VERDENS KULTURARV - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

VERDENS KULTURARV - De Berejstes Klub

marts 2011 / nr. 43

Globen

r E j s E m a g a s i n f r a D E B E r E j s t E s K l u B

- a u t E n t i s K E r E j s E h i s t o r i E r f r a h E l E v E r D E n

Tema:

V e rdens

k ult ur a r V

GUATEMALA

mayaruiner og

en kalender

som spår snarlig

dommedag

RUSLAND

Kulde skaber

flinke folk

IRAN

Et overset

land som

rummer mange

kulturskatte

BRASILIEN

Karneval, samba

og fest for alle


Udstyr til alle der

deler facinationen af,

hvad der ligger rundt

om det næste hjørne!

Medlemsrabat Medlemsrabat Medlemsrabat Medlemsrabat 15%. Gps Gps Gps og og

kano/kajak er er er er er undtaget fra fra fra fra fra

rabatordningen. Medlemskort

med med billede skal fremvises.

www.friluftsland.dk

KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4

ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30

AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk - 33 14 51 50

2007-06var.indd 1 04-06-2007 15:42:24

26

artiKlEr

6 TemaopsLag: Ukendte kulturperler

af Jacob Gowland Jørgensen

Opdag et par af de mange mindre kendte

kulturperler i verden.

6 guaTemaLa: Quiriguá – en perle fra

Unesco’s skattekiste i Guatemala

af Anette Lillevang Kristiansen

Hør hvad Anette måtte igennem for at

kunne opleve de fantastiske Mayaruiner

14 auschwiTz: Den ultimative ondskab

af Erik Pontoppidan

Ondskaben der ikke må glemmes

16 BosNieN-HerceGoviNa: Landet med

de tre folk. Krigsturist i Bosnien-

Hercegovina

af Jakob Øster

Det er krigen, der er attraktionen, og man

gør ikke noget for at skjule den

22 rUslaND: Jeg holder af kulde og sne

af Gerner Thomsen

Gerner forklarer, hvorfor frost og sne er

langt bedre end varme og sol

26 eTiopieN: Dronningen af sabas

efterkommere i englenes kirker

af Elsebeth Finnick

Oplev religiøse ceremonier i det kristne

Etiopien sammen med Elsebeth

30 guaTemaLa: Hyldest til livet

af Cathrine Krogh

Læs Cathrines livsbekræftende nytårshilsen

32 KeNya: Hvem vil med ud og se en

leopard?

af Lene Dangaard

Det er ikke nemt at opleve en leopard

i det fri

40

36 arGeNtiNa: en argentinsk fotosafari

af Jacob Gowland Jørgensen

En fortsættelse af Jacobs guide til Buenos

Aires fra sidste gang

40 ØsttiMor: Østtimor - en lille ny stat

præget af historien

af Søren Fodgaard og Henrik Døcker

Indtryk fra klubturen 14.-23. august 2010

44 MaroKKo: Bartendertur til Marrakesh

af Ann Kledal

Alkohol og Marokko? Det kan faktisk godt

lade sig gøre;)

50 iraN: Persisk pomp og pragt

af Lene Dangaard

Iran har en gloværdig fortid og byder på

mange kulturperler

54 israel: israelsk stempel - den rejsendes

stigmata

af Michael Nyholm

Stempler i passet er som regel bare gode

minder, men de kan også besværliggøre ens

bevægelsesfrihed

56 GeorGieN: et besøg i dronning tamaras

huleby

af Niels JL Iversen

En simpel udflugt som blev lidt længere end

beregnet på grund af de Georgiske vejes

tilstand

58 BrasileN: Brasilien er karneval....

af Knud B Bach

Knud beskriver karneval i Brasilien

62 ØstriG: totaler spass im Nass

af Björn Bøg og Gudik Holm

En anderledes rejsehistorie om en sauna

KluBBEn

4 Leder

54

5 Næste Tema

Næste tema er ”Medlemmernes

yndlingssteder” som samtidig er Klubbens

15 års jubilæumsnummer

34 Forsidekandidater

Se de flotte fotos, der var med i

opløbet om at komme på forsiden.

46 Konkurrencen

Vi har til dette nummer modtaget utrolig

mange konkurrenceartikler om ”en

usædvanlig flyvetur”

53 Mødeaktiviteter 2010

Sådan mødtes vi i det forgangne år

60 DBK-weekend og 15 års jubilæum

DBK har jubilæum i år, og det skal fejres.

63 DBK’s medlemmer med mindst 100

lande

Hvem har nået de magiske 100?

64 Nye medlemmer

Se de nye ansigter i klubben

66 Klubbens kontaktpersoner

GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 3


Rejsemagasin fra De Berejstes Klub

Redaktion:

Redaktion: Jimmi Kim Persson (ansv.),

Anja Povlsen, Jacob Gowland

Jørgensen, Gerner Thomsen, Per Allan

Jensen og Søren Fodgaard.

Adresser s. 66

Indsendelse:

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til:

globen@berejst.dk

Tekst / fotos:

Medlemmer af De Berejstes Klub

Forsidefoto:

Det sengotiske rådhus fra 1400-tallet og resten

af Grand Place i Bruxelles er på UNESCOs

Verdensarvsliste af Jakob Øster

Scan af billeder: Per Danielsen

Tryk:

Scanprint

Jens Juuls Vej 2

DK-8260 Viby J

Oplag: 600

ISSN: 1603-1458

Deadline til næste nummer:

5. maj 2011

Tema: Medlemmernes yndlingssteder

Annoncer:

annoncer@berejst.dk

Medlemskab:

www.berejst.dk

Formand:

Lars Munk, adresse s. 66

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt

stof og alle meninger, der kommer til udtryk i

bladet, er derfor skribentens synspunkter og

deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller

klubbens øvrige medlemmer.

Alle rettigheder til de enkelte artikler og

fotografier forbeholdes de respektive forfattere

og fotografer og indholdet må ikke

videreformidles eller sælges uden ophavsmandens

godkendelse deraf.

intro redaktørens forord næste tema medlemmernes yndlingsteder - Jubilæumsnummer

Verdens kulturarv

I dette nummer af Globen skal vi besøge en del af verdens kulturarv og følge en

række rejsendes oplevelser med den. Der er beskrivelser af Mayaruiner i Guatemala,

ondskab i Auschwitz og en tur til Mostars berømte bro, som overlevede balkankrigen.

Ud over de artikler som fokuserer på verdens kulturarv er der også blevet plads

til Gerner Thomsen, som argumenterer for sne og kuldes fortræffeligheder samt

en fortsættelse af guiden til Argentina. og så er disse artikler endda kun en lille

smagsprøve på alle de spændende oplevelser, som findes i det blad du netop har

åbnet.

Jeg vil gerne opfordre alle til, at lægge hovederne i blød for at tænke på jeres

yndlingssteder. næste nummer udkommer Globen nemlig i et større sidetal og et

større oplag, idet vi fejrer De berejstes Klubs 15 års jubilæum. Derfor har vi valgt

at fokusere på medlemmernes yndlingssteder og skal bruge jeres bedste historier.

globen søger ny redaktør

Jeg vil benytte pladsen her til at takke for oplevelserne som redaktør for Globen,

det har været en fornøjelse, og opfordrer alle som kunne være interesseret i at

prøve kræfter med Danmarks vildeste rejsemagasin til at henvende sig til lars

Munk. For en eventuel ny redaktør er der alle tiders mulighed for at blive ført ind

i posten ved at kunne indgå i et samarbejde med den nuværende redaktion om at

lave jubilæumsnummeret, som udkommer i juni.

Tak til redaktionen for et godt samarbejde!

Venlig hilsen

Jimmi Kim Persson

Medlemmernes yndlingssteder - Jubilæumsnummer

TeksT og foTo: Jimmi kim Persson og Lars munk

jubilæumsnummer

næste nummer markerer De berejstes

Klubs 15 års jubilæum. Det fejrer vi ved,

at bladet denne gang bliver tykkere end

normalt og at det udkommer i 2.000

eksemplarer mod de sædvanlige 600.

I anledningen af jubilæumsnummeret

ønsker vi, at så mange medlemmer som

overhovedet muligt bidrager med indhold

til bladet. Derfor har vi et tema, som vi ved,

at alle kan bidrage til - vi vil nemlig gerne

høre om jeres alle sammens yndlingssted.

Dit yndlingssted

om et sted er det dejligste sted er jo

en individuel sag, så om man synes det

fedeste sted er en camp på et 7.000 m.

bjerg, om det er en balkon med solopgang

over Gudhjem, eller om det er på bunden

af Rødehavet i jagten på Hammerhajer –

eller måske beijing, beirut eller regnfulde

bergen – det er fuldstændig ligegyldigt.

artiklen

om man har lyst til at skrive en

traditionel artikel på 4-5 sider om dette

Kommende temaer

sted, eller om du hellere vil skrive ½

side om det, er ligeledes op til dig. Dog

bør en artikel gerne indeholde følgende

punkter:

• Hvorfor er det dit yndlingssted - fortæl

gerne om dine personlige oplevelser

fra stedet. om du har været der en

gang eller otte, om du var der i 1974

eller i år gør ingen forskel.

• en række gode tips om stedet, der

kan hjælpe en fremtidig rejsende

(ikke noget krav).

• et passende antal billeder fra stedet.

Stilen for en artikel er ligeledes op til

forfatteren. Man kan vælge at skrive en

”guideartikel” om eksempelvis en by,

som Jacob Gowland Jørgensen skrev om

buenos Aires i decembernummeret, man

kan skrive om som et land/en by som vi

normalt har i bladene, man kan skrive

en almindelig artikel om sine oplevelser

på stedet, eller man kan – som nævnt

– skrive en halv side om sit personlige

paradis på jorden – Den Kinesiske Mur,

Pyramiderne, Middelhavet osv.

alle kan være med

Alle kan være med, så hvis du aldrig har

haft en artikel i bladet før, så er chancen

her nu, ligesom mere etablerede

forfattere opfordres til at byde ind med

artikler. Redaktionen er inde over alle

artikler, som vil blive korrigeret for evt.

korrekturfejl, ligesom redaktionen vil

sparre vedr. artikelindhold.

Send en mail til redaktorgloben@gmail.

com hurtigst muligt og fortæl, hvad du

gerne vil skrive om og hvor lang artiklen

forventes at blive. Dette af hensynet til

planlægning af bladet. Mail helst inden

du går i gang med at skrive, idet der er

risiko for, at emnet allerede er taget –

og det ville jo være en skam.

Husk at deadline for artikler til Danmarks

mest troværdige rejsemagasin er den 5.

maj 2011.

september 2011: rundt om middelhavet (deadline 5. august)

December 2011: Ekstreme miljøer (deadline 5. november)

Marts 2012: Rundt om det indiske ocean (deadline 5. februar)

4 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 5


tema Verdens kulturarV

Ukendte kulturperler

Konkurrencen om verdens 7 nye vidundere gjorde unikke

kulturperler endnu mere berømte end de var i forvejen,

og fortjent får de mange millioner besøgende hvert år.

Men der findes også mange mindre kendte, klassiske

kulturperler, der gemmer sig ude i verden, og dem vil

Globen-redaktionen gerne slå et slag for her.

TeksT: Jacob gowLand Jørgensen

Ciudad Perdida, Colombia

Colombias svar på Machu Picchu

betyder direkte oversat “Den fortabte

by”, og ligger meget smukt i bjergene

i det nordlige Colombia. byen var

beboet fra det 8.- 14. århundrede,

og består bl.a. af 169 terrasser og en

stribe veje og pladser.

overraskelse: Der er kun to måder

at komme derop, enten på en ca. 50

kilometers hike på junglestier eller via

helikopter.

viejo san juan, san juan,

Puerto rico

Hovedstaden i Puerto Rico rummer

bydelen Viejo San Juan, grundlagt i

1509 som en af de første europæiske

byer i Caribien, og den står i dag flot

og velbevaret som et levende museum

med markedspladser og monumenter

ad libitum.

overraskelse: På gaden Calle

Fortaleza og andre steder midt i

det gamle centrum ligger den ene

fantastiske restaurant efter den anden

Dolmabahçe paladset, istanbul, tyrkiet

Hvis Paris Hilton fik frie hænder og 49 tons guld til at bygge et

palads, ville det nok matche Dolmabahçe paladset i Istanbul.

