Det Sociale Tolkeprojekt - Socialstyrelsen

Det Sociale Tolkeprojekt 

Statusrapport 2001-2002 

”Et helt menneske” 

Evaluering 

Formidlingscenter Øst, november 2002 

Solveig K. Ingvardsen

1. INDLEDNING.............................................................................................................. 4 

2. METODE .................................................................................................................... 5 

Dokumentarisk materiale 5 

Interview og møder 5 

Statistik 6 

Begreber og forkortelser 6 

3. SAMMENFATNING .................................................................................................... 7 

Behov og efterspørgsel 7 

Et helt menneske 7 

Prioritering af tolkninger 8 

Særlige tolkebrugergrupper 8 

Administration og formidling af social tolkning 9 

Sektoransvaret 10 

En permanent ordning 11 

4. PERSPEKTIVER ...................................................................................................... 13 

5. UDVIKLINGEN I PROJEKTET.................................................................................. 18 

Det samlede projekt og Delprojekt 1 18 

Delprojekt 2 24 

Delprojekt 3 26 

Behovet for en permanent tolkeordning 27 

6. ET KVANTITATIVT BILLEDE ................................................................................... 30 

Brugen af social tolkning 30 

Geografisk koncentration af tolkebrugere og tolkninger 31 

Gennemførte og ikke-gennemførte tolkninger 32 

Tolkebrugerne 32 

PUBLIKATIONEN ER HENTET PÅ INTERNETTET 

www.fc-east.dk 

2

Sager hos bevillingskonsulenterne 35 

7. TOLKEBRUGERNES ERFARINGER MED SOCIAL TOLK....................................... 37 

Livskvalitet – et helt menneske 37 

Brug og behov for social tolk 38 

Ikke-dækkede sociale tolkninger 39 

Information 41 

Særlige forhold vedrørende tolkning til døvblevne og hørehæmmede 43 

Særlige forhold vedrørende tolkning til døvblinde 43 

Særlige forhold vedrørende tolkning til børn og unge 44 

Særlige forhold vedrørende tolkning til ældre tolkebrugere 45 

En fremtidig ordning om social tolk 46 

BILAG 1: SOCIALTOLKNING I DE NORDISKE LANDE ............................................... 47 

BILAG 2: OPLÆG VEDR. ETABLERING AF PERMANENTE TOLKEORDNINGER ..... 53 

Model A: Puljeordning. 54 

Model B: Udvidelse af Serviceloven. 55 

BILAG 3: BEKENDTGØRELSE AF LOV OM SOCIAL SERVICE, KAPITEL 15............. 58 



3

1. Indledning 

Det Sociale Tolkeprojekt startede 1. august 2000. Den eksterne evaluering, der er tilknyttet 

projektet, udarbejder statusrapporter over projektets forløb og resultater, blandt andet igennem 2 

runder med fokusgruppeinterview med tolkebrugere, organisationsrepræsentanter, offentlige 

myndigheder og projektledelse/medarbejdere i hhv. 2001 og 2002. Den første statusrapport for 

perioden 2000-2001: En verden til forskel, forelå i november 2001. 

Evalueringen af Det Sociale Tolkeprojekt har til formål at fokusere og samle op på 3 temaer i 

projektet: 

 

 

 

Sektoransvarlighed – efterleves sektoransvaret? 

Procedurer og administration – er de effektive og smidige? 

Brugernes adgang til tolkebistand – hvilke typer af tolkning er brugt, hvad er brugernes 

behov, og hvilken sammenhæng er der mellem administration og en let/smidig adgang til 

tolkebistand? 

Nærværende rapport: Et helt menneske er anden statusrapport fra evalueringen af Det Sociale 

Tolkeprojekt. Statusrapporten er baseret på dokumentationsmateriale, statistik fra projektets 

database og fokusgruppeinterview. Rapporten fokuserer alene på udviklingen samt de nye tiltag i 

projektet i perioden november 2001- november 2002. For en grundlæggende beskrivelse af 

projektet og evalueringen, samt erfaringer og resultater fra den indledende periode af projektet, 

henvises til evalueringens første statusrapport: En verden til forskel november 2001. 

Hovedvægten i rapporten Et helt menneske vil fortrinsvis ligge på det kvalitative materiale, dvs. på 

fokusgruppeinterview, møder og ikke-statistisk dokumentationsmateriale fra projektet, fordi 

rapporten fokuserer på de succeser og særlige problemstillinger inden for det sidste år, som 

interviewpersoner, brugerorganisationer, projektets koordinationsudvalg samt projektlederne for 

delprojekt 1, 2 og 3 finder centrale. Det kvalitative grundlag for evalueringen er med til at udfolde 

og fundere de mønstre og problemstillinger, der allerede blev tegnet i rapporten fra sidste år. 

Det Sociale Tolkeprojekt har i 2002 besluttet at gøre en særlig indsats for børn, unge og ældre 

tolkebrugere, da disse grupper bruger social tolkning i mindre omfang end andre grupper. Dette 

gælder også døvblinde, der er en gruppe med særlige behov i forbindelse med tolkning. Der er 

derfor særlig opmærksomhed omkring deres behov og problemstillinger i rapporten. 

Det kvantitative materiale bliver trukket ind i et separat kapitel i denne rapport, og kun de mest 

generelle og overordnede statistiske udviklingsområder beskrives. En større og mere fremtrædende 

analyse af projektets statistiske data vil derimod blive indarbejdet i den afsluttende rapport i 2003, 

når de samlede tal for årene 2001 og 2002 foreligger. Det bliver på den baggrund muligt at give et 

mere sikkert og fuldstændigt statistisk billede af udviklingen i projektet, og der vil være mulighed 

for en sammenlignende analyse mellem projektets data og de overordnede statistiske tendenser på 

hele tolkeområdet og på landsplan. 



4

2. Metode 

Evalueringen af Det Sociale Tolkeprojekt er baseret på dokumentationsmateriale, statistik fra 

projektets database, fokusgruppeinterview samt evaluators deltagelse i forskellige møder i 

forbindelse med projektet. 

Dokumentarisk materiale 

Dokumentationsmaterialet består blandt andet af referater fra møder i følgeudvalg, 

koordinationsudvalg og diverse andre møder, afholdt i projektets regi. Projektets nyhedsbrev, 

artikler, nyt relevant lov materiale m.m. er ligeledes grundlag for evalueringen. 

Interview og møder 

Deltagere i fokusgruppeinterview med tolkebrugere er udtrukket fra databasens personoplysninger i 

uge 1-39, år 2002. Ca. 200 tolkebrugere er inviteret til at deltage i et interview. Der er gennemført i 

alt 8 kvalitative interview i perioden september-oktober 2002. Interviewene er gennemført ved 

hjælp af en løst struktureret interviewguide og tolk, og er optaget på bånd. Interviewene er 

gennemlyttet, og de væsentlige temaer, succeser og problemstillinger er nedskrevet. Hvert interview 

har været målrettet målgruppen for det enkelte delprojekt, som det fremgår af tabellen nedenfor. 

Der har været inviteret enkelte af de samme respondenter blandt målgrupperne, som deltog under 

første interviewrunde, for at få et indtryk af udviklingen i brugen af social tolkning. Projektet har i 

2002 valgt at have fokus på børn, unge og ældre tolkebrugere, da disse kun i mindre omfang bruger 

social tolkning. Disse grupper var også stort set fraværende i første interviewrunde under 

evalueringen. Derfor er der afholdt 2 interview med disse grupper, for at belyse deres særlige behov 

og problemstillinger. Det skal derudover bemærkes, at der har deltaget relativt få døve tolkebrugere 

i interviewet for døve. Dette kan betyde, at der er synspunkter, der ikke træder frem, f.eks. i forhold 

til behov for yderligere information om social tolkning. Samme forhold kan imidlertid også gøre 

sig gældende for døvblevne, hørehæmmede og døvblinde, hvor der typisk har deltaget mellem 4-6 

tolkebrugere. Evalueringen hviler imidlertid ikke på en kvantitativ eller repræsentativ metode, der 

kan måle et bredt spekter af synspunkter og oplevelser, samt hyppigheden af disse. Evalueringen ser 

således på tolkebrugernes kvalitative oplevelse af adgangen til og brug af social tolk, hvad der er 

fælles for de interviewede tolkebrugerne, samt om der er særlige forhold og behov, der gør sig 

gældende for henholdsvis døve, døvblevne, hørehæmmede og døvblinde. 

Nr. Fokusgruppeinterview 

1 interview med 2 døve tolkebrugere 

2 interview med 2 døve forældre med et døvt barn 

3 interview med 6 døvblevne og hørehæmmede tolkebrugere 

4 interview med 1 døvblind tolkebruger 

5 interview med 4 døvblinde tolkebrugere 

6 interview med 4 ældre døvblevne og hørehæmmede tolkebrugere 

7 interview med 6 døve tolkebrugere ml. 0-18 år og deres 7 forældre 

8 interview med 6 repræsentanter fra organisationerne LBH/ DBA, LF og FDDB. 

Under evalueringens anden runde har der i september/oktober 2002 været telefonisk kontakt med et 

udsnit på ca. 10 af de myndigheder, hvortil projektet har haft korrespondance omkring 

betalingsforpligtigelsen for social tolkning. Der har ikke været udpræget interesse for at deltage i et 

interview omkring Det Sociale Tolkeprojekt og sektoransvaret. Flere af de kontaktede myndigheder 



5

har imidlertid positivt tilkendegivet, at de gerne vil deltage i en rundbordssamtale med mulighed for 

erfaringsudveksling i foråret 2003 op til den afsluttende evalueringsrapport, der vil foreligge over 

sommeren 2003. 

Der er i samme tidsinterval afholdt 1-2 møder med projektledere/medarbejder i hvert af de 3 

delprojekter, målrettet henholdsvis døve, døvblevne/hørehæmmede og døvblinde. 

Statistik 

Den kvantitative del af evalueringen hviler på et udtræk fra projektets database for hele året 2001 og 

uge 1-39 (1-) 2002. Indtastningerne i databasen foregår løbende på CfD’s og LBH’s 

tolkeformidling(er). Indtastningerne for 2001 er på plads. Udtræk for 2002 er foretaget ultimo 

september 2002, hvorfor udviklingen for hele året 2002 ikke kan vises i fuldt omfang i 

statusrapporten. Det betyder, at analysen af de kvantitative data kan ændres i nogen omfang, når 

data for hele 2002 foreligger. Det vil dog sandsynligvis være de samme væsentlige tendenser, der 

vil træde frem. En samlet analyse på begge års data vil foreligge i den afsluttende 

evalueringsrapport medio 2003. 

Begreber og forkortelser 

Hvor der er tale om forhold, synspunkter, erfaringer eller problemstillinger, der berører alle 

målgrupper for projektet, anvendes begrebet tolkebrugere i statusrapporten. 

Forkortelsen LF står for Danske Døves Landsforbund 

Forkortelsen LBH står for Landsforeningen for Bedre Hørelse 

Forkortelsen DBA står for DøvBlevneAfdelingen (under LBH) 

Forkortelsen FDDB står for Foreningen af Danske Døvblinde 

Forkortelsen CfD står for Center for Døve 

Forkortelsen IDHA står for Information for virksomheder med Døve og Hørehæmmede Ansatte 

(Hører under Castberggård: Døve, døvblevne og hørehæmmedes kursuscenter) 

Forkortelsen KC står for Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation 



6

3. Sammenfatning 

”Selvfølgelig skal det sociale tolkeprojekt være permanent, for jeg føler mig som et helt menneske 

nu, og hvis det sociale tolkeprojekt ikke er der, så bliver jeg halveret.” Tolkebruger 

Behov og efterspørgsel 

Erfaringer fra og udviklingen i Det Sociale Tolkeprojekt viser, at behovet for sociale tolkninger 

eksisterer, og at mange tolkebrugere har benyttet social tolk i perioden 2001-2002. Projektet er 

fortsat en succes, og der kan lokaliseres en stigende efterspørgsel, både fra tidligere brugere af 

social tolk og fra nye brugere af social tolk. Antallet af tolkebrugere er 1780 i uge 39, 2002 mod 

798 i hele 2001. Samtidig er antallet af tolketimer steget med ca. 32 % fra uge 39, 2001 til uge 39, 

2002. Dette tal vil formodentlig være større ved udgangen af 2002. 

Døvblinde, børn og unge, ældre døvblevne og hørehæmmede udgør dog stadig en mindre del af de 

aktive brugere af social tolk. Tilgangen af nye tolkebrugere blandt disse grupper sker drypvis og i 

mindre antal, end for andre tolkebrugergrupper. Blandt ældre og børn/unge kan der frem til 1. 

oktober 2002 ses en tilbagegang af antallet af individuelle tolkninger. Ældre, børn og unge deltager 

imidlertid ofte i gruppetolkninger, hvilket betyder, at der vil opstå et ’mørketal’ med hensyn til det 

faktiske antal brugere i disse målgrupper. Der behøver derfor ikke at være tale om en generel 

nedgang i antallet af tolkninger til ældre, børn og unge. Da det ikke skønnes, at der er sket en 

væsentlig stigning i antallet af tolkebrugere fra disse grupper fra 2001 til 2002, er projektets 

planlagte fokus på ældre og børn i 2002 ikke slået markant igennem. Interviewene med 

projektledere og tolkebrugerne peger i overensstemmelse hermed på, at der er behov for en særlig 

vejledning og informationsindsats over for disse grupper og deres pårørende. Dette vil kræve et 

tættere samspil mellem Det Sociale Tolkeprojekt og andre støtte- og servicetilbud til tolkebrugerne, 

f.eks. tolkeadministrationer, høreinstitutter, amternes specialundervisning, forældreforeninger og 

skoler/daginstitutioner. 

Et helt menneske 

Tolkebrugerne oplever generelt, at de har en let og smidig adgang til social tolkning. Blot det at 

have muligheden for at få en gratis social tolk, spiller en stor rolle for mange. De interviewede 

tolkebrugere oplever også, at de bliver fritaget fra sektoransvaret, således at de ikke bliver 

’kastebold’ mellem forskellige myndigheder i forbindelse med placering af en 

betalingsforpligtigelse. 

Fælles for alle målgrupper i Det Sociale Tolkeprojekt er, at tolkebrugerne uanset hørehandicap, 

alder og individuelle behov oplever, at adgangen til social tolk og fritagelsen fra det økonomiske 

ansvar har givet dem en bedre og anden livskvalitet. Det nævnes over hele spektret, at det er nogle 

helt centrale faktorer som giver den øgede livskvalitet: 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oplevelsen af at kunne ’være med’ og deltage ’på lige fod’ med alle andre i samfundet 

Oplevelsen af ligeværd og ligestilling 

Oplevelse af at kunne yde og være til nytte for andre 

Følelsen af at være et helt menneske 

Muligheden for at have kontakt med andre, og for nogle at komme ud af isolationen 

Muligheden for at etablere netværk igennem kontakt til andre og deltagelse på lige fod 

Tilgængelighed igennem muligheden for at kommunikere frit med omgivelserne 

Ubegrænset adgang til social tolk (tolkebrugeren definerer behovet) 



7

En fleksibel ordning, der kan tilpasses individuelle behov 

Samlet set er det således tilgængeligheden til information og viden, men i udstrakt grad også den 

sociale tilgængelighed, der er afgørende for tolkebrugernes oplevelse af en højere livskvalitet. De 

fleste af de interviewede tolkebrugere oplever, at de med muligheden for social tolk føler sig som 

’et helt menneske’, der er ligeværdig og ligestillet med alle andre borgere i samfundet. 

Prioritering af tolkninger 

Administration og formidling af social tolkning hviler på samme procedurer og regler, som alle 

andre tolkninger, der formidles igennem LBH’s og CfD’s tolkeadministrationer. En del af de 

administrative procedurer er at prioritere de sociale tolkninger på lige fod med andre tolkninger i 

forhold til tolkeopgave og personaleressourcer (tolke). Prioriteringen sker imellem forskellige 

tolkeordninger, men der foretages også prioritering imellem de sociale tolkninger. Det er karakteren 

af den enkelte tolkning, der afgør prioriteringen. Lægetolkning og døvepolitiske tolkninger, møder i 

skoler og daginstitutioner prioriteres næsten lige så højt som f.eks. AF tolkninger og 

uddannelsestolkninger. Kulturelle, fritids- og private aktiviteter prioriteres lavere, såfremt der ikke 

er de nødvendige tolkeressourcer til stede. Generelt er der blandt de interviewede tolkebrugerne 

forståelse for, at tolkeadministrationerne er nødt til at prioritere tolkningerne på grund af f.eks. 

tolkemangel. En del lægger også vægt på, at nogle tolkninger er mere ’nødvendige’ end andre, og 

derfor skal prioriteres højere. Det kan f.eks. være møder med offentlige myndigheder, eller akut tolk 

på hospitaler og hos politi. 

Prioriteringen mellem grupper af sociale tolkninger kan imidlertid ramme skævt på 

tolkebrugergrupper. Særligt ældre tolkebrugere, tolkebrugere uden arbejde, børn/unge og til dels 

døvblinde bruger overvejende det sociale tolkeprojekt til aktiviteter, der netop hører fritidslivet og 

privatlivet til. Det kan også betyde, at ældre og børn/ unge søger tolkning på tidspunkter og dage, 

hvor der er stor efterspørgsel, og derfor er der større sandsynlighed for, at der ikke er mulighed for 

at skaffe tolk. Tolkebrugerens geografiske tilhørsforhold kan også have en betydning. 

Tolkeformidlingen har varierende ressourcer og tilbud om tolkeformer, og der kan være lang 

transporttid for tolken til randområder i forhold til tolkeformidlingens beliggenhed. 

Særlige tolkebrugergrupper 

Døvblinde, ældre og børn/unge er grupper, der frekventerer Det Sociale Tolkeprojekt mindst, 

hvilket har medført at børn og ældre tolkebrugere har været særligt i fokus i projektet i 2002. 

Tallene viser imidlertid, at antallet af børn og unge samt ældre, der benytter sig af social tolkning er 

faldende fra 2001 til 2002, for så vidt angår de individuelle tolkninger. Ældre, døvblinde og 

børn/unge (og deres forældre) har ofte svært ved at komme i gang med at bruge tolk, fordi de 

hverken er vant til at have mulighed for at få tolk, eller til at bruge en tolk. Stort set alle 

tolkebrugergrupper påpeger, at ældre fortsat har problemer med at vænne sig til at være synlig som 

tolkebruger, eller med at ’lægge nogen til last’. For børnenes vedkommende handler det i lige så høj 

grad om forældrene, der er vant til selv at tage over som tolk. Både børn og forældre giver dog 

udtryk for, at har man først prøvet at kunne deltage på lige fod med andre og blive ’frigjort’ fra 

skulle agere tolk (forældrene) i forskellige sociale sammenhænge, så opdager man, hvor 

befordrende det er for alle implicerede parter. Faldet i antallet af ældre og børn/unge tolkebrugere 

kan hænge sammen med den resignation og irritation, som flere interviewpersoner udtrykker over at 

få besked om, at tolkningen ikke kan dækkes. En del nye tolkebrugere holder tilsyneladende op med 

at søge social tolk, eller får slet ikke begyndt, fordi de opgiver at få tolk på forhånd. Både de ældre 

tolkebrugere og forældrene til de døve børn oplever, at antallet af manglende dækning af social 



8

tolkning er stigende. De statistiske tal fra projektet viser, at dette er en faktisk udvikling: Ikkedækkede 

sociale tolkninger til ældre er pr. oktober måned f.eks. steget fra 10 til 16 tolkninger fra 

2001 til 2002. De fleste ikke-dækkede tolkninger opstår på grund af tolkemangel. Samtidig er der et 

fald i antallet af gennemførte tolkninger på 95 for ældre og 51 for børn og unge, hvilket svarer til et 

fald på henholdsvis 33 % og 22 %. Så på trods af reform af tolkeuddannelse og et større antal 

færdiguddannede tolke, så modsvarer antallet af tolke ikke den stigende efterspørgsel. Dette kan 

måske hænge sammen med, at ikke alle uddannede tolke fungerer som tolk, og at en større del af 

tolkene arbejder fast eller freelance på de private tolkecentre. Selv om disse baggrundsvariable er i 

spil, vil der sandsynligvis være behov for uddannelse af endnu flere tolke fremover. 

