PÆDAGOGPROFESSIONENS UDFORDRINGER DE KOMMENDE ÅR

PÆDAGOGPROFESSIONENSUDFORDRINGER DE KOMMENDE ÅR– omgivelsernes bud

PÆDAGOGPROFESSIONENSUDFORDRINGERDE KOMMENDE ÅR– omgivelsernes budForbundet for pædagoger og klubfolk

INDHOLD1. Laust Joen Jacobsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 42. Esther Nørregaard Nielsen . . . . . . . . . . . . . . . side 63. Anja Jørgensen & Anne-Kirstine Mølholt . . . . . . side 104. Lars-Henrik Schmidt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 145. Anita Sørensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 166. Klaus Majgaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 18

FORORDAllan BaumannBUPLsForretningsudvalgBUPL har identificeret en række udfordringer for pædagogprofessionen.En afgørende udfordring er at gøre det endnu tydeligere,at pædagogerne i kraft af deres viden spiller en heltafgørende rolle i relation til den omsorg, læring, socialisering ogdannelse, der finder sted i de danske dag- og fritidsinstitutioner.En anden vigtig udfordring er at sikre pædagogers professionelleautonomi. Tilliden til pædagogers etik og faglighed skal erstatteden stramme statslige og kommunale styring vi ser stigende tendenstil – og som vi ved svækker motivationen, arbejdsglæden ogi sidste ende kvaliteten.BUPL har bedt seks personer med indsigt i pædagogprofessionenkomme med deres uforbeholdne bud på pædagogprofessionensudfordringer. Disse seks bud skal intensivere, udfordreog kvalificere den politiske debat om BUPL's professionsstrategifør, under og efter kongressen i efteråret 2008.God læse- og debatlystAllan Baumann

1. TALE TIL DE PROFESSIONELLELaust Joen Jakobsen, Rektor for Professionshøjskolen KøbenhavnUCC og formand for RektorkollegietDAGTILBUD UNDER FORANDRINGDe seneste års reformer på det pædagogiske område er udtryk for, at pædagogers arbejdsområdefor alvor er ved at blive en integreret del af velfærdsstaten og den offentlige forvaltning.Det betyder, at den førhen meget enkle målsætning for dagtilbudsområdet er afløst af en langrække nye målsætninger. Alene inden for de sidste par år er læreplaner, sprogtest, børnemiljøvurderingerog en ny lov om dagtilbud dukket op, og samtidig er forventningerne øget til atpædagoger kan arbejde inkluderende i forhold til børn med særligt behov for støtte. Det betyder,at kravene til pædagoger er skærpet i forhold til såvel det pædagogiske arbejde som tildokumentationen af det. De skærpede krav udfordrer den pædagogfaglige identitet og denfaglige selvforståelse: Pædagoger må være endnu mere professionelle på et tydeligere vidensbaseretgrundlag, og dermed gøre det samfundsmæssige opdrag til et levet liv for børni dagtilbud af høj kvalitet.Den største udfordring for den pædagogiske profession bliver derfor, på ny at tage velfærdsopgavenpå sig. Det handler om at trænge ind i den omdefinerede opgave, samfundet har lagthos pædagogerne. Men det handler også om at påvirke velfærdsudviklingen i forhold til dagtilbudsområdet– og om at gøre det professionelt – med viden, kompetencer, færdigheder ogengagement.Opgaven kræver, at pædagogerne indgår aktivt i produktionen af viden og i debatten om,hvad der er på spil i det pædagogiske arbejde. Professionen træder nu for alvor ind i en vidensbaseretkultur, og det er vigtigt, at det bliver uden at kaste centrale værdier over bord.Opgaven skal løses i samarbejde med Professionshøjskolerne. I lovgrundlaget ligger der enenestående mulighed for at gøre den nye pædagoguddannelse til den bedste og mest tids-4

