Chefer fortæller om forsvarsforligets konsekvenser

More documents

Recommendations

Info

14 TEMA: FORSVARSAFTALEN I PRAKSIS: Privatiseringen er en ny udfordring Med kun syv pct. mere mandskab skal Ingeniørregimentet leve op til forsvarsforligets fordobling af internationale opgaver. Men chefen for Ingeniørregimentet i Skive er fortrøstningsfuld… Af journalist Freddie Ottenheim F – Først vil jeg udtrykke min tilfredshed over, at vi har fået fire måneders værnepligt frem for kun tre måneder, som først var på tale. Det bliver en spændende udfordring, men den skal nok lykkes. Vi er nu i gang med at uddanne de nyindkaldte i hærens overgangsordning/basisuddannelse, og vi har forstærket den kompagnikadre, som havde det almindelige værnepligtskompagni, så mine folk er for længst fuldt opdaterede til at undervise i den ny uddannelse. Officerer og befalingsmænd har været på kurser i de nye fag, så vi er godt med. Det er det første skridt, vi har taget. Vi har nu indkaldt 250 mand, som bliver uddannet efter principperne i hærens basisuddannelse. Oberst Ole Køppen, siden den 1. september 2003 chef for Ingeniørregimentet i Skive, finder, at konsekvenserne af det nye forlig kunne være værre. Han er først og fremmest glad for, at værnepligten er bevaret, og trods beskæringen er han tilfreds med, at man havnede på de fire måneder: – Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi var bekymrede for tre måneders værnepligt. Det ville have medført meget lange undervisningsdage, med start kl. syv om morgenen og måske først afslutning ved 21-22-tiden om aftenen, i ekstreme tilfælde efter midnat. Så vi åndede lettet op, da det trods alt endte med fire må- Oberst Ole Køppen foran den to meter høje stentøjsskulptur, som blev afsløret den 29. august 2003. neder til grunduddannelsen. Det giver noget mere ro. Vigtigt for os er, at der skal være plads til at motivere de unge. De kommer ofte af egen fri vilje, og mange af dem skulle helst vælge at fortsætte, så de kan videreuddannes til internationale operationer. Her tror jeg på, at værnepligten giver det bredest mulige rekrutteringsgrundlag, bedre end et grundlag, der udelukkende bygger på professionel indkaldelse. – Påbegyndes ingeniør-specialiseringen under værnepligtstiden? – Nej, der undervises i alle grundlæggende discipliner, herunder skytteuddannelse, brand og redning og førstehjælp m.m. De unge har ingen ingeniørspecifikke fag. Det kommer først efter den fjerde måned, når værnepligten er slut, hvor vi går videre med de folk, der bliver hos os. Men undervejs i basisuddannelsen vil vi selvfølgelig demonstrere for de unge, at IGR’s speciale er et spændende felt, der er værd at anvende tiden på. – Det bliver en god uddannelse, de værnepligtige får hos os. For som Skive Kaserne i dag er sammensat, med rene enheder fra Ingeniørregimentet, panserinfanterikompagnier under Prinsens Livregiment samt Hærens Ingeniør- og ABC-skole, er der fortræffelige samarbejdsmuligheder, så der kan indøves endda meget realistiske situationer, også aktiviteter som at bygge broer, fjerne minefelter osv. IGR's skulptur er udført af keramiker Lise Seier Petersen fra Haubro ved Års. Den tager udgangspunkt i myten og symbolerne om soldaternes skytshelgen Skt. Barbara. I Danmark fejrer IGR og Artilleriregimentet Skt. Barbara hvert år den 4. december. Det samme gør artillerister, bjergværksfolk og folk der arbejder med sprængstoffer over hele verden. Ingeniørarbejdet i fremtiden – Fremover skal vi have et stående panseringeniørkompagni i 1. brigade, et kadrepanseringeniørkompagni i 2. brigade og så en ingeniørbataljon hørende under Danske Division. Det spændende bliver selvfølgelig, hvor mange normer der bliver i dagligdagen. Et organisatorisk panserkompagni er i dag på ca. 230 mand, og i stående styrke skal vi således have 230 fuldtidsnormer til 1. panseringeniørkompagni. Her