Administration og formidling af social tolkning 

Tolkebrugernes kritik og bekymring omkring Det Sociale Tolkeprojekt retter sig mod 

administration og formidling af social tolkning, men også mod en senere permanent social 

tolkeordning. Det primære spørgsmål for tolkebrugerne er, om den sociale tolkeordning kan få lov 

at fortsætte. I evalueringens første statusrapport fra 2000-2001 blev der rejst en del kritikpunkter af 

de administrative procedurer, som Det Sociale Tolkeprojekt er underlagt: 

 

 

 

 

 

 

Manglende bekræftelse på modtagelse af tolkeanmodning 

Manglende muligheder for kommunikation mellem tolkebruger og tolk 

For korte tidsfrister for bestilling 

For kort tidsfrist for svar på ansøgning i forhold til tidspunktet, hvor tolkningen finder sted 

Manglende begrundelse for afslag på eller dækning af tolk 

Uigennemsigtig prioritering af tolkeområderne 

I anden interviewrunde er nogle af de samme problematikker blevet rejst igen af tolkebrugerne og 

organisationerne. Særligt er der blandt mange af tolkebrugerne frustration over, at tidsfrister for 

bestilling og svar på ansøgning/bevilling/dækning er for ufleksible. De fleste mener, at der bør være 

mulighed for at søge tolk med kortere varsel, f.eks. ved dødsfald og begravelse, vigtige møder på 

arbejdspladsen i (AF tolk) og uden for arbejdstiden (social tolk), eller med offentlige myndigheder 

(sektoransvar), samt til TV tolkning (social tolk). Det skal bemærkes, at der er mulighed for at få 

akut tolk fra tolkeformidlingerne, selv om det ud fra de beskrevne eksempler ikke er lykkedes i alle 

tilfælde. Der nævnes også manglende aflysning af tolkningen til tolkebrugeren, hvis tolken f.eks. 

bliver syg. Flere steder anvendes elektroniske hjælpemidler som mobil/SMS eller e-mail, men 

tilsyneladende ikke alle steder. 

Evalueringen viser samtidig, at der er sket en udvikling på disse områder. Der er sket forbedringer 

med hensyn til information om prioritering af tolkeopgaver, mulighed for kommunikation med 

tolken og begrundelse for afslag eller manglende dækning af tolkning. Samtidig fortæller 

tolkebrugerne, at der er forskelle på, hvordan den enkelte tolkeadministration håndterer 

procedurerne, samt hvilken service tolkebrugerne får på de nævnte områder. Dette kunne tyde på, at 

der undervejs i projektet er sket en læring og en udvikling af administration og procedurer. Det 

gælder især på informations- og kommunikationssiden i forhold til tolkebrugerne, men også i 

forhold til samarbejdspartnere og myndigheder. 

Ideen om et centralt bestillingssted træder også frem i alle interview. Det er fortsat et ønske om at 

kunne bestille tolk et sted, selv om tolkene formidles forskellige steder fra. På den måde undgår 

tolkebrugerne at skulle bestille tolk hos flere tolkeadministrationer for at være sikker på at få tolk, 

eller hvis stedet hvor tolkningen skal finde sted ligger geografisk tættere på en anden 



9

tolkeadministration, end den man oftest kontakter. Samtidig undgår man dobbelt-bookning af tolke 

fra forskellige tolkeadministrationer, hvilket sker af og til fordi brugerne vil sikre sig en tolk, og 

dermed også ressourcespild. Det er her bliver peget på er, at et bestillings- og formidlingssted 

generelt kan understøtte en let og smidig adgang til tolk for tolkebrugerne. Et andet aspekt eller 

spørgsmål i den forbindelse er, om en samlet formidling af tolke kan effektivisere og/eller 

muliggøre en bedre udnyttelse af de samlede tolkeressourcer, som tolkeadministrationerne råder 

over? 

Sektoransvaret 

En stor del af fokus i projektet har ligget på sektoransvaret, fordi brugernes oplevelse af en let og 

smidig adgang til social tolk er afhængig af, at de fritages fra selv at forholde sig til sektoransvaret 

og betalingsforpligtigelsen, når behovet for tolk opstår. De interviewede tolkebrugerne oplever 

generelt at være fritaget fra at skulle tage stilling til, hvem og hvorfra der skal betales for en social 

tolk. En stor del af projektets ressourcer bliver imidlertid fortsat brugt på at fritage tolkebrugerne for 

dette ansvar. Der er i 2002 ansat endnu en bevillingskonsulent i projektet, og der er indledt et 

tættere samarbejde med tolkeadministrationerne om at følge op på betalingsforpligtigelsen i 

henhold til sektoransvaret. Indsatsen i forhold til implementering af sektoransvar i forbindelse med 

tolkning har betydet, at flere skoler og daginstitutioner refunderer udgifter og betaler fremtidige 

sociale tolkninger i deres regi. Til gengæld er antallet af sager på andre tolkeområder steget, f.eks. 

på kulturområdet og ved møder med offentlige myndigheder. Dette hænger sandsynligvis sammen 

med, at der er en øget efterspørgsel efter social tolk på disse områder, men også at nogle kommuner 

af forskellige årsager ikke mener, at de er forpligtiget til at afholde udgiften til tolkningen. 

Kommunernes afslag på betaling af tolk sker bl.a. fordi betalingsforpligtigelsen ikke er beskrevet i 

lovgivningen for området, eller fordi sektoransvarlighedsprincippet overordnede formulering skaber 

uklarhed omkring placeringen af betalingsforpligtigelsen mellem forskellige sektorer. Ser man på 

princippet omkring sektoransvarlighed og forvaltningsloven, vil betalingsforpligtigelsen for en del 

af de pågældende tolkeudgifter imidlertid være placeret i kommunerne, uanset at de ikke er 

indskrevet direkte i lovgivningen. 

I 2001 var der i alt 400 sager hos bevillingskonsulenterne, og pr. november 2002 er der 310 sager. 

Projektkoordinatoren forventer en stigning i det samlede antal sager fra 2001 til 2002. Erfaringer fra 

projektet viser sammen med de statistiske opgørelser, at sektoransvaret ikke virker tilfredsstillende i 

mange sektorer. Der er sektorer, hvor sektoransvaret fungerer tilnærmelsesvist, hvis ansvaret 

fremgår af lovgivning, vejledning eller cirkulære, f.eks. på de videregående uddannelser og inden 

for retsvæsen og politi. Men også på disse områder har en tydeligere ansvarsplacering ikke 

udelukket, at sektoren påtager sig ansvaret i alle relevante sammenhænge. Konsekvensen er, at der 

opstår uoverensstemmelse mellem lovens intentioner om at sikre tilgængelighed til kommunikation 

for kommunikationshandicappede eller ligebehandling i adgangen til offentlige service tilbud på 

linie med andre borgere i samfundet, ikke omsættes i praksis. Dette sker f.eks., når Statens 

Øjenklinik eller politiet ikke vil betale tolk, når borgeren henvender sig eller bliver anvist af anden 

myndighed. Der er dog registreret en positiv udvikling på skole og daginstitutionsområdet, hvor 

flere refunderer tolkeudgifterne og selv overtager sektoransvaret for kommende tolkninger. 

Der er stor mangel på information og viden om – og måske præcisering af - hvad 

sektoransvarlighedsprincippet indebærer og stiller af krav til den enkelte sektor, men også en 

holdningsændring. Der er eksempler på, at en myndighed mener at betalingsansvaret for (social) 

tolk er placeret under Det Sociale Tolkeprojekt, herunder også tolkninger som myndigheden selv 

tidligere har bevilget midler til. Der ses sager, hvor sektorer, men også forvaltning og institution i 



10

samme kommune, ikke kan blive enige om, hvem der skal betale. Der opleves også holdninger på 

arbejdspladser med døve, handicapråd m.fl. om, at tolkebrugerne ikke har behov for tolk til møder 

o.l., hvis de kommunikerer udmærket på ’tomandshånd’ eller hvis en kollega kan lidt tegnsprog, 

uden at etiske aspekter af sagen overvejes. Denne tendens ses også hos de social- og 

sundhedsfaglige professionelle, der arbejder med døve, døvblevne, hørehæmmede og døvblinde. 

Flere projektledere/medarbejdere og organisationer mener på den baggrund, at der er behov for et 

mere udbredt tværfagligt samarbejde og en helhedstænkning i indsatsen på området, med henblik på 

at kvalificere serviceydelserne over for døve, døvblevne og hørehæmmede, samt døvblinde. 

Projektet har forsøgt at løbe informationsindsatsen og en holdningsændring i gang med en 

informationspjece målrettet offentlige myndigheder, samt ved etablering af en hjemmeside, og et 

tættere samarbejde med døvekonsulenter, døvblindekonsulenter og specialkonsulenter for 

døvblevne og hørehæmmede. Disse fagpersoner bevæger sig ud til de offentlige myndigheder i 

forbindelse med møder osv., men kontakten kan blive lidt tilfældig. Problemets omfang taget i 

betragtning, er der brug for en mere målrettet og holdningsbearbejdende informationsindsats der er 

henvendt til mange forskellige sektorer og niveauer i den enkelte sektor, eventuelt på initiativ af 

Socialministeriet. 

En permanent ordning 

Erfaringerne med effektuering af sektoransvaret i forbindelse med bevilling og betaling af social 

tolk, har ikke været overvejende positive i projektet. Brugerne, organisationerne og projektlederne 

peger på, at der er behov for etablering af en permanent social tolkeordning, der ikke udelukkende 

er reguleret via sektoransvaret. Behovet for fleksibilitet og individuel tildeling af social tolk, 

prioriteres højt af alle parter i projektet. Det er ønsket, at det fortsat skal være brugeren der definerer 

behovet, dvs. at der skal være ubegrænset adgang til social tolk, fordi den enkelte tolkebrugers 

behov kan forandre sig med tid og alder. I projekt forløbet har stigningen i antallet af forbrugte 

tolketimer ikke været eksplosiv. Forbruget ligger omtrent på det niveau, som man fra starten af 

projektet havde skønnet. Der forventes ikke en eksplosiv vækst fremover. 

Projektets projektledere, koordinationsudvalg og følgegruppe har i 2002 drøftet forslag til modeller 

for en permanent social tolkeordning. Som baggrund for drøftelserne har man indhentet oplysninger 

om tolkeordninger i andre nordiske lande til inspiration. 1 Overordnet set har der været drøftet tre 

modeller for en permanent ordning med social tolkning, som har følgende lovgivningsmæssig og 

finansielle forankring: 

 

 

 

Centralt administreret pulje til social tolkning forankret i en eksisterende institution, og 

finansieret over finansloven 

Social tolkeordning, der indarbejdes i serviceloven som selvstændig bestemmelse i lighed 

ledsage- og kontaktpersonordning, og med kommunal finansiering 

Social tolkeordning, der administreres efter gældende bestemmelse (§ 84) om dækning af 

merudgifter ved daglig livsførelse, og med delt finansiering mellem stat og kommune. 

Projektledelse og koordinationsudvalg har primært haft fokus på de to modeller, der omhandler en 

pulje, der forankres i en eksisterende institution eller myndighed, samt udvidelse af serviceloven på 

linie med ledsageordningen (§ 78) og kontaktpersonordningen (§ 79). Alle tre modeller, og sikkert 

flere modeller, vil sandsynligvis blive drøftet, når politikerne skal tage stilling til, om der skal 

1 Bilag 1: Notat om socialtolkning i de nordiske lande. Det Sociale Tolkeprojekt, november 2002. 



11

etableres en permanent social tolkeordning, samt hvilken lovgivning, finansieringskilde og 

myndighed en sådan ordning skal forankres i. 



12

4. Perspektiver 

Evalueringen af Det Sociale Tolkeprojekt er relateret til 3 overordnede temaområder 1) 

Sektoransvarlighed, 2) Procedurer og administration og 3) Brugernes adgang til tolkebistand. Der 

er i projektet og i evalueringen særligt fokus på tolkebrugernes oplevelse af adgangen til 

tolkebistand. Er der en let og smidig adgang? Formålet med at se på disse temaområder har i øvrigt 

været at få et billede af, 

Om der er behov for social tolkning, dvs. hvilke behov har brugerne og hvilke typer af tolkninger 

efterspørges, samt hvilket omfang behov og efterspørgsel har. 

Undervejs i projektet har der vist sig en sammenhæng mellem sektoransvaret og de to andre 

temaområder. Sektoransvaret har fyldt relativt meget i projektet, og har både haft betydning for, 

hvordan administration og procedurer omkring social tolkning er blevet tilrettelagt og udviklet sig 

som har betydning for både administration og 

---------------- 

Behovet for social tolk eksisterer, og at mange bruger tilbuddet. Der er fortsat potentielle brugere 

med behov, Hvor stort er behovet i forhold til andre tolkeordninger (hvor mange tolkebrugere på 

landsplan). Projektets har synliggjort et behov, men spørgsmålet er om det også er med til at skabe 

et behov eller vække et behov som har ligget latent. 

Tolkebrugerne oplever en informativ og social tilgængelighed 

Selvstændig livsførelse og forbedret livskvalitet 

Mangel på tolke – vurdere hvor stort antal, der er acceptabelt (aldrig opfyldes 100 %). Mere effektiv 

administration (fleksibilitet) og udnyttelse af tolkeressourcer – en tolkeformidling 

Tolk i akutte situationer større fleksibilitet 

Rådgivnings og vejledningsenhed for tolkebrugere og myndigheder (uddannelse, manglende 

kvalifikationer hos sagsbehandlerne)– evt. CfD – f.eks. en administrationsenhed, der samtidig 

modtager bestillinger og formidler alle tolkninger, evtuelt ved at rekvirere tolke fra udbyderne (det 

kunne være de eksisterende tolkeadministrationer på CfD, LBH og de private tolkecentre). 

Specialviden i forhold til de specifikke behov og problemstillinger for hver målgruppe 

Tværgående løsninger: 

Formidling af tolk på tværs af tolkebrugere med forskelligt hørehandicap 

Tværfagligt samarbejde – effektiv udnyttelse af ressourcerne, kvalitet, information Samarbejde på 

tværs af institutioner, institutter og centre, der arbejder med målgrupperne 



13

En stor del af fokus i projektet har ligget på sektoransvaret, fordi brugernes oplevelse af en let og 

smidig adgang til social tolk er afhængig af, at de fritages fra selv at forholde sig til sektoransvaret 

og betalingsforpligtigelsen, når behovet for tolk opstår. De interviewede tolkebrugerne oplever 

generelt at være fritaget fra at skulle tage stilling til, hvem og hvorfra der skal betales for en social 

tolk. En stor del af projektets ressourcer bliver imidlertid fortsat brugt på at fritage tolkebrugerne for 

dette ansvar. Mangel på information, viden og præcisering omkring sektoransvaret. Vist at 

sektoransvaret ikke virker tilfredsstillende. At adgang til social tolk ikke kan reguleres alene 

igennem sektoransvaret. 

Fleksibilitet og individuel tildeling af tolk 

Behovet for fleksibilitet og individuel tildeling af social tolk, mener alle parter i projektet, er vigtig 

at imødegå. De fleste interviewede tolkebrugere ønsker, at det fortsat skal være brugeren der 

definerer behovet, dvs. at tolkebrugerne ønsker en relativt ubegrænset adgang til social tolk, fordi 

den enkeltes behov kan forandre sig med over tid og med alderen. Hidtil har de kvalitative 

erfaringer og statistiske opgørelser ikke vist tegn på, at en ubegrænset adgang til social tolkning vil 

medføre, at omfanget af sociale tolkninger vil stige eksplosionsagtigt, eller at ordningen vil blive 

misbrugt. Det fremhæves også, at tolkebrugeren også fremover skal fritages fra at deltage i et ”pingpong–spil’ 

mellem de forskellige myndigheder om placering af betalingsansvaret. 

Det primære udgangspunkt for drøftelserne om en permanent social tolkeordning har været at sikre 

døve, døvblevne, hørehæmmede og døvblinde ret til social tolk i fremtiden. Dertil har der været 

fokus på, 

 

 

 

 

at alle aldersgrupper er sikret denne ret 

at der er muligheder for gruppetolkninger 

at der er mulighed for tolkning på områder, der ikke hører ind under et sektor 

at målgruppernes særlige behov og problemstillinger tages i betragtning 

Undervejs i drøftelserne har man i projektet bevæget sig væk fra dækning af social tolkning alene 

igennem sektoransvaret. Der er således en generelt forventning om, at en lang række af de 

tolkeområder og behov, der er i projektet, ikke vil kunne sikres og reguleres igennem 

sektoransvarlighed. Der peges især på 2 hovedårsager til, at dette ikke er sandsynligt: 

 

 

 

Der er tolkeområder, der ikke falder ind under en sektor, f.eks. større familiebegivenheder, 

fritids- og hobbyprægede aktiviteter, frivillige forenings- og organisationsaktiviteter og det 

halvprivate område med bank, advokat, ejendomsmægler m.fl. 

Der er manglende viden og mulighed for fortolkninger af sektoransvaret, både inden for den 

enkelte sektor og i de forskellige sektorer. Dette kan medføre at forsyningsforpligtelsen eller 

betalingsforpligtelsen kan tage lang tid at få afklaret og placeret mellem forskellige 

myndigheder, eller niveauer i en sektor. 

Der er mangel på viden om den forholdsvise lille gruppe døve, døvblevne, hørehæmmede 

eller døvblinde borgere hos de enkelte myndigheder og institutioner, hvilket kan være 

medvirkende til at ikke gøres den nødvendige indsats over for gruppen. 

Manglende implementering eller uensartethed i serviceydelserne 



14

Hensyn til specialiseret viden og faglighed, hensyn til nærhed, hensyn til let og smidig adgang, 

(geografisk koncentration) 

Grænser for det offentliges ansvar i forhold til det privatlivets sfære og aktiviteter – sektoransvaret 

Hvilke dækningsområder skal en eventuel fremtidig ordning med social tolkning have, er der 

grænser for det offentliges ansvar 

Større private begivenheder 

Kultur 

Daginstitutions- og skoleområdet 

Møder med offentlige myndigheder 

Sektoransvaret fylder meget i projektet, og dermed i evalueringen 

Den geografiske placering og formidling af tolk på flere administrative enheder kan vanskeliggøre 

fordelingen af tolke mest hensigtsmæssigt i forhold til at dække flest mulige tolkeopgaver 

Ligeledes Manglende samarbejde mellem de tolkeadm. Der deltager i projektet og de private 

tolkecentre 

Projektet lever sit eget liv i projektperioden 

Ved en permanentgørelse skal ordningen indgå som en del af en overordnet prioritering af de 

samlede tolkekorps ressourceforbrug og fordeling hvad angår visitation af tolkebrugeren og 

fordeling af tolkeressourcerne – forhåndenværende ressourcer nødvendiggør prioritering (kriterierne 

for en sådan prioritering) 

En permanent ordning skal også indgå på lige fod med andre sociale ydelser, som en del af de åbne 

politiske prioriteringer – en del af de demokratiske spilleregler 

Spørgsmålet er om man kan bevare en ubegrænset adgang til social tolk eller om det er 

problematisk ud fra en overordnet betragtning om de tilgængelige ressourcer, der er prioriteret til 

formålet. 

Uanset hvilken model, der vælges vil der skulle ske prioriteringer. 

Forankring i Servicelov . en åben politisk prioritering i samspil med tildeling af sociale ydelser 

iørvigt, tildeling på lige fod med andre sociale ydelser 

Pulje – prioritering foregå hvis puljen slipper op, og vil kunne blive løsrevet fra målgruppens øvrige 

tolkebehov 

Forslag til modeller 

Behov for at se på hele tolkeområdet – hvilke tolkeordninger eksisterer, hvilken lovgivning, hvilke 

områder er der behov for tolk til, hvor mange anvender de enkelte ordninger og totalt, Hvor mange 

døve, døvblevne, hørehæmmede og døvblinde tolkebrugere er der i Danmark mm 



15

Der kan laves lovtekniske ændringer, der muliggør ældre og børn og unges brug af ordningen, selv 

om den hører under servicelovens kapitel xx om sociale tilbud til voksne handicappede på linie med 

ledsageordningen. 

Fremtrædende i projektet er informationsbyrden i forbindelse med projektets tilbud og sikring af en 

let og smidig adgang til social tolkning for tolkebrugerne. Det store behov for information 

forekommer i forhold til 2 grupper: 

 

 

Tolkebrugerne (projektets læring omkring administration og procedurer) 

Sektorer, myndigheder, institutioner, foreninger og organisationer, der er opfattet af 

sektoransvaret 

Med henblik på/ Imødegå vanskeligheder med at placere ansvaret, kvalificere fortolkning af 

lovgivning og skøn af brugernes behov 

Afklare hvor informations- og vejledningsansvaret ligger/ skal ligge (tolkebrugere, der ikke er 

medlem af brugerorganisation) 

For at kunne vise om der er et behov for social tolkning og hvor stort behovet er det nødvendigt at 

få informeret så mange tolkebrugere som muligt. Erfaringen er, at der er mange døve, døvblevne, 

hørehæmmede og døvblinde, der har et tolkebehov, men ikke er direkte brugere af social tolkning 

og/eller af andre tolkeordninger. Særligt mellem ældre døvblevne, hørehæmmede, blandt døvblinde 

samt børn og unge fra alle målgrupperne er dette forhold fremtrædende. 

Dilemma hvordan man får fat i disse grupper. Forslag: 

Information med tolkene ud 

Overskuelig og klar informationsside om social tolk målrettet børns og unges forældre kan 

udleveres til dagsinstitutioner og skoler, som helt eller delvist har døve, døvblevne/hørehæmmede 

eller døvblinde som målgruppe. 

