Hvilken rolle spiller det militære instrument i konflikter om ressourcer ...

tekst som disse stater opererer i.
En stat kan også balancere sine underlegne kapaciteter ved at indgå i alliancer med fokus på adfærds‐
forandring gennem afskrækkelse. Staten kan også forsøge at ændre kontekst, således at konteksten i sig
selv kommer til at ændre rivalernes adfærd og muligheder. Dette kan staten gøre ved at støtte etable‐
ring af internationale institutioner som sætter spilleregler for aktørernes deltagelse. En sådan institutio‐
nel indbinding reducerer de umiddelbare militære trusler og kan forøge statens forventninger til handel
gennem en stabil orden i det internationale system. Copeland inddrager overhovedet ikke de kontekst‐
eller adfærdsforandrende strategier, som en stat kan følge. Og han overser ligeledes den brug af det
militære instrument, som omfatter signalgivning under positionering i forhold til det internationale insti‐
tutionelle og juridiske spil. Det er en væsentlig svaghed, som gør hans teori ganske utidssvarende og
uinteressant til forklaring af fremtidens konflikter, hvor netop institutionel indbinding og andre tiltag
kan medvirke til at reducere frekvensen af krige. 124
På baggrund af disse betragtninger, synes de følgende justeringer nødvendige, hvis teorien om samhan‐
delsforventninger skal være brugbar uden for teoriens abstrakte og forenklede verdensbillede.
Hvis teorien skal være til nytte til forklaring af fremtidens udfordringer i Arktis, behøves der yderligere
forskning for at finde graden af korrelation mellem de operationelle variable og den teoretiske variabel,
handelsforventninger. Der skal således findes et analyse‐ og måleapparat, som i samtiden kan måle for‐
ventninger til fremtidens handel. Over tid kan man holde disse data op mod de operationelle variable
(retrospektivt), således som jeg har gjort. Hvis der er god korrelation, har man et godt instrument til at
vurdere aktørers nuværende situation og mulige fremtidige adfærd.
Ligeledes behøver teorien en modernisering, så den fungerer i nutidige konflikters langt mere uklare
skel mellem ”krig” og ”fred”. De undersøgte konflikter kan næppe rummes i Copeland’s fortolkning af
”krig”. Kun min udvidelse af krigsbegrebet ”redder” teorien fra at være uegnet til den gennemførte un‐
dersøgelse.
Endeligt bør teorien justeres, så den også dækker aktørers balancering gennem alliancedannelse, samt
deres adfærds‐og kontekstforandrende strategier, for eksempel institutionel indbinding, og ikke blot
betragter virkeligheden som alles kamp mod alle. Sammenfattende kunne justeringen af teorien med
fordel inspireres af Hedley Bull’s engelske skoles forståelse af konflikters kausalitet og nødvendigheden
af international orden. 125
Copeland har med variablen, handelsforventninger, et unikt og aktuelt bud på forklaring af konflikter,
som har økonomiske årsager. Teoriens relevans forstærkes i lyset af fremtidens forventeligt stigende
rivalisering om efterstræbte ressourcer. Teorien om samhandelsforventninger bør ikke blot lægges væk
som endnu en abstrakt teori. Den bør blot moderniseres.
Perspektiver for Arktis
I Arktis er næsten identiske faktorer i spil: Der er forventninger om olie‐ og gasressourcer, der er fiske‐
ressourcer og der er mulige søveje, hvis åbning kan påvirke handelsforventningerne markant for de in‐
volverede aktører. Dette gælder også for tredjelande, som får kortere søveje til det vestlige Nordameri‐
124
Copeland publicerede teorien i 1996. Den må således være blevet udviklet i starten af 1990’erne, hvor koldkri‐
gens paradigmer stadigt influerede megen tænkning.
125
Se Hedley Bull (1995), The Anarchical Society: A Study of Order in World Politics, 2. Udgave, Colombia University
Press, New York.
49