Paladset har huset hele seks sultaner, og her stillede landsfaderen

Ataturk sine træsko midt i en overflod af opulent arkitektur i

Harem-afdelingen.

overraskelse: Paladset har en krystal lysekrone på hele 4,5 tons.

Cape Coast Castle, ghana

Slaveforterne ligger langs Ghanas

atlanterhavskyst som et håndgribeligt bevis

på den massive udskibning af fanger fra

landet. Cape Coast Castle er et af de mest

velbevarede og lettilgængelige, og hele

området rummer mange kulturoplevelser.

overraskelse: Cape Coast Castle blev

oprindeligt bygget af svenskere, og var

dansk i et års tid.

Kumbhalgarh fort,

rajasthan, indien

over 36 kilometer mure beskytter 360

templer i det enorme fæstningsværk

Kumbhalgarh på toppen af en bakke

i farverige Rajasthan. Fortet rummer

den 3. længste fæstningsmur i verden,

og blev bygget i det 15. århundrede og

udvidet i det 18. århundrede, og er af

oplagte grunde aldrig blevet erobret.

Fortet er i dag et museum.

overraskelse: Fortet rummer

templer for forskellige religioner.

6 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 7


tema Verdens kulturarV Året er 2008, og jeg er ved vejs

ende på en rejse gennem Mexico

og Mellemamerika. I 4½ måned har

jeg arbejdet mig gennem et utal af

mayaruiner og kulturelle steder i

det latinamerikanske og er nu endt i

Antigua i Guatemala. lidt kendskab

har jeg tidligere fået til landet, ved

en afstikker fra belize og ind til Tikalruinkomplekset,

men Antigua og lago

de Atitlán har stået på ønskesedlen helt

fra start.

Quiriguá –

en perle fra

Unesco’s

skattekiste

i Guatemala

Rent tilfældigt får jeg øje på et

af Guatemalas Unesco-steder –

mayaruinen Quiriguá. landet har tre

områder under beskyttelse af FN’s

afdeling for bevarelse af verdens

kultur– og naturarv, og da jeg opdager

Quiriguá, har jeg allerede set de

første to steder – nemlig Tikal og byen

Antigua. Faktisk så befinder jeg mig i

Antigua, da en djævel pludselig farer i

mig om at opleve landets tredje unescosted.

Og når jeg får en idé, så skal den

pine død gennemføres – men den lille

mayaruin oppe nordpå er ikke helt nem

at få på listen over personligt oplevede

unesco-sites. læs med her om alle mine

genvordigheder ved absolut at ville have

min nysgerrighed stillet.

TeksT og foTo: aneTTe LiLLevang krisTiansen

Efter i flere omgange at have rejst i

Sydamerika og fået inkakulturen ind

under huden føler jeg, at jeg med denne

rejse i Mellemamerika slutter cirklen

omkring de gamle præcolumbianske

kulturer. Der er næsten ikke den

mayaruin, jeg ikke har studeret, og

det er med en afslappet følelse, jeg

begynder at læse en netop indkøbt bog

af den amerikanske newage-forfatter

barbara Hand Clow. Jeg har med stor

iver luret i samtlige boghandlere i hele

byen og opdaget, at det bugner af

mayalitteratur på engelsk. Min plan er

egentlig bare at hænge ud i Antigua og

læse, indtil mit fly afgår fra Guatemala

City mod Miami og london – men det

er ikke altid, tingene går som præsten

prædiker. Skæbnen vil det nemlig helt

anderledes, skal jeg snart erfare.

Jo mere jeg bliver opslugt af bogen

The Mayan Code, jo mere nysgerrig

bliver jeg på en mayaruin, som omtales

adskillige gange. Quiriguá hedder stedet

– jeg smager på ordet og fornemmer et

strejf af eventyr, men slår det hen. Siger

til mig selv, at det vist er for crazy et

projekt at kaste sig ud i, men tanken vil

ikke rigtigt slippe mig. Til sidst beslutter

mig for at gå på netcafé og undersøge

sagen – for hvor befinder denne ruin

sig overhovedet? Mit eventyrgen er

tydeligvis aktiveret, men det falder

straks til jorden, da jeg opdager, at

ruinen ligger i den modsatte ende af

landet. byen Rio Dulce, hvor ruinen

ligger i nærheden, befinder sig helt oppe

ved den nordlige grænse til Honduras.

Jeg gumler lidt på disse oplysninger og

gennemgår min kalender. I dag er det

onsdag, og jeg skal flyve mod Europa

på mandag. Vil det være realistisk? På

det tidspunkt har jeg endnu ikke besøgt

lago de Atitlán.

Jeg overvejer sagen en halv times tid

og tager så en rask beslutning. Jeg

skal simpelthen op og finde den ruin

– koste hvad det vil! Grunden til mine

betænkeligheder er, at jeg i løbet af

rejsen har erfaret, at tiden her omgås

med en vis afslappethed, og desuden

har jeg mere end én gang set, hvilke

transportmidler man oftest benytter sig

af. Ikke altid det mest pålidelige, der

kunne opdrives på ophugningspladsen.

Så alt i alt er der god grund til at

overveje, om jeg kan nå det hele.

Men jeg beslutter mig til at gå frisk til

opgaven. og endnu engang skal det vise

sig, at min tålmodighed bliver sat på en

næsten overmenneskelig prøve!

Diskokugler og

dommedagspræster

Jeg stiller kækt og fuld af selvtillid

nede hos rejsebureauet i Antigua og

får en snak med en engelsktalende

kvinde. Jeg forklarer situationen, om

busbilletten til Panajachel ved lago de

Atitlán, og at jeg derefter har brug for

at komme til Rio Dulce i en rasende fart.

Der er det meste af 12 timers kørsel op

til den lille flække, men hun er fuld af

fortrøstning – ”Du kan sagtens nå, at se

ruinen og være tilbage i Guatemala City

til mandag”, kvidrer hun. Jeg stiller en

hel masse checkspørgsmål, men planen

synes vandtæt.

For at gøre en lang historie kort, så

sidder jeg fredag morgen i en minibus

på vej mod Rio Dulce, hvor jeg mageligt

kan læne mig tilbage, velvidende at

jeg 12 timer senere vil befinde mig

langt nordpå. Dagen efter kan jeg så

tage et kig på ruinen og drysse tilbage

til hovedstaden. Jeg falder hurtigt i

snak med et ungt par fra Sydafrika,

der – fra Rio Dulce – skal nå flodbåden

Billeder fra venstre

1: En af de mange flot udførte steler i

Copán ruinen i Honduras. Quiriguá og

Copán er meget lig hinanden i byggestil.

2: Området omkring Quiriguá er ideel til

kakaodyrkning – en vigtig bestanddel i

mayaernes kost.

3: Et af de vigtigste og mest velbevarede

altre i Quiriguá. Måske blev Copáns hersker

ofret på dette stenalter – hvem ved?

4: Steler og stenmonumenter på den

centrale plads i Copán, Honduras.

5: Stele D i Quiriguá forestiller Kong K’ak’

Tiliw Chan Yopaat.

6: De gamle mure synes, at fortælle

sælsomme historier fra en svunden tid -

det bliver næsten helt virkeligt, hvis man

lukker øjnene.

til Honduras. Vi begynder dog snart

at finde hele situationen temmelig

besynderlig. Chaufføren ræser nemlig

den halve hovedstad rundt, og på en

busstation bliver vi beordret ud med

beskeden om, at bussen mod Rio Dulce

afgår om tre timer. billetdamen havde

bedyret, at det var en direkte bus, så

nu sidder vi tre backpackere, der føler

os noget så grusomt røvrendt. Da vi

endelig kommer i Rio Dulce-bussen,

er det langt over middagstid. Så kan vi

sidde der og gnaske aggressivt på vores

tyggegummi og rase over vores egen

naivitet.

Mørket for længst faldet på, da vi

ankommer til downtown Rio Dulce. Jeg

indlogerer mig på et billigt hotel, lige ud

til hovedgaden. Helt færdig efter over

tolv timers buskørsel, ville jeg normalt

være i stand til at falde i en dødlignende

søvn, men den ene truck efter den

anden brøler forbi ude på vejen. Det

er øjensynligt hovedfærdselsåren fra

Guatemala og ind i Honduras, og støjen

er mildest talt uudholdelig. Jeg forsøger

at få lidt ro i hovedet efter en spaghettiret

hos den lokale pizzaforhandler, men

trafikken af tungt materiel vil ingen

ende tage. efter adskillige aggressive

lastbiler er jeg ved at opgive ånden –

men det er ingenting i forhold til, hvad

der sker næstefter. Hotellet er åbenbart


parkeret lige lukt op ad det lokale

menighedshus, hvor en højtmessende

og yderst entusiastisk præst går i gang

med at bræge dagens prædiken ud til

den forsamlede skare. Det gør han i en

mikrofon, der med jævne mellemrum

klager sig i en høj skrigetone, der i

skøn forening blander sig med hans

hallelujaaaaaa. Han lyder som de der

overgearede dommedagspræster, der

får masserne til at falde besvimet om i

kramper og derefter med selvretfærdig

mine erklære, at personen har været

besat af djævlen.

nu kortslutter den fuldkommen inde i

mit hoved! Jeg har mest lyst til at brage

ind midt i gudstjenesten og kvæle

præsten, og til sidst pakker jeg min

rygsæk og skrider – lettere olm. På et

andet lille hotel advarer konen mig om,

at de er velsignet med et diskotek på

første sal, og da det er fredag aften,

så skal jeg nok regne med en del larm.

Men det er efterhånden ved at være

sent og trætheden er ved at tage livet

af mig. Da jeg lige har fået mig indrettet

i soveposen, bryder helvede løs blandt

Rio Dulces vilde ungdom på øverste

1

2

etage. Der er knald på både diskokugler

og det knirkende dansegulv, og en

altoverdøvende bas får hele hotellet til

at ryste i fugningerne. Imens forsøger

jeg, efter bedste evne, at mase to-tre

orangefarvede skumørepropper

halvvejs ind i hjernen på mig selv.

Mirakuløst falder jeg dog i søvn langt

ud på natten. næste morgen har jeg

ganske enkelt fået nok af diskoteker og

obskure religiøse tendenser og kaster

mine tolv kilo sure sokker og svedige

T-shirts i rygsækken. Jeg klasker

en kasket på hovedet over det viltre

morgenhår og møder demonstrativt op

på busstationen. Heldigvis kommer jeg

lige til en busafgang mod Guatemala

City, som kører gennem den lille bitte

by, hvor Quiriguá-ruinen ligger. Guderne

skal dog vide hvor – men den sag må

jeg tage mig af senere!

Bus-vrag og bananlunde

Mit spanske er bestemt ikke til nogen

universitetsgrad, men jeg får dog

forklaret buschaufføren, at jeg skal af

ved Zona Archaologica. efter omkring en

times kørsel står jeg i vejsiden og skal

nu igen finde overnatning – forhåbentlig

et mere menneskevenligt sted end i Rio

Dulce. Problemet er blot, at byen kun

synes udstyret med et dyrt hotel, der

langt overskrider mit daglige budget. Til

gengæld er der sirligt strøgne lagner,

pinligt rent og ikke mindst den mest

velsignede ro. Jeg vil næsten give min

højre arm for lidt søvn, men nu skal jeg

ud og finde den ruin!

Jeg lusker hen på den lokale

busholdeplads og vælger det første vrag

af en bus, jeg får øje på. og sandelig

om jeg ikke har heldet med mig! De er

simpelthen lige på vej ned til ruinen.

