Kom fri af stoffer og startede misbrugs portal - Hus Forbi

Plads til alle
Fjordbyens indbyggere har altid haft et frirum
Fjordbyen har ligget samme sted mere eller
mindre siden starten af 1960’erne, tæt på Limfjorden
lidt uden for midtbyen i Aalborg. Den
lå her, da de første fiskere, væfts- og havnearbejdere
byggede deres små sildekassehuse
og opbevarede garn, ruser og måske en seng
i dem. Siden dengang er der sket store forandringer.
De 122 huse er i dag meget større,
men blandt dem findes stadig originalerne og
det frirum, Fjordbyen altid har tilbudt sine
indbyggere.
Kun 15 meter fra fjordens bred ligger de
første huse. Små og store træhuse tæt sammen
og med fri udsigt til vandet. Her ligger også de
få fiskenet, der stadig er i brug blandt Fjordbyens
fiskere. Engang havde alle i bydelen noget
at gøre på vandet. Men ikke i dag. Nu er der
blot én fuldtidsfisker og nogle få hobbyfiskere,
men det har ikke ændret på det faktum, at
Fjordbyen er noget specielt. Det er et fristed
for dem, der ikke gider byen, kolonihaverne
eller havnen, men hellere vil leve på kanten af
Aalborg og Limfjorden.
Dengang husene var små
Bent Knudsen på 83 år og Ruth Jensen på 77 er
to af de indbyggere. Bent har haft skur nummer
24 siden 1962, mens Ruth først flyttede
ind for 20 år siden. I 1960’erne var området,
som Fjordbyen ligger på nu, blot optaget af
få sildekasser, som de små huse hed dengang,
men siden kom der mange flere til, og i dag er
der 122 huse på jorden, som er ejet af Aalborg
Kommune.
- Jeg havde arbejdet på havet i nogle år,
men kom tilbage til Aalborg og fik job på værftet.
Der var en del derfra, der allerede havde
huse her, så jeg fik mig også et. Dengang var
husene meget små, og de fleste havde både og
fiskede på fjorden. I dag er det meget anderledes
her, men jeg holder stadig meget af at bo
her om sommeren og kommer også ind imellem
herud på besøg om vinteren, siger Bent.
I dag er hans hus større end det, han købte
i 1962. Der er en brændeovn, som han kan
varme sig ved i de køligere forårs- og efterårsmåneder,
et lille køkken og badeværelse
samt tv, så han savner ikke komfort, selv om
han bruger meget tid væk fra lejligheden i den
anden ende af byen.
Bent Knudsen er den indbygger, der har haft hus i Fjordbyen længst – nemlig siden 1962. Dengang han købte huset, var det meget lille, men en nabo på vejen tilbød
ham 100 træpaller for 100 kroner, og det gjorde efter lidt håndarbejde huset større og mere komfortabelt. I dag har han stue, køkken, køjerum, badeværelse og en
udestue ud mod haven, hvorfra han kan se ned til Limfjorden.
Husene ligger lige ned til fjorden. Der er kun en fisker og nogle få hobbyfiskere tilbage.
Ingen plads til uromagere
Heller ikke Ruth har behov for at bruge sin
folkeregisteradresse, når først solens stråler
begynder at tage fat. I 25 år er hun kommet i
Fjordbyen – faktisk lige siden hun på et værtshus
hørte nogen tale om stedet. I de første fem
år var det kun som gæst, for dengang var der
så mange originaler herude, siger hun, at man
skulle ses godt an først.
- Jeg faldt for atmosfæren herude dengang.
Mange ting er anderledes nu, men området er
stadig mit faste tilholdssted om sommeren, for
her er så rart. Vi kender hinanden, og der er
altid kaffe på kanden et sted og tid til en snak.
- I dag er der kommet mange unge og studerende
til i de stadig større huse, og selv om
udskiftningen er et evigt debatemne blandt de
ældre, så er det ikke alle, der kommer ind, fortæller
bestyrelsesmedlemmet Rye Thomsen.
- Vi vil gerne lige møde folk, høre, hvordan
de ser på tingene, og se dem an, inden
de køber et hus. Vi vil ikke have de forkerte
ind, og slet ikke nogen, der sælger stoffer eller
laver ballade, siger hun.
Hvor seriøst folkene i Fjordbyen ser på
uromagere af den slags, kom for dagens lys for
nogle år siden. Den nu afdøde formand Tage
Simonsen tog efter gentagne advarsler sagen i
egen hånd, da nogle beboere blev ved med at
sælge stoffer fra et hus. Han kørte en traktor
ind i det og jævnede det med jorden.
Så voldsomt går det dog sjældent for sig.
De fleste af dem, der søger om at komme ind
i Fjordbyen, kommer nemlig ind, siger Rye,
og langt de fleste efterlever da også reglerne.
Hvis ikke tager man sig en snak over en øl i
Kulturhuset, der er samlingspunkt for indbyggerne,
eller på en af de blå bænke med udsigt
til fjorden.
Knudsens Stræde
Bent hører ikke til dem, der laver ballade. Men
han kommer gerne i Kulturhuset eller besøger
naboerne på vejen. Eller familien. Både hans
søn og et andet familiemedlem har nemlig købt
huse lige ved siden af hans og overfor, så der
er altid nogen at snakke med eller til at give
en hjælpende hånd. Derfor betyder området
og skurene langs Limfjorden også så meget
for ham såvel som for Ruth. For hvis de ikke
havde Fjordbyen, ville både deres liv og Aalborg
som by være en lille smule fattigere.
- Det er vigtigt for mig, at jeg kan komme
herud om sommeren. Her er luft og lys, og jeg
kender jo stort set alle på gaden eller i bydelen.
Tingene forandrer sig, men sådan er det
jo. Tidligere var der for eksempel en del, der
boede herude hele tiden. De fik lov af kommunen,
fordi de ikke vidste, hvor de ellers skulle
placere dem, forklarer Bent, mens Rye Thomsen
nikker samstemmende.
- I dag er der dog ikke så mange af de gamle
særlinge eller originaler, der bor i skurene hele
året, tilbage i bydelen, fortæller Rye Thomsen.
Kun en enkelt – nemlig Tømrer Bent. Derfor
bliver der heller ikke lukket for el eller vand
om vinteren som i andre kolonihaveforeninger,
selv om Fjordbyen hører under samme
regelsæt. Der skal nemlig stadig være plads
til, at indbyggerne kan komme forbi selv i den
mørke tid, lune sig lidt med hinanden eller
hver for sig i husene og lade lidt op i udkanten
af byen og med udsigt til Limfjorden. |
18 | HUS FORBI | nr. 10 oktober 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 10 oktober 2012 | 16. årgang | 19