ny landstræner i - Hus Forbi

Af Birgitte Rørdam
Sognepræst Ivan Larsen
Hver 5. gang sognepræst Ivan Larsen fra St. Stefanskirken
på Nørrebro i København står foran en
kiste for at sige det sidste farvel, er der rungende
tomt i kirken, og på kisten ligger kun en enkelt
blomst. Ikke nødvendigvis fordi der ikke er familie
tilbage efter afdøde, men ofte fordi familien ikke
kan eller vil tage sig af begravelsen, så kommunen
må påtage sig opgaven. Og det er ikke kun St.
Stefanskirken, der kender til begravelser i tomme
kirker betalt af kommunen.
Ifølge bedemandsforretning Begravelse
Danmark har de i år taget sig af mellem 250
og 300 offentlige begravelser for
Københavns Kommune. For Ivan
Larsen er det et udtryk
for en ny kultur,
som bærer
præg
af, at mange i
kvarteret har få ressourcer
både menneskeligt
og mentalt og rigtig mange er på
overførselsindkomst.
- For 30 år siden, da jeg startede her som
sognepræst, var begravelser på det offentliges
regning en sjældenhed. I dag er det desværre blevet
alt for almindeligt. Og en ting er, at det kan
ske, hvis man ingen familie har, det er i sig selv
trist, men endnu mere forstemmende er det, at en
offentlig begravelse bliver nødvendig, hvor der er
pårørende. Men det ser vi mere og mere. De pårørende
opfatter simpelthen ikke, at begravelsen
har noget med dem at gøre, og mange
har i øvrigt en forventning
om, at det er noget
kommu-
Flere og flere begravelser i København betales i
dag af det offentlige, fordi de pårørende enten
ikke kan eller vil. Det er udtryk for en stigende
social marginalisering, mener sognepræst.
I Københavns Kommune forsøger de, at overtale
de pårørende til at tage sig af deres døde.
Et ensomt farvel
Hun er en af dem, hvis begravelse
betales af kommunen.
En af dem, der forlader
os i stilhed, fordi ingen
dukker op til hendes begravelse.
Hun hed Illa Johnsen.
Af Birgitte Rørdam
nen ordner, ligesom kommunen tager sig af alle
mulige andre opgaver som vores børn, ældre og
syge, forklarer han.
Overlader de døde til kommunen
Og spørger man Keld Hilslev, der
er bedemand hos Begravelse
Danmark, er
det ikke kun
fjerne
slægtninge,
der overlader
de afdøde til kommunen.
”I de seneste år har jeg oplevet
mange offentlige begravelser, hvor
der var nære pårørende, selv børn af afdøde,
men alligevel vil de ikke have noget med begravelsen
at gøre. Forleden var der for eksempel en
søn, der ikke havde set sin far i 40 år. Han sagde
ligeud, af han synes faderen havde været en lort,
så ham gad han ikke gøre noget for, forklarer
han.
I Københavns Kommunes Sundheds- og
Omsorgsforvaltning, som har ansvaret
for offentlige begravelser, oplever
de, at stadig flere pårørende
frasiger sig ansvaret.
Der føres ingen
statistik,
Det er den 20. december 2006 og tiden, hvor folk har
travlt med at komme hinanden ved. Måske derfor
virker der ekstra tomt i St. Stefanskirken i
København denne onsdag middag, hvor Illa Johnsen,
der blev 86 år, siger det sidste farvel. Her er ingen
sørgende, ingen pårørende, ingen venner og ingen til
at blive mindet om, at slægt skal følge slægters
gang, fordi de synger med på ”Dejlig er jorden”. Kun
den hvide kiste. Og på låget af kisten en enkelt
buket. Den er fra kommunen.
Bisættelsen tager kun ti minutter
Sognepræst Ivan Larsen er ved at gøre klar til at
tage afsked med Illa Johnsen.
Hele bisættelsen tager kun ti minutter, forklarer
han. En tekst, nogle få ord fra sognepræsten, to
salmer, velsignelsen, jordpåkastelse og et fadervor.
Til sidst skal kisten ud. Men uden pårørende er der
ikke nok til at bære den, og derfor gemmer der sig
men de vurderer, at der i
dag er
pårørende i
op med halvdelen af
de begravelser, kommunen
betaler. Derfor består
en væsentlig del af afdelingens
arbejde da også
i at overtale pårørende,
der ikke vil have med
deres afdøde at gøre,
til alligevel at tage sig
af det. Og det nedbringer
faktisk antallet, når vi
får forklaret dem,
at de bl.a. får
rettigheder
i forhold
til
en vogn under det sorte klæde, kisten står på.
Kordegn og bedemand kommer ind og løfter op i
hver sin side af det sorte klæde, og ruller kisten med
Illa Johnasen ud til våbenhuset. Derfra bærer de
hende det sidste stykke ud til rustvognen, der skal
køre hende til krematoriet på Bispebjerg Hospital.
Men tilbage til ceremonien, hvor Ivan Larsen har
valgt at lade de trøstende ord fra Johannes
Åbenbaring, kapitel 21 følge Illa Johnsen på vej:
”Han skal tørre hver tåre af deres øjne.
Og der skal ikke længere være nogen død eller sorg,
noget skrig eller nogen elendighed.
