Hvilken rolle spiller det militære instrument i konflikter om ressourcer ...

sådanne betragtninger kan rumme en kerne af sandhed, er de overvejende kun valide i tilfælde af ”sta‐
tes with qualifiers as quasi, failed, weak, or rogue underlining their incapacity to control private actors
and the market force on their territories.” 17
Med motiveringen for min analyse fundet i Arktis‐problematikken, er ”de nye kriges” særegenheder ikke
relevante. Der kan selvfølgelig findes enkelte sammenfald, for eksempel forsøg på binding af kollektiv
identitet til territoriet. 18 Selvom dette fænomen ofte ses i ressourcekonflikter, også i Det Sydkinesiske
Hav, er det mindre relevant i et Arktisperspektiv. I Arktis er der for alle aktørers vedkommende tale om
tidligere kolonimagter, som har overtaget suveræniteten fra de oprindelige Inuitbefolkninger. 19 Inuitter
har aldrig opereret med noget territorialt statsbegreb. Endeligt er alle aktører i Arktis anerkendte af FN
og (stort set) loyale mod FN‐charteret og alle, undtagen Rusland, er medlemmer af NATO.
Dette medfører, at jeg kan indsnævre min undersøgelse til et ”klassisk” scenarium mellem suveræne og
stabile stater, som er institutionelt indbundne i adfærdsregulerende institutioner. I min undersøgelse
skal begrebet ”stat” opfattes som det klassiske statsbegreb, således som det har været forstået fra Den
Westfalske Fred frem til FN‐charterets definition. 20
Her til sidst i min teoriovervejelse vil jeg kort kommentere Københavnerskolens sikkerhedsliggørelses‐
begrebs relevans i undersøgelse af ressourcekonflikter. 21 Omkring Spratlyøerne, kan man se hvordan
Vietnam og Kina begge forsøger at sikkerhedsliggøre øerne til en national kerneværdi, uden hvilke lan‐
dene nærmest ikke kan overleve. De bruger også den førnævnte territoriale identitetsfaktor. 22 Sikker‐
hedsliggørelsesbegrebet kunne også anses for at overlappe med den strukturelle realismes tanker om at
besætte vitale ressourcer for at sikre statens sikkerhed og overlevelse. Uagtet de interessante aspekter i
disse forhold, beskæftiger de konstruktivistiske teorier i deres hovedbudskaber sig med forhold, som
ligger op ad Copeland’s teori. Copeland’s teori definerer statens natur således: “Rational, unitary actor
calculating the expected stream of benefits and costs over the foreseeable future, to maximize wealth
and therefore security”. 23 I denne kalkulation kan aktøren også indbygge en sikkerhedsliggørelsesmeka‐
nisme. Endeligt beskæftiger konstruktivisterne sig primært med beslutningstagere og deres sociale per‐
ceptioner. En analyse af sådanne forhold kan den givne ramme her ikke rumme. Og under alle omstæn‐
digheder er Københavnerskolen en udløber af Wendts konstruktivisme, som jeg jo allerede har udeluk‐
ket. Jeg vælger derfor ikke at inddrage Københavnerskolens teori.
Metodeovervejelser
Teorien om handelsforventninger beskæftiger sig grundlæggende med et emne, som er vanskeligt at
gøre målbart. Selv den dygtigste analytiker kan givetvis ende i spekulative gisninger, hvis han forsøger at
måle forventninger med rene kvantitative metoder. Forventninger kan rumme aspekter af intuition,
statsmandskunst og/eller rent gætteri. Begrebet forventninger, kunne man umiddelbart forestille sig,
17
Anne Leander (2008), Securing Sovereignty by Governing Security, i Sovereignty Games, Instrumentalizing State
Sovereignty in Europe and Beyond, New York, Palgrave Macmillan, p. 164.
18
Bertel Heurlin (2009), Krig og fred I det 21. århundrede, København, Samfundslitteratur, p. 273 ff.
19
En undtagelse er måske Norge i tilfældet Svalbard, hvor der aldrig har levet inuitter.
20
Se FN’s charter, kapitel I og II.
21
Se Barry Buzan, Ole Weaver and Jaap de Wilde (1998), Security: A New Framework for Analysis, Boulder: Lynne
Rienner Publishers.
22
Se f.eks. Kinas webside, http://www.spratlys.org/ og Vietnams webside,
http://paracelspratlyislands.blogspot.com/2010/01/national‐geographic‐maps‐support.html
23
Copeland (1996), p. 24.
12