages. Denne usikkerhed i korrelationen mellem de kvantitative økonomiske data (operationelle 

variable) og den afledte kvalitative konklusion om handelsforventninger (teoretisk variabel) peger på, at 

undersøgelsens validitet skal behandles med varsomhed. Jeg vender tilbage til dette forhold i kapitel 5, 

hvor jeg foreslår yderligere forskning, som kan forbedre validiteten gennem en undersøgelse af den 

faktiske korrelation mellem historiske, økonomiske data og handelsforventninger. 

For så vidt angår reliabiliteten, er der en god sammenhæng mellem de operationelle variable og empiri‐ 

en. Den valgte empiri måler faktisk ganske præcist på det, som ønskes målt; der er udvalgt de variable 

som synes at dække teorien bedst. Empirien om de målte økonomiske forhold er bred og dækkende. 

Der er brugt troværdige datakilder som for eksempel Verdensbanken, Stockholm International Peace 

Research Institute (SIPRI) og International Monetary Fund (IMF). Alle data, inklusive et antal andre kil‐ 

der, har vist god overensstemmelse. 

Undersøgelsen er afgrænset i tid med følgende rationale: I 2002 skete der en væsentlig ændring af den 

mangeårigt fastlåste situation i Det Sydkinesiske Hav med Kina og ASEAN‐landenes undertegnelse i af 

Declaration on the Conduct of Parties in the South China Sea. 24 Indtil dette tidspunkt var der ingen im‐ 

plementeringsstrukturer som kunne influere afgørende på aktørernes adfærd. 25 

Udviklingen i Det Sydkinesiske Hav har nok været dramatisk i de senere år, ikke mindst på grund af 

USA’s katagoriske insisteren på fri navigation og skærpelse af attituden overfor Kina. 26 Men netop su‐ 

permagtens indtræden i konflikterne overfor en måske kommende supermagt gør de senere års udvik‐ 

ling mindre relevant for dét, som jeg ønsker at undersøge med relevans til Arktis. 

Jeg vælger derfor at afgrænse min empiri til perioden før 2002, hvor forholdene mest ligner de nuvæ‐ 

rende forhold i Arktis, hvor der ikke foreligger nogen bindende aftaler om grænsedragning af omstridte 

24 

Nguyen Hong Thao (2003), The 2002 Declaration on the Conduct of Parties in the South China Sea: A Note, Ha‐ 

noi, Taylor and Francis Group, p. 1. 

25 

Richard Weitz (2011), Nervous Neighbors; China Finds a Sphere of Influence, World Affairs, p. 6. 

26 

Ibid., p. 10 ff. 

13

områder. Det vil sige tiden før USA indtog sin nylige mere konfronterende holdning i Det Sydkinesiske 

Hav. I det modsatte tidsperspektiv vælger jeg 1988 som startåret. Da tog den sydøstasiatiske vækst for 

alvor fart og fra 1988 foreligger der troværdige data om de valgte landes militærudgifter. 27 Undersøgel‐ 

sens tidsperspektiv er således 1988‐2002. 

Jeg kan sammenfatte metodeovervejelserne således: 

I den operationelle del af undersøgelsen lægger jeg vægten på kvantitative metoder, mens konklusio‐ 

nerne overvejende er kvalitativt funderet. Under forudsætning af, at der faktisk er sammenhæng mel‐ 

lem historiske, økonomiske data og handelsforventninger, kan validiteten af undersøgelsen være høj. Er 

der ikke det, vil validiteten være lavere. Reliabiliteten af undersøgelsens sammenhæng mellem den ope‐ 

rationelle variabel og empirien er høj. 

Sammenfatning 

Undersøgelsen baserer sig på følgende problemformulering: 




Undersøgelsen gennemføres efter følgende metode: 

1. Uddrage de for undersøgelsesformålet mest relevante begreber i teorien. Disse vil overvejende 

være af kvalitativ karakter, som følge af selve teoriens høje abstraktionsniveau. 

2. Nedbryde disse begreber til operationelle variable af kvantitativ karakter og i form af konkrete 

målbare spørgsmål. 

3. Gennemføre en kvantitativ undersøgelse af empirien ved at søge efter svarene på disse spørgs‐ 

mål. 

4. Sammenfatte de kvantitative svar og uddrage kvalitative konklusioner. 

5. Perspektivere konklusionerne kvalitativt i forhold til udfordringerne i fremtiden i Arktis. 

27 Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) begyndte sin database over “Military Expenditures” i 

1988. 

14

Kapitel 2 

Teorien om handelsforventninger 

Redegørelse og operationalisering 


Som anført i kapitel 1, bruger jeg teorien om handelsforventninger som mit analyseværktøj. 

Da jeg har valgt at analysere konflikter i Det Sydkinesiske Hav med fokus på Filippinerne, Kina og Malay‐ 

sia, består min udfordring i dette kapitel i at operationalisere den abstrakte teori og formulere mere 

konkrete spørgsmål, som kan finde og behandle de afgørende variable. 

Jeg gennemfører operationaliseringen således: 

Jeg redegør først for Copeland’s teori og uddrager de dele, som jeg skal bruge i analysen. Dernæst op‐ 

stiller jeg en summarisk oversigt over de vigtigste elementer, som konflikterne i Det Sydkinesiske Hav 

består af. Denne summariske oversigt bruges dernæst til at uddrage de nøglevariable, som analysen er 

rettet mod. 

Endeligt operationaliserer jeg disse nøglevariable til de konkrete spørgsmål, som analysen besvarer. 

Teorien om handelsforventninger 

Copeland’s teori om handelsforventninger er en interdependensteori, som beskæftiger sig med spørgs‐ 

målet om, hvorvidt økonomisk interdependens (gensidig afhængighed) øger eller reducerer sandsynlig‐ 

heden for krig mellem stater. 28 

Indledningsvis udreder jeg selve begrebet handelsforventninger. Copeland bruger begrebet ”Trade Ex‐ 

pectations” bredere end oversættelsen, ”handelsforventninger”, normalt vil blive opfattet. ”Trade‐ 

begrebet” rummer hos Copeland – ud over den konkrete handels‐handling mellem to parter ‐ også ge‐ 

nerelle økonomiske udvekslinger mellem givne aktører. Jeg tilføjer yderligere et element til begrebet: 

Forventningerne til værdien af efterstræbte ressourcer. Det er netop ikke kun de allerede etablerede 

handelsforventninger, men ofte i endnu højere grad parternes forventede vækst i handelsrelationer, 

som spiller en strategisk rolle og som er relevante at analysere. Dertil kommer strategiske og handels‐ 

mæssige synergiforventninger til tredje part. 

Begreb ”handelsforventninger”, dækker i min anvendelse en given stats økonomiske aktivitet, som ret‐ 

ter sig mod tilegnelse, subsidiært kontrol, og indflydelse på en attraktiv ressource – en ressource som 

forventes potentielt at øge de pågældende stats muligheder for vækst i produktion, selvforsyning og 

udenrigshandel. Jeg anvender begrebet ”økonomiske forventninger”, når dette styrker forståelsen i en 

given sammenhæng. 

28 Copeland (og jeg) bruger begrebet interdependens, når der tales om afhængigheder mellem flere stater og be‐ 

grebet dependens når der tales om den enkelte stats afhængighedsforhold. 

15

Jeg redegør herefter kortfattet for Copeland’s begrundelse for teorien ved at fremhæve de dele af hen‐ 

holdsvis realisme‐ og liberalismeteorier, hvis svagheder han angriber. Ellers kan det være svært at forstå 

ideen med hans teori. 

Argumenterne for at interdependens reducerer sandsynligheden for krig finder Copeland i liberalismen, 

idet han anvender Richard Rosencrance’s tænkning som en liberalistisk teori. 29 Det gør han på trods af, 

at liberalisme i internationale relationer snarere anses som en politisk filosofi fremfor en egentlig teori. 30 

Den liberalistiske teori tager afsæt i begrebet fælles interesser, hvorigennem stater bøjer af fra deres 

selviske interesser og er villige til at give afkald på visse selviske muligheder, fordi de indser, at de gen‐ 

nem samarbejde samlet set opnår større gevinster. 31 Det vigtigste for liberalisterne er, at samarbejde vil 

reducere risikoen for krig. Over for denne tænkning står den strukturelle realisme, som forkaster ideen, 

om at interdependens skulle nedsætte sandsynligheden for krig. Særligt neorealisternes markante front‐ 

figur, Kenneth Waltz, lægger stor vægt på at interdependens skal forstås som sårbarhed. 32 Neoreali‐ 

sterne mener således, at interdependens øger sandsynligheden for krig betydeligt. 

Ud fra denne dikotomi i forklaring af det samme fænomen har Dale C. Copeland udviklet teorien om 

handelsforventninger. 

Copeland’s pointe er, at økonomisk interdependens er den eneste faktor, som spiller en vigtig kausal 

rolle i begge de førnævnte teoriretninger. På trods af dette, er begge teoriretningers perspektiver dia‐ 

metralt modsatte. 33 Copeland opbygger ganske overbevisende argumenterne for sin teori ved at belyse 

de liberalistiske og realistiske teoriers svage forklaringskraft i forhold til 1. og 2. Verdenskrig. 34 Han 

sammenfatter den liberalistiske tanke gennem følgende citat: ”Rosencrance thus neatly summerizes the 

liberal view that high interdependence fosters peace by making trading more profitable than invad‐ 

ing”. 35 

I Copeland’s udlægning vender realisterne dette argument på hovedet. Han citerer John Mearsheimer 

for at interdependens øger risikoen for krig, fordi stater, som er bekymrede om deres sikkerhed, vil fryg‐ 

te at blive afskåret fra vigtig import, særligt olie og råstoffer i tilfælde af en krise. 36 

Ifølge Mearsheimer vil staten:”…try to extend political control to the source of supply, giving rise to con‐ 

flict with the source or with its other customers” 37 

Den tilsyneladende afgørende forskel på liberalistisk og realistisk opfattelse, opfatter Copeland i stedet 

som en vigtig lighed, idet den kausale logik af begge perspektiver er baseret på den enkelte stats beslut‐ 

ningsproces. Denne logik viderefortolker han til, at den vigtigste forskel mellem liberalistisk tænkning og 

29 

Richard Rosencrance (1986), The Rise of the Trading State; Commerce and Conquest in the Modern World, New 

York, Basic Books. 

30 

Det er bemærkelsesværdigt at Copeland bruger begreberne liberals and realists, altså 3. person flertal og faktisk 

kun et sted bruger begrebet ”Theory” i forbindelse med ”Liberal”: Core Liberal Theory (Copeland (1996), p. 24. 

31 

Robert O. Keohane and Joseph S. Nye (1977), Power and Interdependence, Boston, LittleBrown, p. 24 og 29. 

32 

Kenneth N. Waltz (1979), Theory of International Politics, Boston, McGraw Hill, p. 139‐160. 

33 

Copeland (1996), p. 5. 

34 

Ibid., p. 6. 

35 

Ibid., p. 9. 

36 

Ibid., p. 10. 

37 Ibid. 

16

ealismen er deres respektive vægtning af gevinst versus omkostning af interdependensen. 38 Realisterne 

argumenterer, at en stat, som vælger ikke at købe olie udenlands, nok mister visse gevinster ved handel. 

Ved at bruge egen olie, undgår den imidlertid de uheldige følger som rammer en stat, der baserer sin 

industrielle struktur på importeret olie og siden bliver afskåret fra sin forsyning. Modsat indtager libera‐ 

listiske fortalere, som Rosencrance, en fundamental anderledes stilling og argumenterer for, at interde‐ 

pendens fungerer som en dæmpning eller indskrænkelse af aggressive tendenser. 39 

Gennem denne analyse når Copeland frem til sin hovedanke mod disse teorier. Han mener, at de er 

statiske og ikke‐dynamiske i deres behandling af et dynamisk problemkompleks:”Liberalism and realism 

are theories of ”comparative statics,” drawing predictions from a snapshot of the level of interdepen‐ 

dence at a single point in time”. 40 

Copeland ønsker med sin teori at fremsætte en ny dynamisk teori, som skal overvinde de teoretiske og 

empiriske problemer i de liberalistiske og realistiske forklaringer på fænomener i internationale relatio‐ 

ner. 

Variablen handelsforventninger opbygger han gennem en omfangsrig og kompleks forklaring. Essensen 

af den deduktive logik i teorien fokuserer på en given stats anstrengelser for at håndtere statens egen 

dependenssituation. I et tænkt to‐aktør scenarium kan en stat A vælge at handle med en stat B. Hvis stat 

A flytter sig fra sin indledende selvforsyning til at begynde at handle, og handlen er fri og åben, vil stat A 

forvente at høste gevinst af handlen gennem en trinvis forøgelse af sin velstand som følge af handlen. 

En stat kan godt være bevidst om en fremtidig ”gevinst af handel”, selvom der ikke er nogen handel 

indledningsvis. 

Gennem handel vil en stat over tid specialisere sig og sælge de varer, som den er konkurrencedygtig i, 

mens den vil importere de varer, som den ikke er så konkurrencedygtig i. Derved øger staten sin om‐ 

kostning til at skulle tilpasse sig, hvis vareforsyningen bliver afbrudt. I den moderne verden er det sær‐ 

ligt kritisk, hvis en stat bliver afhængig af udenlandsk olie og råstoffer. I værste fald kan staten ende i en 

langt værre situation, hvis den ikke havde specialiseret sig. Med dette ræsonnement argumenterer 

Copeland for en mere præcis forståelse af begrebet dependens:”On a bilateral basis, that level is repre‐ 

sented by the sum of the benefits that the state would receive from free and open trade with another 

state (versus autarchy), and the costs to the state of being cut off from that trade after having special‐ 

ized (versus autarchy)”. 41 

Ud fra ræsonnementet opstiller Copeland et numerisk mål for dependens: Hvis stat A fra et selvforsynet 

udgangspunkt på 100 enheder forventer en fremgang på 10 enheder ved handel med stat B, så repræ‐ 

senterer de 10 enheder gevinsten af handlen. Hvis den derimod efter påbegyndt handel og specialise‐ 

ring bliver afskåret fra handel af B og dens økonomi derved falder til 85 enheder, så vil dens totale de‐ 

pendens udgøre i alt 25 enheder. 

Således kan en stat ikke beslutte sig mellem fred eller krig blot ved at henvise til dependensniveauet. 

