SKOLETJENESTEN KØBENHAVNS MUSEUM

landsbyer for at søge lykken i storbyens beskidte og stålnittede
hjerte. Udstyret med alt sit moderne habengut træder
den moderne helt ad stier, der for længst er hårdttrampede
af andres vandrestøvler. Og undervejs op til bjergets tinde
glæder han sig allerede til at komme hjem og fortælle om den
storslåede udsigt fra verdens tag. Han bestiger egenhændigt
dette massiv, dog med lidt hjælp fra sine lokale bærere. Ud
over at fungere som pakæsler og guider er disse mænd også
en slags mineryddere. De går i forvejen og fjerner en efterladt
iltflaske, teltbarduner eller gasblus, så de mest klodsede
i gruppen ikke falder over dem. For det er heller ikke godt for
hans lille business, at kunderne unødigt kommer til skade.
Vores helt husker naturligvis at sende en billedbesked, i
stil med Caspar David Friedrichs maleri, hvor man ser ryggen
af en vandrer, der kigger ud over tågehavet fra en bjergtop. Og
når han nu alligevel er deroppe, hvorfor så ikke brede armene
ud og råbe, hvis han da har ilt til det: “I am the king of the
world”, som Leonardo DiCaprio gjorde det i filmen Titanic.
Udvandrerens rute er tænkt lineær. Den skal helst gå fra
punkt A til punkt B. Og han rejser af flere grunde og et håb:
Fattigdom, undertrykkelse, kærlighed eller ægteskab. Han
forlader sit hjem i håb om at skabe sig et hjem. Måske har
han ikke noget at vende tilbage til, eller også rejser han med
intentionen om at komme tilbage. Som regel bliver det ved
ønsket. For den, der først er rejst, bliver ingen ting længere
det samme.
Hjem, kære hjem. Men hvad er hjem? På dansk er hjem det
sted, hvor man har sin bopæl og sit faste tilhørsforhold.
Hjem er også det sted og de familiemedlemmer, som bor
der. Og hjem er stedet, man længes efter, når man har været
væk for længe.
Det tyrkiske ord for hjem er ev. Ev er en bygning, et hus,
hvori en familie kan bo. Ev er ikke en forestilling om et hjemsted,
men et konkret hus med fire vægge og et tag. Men der
findes også et andet ord for hjem på tyrkisk, som kommer
begrebet hjem lidt nærmere. Det er ordet memleket. Ordet
er oprindeligt arabisk og indeholder betydningerne land, by
eller mindre by. Memleket er det sted, hvor man er født og
opvokset, altså hjemstavn.
Når udlandsdanskeren fortæller, hentæret af hjemlængsel
efter en uge eller fjorten dages ferie i sydens sol, at nu
skal han hjem, så er det med ordene “hjem til lille Danmark”.
Han har et næsten familiært forhold til sit overskuelige land,
der i fugleflugtslinie går fra Skagen til Gedser og fra Esbjerg
til København. Denne firkant og omegn, på størrelse med et
persisk tæppe, med hvide flagstænger i villahaverne, udgør
hans hjem. Men pointen er, at for ham er ordene hjem og
SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM
Danmark synonyme. Hele Danmark er hans hjem. Og hjem
varsler rugbrød, marinerede sild og kolde snaps.
Siger udlandstyrkeren for eksempel det samme, det vil
sige “nu skal jeg hjem”, så taler han om et geografisk veldefineret
og afgrænset område i sit moderland, Tyrkiet. Hjemlængslen
har først og fremmest hans memleket som genstand.
Og som regel er hans memleket lig med hans landsby,
hans köy. I hans hjemlængsel er der ingen lokkende gastronomiske
fristelser, for bulgur er ikke det, han savner mest.
Også selv om duften af det harske smør, bulguren var stegt i,
bringer blide stunder frem. Og kebab er en byspise, som han
kan få overalt i verden og lige henne om hjørnet, mens det
unægteligt er noget andet med marinerede sild.
Nej, den tyrkiske emigrant hjemsøges af en sødladen sentimentalitet,
der intet har med mad at gøre. Og så er det
lige meget, om han bor i udlandet eller blot er flyttet fra sin
landsby ind til Tyrkiets vildtvoksende storbyer. Mens storbytyrkeren
har et had-kærlighedsforhold til sin hjemstavn, er
det helt anderledes fat med ham, der er udvandret til et andet
land. Det var ikke et goldt landskab og ufrugtbare jordlodder,
han havde forladt. Det var et lille paradis, selv om det barske
vintervejr gjorde vejene ufremkommelige, og selv om kulden
skar sig op gennem de gennemhullede plastiksko og de tynde
helårsbukser af kunststof.
Så når udvandreren kommer tilbage til sit udgangspunkt,
står han i noget, som han har svært ved at genkende.
Han leder efter det hjem, han forlod for mange år siden. Men
det sted, han kigger ud over, har han selv været med til at forandre.
Og husene? Oh ja, husene. De er svaret på de drømme,
som han havde, inden han forlod disse kanter.
Drømmehuset, som hans løn har været med til at finansiere,
står der, men han er der ikke til at bebo det med tre generationer
under samme tag. For livet er et andet sted. I boligblokke.
Under andre himmelstrøg. I en anden memleket.
Ankomster I 19