Konsulenter – tilfældigt, hvem der får informationen 

Hvordan sikre at informationen når dem, på det rette tidspunkt. 

Der var vist sig et dilemma mellem på den ene side at sikre en let og smidig adgang og på den 

anden side behovet for at prioritere på grund af begrænsede tolkeressourcer 

Informationsindsats: 

en mere målrettet og holdningsbearbejdende informationsindsats der er henvendt til mange 

forskellige sektorer og niveauer i den enkelte sektor, eventuelt på initiativ af Socialministeriet. 

Vejledning og rådgivning, behov for holdningsændring (DUKH) 



16

Påvirkning af holdninger til tolk generelt og til social tolk specifikt 

Forslag til hvordan informationen via høreforsorg eller dagspressen til tolkebrugerne gøre bedre. 

Tolkene. 

Under indtryk af et politisk højt prioriteret ønske om, at sektoransvarlighed skal være et 

gennemgående princip i alle samfundssektorer på det sociale område, vil der - uanset hvilken model 

der vælges - på politisk niveau sandsynligvis også blive lagt vægt på, at en fremtidig social 

tolkeordning skal hvile på nogle af de samme principper om ligebehandling, social tilgængelighed, 

selvstændig livsførelse og livskvalitet, samt muligheder for at foretage individuelle skøn og 

tilrettelæggelse af de sociale serviceydelser, som er indarbejdet i den sociale lovgivning. 

Hvilket understøttes af tolkebrugernes oplevelse af bedre livskvalitet ved muligheden for social tolk 

Spørgsmålet omkring en fremtidig struktur og administration af tolkninger for døve, døvblevne/ 

hørehæmmede og døvblinde kunne i den sammenhæng være relevant, da strukturen også kan være 

med til at befordre eller begrænse effektivitet, sammenhæng, smidighed og kvalitet i 

serviceydelserne på tolkeområdet. 

Behov for tættere samspil mellem Det Sociale Tolkeprojekt, støtte og servicetilbud, 

brugerorganisationerne og brugerforeninger – tværorganisatorisk og tværfagligt samarbejde – 

helhedstænkning for kvalitetssikring af serviceydelserne 

Efteruddannelse 

Holdningsændring – værdier og etik og betydning af kommunikativ og social tilgængelighed 



17

5. Udviklingen i projektet 

Det Sociale Tolkeprojekt bevilger tolk til døve, døvblevne og hørehæmmede samt døvblinde i alle 

aldre på områder, hvor der ikke allerede er adgang til offentlig betalt tolkebistand baseret på 

lovgivning eller efter princippet om sektoransvar. En af de primære hensigter med projektet er at 

give tolkebrugerne en let og smidig adgang til tolkning. Et hørehandicap er et 

kommunikationshandicap. Det betyder, ligebehandling og sikring af tilgængelighed på alle niveauer 

i samfundet handler om at kompensere for den manglende mulighed for at kommunikere og have en 

dialog. Tolkningen danner grundlag for at en dialog mellem et kommunikationshandicappet 

menneske og en hørende kan finde sted, og samtidig kan være vellykket. 

Det samlede projekt og Delprojekt 1 

Delprojekt 1 er målrettet døve, der ofte er erfarne tolkebrugere. Der er således ikke aktiviteter i 

form af f.eks. brugerkurser, da disse i forvejen varetages af CfD’s tolkeadministrationer, eller af 

andre institutioner under høreforsorgen. Delprojekt 1 varetager også den overordnede projektledelse 

og koordination af det samlede projekt, herunder informationsspredning og vejledning overfor 

tolkeadministrationer og offentlige myndigheder. Vejledning af tolkebrugerne sker igennem 

tolkeadministrationerne. Indsatsen over for døve tolkebrugere handler derfor overvejende om 

information og vejledning af tolkebrugerne. Delprojektet har det overordnede ansvar for projektets 

database, hvor alle tolkebrugere og tolkninger løbende indtastes af tolkeadministrationerne. Der 

udtrækkes løbende statistiske data herfra, der anvendes til at analysere behovet, brugsmønstre på 

tolkeområder, antallet af aflyste tolkninger mm. 

Nye tiltag 

I 2002 har der været en del nye tiltag i projektet. Fra starten af projektet er der fra registertilsynet 

givet tilladelse til at registrere tolkebrugerne af projektet på CPR nr. Der er efterfølgende blevet 

udarbejdet et skema til kvalificering af databasens oplysninger. Skemaet anvendes til opfølgning, 

hvis der er manglende oplysninger om tolkebrugeren. Derudover har man udvidet parametrene, så 

der ud over navn og adresse registreres køn, alder, hørehandicap og erhvervsstatus. Det er 

tolkeadministrationernes ansvar at data indtastes. Det medfører, at der ind imellem opstår 

forskydninger i de statistiske tal, fordi alle indtastninger ikke er foretaget. Projektkoordinator følger 

løbende op på, at opdatering af databasen sker. Der optræder også en del ’mørketal’ i databasen. 

Disse mørketal opstår bl.a. fordi det ikke er alle tolkebrugere, der ønsker at give samtlige 

efterspurgte data. Man har i projektet talt om at udarbejde en liste over de tolkebrugere, hvor 

enkelte data mangler, for på den måde at følge op på og fuldstændiggøre datagrundlaget. En anden 

årsag til mørketallene er, at alle tolkerbrugere ikke registreres ved gruppetolkninger. Der vil således 

være en stor gruppe af tolkebrugere, som man af praktiske årsager ikke har oplysninger om. 

Tolkeområder og sektoransvaret 

I projektet er der en opdeling i to hovedgrupper af tolkeområder: 

 

 

Tolkninger der hører direkte under projektet i henhold til de definerede dækningsområder 

Tolkninger der kun dækkes af projektet, hvis der ikke umiddelbart er betalingsmulighed. 

Her går projektet ind og dækker tolkeudgiften, imens sagen afklares hos den pågældende 

myndighed 

I sidstnævnte tilfælde undersøger projektet om der er anden betalingsmyndighed. Der samarbejdes 

med tolkeadministrationerne, der kan medvirke til at indhente betalingstilsagn og afklare 



18

evillingsspørgsmål ved at varetage den første henvendelse til den relevante myndighed. Til brug 

for dette arbejde, er der udarbejdet en vejledende liste over tolkeområder. Listen kommer ud 

sammen med projektets nyhedsbrev, der udsendes til relevante samarbejdspartnere 1-2 gange om 

året. Afvises sagen af myndigheden ved første henvendelse, sendes sagen til videre opfølgning hos 

en af de tre bevillingskonsulenter i projektet, hvoraf to er ansat under delprojekt 1 og en under 

delprojekt 2. Alle henvendelser om betalingsforpligtelse hos anden myndighed tastes ind i 

databasen, så det er muligt få overblik over, i hvilke sektorer sektoransvaret ikke slår igennem, 

f.eks. fordi myndigheden ikke kan finde lovhjemmel til at imødekomme ansøgningen om dækning 

af tolkeudgiften. Det bliver også muligt at se, hvor der sker stigende refusioner af tolkeudgiften 

eller mangel på samme. I forbindelse med en øget informationsindsats overfor tolkebrugerne, får 

tolkebestilleren i tilfælde, hvor tolkningen vil være af gentagen karakter, nu besked om, at sagen 

følges op hos den aktuelle myndighed. Der kan f.eks. være tale om kontinuerlig deltagelse i møder 

og aktiviteter som forældre til barn i daginstitution eller skole. Informationsindsatsen sker bl.a. for 

at tolkebrugerne og myndighederne ikke skal få det indtryk, at alle sociale tolkninger pr. automatik 

hører under det sociale tolkeprojekt, selv om tolkningen i første omgang betales over projektet, samt 

at der arbejdes på at få etableret aftaler om fremtidig placering af betalingsforpligtelse i de enkelte 

sektorer. I forbindelse med evalueringen har det af interviewpersonerne været påpeget, at projektets 

første informationspjece til tolkebrugerne har en uheldig formulering om, at brugeren selv skal 

undersøge, hvem der har betalingsforpligtigelsen for social tolkning. Dette er imidlertid ikke helt 

korrekt forstået. I den anden reviderede pjece fremgår det, at tolkebrugeren kan bede 

døvekonsulenten eller tolkeadministrationen om at følge op på sagen for ham/hende, såfremt der er 

problemer forbundet med at gøre det på egen hånd. 

I projektet har der været en stor indsats for at kvalificere samarbejdet omkring opfølgning på 

sektoransvaret og betalingsforpligtelsen hos offentlige myndigheder, hvor der 

 

 

 

med sikkerhed er tale om, at sektoransvaret og betalingsforpligtigelsen er placeret i en 

bestemt sektor, men hvor den ansvarlige myndighed ikke vil betale. 

er uklarhed om hvilken sektor, der har ansvaret og betalingsforpligtigelsen, og hvor sagen 

kører frem og tilbage mellem to kommuner/ myndigheder/ institutioner. 

ikke umiddelbart kan placeres et sektoransvar i en sektor, og hvor det er besluttet at Det 

Sociale Tolkeprojekt (foreløbig) betaler tolkningen. 

Som en del af denne indsats, har projektet taget initiativ til et møde med alle samarbejdspartnere 

omkring betalingstilsagn, indtastning i databasen, prioritering af tolkeopgaver, tolkning til 

døvblinde, tolkning i udlandet, tolken i nye roller og samarbejde med andre tolkecentre i maj 2002. 

Deltagere var tolkeadministratorer, bevillingskonsulenter, døvekonsulenter, døvblindekonsulenter, 

specialkonsulenter for døvblevne og hørehæmmede, samt projektlederne. Samarbejdet koordineres 

således ved, at projektet (bevillingskonsulenterne) orienterer tolkeformidlingerne om hvilke sager, 

de følger op på, samt om sagsbehandlingen og udfaldet af sagerne. Omvendt orienterer 

tolkeadministrationerne bevillingskonsulenterne om, hvor der er søgt indhentet betalingstilsagn, når 

der er givet et positivt tilsagn eller et negativt tilsagn, med henblik på en eventuel opfølgning fra 

bevillingskonsulentens side. 

Information og viden om sektoransvaret 

Udviklingen i antallet af sager omkring sektoransvaret fra 184 i november 2001 til 310 i november 

2002 kan tyde på, at der fortsat er et stort behov for information og præcisering af sektoransvaret 



19

hos offentlige myndigheder. 2 I projektet er der, udover udsendelse af en målrettet pjece og 

etablering af en projekthjemmeside med oplysninger, indledt et samarbejde med døvekonsulenter/ 

døvblindekonsulenter og specialkonsulenter for døvblevne/hørehæmmede omkring information til 

offentlige myndigheder. Konsulenterne deltager ofte i møder med forskellige fagpersoner i 

kommuner og amter i forbindelse med rådgivning og vejledning af hørehandicappede borgere. 

Erfaringerne fra projektet er, at det er svært at målrette den eksterne information om projektet. 

Hvordan får man f.eks. spredt information om, at der er en hjemmeside med oplysninger om social 

tolkning og sektoransvaret? Og hvordan skal man sikre, at netop den institution, der har brug for 

informationen på et givent tidspunkt, får den relevante information på netop det tidspunkt? 

Ansættelsen af bevillingskonsulenter har været et af de tiltag, der har været med til at formidle 

information om sektoransvaret, idet bevillingskonsulenterne i deres kontakt med forskellige 

myndigheder og institutioner har muligheden for at give den information, som de pågældende 

eventuelt har behov for. 

Erfaringerne med effektuering af sektoransvaret i forbindelse med bevilling og betaling af social 

tolk, har ikke været overvejende positive i projektet. Udviklingen er imidlertid tosidig. På den ene 

side er der en tendens til, at nogle myndigheder har forstået projektets formål og rækkevidde 

således, at de antager, at tolkeudgifterne fremover kan (eller skal) betales af projektet. På den anden 

side refunderer flere myndigheder og institutioner i enkelte sektorer udgifterne til social tolk i 2002, 

som resultat af et større kendskab og viden om eget sektoransvar. Der er f.eks. flere skoler og 

institutioner, der betaler. Projektet følger op med forsøg på at etablere en mere langsigtet ordning, 

så skoler og daginstitutioner fremover selv bestiller og betaler tolk til forældremøder mm. Der er 

også flere hospitaler der betaler, men der opstår stadig problemer, fordi bestemte tolkninger ikke 

betragtes som en del af sektoransvarsområdet. Det kan f.eks. handle om tolkninger til 

fødselsforberedelse og under fødsel, hvis moren er hørende, men faren døv. Ydes der ikke tolkning 

til sidstnævnte, betyder det at moren både skal føde og tolke på samme tid. 

Definition af og holdninger til tolkebehovet 

I Det Sociale Tolkeprojekt er det tolkebrugeren der definerer behovet for social tolk. Hos en del 

myndigheder er holdningen imidlertid, at det er andre (fagpersoner, ledelse m.fl.), der har retten til 

at definerer den hørehandicappedes behov. Dette har f.eks. gjort sig gældende på en 

amtsspecialskole, hvor tolkebrugeren er bestyrelsesmedlem. Der har også været et tilfælde i et 

kommunalt handicapråd, hvor brugeren sidder som repræsentant. Derudover har der været flere 

eksempler fra arbejdspladser, bl.a. i en kommune, hvor en medarbejder blev fyret. Tolkebrugeren 

kunne ikke magte jobbet uden tolk, men lederen ville ikke bestille og betale for en tolk, da 

vedkommende mente, at arbejdspladsen selv kunne yde støtte til kommunikation og dialog, eller at 

der ikke var et behov til stede. På arbejdspladser trækker tolkebrugeren sig ofte, hvis arbejdsgiveren 

ikke vil bestille og/eller betale en tolk til møder mm., selv om tolkebrugerens job er i spil. Tolkning 

på arbejdspladsen hører imidlertid ikke ind under Det Sociale Tolkeprojekt, såfremt tolkningen 

finder sted i arbejdstiden eller i forbindelse med udførelse af arbejdet. Denne form for tolkning 

hører ind under ordningen om arbejdsmarkedstolkning (AF ordning), der administreres af 

arbejdsformidlingskontorerne. Projektet kan gå ind og dække tolkeudgifter, der er knyttet til 

(sociale) aktiviteter på arbejdspladsen uden for arbejdstid. Der er dog tilfælde, hvor projektet i 

2 Tallet fra 2001 er opgjort ud fra de data, der forelå primo november 2001. Ved udgangen af 2001 var der således reelt 

omkring 400 sager, hvor projektet forsøgte at få placeret betalingsforpligtigelsen og refunderet tolkeudgiften. Dette 

svarende til ca. 18 % af de samlede tolkeudgifter. Hovedområder var skoler og institutioner med 26 %, undervisning 

med 22 % og sundhed med 20 %. 



20

første omgang har været inde og betale tolkning i arbejdstiden, fordi AF har afvist at dække 

udgiften. De fleste af disse tolkeudgifter er, efter henvendelse til AF fra en bevillingskonsulent, 

efterfølgende refunderet under AF ordningen. 

Det påpeges fra alle sider i projektet, at de, der arbejder professionelt med døve, 

døvblevne/hørehæmmede og døvblinde, heller ikke altid tager de kommunikationsmæssige og 

etiske hensyn alvorligt nok. Der er eksempler på, at døveskoler og høreinstitutter ikke vil bestille 

tolk til møder i samtalegrupper, selv om aktiviteten hører ind under projektet og betales 

herigennem. Der kan også være tale om møder med kommunale sagsbehandlere, hørepædagoger, 

døvekonsulenter eller specialkonsulenter i skolens eller instituttets regi, hvor institutionen har 

betalingsforpligtigelsen. Eksempelvis mener tolkebrugeren at der er behov for en tolk, mens 

institutionen ikke mener, at der er behov for yderligere støtte til kommunikation og dialog. 

Grundlaget for denne stillingstagen til behovet for tolk, hviler ifølge udsagn fra projektledere, 

organisationer og tolkebrugere på følgende vurderinger: 

 

 

Fagpersoner på stedet kan tolke på mødet, fordi de kan tegnsprog. 

Den døvblevne eller hørehæmmede plejer at kan klare sig uden tolk på tomandshånd. 

De interviewede tolkebrugere og handicaporganisationer mener, at det ofte er kritisabelt, at der ikke 

rekvireres en tolk. Indsigelserne mod at der ikke bestilles tolk er, at medarbejderne på f.eks. 

høreinstitutterne ikke nødvendigvis har tilstrækkelige kvalifikationer til at tolke eller har den 

professionelle neutralitet som nogle personlige og fagrelaterede samtaler kræver, dvs. at der 

mangler etiske overvejelser omkring institutionens uvildighed i situationer og sager, hvor en 

medarbejder tolker. Statens Øjenklinik er et andet eksempel på samme problemstilling. Her afviser 

man fortsat at betale for tolkebistand under undersøgelser og møder med tolkebrugeren med 

udgangspunkt i, at det er tolkebrugeren selv, der har henvendt sig (blevet henvist), og derfor også 

selv må sørge for tolk. I nogle af disse sager tages der til tider beslutninger, der har afgørende 

betydning for den hørehandicappede borger. Problemet omkring ligeværdighed og mulighed for 

deltagelse på lige fod med alle andre, trækkes også frem i forbindelse med foreninger og 

brugerorganisationer, hvor der ikke altid bestilles central tolk til møder, generalforsamlinger eller til 

arrangementer. 

Ønske om helhedstænkning i indsatsen 

Der nævnes derudover om manglende vilje til tværfagligt samarbejde mellem fagpersoner, der 

arbejder for/med døve, døvblevne/hørehæmmede og døvblinde, hvilket af projektledere og 

organisationer opleves som mangel på helhedstænkning i indsatsen på området. Et eksempel er, at 

høreinstitutterne ikke vil påtage sig en del af ansvaret for at informere om AF tolkning til 

hørehæmmede og døvblevne tolkebrugere. Da mange af disse tolkebrugere ikke er medlem af en 

brugerorganisation, opstår der et informationsvakuum i forhold til de muligheder, der eksisterer på 

arbejdsmarkedsområdet. Konsekvensen kan i værste fald blive, at den enkelte 

hørehæmmede/døvblevne mister sit job, fordi vedkommende ikke længere kan varetage kontakt til 

kunder/brugere eller samarbejdspartnere, eller kan deltage i interne og eksterne møder. 

Prioritering af tolkeområderne 

Administration og formidling af social tolkning hviler på samme procedurer og regler, som alle 

andre tolkninger, der formidles igennem LBH’s og CfD’s tolkeadministrationer. De sociale 

tolkninger bliver derfor prioriteret på samme måde som andre tolkninger. Tolkeformidlingerne 



21

evilger tolk efter en prioriteringsliste, som også placerer de enkelte tolkeordninger i forhold til 

hinanden. Den gældende prioriteringsliste er: 

 

 

 

 

 

 

 

Retstolkninger 

Hospitals og lægetolkninger 

Døvepolitiske tolkninger 

TV tolkning 

Uddannelsestolkning 

AF tolkning 

Andre tolkninger og sociale tolkninger 

Prioritering mellem tolkningerne er nødvendig af hensyn til den tolkemangel, der generelt gør sig 

gældende på området. Manglende dækning af social tolk på grund af tolkemangel er steget fra 10 % 

i 2001 til ca. 13 % pr. september 2002. Af samme grund sker der også prioriteringer mellem de 

sociale tolkninger. Projektets udmelding til tolkeadministrationerne er, at der ved tolkemangel 

undtagelsesvist kan foretages en indholdsmæssig vurdering af tolkningen, men at der skal være 

tilstrækkeligt grundlag herfor. Det er således tolkeopgavens karakter og nødvendighedskriterier, der 

afgør prioriteringen. Inden for de sociale tolkninger er lægetolkninger og døvepolitiske tolkninger 

f.eks. højt prioriteret, hvorimod det ofte er de private og mere lystbetonede begivenheder, der ikke 

prioriteres lige så højt som andre. Dette medfører, at det ofte vil være målgrupper som børn og 

unge, døvblinde, ældre tolkebrugere og tolkebrugere, der ikke er i arbejde eller uddannelse, som 

ikke vil få dækket deres tolkebehov, fordi de overvejende vil søge tolkning til de tolkeområder, der 

har en lavere prioritet. 

Samarbejde med private tolkecentre 

Projektets samarbejde med de private tolkecentre er drøftet flere gange under projektperioden, bl.a. 

som en mulig løsning på problemerne omkring tolkemangel, og sidst på fællesmødet med 

tolkeadministrationerne i maj 2002. Der åbenhed i projektet overfor et samarbejde med de private 

tolkecentre, men der eksisterer fortsat en række uafklarede problemstillinger: 

 

 

 

 

Da projektets bevillingskompetence med fast definerede aktører må fastholdes, kan 

tolkecentrenes ønske om at formidle social tolkning ikke imødegås. 

Praktiske forhindringer omkring løbende indtastning i projektets database med henblik på at 

bevare det statistiske overblik over udviklingen i projektet, samt problemet omkring 

databasens personfølsomme oplysninger, hvortil kun projektets på forhånd definerede 

aktører har adgang efter ansøgning til Datatilsynet. 