Den må nødvendigvis også indregne sine dynamiske forventninger til fremtidig økonomi. Dette leder 

Copeland til den afgørende hypotese: ”For any given expected value of war, we can predict that the 

38 Ibid., p. 12. 

39 Ibid., p. 13. 

40 Ibid., p. 17. 

41 Ibid., p. 18. 

17

lower the expectations of future trade, the lower the expected value of trade, and therefore the more 

likely it is that war will be chosen”. 42 

Den forventede gevinst ved handel er følgeligt ikke et øjebliksbillede, men udgøres af en strøm af for‐ 

ventede handelsniveauer, som rækker ind i fremtiden. Det nuværende økonomiske niveau betyder ikke 

noget. Hvis stat A ved, at stat B vil afskære alle forbindelser i morgen og ikke viser nogle tegn på at ville 

genoprette, er den forventede gevinst ved handel negativ. I forlængelse heraf: Hvis stat A har tillid til at 

stat B forpligter sig til fri handel fremover, vil den forventede gevinst ved handel være positiv. 43 Når en 

stat skal træffe den endelige beslutning mellem fred og anvendelse af militære instrumenter, må den 

veje den økonomiske forventning op mod den forventede omkostning ved at bruge militære instrumen‐ 

ter. Den forventede omkostning ved at gå i krig kan staten imidlertid ikke udregne uden at se på den 

relative magtbalance. 

Hvis en stat vokser sig fra relativt underlegen til relativt overlegen rent militært, vil den forventede ge‐ 

vinst ved krig ændre sig fra negativ til positiv eller måske meget positiv. Dermed berører vi kendt af‐ 

skrækkelsesteori: Jo større staten er i relativ størrelse, jo større er sandsynligheden for at vinde og jo 

lavere vil omkostningen være ved at udkæmpe krigen. Hvis en meget stærk stat angriber en lille stat, 

kan den forvente en meget positiv forventet værdi, især hvis den besætter og absorberer den tabende 

stats økonomi. 44 

Omvendt kan en permanent, magtmæssigt, underlegen stat blive udsat for en risiko for inddæm‐ 

ning/indespærring, som medfører så negative forventninger til fremtidig handel, at sandsynligheden for 

at denne stat vælger krig vil være høj. Prisen for krig kan være lavere, end hvis den ikke vælger krig. 45 

I den strukturelle realismes tankegang vil staten altid vælge at maksimere den militære sikkerhed, hvis 

den står overfor situationer hvor økonomiske og militære interesser ikke kan forfølges samtidigt. 46 Dette 

er dog ikke tilfældet altid. Eksempelvis Japan sætter økonomiske interesser over militære i forholdet til 

Kina. Dette ses blandt andet i, at Japan bryder med den strukturelle realismes bekymring over relative 

gevinster. I realismens fortolkning vil dette medføre, at staten vil begrænse eller undgå samarbejde med 

stater, som udgør de mest umiddelbare militære trusler. Japan har imidlertid udviklet sig til Kinas største 

handelspartner, samtidigt med, at Japan betragter Kina som den væsentligste, potentielle, militære ud‐ 

fordrer. 47 

USA har undladt at udstede sikkerhedsgarantier for japanske interesser i Det Sydkinesiske Hav. Dette 

gør den japanske beslutning ‐ ikke at forfølge en relativ‐gevinststrategi mod Kina ‐ svær at forene med et 

af den strukturelle realismes kernepunkter: En stat vil være meget følsom overfor andre staters relative 

økonomiske gevinster, hvis den betragter dem som en militær trussel. 48 

42 

Ibid., p. 19 f. 

43 

Ibid., p. 20. 

44 

Ibid. 

45 

Ibid. 

46 

Klassiske realister (John J. Mearsheimer m.fl.) strides med neorealister (Kenneth N. Waltz) om hvorvidt staten 

magt‐ eller sikkerhedsmaksimerer først og fremmest. Dette er mindre relevant i min analyse, hvor ressource‐ 

spørgsmålets økonomiske aspekter vil være fremherskende. 

47 

Eric Heginbotham and Richard J. Samuels (1998), Mercantile Realism and Japanese Foreign Policy, International 

Security, vol. 22, no. 4, p. 171 f. 

48 Ibid., p. 174 og p. 188. 

18

Jeg finder ud fra disse betragtninger, at Copeland’s teori er velegnet til at klarlægge de dynamikker, som 

de enkelte aktører agerer efter i rivaliseringen om ressourcerne i Det Sydkinesiske Hav. Dilemmaet mel‐ 

lem enegang (forventet gevinst ved handel negativ) og samarbejde (forventet gevinst ved handel posi‐ 

tiv) synes at være fremtrædende i dette spændingsfyldte område. 

Copeland sammenfatter kerneelementerne i de rivaliserende teorier, hhv. liberalisme‐, realisme‐ og 

økonomisk forventningsteorierne i et klar og overskueligt skema. Jeg har gengivet disse i figur 2.1, hvor 

det er kolonnen med Trade Expectations Theory som sammenfatter teoriens kernebegreber. 49 

Figur 2.1 The competing Theories 

Core Liberal Theory 

(e.g. Rosencrance) 

19 

Core Realist Theory 

(e.g. Waltz, Mearsheimer) 

Nature of the system Anarchy Anarchy Anarchy 

Nature of the state Generally a rational, unitary 

calculator of costs/benefits, 

but may also have aggressive, 

unit‐level drives 

Analytical focus The individual state’s concern 

for its own dependence 

State’s decision for war or 

peace driven by 

Ultimate reason that state 

goes to war 

Reason for state choosing to 

stay at peace 

Benefits of trade (the “gains 

from trade” from specializa‐ 

tion) 

If level of dependence low 

(i.e., trade is low), “restraint” 

on unit‐level aggressive 

tendencies removed 

If level of dependence high 

(i.e., trade is high), then high 

dependence “restrains” by 

making benefits of trade 

greater than value of war 

Rational, unitary actor seek‐ 

ing to reduce vulnerability to 

improve security 

The individual state’s concern 


Costs of severed trade (the 

costs of adjustment after 

being cut off, due to speciali‐ 

zation) 

High dependence creates a 

systemic incentive to use 

force to overcome vulnerabil‐ 

ity 

Low dependence removes 

another systemic incentive 

for war 

Trade Expectations Theory 

(Copeland) 

Rational, unitary actor calcu‐ 

lating the expected stream of 

benefits and costs over the 

foreseeable future, to maxi‐ 

mize wealth and therefore 

security 

The individual state’s concern 


Benefits of trade and costs of 

severed trade, plus expecta‐ 

tions of future trade 

High dependence and pessi‐ 

mistic expectations for future 

trade, creating a low or nega‐ 

tive expected value for trade 

High dependence and opti‐ 

mistic expectations for future 

trade, creating a high ex‐ 

pected value for trade 

NOTE: All three theories recognize that relative power affects the value of the “invade” option; hence, Figure 1 focuses on 

aspects of the “trade” option that affect the decision for war or peace. 

Som anført i kapitel 1, omfatter problemerne i Det Sydkinesiske Hav primært en forventning om fremti‐ 

dige ressourcegevinster (olie/gas), allerede kendte fiskeriressourcer og søværts transportveje. Der er 

foregået en vis militær oprustning blandt aktørerne gennem mange år. 

På baggrund af teoriredegørelsen tegner der sig et groft billede af, hvilke dele af problemkomplekserne, 

som det vil være relevant at operationaliseringen – og dermed analysen – skal rettes mod. 

49 Copeland (1996), p. 24 (tabellen er gengivet ubearbejdet).

Jeg operationaliserer herefter Copeland’s teori og finder konkrete variable, som jeg kan bruge i min ana‐ 

lyse. Først karakteriserer jeg kort det empiriske ”rum” som operationaliseringen retter sig mod. Dette 

rum giver indikationer af de mulige konkrete variable. Til sidst udvælger jeg de mest egnede variable og 

raffinerer dem yderligere til konkrete spørgsmål. 

Undersøgelsens empiriske rum 

Konflikterne i Det Sydkinesiske Hav består af følgende fem elementer: 50 

1. Maritim ressourceudvikling. 

o Olie/gas: Ingen ved hvad der reelt ligger ”derude”;? Det er forventningen om rigdomme, 

som driver kontroverserne. Der er tale om ikke‐fornybare ressourcer. 

o Fiskeri: Verdens fjerdevigtigste fiskeriområde. Der er tale om en kendt og fornybar ressour‐ 

ce. 

2. Strategisk vigtighed af vandveje. 

o Det Sydkinesiske Hav er en ”bro” mellem Asien og Europa, Mellemøsten og USA. 70 % af Ja‐ 

pans olie og 30 % af al verdens skibstrafik passerer her. Nøgleområde for bevægelse mellem 

Stillehavet og Indiske Ocean. Indflydelse og/eller kontrol giver mulighed for at true eller for‐ 

styrre international trafik. 

3. Militær situation. 

Der har været talrige eksempler på valg af brug af militære magtmidler. 

4. Svage implementeringsstrukturer. 

Institutioner, traktater, konventioner og aftaler. Problemer hermed: 

o Mangel på specifikhed. Monitering og gennemtvingelse (hvem skal gøre hvad og hvorledes). 

Ikke‐deltageres overholdelse af regler. 

5. Suverænitet og jurisdiktion. 

At besidde en lille struktur (en ø, rev eller lignende) kan give en enorm territorial effekt. 

o 1982 UN Convention on the Law of the Sea (UNCLOS) danner det internationale retsgrund‐ 

lag. 

o Fordringshaveres argumenter for rettigheder: Historisk brug, udløber af kontinentalsokkel, 

første opdagelse/besættelse, nærhed til hovedlandet, betydning for landets sikkerhed og 

overlevelse og/eller at andre lande har forladt strukturen efter 2. Verdenskrig. 

o Fordringshaveres handlinger for at bekræfte suveræniteten: Bygge strukturer, plante flag og 

markører, inddrage i tilgrænsende forvaltningszoner, udgive love som omfatter området el‐ 

ler tildele fremmede firmaer efterforskningsrettigheder. 

50 Christopher Chung (2002), Working Paper no. 69; The South China Sea Dispute; Themes, Developments and Im‐ 

plications for Australia’s Interests, Canberra, Australian Defence Studies Centre. Dette ”Working Paper” giver en 

kort og klar redegørelse af kerneproblemerne, som har været uændrede siden 2. Verdenskrig. 

20

Operationalisering 

Efter denne summariske gennemgang af konfliktemnerne i Det Sydkinesiske Hav konkretiserer og ud‐ 

vælger jeg herefter de variable i teorien om handelsforventninger, som jeg anvender i analysen i kapitel 

3. 

Kernepunktet i teorien om handelsforventninger er den enkelte stats bekymring for sin egen afhængig‐ 

hed. Som led i denne bekymring overvejer og beslutter en stat sin adfærd ud fra dens beregning eller 

blot opfattelse af mulige gevinster fra handel og omkostninger ved begrænsninger i handel plus forvent‐ 

ninger til fremtidig handel. 



vælge krig. 



Disse teoretiske nøglebegreber nedbryder jeg herefter til de konkrete variable, som jeg anvender i min 

videre undersøgelse. 

Militære kapaciteter 

Først skal jeg bemærke, at Copeland anvender det teoretiske begreb ”Krig”. I min fortolkning i kapitel 1, 

skal ”krig” forstås væsentligt bredere. Krig omfatter også anvendelse af militære instrumenter, f.eks. i et 

positionsspil uden, at aktøren ønsker ”krig”. Men Copeland har en pointe med det ”skarpe” begreb 

”krig”, hvilket kan forklares med hans afsæt i realismens begreber: Hvis en stat vælger ”krig” ud fra et 

realismeperspektiv ‐ en opfattelse af, at dens sikkerhed og dermed eksistens er truet ‐ kan staten ikke 

blot bruge militære midler på skrømt. Staten må i stedet ruste sig til et niveau, hvor den har en opfattel‐ 

se af reelle muligheder for at vinde den påbegyndte krig. Hvis staten ikke går i krig for at vinde, kan den 

for det første tabe militært, og så er den for alvor truet på sin eksistens. For det andet skal staten kunne 

vinde en endnu større gevinst med krigen. Den kan ikke blot nøjes med status quo. 

Det vil være nærliggende først at se på statens reelle kapaciteter for overhovedet at kunne vinde en 

krig. Dette ses umiddelbart mest præcist i dens investeringer i militære kapaciteter. For ikke at forfalde 

til spekulative styrkeforholdsopgørelser vedrørende de enkelte militærkapaciteters effekt overfor mod‐ 

standerens kapaciteter, ser jeg alene på den procentvise investering i forhold til bruttonationalproduk‐ 

tet. Dette kan give en indikation af statens offensive/defensive balance, idet disse tal kan sammenlignes 

med NATO’s medlemslandes tal. Hvis de undersøgte staters investeringer ligger på tilnærmelsesvis 

samme niveau, kan det indikere, at landet ikke optræder særskilt aggressivt. 

Økonomisk udvikling og dependenser 

Handelsforventninger kan næppe konkretiseres i et fremtidsperspektiv. Dels vil aktørerne næppe publi‐ 

cere dem af strategiske årsager. Dels vil de blive spekulative i nærværende akademiske sammenhæng. 

Jeg kan ikke, som anført under metodeovervejelserne, bestemme variablen, handelsforventninger, 

kvantitativt. Dertil rummer selve variablen, forventninger, for mange kognitive og intuitive elementer. I 

retrospektiv kan en sammenligning mellem reelle militære kapaciteter, økonomisk udvikling, dependens 

og konkret brug af militære midler give en indikation af, hvordan en stats handelsforventninger har væ‐ 

ret. 

21

Følgelig kan jeg, som Copeland også gør, undersøge historiske data og uddrage udviklinger fra et givet 

udgangspunkt. Dette gør, at dependensen (afhængighed kan koste handel ved brug af militær) og den 

generelle historiske økonomiske udvikling kan være en indikator for mulige handelsforventninger. Hvis 

en stat fastholder sin eksportandel af bruttonationalproduktet og bruttonationalproduktet øges år for 

år, kan selve forøgelsen være en indikation af, hvordan forventningen har været. 

Reduktion af dependens 

De rivaliserende parter angiver store forventninger til, at der befinder sig betydelige ressourcer omkring 

Spratlyøerne. Hvis det skal give mening at sætte statens sikkerhed på spil for sådanne forventninger ved 

at bruge militære midler og måske provokere andre til krig, må staten også have en forventning om, at 

de givne ressourcer kan reducere dens dependens væsentligt eller forøge dens handel væsentligt. Det 

vil være relevant at sammenligne de konkrete antagelser om ressourcernes størrelser med landenes 

konkrete forbrug af disse ressourcer. Har de forventede ressourcers størrelse overhovedet nogen afgø‐ 

rende effekt på aktørens dependens og handel? 

Et andet element, som kan påvirke en aktørs dependens, er kontrollen over søveje. For en aktør, som 

ligger nord for Spratlyøerne, kan vietnamesisk og filippinsk suverænitet potentielt lukke den vigtige sø‐ 

vej gennem Det Sydkinesiske Hav. Resultatet kan blive, at en sådan aktør får dalende eller pessimistiske 

handelsforventninger, hvilket kan tvinge aktøren til at gribe til militære instrumenter. Jeg undersøger 

således også betydningen af søvejene forbi Spratlyøerne for de respektive landes dependens. 

