Arbejdsmarkedets Ankenævn Årsberetning 2004 - Ankestyrelsen

arbejdsløshedsforsikringslovens regler, at medlemmets beskæftigelse som formidler/agent måtte anses
for udøvet for medlemmets egen regning og risiko.
Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var tale om et egentligt ansættelsesforhold mellem medlemmet
og rejsebureauet, at det af flere avisartikler og annoncer fremgik, at medlemmet som alternativ til store
rejsebureauer arrangerede mini-ferier af 1-3 dages varighed, at medlemmets beskæftigelse skulle udføres
personligt af medlemmet, idet medlemmet også fungerede som guide fra start til slut. Direktoratet bemærkede
endvidere, at det var uden betydning for vurderingen af, om der er tale om selvstændig virksomhed,
om medlemmet havde haft nogen indtjening ved medlemmets beskæftigelse.
Da medlemmet havde givet fejlagtige oplysninger om sine arbejdstimer, fandt direktoratet, at medlemmet
skulle betale beløbet tilbage til a-kassen. Ankenævnet vurderede, at medlemmet kunne have troet,
at det ikke var nødvendigt at orientere arbejdsløshedskassen om virksomheden, da medlemmet kunne
have opfattet det sådan, at den endnu ikke rigtigt var kommet i gang. Medlemmet blev pålagt en effektiv
karantæne på 20 timer.
Ankenævnet lagde vægt på, at det af efterlønskortene fremgår, at medlemmet har pligt til at oplyse om
ethvert forhold, der har betydning for bedømmelsen af dagpengeretten, herunder om alt arbejde – lønnet
som ulønnet, at medlemmet ved sin underskrift på tro og love havde erklæret, at oplysningerne på
efterlønskortene er rigtige, at medlemmet burde vide, at man ikke kunne arbejde og modtage efterløn
for samme periode, og at medlemmet ikke henvendte sig til a-kassen, da medlemmet blev bekendt med
fejludbetalingen.
Medlemmet anlagde herefter sag mod ankenævnet med den påstand, at ankenævnet tilpligtedes at anerkende,
at der ikke kunne pålægges medlemmet effektiv karantæne på 20 timer, at der ikke kunne tilbageholdes
dagpenge i perioden 15. august 2000 til 5. december 2000 og subsidiært, at sagen blev hjemvist
til fornyet administrativ behandling.
Vestre Landsret tilkendegav efter, at sagen var procederet, at der ikke kunne gives sagsøgeren/medlemmet
medhold i de nedlagte påstande, og at ankenævnet derfor ville blive frifundet. Herefter
hævede medlemmets advokat den anlagte retssag.
Østre Landsrets tilkendegivelse i en sag om, hvorvidt medlemmets udlejningsvirksomhed måtte
betragtes som selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, og om hvorvidt medlemmet
havde modtaget dagpenge med urette.
Ankenævnets j.nr. 2001-1-0226.
Sagen blev forligt, efter at Østre Landsret var fremkommet med en tilkendegivelse om, at medlemmet med urette havde
modtaget dagpenge i perioden 22. november 1993 til 9. november 1995, fordi han drev selvstændig virksomhed i et vist
omfang i denne periode uden at oplyse det til sin a-kasse. Han skulle derfor tilbagebetale det af Arbejdsmarkedets Ankenævn
fastsatte beløb samt pålægges en karantæne på 37 timer.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale brutto kr. 237.691,- til arbejdsløshedskassen,
og at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen for svig.
Direktoratet gav som begrundelse for, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpengene modtaget af arbejdsløshedskassen,
og for at medlemmet skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen, at når der
var henset til de udgifter til transport, annoncer, kontorophold mv., som skattemæssigt var fratrukket
29