Antallet af forbrugte tolketimer kan stige ved et udvidet samarbejdet med de private 

tolkecentre, hvilket kan medføre, at der efterfølgende skal strammes op og prioriteres 

mellem tolkeområderne i projektet. 

Forskellige principper for prisfastsættelse og forskelle i tolketakst 

Der arbejdes fortsat med at finde en løsning, fordi det inden for området vurderes, at der også på 

længere sigt er behov for at udvikle en generel model for samarbejdet mellem LBH’s 

tolkeformidling, CfD’s tolkeformidlinger og de private tolkecentre, der ikke kun vedrører social 

tolkning. 



22

Udenlandstolkninger 

Forsøget med tolkning i udlandet i forbindelse med handicappolitiske aktiviteter frem til 1. juli 

2002 er blevet forlænget projektperioden ud. Kriterier for tildeling af tolkning og 

ansøgningsprocedurer er fortsat de samme. Der har kun været 10 ansøgninger i løbet af det første år. 

Af disse er 4 godkendt og gennemført. 

Biograftolkninger 

Projektet har indkøbt udstyr til tolkning på storskærm. Dette kan rekvireres hos 

Tolkeadministrationen i Århus. Der er kommet flere efterspørgsler på dette område, særligt på børn 

og unge-området. I uge 1- 39, 2002 var der således 47 tolkninger mod 19 tolkninger i samme 

periode 2001. 

TV tolkning 

Forsøget om TV tolkning til døvblinde ved udsendelser af national karakter, eller inden for et 

særligt interessefelt, er forlænget projektperioden ud. Der er en afmatning i søgningen om TV tolk, 

som kan hænge sammen med, at det er svært at nå at bestille tolk inden for tidsfristen, da tvprogrammet 

først foreligger, når fristen for bestilling er overskredet. 

Oplysningsforbund 

Tolk til aktiviteter, foredrag mv. under oplysningsforbundene kan bevilges efter 

folkeoplysningsloven. Oplysningsforbundet kan søge 50 % dækket af tolkebrugerens 

hjemkommune og 50 % over § 44 puljen på Castberggård. Projektet går stadig ind og dækker en del 

tolkninger på dette område, fordi nogle kommuner undslår at betale. I flere tilfælde hænger et 

manglende tilsagn om betaling sammen med, at § 44 puljen ikke har tilstrækkelige midler til at 

dække behovet/søgningen hele budgetåret. 

Politi 

Projektet har afdækket problemer med at få politiet til at dække tolkeudgift, når der er tale om en 

henvendelse eller anmeldelse fra en tolkebruger. Når politiet omvendt indkalder en tolkebruger 

f.eks. til afhøring, er der ikke problemer med at få tolken betalt af politiet. Projektet vurderer på 

baggrund af forvaltningslov og sektoransvarlighedsprincippet, at det offentlige – herunder politiet - 

også er ansvarlig for betaling af tolk, når en kommunikationshandicappet henvender sig til 

myndighederne. 

Kørekort 

Projektet bevilger social tolk til undervisning og prøver i forbindelse med erhvervelse af kørekort. 

Undervisning til knallertkørekort dækkes dog kun, hvis ungdomsskolen ikke vil dække udgiften. 

Der er stor efterspørgsel på dette tolkeområde. 

Hjemmeside 

Projektet har i 2002 fået etableret en hjemmeside på www.cfd.dk/dst . Hjemmesiden indeholder 

information til tolkebrugere og offentlige myndigheder. Tolkebrugerne og organisationerne mener, 

at der fortsat er mange, der endnu ikke ved at hjemmesiden findes. ”Hvis man skal søge, skal man 

vide at der er mulighed for det”, siger en tolkebruger. Der er tilsyneladende stadig behov for at 

informere både tolkebrugere og offentlige myndigheder om, at muligheden foreligger. 

Handicaporganisationerne mener, at de ikke selv har gjort nok for at informere, og at det bør 

prioriteres fremover. 



23

Forlængelse af projektet 

Projektlederne vurderer med udgangspunkt i aktivitetsniveauet i september 2002, at der vil være 

økonomisk grundlag for at forlænge projektet med et ½ år. Projektet har sendt ansøgning herom til 

Socialministeriet. Muligheden for en forlængelse af projektet til medio 2004 afhænger af 

Socialministeriets godkendelse, men i høj grad også af efterspørgselsniveauet i 2003. Hvis de 

afsatte ressourcer er brugt op ved udgangen af 2003, er der ikke mulighed for at fortsætte projektet. 

Delprojekt 2 

Delprojekt 2 er målrettet døvblevne og hørehæmmede tolkebrugere, med særligt fokus på ældre og 

erhvervsaktive. Delprojektet har stadig en langsom tilgang af nye tolkebrugere, hvilket vil sige ca. 2 

nye brugere pr. måned. En stor del af de nye tolkebrugere bliver visiteret til skrivetolk. Erfaringer 

fra delprojektet viser imidlertid, at der eksisterer et større behov for social tolk, end tilgangen af 

tolkebrugere umiddelbart viser, men at det tager lang tid at effektuere behovet. Blandt målgruppen 

for delprojektet er ca. 80 % over 65 år. Mange af disse ældre døvblevne og hørehæmmede er 

generelt meget lidt informeret om muligheder for tolk, hvordan man får en tolk og hvordan man 

bruger tolk, fordi den almene høreforsorg langt fra altid informerer og vejleder om de muligheder, 

der er. Derudover kan det tage lang tid, før den enkelte døvblevne eller hørehæmmede accepterer en 

identitet som hørehandicappet. Den høje alder taget i betragtning er det tillige grænseoverskridende 

for en del døvblevne og hørehæmmede at begynde at benytte tolk, fordi de synliggøres, når de har 

en tolk med. Mange er også i første omgang forvirrede over, hvor de skal henvende sig for at få 

tolk, tidsfrister for bestilling samt hvilken tolkeform de skal vælge. LBH’s tolkeformidling ser dem 

først i systemet, når de er kommet over disse barrierer. 

Delprojektets tilbud 

Delprojekt 2 tilbyder på baggrund af ovenstående: 

 

 

 

 

Informationsmøder for tolkebrugere 

Individuelle vejledningsmøder for tolkebrugere 

Tolkebrugerkurser 

Informationsmøder for forskellige fagpersoner 

Delprojektet har også givet tilskud et kursus for nye skrivetolke, der afholdes i LBH’s regi. Med 

opstarten af projektet opstod der et øget behov for skrivetolke. Der har derfor været behov for 

relativ hurtigt at gennemføre kursus med henblik på uddannelse af skrivetolke, der kan 

imødekomme den øgede efterspørgsel. Kurset har bestået af 6 moduler af 4 dage, og der er 

uddannet 8 nye skrivetolke. I delprojektet viser erfaringerne, at kurset har været en succes, men at 

der har været indlagt for få timer i teori, etik og tolkefærdigheder. Ved gennemførsel af nye 

skrivetolkekurser vil der være behov for 2 moduler mere, hvor der er ’selvtræning’ imellem 

moduler. Det har også været svært at få skrivetolkene i praktik, og praktikken kunne fylde mere 

med henblik på at kvalificere tolkefærdighederne. 

Delprojektet har tilbudt informationsmøder til alle LBH’s 65 kredse, men kun 4 kredse har taget 

imod tilbuddet. I juni 2002 var der afholdt 3 informationsmøder i Jylland og 1 på Sjælland. Det er 

planen, at der inviteres til 3 åbne informationsmøder henholdsvis i Jylland, på Fyn og på Sjælland. 

Der annonceres i den forbindelse tydeligt, at der er tolk til stede for at trække flere ældre 

tolkebrugere til, fordi de kan følge med, uden at de selv skal bestille tolk; Mange kommer, fordi der 

er tolk, selv om de ikke personligt ville bestille en tolk til formålet. 



24

Delprojekt 2’s konsulent har i juni 2002 afholdt 9 individuelle vejledninger, mens andre 10 er 

planlagt. Der er gode erfaringer med den personlige vejledning, fordi der under disse kan gives 

mere individuelt tilpassede råd og løsninger til tolkebrugeren. 

Projektet har også tilbudt høreinstitutterne et samarbejde omkring tolkebrugerkurser på 6 timer. Det 

er få høreinstitutter, der har taget imod tilbudet. I forbindelse med de 4 tolkebrugerkurser, der er 

afholdt, har delprojekt 2 sørget for og betalt alt, undtaget lokale og det mere praktiske omkring 

kurset. I lighed med skrivetolkekurset, er der også her behov for flere timer. Det overvejes at 

etablere weekendkurser for erhvervsaktive tolkebrugere, fordi de vil have større mulighed for at 

deltage uden for arbejdstid. 

Erfaringsopsamling 

Erfaringerne i delprojektet er, at de amtslige tilbud til målgruppen ikke informerer og vejleder 

døvblevne og hørehæmmede tilstrækkelig om mulighederne for, og brug af tolk. Der opleves også 

store forskelle på de skøn af tolkebrugerens behov, der foregår i kommunerne. Delprojektets 

medarbejdere mener, at forskelsbehandlingen bl.a. opstår fordi, der er: 

 

 

 

Varierende viden og kvalifikationer hos sagsbehandlerne 

Vanskeligheder/ usikkerhed i fbm. at placere ansvaret 

Forskellig fortolkning af lovgivningen og skøn af tolkebrugerens behov 

Konsulenten på delprojekt 2 har foretaget en opsamling på erfaringerne fra bl.a. kontakten til ca. 

200 døvblevne og hørehæmmede. Opsamlingen viser følgende generelle problemstillinger i 

forbindelse med tolkning til døvblevne og hørehæmmede, der også rækker ud over den sociale 

tolkning: 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mangel på vejledning, kursustilbud og projekttilbud i forbindelse med jobsøgning og 

jobfastholdelse 3 

Ringe eller ingen generel information og vejledning om mulighed for skrivetolk 

Forskelle i information om tolkens arbejdstidsregler og tolkerolle 

Mangel på information om høreforsorgens vejlednings- og kursustilbud 

Optimal information og vejledning omkring personlige hjælpemidler til hjemmet, men ofte 

ingen når det gælder tekniske hjælpemidler til udførsel af erhverv 

Mangel på individuel rådgivning og evt. psykologbistand i forbindelse med høretabet og 

erkendelse af høretabet, samt opfølgning med rådgivning 

Behov for bedre vejledning og rådgivning af pårørende 

Mangel på kursustilbud i Tegnstøttet Kommunikation på alle niveauer fra nybegynder- til 

tolkebrugerkurser, målrettet både den døvblevne/hørehæmmede og dennes pårørende 

Ressourcegruppe 

Til at få sparring og kvalificere delprojektets indsats har man fra starten ønsket at nedsætte en 

ressourcegruppe. Det har været drøftet at bruge LBH’s tolkeudvalg, men dette samarbejde har af 

forskellige årsager ikke kunne gennemføres. Der arbejdes nu med at nedsætte en ressourcegruppe 

bestående af formanden for DBA, en konsulent fra delprojekt 2, sekretariatslederen fra LBH, samt 

en svært hørehæmmet skrivetolkebruger. 

3 Det skal bemærkes, at arbejdsmarkedstolkning ikke er dækket af Det Sociale Tolkeprojekt, men hører ind under AF 

ordningen, der administreres af arbejdsformidlingen. 



25

Delprojekt 3 

Delprojekt er målrettet døvblinde tolkebrugere. Døvblinde bruger fortsat Det Sociale Tolkeprojekt i 

mindre omfang. I projektperioden er der konstateret særlige behov, når døvblinde skal bruge tolk. 

Disse behov fremgår ikke altid af tolkebestillingen. Der er således fortsat behov for, at de døvblinde 

kan få personlig information og vejledning hos projektlederen for delprojekt 3. Delprojekt 3’s 

medarbejdere oplever, at Cfd’s tolkeformidlinger oftest betrager døve som deres primære 

målgruppe, selv om der udbydes andre tolkeformer. Det betyder, at man ikke ved nok om de mere 

specielle tolkeformer på tolkeformidlingerne, og dermed ikke har tilstrækkelige forudsætningerne 

for at vejlede f.eks. døvblinde tolkebrugere. Tolkeadministrationerne har derfor mulighed for at 

henvende sig hos projektkoordinator, der kan rådgive og vejlede om særlige forhold omkring 

tolkning til den enkelte døvblinde. 

Behov for brugerkurser 

Mange døvblinde klarer sig med den syns- eller hørerest, som de måtte have, fordi de har svært ved 

at identificere sig selv med at være døvblind. Det betyder, at nogle kategoriserer sig selv som døve i 

forhold til registreringen i Det Sociale Tolkeprojekt. Fravalget af tolk fører ofte til tab af sociale 

netværk og en stigende isolation. Projektet har derfor planlagt at etablere kurser for tolkebrugere i 

samarbejde med tolkeadministrationen og delprojekt 2, der allerede har indsamlet erfaringer med 

brugerkurser. 

Ledsagelse og tolkning 

En del døvblinde anvender stadig deres kontaktperson som tolk. Det handler om vane, men også om 

tryghed og sikkerhed for at have både ledsager og tolk ved hånden. Tolkemangel kan forværre 

denne tendens. Brugen af kontaktpersonen kan give problemer, fordi en del kontaktpersoner er 

døve, eller ikke er professionelle tolke. Døvblinde har ud over tolk behov for ledsagelse, og der er 

derfor ofte behov for en kombination af ledsagelse og tolkning. Delprojektet har forelagt et forslag 

til tolkeadministrationerne om at der etableres mulighed for, at tolken kan opfylde begge funktioner. 

Tolkeadministrationerne har p.t. ikke mulighed for at imødekomme behovet på grund af mangel på 

ressourcer. Indtil videre ledsager tolken kun under selv tolkningen, men ikke til og fra tolkningen. 

Her må den døvblindes familie eller kontaktperson træde til. 

Tolkningens kvalitet 

Der er problemer med kvaliteten af tolkning til døvblinde. Tolkeuddannelsen fokuserer ikke nok på 

området, og der er ikke beskrevet nogle krav til efteruddannelse. Delprojektet har derfor nedsat en 

arbejdsgruppe, der forsøger at tegne en profil på en døvblindetolk. Resultat fremlægges på en 

workshop, finpudses og fremlægges efterfølgende på en større workshop med deltagelse af både 

døvblinde, tolke og kontaktpersoner. Der udtrykkes således i delprojekt 3 behov for en større grad 

af specialisering af tolkning til døvblinde. Dette kunne eventuelt gøres ved at operere med særlige 

’tolkekorps’ med speciale inden for en bestemt målgruppe. Behovet for kvalificering af tolkning til 

døvblinde har også udmøntet sig i, at KC i forbindelse med et satspuljeprojekt har valgt at fokusere 

på en eventuel efteruddannelse af tegnsprogstolke til at blive døvblindetolke . KC har under 

projektet nedsat en referencegruppe, der har til formål at inspirere til KC’s videre arbejde med 

døvblindes kommunikation. Projektlederen for delprojekt 3 er inviteret til at deltage i 

referencegruppen. 



26

Behovet for en permanent tolkeordning 

Behovet for tolkning blandt døve, døvblevne, hørehæmmede og døvblevne har under projektet vist 

sig at være stort. Der har været et latent behov, som bl.a. viser sig i den stigende brug af social 

tolkning i perioden 2000-2002. Dette behov vil også være til stede i det øjeblik projektet ophører 

med udgangen af 2003. I evalueringen peger tolkebrugere og organisationer på, at der er behov for 

etablering af en permanent ordning for social tolkning. Projektledere, handicaporganisationer og 

andre deltagere i projektet har derfor allerede under projektforløbet besluttet at arbejde med 

muligheder for at gøre en ordning med social tolkning permanent. Således at ordningen kan træde i 

kraft ved projektets afslutning. Dette er sket i regi af projektets koordinationsudvalg og 

følgegruppe. 

Fleksibilitet og individuel tildeling af tolk 

Behovet for fleksibilitet og individuel tildeling af social tolk, mener alle parter i projektet, er vigtig 

at imødegå. De fleste interviewede tolkebrugere ønsker, at det fortsat skal være brugeren der 

definerer behovet, dvs. at tolkebrugerne ønsker en relativt ubegrænset adgang til social tolk, fordi 

den enkeltes behov kan forandre sig med over tid og med alderen. Hidtil har de kvalitative 

erfaringer og statistiske opgørelser ikke vist tegn på, at en ubegrænset adgang til social tolkning vil 

medføre, at omfanget af sociale tolkninger vil stige eksplosionsagtigt, eller at ordningen vil blive 

misbrugt. Det fremhæves også, at tolkebrugeren også fremover skal fritages fra at deltage i et ”pingpong–spil’ 

mellem de forskellige myndigheder om placering af betalingsansvaret. 

Det primære udgangspunkt for drøftelserne om en permanent social tolkeordning har været at sikre 

døve, døvblevne, hørehæmmede og døvblinde ret til social tolk i fremtiden. Dertil har der været 

fokus på, 

 

 

 

 

at alle aldersgrupper er sikret denne ret 

at der er muligheder for gruppetolkninger 

at der er mulighed for tolkning på områder, der ikke hører ind under et sektor 

at målgruppernes særlige behov og problemstillinger tages i betragtning 

Undervejs i drøftelserne har man i projektet bevæget sig væk fra dækning af social tolkning alene 

igennem sektoransvaret. Der er således en generelt forventning om, at en lang række af de 

tolkeområder og behov, der er i projektet, ikke vil kunne sikres og reguleres igennem 

sektoransvarlighed. Der peges især på 2 hovedårsager til, at dette ikke er sandsynligt: 

 

 

 

Der er tolkeområder, der ikke falder ind under en sektor, f.eks. større familiebegivenheder, 

fritids- og hobbyprægede aktiviteter, frivillige forenings- og organisationsaktiviteter og det 

halvprivate område med bank, advokat, ejendomsmægler m.fl. 

Der er manglende viden og mulighed for fortolkninger af sektoransvaret, både inden for den 

enkelte sektor og i de forskellige sektorer. Dette kan medføre at forsyningsforpligtelsen eller 

betalingsforpligtelsen kan tage lang tid at få afklaret og placeret mellem forskellige 

myndigheder, eller niveauer i en sektor. 

Der er mangel på viden om den forholdsvise lille gruppe døve, døvblevne, hørehæmmede 

eller døvblinde borgere hos de enkelte myndigheder og institutioner, hvilket kan være 

medvirkende til at ikke gøres den nødvendige indsats over for gruppen. 



27

Der er generel enighed om, at social tolkning ikke skal lægges ud på amtsligt niveau, fordi dette 

ofte medfører manglende implementering eller uensartethed i serviceydelserne på området, selv om 

en decentral placering af tolkene kan løse problemet med, at nogle tolkninger er sværere at 

imødekomme, fordi der er langt fra tolkenes fysiske placering til tolkestedet. 

Som baggrund for udarbejdelse modeller har projektet undersøgt tilsvarende tolkeordninger i de 

nordiske lande. Udviklingen af tolkeordninger i de andre nordiske lande har bevæget sig hen imod 

en ordning uden fast loft, dvs. uden timebegrænsninger. Der er i de enkelte lande defineret særlige 

tolkeområder i lighed med Det Sociale Tolkeprojekt. 4 Resultater af drøftelserne er mundet ud i 2 

modeller for en permanent ordning. Begge peger på tildeling af personlig tolkebistand: 

 

 

Pulje der forankres i en eksisterende institution eller myndighed 

Udvidelse af serviceloven på linie med ledsageordningen (§ 78) og kontaktpersonordningen 

(§ 79) 5 

Udvidelse af serviceloven 

Koordinationsudvalget har skitseret nogle fordele og ulemper ved de 2 modeller. Der peges på, at 

en udvidelse af serviceloven betyder, at tolkeordningen kommer til at bygge på servicelovens logik, 

som mange kender. Der kan tages hensyn til døvblindes særlige behov for ledsagelse, og ordningen 

kan blive fleksibel igennem mulighed for overførsel af overskydende timer over et 6 måneders 

forløb. De beskrevne forbehold overfor forankring af en permanent ordning i serviceloven er bl.a., 

at tolkebrugerne bliver klientgjort, idet der skal foregå en sagsbehandling og et skøn før en 

tolkebevilling kan gives. Udvalget beskriver, at ordningen kan komme til at virke ufleksibel i 

forhold til individuelle behov hos tolkebrugeren, hvis der afsættes et maximalt timetal pr. 

tolkebruger. Det kan betyde, at nogle tolkebrugere ikke kan få de timer, som de har behov for, fordi 

de har et højere aktivitetsniveau (behov) end den maximale timeramme inden for en given periode 

tillader. Derudover vil en ordning i serviceloven heller ikke automatisk omfatte tolkebrugere i 

alderen 0-18 år og 65 - + år, og gruppetolkninger falder heller ikke umiddelbart ind under 

serviceloven. I forhold til koordinationsudvalgets forbehold over for servicelov-modellen, skal det 

nævnes, at problemet omkring bestemte aldersgrupper ikke udspringer af at ordningen gøres 

permanent igennem serviceloven. Der er i højere grad tale om et lovteknisk problem, der handler 

om at fjerne aldersbegrænsningerne i lovteksten, såfremt det er et politisk ønske, at børn/unge og 

ældre skal være omfattet af ordningen. Koordinationsudvalget peger også på, at hvis ordningen 

etableres som en udvidelse af serviceloven, vil midlerne til social tolkning komme ud til 

kommunernes over bloktilskuddet. Det betyder, at kommunen visiterer til ordningen og bevilger 

tolk, f.eks. i hht. et fastlagt ramme-timeantal. Den enkelte kommune har dermed mulighed for at 

udøve et skøn. Retten til tolk bliver skønsafhængig, og kan implementeres forskellig ud fra 

kommune til kommune. Der skal derudover etableres et stort bureaukratisk tolkesystem spredt på 

mange kommuner, hvilket kan betyde, at evt. tilskud til tolkeordningen ikke i fuldt omfang 

anvendes hertil i praksis, fordi der nødvendigvis skal gøres overvejelser og tages hensyn til det 

samlede ressourcebehov og foretages en prioriteret fordeling af ressourcerne i den enkelte (amts- 

)kommune. Omvendt fremgår det i statistikken fra projektet, at der er en koncentration af 

tolkebrugere og dermed social tolkning i bestemte amter og kommuner. Det betyder måske, at nogle 

kommuner og amter måske vil blive belastet forholdsmæssigt mere end bloktilskuddet tilsiger. 

