Alle børn har ret til uddannelse. IBIS er med til at sikre, at alle børn i ...

Iqbalowich
Af mAnu sAreen · iLLustrAtioner: LArs-oLe neJstGAArD
”I qbal, vågn op min dreng. Du skal i skole, kom så, du skal
vågne nu.”
Jeg kunne høre fars stemme i det fjerne, men jeg havde åbenbart
mere end svært ved at vågne lige præcis den morgen.
”Hrmfysja, ja, ja, jeg skal nok, bare lige fem minutter mere,
far, bare lige fem minutter.”
”Jamen, der er altså ikke tid til at snorke mere, og jeg ved
godt, at du kom sent i seng, men de andre er altså allerede oppe
og på vej til skole, og jeg skal også af sted.”
”Ja, ja, jeg kommer nu,” svarede jeg og rejste mig halvt i
søvne. Jeg orkede bare ikke skole og havde bare lyst til aldrig
nogensinde at se på hverken lærerne eller skolen igen.
”Fuck manner, vi kom altså konge sent i seng i går, far.”
”Åh ja, min søn, nævn det ikke. Jeg havde lige glemt alt om
den skide skiderik til Rafiq,” sukkede far.
Onkel Rafiq var kommet hjem til os ret sent aftenen før og
havde banket vildt hårdt på døren og vækket os alle sammen.
Klovnen væltede ind med papir i den ene hånd og en globus i
den anden, for han havde fået den fikse ide at gøre fede
forretninger nede i Congo.
”Det var dog et sindssygt tidspunkt at komme forbi på, og
hvad i alverden er det for noget med Congo? Er du klar over, at
danskerne går i seng i ordentlig tid, og derfor gør vi det også,”
sagde far vredt, efter at onkel havde prøvet at sige noget om
Congo på vej ind i stuen.
”Jamen Nassem, for fanden. Congo er altså stedet, hvor det
sker mand. Glem Indien og Kina.”
76 LÆSERAKETTEN 2011
TRIN 3 77