Kulturmøder i daginstitutionerne - Bupl

taler om historier, skal det ikke forstås som
lange fortællinger, forældrene giver, men som
de små ting – “buketter af deres liv” – som de
løbende fortæller, når de kommer i institutionen.
Men hvordan er det så, man i praksis finder de
nye måder at se folk på? Og hvad er det, man
skal lytte efter, i de historier man får fortalt?
“Det gør man ved at blive ved med at skabe plads
til noget nyt, ikke hele tiden sige: Nå, det er den
familie, der er sådan dér, dem kender vi godt. Der
er hele tiden nye sider, man kan trække frem, der
er også et andet liv, og det er det, man ikke får set.
Man lytter også til tekst, der ikke bliver sagt, eller
bliver sagt på en speciel måde. Eller folk der har et
specielt kropssprog, eller fniser lidt flovt, eller siger
nogle ting, hvor man kan mærke: Her er der
noget. Ikke fordi man skal grave i det, men det
kunne vise sig at være noget skægt, det er også
her, tilliden bliver bygget op. Den bliver ikke bygget
op af, at man bare fortæller hinanden noget. Man
kender først hinanden, når man har haft nogle
oplevelser sammen, det er det, jeg mener med de
historier, man selv får konstrueret. I starten er de
en hjælp, men senere bliver de et handicap, hvis
man ikke sætter sig ud over det, man har hørt en
gang. Man skal forny interessen for den familie.”
(Interview med Marcelo Ibanez)
Det er vigtigt, at man som pædagog har tid til
at tale med forældrene og til at lytte til det, de
siger – og ikke siger. Men det kræver, at man
kender hinanden lidt i forvejen. F.eks. ved at
sørge for at få nogle fælles oplevelser, så man
på den måde kan opbygge et tillidsforhold. Det
kan gøres på mange forskellige måder. En
oplagt mulighed er gennem forældrearrangementer
i institutionen, hjemmebesøg hos familierne,
hvor børnene fra stuen er med hjemme,
eller ved aktiviteter henne i børnehaven, hvor
forældrene inviteres til at deltage.
Ved at anlægge et ressourcesyn frem for et
mangelsyn på børn og deres forældre får man
åbnet op for nye muligheder. Det skaber rum
for mangfoldighed og for at inddrage både børn
og voksnes forskelligheder som en ressource,
der kan bruges i pædagogiske aktiviteter og i
det daglige samvær i institutionen.
Til glæde for hele gruppen af børn og voksne.
K U L T U R M Ø D E R I D A G I N S T I T U T I O N E R N E
37