4 Bilag 1: Notat om socialtolkning i de nordiske lande. Det Sociale Tolkeprojekt, november 2002. 

5 Bilag 2: Oplæg om etablering af permanente tolkeordninger for døvblinde, døve, døvblevne og hørehæmmede. Det 

Sociale Tolkeprojekt, november 2002. 



28

Puljeordning 

Afsættes der en pulje til social tolkning over finansloven, mener koordinationsudvalget, at det vil 

være sikret, at de afsatte midler anvendes til formålet, og at det sker som en ensartet bevilling ud fra 

faglig viden om målgrupperne. Der er også mulighed for at bevare overblikket over det samlede 

ressourceforbrug, og der kan fortsat arbejdes for sektoransvarets udbredelse. En 

finanslovsfinansieret pulje kan samtidig have den fordel, at det sikres at tolkning på de områder, 

hvor det ikke giver mening at tale om et sektoransvar, som f.eks. private begivenheder og 

fritidsinteresser, bevilges og gennemføres. Derudover mener udvalget, at klientgørelse af 

tolkebrugerne undgås og at alle aldersgruppe kan omfattes. Problemet i denne model anses for at 

være, at der forholdsvist nemt kan reguleres i budgettet fra år til år, eller at midlerne kan slippe op 

inden året er gået, hvorefter man må prioriterer mellem forskellige tolkninger til gene for 

tolkebrugerne. 

Koordinationsudvalget påpeger, at det i forbindelse med etablering af en permanent tolkeordning 

bør overvejes, om der er tolkeområder som med fordel kan lægges ind under den eksisterende 

lovgivning i en sektor, og dermed ophøre med at være en del af den sociale tolkning. 

Sundhedsområdet fremhæves som eksempel. Evalueringen viser imidlertid også, at social tolkning 

på retsområdet og eventuelt en del af uddannelsesområdet, hvor der i forvejen foreligger nogle 

regler omkring retten til tolkning, måske kan indarbejdes i den eksisterende lovgivning. 

En tredje mulighed under serviceloven 

På et følgegruppemøde i november 2002 en tredje mulighed for etablering af en permanent social 

tolkeordning skitseret. Overvejelserne tog udgangspunkt i det gennemgående politiske mål, at 

sektoransvaret skal implementeres så langt ud i de enkelte sektorer som muligt. En mulig 

implementering af social tolkning inden for rammerne af sektoransvaret som solidaritetsprincip, 

men også inden for den eksisterende sociallovgivning, kunne ske ved at indarbejde muligheden for 

tildeling af social tolk igennem vejledningen til servicelovens § 84 om dækning af nødvendige 

merudgifter ved daglig livsførsel. 6 I henhold til denne del af lovgivningen vil tolkebehovet blive 

dækket via en pengeydelse, der er baseret på et individuelt skøn over det årlige behov for tolketimer 

(timeramme). Ordningen indebærer, at man skal have et udgiftsniveau på mindst 6.000 kr. pr. år, 

hvis der skal opnås økonomisk kompensation for tolkning. Det svarer til ca. 12 tolketimer om året. 

Dette betyder, at tolkebrugere med et mindre behov, ikke kan få dække eventuelle tolkeudgifter og 

selv må betale. 

I forhold til en ordning, som den ovenfor skitserede, er der fortsat nogle uafklarede forhold omkring 

børn og unge under 18 år og ældre over 65 år, da disse personer ikke automatisk er omfattet af § 84 

i serviceloven. Derudover vil gruppetolkninger kun kunne dækkes, hvis en enkelt tolkebruger vil gå 

ind og bruge sin bevilling til formålet. Ordninger hviler ligeledes på sagsbehandling og skøn, og er 

ud fra koordinationsudvalgets vurderinger af en ordning med udvidelse af serviceloven med til at 

klientgøre tolkebrugerne. 

6 Bilag 3: LBK nr. 755 af09/09/02, kapitel 15, § 84, stk. 1-5. 



29

6. Et Kvantitativt billede 

Det overordnede statistiske billede af forbrugsmønster, tolkebrugerne og sager omkring 

sektoransvaret i forbindelse i Det Sociale Tolkeprojekt, som tegnes i dette kapitel, viser 

tolkebehovets omfang, brugernes behov igennem søgning på tolkeområder, samt omfang og 

hyppighed på forskellige brugergruppers brug af projektet. Det skal bemærkes, at der eksisterer 

’mørketal’ i det statistiske grundlag, som for det første udspringer af, at de pågældende data er ikke 

er tilgængelige, fordi der har været tale om gruppetolkninger, hvor det enten kun tolkebestillerens 

identitet der bliver registreret, eller hvor der ikke registreres en tolkebruger, fordi bestilleren ikke 

selv er tolkebruger. Dette vil fremgå af bemærkninger til bestillingen i databasen. For det andet 

opstår ’mørketallene’, fordi nogle tolkebrugere ikke ønsker at oplyse visse personlige data, eller 

’glemmer’ at indsende dataskemaet til tolkeadministrationen. 

Brugen af social tolkning 

Figur 1 viser antallet af tolketimer fordelt på LBH’s og CfD’s tolkeformidlinger i 1-3. kvartal 2002. 

Det samlede forbrug af social tolkning er i samme periode steget væsentligt fra 2001 til 2002 med 

ca. 32 % . I 2001 er der forbrugt 5.977 tolketimer, mod 7.879 tolketimer i 2002 afviklet på 3.186 

tolkninger. LBH har formidlet ca. 18 % af tolketimerne i 2002 (uge 1-39) mod 31 % i 2001. CfD’s 

andel af tolketimerne er således steget fra 69 % i 2001 til 82 % i 2002 (uge 1-39). Hvis forbruget i 

ugerne 40-52 stiger tilsvarende i 2002, skønnes det, at det samlede antal forbrugte tolketimer vil 

ligge mellem 10.000-11.000 timer. Figur 2. viser det gennemsnitlige ugentlige forbrug af tolketimer 

fra 2000-2002. I perioden uge 45, 2000 til uge 39, 2002 er det gennemsnitlige timetal steget fra 121 

til 211 pr. uge. 

Figur 1. Antal gennemførte tolketimer formidlet af CfD og LBH. 

Opdeling pr. uge for 1. - 3. kvartal 2002. 

400 

350 

300 

Antal tolketimer 

250 

200 

150 

LBH 

CfD 

Total 

100 

50 

0 

uge 1 

uge 3 

uge 5 

uge 7 

uge 9 

uge 11 

uge 13 

uge 15 

uge 17 

uge 19 

uge 21 

uge 23 

uge 25 

uge 27 

uge 29 

uge 31 

uge 33 

uge 35 

uge 37 

uge 39 

Uge 



30

Figur 2. Det gennemsnitlige ugentlige antal gennemførte tolketimer 

i udsnit fra 2000 - 2002. 

250 

Ugentligt tolketimeantal (gennemsnit). 

200 

150 

100 

50 

121 

148 

167 

156 

166 

211 

0 

Uge 45 2000 Uge 10 2001 Uge 22 2001 Uge 33 2001 Uge 43 2001 Uge 1 - 15 2002 

Tid 

Geografisk koncentration af tolkebrugere og tolkninger 

Da tolkebrugernes oplysninger også omfatter bopælsamt, er det muligt at vise f.eks. fordelingen af 

tolketimer på amtsniveau. I figur 3 er det tydeligt, at nogle amter har langt flere tolkninger opgjort 

på tolketimer, end andre. Der er ud over hovedstadsområdet, dvs. Frederiksberg Kommune, 

Københavns Kommune og Københavns Amt, tale om Århus Amt, Vejle Amt, Fyns Amt, 

Ringkøbing Amt og Nordjyllands Amt. 

Figur 3. Antal tolketimer fordelt efter bopælsamt for tolkebrugere. Opdeling for 1. - 3. 

kvartal 2002. Baseret på gennemførte tolketimer. 

1600 

1400 

1396 

Antal tolketimer 

1200 

1015 

1000 

800 

741 

600 

470 

513,5 

402,5 422 

400 

276,5 

212,5 

139 153 

200 

53,5 

88 

30 

19 

0 

Frederiksberg Kommune 

Frederiksborg Amt 

Fyns Amt 

Københavns Amt 

Københavns Kommune 

Nordjyllands Amt 

Ribe Amt 

Ringkøbing Amt 

Roskilde Amt 

Amt 

Storstrøms Amt 

Sønderjyllands Amt 

Vejle Amt 

Vestsjællands Amt 

Viborg Amt 

Århus Amt 



31

Årsagen, til at de sociale tolkninger er placeret i netop disse amter, handler primært om, at det er her 

tolkebrugerne har deres bopæl. Spørgsmålet er dernæst, om koncentrationen af tolkebrugere hænger 

sammen placeringen af servicetilbud, skoler osv. målrettet hørehandicappede, eller om andre 

faktorer spiller ind, som f.eks. en særlig informations- og vejledningsindsats i bestemte geografiske 

områder? I den afsluttende evalueringsrapport om Det Sociale Tolkeprojekt vil disse spørgsmål 

blandt andet blive undersøgt nærmere. I den forbindelse vil der blive set på den geografiske 

fordeling af døve, hørehæmmede, døvblevne og døvblinde. 

Figur 4. Samlede antal tolkninger 1. - 3. kvartal 2002 fordelt på hovedområder. 

Opdeling på gennemførte og ikke-gennemførte tolkninger. 

1800 

1600 

1400 

390 

Antal tolkninger 

1200 

1000 

800 

600 

400 

200 

0 

166 

727 

1221 

68 

254 

129 

359 

43 

146 

52 7 

44 

52 

235 182 

10 4 

Ikke-gennemførte tolkninger 

Gennemførte tolkningen 

Sundhed 

Sociale Aktiviteter 

Arbejdsmarked 

Uddannelse 

Kirke 

Ret 

Kultur 

Andre 

Udland 

Hovedområder 

Gennemførte og ikke-gennemførte tolkninger 

Fordelingen af gennemførte og ikke-gennemførte tolketimer på dækningsområderne i 2002 fremgår 

af figur 4. Størstedelen af tolketimerne er som i 2001 afviklet under de sociale aktiviteter, med i alt 

ca. 38 %. Dernæst følger sundhedsområdet med ca. 23 %, uddannelse med ca. 11 %, 

arbejdsmarkedsområdet med 7,9 % og kultur med 7,3 %. De ikke-gennemførte timer udgør mellem 

13 % og 40 % af de samlede tolkninger på hvert dækningsområde. Eksempelvis er der 35 % på 

uddannelsesområdet, 31 % i forbindelse med sociale aktiviteter og 22 % på sundhedsområdet. De 

40 % er forekommet i forbindelse med udenlandstolkninger, hvor 4 ud af 10 ikke er gennemført. 

Det gennemsnitlige tal for ikke-gennemførte sociale tolkninger på grund af tolkemangel er steget 

fra 10 % i 2001 til 13 % i 2002. 

Tolkebrugerne 

De små brugergrupper, dvs. børn, unge og ældre er undersøgt nærmere, da mange af de 

interviewede tolkebrugere i disse grupper oplever, at der er et stigende antal ikke-dækkede 

ansøgninger om social tolk. Tallene har vist, at der for ældre tolkebrugere er en stigning i ikkedækkede 

tolkninger fra 10 til 16 i de to år 2001-2002. Det samme gør sig gældende for børn og ung, 

hvor der har været en stigning fra 27 til 46 i de to år. Samtidig er der et fald i antallet af 

gennemførte individuelle tolkninger fra 2001 til 2002 på 22 % for børn og unge (fra 215 til 168) og 

ca. 33 % for ældre (fra 283 til 188). Omfanget af ikke-dækkede tolkninger kan hænge sammen med, 

at de tolkeopgaver, som de to grupper oftest søger tolkning inden for, er sociale aktiviteter, kultur, 



32

fritid o.l. Det er tolkeområder, der ofte ikke dækkes, når der er tolkemangel. Der kan ligeledes være 

sammenhæng mellem antallet af ikke-gennemførte tolkninger og nedgangen af de individuelle 

tolkninger. Det peger udsagn fra de gennemførte interview på. Der kan også være tale om, at en del 

af de individuelle tolkninger har flyttet sig over under gruppetolkningerne, hvorved der opstår et 

skjult antal børn, unge og ældre, der benytter projektet, selv om de ikke direkte fremgår af 

databasen. 

Figur 5 viser tolkebrugernes alder og hørehandicap opdelt på antal gennemførte tolkninger, mens 

Figur 6 viser den procentvise fordeling på alder. 

Figur 5. Aldersfordeling opdelt efter hørehandicap. 

Opdeling efter antal gennemførte tolkninger 1. - 3. kvartal 2002. 

900 

800 

700 

70 

7 

27 

Antal tolkninger 

600 

500 

400 

300 

3 

22 

2 

94 

8 

23 

3 

147 

539 

40 

12 

31 

122 

Ukendt hørehandicap 

Andet 

Døvblind 

Hørehæmmet/døvbleven 

Døv 

200 

100 

0 

368 

306 

251 

51 

2 

27 

57 

5 

27 

66 

63 

17 

40 

0 -10 år 11 - 17 år 18 - 25 år 26 - 35 år 36 - 50 år 51 - 65 år 66 - 75 år 76 - + år 

Alder 

Figur 6. Tolkebrugere fordelt på alder i 2002. Opdelt på % 

76 - + år 

3% 

66 - 75 år 

5% 

0 -10 år 

1% 

11 - 17 år 

4% 

18 - 25 år 

12% 

51 - 65 år 

21% 

26 - 35 år 

21% 

0 -10 år 

11 - 17 år 

18 - 25 år 

26 - 35 år 

36 - 50 år 

51 - 65 år 

66 - 75 år 

76 - + år 

36 - 50 år 

33% 



33

Billedet af tolkeforbruget fordelt på aldersgrupper er stort set det samme i 2002 som i 2001. Den 

aldersgruppe, der bruger social tolkning hyppigst, er tolkebrugere i aldersintervallet 36-50 år. 

Samlet set, er det overvejende tolkebrugere i den erhvervsdygtige alder 26-65 år, der bruger de 

tolkninger projektet tilbyder. Børn og unge i alderen 0-17 år, og ældre i alderen 65 - + år udgør kun 

henholdsvis ca. 5 % og ca. 8 % af det samlede antal tolkebrugere. På samme måde udgør døve også 

i 2002 den største gruppe af tolkebrugere i alle aldersgrupper, på nær i intervallet 66-75 år, hvor 

gruppen af døvblevne og hørehæmmede er næsten lige så stor. Det samlede antal tolkebrugere 

udgjorde i uge 43, 2001 i alt 798 personer, mod 1780 personer i uge 1-39, 2002. Disse fordeler sig 

på følgende grupper: 

Tolkebrugergrupper 2001 2002 

Døve 470 796 

Døvblevne/ hørehæmmede 63 188 

Døvblinde 20 25 

Gruppetolkninger 165 392 

Ukendt hørehandicap 80 366 

Andet 0 13 

Figur 7 viser den procentvise fordeling af grupperne. Selv om døve stadig er den største gruppe 

brugere af social tolkning, er der dog sket en væsentlig fald, hvis man sammenligner 2001 med 

2002. I 2001 udgjorde døve 58 % af alle tolkebrugere, mens andelen er 44 % i 2002. 

Gruppetolkninger udgør stort set den samme procentdel på 22 %, mens ukendt hørehandicap er 

steget fra 10 til 21 %. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at alle tolkebrugerne ikke 

registreres ved gruppetolkninger. Der kan også være tale om, at data på nye tolkebrugere endnu 

ikke er indtastet, eller at enkelte tolkebrugere ikke ønsker at oplyse alle personlige data. Andelen af 

døvblinde er faldet fra 3 % til 1 %, mens andelen af døvblevne og hørehæmmede er steget fra 8 % 

til 11 %. 

Figur 7. Brugere af Det Sociale Tolkeprojekt opdelt efter hørehandicap. 

Opdeling i % for perioden 2000 - 2002 (uge 39). 

Ukendt hørehandicap 

21% 

Andet 

1% 

Døv 

44% 

Gruppe 

22% 

Døvblind 

1% 

Døvbleven/høre-hæmmet 

11% 



34

Blandt tolkebrugerne er kvinderne stadig den største gruppe. Figur 8 viser, at kvinder i 2002 udgør 

39 % og mænd 30 %. Der er dog foregået en væsentlig udjævning mellem andelen af mænd og 

kvinder på mellem 9-10 % fra 2001, hvor andelen af kvinder var 49 % og andelen af mænd 30 %. 

Ændringen i fordelingen kan hænge sammen med, at andelen af ’uoplyste’ og ’gruppe’ er steget fra 

21 % i 2001 til 32 % i 2002. 

Figur 8. Fordeling på køn i uge 1-39 2002, 

Opdelt i % 

Uoplyst/ 

gruppe 

32% 

kvinder 

39% 

mænd 

29% 

Sager hos bevillingskonsulenterne 

Det Sociale Tolkeprojekt har haft mange sager igennem projektets nu tre ansatte 

bevillingskonsulenter. I 2001 var der i alt 400 sager, mens der pr 31. oktober 2002 var 310 sager. I 

projektet forventes, at antallet af sager vil overstige 400 sager i 2002. I figur 9 ses, hvordan sagerne 

fordeler sig procentvis på sektorer/ dækningsområder i projektet. 

Figur 9. Sager hos bevillingskonsulenter fordelt på hovedområder. 

Opgørelse for 2002 pr. 31/10 02 . Opdeling i %. 

Andre 

21% 

Undervisning 

17% 

Ret 

6% 

Arbejdsmarked 

8% 

Sundhed 

23% 

Kultur 

12% 

Skoler/institutioner 

13% 



35

Antallet af sager på undervisningsområdet er faldet fra 22 % i 2001 til 17 % pr. 30. oktober 2002. 

Faldet afspejler primært, at social tolkning ikke længere anvendes til Åbent Hus arrangementer, 

informationsmøder og RUS kurser ved de videregående uddannelser, fordi mange tolkebrugere 

forsøger at finde andre løsninger omkring tolke, f.eks. ved at få en kommunal revalideringsordning, 

der indeholder tolk ved RUS kurser. Skolernes og daginstitutionernes andel af sagerne er ligeledes 

faldet fra 26 % i 2001 til 13 % i 2002. Dette fald hænger bl.a. sammen med, at projektet har arbejdet 

på, at få skoler og daginstitutioner til at betale for tolkningen. Der er ofte tale om længerevarende 

forløb, når børnene går i skole eller institution. Derfor har projektet kontaktet skolen eller 

daginstitutionen for at etablere en ordning, hvor de fremover betaler for tolkning til egne 

arrangementer. På denne måde er der en del af sagerne, som efterhånden er kommet til at køre uden 

om Det Sociale Tolkeprojekt. Kulturområdet er til gengæld steget fra 8 % til 12 %. De fleste af 

disse tolkninger er formidlet af LBH til døvblevne og hørehæmmede, der deltager i foredrag. Et 

andet område i stigning er biograftolkninger, der er steget med 147 % fra 19 tolkninger i 2001 til 47 

i uge 1-39, 2002. Kategorien ’andre’ er også steget fra 13 % til 21 %. Mange af disse tolkninger 

foregår under kontakt og møder med offentlige myndigheder. Nogle af disse sager er punktvis: 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Møde med skattekontor 

Møde med Udlændingestyrelsen 

Møde med boligsikringskontoret 

Møde om plejebolig 

Hjemmebesøg fra sygeplejerske 

Møder vedr. adoptionssag 

Vielse på Rådhus 

Deltagelse på ældrecenter 

Deltagelse ved eget barns fødsel 

Behandling ved skoletandlæge 

I den afsluttende evalueringsrapport for projektet vil der blive foretaget en dybere undersøgelse og 

beskrivelse af bevillingssagerne, med henblik på at vurdere om der er fælles karakteristika for 

grupper eller typer af sager, og hvilke problemstillinger omkring sektoransvaret, der gør sig særligt 

gældende i forhold til de enkelte grupper. 



