De samfundsøkonomiske konsekvenser ved ... - Gigtforeningen

4.4 Ressourceforbrug i primærsektoren
Tabel 4-6 (næste side) viser forbruget af konsultationer og besøg i primærsektoren. Der er specifikke
tal for konsultationer hos alment praktiserende læger, besøg hos reumatolog, praktiserende fysioterapeut,
kiropraktor, ortopædkirurg og alle øvrige speciallæger.
Data for slidgigtpatienter, der har været på sygehus, og for kontrolgruppen er hentet gennem udtræk
fra Sygesikringsregisteret, og estimatet vedrørende forbrug af konsultationer og besøg i primærsektoren
for restgruppen af slidgigtpatienter, der ikke har været på sygehus – primærgruppen – er baseret
på Delphi-undersøgelsens laveste gennemsnitsbud (gennemsnittet af alle bud minus det højeste
og laveste).
Af Tabel 4-6 ses, at slidgigtpatienter har et gennemsnitligt merforbrug pr. patient på 3,29 flere konsultationer
hos alment praktiserende læge om året – eller et forbrug, der er 35% højere end kontrolgruppens.
Hvad angår besøg hos reumatologisk speciallæge har slidgigtpatienter gennemsnitligt 0,39
flere besøg pr. patient eller knap 10 gange så mange besøg som kontrolgruppen. Slidgigtpatienter har
gennemsnitligt 2,8 eller 167% flere besøg hos praktiserende fysioterapeut pr. patient end kontrolgruppen
og gennemsnitligt 0,9 flere besøg hos kiropraktor eller 7 gange så mange besøg som kontrolgruppen.
For ortopædkirurgisk speciallæge ses et merforbrug på 0,09 besøg pr. patient om året
eller knap 5 gange så mange besøg som kontrolgruppen uden slidgigt. Endelig er merforbruget for
slidgigtpatienter hos øvrige speciallæger lille, idet det kun er 4% højere end kontrolgruppens forbrug.
Sygehusgruppens andel af besøg hos reumatolog, fysioterapeut og ortopædkirurgisk speciallæge synes
muligvis lave. Det skyldes sandsynligvis, at vis del af behandlingen af slidgigtpatienter ved reumatolog,
fysioterapeut og ortopædkirurg vil foregå på sygehus og dermed vil være indeholdt i omkostningsberegningen
vedrørende forbrug af sygehusydelser.
I Tabel 4-7 ses sygesikringsudgifter i 2001 for henholdsvis patienter med slidgigt og kontrolgruppen
uden slidgigt. Det bør bemærkes, at kun Sygesikringens del af omkostningerne er talt med, dvs. ikke
patientens del af omkostningen vedrørende eksempelvis behandling hos fysioterapeut og kiropraktor.
Det gælder også de af "øvrige speciallæger", hvis ydelser ikke er fuldt dækket af Sygesikringen. Den
ikke opgjorte patientandel af udgifterne bevirker, at omkostningsberegningen er lavt sat. I alt er meromkostningerne
opgjort til knap 167 mio. kr. eller 44% mere end den køns- og alderssvarende kontrolgruppe.
Kvinder med slidgigt står for såvel 2/3 af ressourceforbruget til behandling af patienter med slidgigt i
primærsektoren som 2/3 udgifterne, når man ser på gruppen med slidgigt samlet.
I bilag E findes køns- og aldersopdelte opgørelser over forbruget af konsultationer hos henholdsvis
alment praktiserende læge, reumatolog, praktiserende fysioterapeut og kiropraktor, ortopædkirurgisk
speciallæge samt øvrige speciallæger for patienter med slidgigt sammenlignet med kontrolgruppen
uden slidgigt. Af bilag F fremgår den gennemsnitlige pris for de enkelte konsultationer, der er anvendt
i omkostningsberegningen.
DIREKTE OMKOSTNINGER – RESULTATER | 31