Vandpibekulturen blandt danske teenagere - Liv.dk

Vandpibekulturen blandt danske teenagere
kullet etc., smagen og duften, ved indtagelsen af den duftende og krydrede røg
og hørelsen, vandets mumlen i vandbeholderen og ikke mindst samtalen.
Fordi vandpiberygning forbindes med en positiv og kollektiv handling, hviler
den automatisk på en forestilling om, at det sker på tværs af samfundslag og
religion, og dermed et samfund ‘uden klasser’. Et samfund, hvor prinsen kan
ryge med tiggeren. Men i dag er dette ifølge Chaouachi mere en illusion end en
realitet pga. ændrede socioøkonomiske betingelser og nye fritidsvaner. I dag går
bedsteborgeren (bourgeoisen) f.eks. ikke på café for at blive adspredt, få information
og seneste nyt, men anvender i stedet de nye teknologiske tiltag som TV
og internettet til at få de nødvendige informationer. Chaouachi mener derfor, at
det som fra en sociologisk synsvinkel er mest interessant at observere er måden,
man ryger vandpibe på. Der er mere eller mindre hygiejniske måder at ryge på:
Der er den fattiges og den riges. En vandpibe serveres og præsenteres således
forskelligt afhængig af, om man frekventerer en café i Yemen eller en coffee-shop
i den jordanske hovedstad Amman. På førstnævnte sted skiftes vandet ikke systematisk,
kullet stilles som en masse på brænderen, og nye mundstykker er der slet
ikke tale om. På den anden type café bliver vandpiberne gjort rent regelmæssigt,
kunden får et mundstykke i plastik forseglet i en emballage, tobakken tilberedes
omhyggeligt, og gløderne bliver lagt til rette og udskiftet med jævne mellemrum
(Ibid., p. 83). På den måde demonstrerer Chaouachis feltstudier en social opdeling/distinktion
af vandpiberygere i relation til hygiejne og vandpiberygningens
eksklusivitet.
Vandpibens symbolik og modstand
I Vesten er vandpiben ifølge Chaouachi per tradition blevet opfattet som noget
eksotisk og fjernt, der fremmaner tanker om Orienten, drømme og orientalske
malerier (Ibid., p. 22). Ofte fremtoner den på forsider af bøger om Mellemøsten,
uanset om det er romaner eller faglitteratur, der er tale om, og Chaouachi spørger
retorisk, om vandpiben ikke bliver Vestens billede på orientalismen eller en
fordømmelse af denne set ud fra en snæver synet betragtning (Ibid., p. 51)? Men
enkelte vestlige bogudgivelser gør den også nærværende og velkendt i Vesten.
Chaouachi nævner den engelske forfatter Lewis Carroll, som, mener han, har forankret
vandpiben i den vestlige erindring gennem kålormen fra Alice i Eventyrland.
En kålorm, der sidder på et blad og ryger vandpibe – den eneste i historien,
som Alice siger ‘De’ til, og den eneste i historien som ryger (Ibid.). Mere alment
forholder det sig i Mellemøsten, hvor vandpiben med sin centrale position er et
kendetegn for flere mellemøstlige samfund. Den er en del af den nationale identitet,
som den f.eks. præsenteres i turistbrochurer fra Tyrkiet og modereportager
fra Libanon (Ibid., p. 95).
Chaouachi beskriver videre, hvordan der i Mellemøsten er en stærk symbolik omkring
vandpiben og dens brug, og han udleder tre bestanddele: æstetisk, mys-tisk
38