36

7. Tolkebrugernes erfaringer med social tolk 

Livskvalitet – et helt menneske 

De interviewede tolkebrugere er meget glade for Det Sociale Tolkeprojekt. Muligheden for at 

bestille gratis social tolk har haft en betydning for alle. Mange af interviewpersonerne påpeger 

nogle uhensigtsmæssigheder i forbindelsen med administration og formidling af social tolk, hvoraf 

en del er afledt af en generel tolkemangel. Det gennemgående billede er alligevel, at tolkebrugerne 

uanset hørehandicap, alder og individuelle behov oplever, at adgangen til social tolk og fritagelsen 

fra det økonomiske ansvar har givet dem en bedre og anden livskvalitet. Af samme grund er mange 

også bekymrede for, om muligheden for social tolk bliver permanent eller ophører med projektets 

afslutning. Tolkebrugerne fortæller om nogle afledte og gennemgående effekter af social tolkning 

på den enkelte tolkebrugers liv: 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oplevelsen af at kunne ’være med’ og deltage ’på lige fod’ med alle andre i samfundet 

Oplevelsen af ligeværd og ligestilling 

Oplevelsen af at kunne yde og være til nytte for andre 

Følelsen af at være et helt menneske 

Muligheden for at have kontakt med andre, og for nogle at komme ud af isolationen 

Muligheden for at etablere netværk igennem kontakt til andre og deltagelse på lige fod 

Tilgængelighed igennem muligheden for at kommunikere frit med omgivelserne 

Ubegrænset adgang til social tolk (brugeren definerer behovet) 

En fleksibel ordning, der kan tilpasses individuelle behov 

Oplevelsen af en øget livskvalitet fremgår af nedenstående udsagn fra tolkebrugerne: 

”Selvfølgelig skal Det Sociale Tolkeprojekt være permanent, for jeg føler mig 

som et helt menneske, og hvis Det Sociale Tolkeprojekt ikke er der, så bliver 

jeg halveret.” Døvblind 

”Så følte jeg, at jeg var med i familiens samvær og kunne følge med. Det var 

den bedste oplevelse jeg har haft i mange år. (…) Det er rigtigt godt med en 

social tolk, der kan sidde og høre hvad der bliver snakket om rundt omkring, 

og så kan jeg selv få lov til at blande mig i samtalen og fortælle. Det har 

været rigtig godt. Jeg føler mig meget tilfreds.” Døvblind 

”Jeg føler, at jeg er mere ligeværdig på mange områder. Før Det Sociale 

Tolkeprojekt, der skulle jeg spare for at få råd til en tolk på de sociale 

opgaver. Så det var begrænset, hvad jeg kunne tillade mig at gøre. Og døve 

har en meget rig kultur, men det er en meget isoleret og lukket verden. Det er 

blevet en lidt mere åben verden. Man føler sig lidt mindre isoleret med en 

tolk, og man kan få nogle nye kulturoplevelser og få nogle kulturelle 

oplevelser ind i hverdagen.” Døvbleven 

”Der er utroligt mange politikere, der ikke ved, hvad det betyder at skulle 

bruge en tolk. Det er meget vigtigt at formidle, at hvis døve børn har en tolk, 

så kan de bedre kommer på lige fod med andre normalt hørende mennesker.” 

Hørende forældre 

”Jeg vil understrege, at det har givet mig en meget bedre livskvalitet. F.eks. i 

forbindelse med at jeg havde tolk med til grundejerforeningens 



37

generalforsamling. Der kom jeg i kontakt med nogle mennesker, der bor i 

området, som jeg ellers ikke ville have snakket med. Og jeg får en masse 

viden, som jeg ellers ikke havde fået. F.eks. fortid, nutid og fremtid i forhold 

til lokalområdet som ikke står på papir, men som man hører gennem andre, 

som har boet der i mange år.” Hørehæmmet 

”Det er helt klart en anden livskvalitet, fordi nu kan man være med både i 

familien og lokalsamfundet, men også har mulighed for at have et socialt liv 

sammen med sine kollegaer. Der er en hel verden til forskel. (…) Vi skal 

stadigvæk have de timer, som vi har behov for hver især.” Døvbleven 

”Jeg kan bruge tolk, når vi har møder (…) der er jeg stadigvæk med på lige 

fod med alle de andre. Vi vækker opsigt. Jamen, gu’ vækker vi da opsigt. Jeg 

stod med to skrivetolke, og sagde: ’Vi bliver altså nødt til at rykke det her 

bord, for her skal jeg være med mine to tolke’. Så sad jeg der med to tolke og 

en skærm foran, og det gik vældig godt. Jeg har endnu ikke brugt tolk privat. 

Jeg fortrød det godt nok til en konfirmation. Til den næste vil jeg have en tolk 

med. Det der betyder kolossalt meget for mig er, at jeg fortsat kan levere et 

arbejde i noget der gennem så mange år har taget 90 % af min fritid.” Ældre 

døvbleven 

”Der er så mange muligheder, at jeg slet ikke har nået at få brugt dem 

endnu, men det vil jeg gøre i fremtiden til kultur, foredrag og lignende. Men 

jeg er også under uddannelse, så jeg har ikke så meget tid nu.” Døv 

”Det sætter en på lige fod med alle andre.” Døv 

Brug og behov for social tolk 

De deltagende brugerorganisationer mener, at opstarten på Det Sociale Tolkeprojekt var lidt ’træg’. 

Dette hang sammen med manglende kendskab til og muligheder i projektet, samt at nogle 

potentielle tolkebrugere endnu ikke var og er vant til at bruge tolk i større omfang. Mange af 

problemerne i projektet er løst undervejs og efterspørgslen efter social tolkning er stigende over de 

2½ år projektet har eksisteret, men der er fortsat en lavere frekvens af tolkebrugere blandt børn og 

unge, døvblinde og ældre døvblevne og hørehæmmede. I forhold til at få et billede af det samlede 

behov for social tolkning, er der således stadig et ’mørketal’, der dækker over et (måske) større 

antal latente tolkebrugere. 

De interviewede tolkebrugere anvender social tolk til nogenlunde de samme formål, dvs. private 

begivenheder, kulturelle aktiviteter, fritidsaktiviteter, konferencer og kurser, møder i foreninger, 

skoler og kommunale forvaltninger mv. Der er en tendens til, at den enkelte tolkebrugers ansøgning 

om social tolkning udvider sig til flere tolkeområder over tid. Kort sagt får tolkebrugeren mod på at 

prøve tolk i andre og endnu uprøvede situationer, hvor en tolk kan begrænse 

kommunikationshandicappet og isolationen. 

Tolkebrugerne fortæller også om hvilke behov for social tolk de har: 

”Nu har jeg hele mit liv sloges med stærk nedsat hørelsen, og nu vil jeg altså 

ikke have dårlig samvittighed over at bruge det her projekt. Det må godt 

være lidt mere smidigt. F.eks. kan en bekendt komme to dage før og sige: ’Vil 

du med til foredrag?’ Men jeg ved ikke, om jeg kan få en tolk. Da jeg var 



38

ung, gik jeg med uden at forstå det. Jeg går ikke med i dag.” Ældre 

hørehæmmet 

”For min søns vedkommende, der tror jeg, at han får et stort udbytte af 

at have en tolk. Hvad nu når han skal ud af Nyborgskolen, hvad så? Det 

er vigtigt at tænke på det. Hvis folk sidder og taler hen over hovedet på 

ham, så er det vigtigt at få en tolk. Det skal der simpelthen med. Jeg 

kender nogen der er utroligt glade for Det Sociale Tolkeprojekt. Før 

havde de ikke råd til at betale for tolken, for det koster over 500 kr. for 

en time. Det kan man jo ikke klare på en almindelig løn.” Døv 

Nogle tolkebrugere har et behov, men de ansøger og anvender alligevel ikke 

social tolk. Enkelte magter ikke den offentlige synliggørelse, når man har en tolk 

med. Nogle er tilbageholdende med at bruge tolkning generelt, fordi de ikke vil 

ligge samfundet til last. Nogle mener at kommunikationen kan blive hæmmet af 

en tolk, mens andre mister modet til at søge om tolk, når de har modtaget besked 

om, at den bevilgede tolkning ikke kan dækkes på grund af mangel på tolke: 

”Det ligesom en trekantskommunikation at bruge en tolk. Hvis det bare er 

tovejskommunikation, så er mund og øjne nok. Ligesom fire øjne der kigger 

på hinanden. Der er den trekant, som jeg ligesom føler, jeg skal igennem. Jeg 

føler at den bedste måde at kommunikere er tovejskommunikation.” Døv 

”Faktisk klarer jeg mig udmærket med at snakke med hørende uden tolk. 

Hvis de bare snakker tydeligt, så har jeg nemt ved at mundaflæse dem, men 

det er selvfølgelig ikke altid, at det kan lade sig gøre. Så nogen gange skriver 

vi også frem og tilbage og kommunikerer på den måde. På arbejdet er det 

meget med at mundaflæse og mange kender min stemme også, så derfor kan 

vi forstå hinanden. Men jeg er meget selvstændig” Døv 

Ikke-dækkede sociale tolkninger 

Blandt interviewpersonerne er der generelt en oplevelse af, at der er flere sociale 

tolkninger, der ikke bliver dækket, i 2002 end i 2000-2001. På trods af at alle er 

glade for ordningen, opstår der utilfredshed, når antallet af ikke-dækkede sociale 

tolkninger stiger, fordi efterspørgslen er større end udbuddet af tolke. Der er som 

sagt tidligere et kapacitetsproblem på tolkeområdet, og derfor sker der en 

prioritering mellem de forskellige tolkeordninger, men også mellem de sociale 

tolkninger. Primært de interviewede ældre tolkebrugere, døvblinde og forældre til 

døve børn oplever at antallet af ikke-dækkede tolkninger er stigende. En forælder 

fortæller: 

”Det er temmelig frustrerende, at man ikke kan få besked før ugen inden 

tolkningen. Når jeg har fået programmet, så har jeg bestilt tolk i god tid, men 

har ikke kunne få et svar før en uge før.(…) Han (døv søn) blive glad, når der 

kommer en tolk, og tilsvarende ked af det, når der ikke kommer nogen. Og så 

gider han ikke tage af sted. Så kan jeg tage med, men jeg kan godt mærke på 

ham, at efter at han har prøvet at bruge rigtig tolk, så er det ikke et hit at 

bruge mig mere.” Hørende forældre 



39

En anden hørende forældre fortæller, at hendes døve datter har brugt social tolk til gymnastik i 3 år. 

I efteråret 2002 har datteren været til gymnastik 4 gange. De 3 af gangene har hun ikke fået tolk, 

dvs. at tolkebehovet ikke blev dækket for 75 % af tiden. 

”Det første år, der gik det fint, fordi der kunne de sætte en tolkestuderende 

ind, som jo ikke havde så meget andet at lave. Hun kom troligt hver gang. De 

sidste 2 år der har det været sjældent, at vi har fået en tolk. Jeg kan mærke i 

år, at der er min datter meget ked af det, når hun ikke kommer af sted. Jeg 

har så prøvet at forklare hende det. Det er svært for hende at forstå, for hun 

synes det er vigtigt med gymnastik. Jeg har prøvet at ringe derop og sige til 

dem, at vi er i live, for nu har vi oplevet 3 eller 4 gange i træk, hvor vi ikke 

har fået en tolk, hvor det så er mig der går ind.” Hørende forældre 

Flere forældre er enige om, at det forhold at man kan søge social tolk og få bevilling eller afslag ved 

henvendelsen, og at man gør det i god tid, giver en falsk tryghed, fordi der samtidig gives besked 

om tolkningen kan dækkes eller ej, kort tid før tolkningen skal finde sted. Hvis tolkningen ikke kan 

dækkes er konsekvensen, at forældrene selv må træde ind som tolk, eller at deltagelse i den 

pågældende aktivitet må aflyses. Det betyder på længere sigt, at forældrene enten holder op med at 

bestille tolk, eller begynder at dobbeltplanlægge, så aktiviteten under alle omstændigheder kan 

gennemføres. 

”Man tænker at nu sender man sit barn til gymnastik og så kan man gå hjem 

og slappe af, og så kan man glæde sig til engang at se opvisning lige som 

alle de andre forældre.” Hørende forældre 

”Man kan godt frygte, at der er nogen der lader være med at bestille tolk, 

fordi det ikke kan betale sig. De tænker: ’For vi får det jo alligevel ikke’. 

Man kan godt forestille sig, at det er derfor at der ikke er så mange børn 

eller forældre, der bestiller tolk.” Hørende forældre 

”Jeg synes, at det ville være dejligt, at når Jesper spørger om der kan komme 

en tolk, at jeg så uden at behøve at tænke over noget kan sige: Ja, hvis du 

gerne vil have en tolk, så bestiller jeg.” Hørende forældre 

En døvbleven tolkebruger fortæller om en tilsvarende situation med dobbeltplanlægning på grund af 

den sene tilbagemelding om tolkningen kan dækkes eller ej. Hun havde bestilt en TSK tolk ved CfD 

og kom på venteliste. Derfor regnede hun ikke med, at hun fik en tolk, og bestilte en anden tolk ved 

LBH. 

”Og så kom jeg lige pludselig i den pinlige situation at stå med to tolke. Det 

har jeg kun prøvet én gang. Hvis det er sådan, at jeg kommer på venteliste, 

så vil jeg have svar ugen før arrangementet. Hvis der nu ikke kommer en tolk 

alligevel, så er der ikke grund til at møde op til det foredrag, som jeg har 

bestilt tolk til.” Døvbleven 

Generelt er der blandt tolkebrugerne alligevel forståelse for, at tolkeadministrationerne er nødt til at 

prioritere tolkningerne på grund af tolkemangel. Der lægges også vægt på, at nogle tolkninger mere 

’nødvendige’ end andre, og derfor prioriteres højere, f.eks. møder med offentlige myndigheder, 

samt akut tolk på hospitaler og hos politi. Der er imidlertid en tendens til at prioritering mellem 

sociale tolkninger foretaget på baggrund af en form for ’nødvendighedskriterium’ rammer nogle 



40

tolkebrugere mere end andre. Tolkninger til ældre tolkebrugere, tolkebrugere, der ikke er i arbejde 

eller uddannelse, samt børn og unge vil oftere blive prioriteret lavere, fordi tolkningerne tit hører 

ind under de mere bløde tolkeområder som private begivenheder, foredrag, kultur, fritidsaktiviteter 

mm. Dette kan have betydning for, hvor meget hørehandicappede ansøger om social tolk. Flere 

interviewpersoner fortæller om frustrationer omkring bestillings- og oplysningsfrister, samt 

aflysninger af social tolk. 

”Når tolken ikke kommer, så bliver jeg rigtig vred. Hvis tolken er syg eller 

der er et eller andet problem, så vil det være rart, hvis der kom en vikar, men 

det er selvfølgelig ikke så let.” Døvblind 

”Det er næsten sådan, at selvfølgelig vil vi tage derud (på hospitalet), men 

opgaven med at tolke er så stor for os forældre, så det er lige før, at hvis vi 

ikke får tolk, så vil jeg næsten hellere aflyse, for det er så vigtigt, at hun (døv 

datter) får alle detaljer med.” Hørende forældre 

”Vi vil gerne gøre opmærksom på de problemer der er, hvis man bestiller en 

tolk og sidste frist er om onsdagen kl. 12. Hvis jeg får at vide, at der er en 

aktivitet om søndagen, så har jeg et problem, fordi jeg ikke kan få bestilt så 

kort tid forinden (…) Det er en stor forhindring, og det er et ønske at få gjort 

opmærksom på det.” Døvblind 

Stort ser alle de interviewede tolkebrugere ønsker oplysninger om den sociale tolkning kan dækkes 

eller ej længere tid før tolkningen skal finde sted. Flere nævner tillige et behov for større 

fleksibilitet omkring mere presserende behov for social tolk. Der er fortalt flere lidt absurde 

historier om manglende dækning af tolk til begravelser, fordi dødsfaldet er sket efter tidsfristen 

(onsdage) for tolkebestilling er udløbet, og begravelsen finder sted den efterfølgende uge. Der 

fortælles også om manglende dækning af social tolk i tilfælde, hvor tolkebrugeren har ventet op til 

et ½ år på at komme til behandling på hospitalet, eller til speciallæge. Tolkebrugerne ønsker også 

at få besked, når tolkningen aflyses på grund af tolkens sygdom, eller hvis der opstået et akut 

behov for tolkning et andet sted. Ud fra tolkebrugernes oplysninger er der forskel på om 

tolkebrugeren får besked om aflysningen. Nogle fortæller, at de får SMS besked over deres mobil. 

Andre hører aldrig noget. En hørehæmmet fortæller, at han har stået ved en teaterforestilling med 

billetter til sig selv og tolken, hvor tolken ikke dukkede op, og uden at han fik besked om det. 

Information 

Størstedelen af de interviewede tolkebrugere er enige om, at der endnu er en udbredt uvidenhed om 

tolkningens betydning på alle niveauer i den hørende omverden. Denne uvidenhed kan have 

betydning for manglende eller uhensigtsmæssige løsninger på kommunikationsbehovet. I projektet 

er det tolkebrugeren, der definerer behovet for tolkning. Flere fortællinger fra interviewene peger 

på, at der ikke altid skabes en ligeværdig dialog eller tages hensyn til uvildighed, hvor 

magtbalancen i en sag, et møde eller andet ikke er lige: 

”Før i tiden har jeg fået godkendt AF tolkninger. Min nuværende leder ville 

ikke bestille en tolk til mig. Og jeg kunne ikke forstå det, for det var jo vigtigt 

at jeg kunne kommunikere med de forskellige mennesker, der var på 

arbejdspladsen. Jeg ville jo gerne vide, hvad der skete. Også hvis der er 

nogle problemer. Min leder kunne godt tegnsprog, men det var jo ikke 

perfekt tegnsprog, så derfor var der meget, som jeg ikke fik fat i. Det var som 

om jeg ikke måtte vide, hvad der skete rundt omkring. Det følte jeg var en 



41

smadder ubehagelig situation. Det var jeg ikke glad for, men man blev bare 

nødt til at acceptere, at sådan var det.” Døv 

”To uger i forvejen havde jeg bestilt en tolk og fik tolk bevilget. Men lederen 

ville simpelthen ikke have, at der kom en tolk, så lederen ringede selv og 

afbestilte tolken. Jeg spurgte hvorfor, og så blev jeg simpelthen skældt ud.” 

Døv 

”I retssalen, der tabte jeg en sag, jeg havde anlagt. Hvis jeg havde vidst, at man 

kunne få en skrivetolk, så havde jeg vundet. Jeg anede ikke, hvad der foregik!” 

Døvbleven 

”Hvorfor bruger Ældresagen ikke social tolk. Der er masser af mennesker, 

der kan bruge det til deres møder. Hjemme i min kommune er der mange 

medlemmer af Ældresagen, og der er mange der har brug for tolkning. Men 

Ældresagen kender det ikke, og de ved ikke hvad de skal gøre.” Ældre 

døvbleven 

Flere tolkebrugere mener, at der mange fagpersoner, som stadig ikke kender til eller ved nok om 

Det Sociale Tolkeprojekt. Det virker også tilfældigt, hvilke myndigheder og institutioner, der ved 

noget. Projektet er ikke synligt nok, og der er fortsat stort behov for information til offentlige 

myndigheder og institutioner. 

”Hvis jeg tænker på mit eget lokalområde, så synes jeg ikke, at projektet er 

blevet synligt der. Nu ved min kommune, at der findes borgere som mig, hvor 

jeg ligesom har forklaret sagsbehandlerne det, men det er jo ikke alle 

kommuner, der har en døvbleven ansat. (…) Det ville være rart, hvis man 

kunne lukke sin daglige avis op, og at der var noget om social tolkning.” 

Døvbleven 

”Det er ikke alle, der har mulighed for at læse døvebladet. Vi skal ud til en 

større kreds – socialrådgivere og andre indenfor kommunen.” Hørehæmmet 

Men også over for projektets målgrupper er der brug for mere, eller en anden form for information. 

En hørende forældre til et døvt barn mener, at en del forældre ikke kender til Det Sociale 

Tolkeprojekt, eller til betydningen af at bruge en professionel tolk. Derfor mener hun, at projektet 

skulle prøve at få dagsinstitutioner og skoler til at formidle viden til forældre til døve børn og unge. 

Det kunne være et enkelt A-4 ark med information om muligheder, hvor man henvender sig for at få 

vejledning osv. 