Der er efterhånden gået helt sport i

at finde det sted, så vi bevæger os af

sted i en tussegammel hakkende bus

med direkte udsyn til asfalten gennem

gulvet. Støvet pulser op gennem gulvet

og giver billetkonduktøren et overdådigt

hosteanfald, mens han afkræver penge.

Turen går ned gennem en bananlund, og

snart standser vi ved et lille simpelt skur,

der fungerer som info-center. Jeg kan

med det samme lide stedet, det virker

ganske autentisk, og der er en næsten

meditativ stilhed. langt ude på landet

3

og med fredfyldt fuglesang. Åbenbart

forvilder ikke ret mange besøgende sig

ud til ruinen. Der er på en eller anden

måde en rigtig god ånd over stedet, der

står i diametral modsætning til alt andet,

som jeg har prøvet i Guatemala. Jeg har

fundet landet i sig selv utrolig smukt og

deres ruiner næsten uovertrufne, men

befolkningen har jeg til tider fundet

temmelig belastende. ofte har jeg følt,

at der næsten ingen ende er på deres

metoder til at snyde alt og alle. Ved

Quiriguá-ruinen kan jeg mærke, at jeg

endelig begynder at slappe af.

mesoamerikas største stele

efter indgangen bevæger jeg mig ind på

en åben plads og får øje på nogle enormt

høje steler. De flotte stenudskæringer

– som jeg også kender fra Copánruinen

i Honduras – står rundt på hele

græsarealet. De to ruiner er da også

”i familie med hinanden” – mayaernes

mesterværk i Honduras ligger ikke mere

end ca. 50 km herfra. Jeg læser mig til,

at videnskaben ved hjælp af grundig

undersøgelse af arkitekt-stilen og test

af knogler af grundlæggeren af Copándynastiet,

har kunnet fastslå, at begge

4

5

ruiner blev grundlagt for elitekolonister

fra Tikal. Der er også fundet paralleller

mellem arkitektur og monumenter

i Quiriguá og Uaxactun i Petén i det

nordlige Guatemala, som også var

under dominans fra Tikal. I Quiriguá har

arkæologer fundet over 60 figurer og

keramik, der også ligner fund fra Copán.

Da området er rigt på jade, har man

også gjort bemærkelsesværdige fund

af denne halvædelsten i det centrale

Honduras og højlandet i Guatemala. Så

der er ingen tvivl om, at indbyggerne

i Quiriguá har bevæget sig over store

afstande i denne del af Mellemamerika.

Jeg nyder at slentre rundt i de fredelige

omgivelser og fordybe mig i historien.

Quirigua er nænsomt restaureret,

men en gennemgang viser mig snart,

at ruinen hverken er særlig stor eller

arkitektonisk imponerende. både Copán

og Tikal er større og mere æstetiske,

men hvad der gør Quiriguá speciel er

afgjort stelerne. Ruinen har som så

mange andre mayabyer en boldbane og

et Akropolis, men det mest interessante

sted er den store centrale plads, der

huser et sandt overflødighedshorn af

Billede 1: Guatemala er et farvestrålende land

med en rig historie og kultur.

Billede 2: Quiriguá-ruinen ligger midt i

fredfyldte omgivelser i en tæt regnskov.

Billede 3: En af de store steler på den centrale

plads i Quiriguá ruinen.

Billede 4: De mange steler og altre står alle

beskyttet under halvtage af strå.

Billede 5: Jaguartemplet i Tikal. Quiriguá

var under dominans fra Tikal og både

Copán og Quiriguá menes at være bygget til

elitekolonister fra dette område.

Billede 6: Den central plads i Quiriguá er

spækket med flere meter høje steler.

steler, altre og monumenter i sandsten

med inskriptioner. Kæmpestore

stenansigter stirrer ud i intetheden, og

selvom jeg før har studeret stelerne

på hovedpladsen i Copán og været

imponeret over detaljerigdommen, så

er størrelsen på stelerne her i Quirigua

det bemærkelsesværdige. Den lille

ruin har nemlig den største stele, der

nogensinde er fundet i Mesoamerika, og

da jeg står foran det næsten ti meter

høje stenansigt, fyldes jeg da også med

stor ydmyghed. Den viser noget af det

ypperste stenskærerarbejde, mayaerne

kunne præstere, og forestiller Kong

K’ak’Tiliw Chan Yopaat – en af Quiriguás

mange herskere. Ruinen ligger

omkranset af tæt regnskov, og mens jeg

trasker rundt, begynder en stille regn

at falde, hvilket bare gør hele sceneriet

endnu mere magisk.

10 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 11

6


Quiriguá var på sit højeste i den

klassiske mayaperiode, hvor stedet

var knudepunkt for en række vigtige

handelsruter fra bl.a. Copán og til de

store byer i Petén. byen ligger tæt

på floden Rio Motugua og har på et

tidspunkt har været fuldt oversvømmet.

Det er derfor i dag et vigtigt sted, rent

arkæologisk, for ruinen er i virkeligheden

slet ikke færdigudgravet. Videnskabsfolk

mener, at området rummer endnu flere

hemmeligheder. byen har også været

skadet under et jordskælv, så jeg

fornemmer tydeligt, at den forholdsvis

beskedne ruin indeholder meget

mere end det, jeg observerer denne

eftermiddag. Quiriguá var oprindeligt

et vigtigt ceremonielt center, og at der

også har foregået ofringer på stedet,

er der ingen tvivl om. en af stelerne i

Copán viser den store hersker Kong 18

Rabbit, der faktisk blev taget til fange af

stammen i Quirigua og siden hen ofret.

går verden under d. 21. dec.

2012?

Det gyser i mig, da jeg går rundt blandt

stelerne og tænker på, hvad her er sket

for mange hundrede år siden. Det føles

næsten helt virkeligt, når jeg lukker

øjnene og indre billeder af krigere og

blodsudgydelser begynde at forme

sig. På min rejse i Mellemamerika er

det i den grad gået op for mig, at de

gamle mesoamerikanske kulturer på

ingen måde var så romantiske, som

vi måske gerne vil gøre dem til. De

udøvede voldsomme grusomheder –

menneskeofringer var helt almindelig

hverdag – og ingen har formentlig

kunnet føle sig sikker i disse samfund.

Men jeg forbløffedes også kolossalt

over disse ældgamle kulturers åndelige

formåen, arkitektoniske sans og

ikke mindst viden om kalendere og

fornemmelse for tid. Her tre år senere

fordyber jeg mig fortsat i litteratur

om mayaernes kalender, der slutter d.

21. december 2012. Man kan jo mene,

hvad man vil om sagen, men fantastisk

interessant læsning er det i hvert

fald. ligeledes er det imponerende

at forestille sig, at mayaerne faktisk

udarbejdede kalenderen i år 3114 f.

Kr. De færreste tør vel komme med

et bud på, hvad der vil ske næste år i

december, selvom der er mange teorier

om det. Men i hvert fald kan man sige,

at vi kan føle os ganske privilegerede

over at leve i netop denne tidsperiode,

hvor noget så stort skal ske – hvad det

så end bliver!

Jeg nyder stilheden ude i ruinen nogle

timer, en stilhed, som jeg næsten har

glemt lyden af efter måneders rejse

gennem hæsblæsende Mellemamerika.

Det er en dejlig fredfyldt oplevelse,

og jeg forstår fuldt ud, hvorfor denne

lille ruin i sin tid blev udvalgt af

Unesco. Historien er unik, og de mange

gigantiske steler gør den afgjort til et

væsentligt arkæologisk sted.

Jeg tager busvraget tilbage til

hotellet og får den rolige nat, som jeg

efterhånden har drømt om i lang tid. De

nystrøgne lager smyger sig om mig, alt

mens jeg bliver opdateret om verdens

genvordigheder på satellit-TV. Jeg er

efterhånden blevet helt afslappet,

men næste dag skal der selvfølgelig

lige ruskes op i andedammen igen.

nu forlanger receptionisten en endnu

højere pris for overnatningen end aftalt,

og jeg må igen tage en sindsoprivende

diskussion – ligesom jeg har gjort så

mange gange før i Guatemala. Det er

et gudsbenådet smukt land med en rig

kultur, men befolkningen er efter min

mening ikke de nemmeste at danse

med. Men jeg kom rent faktisk tilbage

til Guatemala City uden problemer og

nåede mit fly. Og igen følte jeg mig

beriget med en stor oplevelse – dét er

jo det fantastiske ved at rejse.

Billede til venstre: Stele E i Quiriguá, formentlig

den største stele der er fundet i Mesoamerika –

den er 10 meter høj og vejer omkring 60 tons.

Billede til højre: Quiriguá ligger i rolige og smukke

omgivelser ved en bananlund.

Danmarks største

udvalg af rejser

- samlet på ét sted

En GRATIS

service fra

Vi sammenligner

priser på rejser

fra mere end

1.000 websider

Opret gratis

rejsedagbog

Del dine rejseoplevelser, rejsebilleder,

filmklip og meget andet med familie

og venner derhjemme.


tema Verdens kulturarV

Den ultimative ondskab

Indtryk fra et besøg i Auschwitz juli 2010

TeksT og foTos: erik PonToPPidan

”Se Venedig og dø!”. ”Før jeg dør vil jeg

se pyramiderne!”.

Verden er fuld af fantastiske

seværdigheder, som rejsebureauerne

kappes om at overbevise deres kunder

om er et MUST, man absolut skal se.

Desværre bliver mange skuffede i deres

forventninger, formentlig fordi de sætter

dem alt for højt.

erfarne rejsende har for længst opdaget,

at de største oplevelser på en tur ofte er

de helt uventede, f.eks. et besøg hos en

lokal bonde eller et bryllup i en landsby.

og jeg kender faktisk folk i DbK, som helt

bevidst undgår disse MUST-steder, når

de rejser!

Men hvis man alligevel besøger en af de

kendte seværdigheder, så bør den vel

bedømmes på styrken af de følelser og

indtryk, den efterlader hos én.

I juli 2010 besøgte jeg KZ-lejren Auschwitz

i det sydlige Polen. egentlig er det en antiseværdighed,

for ingen rejsebureauer

med respekt for sig selv reklamerer for

dette sted på en iøjnefaldende måde.

Hvilket jo er forståeligt.

Auschwitz er alt for tæt på. Det er kun 65

år siden, at der her foregik en af de største

forbrydelser i menneskehedens historie.

Så er det langt mere ukompliceret

at reklamere med f.eks. et billede af

Colosseum i Rom, for den meget blodige

historie bag dette sted går flere tusinde

år tilbage i tiden.

og hvis kvaliteten af en seværdighed skal

bedømmes efter styrken af de følelser og

indtryk, man får efter besøget, så kommer

Auschwitz for mit eget vedkommende ind

som en af de allerstørste.

Auschwitz er indbegrebet af Holocaust.

nazisternes mord på 6 millioner jøder

under Anden Verdenskrig. Der var

mange andre KZ-lejre under krigen, men

Auschwitz var uden sammenligning den

største. Her blev der myrdet 1.5 millioner,

blandt disse cirka 1.1 millioner jøder.

Myrderierne blev udført med en

perfektionisme og en kynisme, der

overgår alt, hvad jeg nogen sinde har

læst eller hørt om. Tilmed af et land,

der dengang blev anset for at være en

af de største kilder til den europæiske

civilisation og kultur.

Besøg i lejrene

Jeg besøgte Auschwitz i juli 2010 i

forbindelse med et besøg i den polske by

Krakow, som ligger ca. 60 km fra lejren.

Vi tog derud med et elektrisk bumletog

til byen osviecim, hvorfra man kan gå

de sidste par kilometer ud til de to lejre

Auschwitz og birkenau.

begge steder kunne jeg se alt det i

virkeligheden, jeg havde læst og set

utallige film om: Titusindvis af sko,

briller, kufferter og anden bagage, som

nazisterne konfiskerede fra deres ofre.

et bjerg af menneskehår fra titusinder af

fanger, som blev klippet skaldede efter

ankomsten.