Sammenfatning 

Jeg kan kort sammenfatte de variable, som jeg undersøger for Filippinerne, Kina og Malaysia i perioden 

1988‐2002 med de følgende konkrete spørgsmål: 

• Hvorledes udviklede den enkelte aktørs militærudgifter sig? 

• Hvorledes udviklede bruttonationalproduktet og handlen med udlandet sig for den enkelte ak‐ 

tør? 

• Hvilken betydning kan bemægtigelse af de forventede ressourcer og kontrol over søveje om‐ 

kring Spratlyøerne få i forhold til aktørens generelle dependens? 

Svarene på disse spørgsmål giver derefter fundamentet for min overordnede konklusion og perspektive‐ 

ring. 

22

Kapitel 3 

Analyse 


I dette kapitel gennemfører jeg den konkrete analyse af Filippinernes, Kinas og Malaysias position i kon‐ 

flikterne i Det Sydkinesiske Hav. 

Først angiver jeg summarisk hvor store ressourcer, der forventes at befinde sig om Spratlyøerne. 

Jeg indleder analysen af hvert land med en summarisk oversigt over de episoder, hvor det har anvendt 

det militære instrument i Det Sydkinesiske Hav. Dernæst undersøger jeg udviklingen i landets militære 

kapaciteter. Endeligt følger en undersøgelse af udviklingen i landets handel og dependenssituation. 

Bemærk, at jeg ikke går dybere ind i en sondring mellem krav på øer, rev og strukturer over højvandslin‐ 

jen eller krav over givne maritime områder af havet. Det er kun meget få øer som er beboelige, endsige 

økonomiske produktive, i Spratlyøerne. Aktørernes interesse er snarere forbundet med, at suverænitet 

over givne øer også giver argumenter for at få suverænitet over havområder. En sondring er ikke nød‐ 

vendig i denne sammenhæng. 51 

Ressourcer og søveje omkring Spratlyøerne 

Der er betydelig usikkerhed om størrelsen af de forventede ressourcer omkring Spratlyøerne. Men en 

tilnærmet angivelse kan, sammenholdt med størrelsen i de enkelte landes økonomier, give en indikation 

af hvor meget disse ressourcer kan reducere landets dependenssituation, hvis det lykkes landet med at 

bemægtige sig ressourcen alene. 

Det er sandsynligt, at de involverede aktørers forventninger afspejler dels den værditilvækst de konkret 

håber på, dels at de af hensyn til den nationale legitimitet må være af en vis størrelse, for at landet skal 

kunne risikere en krig. 52 Det er ikke usandsynligt, at forventningerne er overdrevne. Dog skal det erin‐ 

dres, at kun olie‐og gasressourcerne er ukendte; fiskeressourcerne er relativt kendte størrelser. Her 

drejer rivaliseringen om at få en kendt ressource for sig selv. 

Vurderingerne af kulbrintereserverne spænder meget bredt. En kinesisk undersøgelse vurderede i 1989, 

at der er 25 mia. m 3 naturgas og 105 mia. tønder råolie under Spratlyområdet. En russisk vurdering for‐ 

udsagde mellem 6 og 25 mia. tønder olie‐ækvivalenter. Generelt gør manglen på sammenlignelige geo‐ 

logiske data fra rivalerne det vanskeligt at fremsætte en uafhængig troværdig vurdering af ressourcerne. 

Dertil kommer usikkerheder om fysisk og økonomisk udnyttelighed, miljøforhold og juridiske kriterier. 53 

Uagtet disse usikkerheder, er olie‐og gasforsyning af meget afgørende for en aktørs handelsforventnin‐ 

ger, hvorfor jeg inddrager olie‐og gasressourcerne i den efterfølgende analyse. 

51 Odgaard (2002) lægger en del vægt på en sådan sondring. Se note 57. 

52 Med Københavnerskolens begreb (Wæver, Buzan, m.fl.), så er en ”sikkerhedsliggørelse” sandsynlig, fordi res‐ 

sourcen har betydning for nationens overlevelse. 

53 Chung (2002), p. 7. 

23

Fiskeressourcerne er som anført relativt godt kendte og visse arter er allerede overfiskede. Fiskeriet i 

Det Sydkinesiske Hav er ikke reguleret som vestlige fiskerier. Tallene er meget unøjagtige for de enkelte 

landes konkrete fangster omkring Spratlyøerne. En enkelt kilde anslår den årlige fangst alene i Sabah‐ 

Palewan området af Spratlyøerne til cirka 10.000 tons. 54 Hvor meget fisk og andre maritime biologiske 

ressourcer generelt betyder for de enkelte lande fremgår af den efterfølgende tabel. Andre lande er 

medtaget til sammenligning. 55 

Figur 3.1. Statistik over udvalgte landes fiskerier 

Land Total fiskeproduktion 

1997 (mio. tons) 

24 

Værdi af total fiskepro‐ 

duktion 1997 (mio. 

USD) 

Kina 10,7 313,9 25,3 

Malaysia 0,9 12,5 51,7 

Filippinerne 1,5 16,2 29,1 

Brunei 0,004 Ikke kendt 21,4 

Singapore 0,7 31,4 Ikke kendt 

Vietnam 0,7 12,8 17,2 

Australien 1,2 57,3 18,8 

Verden totalt 72,5 3700 15,8 

Fiskeforbrug pr. indbyg‐ 

ger 1999 (kg pr. år) 

Filippinernes, Kinas og Malaysias befolkninger er jævnfør tabellen meget afhængige af fisk som protein‐ 

kilde. Forbruget pr. indbygger er næsten dobbelt så stort som den øvrige verdens; Malaysias endda tre‐ 

dobbelt. Kinas landbaserede proteinproduktion er under pres som følge af miljøødelæggelser, klimafor‐ 

andringer og ørkendannelser. Filippinerne og Malaysia kan vanskeligt forøge deres landbrugsproduktion, 

så den kan følge med befolkningsvæksten. 

Fiskeressourcerne omkring Spratlyøerne er følgeligt ikke af negligerbar betydning for de rivaliserende 

lande; fødevaremangel har øjeblikkelig effekt i forhold til fremtidige handelsforventninger. Hvis man 

måler forbruget pr. indbygger i forhold til total fiskeproduktion (figur 3.1), ses det, at der stort set ikke er 

rum for eksport for Filippinerne, Kina og Malaysia. Fiskeproduktionen er nok meget vigtig for disse lan‐ 

des selvforsyning, men ikke som en handelsvare der i første ordenseffekt kan måles på handelsforvent‐ 

ninger. Jeg vælger derfor kun at lægge begrænset vægt på fiskeressourcerne omkring Spratlyøerne i den 

efterfølgende analyse, fordi deres umiddelbare effekt på handelsforventninger er negligerbar. 

Der er to meget vigtige søveje som passerer Spratlyøerne. 56 En smal rute går fra Manila i Filippinerne øst 

om Spratlyøerne og passerer tæt forbi Malaysias kyst. En betydeligt bredere rute forbinder Kinas store 

havnebyer og industricentre, samt Japan med Europa, Afrika og Mellemøsten. Som anført i kapitel 2 

passerer op mod 30 procent af al verdens skibstrafik gennem Det Sydkinesiske Hav. Derved får suveræ‐ 

niteten over Spratlyøerne en anden virkning på handelsforventninger end det konkrete ressourceejer‐ 

skab. Hvis en aktør får en forventning om, at dens skibstrafik er truet, vil det også medføre dalende han‐ 

delsforventninger, hvilket kan tvinge aktøren til krig. 

54 

John W. McManus (1994), The Spratly Islands: A Marine Park?, Ambio 23(3), p. 182. 

55 

Chung (2002)., p. 8. 

56 

Se kapitel 2, afsnittet Undersøgelsens empiriske rum, p. 18.

Jeg undersøger herefter hvilken betydning disse forhold har for henholdsvis Filippinerne, Kina og Malay‐ 

sia. 

25

Filippinerne 

Filippinernes brug af det militære instrument 

Frem til omkring 1970 herskede der relativ ro om Spratlyøerne. De respektive rivaler fastholdt deres 

krav, men uden at sætte militær magt bag kravene. Efter en skudepisode, hvor Taiwanesiske styrker 

beskød et filippinsk skib ud for Itu Aba (en ø 200 km fra det filippinske fastland, som Taiwan gjorde/gør 

krav på), åbnede Filippinerne konflikten om at bemægtige sig mest muligt territorium omkring Sprat‐ 

lyøerne. Filippinerne hævdede, at 53 øer, rev og skær, samlet benævnt som Kalayaan‐øerne, tilhørte 

Filippinerne. Efter en række skarpe diplomatiske meningsudvekslinger oprettede Filippinerne fra 1972 

militære befæstninger på tre øer. 57 

De filippinske besættelser satte et kapløb i gang. Først fulgte Vietnam efter med besættelse og opbyg‐ 

ning af militære forposter på fem øer. Samtidigt indlemmede Vietnam 10 strukturer i Spratlyøerne som 

en del af det vietnamesiske administrative system, hvilket igen medførte protester fra Filippinerne (og 

Taiwan og Kina). 58 Som følge af denne optrapning udbyggede Filippinerne (og andre lande) deres militæ‐ 

re positioner og i 1974 udvidede Filippinerne yderligere sine krav til at omfatte fem øer, som ligger helt 

mod vest i Spratlyøerne, altså længere væk fra Filippinerne end de nævnte vietnamesiske krav. I den 

følgende periodes storm af krav og protester fra alle aktører, gjorde Filippinerne i 1978 krav på en mari‐ 

tim zone 200 sømil ud fra fastlandet, hvilket omfattede hovedparten af dets krav omkring Kalayaan. 

Dette krav fremsattes på trods af, at Filippinerne umiddelbart forinden havde aftalt med Kina og Viet‐ 

nam at løse uoverensstemmelserne på fredelig vis. 59 

Op gennem 1980’erne fortsatte konflikterne, idet Kina skærpede alvoren ved en stadigt tydeligere vilje 

til at bruge militær magt. Tyngden i de militære konflikter kulminerede med et nyt søslag mellem Kina 

og Vietnam i 1988. 60 

I 1995 blev Filippinerne det næste offer for Kinas ekspansion omkring Spratlyøerne. Ved Mischief Reef 

(ca. 135 sømil fra den filippinske ø, Palawan) havde Kina, efter en militær besættelse af revet, tilbage‐ 

holdt et filippinsk fartøj og dets besætning i en uge. Denne konflikt udartede efter, at den filippinske 

præsident Ramos erklærede, at Filippinerne ville forsvare sine interesser i Spratlyøerne militært og for‐ 

stærke sine militære styrker omkring Spratlyøerne. I marts 1995 begyndte Filippinerne at ødelægge og 

fjerne kinesiske sømærker omkring øer og atoller, blandt andet med fly fra dets nyanlagte flyveplads på 

Thi Tu øen i Kalayaan. Kina påstod, at dets repræsentation bestod af fredelige fiskere og at Kina ikke 

havde militære styrker i området, som udgjorde nogen trussel. I maj 1996 afslørede Filippinerne, at Kina 

havde bygget nye anlæg på Mischief Reef, herunder et større kommunikationsanlæg. Spændingen steg. 

I december 1996 udbyggede Filippinerne flyvepladsen på Thi Tu øen og deployerede yderligere artilleri 

til støtte for dets 58 soldater på øen. Samtidigt hævdede landet, at det ikke udsendte flere tropper til 

57 

Liselotte Odgaard (2002), Maritime Security between China and Southeast Asia: Conflict and cooperation in the 

making of regional order, Aldershot, Ashgate Publishing limited, p. 68 ff. 

58 

Mellem Kina og Vietnam udartede konflikten i januar 1974 til en række reelle søslag, som markerede Kinas over‐ 

gang fra verbale meningsudvekslinger til at ville bruge militær magt for at forfølge sine krav. 

59 

Odgaard (2002), p. 70. 

60 

Ibid., p. 72. 

26

Spratlyøerne. I 1997 konstaterede Filippinerne, at Kina havde deployeret tre frigatter omkring Mischief 

Reef. Kina påstod, at disse frigatter var på en rutinemæssig teknisk forskningsopgave. 61 

I 1998 påstod Filippinerne, at Kina var begyndt at bygge en flyveplads på Mischief Reef, mens Kina på‐ 

stod, at det blot reparerede bebyggelser for dets fiskere. I marts 1999 forsøgte kineserne angiveligt at 

skræmme et filippinsk rekognosceringsfly væk fra revet. Men Kina benægtede fortsat, at dets byggerier 

på Mischief Reef var af militær karakter og tilbød gentagne gange, at Filippinerne kunne benytte facilite‐ 

terne efter nærmere aftale, når anlæggene var færdige. 62 

Med udgangen af 1999 havde Filippinerne besat otte øer og andre strukturer i Spratlyøerne. 63 

Udover de nævnte episoder som involverer egentlige militære territoriale besættelser, har der også 

været mange andre tilfælde, hvor Filippinerne har brugt magt. Således tilbageholdt den filippinske flåde 

i 1995 fire kinesiske trawlere og deres besætninger og sigtede dem for ulovligt fiskeri. I februar 1996 

tilbageholdt Filippinerne 25 malaysiske fiskere. I maj 1996 idømte en filippinsk ret 20 kinesiske fiskere en 

straf på fem års fængsel, en bøde på 200 USD og udvisning efter endt straf. Disse var blevet opbragt 

efter en skudveksling, idet deres fartøjer angiveligt var bevæbnede. Yderligere 21 kinesiske fiskere blev 

arresteret i maj 1997, men de blev frigivet efter, at en filippinsk ret havde fundet beviserne mod dem for 

svage. Filippinerne fastholdt denne politik med lignende episoder, en eller flere gange årligt i perioden 

1997‐2001, til følge. 64 

Af de stater omkring Spratlyøerne, som jeg undersøger, har Filippinerne umiddelbart været mest mar‐ 

kant i dets brug af militære instrumenter. Filippinerne var dét land, der udløste kapløbet om militære 

besættelser. Det har også været det land, som mest aggressivt har modsat sig Kinas forsøg på at udvide 

dets territorium omkring Spratlyøerne. Uagtet det meget asymmetriske styrkeforhold mellem Kina og 

Filippinerne, har Filippinerne følt sig tvunget til at løbe risikoen for krig med det betydeligt overlegne 

Kina. Det kunne pege på, at Filippinernes handelsforventninger er blevet påvirket negativt gennem den 

ovennævnte periode i en sådan grad, at landet har følt sig tvunget til at bruge militære instrumenter. En 

endelig konklusion om dette aspekt, kræver imidlertid en undersøgelse af de andre elementer, som har 

dimensioneret Filippinernes adfærd. 