”Det har også noget at gøre med, om forældrene har overskud til at søge tolk. 

Det er synd for de børn, at det er lidt afhængigt af forældrenes overskud, om de 

får tolk eller ej. (…) Hvis det blev sådan lidt mere almindeligt kendt, ville det 

måske forandre sig.” Hørende forældre 

Andre nævner det forhold, at ikke alle døvblevne og hørehæmmede tolkebrugere er medlem af en 

brugerorganisation, og derfor har behov for enten at få information igennem den amtslige 

høreforsorg, som de har kontakt til, eller igennem dagspressen. 

”Det er meget fint, at der er tænkt på en hjemmeside, men problemet er, at 

folk ikke søger, hvad de ikke ved findes.” Døvbleven 



42

”Hvis der havde været offentliggjort noget om Det Sociale Tolkeprojekt i 

dagspressen, så havde jeg deltaget noget før.” Ældre hørehæmmet 

Særlige forhold vedrørende tolkning til døvblevne og hørehæmmede 

Døvblevne og hørehæmmede kan ofte klare kommunikationen uden tolk på tomandshånd. Det 

betyder, at f.eks. ledere og kollegaer på arbejdspladsen eller sagsbehandlere i kommunen kan have 

svært ved at forstå, at den døvblevne/hørehæmmede har behov for tolk for at kunne følge med i 

dialogen, når der f.eks. er flere deltagere i et møde. 

” Døvblevne har en særlig problemstilling, idet f.eks. sagsbehandlere ikke 

forstår, at de har brug for tolk. Samtidig får de ikke den samme behandling i 

alle kommuner. Der burde være nogle klare kriterier.” Døvbleven 

Nogle døvblevne og hørehæmmede interviewpersoner mener også, at der ikke gives tilstrækkelig 

med rådgivning og vejledning inden for amternes tilbud på høreområdet. Det kan også være svært at 

få bevilget kurser i forskellige tolkeformer. Men også her er der stor forskel på, hvad de forskellige 

amter tilbyder, og dermed også hvilken oplevelse den enkelte døvblevne eller hørehæmmede har. 

Århus Amt fremhæves f.eks. som et amt, hvor der er gode tilbud for døvblevne og hørehæmmede 

og deres pårørende. 

Særlige forhold vedrørende tolkning til døvblinde 

Døvblinde bruger ofte taktiltolk, med mindre de har en resterende syn, der betyder, at de kan bruge 

tegnsprogs- eller skrivetolk. Taktiltolkning indebærer en tolkning med stor fysisk kontakt, da 

aflæsning af tegnsprog ellers er svær. Flere døvblinde tolkebrugere fortæller, at det er vigtigt, at de 

kan tyde tolken for at undgå misforståelser, og at det derfor giver tryghed, hvis det er de samme 

tolke, der tildeles den enkelte tolkebruger. 

”Jeg har opdaget, at hvis jeg ofte bruger en bestemt tolk, så første gang skal 

jeg lige lære tegnsproget at kende og aflæse det. Jeg skal koncentrere mig 

meget. Anden gang den samme tolk kommer, da er det bedre, og når jeg så 

har brugt den samme tolk i måske en måned, så er jeg vant til den tolks 

tegnsprog. Hvis man er gammel og hørehæmmet, så kan det være lidt det 

samme, som at der er forskel på folks stemmer. Det er det samme for mig på 

tegnsprog, om folk har hårde eller bløde stemmer. (…) Det er bedst, hvis der 

er 3 tolke, man kender, som fast skiftes til at tolke for en.” Døvblind 

”Det handler om, at døvblinde ikke bruger ret meget mimik. Som døvblind 

kan man godt glemme mundbevægelser og sin mimik, og derfor er der mange 

tolke, der står af på det, og jeg siger: ’Stakkels tolke.’ Det kunne være 

udmærket, hvis man i fremtiden måske lytter lidt mere til hvad døvblindes 

ønsker var til tolkene, så man undgik at der opstod så mange problemer.” 

Døvblind 

De fleste interviewede døvblinde tolkebrugere foretrækker at bruge en social tolk frem for en 

kontaktperson, fordi den sociale tolk har en mere professionel grænse for intimiteten, end 

kontaktpersonen har. Men mange har behov for at blive ledsaget til tolkestedet, og det må en tolk 

ikke gøre. Derfor skal både kontaktperson og tolk bestilles. En del døvblinde bestiller af samme 

grund kontaktpersonen til at tage med og tolke, særligt hvis vedkommende er hørende, fordi det er 



43

muligt at bestille og få besked en måned før arrangementet, mødet osv. skal finde sted. Bestiller 

man tolk, får man først besked fredagen før arrangementet. 

”Hvis min kone og jeg skal af sted til skolen til forældremøde, så kommer der 

en social tolk, som venter på os og følges med os på skolen. Hvis min kone er 

syg, så er jeg alene, og så har jeg faktisk et problem med ledsagelse. Så ville 

jeg egentligt gerne have tolken til at komme hjem til mig og hente mig og 

følge mig til skolen (…) Det er mit ønske, at en social tolk også kunne hente 

en døvblind hjemme og følge til tolkestedet og tilbage igen.” Døvblind 

”Hvis det drejer sig om døvblinde, så bruger de ind imellem de hørende 

kontaktpersoner til at tolke, fordi de kan bestilles i god tid, f.eks. en måned 

før. Tolkebrugeren har hensyn til økonomi at tage, og skal der købes billetter 

til et eller andet arrangement, så skal det gøres i god tid i forvejen. (…) Det 

er svært med Det Sociale Tolkeprojekt. For eksempel hvis der er boksning en 

lørdag eftermiddag, og jeg så får besked fredag aften om der kommer en tolk 

eller ej, det duer ikke (…) Når man bestiller en måned i forvejen, så kan de 

ikke svare med det samme (…) Derfor bruger man indimellem hørende 

kontaktpersoner, fordi man ved at de kan, og at de er parat. Jeg ved godt, at 

man ikke må bruge dem, men skal bruge Det Sociale Tolkeprojekt, men 

hvordan skal man løse det problem med den der tidshorisont?” Døvblind 

Særlige forhold vedrørende tolkning til børn og unge 

Brugen af social tolk for børn og unge kan aflaste forholdet mellem forældre og børn. Forældrene 

får på den ene side mulighed for at være almindelige forældre, uden at skulle optræde som tolk og 

formidler mellem barnet og omverdenen. 

”Det er en god oplevelse, at der bliver tolket professionelt, og at det ikke 

altid er os der er på … det kan vi godt være, men med tolk kan vi træde lidt 

tilbage og nyde oplevelsen. Hvis jeg tolker, så oplever jeg ikke de ting, der 

sker. Så må jeg koncentrere mig så meget om at få tolket, for at det bliver så 

godt som muligt. Og det kan være meget anstrengende. Hvis der er flere, der 

er til stede, der ikke kan tegnsprog, så skal man tolke for sit barn, og 

samtidig er der andre der bryder ind og lige skal snakke. Med tolk kan man 

være mor eller far for sit barn.” Hørende forældre 

På den anden side giver det børnene mulighed for at blive mere uafhængige af forældrene, og 

dermed mulighed for at blive mere selvstændige. 

”Det er heller aldrig sjovt som barn at skulle have ens mor med, når de 

andre ikke har det. Børnene vil gerne komme hjem og fortælle om hvad de 

har oplevet, uden at jeg nødvendigvis har set det eller kommenteret det 

undervejs.” Hørende forældre 

”En af de problematikker der er generelt er i forhold til døve børn, det er at 

der altid er en sikkerhedsbuffer i form af enten en forælder eller en pædagog 

eller en anden voksen. (…) Det mener jeg på sigt fratager børnene ansvaret 

for sig selv, og evnen til selv at kunne forvalte og styre de situationer.” 




44

Samtidig udvikler børnene også et rigere sprog ved at bruge tolk, og de får træning som kommende 

tolkebrugere, f.eks. i forbindelse med uddannelse, arbejde og under etablering af sociale netværk. 

”Jeg går ind og giver en samlet helhed, for jeg kan ikke simultantolkning 

godt nok til, at jeg kan gøre det rigtigt. Og så står min søn og ser lidt på mig: 

’Nåh, var det så den udgave, som jeg kunne få.’(…) Hans sprog bliver da 

helt anderledes rigt ved at få en tolk. (…) Børnene får et meget større 

kendskab til sproget.” Hørende forældre 

”Hvis jeg er sammen med mange hørende, så synes jeg det er bedst med en 

tolk, men hvis jeg er alene og min mor og far er der, så er det ikke 

nødvendigt med tolk.” Døvt barn 

”I det øjeblik der er ubegrænset tolkebrug, kan jeg ikke se, at der er 

noget problem, eller at der er noget handicap. I det øjeblik børnene har 

adgang til ubegrænset tolkebistand, så kan andre bevillinger til 

hjælpemidler og støtteforanstaltninger mere eller mindre skæres bort.” 


Særlige forhold vedrørende tolkning til ældre tolkebrugere 

Det fremgår af interviewene med tolkebrugerne og organisationerne, at der er behov for en tættere 

og mere personlig rådgivning og vejledning fra relevante fagpersoner til ældre døvblevne og 

hørehæmmede tolkebrugere. Det er en meget usynlig gruppe, der ofte ikke vil være til besvær og er 

tilbageholdne, og som ikke har vænnet sig til en identitet som hørehæmmet eller døvbleven. De 

prøver at klare sig på de hørendes præmisser, måske ved hjælp af familie/ægtefælle, og bliver derfor 

ofte isolerede. Man ser dem ofte læse med på skærmen hos en skrivetolk, som en anden tolkebruger 

har bestilt f.eks. til et foredrag eller et møde. Det betyder, at der er nødvendigt at information og 

vejledning om tolkning kommer ud, der hvor de ældre potentielle tolkebrugere har deres daglige 

gang. Når de begynder at bruge tolk, tager det lang tid for dem at vænne sig til det. 

”Første gang jeg skulle have tolk, det var til et møde på skolen. Og jeg var 

bare så nervøs. Det var en MHS tolk og jeg tror, at jeg var gået hjem, hvis 

ikke min mand havde sagt, at nu fortsætter du bare.(…) De første gange er 

man passiv tolkebruger, Man aflæser det der bliver sagt, man siger ikke selv 

noget. Det kommer af, at hvis man bruger TSK eller MHS og aflæser så er 

man i starten usikker på, om man nu også aflæser det hele og det rigtige. 

Nogle gang er det også svært at nå at få et ord indført. For mit eget 

vedkommende tog det et par år at blive aktiv tolkebruger.” Døvbleven 

”Jeg tror, at det er et typisk problem med mange ældre. De har måske brug 

for skrivetolkning, men de vil ikke være til besvær og de vil ikke ligge 

samfundet til last. Det er en holdningsændring der skal til.” Hørehæmmet 

”En aften sagde min kone: ’ Ved du hvad, nu må du til at klare dig selv.’ Det 

tyggede jeg lidt på, og så fik jeg en skrivetelefon. ’Det er jo ikke nok’, sagde 

hun. Så begyndte jeg at gå på mundaflæsningskursus, og det hjalp mig 

kolossalt meget. Jeg kan næsten lige så meget som hørende.” Hørehæmmet 

”Så begyndte jeg som elev – hospitals laborant, og så måtte jeg bruge alle 

mine kræfter på at leve imellem hørende. Så glemte jeg mundhåndsystemet. 



45

Jeg har altid omgået hørende mennesker. Det har haft nogle omkostninger, 

for jeg har brugt alle mine kræfter på det.” Døvbleven 

En fremtidig ordning om social tolk 

Størstedelen af de problemstillinger som tolkebrugerne nævner i forbindelse med social tolkning 

kan henføres til administration og formidling af tolkningen. En anden del af tolkebrugernes 

oplevelser og ønsker vedrører strukturen på tolkeformidlingen, samt etablering af en permanent 

social tolkeordning. Blandt flere af de interviewede tolkebrugere er der et udstrakt ønske om, at 

formidling af tolkning bliver gjort mere enkel. Der nævnes idéer om etablering af ét bestillingssted, 

så tolkebrugeren uanset tolkeområde eller tolkeform, kun skal henvende sig et sted. Der tales også 

om, at tingene kunne forenkles, hvis alle tolkninger hørte under samme ordning, og den enkelte 

tolkebruger fik et antal tolketimer om året til frit forbrug. Dette er der dog delte meninger om. 

Andre er imod begrænsninger i timetallet, og ønsker tildeling af tolke efter individuelle behov, fordi 

behovene er forskellige fra person til person, og kan skifte fra år til år afhængigt af livssituationen. 

”Jeg er sikker på, at selvom man fik frit slag, så ville det ikke blive misbrugt, 

fordi det er i forvejen en større proces. Man skal planægge sin tid langt 

forud, fordi man skal bestille tolk, og så møder man op og skal aflæse en 

tolk. Det er ikke ligefrem en ren ferie.” Døvbleven 

”Det vil virkeligt være dejligt, hvis man kunne have det med fra projektet 

med fremover, hvor det er brugerens egen vurdering, der danner grundlag 

for, at man har et tolkebehov, også i det øjeblik man kommer ind til en 

kommunal sagsbehandler. De (sagsbehandlerne) er altså nødt til at have 

noget sort på hvidt, og den slags kan man ikke skrive sort på hvidt:’ Jeg kan 

høre i det her tilfælde, men jeg kan ikke høre i et andet tilfælde’. Hvordan 

skal vi brugere kunne bevise det. Det kan vi bare ikke.” Hørehæmmet 

Uanset hvilken struktur og organisering en social tolkeordning får, er alle tolkebrugere og 

organisationer enige om, at ordningen skal gøres permanent, fordi behovet og betydningen for den 

enkeltes livskvalitet er så stor. 

”Det er et problem, hvis den sociale tolkning ikke fortsætter fremover. Så 

kommer problemet: Hvor skal den almindelige bruger så henvende sig for at 

få betalt tolk? I dag er det ingen sag. Så betaler tolkeprojektet. Hvis det ikke 

kører videre under en eller anden form, så er vi på den!” Døvbleven 

”Udviklingen viser, at der kommer flere og flere døve og hørehandicappede. 

Social tolkning giver generelt de hørehandicappedes mulighed for at deltage 

i det hørende samfund i meget højere grad. Det er det, de hørehandicappede 

meget gerne vil, fordi der kommer et meget større input, når man deltager 

sammen med hørende. Det siger jeg for at understrege, at Det Sociale 

Tolkeprojekt skal fortsætte.” Hørehæmmet 



46

Bilag 1: Socialtolkning i de nordiske lande 


Dette papir skitserer tolkning i de nordiske lande – specielt med henblik på socialtolkning i de 

nordiske lande – altså de tolkeområder, der i dag høre under Det Sociale Tolkeprojekt i Danmark. 

Fremstillingen er primært baseret på kildemateriale fra korrespondance med døveforeninger og 

tolkecentre, hjemmesider hos døveforeninger og konsulentordninger samt rapporterne ”Om 

Tolkeservice”, nordisk seminar 1999 og ”Stimulera eller finansiera? En granskning av statsbidraget 

till tolktjänst för döva, dövblinda och hörselskadade”, Riksrevisionsverket 2002, Sverige. 

Fremstillingen er derfor ikke fuldstændig, men kan alene fungere som baggrundsinspiration til 

arbejdet med at etablere permanente tolkeordninger i Danmark på socialtolkeområdet. 

Sverige: 

I Sverige opererer man med begrebet hverdagstolkning. Før 1994 omfattede hverdagstolkning: 

 

 

 

 

 

 

Læge 

Kontakt til myndigheder 

Større indkøb 

Information på arbejdspladsen 

Faglige møder 

Kirkelige handlinger som: dåb, vielse, konfirmation og begravelse. 

I 1994 blev der indført en handicapreform med en udvidet hverdagstolkning. Følgende 

tolkeområder blev tilføjet hverdagstolkning: 

 

 

 

 

 

Tolk i dagliglivet (f.eks. private begivenheder, forældremøder, korte kurser, 

hospitalstolkning) 

Arbejdsmarkedstolkning (20 timer om måneden) 

Fritidsaktiviteter 

Foreningsaktiviteter 

Rekreation 

Bortset fra arbejdsmarkedstolkning (20 timer om måneden) er der ikke en begrænsning på 

timeantallet. 

Hørende kan også bevilges tolk. 

Hverdagstolkning omfatter ikke tolk til voksenuddannelse samt private uddannelser. 

Udlandstolkning er afhængig af det enkelte amts skøn/vurdering. 

Ud over den udvidede hverdagstolkning er der offentlig betalt tolk til uddannelse (universitet og 

højskoler får statstilskud). Ingen max. begrænsning i timeantal), retstolkning samt 



47

arbejdsmarkedstolkning. Sidstnævnte er delt i to områder, hvor en del kører under hverdagstolkning 

og en del hører under Arbejdsformidlingen (uklar fordeling). 

Sektoransvar: statslige myndighederne betaler selv for tolk ved møder, henvendelser, konferencer 

m.m.. I andre sammenhænge med sektoransvar hører tolkning under hverdagstolkning. 

Handicapreformen i 1994 pålagde ved lov ( Hälso- och sjukvårdslagen) amterne pligt til at udbyde 

tolkning til hørehandicappede. Samtidig blev den udvidede hverdagstolkning indført med det 

ubegrænsede timeantal. Tolkning skulle finde sted i alle de situationer, hvor tolkebrugeren har brug 

for det. Og det skulle være muligt at få tolk alle dage, også helligdage samt i alle døgnets 24 timer. 

Da der blev lovgivet om flere tolkeområder blev der indført et statstilskud til amterne, der skulle 

dække merudgifterne ved den udvidede hverdagstolkning. 

Dette statstilskud blev fordelt efter amternes indbyggerantal, og det har der siden vist sig nogle 

problemer med, da nogle amter har flere døve indbyggere end gennemsnittet og andre amter har 

store geografiske afstande, som tolkene skal tilbagelægge for at komme hen til tolkestedet. 

Amterne har oprettet og driver tolketjenesterne forskelligt, men oftest er tolketjenesten organiseret i 

habiliterings- og hjælpemiddelsafdelingen. Socialstyrelsen administrerer loven og fordeler 

statstilskuddet til amterne. 

Rigsrevisonen har i 2002 lavet en undersøgelse, der viser, at i nogle amter har en forøgelse af 

statstilskuddet betydet en nedgang i amterne eget bidrag til tolketjenesten. Der er derfor ikke 

kommet så meget ekstra resultat ud af statstilskuddet som det var ønsket. Statstilskuddet i 1994 var 

15. mill. kr. og er siden blevet større til i 1998 at være på 75 mill. kr. De totale omkostninger for 

reformen blev 255 mill. kr. de første 5 år. 

Loven kritiseres for at være uklar m.h.t. hvad statstilskuddet skal anvendes til. 

Alt i alt er der dog siden 1994 med indførslen af den udvidede hverdagstolkning kommet flere 

tolkebrugere (1995: 5.000 tolkebrugere, 2001: 7.500 tolkebrugere) og det samlede antal 

gennemførte tolkninger på årsbasis er steget (1995: 48.648, 2001: 58.301). Men det dækker over 

store variationer indenfor de enkelte amter. Niveauet af ikke- gennemførte tolkninger er nogenlunde 

ens over de sidste 10 år (10 – 13 %). 

Begrænsninger vedrørende hverdagstolkning: 

Amterne bevilger ikke altid tolk til de områder, hvor de ifølge lov er forpligtet til det. 

(omfang ukendt, men det påpeges i rigsrevisionens rapport fra 2002) 

Opereres ikke med gruppe-tolkninger. Èn person fra gruppen må påtage sig at bestille tolk. 

Nogle amter har ikke tilstrækkelige ressourcer til at ansætte tolke nok 

Aften og helligdagstolkning: en del amter har ikke midler til at dække aften- og 

helligdagstolkning. 

Der findes amter, der ikke bevilger tolk til udlandsrejser (under hverdagstolkning) 



48

Norge: 

I Norge opererer man med tolk til dagliglivets gøremål, der omfatter tolk til aktiviteter som 

fritidsaktiviteter, hobby, kurser, private begivenheder, sociale sammenhænge samt områder, hvor 

tolkeudgifterne ikke kan dækkes andre steder fra. 

Fra begyndelsen af 90-erne og frem til 2000 var det muligt at få bevilget tolk til nedenstående 

områder: 

(Det kan også bestilles skrivetolk) 

Folketrygden dekker tolk ved: 

Dagliglivets gjøremål 

For døvblinde 

Dagliglivets gjøremål, for foreldre med barn i skolepliktig alder 

Tolk for å fungere i arbeidslivet 

(Ved redusert arbeidstid reduseres timeantallet tilsvarende.) 

60 timer pr. år 



90 timer pr. kvartal 

(3 måneder: 90 timer) 

Gjennomføre utdanning, opplæring eller arbeidstrening. 

NB! Dette er ikke knyttet til godkjent attføringsopplegg. 

Tolkehjelp kan også gis til utdanning ved skoler som ikke er offentlig 

godkjente. 

