De samfundsøkonomiske konsekvenser ved ... - Gigtforeningen

2. Sammenfatning og konklusion
Slidgigt er en kronisk ledsygdom, der udvikler sig med alderen. Sygdommen findes hos hovedparten
af den ældre befolkning over 65 år og hos mange personer over 40. Sygdommen giver ikke symptomer
for alle, der har slidgigt i leddene, men for de, der oplever symptomer på sygdommen, kan den
være forbundet med stærke smerter, nedsat funktionsevne og handicap. Behandlingen af sygdommen
medfører et stort træk på samfundets og især sundhedsvæsenets ressourcer. Sygdommen kan desuden
medføre sygefravær fra arbejde eller endog ophør med arbejde ved førtidspensionering og er på
den måde forbundet med et tab af arbejdskraft eller produktionstab for samfundet.
Denne rapport belyser de samfundsøkonomiske konsekvenser af slidgigt i Danmark i en såkaldt costof-illness
analyse. Analysen opgør de samfundsøkonomiske omkostninger ved forebyggelse, behandling
og rehabilitering af patienter med slidgigt i sundhedsvæsenets regi samt de indirekte omkostninger
ved samfundets produktionstab som følge af førtidspensionering på grund af slidgigt. I opgørelsen
af omkostninger er patienter med slidgigt sammenlignet med en kontrolgruppe i befolkningen, der
ikke har slidgigt, og på den måde fås den meromkostning, der reelt kan tilskrives slidgigt og dens
associerede sygdomme.
Knap 219.000 patienter med slidgigt kontakter årligt det danske sundhedsvæsen. Af disse er knap
137.000 eller 63% kvinder. Dette svarer til en prævalens for slidgigt på 3,1% for mænd og 5% for
kvinder. Af patienter med slidgigt, der kontakter sundhedsvæsenet, er lidt over halvdelen – 51% –
mellem 40 og 64 år gamle og knap 37% over 65 år.
De samfundsøkonomiske meromkostninger for patienter med slidgigt er præsenteret i Tabel 2-1 nedenfor
i to forskellige scenarier, der afhænger af, hvorledes de indirekte omkostninger er opgjort. Den
årlige samfundsøkonomiske meromkostning for patienter med slidgigt udgør ca. 3,1 mia. kr., når de
indirekte omkostninger beregnes efter human kapitalmetoden, og 2,3 mia. når friktionsmetoden benyttes.
Tabel 2-1 Samfundsøkonomiske meromkostninger for patienter med slidgigt sammenlignet med kontrolgruppe
uden slidgigt. Millioner kr., 2001.
Human kapitalmetoden Friktionsmetoden
Direkte omk. Slidgigt-ptt. Kontrolgruppe Meromk. Slidgigt-ptt. Kontrolgruppe Meromk.
Sygehussektoren 3.776 1.995 1.821 3.776 1.955 1.821
Primærsektoren 545 378 167 545 378 167
Medicin 325 0 325 325 0 325
Direkte omk. i alt 4.646 2.333 2.313 4.646 2.333 2.313
Indirekte omk. 783 0 783 29 0 29
Mio. kr. i alt 5.430 2.333 3.096 4.675 2.333 2.342
Dette svarer til en gennemsnitlig årlig samfundsøkonomisk meromkostning for patienter med slidgigt
sammenlignet med kontrolgruppe uden slidgigt på 14.148 kr. pr. person ved human kapitalmetoden
og 10.699 kr. pr. person ved friktionsmetoden.
Ses der alene på sundhedsvæsenets omkostninger, koster behandlingen af patienter med slidgigt
10.568 kr. mere i gennemsnit pr. patient end pr. person i kontrolgruppen uden slidgigt. Sundhedsvæsenets
meromkostninger ved behandlingen af slidgigt er opgjort til 2,3 mia. kr. årligt.
Analysens estimat af de samfundsøkonomiske omkostninger er konservativt, dvs. lavt sat. For det
første er nogle relevante omkostningskomponenter ikke medtaget i analysen, da det ikke har været
muligt at indsamle valide data fra danske kilder. Dette gælder data vedrørende slidgigtpatienters ressourceforbrug
i social- og plejesektoren, til hjemmehjælp, forbrug af alternativ medicin og behandling,
SAMMENFATNING OG KONKLUSION | 9