Indgangsporten til lejren med det

forræderiske skilt ”Arbeit macht frei”

[Arbejde vil sætte dig fri], fængsels- og

torturkældre, ”dødsmuren”, hvor tusinder

blev skudt efter en kort skueproces,

gaskamre og krematorier.

eller ”Jøderampen” i birkenau, hvor

der dagligt ankom tusinder af jøder i

lange godstog. Her blev ofrene delt i

to grupper straks efter ankomsten. De

arbejdsduelige blev sendt ud i lejren

som slaver, mens resten, herunder

især ældre, kvinder og børn, blev sendt

direkte i gaskamrene.

Men det er unægtelig noget helt andet

at befinde sig fysisk i Auschwitz end at

læse om det! I birkenau kan man stadig

se jernbaneskinnerne og perronen, hvor

folk blev sat af, og man kan også se

vejen, hvor ofrene blev drevet fra toget

hen til gaskamrene og de nærliggende

krematorier.

Sidstnævnte kan man dog kun se

ruinerne af i birkenau. Da det gik op

for nazisterne, at de ville tabe krigen,

sprængte de nemlig både gaskamre og

krematorier i luften. næppe fordi de

indså, at de havde gjort noget forkert,

men fordi de kunne forudse, at de ville

blive dømt for krigsforbrydelser.

området i birkenau er enormt – nærmest

på størrelse med en lufthavn. Man kan

frit gå rundt hvor man vil, og bortset

fra, at en stor del af træbarakkerne er

fjernet, fremstår næsten hele lejren,

som den så ud i 1945.

Jeg spurgte vores guide, om de

omkringboende polakker ikke vidste,

hvad der foregik, og han svarede, at det

gjorde de nok, men næppe i det omfang,

myrderierne fandt sted. Jeg kan tilføje, at

der før Anden Verdenskrig boede 65.000

jøder i den nærliggende by Krakow. I dag

bor der cirka 200!

glem ikke rædslerne

nogle – især yngre – mener, at det nu

er på tide at se fremad og glemme

rædslerne. Det er jeg meget uenig i.

Historien har det med at gentage sig,

men risikoen er større, jo mindre viden

vi har om den.

For kort tid siden snakkede jeg med

en af mine yngre kolleger om Polen i

frokostpausen, fordi jeg havde fortalt, at

jeg skulle til Krakow. Han er i slutningen

af tyverne, og en af hans kommentarer

i den forbindelse var: ”Hvordan var

det nu med Polen? Var de med i Anden

Verdenskrig?”.

Desværre ER der allerede sket flere

frygtelige massakrer efter 1945 andre

steder i verden. Tænk bare på Pol

Pot-regimet i Cambodia i 1970-erne, hvor

mellem én og tre millioner af landets

indbyggere blev myrdet eller døde af sult.

I de senere år er interessen for Holocaust

vokset enormt, og Auschwitz-museet

besøges i dag af over en million personer

om året. Der er produceret et utal af bøger

og film om emnet, og man kunne spørge

sig selv, hvorfor så mange stadig er dybt

fascinerede af nazisternes rædsler.

For mit eget vedkommende er en

del af svaret, at jeg finder det utrolig

interessant at prøve at forstå, hvordan

det kunne lykkes nogle få psykopater at

få gennemført et så vanvittigt projekt.

en anden del af forklaringen kunne være,

at mange føler en vis tilfredsstillelse ved

at læse et kapitel i verdenshistorien, hvor

det er fuldstændig krystalklart, hvem der

er de gode og de onde, og hvor de gode

vandt.

Men for alle, som interesserer sig for

europas historie, er et besøg i Auschwitz

et MUST. Det er en meget barsk oplevelse,

men de følelser og indtryk, man får med

derfra, hører i allerhøjeste grad med til

ens selvforståelse som europæer!

14 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 15


tema Verdens kulturarV

Landet med de tre folk

Krigsturist i Bosnien-Hercegovina

Kom med på tur til landet med de tre folk, hvor nogle af verdenshistoriens

værste konflikter er opstået. Her gælder ifølge et lokalt ordsprog, at kun to

ting styrer verden: belønning og straf. Tag med til Mostars berømte bro, der

i dag er på verdens kulturarvsliste, og kom med gennem sniper alley og ned

i håbets tunnel i sarajevo.

TeksT og foTo: Jakob øsTer

Baggrundsbillede: Stari Most - den "gamle bro"

i Mostar er optaget på UNESCOs kultararvsliste.

Broen blev sønderbombet i 1993, men blev

i 2004 genopbygget i oprindelig stil. Unge

vovehalse springer ud fra broen mod en

betaling på 40 Euro pr. spring.

Lille billede øverst: Sarajevo Rose. De steder

hvor mortergranater kostede menneskeliv er

granathullerne fyldt op med hård rød maling.

Lille billede nederst: På Tito Café kan man

passende indtage en ”Sarajevsko”-øl mens man

kigger ud over Sniper Alley og Holiday Innhotellet,

hvor pressen havde base under krigen.


Regnen siler ned over Dinarabjergene,

og mørket har sluttet sig om

bosnien. Med en iver som var han en

krigsforbryder på flugt fra Banja Luka

kaster den unge buschauffør bussen,

som jeg befinder mig i, rundt ad

snørklede bjergveje, mens han skiftevis

tæller penge, sms’er, taler i telefon

og pakker chokoladebarer op. Med

foden stepdansende på speederen og

bagsiden af armen nonchalant placeret

på rattet kaster han ubekymret bussen

gennem det ene hårnålesving efter det

andet. Udenfor i mørket flankeres vejen

af intetheden.

Vi har forladt Adriaterhavets perle,

som kroatiske Dubrovnik kaldes, og har

sat kursen mod Mostar i det bosniske

lavland på den anden side af bjergene.

bussen er en dobbeltdækker, men

føreren synes ikke at tage notits af

størrelsen på sit metalskrummel, når

han frygtløst passerer den ene bil efter

den anden på de glatte bjergveje. Alt

hvad der kan overhales bliver overhalet.

1

efter med rekordfart at have forceret

bjergene nærmer bussen fra GlobTours

sig Mostar, og jeg undrer mig over, at

næsten alle byskiltene er overmalede

med graffiti. Endelig når bussen sit

bestemmelsessted og lukker mig ud i

mørket, mens regnen stadig hamrer

ned. Velkommen til bosnien.

”Giv mig navnet på dit hotel”, insisterer

en ung gut, der møder bussen på

stationen. Kun få passagerer er stået

af på den mørke, forladte station, der

ligner noget erich Honecker kunne

have opført i sine velmagtsdage, og der

er ikke meget business i udsigt for de

emsige touts, der insisterende faldbyder

private værelser til leje.

Sandheden er, at jeg ikke aner, hvor jeg

skal bo. ”Pansion Armin” slynger jeg

alligevel ud og fortryder det med det

samme. Strengt taget behøver han vel

ikke vide, hvor jeg skal bo.

Kold som en russisk

vinterbader

Tyve minutter senere har jeg for længst

fortrudt min beslutning om selv at finde

et værelse. Jeg er faret vild og er våd og

kold som en russisk vinterbader. byen

burde ellers være til at overskue, og jeg

fatter ikke, hvordan det er lykkedes mig

at vade lige forbi Kalkhanska-gaden,

hvor Pansion Armin skulle befinde sig.

Især fordi pensionatet ifølge kortet

ligger lige overfor den ”forstenede

halvmåne”, som byens ikoniske

vartegn broen Stari Most kaldes. Den

verdensberømte, halvmåneformede bro

skulle ifølge min lonely Planet hæve sig

21 meter over Neretvafloden og burde

således være til at få øje på. Men den

er som sunket i jorden, da jeg flakker

rundt i regnen og skiftevis spejder efter

byens sparsomme gadeskilte og glor

ned i mit nu næsten opløste bykort.

”Shangri la bed and breakfast” står

der på et skilt, der peger op ad en stejl,

hullet og mudret vej ved siden af et

komplet udbombet tre-etagers hus. Jeg

beslutter mig for at give fanden i Pansion

Armin og begiver mig op ad den stejle

gade, som jeg, hvis jeg ikke havde set

så meget Tour de France, havde været

overbevist om steg med mindst 40

procent. I slalom mellem vejhuller skabt

af nedfaldne granatsplinter kæmper jeg

mig gennem den silende regn op mod

Shangri la. På toppen af bakken troner

et splinternyt hvidt palæ, der ligner alt

andet end et sted, hvor de har ”bed

and breakfast”. Jeg lader den tunge

dørhammer falde, mens jeg tænker, at

det her sted med garanti koster langt

over 100 euro pr. nat.

Bosnisk gæstfrihed

”How are you?”, spørger en ung kvinde

med afbleget hår, der har stukket sit

kønne hoved ud af et andensals-vindue

for at se den fremmede, der banker på

døren i aftenens mulm og mørke, an. ”en

smule våd”, tilstår jeg. Hendes mand,

nermin, som driver stedet sammen med

hende, åbner døren, og jeg kommer ind

i en entré, der med en pult i hjørnet og

kunst på væggene ligner indgangen til

en eksklusiv natklub. ”Vi er først lige

åbnet sidste år”, siger nermin og viser

mig rundt i det splinternye hotel og

ind på et kæmpe værelse, der ligner

en million. Med tanke på at lurvede

hostels på balkan typisk tager 20 euro

for en seng i en sovesal er nermins

2

efterfølgende annoncering af, at prisen

for værelset udgør sølle 17 euro,

mig ganske ubegribelig. Mindre end

fem minutter senere har hyperaktive

nermin nået at give mig en hårtørrer,

en paraply, en skål frisk frugt, et kort

over Mostar, vekslet mine penge og

anbefalet en lokal restaurant. ”Gå ned i

den gamle by, find restaurant H’nan og

prøv deres fyldte blæksprutter med en

karaffel lokal vin til”, siger han, ”det er

nogle af mine venner, der har stedet, og

du slipper med under 10 euro inklusiv

dessert”.

nermin og hans kone er muslimer og

efter en dag med charmeforladte,

slaviske grænsebetjente og en

buschauffør med et temperament som

en fyrværkerimester fra Sarajevo er

lidt muslimsk gæstfrihed lige, hvad jeg

har brug for. Shangri la er, præcis som

navnet antyder, en gæstfri oase i den

skamskudte by.

Konflikten, som ingen

forstår

Krigen i bosnien-Hercegovina er en af

de mest komplekse konflikter, verden

har set. Kort fortalt drejer den sig

om, at landet er delt mellem tre folk -

bosniakker, kroater og serbere - med tre

religioner. bosniakkerne er muslimer.

Kroaterne er katolikker, og serberne er

ortodokse kristne.

Da Jugoslavien blev opsplittet, ønskede

muslimer og kroater, at der blev

etableret et selvstændigt bosnien,

mens serberne ønskede at forblive

en del af Serbien/ex-Jugoslavien. I

1992 anerkendte eU og USA bosnien-

Hercegovinas selvstændighed. Det

huede ikke serberne, der anført af en

3

Billede 1: Artiklens forfatter

i resterne af tunnelen,

der løb under den FNkontrollerede

landingsbane.

Serberne undlod formentlig

kun at bombe tunnelen,

fordi de var bange for hævn

fra verdenssamfundet.

Billede 2: Kort over det

belejrede Sarajevo fra

1992-1995. Serberne lå i en

jernring rundt om byen, og

kun takket være tunnelen

under byens landingsbane

fik bosniakker og kroater i

byens centrum forsyninger

og våben.

Billede 3: Under dette hus

i Sarajevoforstaden Butmir

lå "håbets tunnel". En 800

meter lang tunnel, der

forsynede det belejrede

centrale Sarajevo med mad

og våben i de tre år krigen

varede.

koldblodig Milošević startede krigen

mellem de tre folk.

Krigen varede indtil Dayton-aftalen

efter kraftigt pres fra USA blev indgået

i 1995. Aftalen angiver de nuværende

grænser mellem serbiske, føderale

(fælles områder for muslimer og kroater)

og uafhængige entiteter (provinser)

inden for bosnien og Hercegovinas

landegrænser.