har vi jo set en bevægelse i retningen af, at man erstatter visse stående normer med reaktionsstyrkekontrakter. Med den erfaring, vi har - med at udsende personel til de internationale missioner på såvel reaktionsstyrkekontrakt som stående styrke - så synes jeg, det fungerer fint. Der, hvor vi har været nød til virkelig at trække på vores faste folk, har været i forbindelse med f.eks. etableringen af Camp Eden i Irak. Og igen i juli har vi haft 12 mand dernede til flytning af lejren. – Spændende for IGR fremover bliver det samarbejde, der skal foregå mellem mine ingeniørsoldater og de private contractors. Efter forliget er det første gang, vi hos os ser privatiseringen komme til. Her har jeg sagt til mine folk, at de skal stikke fingeren i jorden. Vi kunne godt ønske, at det alene var IGR, der udførte alle opgaverne, men det er ikke længere realistisk. Det, jeg så ønsker, er, at IGR bevarer ekspertisen og især kapaciteten på konstruktionssiden, så vi til enhver tid kan træde til i en given situation samt kvalitetssikre alt, hvad der bliver lavet – også det privat udførte. Jeg plejer at sige, at jeg ikke har behov for arbejdsmænd men derimod eksperter. – Det samme gør sig gældende på ammunitionsrydningsområdet. Her har vi gennem mange år ryddet f.eks. på Amager, ved
Det nye hovedkvarter for Ingeniørregimentet blev taget i brug i starten af 2003. Foran bygningen er opført en mindemur med navnene på de pionerer, som blev dræbt i henholdsvis Afghanistan og på Balkan. IGR bor på Skive Kaserne sammen med Hærens Ingeniør- & ABC-skole og Prinsens Livregiment. Ørestaden. De samme folk bruges også ude i verden og til at rydde andre, gamle skydeterræner. Her har vi ligeledes ikke brug for flere hundrede mand, men der skal være folk nok til løbende at opretholde en høj ekspertise på alle opgaver. Vi har f.eks. mange opgaver i Afghanistan - med bortskaffelse af konventionel ammunition. Ikke kun til at hjælpe militære enheder men også civilbefolkningen. Privatisering – Privatiseringen er kommet for at blive, så den byder vi velkommen. Med god vilje kan man derfor sige, at IGR i fremtiden skal fungere også som en slags arbejdstilsyn, der kvalitetssikrer alle opgaver på vores felt. Men på de højere beslutningsniveauer bør man dog ikke være alt for sikre i troen på, at alt klares ved privatiseringer. En privat contractor henholder sig til sin aftale. Hvis der f.eks. står i kontrakten, at huset skal bygges et bestemt sted på en aftalt måde, så duer det ikke, at lejrchefen undervejs i projektet ønsker huset flyttet seks meter væk derfra. Så tæller kasseapparatet udover kontraktens faste prisaftale. Dernæst skal man huske, at IGR’s folk er soldater, som i kritiske områder også kan fungere - samtidig med løsning af ekspertopgaver - som militær støtte, hvis det brænder på f.eks. som ekstra patruljer og/eller vagter. Det kan en contractor ikke levere. – Kan IGR opfylde kravene i et forlig, der fordobler internationale operationer? – Vores andel af krigsstyrken er øget. Formentlig med syv-otte pct. når vi taler om mandskab. Men når det er sagt, kan jeg godt have en vis bekymring for, om vi nu også har en størrelse, der kan tilbyde en kapacitet og personel til alle de internationale missioner, som hæren i fremtiden skal tage sig. En våbenart skal have en vis størrelse for, at vi på én og samme tid kan have en fornuftig kadre, der samtidig med at uddanne og vedligeholde også løser praktiske opgaver hjemme, herunder den hjemlige ammunitionsrydning etc. – og så samtidig skal vi have folk nok til at sende ud til internationale missioner. Her synes jeg allerede, at vi ind imellem, specielt på officers- og befalingsmandsniveau, har måttet hive tryllestaven frem for at finde folk med fornøden erfaring og uddannelsesmæssig baggrund. Men OK, det er da gået indtil nu. – Men lad os nu