svarende (og langtidsholdbare) til dato. Der er også mulighed for, at vi kan opbygge den relevanteog nødvendige videreuddannelse. Såvel grund- som efter- og videreuddannelse skalstøtte pædagogerne i at løfte og udvikle den nydefinerede opgave omkring de 0-6-årige, omkringbørn i fritidshjem og unge i klubber og omkring børn og unge i udsatte positioner. ProfessionshøjskolenKøbenhavns ambition er at skabe kvalitet i grunduddannelserne ved atsamle dem i stærkere faglige miljøer – og i tæt dialog med praksisfelterne skærpe og udviklebåde grund-, efter- og videreuddannelserne.UDFORDRINGER TIL PÆDAGOGERI dag står pædagoger altså med et omdefineret opdrag og meget snart med nyuddannedekolleger med andre kompetencer, anden viden og måske en anden professionel identitet. Medden nye bekendtgørelse har pædagoguddannelsen også taget skridtet fra at handle om denstuderendes alsidige personlige udvikling (for at ruste personen til jobbet) til at handle omviden, færdigheder og kompetencer til at udføre opgaven. Det skridt betyder, at den stærkeværdi- og holdningskultur i faget nu skal suppleres med et lige så stærkt element af videns -kultur. Det betyder igen, at pædagogverdenen og professions-højskolerne i højere grad endvi har kendt det hidtil, er forpligtet til at kvalificere de grundlæggende værdier og holdningermed relevant og gyldig viden. Det kræver tilegnelse af ny viden, men også at vi sammen udviklernye måder at være kolleger på, som kan håndtere udfordringen om vidensbasering. Detkræver, at vi udvikler et fagsprog, som bygger bro mellem teori og praksis og beriger begge.At vi finder nye måder at organisere arbejdet på – nye måder at lave pædagogik på.VELFÆRDSOPGAVER I DIALOG MED PROFESSIONELLEVidensamfundets hastige omstilling presser de professionelles viden og kompetencer – detskaber et øget behov for strategier, der binder pædagoguddannelsen og de pædagogiske vidensmiljøertæt sammen med professionerne og de professionelle i praksisfeltet. Det gælderi forhold til udvikling af både velfærdsopgaven og af de fagprofessionelle selv. Her har professionshøjskolerneen helt central opgave: Undervisningen på pædagoguddannelsen skalhave sit udgangspunkt i den nyeste viden om professionen, og professionshøjskolen skalvære den førende vidensproducent i forhold til, hvad der virker i praksis. Professionshøjskolerneskal løfte opgaven i samarbejde med institutionerne, og det betyder bl.a., at konkreteforskningsbaserede udviklingsprojekter i fremtiden ikke vil være forbeholdt særlige projekt -forløb for de få, men involvere og have betydning for enhver institutions dagligdag.5

2. PÆDAGOGPROFESSIONENSUDFORDRINGEREsther Nørregård-Nielsen, sociolog og direktør for NROJeg ved ikke hvordan man i en tale adresserer et forbund, men lad mig forsøge med et:KÆRE BUPLKan man forestille sig, at uddannelsen til pædagog og dermed pædagogprofessionen over enårrække udfases og nedlægges? Spørgsmålet er centralt at stille, i og med at det at forblivepå arbejdsmarkedet må være den største udfordring for ethvert fag, på samme måde som detat forblive på landkortet, er den største udfordring for ethvert land.Jeg vil tage udgangspunkt i det spørgsmål, for at besvare den stillede opgave: hvad er pædagogprofessionensstørste udfordringer nu og de kommende år? Mine synspunkter udspringeraf en sociologisk baggrund, og det at jeg har beskæftiget mig med pædagoger somprofession igennem en årrække.Lad det være sagt med det samme: Jeg tror ikke at uddannelsen til pædagog er i fare for atblive nedlagt og på den måde er det ikke den største udfordring, pædagogprofessionen ståroverfor. Ikke desto mindre er spørgsmålet godt som afsæt, for med spørgsmålet om hvorvidtfaget skal bibeholdes, rejser der sig også spørgsmålet hvorfor, og dermed baggrund for at diskuterenogle af de muligheder og udfordringer professionen står overfor. Jeg vil i denne hersammenhæng begrænse mig til at fremhæve tre væsentlige problemstillinger i forhold til pædagogprofessionennemlig; afgrænsning, synlighed og viden. Grundet pladsen er der – trodsbegrænsningen til tre problemstillinger – tale om en relativ sum-marisk gennemgang.Afgrænsning. Med pædagogprofessionen sikres børn og grupper af mennesker med særligefysiske og mentale problemer adgang til personer, der besidder en specifik, systematiseretog nuanceret viden indenfor et væsentligt felt. Udfordringen for professionen er så atafgrænse sig, dels i forhold til andre grupper (uddannede såvel som ikke uddannede), dels i6

