OPTIKEREN - Danmarks Optikerforening

OPTIKEREN 5 . 2007
40
F a g l i g t s t o f
Blefaritis
Af Claus Schiøtt Jørgensen, PhD
Læge, Øjenafdeling J, Århus Sygehus
Blefaritis er en oftest bilateral og symmetrisk
øjenlågsbetændelse. Den er ret
hyppigt forekommende, hyppigst hos
ældre, men ses også hos børn, og den
er ofte anledning til at patienterne søger
øjenlæge. Tilstanden er ofte kronisk
og meget generende, men den
overses ofte, idet den ikke er så kendt
af andre end øjenlæger. Der er desværre
en tendens til, at blefaritis lades
ubehandlet, idet symptomerne henføres
til seniets almindelige forandringer.
Alternativt ”almindelig” conjunctivitis.
Symptomerne kan være en brændende
fornemmelse i øjnene, tørhedsog
fremmedlegemefornemmelse. Der
kan også være tåreflåd, og dét patienterne
ofte kalder ”noget gult” omkring
øjnene efter søvn. Enkelte er lyssky.
Ved den lidt længerestående blefaritis
er der hævede og eventuelt rødligt
misfarvede øjenlåg. Conjunctiva kan
være injiceret. Med mindre der er
tørre øjne, er symptomerne værst om
morgenen.
De objektive fund ved undersøgelse
er mangfoldige og i et forsøg på at
simplificere symptombilledet, har
man, på anatomisk basis, opdelt blefaritter
i anteriore og posteriore. Patogenesen
er i nogle tilfælde sammenfaldende
for de to former og nogle patienter
har begge typer. Den anteriore
blefaritis kan dog på patogenetisk basis
opdeles i den stafylokokbetingede
og den seborrhoiske. Fælles for de to
er, at de afficerer øjenlågskanten i området,
hvor cilierne har deres udspring
i huden.
Den stafylokokbetingede blefaritis
giver anledning til hårde skæl og skorper
omkring ciliernes basis. Tårefilmen
er ofte påvirket med nedsat
break-up-time. Conjunctival injektion
er meget almindelig og den tarsale
conjunctiva kan have papildannelser
og middelsvær hyperæmi. Ardannelse
og fejlrettede cilier kan være en konsekvens
af svær blefaritis. Slår denne for
alvor igennem finder man også marginal
keratitis og phlyctenulose (limbalt
og/eller cornealt). Sidstnævnte er
hvidlige småknuder i conjunctiva eller
i cornea; skyldes immunreaktion imod
stafylokokkerne og kan medføre ardannelse.
Den seborrhoiske blefaritis
er oftest associeret til generaliseret seborrhoisk
lidelse med skældannelser i
hårbund, forreste ansigt, bag ørerne og
over brystbenet. Her er skælllene
bløde og fedtede og symptomerne er
tit mildere.
Den posteriore blefaritis er betinget
af syge Meibomske kirtler. Mekanismen
er formentlig bakteriel - ofte også
stafylokokker - og kirtlerne formår
ikke at yde den nødvendige lipidsekretion
til tårefilmen, der derfor bliver
ustabil og af ringe kvalitet. Patienterne
har samme symptomer som ved anterior
blefaritis, så her er der ikke megen
hjælp at hente ved diagnostisk udredning.
Ved undersøgelse kan man sommetider
se små oliedråber over udførselsgangene
fra de Meibomske kirtler.
Man ser også ”plugging” som udtryk
for tilstopning. Conjunctiva er irriteret
og injiceret. Tårefilmen virker ”tyndere”,
mere olieagtig og kan til tider
ses skummende. Man skal huske at inspicere
den limbale cornea for epitheliale
små-erosioner.
Behandlingen af de to typer blefaritis
er næsten den samme og kan groft
opdeles i en mekanisk og en biokemisk.
Med varme kompresser (gerne
bomuld) og evt. en mild baby-shampoo
opløsning kan skæl og skorper
samt fedtede komponenter fjernes ved
let massage af øjenlågene et par gange
dagligt.
Stafylokokker stortrives under skæl
og skorper. Afhængig af type og grad
kan denne type øjenlågshygiejne, som
også kan gøres med kommercielt tilgængelige
præparater, være nok. Men
det er vigtigt at tydeliggøre, at tilstanden
tit vender tilbage og behandlingen
kan være livslang. Topisk behandling
med antibiotika kan være nødvendig,
samtidig kan svage steroider og kunstig
tårevæske have en vigtig rolle.
Ved den posteriore blefaritis må man i
nogle tilfælde ty til antibiotika i tabletform,
altså systemisk behandling.
Er tilstanden hårdnakket og tilbagevendende,
kan Tetracykliner i lav dosis
men lange perioder anvendes med
stor fordel (ikke til børn, gravide og
ammende kvinder).
En særlig form for blefaritis er mere
sjælden; det er den angulære Blefaritis,
hvor de laterale dele af øjenlågene og
huden omkring canthi er afficerede.
Oftest er genesen bakteriel eller (sjældent)
viral.
I forbindelse med Blefaritis har opgørelser
vist, at op mod 50% af patienterne
lider af tørre øjne. Bygkorn er
hyppigere end normalt. Perifer vaskularisering
af cornea eller overfladiske
erosioner er almindelige ved vedvarende
sygdom. Man skal være opmærksom
på, at patienten, eller kunden,
kan have en hudlidelse. Det
kunne f.eks. være Rosacea, Seborrhoisk
Dermatitis eller Acne (særligt i
A-vitaminsyre-behandling). Patienten
kan være atopiker og må udspørges
om evt. diagnoser fra praktiserende almen
læge eller hudlæge. Endelig er vi
opmærksomme på associationen mellem
langtids-brugere af kontaktlinser
og posterior Blefaritis. Linserne kan i
nogle tilfælde reducere den normale
tømning af de Meibomske kirtler for
sekreter til tårefilmen, og dermed give
anledning til ophobning og tilstopning
af udførselsgangene. - Ses hos patienter
hvor linserne kan hæmme øjenlågenes
normale bevægelsesmønster.
Her skal man naturligvis være yderst
agtpågivende, idet en bakteriel keratitis
ligger lige for.
Mere kunne siges om Blefaritis, men
tilbage er her kun at anføre, at øjenkirurger
naturligvis er særligt interesserede
i, at tilstanden er velbehandlet før
intraokulær kirurgi kommer på tale.
Ja, nok også ekstraokulær kirurgi. Her
tænkes også på patienter med hængende
(slappe) nedre øjenlåg, som er
særligt disponerede og formentlig ønsker
operation.
Håbet er, at Blefaritis tilkendes den
betydning lidelsen i virkeligheden har
for patienterne. Generne er ofte ganske
udtalte og til trods for at lidelsen
er tilbagevendende, kan den lindres
betydeligt. Vigtigt er det også at indse,
at systemisk sygdom af og til findes
ved undersøgelse af øjnene, også det
ydre øje. Det er en speciallægeopgave
at stille diagnosen, men det er al øjenfagligt
personales opgave at iagttage
og undre sig. Særligt når lidelsen ses
så tydeligt i spaltelampen. ■