Filippinernes militærudgifter 

Filippinernes militærudgifter har siden 1988 bevæget sig omkring et gennemsnit på 1,3 procent af brut‐ 

tonationalproduktet (Gross Domestic Product (GDP)). Der ses ikke iøjnefaldende ekstremer. Dog lå ud‐ 

gifterne lidt højere i 1980’erne og første halvdel af 1990’erne, hvilket falder sammen med tyngden af 

konfrontationerne med Kina. 

61 Ibid., p. 73 ff. 

62 Ibid., p. 75. 

63 Kina havde besat ni strukturer i Spratlyøerne, mens Taiwan, Malaysia og Vietnam havde besat henholdsvis en, 

tre og 25. 

64 Odgaard (2002), p. 82 ff. 

27

Figur 3.2 – Udviklingen i Filippinernes militærudgifter i perioden 1988‐2002 65 

År 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 

% af 

GDP 

Mio. 

USD 

(2009) 

1,5 1,4 1,4 1,3 1,3 1,4 1,4 1,4 1,4 1,2 1,2 1,1 1,1 1,0 1,0 

1.122 1.072 1.060 971 980 1.060 1.131 1.260 1.321 1.180 1.165 1.150 1.215 1.130 1.187 

I reelle udgifter ses det, at Filippinernes militære udgifter i hele perioden kun har varieret 350 mio. USD. 

Der er således ingen tegn på hverken oprustning eller kapacitetsopbygning til storkonflikt med rivalerne 

omkring Spratlyøerne. Samtidigt skal det erindres, at moderne militært udstyr i perioden er steget mar‐ 

kant i pris i takt med, at nye generationer af højteknologisk materiel er blevet nødvendigt for at klare sig 

mod andre landes styrker. Uden at gå ind i en dybere analyse af sammensætningen af de filippinske 

styrker, tyder de anførte udgifter ikke på nogen væsentlig kvantitativ eller kvalitativ forbedring af styr‐ 

kerne. Der er snarere tale om en reel forringelse. 

Det skal tilføjes, at Filippinerne er et stort land med mange interne konflikter, herunder adskillige aktive 

separatistgrupper og terrorbevægelser. Dette har medført, at landet kun har kunnet frigøre relativt få 

styrker til at rivalisere om Spratlyøerne. Resten har konstant været bundne til nationale sikkerhedsop‐ 

gaver. 66 Det er i øvrigt iøjnefaldende, at USA frem til sin policyændring i efter 2005, forholdt sig neutralt 

i konflikten om Spratlyøerne. Filippinerne, som har haft et veludbygget militært samarbejde med USA, 

har således ikke kunnet udføre sine militære handlinger under umiddelbar rygdækning fra USA. 67 

Det kan umiddelbart konkluderes, at Filippinerne på ingen måde har haft militær kapacitet til at møde 

rivalerne om Spratlyøerne i en større åben konflikt. Der er heller ingen evidens i militærudgifter, som 

peger på at landet har forsøgt at opbygge en større kapacitet. 68 Set i forhold til NATO‐lande (minus USA) 

var udgifterne ikke bemærkelsesværdige. 

Filippinernes handel 

Filippinernes udvikling har været præget af svag vækst og generelle svære økonomiske problemer. 

Transparency International placerede i sin måling af korruption landet som nr. 141 af 180 i 2009. Ver‐ 

densbanken placerede Filippinernes i en oversigt i 2009 over de mest attraktive lande at handle med 

som nr. 144 af 183 lande. Ingen af disse forhold vidner om et velfungerende økonomisk system. 

65 The SIPRI Military Expenditure Database, http://milexdata.sipri.org/result.php4 

66 Udenrigsministeriet, Landefakta Filippinerne; 

www.asien.um.dk/da/menu/InfoOmRegionen/LandefaktaAsien/Filippinerne 

67 Chung (2002), p. 12. 

68 Faktisk er udgifterne fortsat faldet; I 2008 var de nede på 0,8 % og 1.342 mio. USD. 

28

Udviklingen i Filippinernes økonomi kan ses af følgende oversigt, som viser bruttonationalproduktet 

(GDP) i nutidspriser i milliarder US‐dollars. 69 

69 Udtræk fra WORLD ECONOMIC OUTLOOK Database, April 2000: 

http://www.imf.org/external/pubs/ft/weo/2006/01/data/dbcselm.cfm?G=2001 

29

Figur 3.3. Udviklingen i Filippinernes bruttonationalprodukt 1988‐2002. 70 

År 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 

GDP 

Mia. USD 

Vækst 

% 

Befolk‐ 

ningstil‐ 

vækst 

37.885 42.647 44.025 45.321 52.982 54.368 64.084 75.525 

6,8 6,2 3,0 ‐0,6 0,3 2,1 4,4 4,7 

2,5 2,5 2,4 2,4 2,3 2,3 2,2 2,2 

År 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 

GDP 

Mia. USD 

Vækst 

% 

84.371 83.736 66.596 76.157 75.912 71.216 76.814 

5,8 5,2 ‐0,6 3,4 6,0 1,8 4,4 

2,2 2,1 2,1 2,1 2,0 2,0 1,9 

Sammenlignet med andre ASEAN‐lande havde Filippinerne meget beherskede vækstrater. For eksempel 

havde Malaysia i 1990 en vækst på 18,1 procent og i 1995 en vækst på 20,6 procent; henholdsvis 6 og 

4,4 gang højere end Filippinernes. Samtidigt voksede Filippinernes befolkning betydeligt, blandt andet 

med stor arbejdsløshed til følge. 71 I år 2000 var befolkningstallet på 75,7 og tilvæksten var således på 1,5 

mio. mennesker alene i dette år. 

Disse data indikerer, at Filippinerne kan have haft faldende eller pessimistiske handelsforventninger i 

hele perioden 1988‐2002 eller i hvert fald har haft god grund til at have det. 72 Denne antagelse stemmer 

overens med Filippinernes udviste adfærd, som er beskrevet ovenfor. 73 

Filippinernes dependens og de forventede ressourcer ved Spratlyøerne 

Filippinernes handel med udlandet har været relativt lav, men ikke uvæsentlig, idet handlen er landets 

eneste kilde til økonomisk fremgang. De efterfølgende figurer 3.4 og 3.5 viser henholdsvis Filippinernes 

70 

Alle tre undersøgte lande blev i 1997‐98 ramt af den alvorlige globale krise, hvilket for alle gav negative vækstra‐ 

ter. Dette forhold behandles ikke yderligere i analysen, da virkningen var ens for alle. 

71 

Verdensbanken – Indikatorer for Verdens udvikling. http://data.worldbank.org/danish?cid=GPDda_WDI 

72 

Jeg understreger, at der ikke nødvendigvis er proportionalitet og/eller sammenhæng mellem vækstrater og 

handelsforventninger. 

73 

Samt med Odgaard (2002), p. 84: “This pattern may evidence that the Philippines counter Chinese advances 

against its Spratly claims in a way that is compatible with its limited economic means”. 

30

totale handel som en procentdel af bruttonationalproduktet og eksporten som en procentdel af brutto‐ 

nationalproduktet. 74 

Figur 3.4. Filippinernes totale handel som en procentdel af bruttonationalproduktet 

Figur 3.5. Filippinernes eksport som en procentdel af bruttonationalproduktet 

Det ses, at landet kun har formået at øge andelene med ganske få procent i en lang årrække i modsæt‐ 

ning til rivalen Malaysia. Filippinernes industri har fra 1988‐2002 bidraget med 20‐30 procent af det 

økonomiske output. Vigtige industrier er fødevareforarbejdning, tekstilproduktion, elektronik og autore‐ 

servedele; industrier, der er i skarp konkurrence med Malaysia og Kina, samt et antal andre stærke asia‐ 

tiske lande. 75 

Filippinernes vigtigste samhandelspartner er USA, hvorefter følger Hong Kong, Japan, Singapore og Ko‐ 

rea. Kina og Malaysia har landet ingen nævneværdig handel med. 76 

Filippinerne er nettoimportør af olie og er stærkt afhængig af olie og gas for at kunne sætte gang i vækst 

og udvikling af økonomien. 77 Som andre af de mindre lande omkring Det Sydkinesiske Hav har Filippiner‐ 

74 

Cayetano Paderanga Jr. (1996), Economic Interdependence and Macroeconomic Coordination, Journal of Philip‐ 

pine Development, Number41, Volume XXIII, No. 1, p. 81. 

75 

Udenrigsministeriet, Landefakta Filippinerne; 

www.asien.um.dk/da/menu/InfoOmRegionen/LandefaktaAsien/Filippinerne 

76 

International Monetary Fund (2010), Direction of trade statistics, http://www2.imfstatistics.org/DOT/. 

77 Chung (2002), p. 7. 

31

ne ikke penge til at købe olie og gas fra udenlandske producenter. Olieimporten har gjort et stort indhug 

i landets økonomi. Filippinernes daglige nettoimport var i 2010 på 350.000 tønder olie. 78 Landets eneste 

mulighed er at finde og udvikle egne olie‐ og gasreserver til havs, idet de landbaserede reserver allerede 

er udnyttede. Disse forhold, og forventningen om en mulig produktion på 500.000 tønder olie dagligt fra 

Spratlyområdet, bidrager væsentligt til en forklaring på Filippinernes aggressive forsøg på at skaffe sig 

adgang til de forventede ressourcer omkring Spratlyøerne. 79 

Filippinerne har således en relativt høj dependens i forhold til handel med udlandet og landet har ikke 

haft belæg for særligt høje handelsforventninger i den undersøgte periode. Landet har med sin høje 

befolkningstilvækst et konstant stigende behov for fødevarer, herunder ikke mindst for fisk. Med et 

forbrug på cirka 29 kilo fisk pr. indbygger (næsten det dobbelte af verdensgennemsnittet), er Filippiner‐ 

ne stærkt afhængig af voksende proteintilførsler. Med en befolkningstilvækst på ca. 1,5 mio. mennesker 

i år 2000, er Spratlyområdets fiskeressourcer meget vigtige for Filippinerne. 

Vedrørende kontrol over søveje, har Filippinerne andre muligheder for sin eksport mod vest, blandt 

andet en østlig rute gennem Makassarstrædet. Generelt har Filippinerne ikke noget afgørende behov for 

at besætte Spratlyøer for at kontrollere søveje for sin egen handel. Mod Japan og USA kan landet også 

sejle varer af østlige ruter. Filippinerne kan selvfølgelig influere Kinas transportveje gennem Det Sydki‐ 

nesisk Hav, hvis det opnår en styrket position ved Spratlyøerne. Det kan måske endog opnå gevinster i 

reelle forhandlinger. Men jævnfør den tidligere styrkeforholdsbetragtning, vil Filippinerne næppe kunne 

vinde noget ved chikanerier eller blokade, hvis Kina for alvor føler sig truet og griber til krig. 

Sammenfatning om Filippinerne 

Filippinerne har på ingen måde haft militær kapacitet til at møde rivalerne om Spratlyøerne i en større 

åben konflikt. Udviklingen i landets militærudgifter peger ikke på, at landet har forsøgt at ruste sig til 

krig. 

Udviklingen i Filippinernes økonomi og handel indikerer, at landet kan have haft faldende eller pessimi‐ 

stiske handelsforventninger i hele perioden 1988‐2002. 

Landet er stærkt afhængig af udenlandsk olieimport. Landets er eneste mulighed at finde og udvikle 

egne olie‐ og gasreserver til havs, idet de landbaserede reserver allerede er udnyttede. Det forklarer 

Filippinernes aggressive forsøg på at skaffe sig adgang til de forventede ressourcer omkring Spratlyøer‐ 

ne. 

Filippinerne er stærkt afhængig af voksende proteintilførsler til dets hurtigt voksende befolkning. I den 

forbindelse er Spratlyområdets fiskeressourcer meget vigtige for Filippinerne. 

Filippinerne har andre søveje end Det Sydkinesiske Hav for sin handel. Der er ikke umiddelbart tegn på, 

at landet skulle have haft faldende handelsforventninger på grund af rivalernes afskæring af søvejene. 

Omend landet kunne erhverve en forbedret position overfor Kina, hvis det kunne dominere søvejene 

forbi Spratlyøerne, så synes dette ikke at være et tema. 

Kina 

78 http://www.nationmaster.com/country/rp‐philippines/ene‐energy 

79 Odgaard (2002), P. 79 f. 

32

Kinas brug af det militære instrument 

Vekslende kinesiske dynastier udviste mellem 10. og 15. århundrede stor opmærksomhed på Det Sydki‐ 

nesiske Hav og der er spredte spor på historisk kinesisk tilstedeværelse på flere øer i Spratly‐øgruppen. 

Med svækkelsen af kinesisk sømagt efter det 15. århundrede forsvandt Det Sydkinesiske Hav fra det 

kinesiske imperiums domæne. 80 Efter 2. Verdenskrig fulgte en lang fase, hvor de rivaliserende stater 

omkring Spratlyøerne fremsatte krav og erklæringer. Herunder fremsatte Kina gentagne gang krav om 

suverænitet over cirka tre fjerdedele af det samlede Sydkinesiske Hav med vage henvisninger til histori‐ 

ske forhold. 81 

Kina udviste indledningsvist tilbageholdenhed med at bruge militære midler, da Filippinerne besatte 

Kalayaan‐øerne i 1971, og nøjedes med at gentage sine krav. Men da Sydvietnam i 1973 besatte dele af 

Paracel Islands, udkæmpede Kina og Sydvietnam et fem dage langt søslag om disse øer. 82 I 1974 tvang 

Kina Sydvietnam væk fra dets nylige besættelser i Spratlyøerne og Kina markerede dermed sin vilje til at 

bruge det militære instrument i striden om Spratlyøerne. 83 Efter at Nord‐og Sydvietnam i 1975 var ble‐ 

vet til ét land, overtog det nye Vietnam uden videre Sydvietnams besættelser og policy. Søslaget ved 

Paracel Islands indikerede, at Kina nu søgte dominans i Det Sydkinesiske Hav. Dette tilskyndede de øvri‐ 

ge stater til at befæste deres krav på Spratly‐territorium. I en periode ulmede konflikten primært mel‐ 

lem Taiwan, Vietnam og Filippinerne. Kina blandede sig ikke, men nøjedes med at fastholde sine krav, 

hvilket bidrog til at opretholde spændingen. 84 

Under Malaysias besættelser i 1974 protesterede Kina, men afholdt sig fra militær magtanvendelse. I 

1984 lagde den kinesiske regering simpelthen Spratlyøerne ind under dets administrative system. I 1988 

åbnede et veritabelt kapløb om besættelse af Spratlyøerne. Kina havde gennem årene set dets hoved‐ 

modstander i regionen, Vietnam, besætte ø efter ø, således at Vietnam i 1988 havde besat 20 øer, rev 

og lignende strukturer, mens Kina selv havde afstået fra at etablere tilstedeværelse i det omstridte om‐ 

råde. 