forhold til andre typer af viden. Det er nødvendigt med en tydelig afgrænsning, for at gøre dettydeligt, at man besidder en specifik viden, som kræver en særlig uddannelse, samt at det erdenne uddannelse og viden, som sætter professionen i stand til at håndtere specifikke problemstillingerfor særlige grupper.Udfordringen består altså i at markere sig som en profession, der kan noget særligt i kraft afen uddannelse og som deraf følgende har en specifik tilgang til feltet. Fordi pædagogfaget førstfor alvor er blevet betydningsfuldt i takt med udbygningen af daginstitutionerne indenfor de senesteårtier, er synlighed, faglig afgrænsning og distinktion en meget mere grundlæggendekamp for pædagogprofessionen end for mange andre professioner, og vil fortsat være det iårene fremover. Jeg har sagt det før, men gentager det gerne.For mig er det ikke væsentligt at der ikke findes andre grupper end pædagoger i institutionerne– f.eks. medhjælpere. Men det er meget afgørende at pædagogerne er sig meget bevidstom, hvad de som gruppe kan og at de definerer sig selv og arbejdsopgaverne i forholdhertil.Synlighed. Det offentlige tilbud til børnene (hvad enten det er de små børn, de utilpassedeeller de mentalt eller fysisk handicappede) er afgørende for, at forældre kan fritstilles. Dermeder institutionernes betydning åbenlys. Spørgsmålet er så, om det er tydeligt nok, hvilket arbejdeder udføres i institutionerne, og hvilken betydning pædagogernes viden har i forhold til at sikrefysisk, psykisk, social og mental udvikling hos de grupper, de arbejder med. Er det synligt nokoverfor politikere, forældre og andre faggrupper hvad en pædagog kan, og hvad der mistes,såfremt man fravælger eller ikke har råd til at fastholde denne profession? Er forholdet mellempædagogernes viden og behov for opdatering og politikernes samt forældres ønske omkvalitet tydelig nok? Nej, vil jeg mene.Ofte ses pædagogernes ønske om mere viden, som noget der står i modspil til politikernesønske om kvalitet, som var det et spørgsmål om prioritering. Udfordringen for pædagogprofessionenbestår i at få synliggjort pædagogernes viden, og det forhold at man næppe kan indfride høje kvalitetskrav, der stilles til institutionernes arbejde og resultater, med en faggruppeder ikke er højt uddannet og har stor bevidsthed om og kan synliggøre hvad de laver, og hvordet arbejde de udfører, skal føre hen.7

Viden: Uddannelsen og videreuddannelsen som pædagog afhænger meget af hvilken viden,der er til rådighed. Jeg er ikke kvalificeret til at udtale mig om hvilken faglig viden, professionenskal have, eller hvordan denne skal afgrænses. Men jeg mener, der er en meget klar udfordringfor professionen, der handler om at se på:A. Hvem underviser pædagogerne? Er der tale om personer, som har de rigtige kvalifikationeri forhold til at medgive de pædagogstuderende en præcis nok forståelse af viden og afgrænsningi forhold til andre professioners viden. Bevidstheden om at høre til et fag starter iuddannelsen med den måde man lærer om sit fag på og de svar og løsninger, der kan tænkesat virke bedst.En udfordring nu og fremover i forhold til viden handler derfor om, hvem der skal undervisepædagogstuderende og hvilke krav, der skal stilles i forhold hertil.B. Hvilken faglitteratur står til rådighed? Pædagogerne benytter sig langt hen ad vejen afde samme fagtermer og den samme litteratur som f.eks. lærerne. Men er f.eks. ordet ”pædagogik”det samme for en lærer som for en pædagog? Det at have adgang til faglitteraturder kan støtte op om ens profession og den måde man tolker og forstår problemstillingernepå, er for mig at se meget afgørende.En anden udfordring for professionen i forhold til viden er derfor at opprioritere at pædagogernehar adgang til kvalificerende faglitteratur i forhold til at uddanne sig og blive bevidst omsig selv, sin viden og sit sprog i processen med at blive netop pædagog.Kan Danmark klare sig uden pædagoger? Efter min mening: Nej! Problemet er bare, at slogansi form af ”Flere hænder” eller ”Højere løn” ikke gavner professionen. Med mindre politikerneog den danske befolkning ved, at det ikke er lige meget hvilke hænder, der bliver flereaf. Og kan acceptere, at højere løn måske er nødvendigt, hvis man ønsker at fastholde denviden i forhold til børn i bestemte aldre og mennesker i særlige situationer, der skal til for atbringe disse grupper videre fysisk, mentalt og socialt. Den viden og accept hos politikere ogi befolkningen er kun delvis til stede. Der er altså udfordringer nok.Alle udfordringer handler om muligheder, og en sidste kommentar til spørgsmålet om pædagogprofessionensmuligheder og udfordringer fra min side kunne være: Mulighederne for pædagogprofessionenforeligger, såfremt man kan formidle, at når pædagogerne strejker, er der8

ingen anden gruppe, der på kvalificeret vis kan overtage deres arbejde. Selv hvis man tænker,at der er personale til stede på institutionen, der kan sikre, at forældrene kan komme påarbejde, skal målet være en grundviden hos befolkningen om, at det er med pædagoger sommed lærere – strejker de, går udviklingen hos de grupper, de tager sig af mere eller mindre istå. Det mener jeg ikke er et tydeligt nok budskab nu. Måske tror pædagogerne ikke enganghelt på det selv. Det vil være den største skam, og et godt sted at begynde.9

