Eksempel på essay

Eksempel på essay
MELLEM BILLEDE OG VIRKELIGHED
Opgaven er vurderet til 'over middel'
Ordet billede er nærmest blevet synonymt med ordet fotografi. Men egentlig er billeder jo så meget
andet. Billeder kan være fotografier men også malerier, metaforer, allegorier, symboler og
forestillinger. Men taler billedet sandt og i så fald, er vi i stand til at forstå og reagere på den
virkelighed, billedet fortæller os? Et billede kan have sin virkelighedskarakter både i kraft af det, det
forestiller, og i kraft af det, det er i sig selv. Ordet billede betyder en synlig repræsentation,
illustration eller gengivelse af noget. Men samtidig betyder billedet, at noget er gjort synligt og
dermed, at det ’noget’ har fået sin eksistens på dette bestemte billedes betingelser [1] .
Billedet er som symbol og allegori en traditionsrig udtryksform såvel i religiøs som i kunstnerisk
fremstilling. Men hjælper billedet modtageren til at fornemme virkeligheden bag billedet? Eller gør
billedet det blot muligt for modtageren at danne sig sit eget billede af virkeligheden? Når jeg tænker
over det, passerer en masse forskellige billeder forbi min nethinde – forestillinger om hvad billedet
egentlig gør ved vores forståelse og opfattelse af motivet og dets forudsætninger.
Digtet ”Billeder, billeder” af Erik Knudsen [2]
behandler emnet billeder og dets effekt på mennesket. I digtet beskrives det, at det lyriske jeg
ustandseligt får informationer om verdens uredeligheder bragt fra alle vinkler og kanter. Det lyriske
jeg beskriver, at han ikke kan undgå at se og høre verdens råb om hjælp. Men selvom det lyriske jeg
har fået øjnene og sindet åbnet for virkelighedens billede, er det alligevel ikke muligt for ham at
ændre på den virkelighed, billederne bringer ham. I hvert fald beskrives det hvordan det lyriske jeg
følelsesmæssigt er blevet påvirket af de billeder, han har set, men alligevel ikke ved, hvordan han
skal nå de mennesker, han føler med. Jeg har selv haft det på samme måde. Vi ved godt, at der sker
forfærdelig ting ude i verden – vi har jo set billederne af det. Men hvordan skal vi handle? Hvordan er
det muligt at nå ud til alle mennesker og vise dem den medfølelse, man har? Jeg tror måske, at det
bliver uoverskueligt for én at handle, fordi der er så mange billeder, man skal forholde sig til. Måske
er billederne blevet overeksponerede? For hvis man dagligt ser en strøm af billeder, kan det være
svært at forholde sig til dem alle.
Jeg tror, at det lyriske jeg opfatter billedet som en gengivelse af virkeligheden. At det lyriske jeg
således ser billedet som sandheden fanget på at stykke papir, så det konkret kan stå frem og vise sig
selv. Han sætter ikke spørgsmålstegn ved billedets sandhedsværdi. Det lyriske jeg fortæller om
billederne, der danser for hans øjne, påvirker ham og får ham til at ønske at nå ud til de afbildede
mennesker. Men kan man virkelig stole på billeder?
Artiklen ”Selvfølgelig skal I se det billede” [3] af Per Folkver [4]
omhandler krigsbilleder og den danske befolknings holdning til sådanne. Artiklen indeholder et billede
af et stærkt forkullet lig, hvilket folk blev forargede over. I artiklen problematiseres danskernes
forargelse over og afstandstagen fra billeder af død og ødelæggelse.
Artiklen fik mig til at tænke over det levende billedes betydning for Vietnamkrigen. Under
Vietnamkrigen blev befolkningen, specielt i USA, enormt påvirket af medierne. Dette skyldes, at
Vietnamkrigen var den første krig, hvor medierne for alvor blev taget i brug. Det visuelle medie havde
aldrig før været på slagmarken og dermed vist billederne i dets samtid. På denne vis kom krigen helt
ind i stuerne hos befolkningen, og derfor blev man provokeret til at forholde sig til de billeder, man så.
