02.03.2014 Views

Forskning - ingrid wawra

Forskning - ingrid wawra

Forskning - ingrid wawra

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Debat og Nyheder<br />

Det mest enestående symptom givet af<br />

patienten er ikke brugbart, med mindre vi<br />

kan finde dets lignende, altså et lignende<br />

symptom fra Materia Medicaen.<br />

Dette princip gælder også ved psykiske<br />

symptomer og synes rent praktisk at give<br />

anledning til større problemer.<br />

Man bliver dog nødt til at tage lidt forbehold<br />

for Boenninghausens udsagn, da<br />

pålideligheden af Materia Medica med<br />

hensyn til de psykiske symptomer siden er<br />

blevet forbedret da de er blevet klinisk<br />

bekræftet; men gælder stadig hvad angår<br />

ubekræftede prøvningssymptomer og<br />

forudsætter selvfølgelig korrekt<br />

observation.<br />

(5)Konklusion:<br />

anskuelse<br />

Hahnemanns<br />

Når vi opsummerer de ovennævnte<br />

argumenter og facts fremstår følgende:<br />

paragraf 211 referer til mentale og<br />

emotionelle sygdomme og kan derfor kun<br />

benyttes i henhold til instruktionen for<br />

hvordan man generelt ser på psykiske<br />

symptomer.<br />

Der er ingen grundlæggende forskelle på<br />

disse symptomer og så de fysiske. Et<br />

hvilket som helst udsagn fra patienten der<br />

refererer til psyken skal undersøges med<br />

forståelse af, om symptomet har noget at<br />

gøre med den sygdom der skal behandles.<br />

En sikker indikation er en kronologisk<br />

manifestation enten ved begyndelsen af<br />

sygdommen eller siden hen.<br />

Det er mindre et spørgsmål om tilstanden<br />

opfylder kriterierne for ”sygdom”, end at<br />

den nuværende tilstand adskiller sig fra den<br />

foregående tilstand (der menes: tilstanden<br />

før start af den sidst tilkomne sygdom).<br />

Læs Hahnemanns paragraf om kompleks<br />

sygdom (§ 40 - 42).<br />

Blandt disse må vi se bort fra medfødte<br />

sygdomme og så de sygdomme hvor der<br />

ikke klart ses en begyndelse på sygdommen<br />

(i disse tilfælde er det svært at klassificere<br />

et fænomen som et symptom i den<br />

homøopatiske forstand).<br />

Men dette er ikke nok: et psykisk fænomen<br />

kan synes meget sygeligt, men hvis det<br />

”stammer fra dårlig opvækst, dårlige vaner,<br />

perverteret moral, åndelig forfald eller<br />

overtro” (ORG 6. paragraf 224, se også<br />

paragraf 77) kan tilstanden ikke iberegnes<br />

som en del af den naturlige<br />

sygdomsudvikling, som skal behandles.<br />

Den menneskelige psyke er også påvirket af<br />

udefra kommende faktorer som uddannelse<br />

og livs- omstændigheder, som gør det<br />

meget sværere at finde et ægte psykisk<br />

symptom end at finde et tilsvarende fysisk<br />

anvendeligt symptom.<br />

Som det ses er der en del ugunstige<br />

faktorer som kan gøre det svært at finde et<br />

ægte psykisk symptom. Forhastede<br />

beslutninger kan have vidtrækkende<br />

konsekvenser (forkert ordination og<br />

fejlagtig fortolkning af case forløb).<br />

Har man til gengæld identificeret en psykisk<br />

tilstand som et ”symptom”, til trods for<br />

disse faktorer, er det sikkert at den skal<br />

forsvinde under behandlingsforløb og/eller<br />

ændre sig tilbage til tilstanden før den<br />

nuværende, uanset om tilstanden var<br />

behagelig eller ej.<br />

Men for at skulle bruge symptomet til valg<br />

af lægemiddel bliver vi også nødt til at<br />

undersøge om det er en afgørende<br />

indikation eller karakteristisk ifølge § 153,<br />

eller om der er tale om et almindeligt<br />

symptom som let lader sig forklare.<br />

Dette er måden vi bør behandle psykiske<br />

symptomer i vores homøopatiske praksis<br />

hvis vi skal referere direkte til Hahnemann.<br />

De som afviger herfra og som for eksempel<br />

tager sunde personlighedstræk i<br />

betragtning, eller retrospektivt tilskriver<br />

trækkene som værende karakteristiske for<br />

midlet, kan ikke referere til Hahnemann.<br />

Selvfølgelig er det ikke forkert i sig selv og<br />

ej blasfemisk, men hvis man bevæger sig i<br />

en anden retning bør man overveje om<br />

metoden er kompatibel med principperne,<br />

og selvsagt om metoden fungerer rent<br />

praktisk.<br />

Den almindelige metode i dag, om<br />

overhovedet mulig, er at basere sin<br />

ordination på patientens psykiske tilstand,<br />

hvilket er en afvigelse fra Hahnemann.<br />

James Tyler Kent bør langt hen ad vejen<br />

holdes ansvarlig for denne ændrede<br />

evaluering af de psykiske symptomer, som<br />

han mener, er nøglen til forståelse af<br />

patienten samt løsningen hertil. Dette<br />

beskriver han blandt andet i sin Lectures on<br />

Homoeopathic Philosophy. Han referer gang<br />

på gang til § 211 som vægt i sin<br />

argumentation.<br />

Men denne betragtning af Kent er ikke<br />

baseret på nogen særlig dyb og indgående<br />

Hahnegal side -71-

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!