Med andre ord drejer konflikten sig

om tre forskellige befolkningsgrupper

med tre forskellige religioner og

ønsker om tre forskellige geografiske

tilhørsforhold. læg dertil balkans

historiske konflikter mellem tyrkere

og Østrig-Ungarn, mellem russere og

tyskere, mellem øst og vest, mellem

kommunisme og kapitalisme, så har du

måske en antydning af en idé om, hvor

ufattelig sammensat situationen er.

Krigsturist i mostar

De næste dage leger jeg krigsturist.

Det lykkes mig endelig at finde Mostars

berømte bro. Den befinder sig ganske

som kortet foreskrev kun omkring 100

meter fra hotellet, men ligger gemt nede

i den hyggelige, gamle osmanske bydel,

og er - indtil man går ned ad en række

stejle trapper - fuldstændig usynlig oppe

fra hovedgaden. broen blev oprindeligt

opført i 1556 og fungerede som en

vigtig handelsbro og lagde navn til

byen (Mostar betyder byen, der passer

broen). Men i 1993 blev halvmånebroen

bombet til ukendelighed, paradoksalt

nok af bosniske kroater, der selv boede

i byen. Kroater og muslimer havde

ellers forinden formået at fordrive

serberne fra Mostar og havde overtaget

kontrollen med området og skaffet

det uafhængighed. Men da kroater og

muslimer efterfølgende skulle dele

området, kom de op at slås om, hvem

der skulle have hvad. Det resulterede

i endnu en borgerkrig. Hævnaktioner,

fangelejre og torturerede krigsfanger

blev, også i Mostar, en del af dagens

uorden i de tre år krigen varede.

I ”klubhuset” i tårnet ved broen møder

jeg et par unge knægte. På væggene

hænger billeder af udspringere, og på

en knage hænger deres våddragter.

”40 euro, så hopper jeg i” siger den

ene og tilføjer, at han synes, jeg ligner

Jon Dahl Tomasson. ”Du kan også bare

vente. Hvis der kommer en stor gruppe

turister, kan I nøjes med at give en euro

hver”, smiler han skævt. Ud over at

være et krigsmonument er broen i dag

mest kendt for, at byens unge vovehalse

- mod klækkelig betaling - springer

ud fra den og lader sig plumpe ned i

Neretvafloden 21 meter længere nede.

skuddet i sarajevo

”Kasta ej ut föremål, som kan vålla brand

eller annan skade” står der på skiltet

under vinduet i den bedagede togkupé,

jeg befinder mig i. Med tre kvarters

forsinkelse har toget forladt Mostar og

snegler sig nu af sted på vej ind i en

af de 65 tunneler gennem Jahorinabjergkæden

på vej mod Sarajevo. Jeg

gætter på at toget er svensk, og jeg ved

med sikkerhed, at det må have endog

ganske mange skinnetimer bag sig.

Plyssæderne er brede, skæve og blå og

minder om 70’er møbler fra en svensk

ødegård. Radiatorerne virker ikke, og

denne tidlige oktobermorgen er der vel

omkring 10 grader inde i kupéen.

På banegården i Sarajevo står der

”back in ten minutes” på et skilt i

turistinformationen, men damen i

kiosken ved siden af informerer mig

på nødtørftigt engelsk om, at der

ikke har været nogen de sidste tre

dage. Jeg hopper i stedet ombord

på sporvogn linje 1 med kurs mod

downtown. Jeg bumler igennem en af

europas mest sønderbombede byer,

forbi utallige huse med skudhuller og

udbombede spøgelsesbygninger, hvor

kun skelettet står tilbage. Vi standser

ved et stoppested på hjørnet ved ”latin

bridge”. Den berømte latinerbro har

først for nylig fået sit gamle navn tilbage,

efter at den i mange år havde navn

efter den unge serber Gavrilo Princip,

der her midt på broen i 1914 skød og

18 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 19


Billede 1: Broen forbinder det moderne Mostar

med den gamle osmanske bydel med hyggelige

restauranter, gamle huse og brostensbelagte gader.

Billede 2: Overalt i Mostar og Sarajevo ses

skudhuller og udbombede huse, der endnu ikke er

blevet renoverede.

Billede 3: Krigen er den største turistattraktion i

dagens Sarajevo. I Tito Café er lamperne lavet af

stormtropperhjelme, i haven står artillerikanoner,

og der er opstillet talrige buster af "Marskal Tito".

dræbte ærkehertug Franz Ferdinand,

arvingen til den Østrig-Ungarske trone,

og derved udløste første verdenskrig.

Angiveligt skyldtes det skæbnesvangre

møde mellem de to mænd kun den

tilfældighed, at Ferdinands chauffør

ved en fejl var kommet til at køre over

broen. Han prøvede at vende bilen lige

foran den unge serbiske nationalist, som

ifølge historien greb chancen, pissede

i bukserne af skræk og likviderede

ærkehertugen og hans gemalinde med

den 10mm pistol, han havde i sin lomme.

en begivenhed, der endte med at koste

omkring 16 millioner mennesker livet.

sarajevo roser

Regnen tordner ned over den

krigsplagede hovedstad, da jeg lidt

efter går gennem Pigeon Square og ned

gennem Baščaršija-gaden. Heldigvis har

jeg fået lov at låne nermins paraply, så

jeg når tørskoet frem gennem basaren,

forbi moskéen i den tyrkisk-inspireret

del af byen og frem til den katolske

katedral i byen, der kaldes ”europas

Jerusalem” på grund af den religiøse

mangfoldighed.

overalt har krigen efterladt sine

ar. På fortove og gader ses utallige

ildevarslende mønstre efterladt i sten og

asfalt fra nedfaldende mortergranater.

Mest karakteristiske er byens særlige

kendetegn, de såkaldte Sarajevoroser.

De steder, hvor granaterne har

kostet menneskeliv, er granatskaderne

i belægningen fyldt ud med hård, rød

resin (maling), efterladende en gaderose

til minde om de omkomne.

"house saved many lives"

efter en halv time med sporvogn til

endestationen Ilidža tager jeg en

lokalbus og ender på en øde villavej et

eller andet sted langt inde i Sarajevoforstaden

butmir. Jeg føler mig lidt

alene og fortabt, og den øde vej

signalerer på ingen måde, at en af

Sarajevos mest besøgte seværdigheder

ligger i nærheden, endsige at dette er

den eneste måde at nå ud til den med

1

offentlig transport. Heldigvis har jeg

kort forinden nået at henvende mig til

en ung, lokal pige i bussen, og med

fagter og lidt engelske gloser tror jeg

nok, hun forklarede, i hvilken retning

jeg skal gå de sidste par kilometer.

Genopbygningen af Sarajevo er langt

fra afsluttet, og selv om det er femten

år siden krigen sluttede, har man

åbenbart stadig travlt med vigtigere

ting end at sætte skilte op til turisterne.

efter tyve minutters gang forbi bosniske

postkasser, forhaver og urtepotter,

bekendtgør et lille messingskilt på en

garage pludselig, at Sarajevos berømte

tunnel ligger herunder. ”The tunnel is

created from this house. House saved

many lives”, står der. overfor ligger et

hus fyldt med skudhuller, der fungerer

som museum.

håbets tunnel

I mere end tre år holdt serbiske

styrker over 300.000 bosniere belejret

i det centrale Sarajevo i dét, der blev

den længste belejring af noget lands

hovedstad i moderne krigsførelse.

over 11.000 mistede livet i Sarajevo,

og den eneste adgang til de belejrede

bosniere gik gennem en 800 meter

lang tunnel. Tunnelen løb fra Sarajevos

centrale Dobrinjakvarter ud under den

Fn-kontrollerede lufthavns landingsbane

for at ende her i forstaden butmir i en

tilsyneladende helt almindelig garage.

Uden tunnelen, der forsynede Sarajevo

med mad og våben (der indsmugledes

i strid med Fns våbenembargo) havde

Sarajevo aldrig holdt stand, og byen

var med stor sikkerhed faldet i serbiske

hænder. Det er uvist, hvorfor det aldrig

lykkedes serberne, der lå i en jernring

hele vejen rundt om Sarejevo på nær

omkring det lille stykke, hvor lufthavnen

lå, at ødelægge tunnelen, til trods for

at de ganske givet kendte til dens

eksistens. Formentlig var det, fordi de

var bange for at hidkalde sig verdens

vrede, hvis de kom til at bombe den

neutrale lufthavn, som tunnelen lå klods

op ad.

Tredive meter af tunnelen er i

dag tilgængelig for besøgende.

Duknakket lister jeg igennem den

solidt konstruerede tunnel, der ender

i museets baghave. Da jeg forlader

tunnelen føles det som om jeg stikker

hovedet lige op i en boeing 747, der i det

samme er ved at lette på landingsbanen

lige foran. Indgangen til tunnelen

ligger bogstaveligt talt klistret op ad

landingsbanen, og beliggenheden må

kunne gøre enhver flyentusiast fra

Flyvergrillen i Kastrup misundelig.

Tito Café

Gennem en gårdhave overstrøet med

artillerikanoner og militærjeeps finder

jeg, tilbage i Sarajevo, vej ind i Tito Café.

buster af Marskal Tito, Jugoslaviens

tidligere kommunistiske præsident der

smed nazisterne på porten tilbage i

1945, oplyses i det rødmalede rum af

lamper med skærme konstrueret af

gamle stormtropper-hjelme. Med en

kold Sarajevsko øl foran mig er det det

perfekte sted at afslutte mit besøg i

Sarajevo. Fra gårdhaven har vi udsigt

til to af byens ufrivilligt berygtede og

verdenskendte landemærker: Holiday

Inn, hvor journalister havde base under

hele krigen, og ”Sniper Alley”, den brede

Zmaja od bosne-vej, hvor mange blev

dræbt af serbiske snigskytter i forsøget

på at krydse vejen. Det er krigen, der er

attraktionen i Sarajevo, og man gør ikke

noget for at skjule den.

Krigsfotografen Nermin

”Under krigen var jeg fotograf”, fortæller

nermin. Jeg er tilbage på Shangri la

i Mostar og har fortalt min vært om

mit besøg i Sarajevo. ”Ved fronten var

det for farligt, men jeg tog billeder,

når bosniske fanger blev frigivet fra

kroatiske fangelejre her i Mostar, og jeg

tog billeder af krigens ødelæggelser. Jeg

fotograferede, når weekend-chetnikerne

havde været på besøg i landsbyerne.

Hardline nationalistiske serbere blev

kørt ind i busser i weekenden for at

gå på rov. De plyndrede og voldtog

og tog udbyttet med tilbage til deres

almindelige liv med job og familie”, siger

han eftertænksomt, ”bagefter tog jeg

til Sarajevo, kravlede gennem tunnelen

og afleverede billederne til Reuters på

Holiday Inn, hvor de blev sendt ud via

satellit. billederne var tit på Cnn, før jeg

var kommet tilbage til Mostar”.

Bosnien-hercegovina i dag

Politisk er situationen i bosnien-

Hercegovina i et dødvande. Serberne

vil have selvbestemmelse over deres

egen entitet (Republik Srpska), mens

kroater og muslimer generelt ønsker en

mere centraliseret stat uden entiteter.

Parlamentsmedlemmerne skal udgøres

af en bestemt blanding af de tre

befolkningsgrupper, som hver især

synes at have travlest med at sørge

bedst for deres egen gruppe frem for at

føre fælles politik. Ved valget i oktober

2

Praktiske

oplysninger

transport

Fly: Norwegian flyver i

sommerhalvåret Kbh -

Dubrovnik, Kroatien fra kr.