Der opstod en enorm modstand mod Vietnamkrigen, fordi det pludselig blev mere virkeligt for
befolkningen, at folk led. Men hvorfor er reaktionerne hos nutidens befolkning da så vage i forhold til
dengang? Er vi blevet immune over for billeder af krig, ødelæggelse og død? Har vi set så meget, at
det er blevet hverdagskost at se død og vold på tv-skærmen, mens vi indtager vort velfortjente
måltid? Har vi set så forfærdelige ting, at vi ikke vil tro på, at det faktisk er virkeligheden?

Per Folkver skriver i artiklen: ”Hvorfor er virkeligheden værre end alskens voldelige fiktion, om det så
er Harry Potter eller voldsomme Disney-tegnefilm?” Hvilket fik mig til at tænke på, at virkeligheden
måske er værre, fordi vi ikke kan ryste den af os. Virkelighedens død og vold eksisterer – og det
eksisterer stadig, når vi slukker for fjernsynet eller computeren. Per Folkver kritiserer, at forældre
forarges over krigsbillederne og ønsker dem gemt væk i stedet for at tage dem alvorligt og forklare
børnene, hvad billederne egentlig forestiller. For nogle af de slags billeder har børn jo allerede set
som fiktion. Der har igennem de senere år været en massiv kritik af voldelige pc-spil, hvor mange af
kritikerne har proklameret, at børn på den måde danner sig et forvrænget billede af verden. Nogle
mener, at disse spil vil forårsage, at børn udvikler mere voldelige tendenser. Men man kunne også
fristet til at spørge, om ikke det gør børn immune over for vold og katastrofer? Fokus har i lang tid
været på, hvordan det visuelle medies voldelige karakter i fiktion har påvirket børns adfærd udadtil.
Men det er måske også værd at overveje, hvilken betydning det har for børns opfattelse af vold og
ødelæggelse i den virkelige verden.
Med denne artikel tror jeg, at Per Folkver forsøger at sætte fokus på, hvad billedet forestiller og ikke
på billedet selv. Vi skal forholde os til, hvad billedet viser - forholde os til, hvad baggrunden er, for at
et sådant billede har været muligt at tage. Han skriver, at det undrer ham, at folk bliver forargede
over, at billederne tages og bringes i medierne i stedet for at forarges over det, billederne egentlig
viser. Dvs. at man i stedet for at skulle lade sig forarge over, at forfærdelige billeder kan komme på
forsiderne af aviser, fordi de skræmmer vores børn – burde forarges over, at sådanne forfærdelig
ting finder sted. Hermed tror jeg, at han mener, at man burde forholde sig til, hvorfor sådanne ting
kan finde sted, og hvordan det kan modarbejdes. Men jeg spekulerer alligevel over, om der ingen
grænser er? Findes der ikke billeder, vi ikke bør vise? Gavner det faktisk at vise de forfærdelige
billeder? For hvis ikke det hjælper noget - hvorfor så bringe dem, når folk ikke bryder sig om at se
dem? Per Folkver ser billedet som et kommunikationsmiddel, der bør benyttes til at vise den
ucensurerede virkelighed. Men spørgsmålet er, om han tror på, at billedet formår at indtage denne
plads? Om vi lader billedet tale dets eget sprog, og tvinger os til at forholde os til det tavse og
direkte billede af virkeligheden? Eller er vi blevet immune over for billedet og dermed dets motiv? Er
vi nødt til at finde nye kommunikationsmidler, for at få mennesket til at forholde sig til
virkeligheden?
Jeg tror at Per Folkver, modsat det lyriske jeg i Erik Knudsens digt, tror på, at han og andre er i stand
til at gribe ind over for det billederne viser, for på den måde at ændre virkeligheden.
[1] Kilde: Gyldendals DVD leksikon
[2] Dansk forfatter (født 1922)
[3] Artiklen er fra Politiken den 28. August 2005.
[4] (f.1953), fotochef ved Politiken.