Hvilken rolle spiller det militære instrument i konflikter om ressourcer ...

synligheden for krig, fordi den forøger statens sårbarhed, mens liberalisterne mener det stik modsatte. 12
Copeland formulerer derfor sin teori – teorien om handelsforventninger – for at dække ”gabet” mellem
realismens og liberalismens mangelfulde forklaringer på dette centrale teoriområde.
Teorien introducerer en ny kausal variabel, nemlig handelsforventninger, som beskriver den samlede
forventede værdi af en handelsmulighed, hvis en stat giver afkald på brug af det militære instrument.
Variablen, handelsforventninger, giver en stat en dynamisk manøvremulighed mellem at vælge eller
fravælge det militære instrument i forhold til både realismens og liberalismens statiske betragtning ved‐
rørende interdependens. 13 Interdependens kan fremme freden, men kun så længe, at staten forventer
et højt handelsniveau i en overskuelig fremtid. Hvis en meget interdependent stat forventer alvorlige
begrænsninger i økonomien, vil der være høj grad af sandsynlighed for, at en sådan stat vælger det mili‐
tære instrument på grund af frygten for at tabe sin velstand og dermed langsigtede sikkerhed.
Denne variabel kan følgelig være et af de helt centrale elementer i min undersøgelse, for den berører
selve vendepunktet mellem valg og fravalg‐mekanismen i ressourcekonflikter. Omkring vendepunktet er
det afvejningen af forventning om gevinst (fremtidig handel), som dynamisk skal afbalanceres med risi‐
koen for at miste adgangen til ressourcen. En stat kan således opfatte sig tvunget til at vælge det militæ‐
re instrument, hvis den forventer, at andre i fremtiden vil afskære den fra fremtidig handel.
Jeg ser teorien om handelsforventninger som det primære værktøj til min analyse af det militære in‐
struments rolle i konflikter om grænsedragninger om naturressourcer i Det Sydkinesiske Hav.
Der er to forhold i min teoriovervejelse som kræver en særskilt kommentar. Copeland’s begreb forvent‐
ninger kan genkendes i Alexander Wendts konstruktivistiske begreb perception, som vedrører opbygning
af identiteter hos interagerende parter. 14 Det kan undre, at Copeland helt omgår Wendt i sin teoriop‐
bygning, idet begrebet forventning i høj grad har med identitetsopbygning og gensidig perception at
gøre. 15 Jeg opfatter dog ikke dette som en svaghed, der gør Copeland’s teori uanvendelig, men blot som
en mindre væsentlig ufuldstændighed.
Jeg kunne således have overvejet at inddrage konstruktivismen, men vælger denne løsning fra, idet det
kunne fordre en udredning af selve statsbegrebet og de involverede beslutningstagere. Dette er umuligt
indenfor den givne ramme her. Med den valgte forventningsteori ser jeg mig i stand til at analysere
hvordan mekanikken mellem brug af det militære instrument og handelsforventninger fungerer. Det
dækker min problemformulering.
Jeg definerer herefter, hvorledes jeg anvender begrebet ”stat”. I de såkaldte ”nye krige” anvendes Clau‐
sewitz’ ideligt citerede sentens ‐ ”krig er blot en fortsættelse af politikken med andre midler” ‐ i nogle
sammenhænge på en ny måde: At krig er en fortsættelse af økonomien med andre midler. 16 Omend
12
Kenneth N. Waltz (2008), Realism and International Politics, New York, Routledge, p. 152 ff. Se også Robert O.
Keohane & Joseph S. Nye (1989), Power and interdependency, Glenview Illinois, Scott & Foresman, p. 255 f.
13
Copeland (1996), p. 6 f.
14
Alexander Wendt (1992), Anarchy is what states make of it: The social construction of power politics, Interna‐
tional Organization 46, p. 397 ff.
15
Se også Alexander Wendt (1999), Social Theory of International Politics, Cambridge, Cambridge University Press.
16
David Keen (2000), Incentives and Disincentives for Violence, i Europe's New Nationalism. Edited by Caplan, R;
Feiffer, J, Oxford, Oxford University Press, p. 27.
11