Tolk i helsetjenesten 

behandler som får offentlig støtte, lege, fysioterapeut, psykolog, 

tannlege 

Helsestasjon 

godkjent helseinstitusjon 

I den utstrekning det 

er nødvendig 

I den utstrekning det 

er nødvendig 

Familievernkontor 

Kilde: Forskrift til § 10-7 f i Folketrygden 

Offentlige kontorer 

Tolking ved andre offentlige og private 

virksomheter: 

Offentlige kontorer har informasjonsplikt og skal derfor dekke tolk. 

Eksempel: Trygdekontor, sosialkontor, arbeidskontor osv. 

Sykehus 

Sykehuset har plikt til ål dekke tolk ved innleggelse og opphold i 

sykehus. 



49

(Tolking ved poliklinisk behandling dekkes av Folketrygden.) 

Skoler og barnehager 

Kirketolking 

Politi og rettsvesen 

Skoler og barnehager har plikt til å dekke tolkeutgifter ved møter og 

samtaler der er pålagt å arrangere. 

Hovedpresten for døve betaler tolking ved kirkelige handlinger 

(begravelse, bryllup, barnedåp, konfirmasjon) som berører den 

hørselshemmede eller nær familie eller venner. De dekker ikke 

samvær etterpå, for eksempel kirkekaffe. Den hørselshemmede må 

være medlem av Statskirken. 

Dekker tolkeutgifter etter behov. 

(Kilde: Rådgivningskontoret for hørelshemmede) 

Bemærk at tolkning til dagliglivets gøremål i perioden frem til 2000 er begrænset med 60 timer pr. 

år og for døvblinde med 500 timer årligt. Herudover har forældre med børn i den skolepligtige alder 

ret til 100 timers tolkning årligt. 

Disse begrænsninger i tolkning til dagliglivets gøremål blev 1/7 2000 ændret til 70 timer årligt og 

580 timer årligt for døvblinde. Fra midt 2002 er disse begrænsninger ophævet. 

Sektoransvar: I Norge holdes der fast i sektoransvaret idet alle offentlige kontorer selv skal dække 

tolkeudgifterne. Skoler og børnehaver er forpligtet til at dække tolkeudgifter ved pligtige møder. 

Det er dog ikke altid, at sektoransvaret fungerer. I så tilfælde bliver tolkeudgifterne dækket via 

dagliglivets gøremål. Tolkebrugeren er således sikret ret til offentligt betalt tolkning. 

Kultur: Kulturministeriet har siden 1994 givet et årligt tilskud til teatertolkning. 

Administration og organisering: 

Frem til begyndelsen af 90érne havde man i Norge et Kuponsystem, hvor hver hørehandicappet fik 

udleveret et kuponhæfte med kuponer, der hver dækkede ½ tolketime. 

Efter det system gik man over til, at tolketjenesten holder styr på antal forbrugte tolketimer pr. 

person, og giver besked når 80% af disse er forbrugt. 

Sideløbende med ændringen i det administrative system er timeantallet blevet forøget til 

dagliglivets gøre mål fra 60 timer til årligt til 70 timer årligt og det sidste nye er altså, at tolk til 

dagliglivets gøremål er frit. 

Udviklingen er sket fordi nogle tolkebrugere ikke har haft timer nok, mens andre har haft for 

mange. Behovet for tolketimer er individuelt og ændrer sig i forhold til livsfaser, interesser m.m. 

Der har været en årrække med adgang til offentligt betalt tolkning. Udgifterne forventes ikke at 

eksplodere. 

Hvert amt har en hjælpemiddelcentral, der også har en tolketjeneste. Amterne modtager statstilskud. 



50

Begrænsning: I antal tolke, der betales via hjælpemiddelcentralernes driftsbudget. Der er heller 

ikke altid økonomiske midler til dækning af aftentolkning eller tolkning på helligdage. 

Ikke dækkede tolkeområder: tolk i udlandet. Dækkes kun ved arbejde og uddannelse. Altså ikke 

ved dagliglivet gøremål. 

Finland: 

I Finland er tolkning ikke delt op på forskellige love. Ret til tolk er indskrevet i grundloven. 

Døve, hørehæmmede og døvblinde har ret til minimum 120 timers tolkning om året. Altså ingen 

månedlig begrænsning. 

Døvblinde har ret til 240 timers tolkning om året. 

En ret der dækker alle situationer og inkluderer områder som arbejdsmarkedstolkning, 

fritidstolkning, lægetolkning og uddannelsestolkning. Ved uddannelse kan der ansøges om flere 

timer, hvorved begrænsningen i praksis ophæves. 

Det er hjemkommunen, der betaler for tolkningen. Efter tolkningen er udført underskriver 

tolkebrugeren en formular, der sendes til socialkontoret i hjemkommunen, der herefter betaler for 

tolkningen. 

Minimumsgrænsen på 120 timer fungerer i praksis som en maksimumgrænse. Der kan ikke 

overføres timer fra et år til næste år. Det er muligt at søge hjemkommunen om flere timer. 

Tolkning i udlandet er ikke dækket af ordningen. 

Island: 

I Island er der ingen lov, der omhandler socialtolkning/hverdagstolkning. 

I det hele taget er der mange tolkeområder, der ikke er reguleret ved lov i Island. 

Der er f.eks. ingen lov om arbejdsmarkedstolkning. 

På uddannelsesområdet er der ret til tolk i nogle sammenhænge (folkeskole/ kommune, gymnasium 

og universitet. 

En fond betaler for tolkning i kirkelige sammenhæng. 

Men der er én lov fra 1997, der giver ret til tolk ved hospitalsindlæggelse, lægebesøg og 

tandlægebesøg. Her er ikke noget loft over antal timer. 

Selv om der er mangel på love, der giver ret til tolkning, betyder det ikke, at der ikke finder tolkning 

sted. I stedet har man regler, hvor f.eks. socialministeriet tildeler midler til Kommunikationscentret 

til tolkning på følgende områder: 

Kontakt med offentlige myndigheder 

Rådgivning fra f.eks. advokater, ejendomsmæglere m.m. 

Tolkning af informationsmateriale fra det offentlige 

Mulighed for dispensation til tolkning på andre områder. 



51

Korttidsreglen om årlig overførsel blev indført i 1995 og fungerer stadig, men dækker kun en del af 

det beløb til tolkeudgifter, der er brug for. Der sker ingen prioritering af tolkeopgaver. Tildeling 

sker efter først til mølle princip, og når der ikke er flere penge bliver der ikke længere tolket. Så må 

tolkebrugere vente til næste år. 

Kommunikationscentret søger kommuner om tilskud til dækning af tolkeudgifter til fritids- og 

kulturaktiviteter. Men tilskuddet dækker kun ½ af behovet for tolkning. 



52

Bilag 2: Oplæg vedr. etablering af permanente tolkeordninger 

For døvblinde, døve, døvblevne og svært hørehæmmede. 


Indledning 

Det Sociale Tolkeprojekt bevilger tolk til døvblinde, døve, døvblevne og svært hørehæmmede på 

områder, hvor der ikke allerede er adgang til offentligt betalt tolkebistand baseret på lovgivning 

eller princippet om sektoransvar. 

Da Det Sociale Tolkeprojekt skal give tolkebrugerne en let og smidig adgang til tolkning går 

projektet i nogle tilfælde ind i sager, hvor der ifølge princippet om sektoransvar burde være en 

anden betalingsmyndighed eller i sager, hvor der mangler information om den lovmæssige 

baggrund for placering af betalingsforpligtelsen vedrørende tolkeudgifter. Dette sker for at sikre 

tolkebrugeren en bevilling af tolk samtidig med, at det medvirker til at afdække problemstillinger 

vedrørende placering af betalingsforpligtelse. 

For døvblinde, døve, døvblevne og svært hørehæmmede er en tolk et nødvendigt bindeled i en 

ligeværdig kommunikation med hørende. Tolkning danner grundlag for dialog og en vellykket 

samtale – både for den kommunikationshandicappede og for den hørende. Brug af tolk giver begge 

parter mulighed for at udtrykke sig og forstå hinanden og er dermed basis for ligebehandling og 

ligestilling. 

Behovet for tolkning blandt døvblinde, døve, døvblevne og svært hørehæmmede vil stadig eksistere 

på områder, der på nuværende tidspunkt hører under projektet, efter Det Sociale Tolkeprojekts 

ophør. Det er derfor nødvendigt at finde frem til permanente tolkeordninger, der kan træde i kraft 

efter projektperiodens udløb. 

Dette papir indeholder to forskellige modeller til etablering af permanente tolkeordninger for 

døvblinde, døve, døvblevne og svært hørehæmmede. 

De to modeller er diskuteret på Koordinationsudvalgsmødet d. 21/10 2002 og er på baggrund heraf i 

prioriteret rækkefølge. 

De enkelte modeller kan udbygges/ændres efter behov. 



53

Model A: 

Puljeordning. 

Form: Puljeordning med en finanslovsbevilling der giver døvblinde, døve, døvblevne og svært 

hørehæmmede ret til offentligt betalt tolkebistand på de tolkeområder, der i dag hører under Det 

Sociale Tolkeprojekt. Tolkning på store del af sundhedsområdet (læge, speciallæge, tandlæge, 

psykolog, fysioterapi m.m.) kan evt. udgå af ordningen, hvis det kan få sin egen lov, eller blive 

omfattet af eksisterende bekendtgørelse om tolkebistand i forbindelse med lægehjælp efter lov om 

offentlig sygesikring (BEK nr. 834 af 11/11 1999). 

Administration af puljen kan ske af en central enhed, eksempelvis under Center for Døve, der 

allerede har erfaring med visitation og bevilling. Der kan opereres med en fælles pulje, der benyttes 

efter behov. Der kan evt. indføres fri benyttelse af puljen til visse områder samt ansøgning på 

udvalgte områder, eller der kan bevilges et ensartet timeantal til alle tolkebrugere med mulighed for 

ekstrabevilling efter behov. Brugerorganisationer har mulighed for indflydelse på ordningen. 

Fordele: 

Ordningen vil omfatte alle aldersgrupper 

Ingen klientgørelse 

En ensartet bevilling baseret på viden om tolkebehov vil være sikret. Bevilling ikke 

afhængig af skøn. 

Mulighed for at døvblindes særlige behov for tolkning kan tilgodeses. 

Grupper og handicaporganisationer kan tildeles bevilling. Tolkning i udlandet har større 

mulighed for at blive anerkendt som tolkeområde. 

Stor sikkerhed for at det faktisk bevilgede beløb til tolkeordningen bliver anvendt til 

tolkning for målgruppen 

Større mulighed for, at information til tolkebrugere kan tilknyttes ordningen 

Sektoransvarlighedsprincippet kan fortsat udbredes. Tolkebrugere kan bevilges tolk i 

situationer hvor sektoransvarlighedsprincippet eller eksisterende lov ikke fungerer (f.eks. 

hospital, Statens Øjenklinik, forældremøder m.m.). 

Der vil være overblik over det samlede antal forbrugte tolketimer samt et evt. udækket 

behov for tolkning. 

En evt. forhøjelse af puljetildeling skal forhandles et sted. Dokumentation vil være til stede. 

Ulemper: 

Aftalen skal forhandles årligt 

Regulering (nedskæring) fra central side vil være forholdsvis nemt 

Tildeles puljen ikke midler nok, må der ske en prioritering af tolkeområder eller timeantal 

pr. tolkebruger. Der kan ske ændringer i ordningen fra år til år. 

Tolkebestilling: to muligheder: 

1) Tolkebrugeren bestiller selv tolk hos en tolkeudbyder. Der kan arbejdes med forskellige 

modeller så overblik over antal forbrugte tolketimer kan ske via en fælles database. 

2) Tolkebestillingen kan ske centralt, hvorefter der samarbejdes med tolkeudbydere. Det vil 

sikre, at tolkebestillingen ligger indenfor rammerne af bevillingen samt, at der kan ske en 

opfølgning på sager om sektoransvar med krav om refundering af tolkeudgifter. Overblik 

over antal forbrugte tolketimer kan ske via en fælles database. Mulighed for information til 

tolkebrugere. 



54

Sektoransvar: 

Sektoransvarlighedsprincippet bør drøftes i forhold til begge de opstillede modeller. 

Det bør desuden drøftes om der er tolkeområder, der med fordel kan arbejdes for at få sin egen 

lovgivning f.eks. dele af sundhedsområdet. 

Model B: 

Udvidelse af Serviceloven. 

Form: udvidelse af Serviceloven, der giver døvblinde, døve, døvblevne og svært hørehæmmede ret 

til offentligt betalt tolkebistand på de tolkeområder, der i dag hører under Det Sociale Tolkeprojekt. 

I Serviceloven er der allerede bestemmelser om ledsageordning (§ 78) samt kontaktpersonordning 

for døvblinde (§ 79). Der kan bygges videre på disse bestemmelser med f.eks. ret til 15 timers 

tolkning om måneden samt en ordning for døvblinde uden øvre timegrænse. Den fleksible ordning 

med overførsel af timer fra måned til måned i ledsageordningen kan også bruges som udgangspunkt 

for en fleksibel ordning på tolkeområdet. 

Ledsageordningen giver ret til 15 timers ledsagelse pr. måned til de personer, der opfylder 

betingelserne for at få ledsagelse. Formålet med ledsagelse er at medvirke til normalisering og 

integration i samfundet af personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Ordningen skal 

ses som et led i bestræbelser på at øge handicappedes muligheder for selvstændighed, valgfrihed og 

ansvar for egen tilværelse. 

Kommunen/amtskommunen (afhængig af boform) visiterer til ordningen, der gælder personer 

mellem 18 – 67 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne 

ikke kan færdes alene uden for hjemmet. Er brugeren visiteret til ordningen inden vedkommende 

fylder 67 år, kan ordningen opretholdes efter det fyldte 67. år. Ellers er det ikke muligt for de over 

67-årige eller 0 – 18-årige at benytte sig af ordningen. Kommunen/amtskommunen træffer efter en 

konkret vurdering afgørelse om hvilke personer, der opfylder betingelser for at få ledsagelse 

((Vejledning nr. 58 af 10/03 1998). Afhængig af boform (beskyttet boform) tages der ved vurdering 

af om der er et ledsagebehov, hensyn til den hjælp der i øvrigt ydes ansøgeren. Udgifterne til 

ledsagelse finansieres af kommuner og amter i henhold til grundtakstfinansieringsordningen. 

Brugeren vælger selv til hvilke formål, der ønskes ledsagelse. Efter aftale med kommunen kan det 

være muligt at opspare timer indenfor en periode af 6 måneder. Det betyder, at der i en enkelt 

måned kan være op til 90 timers ledsagelse til rådighed (forudsat at der i de foregående 5 måneder 

ikke er noget forbrug). Brugeren skal rette henvendelse til kommunen for at få lavet en 

opsparingsordning. Der er ingen ret til opsparingsordning. Timer, der er opsparet men ikke forbrugt, 

bortfalder efter 6 måneder. Herudover fastsætter den enkelte kommune retningslinjer for en evt. 

opsparing. Brugeren skal i god tid give kommunen besked om hvornår de opsparede timer skal 

forbruges. Kommunen har ret til at tilrettelægge ordningen ”mest hensigtsmæssigt ”. Ordningen kan 

variere fra kommune til kommune vedrørende opsparing samt administrativ praksis. 

Brugeren afholder sine egen og ledsagerens udgifter til befordring samt evt. entréudgifter m.m. 

Kontaktpersonordningen pålægger kommunerne/amtskommuner (afhængig af boform) i 

fornødent omfang at yde hjælp i form af en særlig kontaktperson til døvblinde. Ordningen gælder 

døvblinde over 18 år – ingen øvre aldersgrænse. Formålet med ordningen er at give voksne 



55

døvblinde mulighed for at få en særlig form for hjælp, der kan være med til at bryde den døvblindes 

isolation. Der er ingen begrænsning på timeantallet rent lovmæssigt, men kommunen vurderer i 

samarbejde med den døvblinde det årlige behov. 

Det påhviler den hjemmeboende døvblindes opholdskommune, at etablere og administrere 

kontaktpersonordningen. I arbejdet med at vurdere behovet for bistand samt med at finde, instruere 

og ansætte kontaktpersoner er der brug for særlig ekspertise - her bør døvblindekonsulenterne 

inddrages. Det sker i praksis ved at døvblindekonsulenterne via hjemmebesøg indsamler 

information om det årlige behov for timer m.m.. Yderligere indhentes dokumentation vedr. syns- og 

hørehandicap, der bruges til en ansøgning hos kommunen om tildeling af kontaktperson. Der søges 

oftest om et fast ugentligt timeantal samt en pulje på f.eks. 200 timer, der kan bruges til aktiviteter, 

der ligger ud over det faste ugentlige behov. Nogle kommuner godkender umiddelbart ansøgningen 

og andre kontrollerer den før en bevilling. De fleste får bevilget kontaktperson, men kommunen kan 

gå ind og anvende et skøn og f.eks. skære i timeantallet. Viser det sig, at behovet for 

kontaktpersontimer er større end først antaget, tillader nogle kommuner, at der kan ske en 

revurdering, men er ikke forpligtet til det. 

Fordele: 

Bygger på eksisterende logik i Serviceloven 

Mulighed for at døvblindes særlige behov for tolkning kan tilgodeses 

Mulighed for fleksibel ordning med overførsel af ubrugte tolketimer fra måned til måned 

Alle tolkebrugere vil på nuværende tidspunkt kunne dækkes af 15 timers tolkning om 

måneden med fleksibel overførselsordning. Der er dog en fortsat stigning i behovet for 

tolkning. En fleksibel ordning opdelt på år i stedet for måneder vil være at foretrække. 

Ulemper: 

0 – 18-årige samt ældre over 65/67 år bliver ikke automatisk omfattet af ordningen 

Kommunen visiterer til ordningen, og bevilger evt. også timeantallet. Den enkelte kommune 

har dermed mulighed for at udøve et skøn. Retten til tolk bliver hermed skønsafhængig og 

forskellig fra kommune til kommune. 

Klientgørelse af tolkebrugere 

Det bliver svært at få tilknyttet information til f.eks. nye tolkebrugere om brug af tolk m.m. 

Gruppetolkninger samt tolkning i handicaporganisationer kan ikke umiddelbart omfattes af 

ordningen. Det samme gælder tolkning i udlandet. 

Risiko for at praksis medfører nedskæring af timeantal p.g.a. besparelser eller mangel på 

viden om betydning af tolkning for målgruppen 

Risiko for, at nogle tolkeområder vil udgå/ikke blive dækket. Hvis f.eks. et hospital eller 

Statens Øjenklinik ikke vil betale for tolkning, vil kommunen så gå ind og sikre brugeren en 

tolkebevilling? Eller andre gråzoneområder som f.eks. behandling hos en selvejende 

institution, der modtager tilskud fra det offentlige (f.eks. alkohol, ludomani m.m.) 

Der skal etableres et stort bureaukratisk system spredt på mange kommuner, der ikke i 

praksis kan garantere at evt. tilskud til tolkeordningen i fuldt omfang anvendes hertil. 

Der vil mangle overblik over det samlede antal forbrugte tolketimer på ordningen samt det 

samlede reelle behov for tolkning. 

En evt. forhøjelse af timeantallet kan blive besværliggjort heraf. 



56

Tolkebestillingssted: tolkebrugere bestiller selv tolk hos en tolkeudbyder. Problemstilling: Hvem 

er ansvarlig for overblik over antal forbrugte tolketimer for den enkelte bruger? 

Forudsætning: 

Koordinationsudvalget har følgende forudsætninger til model B: 

Det skal sikres, at alle døvblinde, døve, døvblevne og svært hørehæmmede, uanset alder, får 

ret til at bruge tolk via ordningen. 

Den enkelte kommunes skøn skal minimeres. 



57

Bilag 3: Bekendtgørelse af lov om social service, kapitel 15 

LBK nr 755 af 09/09/2002 (Gældende) 

Kapitel 15 

Dækning af nødvendige merudgifter 

§ 84. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer 

mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en 

følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre 

bestemmelser i denne lov. 

Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den 

enkelte, f. eks merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter. 

Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 

6.000 kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet beregnes med et basisbeløb på 1.500 kr. 

pr. måned. Basisbeløbet øges første gang med 500 kr. pr. måned til 2.000 kr. pr. måned, når de 

skønnede merudgifter overstiger 21.000 kr. pr. år, svarende til 1.750 kr. pr. måned. Herefter øges 

basisbeløbet med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgifterne stiger henholdsvis 6.000 kr. pr. år og 

500 kr. pr. måned. Tilskuddet afrundes til nærmeste hele beløb, der er deleligt med 500. 

Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne 

herfor. 

Stk. 5. Personer, der modtager førtidspension tilkendt efter de før 1. januar 2003 gældende regler, er 

ikke berettigede til ydelser efter denne bestemmelse, medmindre de tillige er bevilget personlig 

hjælpeordning efter § 77. 



58

Det Sociale Tolkeprojekt - Socialstyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?