Efter et forløb, hvor Kina i 1987 påstod, at UNESCO havde anmodet Kina om at bygge nogle navigations‐ 

faciliteter på Spratlyøer, sendte Kina i 1988 flådeenheder til Fiery Cross Reef for at bygge en observati‐ 

onspost. De kinesiske aktiviteter tilskyndede Vietnam til yderligere besættelser og gentagne militær‐ 

øvelser. Situationen eskalerede og i februar 1988 udkæmpede Kina og Vietnam endnu et søslag, som 

resulterede i tab af to vietnamesiske krigsskibe og 70 soldater. Med sin udviste vilje til at bruge militær 

magt, ændrede Kina derved konfliktens karakter, så det nu blev en konflikt om regional magtbalance. 85 

Fra 1990 udbyggede Kina sine permanente baser Fiery Cross Reef og afholdt årlige flådeøvelser i områ‐ 

det, hvilket siden har afdæmpet den vietnamesiske aktivitet. Næste offer for Kinas ekspansive aktivite‐ 

ter i Spratlyområdet blev Filippinerne, som i 1995 blev involveret i den langvarige episode omkring 

80 Ibid., p. 63 f. 

81 Chung (2002), p. 5 

82 Denne episode kan ikke entydigt tages om udtryk for en ressourcekonflikt, på grund af ideologiske spændinger 

mellem Kina og Sydvietnam under den igangværende Vietnamkrig. 

83 Odgaard (2002), p. 68 f. 

84 Ibid., p. 69. 

85 Ibid., p 72. 

33

Mischief Reef. 86 Forløbet omkring Mischief Reef er allerede gennemgået under afsnittet ovenfor om 

Filippinerne. Jeg skal ikke gentage det her. 

Kina blev som anført det sidste land, som besatte strukturer på Spratlyøerne, men med sin resolutte 

adfærd, dels i søslagene mod Sydvietnam/Vietnam, dels i sin fremfærd mod Filippinerne ved Mischief 

Reef, viste Kina, at det ikke længere ville acceptere, at småstater satte sig på dele af Spratlyøerne. Efter 

1988 gjorde Kina det helt klart, at det ville gå langt for at ændre magtfordelingen i Det Sydkinesiske Hav 

til sin fordel. Et af problemerne i regionen var og er, at der ikke eksisterer effektive implementerings‐ 

strukturer, som kan hindre et sådant klassisk magtspil. 87 

Spørgsmålet er herefter om Kina virkeligt har forfulgt en klassisk realismetilgang eller om landets adfærd 

kan forklares ud fra teorien om handelsforventninger? For at besvare dette går jeg videre med at under‐ 

søge Kinas militære og økonomiske udvikling. 

Kinas militærudgifter 

Kinas udgifter til dets militære styrker fremgår af den efterfølgende tabel. 

Figur 3.6 – Udviklingen i Kinas militærudgifter i perioden 1988‐2002 88 

År 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 

% af GDP NA 2,5 2,5 2,4 2,5 2.0 1,7 1,7 

Mio. USD 

(2009) 

NA 15.900 17.200 18.000 21.900 20.300 19.400 20.000 

År 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 

% af GDP 1,7 1,6 1,7 1,9 1,9 2,1 2,2 

Mio. USD 

(2009) 

22.000 22.800 25.900 29.800 32.100 39.500 45.900 

I reelle udgifter er Kinas militære udgifter i perioden 1988‐2002 tredoblet, mens Malaysias er forøget 

med faktor 2,4 og Filippinernes med faktor 0,1 (10 %). 

I 1995, hvor Kina for alvor valgte at bruge det militære instrument ved Mischief Reef var Kinas militære 

udgifter omkring en fjerdedel af hver af Malaysias og Filippinernes bruttonationalprodukter. Udgifterne 

var henholdsvis 8 og 16 gange større end disse landes respektive militære udgifter. I procenter i forhold 

til Kinas bruttonationalprodukt lå det i årene 1994‐1998 på det laveste niveau i hele perioden, idet det 

86 Ibid., p. 73 ff. 

87 Ibid., p. 76. 

88 The SIPRI Military Expenditure Database, http://milexdata.sipri.org/result.php4. Det skal bemærkes at Kina no‐ 

torisk underdriver sine militærudgifter betydeligt. International Institute of Strategic Studies (IISS) anslår, at tallene 

ligger 20 % højere end SIPRI. 

34

dog steg til over 2 procent i 2001. Set i forhold til NATO‐lande (minus USA) var procenten ikke bemær‐ 

kelsesværdig. 

Nok er Kina et stort land med adskillige interne og eksterne konflikter, herunder blandt andet konflikten 

i Tibet og balanceringen mod Rusland (senest USA). Men dets forsvars overlegne størrelse i forhold til 

rivalerne medfører, at landet uden store problemer kan frigøre styrker til at slå enhver rival i konflikter‐ 

ne om Spratlyøerne. Ikke mindst fordi disse ikke kan blive enige om en fælles front mod Kina. 89 

Der kan således konkluderes, at der ikke umiddelbart er indikationer i Kinas militærudgifter, som peger i 

retning af ændringer i dets handelsforventninger. Dertil er proportionerne mellem Kina og dets rivalers 

militære udgifter (og dermed militære kapaciteter) simpelthen for meget ude af balance i Kinas favør. 

Kina kunne uden væsentlige militære problemer have løst Spratly‐konflikten til dets fordel før 2002. 90 

Kinas militære udvikling afspejler snarere det faktum, at landet var på vej mod stormagtsstatus og at 

landet aspirerede til at følge USA som supermagt. I over 500 år har ingen nyslået stormagt kunnet undgå 

en større krig i tiden omkring erhvervelsen af dens nye status. Dette fænomen har naturligvis også præ‐ 

get Kinas adfærd. 91 

Spørgsmålet er således hvorfor Kina trods alt ikke har udnyttet sin knusende overmagt og hvorfor landet 

som det sidste gik ind i Spratly‐konfliktens militære besættelseskapløb, men i en lang periode holdt sig 

til diplomatiske midler? Før jeg konkluderer om dette, undersøger jeg Kinas økonomiske udvikling og 

reelle afhængighed af ressourcerne ved Spratlyøerne. 

Kinas handel 

Kina har i de sidste årtier udviklet en mere liberal markedsøkonomi end det totalitære styre tidligere 

tillod. Det kommunistiske magtmonopol er dog ikke brudt. 

Kina har i hele perioden haft en meget stor økonomisk vækst med rater på næsten 10 procent. 92 I fokus 

for den kinesiske udvikling har været en styrkelse af den industrielle sektor og udvikling af nye industri‐ 

er. Landet har gennemført betydelige økonomiske reformer siden 1978 og det blev i 2001 optaget i 

World Trade Organisation (WTO). 

Kina har blandt andet satset på forbedringer af produktionsapparatet, samt integration i verdensøko‐ 

nomien. Udlandshandlen har været stærkt stigende og udenlandske investeringer har spillet en afgø‐ 

rende rolle i den kinesiske økonomis udvikling. 93 

89 

ASEAN har forsøgt at håndtere Spratlykonflikten, men da implementeringsstrukturer ikke indgår i teorien om 

handelsforventninger, så tager jeg først dette aspekt op i kapitel 5. 

90 

Men næppe efter, at USA i 2010 for alvor viste vilje til at modgå Kina i Det Sydkinesiske Hav. Se Richard Weitz 

(2011), Nervous Neighbors; China Finds a Sphere of Influence, World Affairs, p. 10. 

91 

Davis P. Rapkin & William R. Thompson (2006), Will Economic Interdependence Encourage China’s and India’s 

Peacefull Ascent?, Washington DC, NBR, p. 358. 

92 

Dog ikke i 1997‐2001, hvor Kina som den øvrige verden blev påvirket af globale kriser. I 2011 havde Kina dog 

alligevel formået at udvikle sig til verdens næststørste økonomi 

93 

Udenfor undersøgelsens tidsafgrænsning: I 2011 har Kina udviklet sig til EU’s næststørste samhandelspartner og 

EU er Kinas største samhandelspartner. 

35

Udviklingen i Kinas økonomi kan ses af følgende oversigt, som viser bruttonationalproduktet (GDP) i 

nutidspriser i milliarder US‐dollars. 94 

94 International Monetary Fund (2006), Udtræk fra WORLD ECONOMIC OUTLOOK Database, 


36

Figur 3.7. Udviklingen i Kinas bruttonationalprodukt 1988‐2002. 95 

År 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 

GDP 

Mia. USD 

Vækst 

% 

Befolk‐ 

ningstil‐ 

vækst 

401.072 449.104 387.772 406.090 483.047 613.225 559.226 727.950 

9,9 9,1 9,0 9,5 8,9 9,9 9,2 9,8 

1,6 1,5 1,5 1,4 1,2 1,1 1,1 1,1 

År 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 

GDP 

Mia. USD 

Vækst 

% 

Befolk‐ 

ningstil‐ 

vækst 

856.006 952.649 1.019.477 1.083.283 1.198.483 1.324.812 1.453.837 

10,0 7,3 ‐7,4 6,1 8,9 0,3 4,4 

1,0 1,0 1,0 0,9 0,8 0,7 0,7 

I 1980 udgjorde Kinas handel i procentandel af bruttonationalproduktet cirka 12 procent. I 2005 var 

tallet vokset til 64 procent. Voksende eksporter og handelsoverskud gjorde muligt at opbygge meget 

store reserver af udenlandsk kapital. 96 En meget stor del af USA’s statsgæld er på kinesiske hænder. 97 

Samtidigt er udenlandske investeringer i Kina vokset stærkt. Mellem 1979‐2004 indgik Kina kontrakter 

med udenlandske investorer for 1097 mia. USD, herunder også med Taiwan, som Kina rivaliserer med 

om Spratlyøerne. Taiwan lå faktisk som nr. 3 i 1995 og nr. 5 i 2000 på listen over de største udenlandske 

investorer i Kina. Men også Kinas investeringer i udlandet er vokset gradvist, således at de i 2004 over‐ 

steg 39 mia. USD. 98 

Kina er i høj grad dependent af sin handel med udlandet. De angivne vækstrater peger klart på, at Kina 

kan have haft stigende og optimistiske handelsforventninger i hele den undersøgte periode. Selv hvis 

Kina ikke skulle have haft positive handelsforventninger, ville landet, selv ud fra en ”almindelig” interde‐ 

pendensteori‐betragtning, have lidt et stort tab ved hæmmet eller ødelagt handel. Kinas høje grad af 

økonomisk interdependens burde gøre Kina stadigt mindre tilbøjelig til at bruge det militære instrument 

95 Se note 70. 

96 I 2006 var Kinas reserver af udenlandsk valuta vokset til over 850 mia. USD, hvilket var verdens største. 

97 Michael R. Chambers (2006), Rising China: The Search for Power and Plenty, in Ashley T. Tellis & Michael Wills, 

eds. Strategic Asia 2006‐2007: Trade, Interdependence, and Security, Washington DC, NBR, p. 70 f. (Chambers’ 

undersøgelsesperiode er ikke sammenfaldende med min, men trods dette er hans data anvendelige i dette led af 

min analyse) 

98 Ibid., p. 74 f. 

37

mod sine samhandelspartnere. 99 Men hvorfor reagerede Kina så kontant i striden om Mischief Reef? For 

at give det endelige svar, undersøger jeg herefter hvor meget ressourcerne omkring Spratlyøerne egent‐ 

lig betyder for Kina. 

Kina dependens og de forventede ressourcer ved Spratlyøerne 

I 1993 overgik Kina til at være en nettoimportør af olie. De primære forsyningskilder har, udover Mel‐ 

lemøsten, i stigende grad været afrikanske og sydamerikanske lande, men også Rusland og USA er 

blandt Kinas leverandører. 

Kinas forbrug vokser så voldsomt, at landet i 2020 forventes at være verdens største olieimportør med 

et anslået forbrug på over otte mio. tønder om dagen. 100 Kina har valgt en strategi, som satser på lang‐ 

varige og stabile forsyningskilder gennem diplomatiske og investeringsmæssige tiltag. En krig om olie‐ 

ressourcerne i Spratlyøerne ville ikke være i samklang med denne strategi. Selv hvis forventningerne om 

størrelsen af fund ved Spratlyøerne holder og der findes olie og gas, som det er juridisk, teknisk, miljø‐ 

mæssigt og økonomisk muligt at udnytte, vil produktionsvolumenen næppe kunne dække mere en mar‐ 

ginal del af Kinas behov. En optimistisk vurdering af potentialet ved et eventuelt fremtidigt fund ved 

Spratlyøerne anslår en sandsynlig daglig produktion på cirka 500.000 tønder om dagen. 101 

Vedrørende selve fiskeressourcen ved Spratlyøerne, skal det først bemærkes, at Kinas befolkningstil‐ 

vækst er stærkt nedadgående. Der er store fattige befolkningsgrupper, hvis fødevareforsyning kunne 

ønskes forbedret. Godt nok faldt Kinas befolkningstilvækst i hele perioden og den lå betydeligt under 

væksten i økonomien, men en vækst på 0,8 procent gav alligevel en tilvækst på omkring 10 mio. nye 

borgere at brødføde i år 2000. 

Dette gør, at fiskeressourcen omkring Spratlyøerne ikke er helt uvæsentlig for Kina. Selv uden eneret til 

fiskeressourcen ved Spratlyøerne, kunne Kina i 1999 (se figur 3.1) forsyne sin befolkning med 25,3 kg fisk 

pr. indbygger. Hvis Kina ”overtog” Malaysias, Filippinernes og Vietnams samlede fangster, ville det kun 

øge Kinas samlede fiskeproduktion fra 10,7 mio. tons til 13,8 mio. tons. Dertil skal anføres, at disse lan‐ 

des fangster ikke kun stammer fra Spratlyområdet. Deres fangster kommer også fra andre dele af Det 

Sydkinesiske Hav og fra områder udenfor dette, samt fra kystnært fiskeri indenfor 12 sømil grænsen. 

Relativt i forhold til Kinas størrelse er fiskeriet ved Spratlyøerne således ikke afgørende i forhold til den 

samlede handel. 

Det er således næppe forventningen om at kunne erobre store oliereserver eller fiskeressourcer, som 

har styret Kinas adfærd i Spratly‐konflikten. Ingen af disse ressourcer kan dække så store dele af Kinas 

behov, at landet kan risikere de alvorlige skader på sin globale handel som en erobringskrig om Sprat‐ 

lyøerne kan medføre. 

Sammenfatning om Kina 

Noget kunne tyde på, at det har været Kinas stærkt stigende dependens og optimistiske handelsfor‐ 

ventninger som har reduceret viljen til at bruge det militære instrument. Forventningen om at erobre 

store ressourcer til dækning af egne behov, synes ikke at rumme megen logik. 

