Forskning - ingrid wawra

Debat og Nyheder
Først og fremmest skal det pointeres, at
alle referencer ude af kontekst er
problematiske. Paragraf 210 – 230 angår
”mentale og emotionelle sygdomme”. For at
forstå Hahnemanns syn på disse, kræves
der at alle paragrafferne læses og forstås.
Kun derved kan vi forstå Hahnemanns
tankegang og syn, som er undladt
fortolkning og spekulation.
Her følger et forsøg på at vise hvad
Hahnemann virkelig udtrykte.
Indledningsvis vil jeg understrege, at dette
ikke er mit eget personlige synspunkt.
Kommentarerne orienterer sig udelukkende
på den eksakte ordlyd fra Organon. En
diskussion er først mulig når vi har taget
dette skridt.
(1)Patientens emotionelle tilstand
I paragraf 211 taler Hahnemann om
”patientens emotionelle tilstand”. Dermed
menes der ikke dennes personlighed men
snarere den patologisk ændrede tilstand
hos patienten. Denne tilstand som adskiller
sig fra patientens tidligere sunde situation.
Desværre er denne paragraf ikke så tydelig
som man kunne ønske sig. I paragraf 212
er Hahnemann mere præcis, hvor han taler
om den forandrede mentale og emotionelle
tilstand afvigende fra den før sunde
tilstand. I paragraf 213 nævner han igen
mentale og emotionelle forandringer.
Det er en fatal misfortolkning, at erklære
enhver psykisk tilstand, sådan som den
udtrykker sig her og nu, som et ”symptom”,
og at tage dette symptom i betragtning i
repertoriseringen og valg af middel.
I dette tilfælde vil man benytte sig af etiske
og moralske standarder til at bestemme,
hvad der er patologisk. Ved at gøre dette
ignorerer man totalt fodnoten til paragraf
210 :
” for eksempel, ofte møder man patienter
med smertefulde sygdomme som er milde
og rolige […]. Hvis patienten ved
homøopatens hjælp bliver helbredt [..]
bliver homøopaten ofte overrasket og
forbløffet over den frygtelige psykiske
ændring hos patienten. Homøopaten bliver
ofte mødt med utaknemmelighed,
ondskabsfuldhed og det mest fornedrende
og frastødende menneskelige temperament
– kvaliteter som er præcist magen til dem
som patienten havde før sygdommen satte
ind.”
Derfor, ifølge Hahnemann, er det ikke
tilladeligt at benytte klare negative og
ubehagelige karakter- træk som
homøopatiske indikationer. Moral, social og
kulturelle normer kan ikke sætte
standarden når det kommer til definition på
”det som skal kureres” (Org. Vl, para 3).
Dette giver mening, i betragtning af den
konstante ændring af værdinormer i vores
kultur. Eller er samfunds strukturer
helbredelige? Vi kan kun tage en emotionel
tilstand som del af totaliteten, når denne
tydeligt kan identificeres som værende
forskellig fra den oprindelige sunde
helbredstilstand.
(2)Det entydige særegne symptom
Hahnemann beskriver den emotionelle
tilstand som ofte ”bliver udslagsgivende ved
udvælgelse af det homøopatiske
lægemiddel” som værende et ”entydigt
særegent symptom”, hvilket derfor klart
henviser til paragraf 153 ORG Vl, hvor han
lægger vægt på ”særegne, karakteristiske
og usædvanlige tegn og symptomer”. Dette
betyder, at et psykisk symptom, som alle
andre symptomer, kun kan indikere det
rigtigt homøopatiske lægemiddel når det
opfylder kriterierne for paragraf 153. Det er
ikke tilfældet når det bare er et psykisk
symptom. Hvis det er et almindeligt
symptom (hvilket også beskrives i paragraf
153), mangler det særegenheden og det
individuelt bestemmende symptom.
Frygt, for eksempel, er ikke som sådan
karakteristisk eller indikerende, med mindre
det individualiseres ved modaliteter eller et
karakteristisk irrationelt symptom eller ved
at være totalt uforklarligt.
Men selv en udførlig beskrivelse gør ikke
nødvendigvis den emotionelle tilstand
karakteristisk. Frygt for fattigdom, for
eksempel, er almindelig i dag. Ikke fordi der
er mange Sepia, psorinum og Calc. Carb.,
cases i dag, men fordi så mange mennesker
har god grund til denne frygt og derfor er
denne frygt forståelig.
(2) Symptomer der fremstår klart
og utvetydigt
Hahnegal side -69-