Forskning - ingrid wawra

Debat og Nyheder
Det mest enestående symptom givet af
patienten er ikke brugbart, med mindre vi
kan finde dets lignende, altså et lignende
symptom fra Materia Medicaen.
Dette princip gælder også ved psykiske
symptomer og synes rent praktisk at give
anledning til større problemer.
Man bliver dog nødt til at tage lidt forbehold
for Boenninghausens udsagn, da
pålideligheden af Materia Medica med
hensyn til de psykiske symptomer siden er
blevet forbedret da de er blevet klinisk
bekræftet; men gælder stadig hvad angår
ubekræftede prøvningssymptomer og
forudsætter selvfølgelig korrekt
observation.
(5)Konklusion:
anskuelse
Hahnemanns
Når vi opsummerer de ovennævnte
argumenter og facts fremstår følgende:
paragraf 211 referer til mentale og
emotionelle sygdomme og kan derfor kun
benyttes i henhold til instruktionen for
hvordan man generelt ser på psykiske
symptomer.
Der er ingen grundlæggende forskelle på
disse symptomer og så de fysiske. Et
hvilket som helst udsagn fra patienten der
refererer til psyken skal undersøges med
forståelse af, om symptomet har noget at
gøre med den sygdom der skal behandles.
En sikker indikation er en kronologisk
manifestation enten ved begyndelsen af
sygdommen eller siden hen.
Det er mindre et spørgsmål om tilstanden
opfylder kriterierne for ”sygdom”, end at
den nuværende tilstand adskiller sig fra den
foregående tilstand (der menes: tilstanden
før start af den sidst tilkomne sygdom).
Læs Hahnemanns paragraf om kompleks
sygdom (§ 40 - 42).
Blandt disse må vi se bort fra medfødte
sygdomme og så de sygdomme hvor der
ikke klart ses en begyndelse på sygdommen
(i disse tilfælde er det svært at klassificere
et fænomen som et symptom i den
homøopatiske forstand).
Men dette er ikke nok: et psykisk fænomen
kan synes meget sygeligt, men hvis det
”stammer fra dårlig opvækst, dårlige vaner,
perverteret moral, åndelig forfald eller
overtro” (ORG 6. paragraf 224, se også
paragraf 77) kan tilstanden ikke iberegnes
som en del af den naturlige
sygdomsudvikling, som skal behandles.
Den menneskelige psyke er også påvirket af
udefra kommende faktorer som uddannelse
og livs- omstændigheder, som gør det
meget sværere at finde et ægte psykisk
symptom end at finde et tilsvarende fysisk
anvendeligt symptom.
Som det ses er der en del ugunstige
faktorer som kan gøre det svært at finde et
ægte psykisk symptom. Forhastede
beslutninger kan have vidtrækkende
konsekvenser (forkert ordination og
fejlagtig fortolkning af case forløb).
Har man til gengæld identificeret en psykisk
tilstand som et ”symptom”, til trods for
disse faktorer, er det sikkert at den skal
forsvinde under behandlingsforløb og/eller
ændre sig tilbage til tilstanden før den
nuværende, uanset om tilstanden var
behagelig eller ej.
Men for at skulle bruge symptomet til valg
af lægemiddel bliver vi også nødt til at
undersøge om det er en afgørende
indikation eller karakteristisk ifølge § 153,
eller om der er tale om et almindeligt
symptom som let lader sig forklare.
Dette er måden vi bør behandle psykiske
symptomer i vores homøopatiske praksis
hvis vi skal referere direkte til Hahnemann.
De som afviger herfra og som for eksempel
tager sunde personlighedstræk i
betragtning, eller retrospektivt tilskriver
trækkene som værende karakteristiske for
midlet, kan ikke referere til Hahnemann.
Selvfølgelig er det ikke forkert i sig selv og
ej blasfemisk, men hvis man bevæger sig i
en anden retning bør man overveje om
metoden er kompatibel med principperne,
og selvsagt om metoden fungerer rent
praktisk.
Den almindelige metode i dag, om
overhovedet mulig, er at basere sin
ordination på patientens psykiske tilstand,
hvilket er en afvigelse fra Hahnemann.
James Tyler Kent bør langt hen ad vejen
holdes ansvarlig for denne ændrede
evaluering af de psykiske symptomer, som
han mener, er nøglen til forståelse af
patienten samt løsningen hertil. Dette
beskriver han blandt andet i sin Lectures on
Homoeopathic Philosophy. Han referer gang
på gang til § 211 som vægt i sin
argumentation.
Men denne betragtning af Kent er ikke
baseret på nogen særlig dyb og indgående
Hahnegal side -71-