SKOLETJENESTEN KØBENHAVNS MUSEUM

yportene
tIl kØbenhAvn
Indtil anden halvdel af 1800-tallet var såvel indenlandske som udenlandske rejser til
københavn underlagt paskontrol. enhver rejsende var forpligtet til at få udstedt et pas hos
den lokale politimyndighed før afrejsen. det skulle medbringes på hele rejsen, ligesom vi
kender det i dag, når vi skal til udlandet.
Borgerskabsbreve 1774-1850
Enhver mand, der ville drive egen virksomhed i København,
skulle være borger i byen. Betingelserne for at kunne blive en
del af borgerskabet var, at man var myndig og ustraffet. Desuden
skulle man også være uddannet i et håndværks- eller
handelslaug og have aflagt mesterprøven. Et laug var en forening
for de forskellige arbejdsområder. I et laug skulle håndværkere
blive enige om ting som løn og arbejdstid. Der var et
meget stramt hierarki i et laug, men man stod sammen.
Nørreport, Østerport, Vesterport og Amagerport
Nørreport, Østerport og Vesterport eksisterede allerede fra
middelalderen, og Amagerport kom til, da Christian 4. anlagde
Christianshavn i 1600-tallet. I 1700-tallet blev de nybygget
og stod indtil 1857, hvor de blev revet ned. De fire byporte
udgjorde de eneste indgange til København. Portene blev lukket
om natten. I dagtimerne var der livlig færdsel gennem
byportene. Om morgenen, når portene åbnede, kunne der
holde lange rækker af bøndervogne med forsyninger til hovedstaden.
Mellem byportene var der volde og voldgrave. De
var en effektiv afspærring af byen, for alle skulle passere gennem
portene. Der var god mulighed for at kontrollere, hvem
der kom til og fra byen, og hvad de havde med sig.
Amagerport i 1809, akvarel af Eckersberg. På billedet kan man se
Christianshavn og Frelsers Kirkes karakteristiske snoede tårn.
SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM
Ud over bypas, skulle man betale penge i acciseboden,
der lå uden for porten. Accise var en skat på fødevarer, byggematerialer,
brændsel, hø og huder, der blev indført i byen.
Betjentene, der tjekkede vognenes indhold for ulovlig indsmugling
af varer, var ikke populære og blev kaldt “posekiggere”.
Nogle embedsmænd i magistraten, det vil sige folk,
der arbejdede i bystyret (datidens kommune), og officerer i
hæren havde særlige passertegn, så de var undtaget kontrol.
Uden for Københavns porte og volde var der ikke alle
de huse, I kender i dag. Militæret havde holdt området uden
for indre by og voldene åbent, så man kunne se fjenden, og
fjenden ikke kunne gemme sig i bygninger rundt om byen.
Man kaldte det demarkationsterrænet. Det dækkede området,
hvor Søerne og brokvartererne Vesterbro, Frederiksberg,
Nørrebro og Østerbro ligger i dag. Før var der få lave huse,
søer og moser. Men flere og flere flyttede til byen for at arbejde,
og der blev hårdt brug for boliger til alle tilflytterne.
Millitæret måtte give slip på områderne uden for voldene. Fra
den 1. juli 1856 blev de militære vagtposter ved byens porte
inddraget, og man besluttede at rive byportene og voldene
ned. Fra 1870-1890 erstattede man voldene med parkanlæggene
Botanisk Have, Ørstedsparken og Østre Anlæg, langs
voldgaderne.
KILDE:
“København i støbeskeen” efterskrift, af Poul Strømstad i bogen
Nødvendig advarsel for enhver der besøger Kjøbenhavn af
en mand der kjender byen, Strandbergs forlag, 1986. Bogen
er oprindeligt udgivet i 1800-tallet af skillingsviseforfatteren
Julius Strandberg.
Ankomster I 13