3. VIDEN, MAGT OG DAGLIGDAGAnne-Kirstine Mølholt & Anja Jørgensen, Ålborg UniversitetDen pædagogiske profession er under forandring. Med denne forandring følger mangeudfordringer. For at se nærmere på de største udfordringer, som den pædagogiske professionstår over for, er det efter vores mening givtigt at tage udgangspunkt i tre begreber, nemligviden, magt og dagligdag. Med viden refererer vi til den pædagogfaglige viden, som pædagogertilegner sig under deres uddannelse. Magt dækker dels over retten til at kontrollere ogsuper visere det pædagogiske arbejde og dels over en stærk professionsfaglig organisering.Endelig mener vi med dagligdag det pædagogiske arbejde udført i praksis og herunder betingelsernefor dets udførelse.VIDENPædagoger har en særlig pædagogfaglig viden, som kun de besidder. Det er denne, der adskillerdem fra andre faggrupper. For at sikre pædagogprofessionen er det derfor vigtigt meden kontrol over, hvem der besidder den pædagogfaglige viden. Det er den særlige pædagogfagligeviden, der sikrer professionens status. Andre faggrupper kan i dagligdagen anvendepædagogiske teknikker, men deres handlinger bygger ikke på og skaber ikke de sammepædagogiske refleksioner som hos pædagoger. En sikring af den pædagogiske viden børderfor være et centralt omdrejningspunkt. Fundamentalt for en sikring af den pædagogiskeviden er en god pædagogisk professionsuddannelse.MAGTEn profession har en særlig viden og udfører professionelt arbejde på at givent område. Imidlertidbestemmer en profession ikke selv over hvilke jurisdiktioner, den besidder. Når enprofession tilegner sig rettigheder og arbejdsområder, er der andre, som må afstå fra athave rettighederne over samme område. Jurisdiktion over et bestemt område kan kunbesiddes af én profession, og der foregår derfor en evig konkurrence mellem professioner.En professions succes afspejler altså i lige så høj grad konkurrenternes situation og profes-10

sionernes indbyrdes system, som det afspejler den enkelte professions egen indsats. Følgeliger det vigtigt, at en profession er fleksibel og kan tilpasse sig samfundsudviklingen og depolitiske forandringer. Ellers vil professionen miste jurisdiktion til andre professioner og til sidstgå til grunde.En central del af en professions jurisdiktion er dens rettigheder i dagligdagen på arbejdspladsen.Det grundlæggende spørgsmål er, hvilke faggrupper der har rettigheden til at kontrollereog supervisere arbejdet, samt hvem der betragtes som kvalificeret til at udføre hvilke opgaver.Den daglige arbejdsfordeling viser sig tit at være meget kompleks. På arbejdspladsernefindes der muligvis formelle beskrivelser af hvilke faggrupper, der skal udføre hvilke typer af arbejde.I dagligdagen sker den faktiske arbejdsfordeling dog ofte gennem forhandling og påbaggrund af sædvane.Uddelegeringen af arbejdsopgaver på arbejdspladserne sker i højere grad på baggrund af etkendskab til medarbejdernes faglige og personlige kompetencer, end det sker på baggrundaf de formelle fag- og stillingsbetegnelser. Til tider udfører ikke-professionelle og relateredefaggrupper derfor professionelles arbejde, eksempelvis i perioder med travlhed. De lærer herveden praksisversion af de professionelles teknikker, men som tidligere nævnt mangler de denabstrakte viden, der ligger bag. Dette er vigtigt, for det er netop denne viden, som adskillerde professionelle fra de ikke-professionelle. I institutionerne betyder det eksempelvis, at medhjælperei dagligdagen ofte varetager pædagogiske opgaver, men de pædagogiske refleksionerog viden ligger hos pædagogerne. Det bør derfor sikres, at pædagogerne har detpædagogiske ansvar.For at kunne gøre sig krav om jurisdiktioner er det fundamentalt, at professionen er organiseret.Des stærkere den er organiseret, des mere effektiv er dens krav om jurisdiktion. Samtidiger det dog vigtigt at nævne, at mindre organiserede faggrupper har den fordel, at de er merefleksible og derfor bedre kan overtage ledige arbejdsområder.DAGLIGDAGPå samtlige niveauer i institutionerne findes en stor usikkerhed omkring, hvad der udgør detpædagogiske arbejde, hvorledes det afgrænses, samt hvad det bør udgøre. En væsentlig delaf arbejdet med den pædagogiske profession bør derfor bestå i en afklaring af og enighed om-11

