Alle børn har ret til uddannelse. IBIS er med til at sikre, at alle børn i ...

Iqbal, der leger indisk gemmeleg,” råbte Mohammed, da han fik
øje på mig og pegede, så alle kunne se mig.
”Luk nu røven, Mohammed,” hviskede jeg tilbage, men det
var for sent, for alle havde vendt sig og kiggede på mig, mens jeg
lå og slangede mig på gulvet.
Jeppe Mønsted vendte sig også om på et splitsekund. Ja, man
skulle ligefrem tro, at han havde ventet på mig. Han var over
mig som en sulten klapperslange, for jeg kunne mærke hans
tunge vejrtrækning over mig.
”Hvad fanden er den af, Iqbal Farooq, så man kommer snigende
som en anden lille rotte, hvabehar? Ja, man kan ligefrem
sige hvabeharry, ikke også min lille rotteven, hvis jeg må være
så fri.”
Hele klassen brød ud i latter, og det var sgu bare for flovt, og
det blev ikke bedre, da jeg rejste mig op fra det møgbeskidte gulv
for at sætte mig på min plads ved siden af Mohammed, den ged.
”Jamen dog, jamen dog, så har man også lige fået gjort gulvet
rent hvad?” råbte Jeppe ud til klassen, mens han børstede min
hættetrøje ren, så der stod et kæmpe støvsky omkring mig.
”Det er jo sort rengøring,” fortsatte han.
”Øh, jeg, øh, jo, øh….”
”Ja, ja, jeg ved, at du har svært ved at tale dansk i pressede
situationer. Kaviar, det er, hvad vi har,” råbte Jeppe og skreg af
grin, mens han gik op til tavlen igen. Han vendte sig og kiggede
anspændt på mig, mens han prustede som et andet næsehorn, så
hans hår i næsen fløj ind og ud.
”Nå, Iqbal, hvad er så din ynkelige undskyldning for at komme
for sent i dag? Ja, de sidste to dage var det på grund af, at du
skulle sælge afghanske tæpper nede på gaden ikk? Åh, så lad mig
gætte, hvad din undskyldning er i dag. Hmm, din fætter Ali Baba
kom forbi med de fyrretyve fætre?” spurgte Jeppe.
”Æh, næ, det …”
”Åh nej, Iqbal. Nu må du endelig ikke ødelægge det for mig.
Lad mig nu i det mindste have en lille smule glæde i livet, her
en ganske almindelig onsdag morgen. Lad mig nu gætte, det
var så ikke Ali Baba. Åh, nu ved jeg, hvorfor du kom for sent.
Du skulle støvsuge alle din fars BMW’er, ikke også Iqbalowich?”
”Øh, næ, jeg sov bare over mig, så jeg kom ikke op og...”
”Hvad fanden er det for en latterlig undskyldning, Iqbal. Den
brugte du også i går og ja, også i forgårs. Det er typisk dig, Iqbal.
Du er en rigtig ulv i fåreklæder. Jo, jeg har skam gennemskuet
dig, min lille etniske ven,” råbte Jeppe og vendte sig og skrev så
videre på tavlen.
”Iqbal, hvad snakker han om, den tjaber. En ulv har sgu da
ikke forklæde på,” hviskede Mohammed.
”Næ, det har du da ret i, Mohammed. Han aner ikke en skid,
og han er garanteret ikke engang uddannet lærer, den taber.
Som om ulve går med forklæder.”
86 LÆSERAKETTEN 2011
TRIN 3 87