Rapport - Danmarks nationalparker

Klinter eller klipper ved kysten
1230 Klinter med vegetation langs de atlantiske kyster
og Østersøkysterne
11
Moræneklint med rigt blomstrende vegetation. Åkrog
Bugt, Sydvestfyn. Foto: Bert Wiklund.
Klinter og klipper ved havet eller ganske
tæt herpå. Vegetationen er mere eller mindre
påvirket af beliggenheden ved kysten, f.eks. forekommer
her salttålende arter. Plantesamfundene og
den del, de dækker af naturtypen, er meget forskellige
fra sted til sted. Forskellene skyldes graden af
eksponering mod havet, geologien, klinten eller
klippens form, egnen, og om arealerne har været udnyttet
af mennesker. Typisk er der en zonering af
plantesamfund fra havet og indefter. De stejleste
skråninger nærmest havet kan være uden vegetation
eller blot med laver og mosser. På toppen og på
mere beskyttede dele af skråningerne findes partier
med græs og urter. Længere inde i land og på mere
beskyttede lokaliteter går plantesamfundene gradvist
over i en blanding af mere eller mindre kystpåvirkede
varianter af hede og overdrev eller i samfund
med høje urter, krat eller skov. Disse varianter medregnes
til naturtypen, sålænge de vokser på klinter
eller klipper ved kysten og ikke mere præcist kan
henføres til en anden af habitatdirektivets naturtyper.
12
Granitklipper. Nordvestkysten, Bornholm.
Foto: Søren Koustrup, Biofoto.
Typiske arter
Engelskgræs, hindebægerarter, strandlimurt, lægekokleare,
strandvejbred, rød svingel, vild gulerod,
strandkamille, skotsk lostilk, firehannet hønsetarm
og hedelyng.
Udbredelse
Klinter findes mange steder i det danske kystlandskab
i meget forskellig udformning, mens klipper
næsten kun findes på Bornholm. Eksempler på
naturtypen er Rubjerg Knude i Nordvestjylland,
Ristinge Klint på Langeland, Gilbjerg Hoved i Nordsjælland,
Møns Klint og Hammerknuden på Bornholm.
Side 12