kring, hvad der karakteriserer pædagogisk arbejde. Det skal fremstå klart på alle niveauer.Samtidig skal der ske en afklaring af den pædagogiske rolle. Mange pædagoger oplever, atde er fanget i et dilemma. På den ene side ønsker de at udføre pædagogisk arbejde forståetsom arbejde, der udføres i samvær med børnene. På den anden side oplever de, at de får mindreog mindre tid til samvær med børnene, da de skal udføre en stigende mængde af administrativeog dokumenterende opgaver i forbindelse med de nationale målsætninger påinstitutionsområdet.Udfordringen fremover vil derfor være at få en afklaring af den pædagogiske rolle, som den serud i dag. Herunder vil det også være nødvendigt, at der bliver sat fokus på de forandringer,som er sket i forbindelse med det pædagogiske arbejde.Afklaringen af det pædagogiske arbejde og den pædagogiske rolle skal helt ud til den enkeltepædagog. I den forbindelse spiller ledelsen i institutionerne en central rolle. For at afklaringenskal fungerer optimalt, er det nødvendigt, at der hos ledelsen findes en faglig støtte og opbakning.I institutionerne i dag er der stor forskel på, hvilken støtte pædagogerne oplever. Deter derfor en udfordring for BUPL i fremtiden at sikre, at ledelsen i de enkelte institutioner yderen faglig støtte og opbakning til pædagogerne, som medfører, at den enkelte pædagog følersig sikker på sin pædagogiske professionsfaglighed.I forhold til pædagogernes dagligdag ligger en væsentlig udfordring for BUPL endvidere i atafgøre, hvad der er et tilpas niveau for trivsel hos pædagogerne i institutionerne. Flere undersøgelserviser, at pædagoger trives. Samtidig fremgår det imidlertid af samme undersøgelser,at pædagoger ofte er utilfredse med rammerne for deres arbejde, og en relativ høj andel af pædagogersvarer i medlemsundersøgelsen fra 2007, at de ikke regner med at arbejde som pædagogerom fem år. Med en stor udskiftning inden for professionen sker der samtidig et stortvidenstab, hvilket besværliggør opretholdelsen af en professionsfaglig viden på området.Endelig er det vigtigt at sikre, at pædagogerne ikke oplever de nationale tiltag som ekstraopgaver,der ikke passer ind i den pædagogiske dagligdag. På nuværende tidspunkt opleverpædagogerne ofte, at de med tiltagene pålægges et ekstra arbejdspres. Der er størst tilfredshedmed tiltagene i de institutioner, hvor der er mulighed for og ressourcer til, at tiltageneomformuleres og tilpasses den enkelte institutions rytmer og rutiner. Gennemarbejdningen af12

tiltagene i institutionerne medfører, at pædagogerne får en stor indsigt i tiltagene, og hervedoplever de en højere grad af ejerskab og mening ved arbejdet. En af udfordringerne for BUPLer derfor, at der i fremtiden arbejdes mod en sikring af, at der i institutionerne er mulighed foren tilpasning af tiltag og opgaver til egen virkelighed.13

4. PÆDAGOG AF FAGLars-Henrik Schmidt, professor i pædagogik og filosofi ved ÅrhusUniversitet, direktør for Forskningscenter GNOSISSigmund Freud henregnede pædagogikken – nærmere betegnet opdragelsen – til en af de treumulig kunster ved siden af helbreden og regeren. Han fornyer en pointe, som allerede oplysningsfilosoffenImmanuel Kant havde bragt til torvs i de pædagogiske forelæsninger, han varhenvist til at holde i henhold til sit embede som filosof. At pædagogik er ”umulig” skyldes, atden til sit væsen udgør et fag, og dermed hverken en videnskab eller et håndværk. Faget erikke teoretisk, og det er ikke praktisk, det handler ikke om det, som er eller om det, der kunnevære anderledes.Man udøver en faglighed og omtaler denne faglighed i et vokabular, som ikke er teoretiskentydigt eller følger praktisk håndelag. Følgelig er der grænser for akademiseringen og for denrent tekniske kunnen. At gøre udøvelsen af faget til en videnskab er for meget, at gøre den tilet håndværk er for lidt. Udøvelsen kan ikke forholde sig neutralt, fordi der altid vil kunneprotesteres fra de pågældendes (personers) og for de pårørendes (myndigheders) side;og så vil udøvelsen ingen ende tage, da den altid kan genoptages og udsættes for appel -instanser.Udøvelsen foregår da også i en institution, hvilket er udtrykket for stivnet adfærd – det væresig i form at bygninger, indretninger, opførsler og forventningsformer. En familie er en institution,en pleje- og omsorgsforanstaltning er en institution, et magtforhold er en institution. Institutionenstår til at ændre, og det sker gennem udøvelsen af faget. Sådan vil det formentligogså være i fremtiden – bl.a. i kraft af fagets udvikling.Det er en stor udfordring for pædagogernes side fremover at slå sig til tåls med det vilkår métienhviler på, for det har afgørende konsekvenser for den daglige udøvelse af fagligheden oguddannelsen til fagligheden. I den forbindelse er det ikke til at undgå, at spørgsmålet om enfælles grunduddannelse for dele af det personale, der har ”med mennesker at gøre” (pæda-14

