Forskning - ingrid wawra

Tema: Vacciner
Viden eller tro?
Som jeg har forsøgt at påvise i denne
artikel, er der ikke meget, der tyder på, at
vaccinationsprogrammerne for børn hviler
på et veldokumenteret, lægevidenskabeligt
grundlag.
Hvilket grundlag hviler de så på? For mig at
se har man filosoferet sig frem til, at man
kan opnå den ønskede virkning ved at
tilføre immunsystemet antistoffer gennem
vaccination. Denne teori findes der
imidlertid ingen videnskabelige beviser for.
Videnskabshistorikeren Thomas Kuhn er da
også af den opfattelse, at nye paradigmer
opstår, ved at en gruppe forskere
fremsætter deres synspunkter med stor
kraft og overbevisning snarere end gennem
"sandfærdig" videnskabelig dokumentation.
Han påpeger også, at undersøgelse af de
variable, der ikke understøtter
forskergruppens overbevisning, afvises som
ubrugelige (4).
Hvis lægevidenskaben i dag virkelig vil leve
op til sine egne parametre, må den udvise
en videnskabelig holdning, der uden
forudfattede meninger bygger på åbenhed
og ærlighed omkring alle oplysninger og
undersøgelser. I modsat fald må denne
holdning karakteriseres som en
fundamentalistisk tro, der afviser og
undertrykker alle informationer, der ikke
passer ind i systemet.
Mine 4 første cases.
1. case
A: Kris, født 7.3.90, 5,5 år gl. på det
tidspunkt Velskabt, FV 3200 g. En aften
vågnede han og skreg uafbrudt i lang tid.
Det var umuligt af få kontakt med ham i
flere minutter. Forældrene husker ikke,
hvor gammel han var. Han fik flere gange
feber efter vaccinationerne og efter 3.
DiTePol og MFR fandt moderen, at der skete
ændringer med Kriss måde at være på.
Han blev aggressiv, vred, utilfreds og
sjældnere rigtig glad. Han var ind i mellem
svær at komme i kontakt med. Samtidig fik
han på ballen, hvor han var blevet stukket,
en rødlig hævelse, der kløede meget.
Hævelsen forsvandt, da han i foråret 1996
blev behandlet med en vaccine nosode C
200.
Da han begyndte i dagpleje 10 mdr. gl. fik
han mellemørebetændelse igen og igen.
Senere meldte tilbage-vendende bronkitis.
Han fik penicillin flere gange, fik trommehinderne
punkteret og indopereret dræn i
begge øre. Han tabte sig, så bleg og usund
ud og var ofte træt.
Efter 2 homøopatiske behandlinger i januar
1992 forsvandt mellemøre-betændelsen og
efterhånden også blegheden og
appetitløsheden. Bron-kitten var uændret
tilbagevendende.
I 1992 begyndte han i børnehave, hvor han
var temmelig genert og tilbageholdende,
mens han derhjemme fik nogle voldsomme
raserianfald til tider. Raserianfaldende blev
værre og værre og var til sidst et dagligt
optrin, hvor han slog, sparkede og
kradsede. Mens det stod på, var han meget
svær at få kontakt med. Også over for
mennesker, han ikke kendte godt, blev
hans reaktioner gradvist forstærket. Han
blev ekstremt genert, til sidst nærmest sky.
Når han fik besøg, gemte han sig på sit
værelse, indtil gæsterne var gået. Han ville
heller ikke med ud at besøge nogen. Og når
det så skete alligevel, sad han som regel
ved forældrene under hele besøget og
sagde så lidt som muligt, også selv om der
var andre børn til stede.
Efter behandling med vaccine nosode C 200
i december 1995 er Kris nu inde i en positiv
udvikling. Han er vokset meget og har taget
på i vægt. Hans bronkitis dukker stadig op,
men gør ham ikke længere særlig syg eller
afkræftet. Han er heller ikke længere sky,
kun lidt genert og forsigtig. Hans
raserianfald er også dæmpet betydeligt og
han er altid til at få kontakt med.
Da jeg så ham i konsultationen en måned
efter var han allerede totalt forandret.
2. case
Mit andet tilfælde var Elise, der er født
26.01.94, dvs. hun var knap 2 år. Hun var
skiftevis syg og rask med forkølelse med
tykt gulligt og grønligt snot ledsaget af
bronkitis med især hoste. Hver gang hun
kom i dagplejen blev hun hurtig syg og
måtte passes hjemme af mormoderen, der
så også blev syg. Sådan gik det slag i slag.
Hun startede først ud med at få en
homøopatisk behandling i form af Calc-p
C200. Den hjalp hende sådan, at hun nu
Hahnegal side -41-