598,- retur. Norwegian flyver

også til Split, så det er muligt

at rejse f.eks. ud til Dubrovnik

og hjem fra Split.

bus: Dubrovnik-Mostar, 3

timer, kr. 200,- retur

Tog: Mostar - Sarajevo, 2 ¾

timer, kr. 80,- retur

Udflugter fra Dubrovnik

Med base i Dubrovnik er det

let at besøge både bosnien-

Hercegovina og Montenegro.

både Mostar i biH og Kotor i

Montenegro er højdepunkter

i regionen og ligger under

tre timers kørsel væk i

udlejningsbil eller bus.

hotel

Dubrovnik, Kroatien : Private

værelser kan lejes i (eller lige

udenfor) den gamle by fra

cirka 20 euro pr. nat.

Mostar, biH: Shangri la bed

and breakfast. 17 euro pr. nat.

Kotor, Montenegro: Private

værelser kan lejes i den gamle

by fra cirka 20 euro pr. nat.

Hoteller fra 30 euro pr. nat.

2010 kunne der vælges mellem intet

mindre end 47 politiske partier, 11

koalitioner, 13 uafhængige kandidater

og et totalt antal kandidater på 3.900.

Stemmeseddelen må have været tyk

som en køkkenrulle.

Det er forfatningsbestemt, at

præsidentposten hver ottende

måned skal gå på skift mellem en

3

serber, en muslim og en kroat. Altså

er en kandidats etniske herkomst

grotesk nok bestemmende for om og

hvornår, man kan stille op. Det har

for nylig fået en roma til at klage til

menneskerettighedsdomstolen over

at hans befolkningsgruppe dermed

automatisk er frataget muligheden for

at blive præsident. Romaen fik medhold,

og nu skal forfatningen formentlig

skrives om.

I dagligdagen giver tre forskellige

dialekter og to forskellige alfabeter også

udfordringer. På TV er nyhedsoplæseren

skiftevis muslim, kroat og serber. er

det en serber står underteksterne med

det latinske alfabet, som kroater og

muslimer benytter, mens de står på

kyrillisk, som serberne benytter, når det

er en muslim eller en kroat, der læser

op.

På vejskilte står vejnavne over hele

landet med både kyrilliske tegn

og latinske bogstaver. Men som et

iøjnefaldende symbol på konflikten, der

stadig lurer under overfladen, er en stor

del af de serbiske kyrilliske vejnavne

malet over med graffiti, når man

befinder sig i den bosniske del af landet,

og tilsvarende er de bosniske latinske

vejnavne streget over, når man befinder

sig i Republik Srpska.

Der er fred i bosnien-Hercegovina.

Krigen er blevet en turistattraktion, og

genopbygningen er godt undervejs. Men

samhørighedsmæssigt og demokratisk

virker det som om, at der er et godt

stykke vej endnu for landet med de tre

folk.

20 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 21


Hvorfor pine sig selv

med frosne tæer i stive

skistøvler, når man kan

gå rundt i sandaler på

en badestrand i rio?

Hvorfor sove i telt i

minus 30 grader med

hue på, når man har

penge til at overnatte

på et luksushotel

med aircondition i

Casablanca? Hvorfor

vade rundt i sneen

med en tung pulk, når

man kan stå varmt på

Café Globen med en

øl i hånden? Hvorfor

dit, og hvorfor dat?

nu gider jeg ikke høre

på alle de spørgsmål

mere, så her kommer

svarene én gang for

alle.

TeksT og foTo:

gerner Thomsen

Jeg holder af kulde og sne

Det er dage som denne, man drømmer om hjemmefra –

skyfri himmel og udsigt til Vatnajøkul på Island.

I modsætning til derhjemme, går der meget tid med ting på skiturene,

som opfylder helt basale behov – og derfor giver god mening og stor

selvtilfredsstillelse. Her har vi været på brændehugst et par kilometer væk fra

hytten, som godt nok havde en brændeovn, men intet brænde. Kort tid efter

sidder vi indenfor og råhygger med varm chokolade og boblende madgryder.

Et lille slot på Kamtjatka. Hytten her står åben for dem, der kommer forbi,

men man skal selv have mad og alle fornødenheder med.

Vinterfjeldets nætter kan synes rå og ugæstfrie. Men når først teltet er rejst og den lune sovepose fundet

frem, så er der skabt en fantastisk kontrast til landskabet udenfor. Man kan undre sig over, at der ikke

skal mere til, men lidt mad og hvile i læ for vinden er alt der behøves for at få ladt batterierne op til næste

dagsetape. Hvor tit oplever man at være så glad for så lidt derhjemme..?

når vejrudsigten lover sne og kulde, så

er jeg i mit es. Det gør den efterhånden

bare meget sjældent her i Danmark, så

derfor må jeg søge andre steder hen. når

du læser dette, så er jeg ved at pakke

min rygsæk til en tur ud på Jamalhalvøen

i Rusland. et dejligt sne- og frostsikkert

sted, hvor man kan være sikker på ikke

at få hedeslag på denne årstid.

Kulden kan være en barsk ven, men den

har også den dejlige egenskab, at man

kan gøre noget ved den – man kan fx tage

mere tøj på. og hvad er det nu lige man

kan gøre, når man ligger i bar røv på et

hotelværelse i troperne og sveder tran?

Ikke en disse, udover at man kan vente på

at solen går ned og temperaturen sænker

sig i takt med at malaria-befængte myg

melder deres ankomst.

Det kan da ikke være tilfældigt, at folk slås

mere i varme lande. Varme gør noget ved

folk – det gør dem skøre i bolden og får

selv det køligste overblik til at koge over.

nå ja, vil nogen måske sige: ”Du er jo

ikke den eneste, som elsker at stå på ski”.

Det er rigtigt, der findes jo alle jer slalomfreaks,

som tager til Alperne og sidder

på bierstube hver vinter. eller alle jer

børnefamilier, som tager til norge og bor i

bjælkehytter med sauna. Men det kan jeg

ikke bruge til noget. Jeg vil længere ud –

dér hvor frosten virkelig slår ind og kan

mærkes døgnet rundt, og hvor man må

klare sig selv uden afterskiing og friske

forsyninger fra den lokale købmand.

Desværre er vi en sjælden race. Jeg

kender faktisk kun mig selv og et par

stykker mere, som kan se ideen med

den slags ture. Men der må da for pokker

være flere af jer derude, som er til at

overbevise? Jeg skal i det følgende gøre

et forsøg på at rydde fordommene af

vejen og tænde gnisten hos jer andre.

mad!

Rimfrosten på teltets inderside drysser

ned i hovedet på mig, da min albue ved

et uheld rammer teltdugen. Jeg bander

indædt, men humøret stiger et par grader,

da det går op for mig, at vinden er løjet

af i nattens løb. "nå, mon vejrguderne

endelig er med os?" spørger Karsten,

som i al sin optimisme allerede ligger

med overkroppen halvt ude i forteltet.

Han lyner lidt op, så han kan tage bestik

af vejret, men det tager kun et øjeblik,

før han er tilbage og kryber længere ned

i soveposen. "Det sner tæt og er totalt

usigtbart", mumler han, på vej ned i dybet.

Vi befinder os i Sarek Nationalpark

i nordsverige. Ifølge kalenderen er

foråret begyndt, så man kan vel tillade

sig at stille krav til vejret. Da vi købte

billetten, forestillede vi os to uger med

perfekt skiføre, blå himmel og bagende

højfjeldssol, men sandheden er, at det

har været et møgvejr lige fra dag ét.

I begyndelsen var det lige akkurat muligt

at bevæge sig fremad, når vi brugte

satellitnavigatoren som hjælp. Men

guderne skal vide, at det ikke var nogen

fornøjelse. Det blæste og var usigtbart, og

skiene klampede i den høje temperatur.

Tøjet var næsten umuligt at holde tørt.

Alligevel lykkedes det at tilbagelægge

omkring 50 km, inden stormen for alvor

satte ind. Den foreløbige endestation blev

bunden af Vistasdalen, hvor vi nu ligger

vejrfast på andet døgn.

"Hvorfor gør vi egentlig det her?", spørger

jeg selvbebrejdende ud i luften. "Folk

tror jo, at det er et eller andet med at

vi skal prøve os selv af – at vi er nogle

fandens karle som tager på såkaldte

overlevelsesture, hvor sult og frostsår er

en ære. Og hvor smerte defineres som en

svaghed på vej ud af kroppen”.

ordet "overlevelsesture" får min

skimakker gennem 15 år til at stikke

hovedet op fra soveposens dyb.

"overlevelsesture" fnyser han, så

frosttågerne fra ånden lægger sig som

et tykt røgslør omkring ansigtet. "Ja,

gu' fanden skal vi overleve, men vi er da

heldigvis ikke sunket så dybt, at vi gør en

dyd ud af at forsage alt det søde".

For at sætte trumf på, tænder han op i

primussen, fylder gryden med sne og

hiver en bakke med seks mazarinkager

op af madsækken. Få minutter efter er

teltet blevet så varmt, at vi ligger halvt

ude af soveposen og guffer kagerne i os.

Da vandet koger, blander vi en gryde med

dobbeltdosering chokoladepulver, tilsat

ekstra sukker og flødepulver.

GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 23


Billeder fra oven og ned:

Uvejr under opsejling – en god grund til at have

telt med, når der er langt mellem hytterne.

Midt i den sibiriske tajga, dukker denne hytte

pludselig frem af ingen ting. Da vi først fik

gang i brændeovnen, opdagede vi at taget var

utæt – men hvem bekymrer sig om den slags

småpetitesser, så længe man er indenfor i

varmen?

Efter flere dage alene på den sibiriske tundra,

støder vi ind i disse venlige folk, som driver

en lille købmandshandel. Købmandens kone

og hendes søster har længe forberedt en

påskefrokost i det fri, og hvad er mere naturligt

end at invitere de uventede gæster med?

Vi ender med at tilbringe to dage i det gode

selskab, hvor den rigelig mad og en mild vind

fra syd står i skærende kontrast de foregående

dages fysiske anstrengelser på tundraen med

lange dagsmarcher og stærk kulde.

Selv de mest primitive jagthytter med utæt

tag kan give følelsen af at bo på et slot, når

man hele dagen har slæbt en tung pulk og

rygsæk henover fjeldet. Pandekagerne her ville

med garanti give tre Michelin-stjerner, hvis

dommerne havde været igennem de samme

anstrengelser som os – og hytten stået til

rekordsalg i Hammerslag.

Små hytter som denne i Rondane er med til at

forsøde tilværelsen efter en lang dag på ski, og

det er alle kræfterne værd at grave den ud. Der

behøves nemlig kun en knitrende brændeovn og

et par hårde brikse for at komme i den syvende

himmel og genopdage glæden ved dét, som

derhjemme er en selvfølge – at have tag over

hovedet.

"Jamen, hvorfor er det så egentlig vi ligger

her", prøver jeg igen efter at have slubret

lidt af den varme chokolade i mig. "Hvorfor

ligger vi ikke foran fjernsynet derhjemme

eller står slalom i de sydfranske alper?

Jeg tror, det er fordi maden smager

bedre heroppe", siger Karsten, mens han

synker de sidste klæbrige krummer fra

den sjette mazarinkage. "Jeg har fx aldrig

smagt en kage så dejlig, som den jeg

lige fik - den var simpelt hen himmelsk.

Derhjemme ville det blot være en

ligegyldig industrifremstillet kage, som

ingen ville være interesseret i".

Jeg tygger lidt på Karstens enkle filosofi

og må give ham ret i, at maden faktisk

smager bedre under disse forhold.

Vi husker begge to, hvordan vi på

Kolahalvøen sidste vinter fik omdannet

et tørt franskbrød, en ussel russisk

spegepølse og ét kilo ketchup til et par

vidunderlige hotdogs, som ville have fået

enhver pølsemand til at rødme.

Det blev sikkert ikke dårligere af, at vi

havde løbet 30 km på ski, så maverne

skreg af sult, og det var nok også

heldigt, at vi havde fundet en hytte med

brændeovn, så vi kunne riste det tørre

brød. Men alligevel, tingene smager

altså bare bedre på disse ture, hvor man

bruger sig selv. "Ja, og hvor der ikke er

adgang til anden mad, end det man selv

har slæbt med i pulken", tilføjer Karsten.

