BØRN I FAMILIER MED ALKOHOL- MISBRUG

SEMINAR OM BØRN I FAMI LIER MED ALKOHOLMISBRUG
være bange for andet end mig selv, lever jeg i
konstant frygt for: "Hvad sker der mon nu?".
Udefra set er jeg glad og positiv. Indeni er jeg altid
bekymret, laver musik i mol og føler mig alene. Det
er røvsygt! Jeg giver sjældent mig selv lov til at
slappe rigtigt af og bare nyde det. Jeg får nærmest
dårlig samvittighed, når jeg føler lykke - det kan
ikke være rigtigt, i hvert fald ikke ret længe af
gangen.
Denne kvinde taler om at lave musik i mol. Sådanne
fornemmelser er tunge at bære på, og skal ikke behandles
overfladisk. Vi skal hjælpe, så færre børn går
igennem livet på denne måde.
Hvorfor gør vi så så lidt
Vi gør så lidt af en masse grunde:
1. Fordi børnene er usynlige. De arbejder selv ihærdigt
med på at holde forældrenes alkoholproblem hemmeligt,
så de er faktisk svære at få øje på.
2. Fordi de professionelle omkring dem, lærere, pædagoger,
sundhedsplejersker etc. synes, det er svært at tage
fat på. Det kan jo være, at der kun er tale om en enkelt
øl, hvis far lugter, når han henter børnene. Der er en
hel masse berøringsangst på dette felt.
3. Fordi vi lever med adskilte systemer. Dem, der
behandler forældrene, behøver ikke spørge til børnene,
så de overser dem nogen gange.
4. Fordi der ikke samarbejdes. Vi taler om nogle sammensatte
problemer her, som kun kan løses ved, at
alkoholbehandlingsinstitutioner, praktiserende læger,
socialforvaltninger, daginstitutioner, skoler m. fl.
arbejder sammen.
5. Fordi der ikke fokuseres på misbrug i socialforvaltningerne.
Der har været en tendens til at betragte
alkoholmisbrug som en følgevirkning af andre sociale
og bagvedliggende problemer, som skal løses, før man
tager fat på alkoholproblematikken. Det er imidlertid
ofte alkoholen, som står i vejen for at løse de andre
problemer.
6. Fordi der ikke spørges systematisk til børnene. Fra en
undersøgelse i Græsted-Gilleleje kommune ved vi, at
der ikke sker tilstrækkelig registrering af børn i disse
familier.
7. Fordi støtten, når børnene ses, er for indirekte.
Hjemmehosseren ved ikke, hvad vedkommende skal
stille op med problemerne omkring alkoholen. På
efterskolen tager man ikke fat i de alkoholrelaterede
problemer i familien. Aflastningsfamilien kan heller
ikke stille noget op her. Det er initiativer, som hjælper,
men ikke over for det egentlige problem.
Hvad kan vi gøre
Tager man fat i det helt generelle, så er der en række
steder, man kan sætte ind.
– Vi skal kvalificere pædagoger, lærere mv. til at tage
tegn på misbrug i familien alvorligt.
– Vi skal sikre, at socialrådgivere, læger mv. griber fat i
alkoholproblemet, og sørger for, at forældrene
henvises til behandling.
– Vi skal sikre, at systemerne spørger til børnene, når de
møder forældre, der drikker.
– Vi skal sikre, at barnets behov for støtte vurderes.
– Vi skal sikre, at der samarbejdes om at give børnene et
støttetilbud.
For at opfylde disse mål, drejer det sig om at have nogen
målsætninger på dette område i alle de institutioner, som
har med børnene at gøre gennem barndommen. Her
drejer det sig om at udvikle metoder, så det ikke er den
enkelte medarbejder, der skal opfinde arbejdsgangen
hver gang, han eller hun står med et barn, hvis forældre
er alkoholikere.
På socialforvaltningerne kunne metoderne være
– at få viden om, hvor mange sager socialforvaltningen
har, som omfatter familier med alkoholproblemer eller
problemer med andre former for rusmidler, herunder
at få afklaret, hvor mange børn (0-18 år), der indgår i
disse familier
– at børnenes behov for støtte er vurderet af en børnesagkyndig
og herefter iværksat og beskrevet.
– at få udviklet en spørgeramme vedrørende alkohol og
andre rusmidler, der kan indgå som en fast rutinemæssig
del i den første samtale med en klient.
– at få uddannet eller udpeget (fx en udstationeret
socialrådgiver fra et alkoholambulatorium) nøglepersoner
i socialforvaltningen, som kan fungere som
sparringspartnere for de sagsbehandlere, der har
klienter med alkoholproblemer
– at give samtlige sagsbehandlere viden om alkoholmisbrug
i familien, om hvorledes sagsbehandleren kan
takle en samtale vedrørende misbrug, og om hvilke
samarbejdsrelationer, socialforvaltningen har til
alkoholbehandlingssektoren. Det kan fx ske gennem
et kursus/en temadag.
– at socialforvaltningen får udviklet faste rutiner for
samarbejdet, der både omfatter samarbejde om at
motivere misbrugere til at gå i behandling og samarbejde
om at få vurderet børnenes behov for støtte og
F Y N S A M T S F O R E B Y G G E L S E S S T R A T E G I 2 0 0 0 - 2 0 0 9
5