goger, lærere, sundhedspersonale, socialpersonale) forud for den faglige specialisering isektorer må rejses, samt spørgsmålet om en sammenhængende videreuddannelsesaktivitetefter specialisering og praktisk erfaring med arbejdet i de forskellige sektorer.Pædagogikkens problemer er for en stor dels vedkommende skabt af pædagogikken selv,hvilket indebærer, at det er pædagogikken succes, der påtvinger hverdagens ”problemer”.Det er lykkedes at få ”projekt ligeværdighed” med dets ubetingede anerkendelsesfordring tilat slå igennem på de fleste fronter, men det store individualiseringsprojekt har også afkastetet juviniliseringsprojekt, som gør alle til unge, og gør det normalt at være unormal. Dette er ikkekun et problem vedrørende voksenansvar, men skaber et fornyet problem med alle de, somhar vanskeligt ved at blive inkluderet i ungdommen: De sølle, de krævende.Endelig må arbejdsbetingelserne fremhæves. Fra et være et moderligt omsorgsfag, er pædagogikkenogså blevet er farligt fag. Ikke kun på grund af arbejdsmiljø, decideret vold ogvredestilkendegivelser på begge sider i det pædagogiske forhold, men også på grund af detstore ansvar, som påhviler fagets udøvere, og på grund af den manglende prestige, der er forbundetmed, at man i verdens øjne bliver betragtet som udskiftelige, og dermed savner prestigeog respekt, hvilket afspejler sig direkte i lønforholdet.15

5. PÆDAGOGPROFESSIONENS STØRSTEUDFORDRINGER NU OG I FREMTIDENAnita Sørensen, TR – Gribskov kommuneDa jeg fik denne opfordring til at skrive om de pædagogiske udfordringer i tiden der kommer,var min umiddelbare reaktion mere i løn – selvfølgelig stærkt præget af overenskomstforhandlingerne2008. Og vi skal have mere i løn, for vores arbejde er stærkt undervurderet ogunderbetalt!! Men også en balance mellem en uddannet pædagogs løn og en PGU'er/ medhjælpersløn, der efterhånden er så tæt på hinanden, at den 3 1 /2 årige uddannelse snart måspille fallit.Når det så er sagt, kommer der så de faglige udfordringer, og dem er der mange af. Her tænkerjeg især strategi, kommunikation og inklusion/integration.Strategi, fordi vi som pædagoger må arbejde på at gøre vores fag mere synligt. Hvad er detvi gør, der er så vigtigt og som vi har 3 1 /2 års uddannelse i? Hvorfor er det så væsentligt, atdet er os som pædagoger og ikke uudannede, der varetager arbejdet i institutionerne, oghvordan er det så, vi vælger at gøre. Hvilke overvejelser er der bag de beslutninger, vi gør?Det er her vi må ind og tale om vigtigheden af læring og udvikling, og det bliver en udfordringfor os pædagoger at få den viden om småbørns læring, dannelse og udvikling sat på denoffentlige dagsorden. Både i forhold til det enkelte barn, men også i forhold til tidlig indsats ogbrydning af social arv.Her er vi allerede godt på vej – stærkt presset af de øgede krav om dokumentation og evaluering.Men set fra den positive side, er det et krav, der kan hjælpe os med at blive mere synligeog skarpe i vores daglige arbejde. Udfordringen er blot at få det "ned på jorden", d.v.s.finde nogle metoder, der fungerer og arbejde systematisk med disse. Og netop systematikkener vores akillessene. Ud fra vores faglige indsigt, teori, erfaring, iagttagelser og intuition vedvi godt, hvad vi skal gøre. Men jeg tror, med fare for at generalisere, at vi som pædagoger nedvurdererværdien af disse faglige metoder til evaluering.16

