- tidsskrift for vejr og klima

Falder der snefnug på ens bil eller
trøjeærme, henfalder man let
til undren. De mange og ofte
yderst regelmæssige former og
den flygtige eksistens fascinerer
os. For nogle blev fascinationen
et livsindhold. En amerikansk
farmer, Wilson A. Bentley (’The
Snowman’), havde, da han fyldte
15 år, fået et gammelt mikroskop,
og det blev hans skæbne. Fem år
senere, i 1885, fotograferede han
sit først snefnug. Gennem årene
blev det til adskillige tusinde fotos,
møjsommeligt tilvejebragt
med den største omhu. Alle var
på en eller anden måde sekskantede,
men ikke to var ens. En bog,
han i samarbejde med en meteorolog
udgav kort før sin død i 1931
(af lungebetændelse, erhvervet i
en snestorm!), indeholdt 2.500
afbildninger, som har inspireret
forskere verden over.
En af dem kan sagtens have
været japaneren Ukichiro Nakaya.
Som uddannet fysiker
kom han i 1930 til universitetet
i Hokkaida – stedet, der er
kendt for enorme snemængder
om vinteren. Han opstillede en
klassifikation af naturlige snekrystaller,
men derefter var det især i
laboratoriet, han slog sine folder,
og i 1936 frembragte han verdens
første kunstige snekrystal.
Laboratoriefaciliteterne tillod
studiet af krystallernes udvikling
under kontrollerede forhold, og
med forfinet teknik har man i vore
dage ganske godt styr på de faktorer,
der bestemmer udformningen
af en snekrystal – dens morfologi.
Den ’ideelle sammenhæng’
illustreres i diagrammet figur 3.
Afgørende er temperaturen og
fugtighedsgraden. Den sidste er
på den lodrette akse udtrykt ved
graden af ’overmætning’, dvs.
Figur 3. Morfologien af iskrystaller, dyrket i laboratoriet, som funktion af temperatur
og overmætning i forhold til is hhv. vand. Kilde: SnowCrystals.com.
mængden af H 2 O-molekyler, der
er til rådighed for opbygningen.
Molekylerne er fastere bundet i
en ispartikel end i en vanddråbe.
Vi siger, at mætningstrykket er
lavere over is end over vand, hvilket
får molekylerne til at vandre
fra (underafkølede) vanddråber
til ispartikler i en atmosfære, der
kun er mættet i forhold til is.
Forskellen i mætningstrykket er
temperaturafhængig som vist
ved kurven i diagrammet.
Den basale form er det sekskantede
prisme, der opbygges
omkring iskim eller frysekerner,
som vil være til stede i atmosfæren
i varierende mængde.
Under visse forudsætninger sker
den videre tilvækst fra prismets
to grundflader. Resultatet bliver
søjle- eller nåleformede former,
som kan være hule eller solide.
Under andre forhold er det prismets
sideflader eller hjørner,
der vokser. Et naturligt snefnug
vil under faldet blive udsat for
varierende temperatur- og fugtighedsforhold
og kan dermed
være resultatet af begge tilvækstformer.
Hvert fnug fortæller sin
egen historie om atmosfæren
over os.
Diagrammet viser, at de største
og smukkeste ’snestjerner’
kan forventes dannet ved ca.
-15 ºC og en høj fugtighedsgrad
(overmætning i forhold til vand).
Isnåle finder vi ved en tilsvarende
høj fugtighedsgrad, men en temperatur
på kun -5 ºC. Ved meget
lave temperaturer optræder der
ganske små søjle- eller pladeformede
prismer. Dem oplever vi
som højtliggende cirrusskyer, ofte
forbundet med halo-fænomener.
Optræder de ved jordoverfladen,
sker det ved streng frost og skyfrit
vejr. Er de belyst af solen eller
kunstigt lys, fortæller den engelske
betegnelse diamond dust alt
om udseendet.
Isnåle falder, som det var tilfældet
i Hørsholm, typisk fra lave
tågeskyer. De kan falde enkeltvis
eller sammenvokset til små snefnug,
hvor nålestrukturen stadig
er let genkendelig. Samme skytype
afgiver undertiden underafkølet
finregn eller kornsne.
På Jens Kirkegaards billede røber
det nubrede udseende af vinduesviskeren,
at let isslag faktisk
er forekommet på et tidspunkt.
Leif Rasmussen
Vejret, 123, maj 2010 • side 47