Vietnam og Filippinerne har begge gjort krav på øer og rev som ligger på den fjerneste side af Sprat‐ 

99 

Ibid., 95 f. Denne holdning omfatter også Kinas forhold til ASEAN landene, hvori rivalerne fra Spratly er med‐ 

lemmer. 

100 

International Energy Agency (1998), World Energy Outlook 1998 Edition, Paris, p. 293. 

101 Chung (2002), p. 7 f. 

38

lyøerne i forhold til deres respektive fastlande. Samtidigt har begge lande været meget temmelig fjendt‐ 

lige og stædige overfor Kina i deres adfærd. Set fra Kinas side kan deres besættelser opfattes som en 

afskæring af Kinas vitale søveje til Vesten, Afrika og Mellemøsten. Hvis de får held til at hævde den på‐ 

ståede suverænitet, vil disse lande, som Kina ikke har et godt forhold til, kunne tilføje Kinas handel al‐ 

vorlig skade. 

Malaysia, gennem hvis to landsdele adgangen til Malaccastrædet løber, ikke har haft tilnærmelsesvist 

det samme spændte forhold til Kina. Malaysia har også gjort krav som måske virker mere rimelige for 

Kina, idet Malaysia kun har gjort krav på øer, som ligger nærmest fastlandet. En eventuel tilkendt suve‐ 

rænitet over disse øer vil ikke begrænse Kinas frie søveje. 

Jeg kan således konkludere, at det næppe er forventningen om store ressourcer som forklarer Kinas 

adfærd omkring Spratlyområdet. Derimod kan truslen om afskæring af Kinas afgørende søveje mod vest 

medføre markant sænkede eller pessimistiske handelsforventninger for Kina og derved have tvunget 

landet til at bruge det militære instrument. 

Malaysia 

Malaysias brug af det militære instrument 

Malaysia har primært fokuseret på den østlige del af Spratlyøerne i konflikterne om grænsedragninger 

og ressourcer i Det Sydkinesiske Hav. I modsætning til Vietnam og Kina, har Malaysia været relativt be‐ 

hersket i sine territorialkrav. Malaysia gør krav på seks øer og rev som ligger ca. 150 km fra Malaysias 

kyst ‐ kun ca. 80 sømil ude i den økonomiske zone på 200 sømil, som FN’s havretskonvention legitime‐ 

rer. Vietnam derimod gør krav på strukturer ud for Malaysias kyst, som ligger henholdsvis 400 km fra 

Vietnam og 175 km fra Malaysia. Kina gør krav på hele Spratly‐øgruppen og omliggende farvande som 

ligger mere end 2000 km fra det kinesiske fastland, og Kina har besat et antal øer, som ligger ca. 1700 

km fra Kinas kyst. 102 

I 1979 publicerede Malaysia et officielt kort, som viste landets opfattelse af dets kontinentalsokkel. Med 

kortet bekendtgjorde Malaysia, at det anså den nærmeste del af Spratlyøerne som dets territorium. 

Efter voldsomme protester fra Vietnam og Filippinerne (Kina fastholdt fortsat dets krav om total suve‐ 

rænitet over hele Det Sydkinesiske Hav), besatte Malaysia i 1983 Swallow Reef. Spillet fortsatte med 

successive erklæringer, besættelser og protester mellem de nævnte lande. I 1986 og 1987 besatte Ma‐ 

laysia yderligere strukturer, henholdsvis Ardasier og Dallas, samt Mariveles Reef. 103 

Mens de øvrige lande fortsatte erklærings‐ og besættelsesspillet, forholdt Malaysia sig relativt passivt. 

Udover protester begrænsede dets yderligere handlinger i Spratly‐striden sig til forsøg på at gøre dets 

kontrol over de fordrede øer mere permanente. Blandt andet oprettedes et turistferiested i 1991. Ma‐ 

laysia udstationerede også militært personel mere permanent på de pågældende øer. Dog ikke i nær 

samme målestok som Vietnam, som i perioden 1992‐1995 havde udstationeret militærpersonel, byg‐ 

ningsarbejdere, hydrologer og videnskabsfolk på 25 øer i Spratlyøerne. 104 Fra 1988 påbegyndte Kina en 

permanent tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav. 105 

102 Odgaard (2006), p. 61 og 77. 

103 Ibid., p. 70 f. 

104 Ibid., p. 73. 

105 Ibid., p. 75. 

39

Det er bemærkelsesværdigt, at Malaysia siden 1991 ikke har udført konkrete militære handlinger i Det 

Sydkinesiske Hav udover, at landet i 1988 arresterede tre filippinske fiskefartøjer og 45 fiskere i farvan‐ 

det omkring Spratlyøerne. Blandt en mængde lignende episoder mellem andre lande, der opbragte hin‐ 

andens fiskefartøjer, er der kun et kendt tilfælde fra 1996, hvor Filippinerne tilbageholdt i 25 malaysiske 

fiskere i en periode. 106 Malaysia har forsøgt at forebygge sine egne fiskeres utilsigtede indtrængning i 

fremmed territorium ved at sætte montering af GPS udstyr på malaysiske trawlere på landets politiske 

dagsorden. 107 

Malaysias brug af det militære instrument omkring Spratlyøerne har været relativt afdæmpet og beher‐ 

sket. At Malaysia overhovedet besatte de nærmest liggende øer kan forklares med, at landet følte sig 

tvunget dertil, da kapløbet om Spratlyøerne startede med Filippinernes og Vietnams besættelse af øer 

nær Malaysia. 

Malaysias militærudgifter 

En opgørelse af Malaysias militærudgifter i perioden 1988‐2002 fremgår af figur 3.8. 

Figur 3.8 – Udviklingen i Malaysias militærudgifter i perioden 1988‐2002 108 

År 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 

% af 

GDP 

Mio. 

USD 

(2009) 

2,4 2,6 2,6 3,2 3 2,9 2,8 2,8 2,4 2,1 1,6 2,1 1,6 2,1 2,2 

1.162 1.392 1.495 2.035 2.022 2.149 2.328 2.476 2.380 2.237 1.644 2.225 2.020 2.513 2.855 

Malaysias militærudgifter har siden 1988 bevæget sig omkring et gennemsnit på 2,4 procent af brutto‐ 

nationalproduktet. Ekstremer ses mellem 1991‐95, hvor udgifter steg til lige under 3 procent. 1998 og 

2000 er de laveste ekstremer med udgifter på 1,6 procent. Det er bemærkelsesværdigt, at de højeste 

procenter sås i 1990‐1995, hvor Vietnam var meget aktiv med at udvide og udbygge sine besættelser på 

Spratlyøerne. Efter 1995 faldt Malaysias militærudgifter, hvilket faldt sammen med Kinas besættelse af 

Mischief Reef og efterfølgende permanente tilstedeværelse. 

Dette kan pege på, at Kinas tilstedeværelse omkring Spratlyøerne af Malaysia måske opfattes som stabi‐ 

liserende. I hvert fald faldt procenten tydeligt efter 1995. Øgningen i perioden 1991‐95 kan også skyldes, 

at Malaysia har en helt anden uoverensstemmelse med Singapore om grænsedragning på landjorden. 

Singapores militærudgifter er næsten dobbelt så høje som Malaysias, men selv denne asymmetri ser 

Malaysia ikke ud til at forsøge at balancere markant. Denne konflikt vedrører ikke min undersøgelse. 

Endeligt kan forklaringen på den numeriske forøgelse af Malaysias militærudgifter også forklares med 

andre forhold. Malaysia har, som andre lande i regionen, blandt andet måttet investere i fornyelse af 

meget dyre ”fjerde‐generationssystemer”, for eksempel fly, kampvogne og krigsskibe, samt ikke mindst 

106 Ibid., p. 82 f. 

107 Chung (2002), p. 9. 

108 The SIPRI Military Expenditure Database, http://milexdata.sipri.org/result.php4 

40

moderne kommunikations‐ og overvågningssystemer. 109 Under alle omstændigheder er der ikke tale om 

markante forøgelser i Malaysias militærudgifter. Set i forhold til NATO‐lande (minus USA) var udgifterne 

ikke bemærkelsesværdige. 

Set ud fra disse data er der ikke belæg for at konkludere, at Malaysia skulle forfølge en særlig markant 

oprustningsstrategi. Der er ingen umiddelbare indikatorer i den militære udvikling på, at Malaysia skulle 

forfølge teoriens argument for at gå i krig: At landet skulle være påvirket af høj dependens og pessimi‐ 

stiske forventninger til fremtidig handel, hvilket skaber lav eller negativ forventet værdi af handlen. 

Jeg går herefter videre i undersøgelsen af Malaysia og undersøger de økonomiske dependensforhold for 

landet. 

Malaysias handel 

Malaysias økonomiske udvikling tog for alvor fart med First Malaysia Plan, som dækkede perioden 1966‐ 

70. Gennem en række successive økonomiske planer har landet gennemgået en markant udvikling, 

hvorunder landet (som udtrykt i Ninth Malaysia Plan (2006‐10)) forventer at nå status som ”fully deve‐ 

loped country” i 2020. 110 

Udviklingen i Malaysias økonomi kan ses af følgende oversigt, som viser bruttonationalproduktet (GDP) i 

nutidspriser i milliarder US‐dollars. 111 

Figur 3.9. Udviklingen i Malaysias bruttonationalprodukt 1988‐2002. 112 

År 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 

GDP 

Mia. USD 

Vækst 

% 

Befolk‐ 

ningstil‐ 

vækst 

35.272 38.845 44.025 49.134 59.151 66.895 74.481 88.833 

9,9 9,1 9,0 9,5 8,9 9,9 9,2 9,8 

2,9 2,9 2,8 2,7 2,6 2,5 2,5 2,5 

År 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 

GDP 

Mia. USD 

Vækst 

% 

100.852 100.169 72.175 79.148 90.320 88.001 95.266 

10,0 7,3 ‐7,4 6,1 8,9 0,3 4,4 

109 

Richard A. Bitzinger (2010), A New Arms Race? Explaining Recent Southeast Asian Military Acquisitions, Con‐ 

temporary Southeast Asia Vol. 32, No. 1 (2010), p. 52. Se også Chung (2002) p. 11. 

110 

Claudia Derichs (2007), Malaysia in 2006, An Old Tiger Roars, Asian Survey, Vol. 47, Issue 1, The Regents of the 

University of California, p. 151. 

111 

International Monetary Fund (2006), Udtræk fra WORLD ECONOMIC OUTLOOK Database, 


112 

Se note 70. 

41

2,5 2,5 2,5 2,4 2,3 2,1 2,0 

Samlet ses en økonomisk fremgang på 270 procent. Den økonomiske krise i 1997‐98 giver imidlertid et 

forvrænget billede af Malaysias reelle økonomiske vækst. Hvis man i stedet fremskriver udviklingen til 

2006, så viser den samlede vækst i perioden 1988‐2006 en fremgang på 519 procent 113 

Malaysias befolkningsvækst lå i perioden 1988‐2002 på cirka 1,4 procent om året. Malaysia er følgelig, 

trods den voldsomme økonomisk vækst, under et vist pres fra en stadigt voksende befolkning. 114 Netto 

er der dog klart tale om en generel, meget markant og konstant velstandsøgning. 

De markante vækstrater giver klare argumenter for, at Malaysia i perioden 1988‐2002 kan have haft 

optimistiske forventninger til fremtidig handel og at landet har haft god grund til tilbageholdenhed med 

at bruge det militære instrument. Før jeg konkluderer endeligt, undersøger jeg først Malaysias depen‐ 

denssituation i forhold til de forventede ressourcer ved Spratlyøerne. 

Malaysias dependens og de forventede ressourcer ved Spratlyøerne 

Malaysias produktionsindustri udviste en markant forøgelse af produktionsindustriens andel af GDP 

mellem 1985 og 1990, altså umiddelbart efter, at Malaysia besatte de tre øer i Spratly‐øgruppen. I den‐ 

ne periode steg andelen fra cirka 19 procent til 27 procent af GDP. Procenten øgedes til 30‐33 procent 

efter 1995 hvor den har ligget siden. Samtidigt steg produktionsindustriens andel af den totale eksports 

værdi i perioden 1985‐1990 fra cirka 32 til cirka 63 procent, næsten en fordobling. Den steg yderligere til 

godt 82 procent i 1995‐1999 og har ligget på dette niveau siden. 115 Hvor voldsom denne udvikling har 

været ses grafisk i figur 3.4 og 3.5, hvor Malaysias graf skiller sig markant ud fra Filippinernes. 

Malaysias dominerende undersektor i dets produktionsindustri er landets elektroniske industri som i 

2003 beskæftigede 39 procent af industriens arbejdsstyrke. Denne industri er i høj grad afhængig af 

eksport til udlandet og er meget konjunkturfølsom. Dette forklarer også faldet på godt 17 procent fra 

1996 til 1998; under finanskriser lider den elektroniske industris eksport. 

Malaysias vigtigste samhandelspartner er USA (17 %), hvorefter følger Japan (13 %) og Singapore (14 %). 

Hong, Taiwan og Korea med henholdsvis 5, 4 og 4 procent. Kina og Filippinerne har landet ingen nævne‐ 

værdig handel med. 116 

Malaysia har været nettoeksportør af olie i en årrække og havde i 1997 en daglig produktion på cirka 

750.000 tønder olie om dagen. 117 Én fremskrivning anslår, at landet med fortsat stærk økonomisk vækst 

og hidtil kendte oliereserver inden år 2025 vil overgå til at blive nettoimportør. 118 

113 Danmarks vækst var i samme periode på 322 %. 

114 Verdensbanken – Indikatorer for Verdens udvikling: http://www.google.com/publicdata?ds=wb‐ 

wdi&met=sp_pop_totl&idim=country:MYS&dl=da&hl=da&q=malaysia+befolkningstal#met=sp_pop_totl&idim=cou 

ntry:MYS:DNK. 

115 Denis Hew (2006), Globalisation and the Challenges Facing Malaysia’s Economy, uddrag af Malaysia; Recent 

Trends and Challenges, Singapore, Institute of Southeast Asian Studies, p. 264. 

116 Wan Nursofiza Wan Azmi (2004), Price Interdependende between Malaysia and its major trading partners: The 

effect of the 1998 capital and exchange controls, Working Paper Series 005, presented at the 29 th Annual Federa‐ 

tion og ASEAN Economic Association Conference, Kuala Lumpur 9‐11 December 2004, p. 4 ff. 