Kommunikation fordi vi må arbejde på, hvordan vi får meldt vores viden og indsigt klart ud –for det skal vi. Det er ikke nok at vide hvad, hvorfor og hvordan, vi må også kunne kommunikeredet ud. Og det både til forældre, samarbejdspartnere, politikere og offentligheden. Vi måkunne sætte os selv på dagsordenen. Det er ikke nok, at psykologer, forfattere og andre udtalersig om vores arbejde. Er der en debat i medierne, der handler om ex. børnenes stigendeforbrug af sodavand og slik, skal vi have en kommentar til det. Hvad mener vi og hvad kunnevi gøre som pædagoger?Vi ved en masse, men hvordan bliver vi bedre til at få det ud over kanten? Pædagogiske rådkunne være en måde at gøre dette på. I min kommune Gribskov og i et par andre kommunerer dette arbejde allerede i gang. I en drømmeversion ville et pædagogisk råd være en instans,som politikere og medier henvendte sig til, når de skulle have et ekspertråd, for det er vel detvi er? Eksperter i at udvikle og stimulere de børn og unge, vi arbejder med. Men det kræverogså, at der bliver sat tid og ressourcer af til arbejdet i det pædagogiske råd således, at detikke bliver noget man vælger fra, men i stedet opprioriterer og ønsker at være en del af. Netopfordi det er der, vi kunne være med til at præge den pædagogiske debat, og der vi kunneeksperimentere og forske i egen praksis.Og endelig integration/inklusion. Her tror jeg, at vi må udfordre os selv som pædagoger, menogså vores politikere. Hvad er det for nogle institutioner, vi ønsker at have? Ønsker vi at integrereeller inkludere? Integrerer vi, prøver vi at skabe nogle tålelige rammer for vores speciellebørn, hvor de er der på samme vilkår som andre og på flertallets præmisser. Inkluderer vi,skal de specielle børn kunne rummes med de værdier, diagnoser og kompetencer de har, ogmangfoldigheden tilgodeses, så det afspejles både i pædagogikken og i de pædagoger derer. Det stiller store krav til institutioner og pædagoger. Men her må også vores politikere udfordres,og de skal fodres med viden af os. Ulemper, fordele, konsekvenser... De skal vide,hvad det medfører for børnene, og hvad det er for en udvikling, vi kan give indenfor de givnerammer.Dette var nogle af mine bud på fremtidens udfordringer, men summa summarum handler detom stå frem og formidle det vi kan, ved og gør. Vi skal sætte os selv på dagsordenen i alle defora vi kan, således at omverdenen men også os selv kan blive stolte af det kæmpe arbejde,vi dagligt udfører.17

6. FAGLIG DYBDE OG STRATEGISKFLYVEHØJDEKlaus Majgaard, Direktør for børne- og ungeforvaltningen,Odense KommuneKÆRE PÆDAGOGER!At være pædagog er at placere sig i brændpunktet af samfundsudviklingen. I dag oplever viet opbrud i samfundets vilkår og idealer: Vi skal lære at klare os i en ny global økonomi, hvorvores bedste aktiv er vores menneskelige evner til at være kreative og omsætte kreative ideertil noget, andre har brug for. Vi skal kunne håndtere kulturel mangfoldighed og alle de konflikter,som det kan indebære. Og vi skal videreudvikle demokratiet og medborgerskabet undernye vilkår og former, hvor flere og flere gerne deltager i netværk og projekter, som er relevantefor ens livssituation, mens interessen for at være aktiv i de repræsentative strukturer ervigende. Vi bliver mere individualiserede og har samtidig brug for nye og aktive fællesskaber.Der er næppe noget sted, hvor brydningen mellem disse tendenser kommer stærkere til udtrykend, når det gælder vores idealer for børns udvikling, læring og trivsel. Hvad skal børn læresig? Hvordan indtræder vi i skabende relationer til børnene? Hvad skal forældrene, og hvadskal pædagogerne? Vi er som aldrig før optaget af at sætte mål for børns læring, udvikling ogtrivsel. Men at sætte sådanne mål indebærer altid idealer om, hvad det vil sige at være menneske,hvad det gode liv er, og hvordan vi skaber et godt samfund. Forskelle i disse idealer vilnaturligt komme til udtryk i diskussionen af pædagogiske målsætninger. Pædagogikken ermåske den prisme, hvor tendenser i samfundsudviklingen klarest brydes.Pædagogen arbejder altid med det mindste og det største. Hver pædagogisk handling og idésætter idealer på spil. Med et lån fra Vygotskij kan vi sige, at pædagogik er eksperimentel filosofi.Idealer og grundantagelser sættes på spil og får direkte feedback i mødet med børn ogforældre. Vi kan også sige, at pædagogen er vejleder (eller laboratoriebestyrer) af menneskeligeog samfundsmæssige dannelsesprocesser. Det er svært, det er brydningsfuldt. Men mulighedernefor at skabe værdi og blive klog er uovertrufne.18