"Men det kan da ikke passe, at vi kun

tager herop for at maden skal smage

bedre. Det får vi aldrig nogen til at tro på

derhjemme", siger jeg. "næ...det har du

nok ret i, men hvad så med den om, at

man sover bedre", prøver Karsten, mens

han gaber højlydt.

Kontraster på højt niveau

Men jeg har bestemt ikke lyst til at sove

lige nu. Jeg vil hellere ud at stå på ski –

og jeg ved, at det kan ske, før end vi tror

det. Hvor tit har vi ikke oplevet, at vejret

klarer op på et splitsekund. Hvis bare

vejret ville skifte, så kan vi pakke pulkene

og rygsækkene og være af sted på under

en time.

Det får mig til at tænke på, at det måske

i virkeligheden er kontrasterne på disse

ture, som giver mening med galskaben.

en vintertur under disse forhold bugner

simpelt hen af kontraster i et omfang, som

man kun sjældent oplever derhjemme.

Der kan være situationer så sure, at

man ikke fatter det, før man står midt i

dem: At overvinde den sidste kilometer

til hytten, når blodsukkeret er i bund og

vablerne værker; at slå telt op i mørke

og tæt snefog, når man ikke kan finde

hytten og mærker fornemmelsen af

følelsesløshed i tæer og fingre snige sig

ind; at vågne op i et telt med minus 30

grader, hvor vandet i termoflasken er

frosset; at få fyldt bukserne med sne,

fordi man ikke kan holde sig til stormen er

ovre; at forcere en bakke med tung pulk

og bagglid i skiene.

Til gengæld er der også oplevelser så

fantastiske, at de ligger hinsides denne

verden. Det er netop i disse øjeblikke

– hvor alt kører i olie – at man forstår,

hvorfor man vender tilbage år efter år.

en vindstille dag med blå himmel og

glitrende bjergtinder, hvor man kun hører

den hvislende lyd fra skiene, der bryder

nysneen. eller den ubeskrivelige følelse

af tilfredshed ved at slænge sig mæt på

briksen i en jagthytte, mens brændeovnen

knitrer hypnotisk og kroppen slapper af

i selv de yderste led. Men også glæden

ved at komme i læ i teltet, efter at have

rejst det i en brandstorm, og føle varmen

vende tilbage i kroppen.

Derhjemme har vi gjort en dyd ud af at

rense dagligdagen for disse kontraster.

når vejret går amok, så trodser vi det, og

går på arbejde som om intet var hændt.

når vi først sidder indenfor i bilen eller

bussen, så er vejret altid det samme. og

hvor tit glædes vi egentlig over at komme

indenfor husets fire vægge, frem for at

skulle sove i telt endnu en nat?

Det er aldrig spændende, om vi finder

hytten derhjemme, om den er åben, eller

hvordan den ser ud. og når vi så endelig

kommer indenfor, så det svært at henføre

kroppen til samme tilstand af tilfredshed

som på briksen i jagthytten, fordi vi dagen

igennem har fyldt sukkerdepoterne til

bristepunktet.

nogen vil måske mene, at man ligeså

godt kan stå derhjemme og slå hovedet

ind i muren, for så bagefter at glæde sig

over, når smerten holder op. Uden at have

prøvet det sidste, vil jeg dog holde på, at

det ikke helt er det samme – skiturene

giver simpelt hen kontrastoplevelser

på et højere niveau, som er stærkt

vanedannende!

Kulde skaber flinke folk

Hvis der er noget som kulde og sne

mestrer, så er det at gøre en umulig

situation endnu mere umulig – og

dermed vække fremmede folks latente

hjælpsomhed. en vinter var vi på vej til

Kirkenes i Nordnorge og fik den skøre

idé at stå af toget i Kiruna. Det mest

oplagte ville have været at fortsætte

det sidste stykke til narvik og så tage

bussen de næste par dage langs kysten.

Men afstandene i nordskandinavien er

enorme, fordi mange af vejene følger

fjordene, så vi var i vores visdom kommet

frem til, at det nok kunne betale sig at

skyde genvej – tværs over de øde vidder

i Sverige, Finland og norge, hvis grænser

på det nærmeste flyder sammen heroppe.

Der var dog lige den lille krølle på halen, at

bortset fra de første 50 km til den svenskfinske

grænseby Karesuando, så findes

der ingen offentlige transportmidler

på en stor del af denne strækning.

Men det kan vel ikke være så svært at

tomle, tænkte vi – lige indtil vi stod på

landevejen i udkanten af Karesuando

med to gigantiske rygsække, to par ski og

to lastede pulke hver på størrelse med et

par flyttekasser. Solen var på vej ned, og

frosten bed allerede i næseborene. ”Øh,

det her bli’r da ikke helt nemt”, sagde jeg

til Karsten, efter at have set bagsmækken

af kun to biler passere på en halv time.

Vi begyndte at slå kuskeslag og lægge

en strategi. Resultatet blev, at Karsten

stillede sig om bag en sneskavl sammen

med sin rygsæk, de to pulke og skiene.

endnu en halv time gik, og så var der

bid! en undselig opel Kadett stoppede,

og lidt efter sprang Karsten frem fra

sneskavlen med pulkene og alt udstyret.

Den forbløffede finne så noget fortvivlet

på det bjerg af udstyr, som pludselig

hobede sig op foran ham. Det lignede

sidste læs fra flytningen af Rigsarkivet,

og det var tydeligt, at han kom i tvivl om

hans nedslidte bil overhovedet kunne

kapere så meget.

Mest af alt havde han vel bare lyst til selv

at køre videre, og så give os nummeret

på 3x34, men man efterlader ikke folk om

vinteren midt på en finsk, øde landevej

– og da slet ikke når de lover minus 30

grader om natten. Så den venlige finne

fandt et reb frem, der kunne holde styr på

pulkene i bagagerummet, og inde i bilen

lykkedes det at stoppe to par rygsække

og ski ind mellem os selv og alt det andet

habengut, som han selv havde med.

Med fjedrene i bund, og pulkene

hængende ud af bagsmækken som

kontravægt, forcerede vi de øde, finske

grusveje hurtigere end elgene kunne nå

at løfte hovedet. Ved midnatstide nåede

vi Kautokeino i norge. Her skiltes vores

veje - finnen skulle til venstre, vi til højre.

Bilen voksede flere centimeter, da den

blev lettet for al udstyret.

Vi var kun nået halvvejs til Kirkenes, så

finnen satte os af ved byens eneste hotel i

forvisning om, at vi sikkert ville overnatte

indenfor. Men hvorfor skulle vi dog det?

50 meter fra receptionen stod en iglo,

bygget af en skoleklasse for nogle uger

siden, og den var som skabt til et par

trætte rejsende med varme soveposer.

Receptionisten var ligeglad – han syntes

vist bare det var morsomt, at vi gad

kravle ind i en snebunke for at undgå at

blive flået af de norske hotelpriser.

Til vores store overraskelse viste det

sig, at en skolebus videre nordpå afgik

lige udenfor igloen næste morgen kl. 7

– hvor heldig kan man være! Vi drattede

omkuld og sov hele natten som svin på en

mødding. Ikke engang to mobiltelefoner

kunne vække os, så det var kun lige

akkurat vi nåede at se bagenden af

bussen, da vi lettere fortumlede stak

hovedet ud af igloen næste morgen.

næste afgang var om et døgn, så vi

måtte videre på tommelfingeren, hvilket

da også lykkedes til sidst.

Det er næppe dage som disse – med blæst og usigtbart vejr – man drømmer om, når vinterturen forberedes

ved sofabordet derhjemme. Men det bliver utvivlsomt en del af oplevelsen og er med til at sætte de smukke

dage med blå himmel og silkeføre i relief.

Back to basics

Hvis jeg skal fremhæve én enkelt

fællesnævner, som får vinterturene

til at skille sig ud fra alle mine øvrige

rejser, så er det, at dagligdagen ikke

forplumres af alle mulige gøremål, der

ikke har det fjerneste med livets basale

nødvendigheder at gøre. Der går så

meget tid med at holde varmen, få noget

at spise, flytte sig til næste sted og få tag

over hovedet, at man ikke behøver finde

på yderligere underholdning.

Det meste af det man beskæftiger sig

med har at gøre med situationen her

og nu – det er vel nok det tætteste man

kommer på at leve i nuet – og det er svært

at finde noget, som ikke giver mening

eller skal forklares. Her kan man glæde

sig 10-dobbelt over at sy hullet i et par

bukser, fordi det er de eneste, man har,

og fordi der ikke er andre alternativer.

eller man kan fryde sig grænseløst over

at improvisere en petroleumslampe med

vægen fra et snørebånd, når stearinlysene

i jagthytten er sluppet op. Man er fælles

om et projekt 24 timer i døgnet, og når

tingene lykkes, er det lige til at blive høj

af.

Det kan måske lyde morsomt – og I skal

da også være hjertelige velkomne til at

grine af det. Men jeg står fast: behold I

bare jeres overbefolkede slalombakker

og overophedede sandstrande, så længe

jeg må får lov at beholde min kulde og

sne!


tema Verdens kulturarV

Dronningen af Sabas

efterkommere i Englenes kirker

Dronningen af Sabas søn fik Pagtens Ark med til Axum i Etiopien, da han

havde besøgt sin far, Kong Salomon i Israel – ifølge legenden. Med centrum i

Axum blev Etiopien officielt kristent i år 350. I 120- tallet ville Kong Lalibela

skabe Ny Jerusalem i Etiopien med Jordan-floden, hellige grave og nogle af

verdens flotteste klippeudhulede kirker. De fantastiske kirker siges kun at

kunne være bygget, fordi englene hjalp til om natten.

Etiopien er et af de mest markante og farverige kristne lande i Afrika, hvor

de religiøse højtider fejres med sølv, guld og røgelse. Timkaten, der afholdes

i januar - 13 dage efter jul den 6. januar - holdes til minde om, da Johannes

Døberen døbte Kristus i Jordanfloden. Den fejres især i Etiopiens tre

Unescobyer: Lalibela, Axum og Gondor.

TeksT og foTo: eLsebeTh finnick

Der ventes på vandbadet

I mørket falder etiopiernes hud ud i

et, men deres hvide dragter lyser op i

natten i lalibela. Der puffes og skubbes,

men alt er stille. Da det begynder at

skumre, brydes natten af lyden af

trompeter, trommer og cymbler, der

angiver, at processionen er på vej fra de

telte, hvor de gejstlige har overnattet.

Alle summer af forventning.

Præsterne med patriarken i spidsen

kommer langsomt nærmere, og der

lugtes røgelse. I det øjeblik de træder

op på kanten af det korsformede bassin,

bryder solens første stråler frem, og

hvor menneskemængden fortsat er

i mørke, falder solen på præsternes

guldbroderede dragter. Det er et helt

uvirkeligt flammende syn, som taget ud

af en flot opsat eventyrfilm. De går fra

vest mod øst, så solen får deres dragter

og ansigter til at gløde. Flere gange går

de messende rundt omkring bassinet,

spreder røgelse over vandet, standser

og læser op af en gammel bibel.

Stemningen er magisk, og øjeblikket er

højdepunktet i de store processioner.

Da solen er helt oppe, bøjer Patriarken

sig ned, tager lidt af vandet og spreder

det ud over forsamlingen med nogle

messende ord. Jeg er lidt ærgerligt

over, at jeg sidder så langt væk, så jeg

ikke får noget indviet vand. Men det

ændrer sig hurtigt. De øverste præster

og munke går tilbage, og kun de yngste

munke bliver. De krænger deres flotte

guldbroderede kåber af sig og begynder

med store plastikkander at smide

vandet ud, så alle får del i velsignelsen.

Med stor kraft får jeg slynget et par liter

vand mod mig. Jeg kan ikke se noget, og

vandet løber ned ad hår, tøj og kamera.

omkring mig hopper etiopierne frem

Stort billede: Den korsformede Sct.

