Kandestøberen - Institut for Statskundskab - Aarhus Universitet

2011
torer der påvirker demokratiseringsprocesserne
på tværs af landene.
Andre har valgt at gå endnu videre i den retning:
de bliver landespecialister og bruger
deres faglige liv på Indien, Kina, USA eller et
andet land; fordelen er, at de ved meget mere
end vi andre om det pågældende land. Ulempen
er, at det komparative perspektiv
svækkes. De valg, som forskeren foretager
her, er selvfølgelig både knyttet til personlige
præferencer og til spørgsmålet om, hvad det
er for nogle problemer, man
gerne vil forske i.
“I don’t think much about
method. I don’t consciously
try to pursue or define a
method. Basically, I’m trying
to study a topic and come up
with what I would call ‘empirical
generalizations’ concerning
it. That obviously
involves trying to draw
comparisons(Huntington)
Den problematik, der rejses her, er måske
den vigtigste samfundsvidenskabelige
metodeproblemstilling overhovedet. Den
stod i centrum for et metode-symposium på
Princeton midt i halvfemserne med deltagelse
af flere af fagets mest kendte folk (Katzenstein,
Kohli, Przeworski, Rudolph, Scott,
Evans, Skocpol).
Den handler om, hvor præcis viden vi egentlig
kan opnå om verden omkring os. I den
ene ende af spektret er skeptikerne, som
mener at vi aldrig kan nå frem til generelle
sandheder eller præcis kausalitet. Sådanne
forskere kan være inspireret af antropologer,
der finder at generalisering alt for ofte medfører
simplificering. Så hellere ”storytelling”;
sætte sig ned i landsbyen og stille og roligt
finde ud af, hvad der foregår.
I den anden ende har vi generalisterne: individer
bedriver alle rationel nyttemaksimering
og vi kan bruge spilteoriens eller mikroøkonomiens
modeller til vidtgående generaliseringer
om menneskelig adfærd.
Midt imellem har vi så en stor gruppe som
finder det ene ekstrem ”too social sciency” og
det andet ”too much of storytellers”. Kohli
beskriver dem således: ”they are the ones
who mainly pursue theoretically informed
empirical political analysis, focusing on one
or more countries, through diverse conceptual
lenses and utilizing a variety of data,
contemporary or historical, qualitative or
quantitative”.
Sådanne problemer behøver man heldigvis
ikke være fuldt afklarede på, når man skriver
en opgave. Men man bør begynde at tænke
over, hvor man selv befinder sig i dette
spektrum. Svaret er ikke nemt, for det indeholder
en hel serie ontologiske og epistemologiske
problemer. Svaret skal heldigvis
ikke findes i den første opgave, man skriver,
men man skulle gerne blive klogere på
spørgsmålet efterhånden som studiet skrider
frem.
Det kan være til trøst, at Max Weber tænkte
over spørgsmålet hele sit liv uden at komme
til en færdig afklaring, for han kunne se
meritter i begge yderpositioner: vi må forstå
den mangfoldige verden specifikt og konkret:
det kræver antropologisk indføling og indlevelse.
Men vi vil også gerne generalisere så vi kan
forklare, ikke mindst for at finde ud af, hvad
fremtiden måtte bringe. Weber er optaget af
såvel ”verstehen” som ”erklären” og han
mener ikke, at det kan være anderledes.
Dermed indtog Weber den midterposition,
som Kohli taler om. Vi er mange, der befinder
os her.
Alle statskundskabere bør forholde sig til
disse spørgsmål. Men samtidig gælder det
altså, at det ikke er anvendelsen af bestemte
teknikker, der definerer god videnskab.
41