se, hvilke opgaver, der melder sig. Umiddelbart kunne jeg frygte, at vi bliver for få til både hjemlige opgaver og til at bistå ved internationale, ikke mindst de længerevarende missioner. Især for de relativt få officerer og befalingsmænd, vi har, skal der altså være en fornuftig mulighed for, at de til tider kan gøre tjeneste herhjemme og have noget, der nærmer sig et privatliv. De samme folk kan ikke være ude hele tiden. Der skal til stadighed herhjemme være erfarne folk til at uddanne nye. Derfor skal der prioriteres benhårdt, og vi har i enkelte tilfælde været nødt til at trække på flere dygtige befalingsmænd og officerer fra lavere prioriterede enheder – for at kunne sende mandskab ud med en fornuftig kvalitet. Da vi sendte folk ned for at bygge lejren i Irak, tømte vi stort set vores stående kompagni. Det betød, at vi havde svært ved at tilbyde støtte til bygning af broer m.m. under de øvelser, vi deltog i herhjemme. Det lykkedes kun, fordi vi plukkede folk, som var på afspadsering efter hjemkomst fra udlandet. De måtte ind i nogle dage og køre panserbro til en brigade. Men det er på længere sigt ikke tilfredsstillende. – Jeg håber selvfølgelig, at jeg i den nye struktur får mit stående kompagni og et tilstrækkeligt antal eksperter i divisionens in- 15 geniørbataljon, så jeg har folk til både uddannelse og udsendelse. Og så samtidig kunne tage individuelle hensyn til medarbejderes ønsker om, ind imellem, at få nogle rolige perioder herhjemme. Der er jo heller ingen mening i, at vi i Danmark har fuldt panser og fuldt infanteri og artilleri, hvis de ikke samtidig kan få tilstrækkelig logistisk støtte. For os er det ikke et mål i sig selv at være stor, men at besidde tilstrækkelig ekspertise til løsning af pålagte ekspertopgaver, understreger Køppen. På trods af den lille skepsis omkring forventningerne til fremtiden, er oberst Køppen godt tilfreds med IGR’s udvikling gennem de seneste år. Tidligere års flytteturbulens efter placeringen i Farum og Randers, med stort frafald af eksperter til følge, har afstedkommet problemer, som dog i nogen grad er genoprettet – og IGR kører nu videre med nye, omskolede folk, heraf mange tidligere artillerister. I hvert fald kunne Køppen den 1. april i år modtage CHHOK’s anerkendelse for veludført arbejde og et godt resultat, da den øverste ledelse var på inspektionsrunde og gennemanalyserede regimentet. – For mig personligt er det gode inspektionsresultat en stor tilfredsstillelse. Og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at vi også er kapable til at tackle de kommende udfordringer. Grundlæggende er jeg også enig i og tror på den filosofi, som forsvarschefens udspil af 1. september i fjor bygger på, vedrørende Forsvarets fremtidige struktur. Det var et godt udspil. Ærgerligt er så bare, at økonomien lægger grænser for, om vi kan få det personel og det materiel, vi skal bruge. Vi når det nok, men Forsvaret skal passe på, at vi ikke med for få penge vil alt for meget, slutter Ole Køppen.
Page 1 and 2: www.hod.dk 07 | August | 2004 Linie
Page 3 and 4: FORSIDEN: Chefer fra hhv. hæren, s
Page 5 and 6: f Skriv til Danske Officerer Indlæ
Page 7 and 8: [ TEMA: IRAK-SAGEN: ] Jeg anklager
Page 9 and 10: Møllers folk på Lindøværftet sk
Page 11 and 12: Skal Forsvarets fremtidige udviklin
Page 13: Operationschef ved Hærens Operativ
Page 17 and 18: Eskadrechefen på besøg ombord i k
Page 19 and 20: P.P. Olsen mener, at hverdagen for
Page 21 and 22: Frederiksberg Slot fejres med særf
Page 23 and 24: passer til dansk Forsvar, hvor vi f
Page 25 and 26: 24 KRÆNKENDE ADFÆRD kontakt til a
Page 27 and 28: Tjenestemændenes Låneforening mæ
Page 29 and 30: Mindeord for major i Flyvevåbnet,
Page 31 and 32: Sekretariatschefen orienterede om e

Chefer fortæller om forsvarsforligets konsekvenser

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?