For det, der var engang, er alt sammen forbi.”
Ofte ved Ivan Larsen ingenting om de afdøde
ved offentlige be gravel ser som denne. Men i dag har
han mulighed for at knytte nogle personlige ord med
på vejen. Hun deltog nemlig i menighedens aktiviteter,
indtil hun for et års tid siden, var blevet for
svækket til at bevæge sig ud.
- Illa Johnsen, selvom der ingen er her i dag, så
kendte jeg dig alligevel, fordi du kom i menighedens
ældre gruppe. I dag er der ikke mange tilbage i
gruppen, der er i det hele taget ikke så mange ældre
tilbage her på Nørrebro, fordi renoveringen har
trukket unge mennesker til, men jeg husker dig, og
husker at du engang strikkede et par grå uld strømper
til mig,” lyder hans ord ud i den tomme kirke.
Hvis jeg ikke kender dem, siger jeg ikke noget, så
læser jeg bare teksten og synger to salmer. Men nu
afdødes bo, hvis de selv står for begravelsen fortæller
administrationschef Lars Matthiesen.
Sidste år lykkedes det forvaltningen i 44 tilfælde
at få de pårørende til at tage begravelsen alligevel.
- Vi kan ikke tvinge dem, men det hjælper i
en del tilfælde, når vi får talt med dem om, hvad
det indebærer. Og det indebærer jo også, at de
ikke får del i boets eventuelle overskud, hvis
de ikke påtager sig forpligtelsen, forklarer han
og understreger, at offentlige begravelser er et
udtalt storbyfænomen, og at de især er dagligdag
i Københavns mest udsatte miljøer.
- Offentlige begravelser ser vi langt overvejende
i de store byer. Storbyen tiltrækker og
skaber marginaliserede mennesker, og de er ofte
også udsatte socialt. De har ikke været en del af
et fællesskab og det afspejler sig i døden, hvor
ingen vil tage ansvar, og ingen tilsyneladende
kærer sig, siger han.
Ingen sørger
Og at der helt bogstaveligt
ikke er nogen, der kærer sig,
konfronteres Ivan Larsen
med jævnligt. For
selvom der
Hun var
kendte jeg tilfældigvis Illa Johnsen. En spinkel
kvinde. Og ensom. Hun deltog i ældregruppens
møder i flere år, men uden at have kontakt med de
andre. Og hvor mange af de andre, der deltog, skabte
et fællesskab, der rakte ud over ældregruppen, så
oplevede jeg aldrig, at hun tog del i det. Jeg tror,
hun nød at være tæt på andre, men hun magtede
ikke at skabe kontakt, siger han.
Alle stolerækker står tomme
Sognepræst Ivan Larsen har prøvet det masser af
gange efterhånden. Men alligevel er det
forstemmende, når alle 24 stolerækker står tomme,
fordi ingen er mødt op for at sige farvel.
- Det er underligt. Tidligere på ugen begravede
jeg en som blev fulgt af 100 mennesker, familie og
venner, som sørgede over ham, fordi de elskede ham
– og her i dag kommer ikke en. Der var ellers en
niece til Illa Johnsen, som jeg spurgte, men hun
kunne ikke komme, fortæller han.
Men det, at Illa Johnsen er medlem af
folkekirken, gør, at hun ikke bare forsvinder. Heller
ikke selvom ingen andre følger hende herfra. Hun er
en del af et fællesskab, nemlig kirken. Den var her,
da hun blev døbt, og den er der nu, hvor hun
forlader os, forklarer Ivan Larsen.
- Og det er det gode ved det, synes jeg. De får en
begravelse uanset hvad, her er det bare kirkens folk,
der følger dem på vej, siger han.
ind imellem dukker personer op til en offentlig
begravelse, også familie, der ikke har villet betale,
så er det mest almindelige ved en kommunal
begravelse, at der ikke kommer et øje.
- Den triste afslutning fortæller lidt om, hvor
trist man har været i livet, når man er det i døden.
Og det er det mest beskæmmende. At ingen
tilsyneladende har elsket, for ingen sørger, siger
Ivan Larsen, der mener, at vi er blevet mere fremmedgjorte
overfor hinanden og døden.
- I en by som København kan man gemme
sig og være ensom i årevis med masser af
naboer omkring sig, uden nogen griber ind.
Dengang de to tårne snak i grus, kom
folk i stimer til kirken for
at græde. Da
sagde
min kollega: ”Det er hykleri, når man græder over
de folk, der dør på den anden side af kloden, når
man ikke græder over sin nabo, der dør i lejligheden
ved siden af”. Og det udtrykker ganske godt
det, jeg mener. Nemlig at virkeligheden og
vores omsorg fungerer bedre via
tv-skærme end på nært
hold, siger
han.
ensom, også i døden
Fakta om offentlige
begravelser
Det offentlige har ansvaret for
be gravelser, når der ikke er
pårørende til afdøde, eller når
dem der er, ikke ønsker at påtage
sig opgaven.
Det er kommunen, der betaler og
overtager boet, og dermed mister
de pårørende retten til et eventuelt
overskud/arveretten.
Overstiger værdien af boet udgifterne
til begravelsen, går
overskuddet til kommunen. I
København har man valgt at lade
overskuddet gå til velgørende
formål for ældre på plejehjem.
12 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 13