42

I modsætning til Filippinerne har Malaysia trods alt et handelsoverskud til at købe olie og gas fra uden‐ 

landske producenter – hvis det havde været nødvendigt. Stigende oliepriser og øget konkurrence om 

forsyningerne kan gøre et stort indhug i landets økonomi. Også Malaysias eneste mulighed for at øge 

sine reserver er at finde og udvikle egne olie‐ og gasreserver til havs, idet de landbaserede reserver alle‐ 

rede er udnyttede. Hidtil har landet kunnet forsyne sig selv. Dette kan være en væsentlig forklaring på, 

at Malaysia ikke har optrådt så aggressivt som Filippinerne i forsøg på at skaffe sig adgang til de forven‐ 

tede ressourcer omkring Spratlyøerne. 119 

Malaysia har således en høj dependens i forhold til handel med udlandet og landet har klart haft belæg 

for særligt høje handelsforventninger i den undersøgte periode. Dog har landet med sin fortsatte be‐ 

folkningstilvækst på 1,4 procent om året et konstant stigende behov for fødevarer, herunder ikke mindst 

fisk. Med et forbrug på cirka 51,7 kilo fisk pr. indbygger (næsten tre gange verdensgennemsnittet), er 

Malaysia afhængigt af voksende proteintilførsler. I den forbindelse er Spratlyområdets fiskeressourcer 

ikke uvæsentlige for Malaysia. Men Malaysia synes også her at have afvejet omkostningen ved brug af 

det militære instrument i form af negative konsekvenser på handlen med den mulige gevinst ved brug af 

militæret. 

Malaysia vinder ikke meget ved at besætte Spratlyøer med henblik på dominans af søveje. Landet om‐ 

slutter i forvejen indsejlingen til Malaccastrædet i syd, og sejlruten øst om Spratlyøerne går ganske nær 

Malaysias kyst. Hovedstadens søveje mod vest er under egen kontrol. Generelt har Malaysia således 

ikke noget afgørende behov for at besætte Spratlyøer for at kontrollere søveje for sin egen handel. 

Malaysia kan, som Filippinerne måske, influere Kinas transportveje gennem Det Sydkinesisk Hav, hvis 

det opnår en styrket position ved Spratlyøerne. Men Malaysia er et lille relativt svagt land med stor af‐ 

hængighed af handel og det vil kun miste handel ved at udvise aggressiv adfærd. 

Sammenfatning om Malaysia 

Malaysia har vist sig relativt tilbageholdende med sin brug af det militære instrument. Malaysias beher‐ 

skede besættelse af Spratlyøer kan forklares med, at landet trods alt ikke stiltiende kunne se på, at Viet‐ 

nam og Filippinerne gjorde krav på territorium som ligger nær ved Malaysia. Landet har ikke grebet til 

ekstreme krav, som Vietnam og Filippinerne gjorde det, ved at besætte Spratlyøer, som ligger i den 

modsatte del i forhold til landet selv. 

På trods af spændingerne og dets militære besættelse af de østligste øer i Spratlyøerne (og en konflikt 

med Singapore) har Malaysia i den undersøgte periode ikke oprustet, således at det indikerer hensigter 

om at løse konflikter militært. 

Landet har haft god grund til at have haft optimistiske handelsforventninger som følge af meget høj 

vækst i hele perioden, hvilket yderligere styrker forklaringen på dets beherskede anvendelse af det mili‐ 

tære instrument. Malaysia har været stærkt dependent i sin handel med udlandet og landet kunne tabe 

stort på en krig. Ressourcerne, både de kendte fiskeressourcer og de forventede oliereserver, er ikke 

uden betydning for Malaysia. I den undersøgte periode har landet ikke, som Filippinerne, været i en 

mangelsituation. Det har ikke givet mening for landet at indlade sig på krig med dets sandsynlige, opti‐ 

117 

International Energy Agency (1998), World Energy Outlook 1998 Edition, Paris, p. 315. 

118 

Chung (2002), p. 7. 

119 

Odgaard (2002), p. 79 f. 

43

mistiske handelsforventninger og stærke dependens. 

44

Kapitel 4 

Konklusion 


Jeg indleder dette kapitel med at gentage min konkrete problemformulering. Dernæst sammenfatter jeg 

analysens teoretiske grundlag og operationaliseringen af teorien. 

På den baggrund sammenfatter jeg analysens overordnede resultater og konklusioner. 

Problemformulering 




Teoretisk grundlag og operationalisering 

Omdrejningspunktet i teorien om handelsforventninger er den enkelte stats bekymring for sin egen 

afhængighed. Som led i denne bekymring overvejer og beslutter en stat sin adfærd ud fra en beregning 

eller blot en opfattelse af mulige gevinster fra handel og omkostninger ved begrænsninger i handel plus 

forventninger til fremtidig handel. 



vælge krig. 



Disse abstrakte begreber operationaliserer jeg til de efterfølgende spørgsmål, som analysen besvarer 

vedrørende Filippinerne, Kina og Malaysia i perioden 1988‐2002: 

• Hvorledes udviklede den enkelte aktørs militærudgifter sig? 

• Hvorledes udviklede bruttonationalproduktet og handlen med udlandet sig for den enkelte ak‐ 

tør? 

• Hvilken betydning kan bemægtigelse af de forventede ressourcer og kontrol over søveje om‐ 

kring Spratlyøerne få i forhold til aktørens generelle dependens? 

Sammenfatning af analysen 

Filippinerne har ikke haft militær kapacitet til at møde rivalerne om Spratlyøerne i en større åben kon‐ 

flikt. Udviklingen i landets militærudgifter peger ikke på, at landet har forsøgt at ruste sig til krig. På 

trods heraf har dets adfærd været relativt aggressiv. 

45

Udviklingen i Filippinernes økonomi, handel og dependens indikerer, at landet kan have haft faldende 

eller pessimistiske handelsforventninger i hele perioden 1988‐2002. 120 

Landet er stærkt afhængig af udenlandsk olieimport, men har ikke midlerne til at købe olie nok til den 

ønskede vækst. Landets eneste mulighed er at finde og udvikle egne olie‐ og gasreserver til havs. Filippi‐ 

nerne er stærkt afhængig af voksende proteintilførsler til dets hurtigt voksende befolkning. Filippinerne 

har ikke haft noget vitalt behov for at sikre søvejene for sin handel. Spratlyområdets forventede res‐ 

sourcer er meget vigtige for Filippinerne på grund af dets dependens, svage økonomi og svage vækst i 

handel. 

Filippinerne havde høj dependens og (kan have haft) pessimistiske forventninger til fremtidig handel, 

hvilket kan have givet landet en lav eller negativ forventet værdi af handlen. 

Jeg konkluderer, at Filippinernes brug af det militære instrument har været i overensstemmelse med 

teorien om samhandelsforventningers forklaring om [the] ”Ultimate reason that state goes to war”. 

Kina har haft den militære styrke til at besætte Spratlyområdet, hvis det havde villet. Kina nøjedes i lang 

tid med at bruge diplomatiske midler vedrørende sine krav. Kina brugte først det militære instrument 

for alvor, da Vietnam og Filippinerne begge havde besat øer og rev som ligger på den fjerneste side af 

Spratlyøerne i forhold til deres respektive fastlande og derved havde afsnøret Kinas søveje mod syd ud 

af Det Sydkinesiske Hav. Disse landes aggressive adfærd kan have medvirket til at skabe pessimistiske 

handelsforventninger for Kina, hvorimod Malaysias besættelse af nogle få øer 150 km fra Malaysias kyst 

ikke på samme måde har påvirket Kinas handelsforventninger. 

Forventningen om at erobre store ressourcer ved Spratlyøerne til dækning af egne behov, synes ikke at 

rumme megen logik. Dertil er Kinas behov alt for store og dets tab i handel ved en illegitim krig ville 

langt overstige gevinsten. Det er næppe forventningen om store ressourcer, som forklarer Kinas adfærd 

omkring Spratlyområdet. Derimod kan truslen om afskæring af Kinas afgørende søveje mod vest have 

medført pessimistisk handelsforventninger for Kina og derved have tvunget landet til at bruge det mili‐ 

tære instrument. 

Økonomisk havde Kina en stærkt stigende dependens og landets mangeårige høje vækstrater har givet 

god grund til optimistiske handelsforventninger. 

Jeg konkluderer, at Kinas brug af det militære instrument overordnet set har været i overensstemmelse 

med teorien om samhandelsforventningers forklaring om [the] ”Reason for state choosing to stay at 

peace”. 

Men konklusionen kan også rumme den stik modsatte fortolkning: Idet Vietnam og Filippinerne sænke‐ 

de Kinas handelsforventninger ved at afskære Kinas søveje forbi Spratlyøerne, kan Kinas adfærd også 

forklares med teorien om samhandelsforventningers begrundelse for [the] ”Ultimate reason that state 

goes to war”. 

Malaysia har været relativt tilbageholdende med sin brug af det militære instrument. Malaysia beher‐ 

skede besættelse af Spratlyøer kan forklares med, at landet blev tvunget til det, da Vietnam og Filippi‐ 

120 Jeg understreger at formuleringen kan have haft kun baserer sig på den retrospektive vurdering af historien og 

om de virker logisk forklarlige. De konkrete handelsforventninger findes ingensteds registreret. 

46

nerne besatte territorium nær Malaysia. 

Malaysia har ikke i den undersøgte periode oprustet på en måde, som kunne indikere en hensigt om at 

løse konflikter militært. 

Malaysia har været stærkt dependent i sin handel med udlandet og landet har haft god grund til at have 

haft optimistiske handelsforventninger som følge af meget høj vækst i hele perioden. 

Ressourcerne, både de kendte fiskeressourcer og de forventede oliereserver, er ikke uden betydning for 

Malaysia. Men i den undersøgte periode har landet ikke, som Filippinerne, været i en mangelsituation. 

Landet har ikke haft behov for at sikre eller bemægtige sig søveje, da det har gode alternativer uden for 

Spratlyområdet. 

Jeg konkluderer, at Malaysias brug af det militære instrument har været i overensstemmelse med teori‐ 

en om samhandelsforventningers forklaring om [the] ”Reason for state choosing to stay at peace”. 

Konklusion 

Den overordnede konklusion er, at de tre valgte lande alle har ageret på en måde, som kan forklares 

med Copeland’s teori om handelsforventninger. I den udvalgte empiri har der været god overensstem‐ 

melse med teoriens tese om, at høj dependens og pessimistiske handelsforventninger kan få en aktør til 

at vælge krig, og at høj dependens og optimistiske handelsforventninger kan få en aktør til at vælge at 

holde fred. 

Det militære instrument har spillet en rolle i de undersøgte ressourcekonflikter. Instrumentet har været 

brugt eller fravalgt i en god overensstemmelse med teorien. 

Hvis en stat har haft høj dependens og optimistiske handelsforventninger, har brugen af instrumentet 

været minimal eller nødtvungen. Andre staters aggressive og inddæmmende territoriebesættelse har da 

tvunget aktøren til at bruge instrumentet, selvom krig var uønsket. Hvis en stat har haft høj dependens 

og pessimistiske handelsforventninger, har brugen af instrumentet været mangfoldig og aggressiv for at 

tilegne sig de omstridte ressourcer på andres bekostning. 

Det militære instruments rolle kan ses som et element i en mekanisme, hvor en stat kan balancere han‐ 

delsforventninger med brug af militære midler. Ved optimistiske handelsforventninger kan staten fra‐ 

vælge at bruge det militære instrument for at bibeholde handlen intakt og stigende. Ved pessimistiske 

handelsforventninger kan staten vælge at bruge det militære instrument for at kompensere for den 

manglende handel – ved at tilegne sig ressourcer ved fysisk besættelse. 

Konklusionens pålidelighed, validitet, er uændret i forhold til mit forbehold fra metodeafsnittet i kapitel 

1. Problemet er fortsat, at variablen, handelsforventninger, ikke kan findes empirisk dokumenteret. Ind‐ 

til den sådan dokumentation tilvejebringes, kan de operationelle variable (militærudgifter, økonomisk 

udvikling og dependens) kun tilnærmelsesvis fastlægge, hvordan de konkrete handelsforventninger har 

været. Der er givetvis en korrelation – så forskellig fra andre interdependensteorier er Copeland’s teori 

heller ikke – men den konkrete korrelation kan jeg ikke sige noget om. Jeg vil antage, at analysens validi‐ 

tet er relativt høj, for de valgte variable er basale elementer i interdependens og handelsforventnings‐ 

dannelse, men denne subjektive antagelse kan ikke dokumenteres. Jeg vender tilbage til dette spørgs‐ 

mål i næste kapitel, hvor jeg perspektiverer teorien og analysens konklusioner. 

47

Kapitel 5 

Perspektivering 


Jeg indleder med at opridse perspektiver for yderligere forskning vedrørende teorien om handelsfor‐ 

ventninger. På denne baggrund perspektiverer jeg undersøgelsens resultater i forhold til fremtidens 

udfordringer i Arktis. 

Perspektiver for yderligere forskning 

Copeland’s formulerer hovedargumentet for sin dynamiske variabel, handelsforventninger, således: 

”This dynamic perspective helps bridge the gaps within and between current approaches”, underforstå‐ 

et at bygge bro mellem realismens og liberalismens forklaringer. 121 Afsættet i disse ”gamle” teorier med‐ 

fører i sig selv en svaghed i Copeland’s teori, fordi han derved viderefører deres tænkning og perspekti‐ 

ver. 

”Krig” er et uklart begreb, som nok stod klart under 1. og 2. Verdenskrig, som er Copeland’s empiriske 

grundlag. Men han forholder sig ikke til anvendelse af militære instrumenter på et lavere konfliktniveau, 

der udarter, som You Ji udtrykker det: ”The low level of firepower used actually served the purpose of a 

special kind of local war in a particular setting in the South China Sea; the Chinese force was not used to 

eliminate the opponent’s capability but as a means to make firm China’s territorial stand.” 122 

Jeg har tilpasset teorien således, at “krig” også omfatter lavintensitetsbrug af det militære instrument og 

det har fungeret. Men det forstærker min tidligere udtrykte bekymring for, om korrelationen mellem 

økonomiske vækstfaktorer og samhandelsforventninger er høj nok til at give valide konklusioner. 

Uagtet sin pointe vedrørende fremtidige handelsforventninger, er det svært at finde overbevisende 

argumenter for, at Copeland’s teori skulle være mere dynamisk end de konkurrerende teorier. De så‐ 

kaldte dynamiske handelsforventninger er så komplekse og datarige, at ændringer i forventninger kan 

ske på to måder. Enten udvikles de trinvis over tid og kommer derved til at udgøre en successiv kæde af 

øjebliksbilleder (”Comparative statics”) eller også opstår de gradvist i beslutningstagernes bevidsthed, 

måske intuitivt. Derved overlapper teorien med konstruktivismens perceptionsopfattelse og berører 

givetvis også Københavnerskolens sikkerhedsliggørelsesbegreb. 123 Dog kan konstruktionen af handels‐ 

forventningerne i fremtiden måske ske hurtigere og mere præcist gennem udvikling af mere effektiv 

fusion af indhentningskilder og databehandlingskapacitet. 

