Naturtyper og arter omfattet af EF-Habitatdirektivet. Indledende

30
tallet og stoppede ikke fuldstændigt før efter 2. Verdenskrig. Græsning
har modvirket tilgroning med buske og træer samt skabt stedvise
vindbrud og dermed sandflugt. En række foranstaltninger som
plantning, klitdæmpning, kystsikring og græsningsforbud har gennem
en årrække sikret den fysiske stabilitet i kystlandskaberne på
bekostning af typens naturlige dynamik. Således er der registreret
tilgroning på over 50% af lokaliteterne, heraf moderat til kraftig tilgroning
på over 25% af lokaliteterne.
Af vedplanter, der vokser i den grønne og grå klit, kan nævnes de
indførte bjerg- og klitfyr samt de hjemmehørende bævreasp, eg, havtorn
og klit-rose. Derudover er der indrapporteret mange lokaliteter
med opvækst af slåen, gyvel, tornblad og rynket rose. På to lokaliteter
foretages slåning af ørnebregne, og på en lokalitet sker der bekæmpelse
af kæmpebjørneklo. På lokaliteten med ørnebregne vurderes
der at være behov for tørveskrælning. Det fremgår ikke af registreringen,
hvorvidt der foregår eller er behov for rydning.
På 45% af lokaliteterne foregår der i dag græsning i et eller andet
omfang. Det fremgår ikke, hvor længe græsningen har foregået, og
der er da også kun rapporteret om overvågning på 17% af lokaliteterne.
Det må imidlertid formodes, at der føres tilsyn med samtlige
græssede lokaliteter. På 50% af lokaliteterne er der registreret væsentlig
slitage og på 33% er belastningen vurderet som ringe. I 50% af de
registrerede tilfælde er slitage vurderet som negativ, og i 20% er vurderingen
positiv. Specielt er der stort pres på de habitatområder, der
grænser op til turistområder. Der er, specielt i den hvide og grå/grønne
klit, et stadigt voksende netværk af stier. Af og til resulterer det i store
udblæsninger i klitten, der kan ødelægge kystlinien. Sådanne brud
vil dog omvendt kunne medvirke til at genskabe dynamik i klitterne.
Ammoniakdeposition er ikke under registreringen anført som en direkte
trussel mod naturtypen. For at kunne vurdere effekterne af den
øgede belastning med kvælstof kræves der imidlertid en langsigtet
overvågning. I Holland, hvor kvælstofnedfaldet er væsentlig større,
er der observeret omfattende skader på likéner i klithederne og en
voldsom fremgang for mosser på bekostning af likéner. Herhjemme
er belastningen med kvælstof lige omkring den beregnede tålegrænse
for likéner, hvilket kan betyde, at eventuelle ændringer først kan vise
sig på længere sigt (Tybirk & Jørgensen 1999).
Der er observeret direkte skader på arter af rensdyrlav i Danmark, og
skaderne kan muligvis skyldes effekter af kvælstofdeposition
(Søchting 1990). I starten af 1990erne blev der observeret sortfarvning
hos rensdyrlav i de kystnære områder.
I Holland er der observeret en øget dominans af mosser i klithederne.
Den invasive mos, vestlig bredribbe, er en blandt flere mosarter, som
formodes at kunne vinde indpas i klitterne på bekostning af likéner
som følge af øget eutrofiering. Vestlig bredribbe skønnes at udgøre et
større problem i den grønne og grå klit end i den mere stabile klit-