Tre udfordringer er lige nu særligt fremtrædende:1. NÆRVÆR OG REFLEKSIONEn af de store udfordringer er at skabe rum til fordybelse og nærvær i det pædagogiske arbejde.I hver institution skal vi skabe et læringsmiljø, hvor pædagogerne kan gå i dybden medbørnenes potentialer og relationer. Det kan ske i et vekselspil mellem nærvær og refleksion.Når nogen føler, at arbejdet med læreplaner ”stjæler tid fra børnene”, er det et krisetegn. Deter udtryk for, at læreplanen er noget udvendigt og tilbygget, som konkurrerer med nærværetmed børnene. Læreplanen skal udvikles, så den i stedet bliver omdrejningspunktet for en løbenderefleksion, som kvalificerer nærværet. Husk, at ureflekteret pædagogisk arbejde er indforståetog potentielt farligt.2. LEDELSE PÅ KERNEYDELSENS PRÆMISSERAt skabe ro og fokus om kerneydelsen er en ledelsesopgave, som må tages op på alleniveauer, det være sig staten, kommunerne og institutionerne. Vi er nødt til at indgå langsigtedeaftaler og alliancer om sigtelinjer for det pædagogiske arbejde, som giver retning ogfokus, og som beskytter mod hovsaregulering, idiosynkratiske indgreb og knopskydning. Ogsåpå den enkelte institution må denne diskussion tages op. Pædagoger og forældre bør aftalespilleregler, som sikrer, at pædagoger ikke ustandseligt bliver afbrudt i deres arbejde af telefonerog forældre, der ikke kan finde en vante.Dette kræver imidlertid, at vi kan synliggøre indholdet og kvaliteten i kerneydelsen, og at vi kansætte mål for den og dokumentere den. En alliance mellem pædagoger, politikere, forvaltningog forældre kræver, at vi kan aftale mål og stå til regnskab for resultaterne. At udvikle et fællesbeskrivelsessprog, hvori dette kan foregå, er en umådelig og spændende udfordring, somer helt afgørende for den pædagogiske professions vilkår og integritet.3. UDDANNELSES- OG KARRIEREVEJEFundamentet for denne udvikling er, at der fortløbende udvikles gennemtænkte og alternativeuddannelses- og karriereveje. Vi skal sikre et stort og kvalificeret optag til pædagogstudiet.19

Aspiranter, som ønsker at snuse til det pædagogiske arbejde, skal have mulighed for detteunder kyndig vejledning. De uddannede pædagoger skal have mulighed for at lære nyt ogudvikle deres praksis. Forskellige karriereveje skal kunne tilbydes, hvad enten de går i retningaf faglig specialisering eller ledelsesudvikling.Der vil blive stillet voksende krav til pædagogisk ledelse, som kræver en differentiering af lederrollerne.Nogle ledere skal specialisere sig i den tætte vejledning og sparring i arbejdet medbørnene. Andre skal udvikle pædagogisk ledelse på strategisk niveau og skabe befordrenderammer for det pædagogiske arbejde. Her er der virkelig brug for et udviklingsarbejde, dersætter pædagogisk ledelse på begrebslig formel.LAD OS SAMARBEJDE!At løfte disse udfordringer er ikke bare vigtigt for pædagogerne som profession. Det er utroligtvigtigt for os alle i det danske samfund. Vi ved, at det pædagogiske arbejde har stor betydningfor samfundsøkonomi, uddannelsesniveau, social inklusion og demokratisk udvikling.Vi er derfor mange, der gerne vil indgå i dialog og samarbejde om opgaven.20

BUPL har bedt seks personer med indsigt i pædagogprofessionenkomme med deres uforbeholdne bud på pædagogprofessionensudfordringer. Disse seks bud skal intensivere,udfordre og kvalificere den politiske debat om BUPL's professionsstrategifør, under og efter kongressen i efteråret 2008.September 2008BUPL – Forbundet for pædagoger og klubfolkBlegdamsvej 124, 2100 København Øwww.bupl.dkRedaktion: BUPLs kommunikationsafdelingLayout: Jens Otto Emmich/zentens. Tryk: Stenby TrykFlere eksemplarer fås ved henvendelse til BUPLs forsendelse, tlf. 3546 5106 (kl. 10-15)