Statens mulige brug af militære instrumenter ligger indenfor gruppen af såkaldte kontekst‐ eller ad‐ 

færdsforandrende strategier. Med krig kan en stat forsøge at ændre andre rivalers adfærd (få dem til at 

underkaste sig statens vilje). En stat kan også få andre stater til at ændre adfærd ved at ændre den kon‐ 

121 Copeland (1996), p. 7 

122 You Ji (1998), The PLA Navy in the Changing World Order, i Jack McCaffrie and Alan Hinge (red.), Sea Power in 

the New Century. Maritime Operations in South‐Pacific Beyond 2000, Australian Defence Studies Centre, Australian 

Defence Force Academy, Canberra, p. 98 

123 Se note 16 og 22. 

48

tekst som disse stater opererer i. 

En stat kan også balancere sine underlegne kapaciteter ved at indgå i alliancer med fokus på adfærds‐ 

forandring gennem afskrækkelse. Staten kan også forsøge at ændre kontekst, således at konteksten i sig 

selv kommer til at ændre rivalernes adfærd og muligheder. Dette kan staten gøre ved at støtte etable‐ 

ring af internationale institutioner som sætter spilleregler for aktørernes deltagelse. En sådan institutio‐ 

nel indbinding reducerer de umiddelbare militære trusler og kan forøge statens forventninger til handel 

gennem en stabil orden i det internationale system. Copeland inddrager overhovedet ikke de kontekst‐ 

eller adfærdsforandrende strategier, som en stat kan følge. Og han overser ligeledes den brug af det 

militære instrument, som omfatter signalgivning under positionering i forhold til det internationale insti‐ 

tutionelle og juridiske spil. Det er en væsentlig svaghed, som gør hans teori ganske utidssvarende og 

uinteressant til forklaring af fremtidens konflikter, hvor netop institutionel indbinding og andre tiltag 

kan medvirke til at reducere frekvensen af krige. 124 

På baggrund af disse betragtninger, synes de følgende justeringer nødvendige, hvis teorien om samhan‐ 

delsforventninger skal være brugbar uden for teoriens abstrakte og forenklede verdensbillede. 

Hvis teorien skal være til nytte til forklaring af fremtidens udfordringer i Arktis, behøves der yderligere 

forskning for at finde graden af korrelation mellem de operationelle variable og den teoretiske variabel, 

handelsforventninger. Der skal således findes et analyse‐ og måleapparat, som i samtiden kan måle for‐ 

ventninger til fremtidens handel. Over tid kan man holde disse data op mod de operationelle variable 

(retrospektivt), således som jeg har gjort. Hvis der er god korrelation, har man et godt instrument til at 

vurdere aktørers nuværende situation og mulige fremtidige adfærd. 

Ligeledes behøver teorien en modernisering, så den fungerer i nutidige konflikters langt mere uklare 

skel mellem ”krig” og ”fred”. De undersøgte konflikter kan næppe rummes i Copeland’s fortolkning af 

”krig”. Kun min udvidelse af krigsbegrebet ”redder” teorien fra at være uegnet til den gennemførte un‐ 

dersøgelse. 

Endeligt bør teorien justeres, så den også dækker aktørers balancering gennem alliancedannelse, samt 

deres adfærds‐og kontekstforandrende strategier, for eksempel institutionel indbinding, og ikke blot 

betragter virkeligheden som alles kamp mod alle. Sammenfattende kunne justeringen af teorien med 

fordel inspireres af Hedley Bull’s engelske skoles forståelse af konflikters kausalitet og nødvendigheden 

af international orden. 125 

Copeland har med variablen, handelsforventninger, et unikt og aktuelt bud på forklaring af konflikter, 

som har økonomiske årsager. Teoriens relevans forstærkes i lyset af fremtidens forventeligt stigende 

rivalisering om efterstræbte ressourcer. Teorien om samhandelsforventninger bør ikke blot lægges væk 

som endnu en abstrakt teori. Den bør blot moderniseres. 

Perspektiver for Arktis 

I Arktis er næsten identiske faktorer i spil: Der er forventninger om olie‐ og gasressourcer, der er fiske‐ 

ressourcer og der er mulige søveje, hvis åbning kan påvirke handelsforventningerne markant for de in‐ 

volverede aktører. Dette gælder også for tredjelande, som får kortere søveje til det vestlige Nordameri‐ 

124 

Copeland publicerede teorien i 1996. Den må således være blevet udviklet i starten af 1990’erne, hvor koldkri‐ 

gens paradigmer stadigt influerede megen tænkning. 

125 

Se Hedley Bull (1995), The Anarchical Society: A Study of Order in World Politics, 2. Udgave, Colombia University 

Press, New York. 

49

ka og fjern‐Østen. Der er ligeledes uafklarede grænsedragninger. Forventninger er i spil og det er på 

forventninger, at man strides. Ingen ved om ressourcerne overhovedet er der, om de kan udnyttes eller 

om søvejene i Arktis overhovedet bliver isfrie. Det forventer man…. 

Samtidig er der tegn på lige så fastlåste interessestandpunkter som i Det Sydkinesiske Hav. Danmark har 

faktisk gennem mere end 35 år haft en uløst konflikt med Canada om Hans Ø, som ligger i Nares Strædet 

mellem Ellesmere Island og Nordgrønland. Uenigheden om placeringen af suveræniteten eskalerede 

efter årtusindskiftet til dansk suverænitetshævdelse med flådefartøjer og kulminerede med en canadisk 

landsætning af soldater i 2005. Dog bilagdes den militære del af konflikten ved en fælles dansk‐canadisk 

beslutning 20. september 2005, hvor de to landes udenrigsministre enedes om at løse striden ved for‐ 

handlingsbordet. Det er dog endnu i 2011 stadigt ikke lykkedes at opnå enighed om grænsedragningen. 

Striden med Canada synes ikke enestående. Danmark gør for tiden krav på andre omstridte områder 

ved Grønland og Færøerne. 

I forsvarsforliget i 2010‐14 ses en øget dansk militær fokusering på eventuelle fremtidige sikkerhedspro‐ 

blemer i Arktis. Dette skete parallelt med, at stater som Rusland også opprioriterer indsatsen for at sikre 

sig adgang til forventelige råstofressourcer og søveje, i takt med at klimaændringer forventeligt vil redu‐ 

cere ismængderne. 126 

På trods af det temmeligt usandsynlige scenarium at Danmark, Canada eller andre stater i Arktis skulle 

geråde i ”krig”, er det et faktum, at Danmark og Canada hovedsagelig har anvendt militære instrumen‐ 

ter i striden om Hans Ø. Selv ”civiliserede” nationer som Danmark og Canada har ikke kunnet opnå enig‐ 

hed gennem forhandling. Den politiske beslutning om opprioritering af Forsvarets rolle i Arktis øger også 

sandsynligheden for brug af militære instrumenter. Selve beslutningen er faktisk en anvendelse af dette 

instrument i sig selv. Situationen ligner til forveksling billedet fra Det Sydkinesiske Hav. 

Nu er den militære del af striden om Hans Ø foreløbigt blevet bilagt uden voldsanvendelse. Men det er 

sandsynligt, at denne tvist i Arktis ikke bliver den sidste. Således satte Danmarks ratifikation af Havrets‐ 

konventionen i 2004 en proces i gang, som kan medføre en ganske betragtelig udvidelse af Rigsfælles‐ 

skabets territorium. Dette betyder, at andre stater må afstå fra at få deres territorialkrav opfyldt. Det 

sker næppe frivilligt. 

Det er et forunderligt faktum, at to traditionelt fredelige NATO‐medlemmer som Canada og Danmark i 

nyere tid faktisk har brugt militære instrumenter i en territorialstrid. Og Danmark har opprioriteret sin 

militære indsats i Arktis. Dette indikerer, at det militære instrument også i fremtiden har en rolle at spil‐ 

le i ressourcekonflikter. 

En øget viden om og forståelse for variablen samhandelsforventninger, og dens effekt for staters vilje til 

at vælge mellem krig eller fred, kan blive en vigtig faktor for at finde stabile og legitime løsninger på 

fremtidige grænsedragninger i Arktis. Konklusionerne fra Det Sydkinesiske Hav peger klart på, at skabel‐ 

se af optimistiske handelsforventninger for alle aktører kan være en forudsætning for en fredelig græn‐ 

sedragning i Arktis. 

Dette speciale foreslår i hvert fald, at en moderniseret teori om samhandelsforventninger bliver et af 

forskningens redskaber til at øge forståelsen af de lurende konflikter i Arktis. 

126 Folketinget, Aftale om Forsvaret 2010‐14 af 24. juni 2009, p. 2. 

50

Bibliografi 

Azmi, Wan Nursofiza Wan (2004), Price Interdependende between Malaysia and its major trading part‐ 

ners: The effect of the 1998 capital and exchange controls, Working Paper Series 005, presented at the 

29 th Annual Federation og ASEAN Economic Association Conference, Kuala Lumpur 9‐11 December 2004. 

Bitzinger, Richard A. (2010), A New Arms Race? Explaining Recent Southeast Asian Military Acquisitions, 

Contemporary Southeast Asia Vol. 32, No. 1 (2010). 

Bull, Hedley (1995), The Anarchical Society: A Study of Order in World Politics, 2. Udgave, Colombia Uni‐ 

versity Press, New York. 

Buzan, Barry, Wæver, Ole, and de Wilde, Jaap (1998), Security: A New Framework for Analysis, Boulder: 

Lynne Rienner Publishers. 

Chambers, Michael R. (2006), Rising China: The Search for Power and Plenty, in Ashley T. Tellis & Michael 

Wills, eds. Strategic Asia 2006‐2007: Trade, Interdependence, and Security, Washington DC, NBR. 

Chung, Christopher (2002), Working Paper no. 69; The South China Sea Dispute; Themes, Developments 

and Implications for Australia’s Interests, Canberra, Australian Defence Studies Centre. 

Copeland, Dale C. (1996), Economic Interdependence and War, International Security, Vol. 20, No. 4. 

Derichs, Claudia (2007), Malaysia in 2006, An Old Tiger Roars, Asian Survey, Vol. 47, Issue 1, The Regents 

of the University of California. 

Folketinget, Aftale om Forsvaret 2010‐14 af 24. juni 2009. 

Heginbotham, Eric, and Samuels, Richard J. (1998), Mercantile Realism and Japanese Foreign Policy, 

International Security, vol. 22, no. 4. 

Heurlin, Bertel (2009), Krig og fred I det 21. århundrede, København, Samfundslitteratur. 

Hew, Denis (2006), Globalisation and the Challenges Facing Malaysia’s Economy, uddrag af Malaysia; 

Recent Trends and Challenges, Singapore, Institute of Southeast Asian Studies. 

International Energy Agency (1998), World Energy Outlook 1998 Edition. 

International Monetary Fund (2000), WORLD ECONOMIC OUTLOOK Database, April 2000. 

Ji, You (1998), The PLA Navy in the Changing World Order, i Jack McCaffrie and Alan Hinge (red.), Sea 

Power in the New Century. Maritime Operations in South‐Pacific Beyond 2000, Australian Defence Stud‐ 

ies Centre, Australian Defence Force Academy, Canberra. 

52

Keen, David (2000) Incentives and Disincentives for Violence, i Europe's New Nationalism. Edited by 

Caplan, R; Feiffer, J, Oxford, Oxford University Press. 

Keohane, Robert O., and Nye, Joseph S. (1977), Power and Interdependence, Boston, LittleBrown. 

Kina, website, http://www.spratlys.org/ 

Leander, Anne (2008), Securing Sovereignty by Governing Security, i Sovereignty Games, Instrumentaliz‐ 

ing State Sovereignty in Europe and Beyond, New York, Palgrave Macmillan. 

McManus, John W. (1994), The Spratly Islands: A Marine Park?, Ambio. 

Mullen, Mike, General, Chairman of the Joint Chief of Staffs, The National Military Strategy of the United 

States of America, http://www.jcs.mil//content/files/2011‐02/020811084800_2011_NMS_‐ 

_08_FEB_2011.pdf. 

Nordstrøm, Steen (2005), Væbnet konflikt over naturressourcer: en typologi, i Den Ny Verden, Køben‐ 

havn, DIIS book. 

Nordstrøm, Steen (2006), Krige om olie og andre naturressourcer – et sandsynligt fremtidsscenarium?, i 

Det 21. århundredes trusler, redigeret af Bertel Heurlin og Steen Rynning, København, DIIS book. 

Odgaard, Liselotte (2002), Maritime Security between China and Southeast Asia: Conflict and coopera‐ 

tion in the making of regional order, Aldershot, Ashgate Publishing limited. 

Paderanga, Cayetano Jr. (1996), Economic Interdependence and Macroeconomic Coordination, Journal of 

Philippine Development, Number41, Volume XXIII, No. 1. 

Population Reference Bureau (2010), 2010 World Population Data Sheet (2010). 

Rapkin, Davis P. & Thompson, William R. (2006), Will Economic Interdependence Encourage China’s and 

India’s Peaceful Ascent?, Washington DC, NBR. 

Rosencrance, Richard (1986), The Rise of the Trading State; Commerce and Conquest in the Modern 

World, New York, Basic Books. 

Stockholm Institute of Peace Research, SIPRI (2010), The SIPRI Military Expenditure Database, 

http://milexdata.sipri.org/result.php4 

Thao, Nguyen Hong (2003), The 2002 Declaration on the Conduct of Parties in the South China Sea: A 

Note, Hanoi, Taylor and Francis Group. 

Udenrigsministeriet (2011), Landefakta, www.asien.um.dk/da/menu/InfoOmRegionen/LandefaktaAsien 

53

United Nation, Charter of the United Nations, http://www.un.org/en/documents/charter/index.shtml. 

United States Geological Survey (2008), Circum‐Arctic Resource Appraisal: Estimates of Undiscovered Oil 

and Gas North of the Arctic Circle, http://pubs.usgs.gov/fs/2008/3049/fs2008‐3049.pdf. 

Verdensbanken – Indikatorer for Verdens udvikling, http://data.worldbank.org/danish?cid=GPDda_WDI. 

Vietnam, website, http://paracelspratlyislands.blogspot.com/2010/01/national‐geographic‐maps‐ 

support.html. 

Waltz, Kenneth N. (1979), Theory of International Politics, Boston, McGraw Hill. 

Waltz, Kenneth N. (2008), Realism and International Politics, New York, Routledge. 

Weitz, Richard (2011), Nervous Neighbors; China Finds a Sphere of Influence, World Affairs. 

Wendt, Alexander (1992), Anarchy is what states make of it: The social construction of power politics, 

International Organization 46. 

Wendt, Alexander (1999), Social Theory of International Politics, Cambridge, Cambridge University Press. 

54

Hvilken rolle spiller det militære instrument i konflikter om ressourcer ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?