Georg Kirke, hvor man klart kan se,

hvordan kirkerne er gravet ud. Den

omkringliggende klippe er dog ikke

fjernet.

Billede til venstre: I klipperhulerne

omkring det største klippekompleks

sidder gulklædte erimitmunke

med hellige bøger og fluevifter af

hestehår i dyb koncentration.

Billede til højre: Patriarken på vej til

bøn i Medhanealem-kirken, en af de

mest fuldendte kirker - først gravet

ud helt fra oven og derefter udhulet

indefra.

og tilbage og råber ”herover, herover”

til de unge munke, der nu grinende,

men alligevel seriøst slynger vand fra

store kander ud mod de mange tusinde

mennesker, der er samlet for at deltage

i højdepunktet af den etiopiske kirkes

Timkat, velsignelsen af folkemængden

med indviet vand fra Jordanfloden.

Jeg sidder oppe på en tre meter høj

afsats, der i dagens anledning er lavet af

nogle spinkle rafter, så man får et bedre

udsyn over præsternes processioner.

Jeg blev anbefalet at gå derop -

”deroppe vil jeg ikke få meget vand i

hovedet, når de velsigner”. Jeg mumler

noget om, at jeg absolut ikke har noget

mod at blive velsignet med det indviede

vand, men retter mig alligevel efter

rådet, om ikke for andet, så fordi der er

meget hyggeligt deroppe. De lokale er

– som altid - bedre informeret end jeg

om, hvad der ville ske

I det totale virvar begynder afsatsen at

gynge faretruende, og jeg råber ”hold nu

op” på et eller andet sprog, men fra alle

sider lyder det ”her, her, her” og til sidst

falder afsats og hundrede mennesker

sammen i et stort sammensurium. Jeg

ligger et eller andet sted mellem de

andre og mit højre håndled gør afsindigt

ondt. Det medfører en over tre timers

kamp op ad et bjerg i stegende sol med

smertende håndled for at komme til

en sundhedsklinik for at se, om det er

brækket.

Den store ceremoni er startet dagen

før, hvor præster og munke langsomt

kommer ned fra lalibelas godt 12 kirker

med deres hellige ting, deres kirkes

specielle kors og ikke mindst deres

kopier af Pagten, der ofte kan være

mange hundrede år gamle. Pagten er

de stentavler, som Gud ifølge biblen

gav til Moses på bjerget og Arken den

”kasse”, som disse stentavler blev

transporteret i. Her er stenpladerne

svøbt ind i kostbart klæde. Den første

dag skal disse på helt bestemt vis

føres i procession til pladsen, hvorfra

velsignelsen af vandet sker.

lidt efter lidt dannes en stor procession

af præster, munke og enkelte eneboere

fra forskellige kirker, fulgt af mange

hundrede almindelige mennesker,

deriblandt mig, der i dagens anledning

har klædt mig i pænt tøj og fået et hvidt

helligt klæde på for at vise respekt.

Det store menneskehav dækkes

næsten af alle farver paraplyer, lige

fra de almindelige sorte til kirkens

farvestrålende. Alt udstråler farver,

musik og andagt.

De efterhånden mange eksempler

af Pagten føres frem i dyb respekt,

og for hver ca. 500 meter standser

processionen og udfører en svajende

musiskdans til ære for disse. Der er

god tid til at komme ind i stemningen,

som er opbygget over flere dage, hvor

pilgrimme er ankommet til lalibela

i tusindtal. Hver gang processionen

stopper, udføres ceremonier på

samme måde som, og til minde om,

da Israelerne, anført af kong David

hentede Pagten hjem fra Filistrene, der

havde stjålet den (2. Sam. bog Kap 6).

Endelig ved en stor plads ved Jordanfloden

standser hele processionen, og i et par

timer foretages farverige ceremonier

med røgelse rettet mod de stentavler,

de yngre munke præsenterer. Da solen

går ned, trækker præsterne sig tilbage

til de telte, der er opstillet, og folk

kommer hen til mig for at høre lidt mere

om, hvem jeg er.

Dagen efter den store velsignelse føres

de sidste eksemplarer af Pagten tilbage

26 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 27


Gondors gamle ridderslot danner i dag ramme for

smukke fester omkring Timkaten – her et ungt

brudepar, der stiller op i parken til fotografering.

til deres kirker. Dagen gør særligt

indtryk. Min arm er ikke brækket, der

er færre mennesker, jeg begynder at

forstå mere og har fået kontakt med

nogle søde etiopiere, ikke mindst takket

være den familie, jeg har været heldig

at blive indkvarteret hos.

jul i et ikke helt stabilt land

et par uger før er jeg kommet til Addis

Ababa for at holde julen der. Her er

stemningen ret spændt. Pas skal hele

tiden afleveres og gives først tilbage,

når man forlader et område. bilerne

bliver undersøgt med spejle under

vognen for at finde eventuelle bomber,

og jeg bliver umiddelbart frarådet at

forlade hotellet. Der har været afholdt

valg et halvt år før, men regeringen, der

har tabt, har ikke tænkt sig at gå af den

grund og skolerne har været lukkede i

flere måneder. Men det er lidt ærgerligt,

nu man er her. Så uden kamera og uden

bil begiver jeg mig alligevel ud i gaderne

sammen med en lokal familie, der også

skal til julegudstjeneste natten mellem

den 6. og 7. januar.

Her i katedralen holder Patriarken og et

dusin andre flotte præster en natlang

messe, mens kirken er fyldt op af

hvidklædte mennesker, nogle bedende

og andre sovende på bænkene. natten

er lang, og man skal være med til det

hele. Det er de mest fascinerende

farver, et orgie i guld og sølv og -

forekommer det den nat - nogle af de

flotteste markerede ansigter, jeg har

set. luften er tyk af musik og røgelse.

Uden for sidder almindelige familier og

hygger sig med små lys foran for at

hædre Kristus. efter nogle timer går jeg

derud, og jeg bliver hurtigt budt inden

for en families tæppe og budt på mad

og drikke, og pludselig føles alt trygt og

godt.

Flyveturen fra Addis Ababa til Axum

kommer til at foregå i et alt for fyldt

fly - der er også høns og får med inde i

flyet. Da vi letter, beder kaptajnen de af

passagererne, der ikke har noget sæde,

om at sætte sig på gulvet og holde fast i

nærmeste sæde. På en eller anden måde

virker det helt naturligt der. Ved siden

af mig sidder en amerikansk soldat, der

ikke helt kan finde ud af, hvor han er,

for vi flyver i zig zag, og egentlig vil han

vist også bare hjem. efter orlov er han

sammen med nogle andre amerikanere

på vej tilbage til det nordlige etiopien

som udstationeret og som en del af

Fn-styrken oppe ved Axum på grænsen

til eritrea. Han fortæller mig om det

absurde i, at klanherrerne fortsat

kæmper mod hinanden om et stykke

land, der absolut ingen værdi har. Kun

holdt fra af hinanden af Fn-tropper, der

er udstationeret der.

Selve Axum, der en gang var en mægtig

kongeby, virker uden for højtiderne

som en ret støvet og kedelig by, kun

beskrivelserne på nettet fra diverse

organisationer, der hævder, at Axum

er det sted på jorden, man skal være,

når dommedag oprinder og jorden

går under, giver den et specielt skær.

Pagtens Ark er angiveligt anbragt i et

lille kapel vogtet af en mand, som er den

eneste, der må være i nærheden af den.

Uden for kapellet er opstillet de mest

fantastiske kongekroner af guld med

ædelstene, der er over 1000 år gamle -

under et grimt bliktag. en fascinerende

og typisk kontrast.

I forbindelse med kapellet og den gamle

kirke har man senere bygget en større

kirke, Skt. Mary af Zion, hvor kvinder må

komme. Præsterne spørger flere gange,

om jeg ikke er imponeret over, at man

har gjort det for kvinderne. De må ikke

komme i den gamle kirke. Jeg mumler

noget om, at man jo også kunne have

tilladt kvinderne at komme i den gamle.

Men deres fuldstændigt måbende

udtryk som reaktion på det fortæller, at

den idé ikke skal forfølges nærmere. For

at bløde op på sagen får jeg lov til at

læse i en fantastisk bog fra 1200-tallet.

et klenodie, der andre steder ville være

bag en armeret glasplade. Her må jeg

bare bladre i den med mine snavsede

hænder.

nogle store kasser på den store plads

med obelisker vidner om, at etiopien

netop har vundet en stor sag med Italien.

Axum er hjemsted for nogle af verdens

største monolitobelisker, der stammer

fra før kristen tid, hvoraf én blev stjålet

af Mussolini i 30'erne. Den har i den

mellemliggende tid pyntet på en plads

i Rom. Denne er nu savet i stykker og

fragtet tilbage til Axum og venter på at

blive stillet op igen på etiopisk jord. en

ægte monolit bliver den vel aldrig rigtigt

igen. Men Mussolini må være den første,

de har savet den i stykker.

Bryllupsfest i Ridderslottet

En kortege af flot pyntede biler kører

gennem Gondors gader. Det er tid for

bryllupper i etiopien. I kirken udføres et

eventyragtigt skue med flotte præster,

røgelse og et meget smukt brudepar

klædt i silke og guld. Jeg inviteres til at

overvære hele ceremonien. en stor del

af ceremonien udføres i rummene bag

alteret - lidt uvant for os, men meget

mystisk. Det er svært at tage blikket

fra de ofte meget fascinerende præster

med markerede ansigter og flotte skæg.

Gæsterne er klædt i hvidt, bortset fra

en del af de tilstedeværende, der bærer

blå kapper. Det er to betydningsfulde

familier, hvis unge skal giftes.

Efter den flotte ceremoni kører vi alle til

Fasil Ghebbi, Gondors ridderslot. Gondor

var etiopiens kongeby omkring 1500-

1600-tallet og centrum for storslåede

hoffester og kulturelle aktiviteter. Selv

1

om hele optrinnet er så farverigt og

eventyrligt, er det alligevel slående, hvor

meget tilfælles det har med bryllupper

herhjemme. Man poserer på alle måder

for de medbragte bryllupsfotografer,

som man ser brudepar gøre i Dyrehaven

eller andre smukke steder. og jeg må

meget gerne slutte mig til dem. Her er

alt kristent, og der er ingen modvilje

mod min deltagelse, tværtimod opfatter

de mig som en af deres, og jeg velsignes

på lige fod med dem.

bruden er aldeles yndig, men ham havde

jeg nu nok ikke valgt. Men der er ingen

tvivl om, at de er glade for hinanden. efter

den timelange fotografering bydes alle på

lækre retter i parken omkring slottet, og

jeg lærer flere af dem nærmere at kende.

Derefter begynder musikken og dansen,

ikke dans som hos os, men en bølgende

gruppedans, der minder meget om den

dans, præsterne udfører, når Pagtens

stentavler føres til og fra kirkerne. Smukt

og harmonisk i de flotte omgivelser.

brudeparret i deres omfangsrige dragter

fører an. Jeg bliver selvfølgelig indbudt

til at deltage, men vil ikke ødelægge

det flotte harmoniske billede med min

uden tvivl kluntede dans. Til sidst bliver

skyggerne lange. Jeg begynder at trække

Billede 1: Flotte farver og andagt,

men også stor venlighed, præger

hele opbuddet. Etiopien er også

paraplyernes land. De smukke

religiøse paraplyer bruges også

indendørs.

Billede 2: Med korte mellemrum

standser processionen, og præsterne

danner cirkler og kæder, og der

synges og bølges i dans til religiøse

hymner til guds ære.

Billede 3: Da solen bryder frem,

træder præsterne op på det

korsformede bassin, går langsomt

og messende rundt på kanten og

velsigner vandet.

Billede 4: Med sang, trommer og

bedestave føres pagten i procession

i bølgende bevægelser, indtil alle

standser og danser omkring pagten.

3

2 4

mig tilbage og trasker hjem til mit

værtspar i udkanten af Gondor.

nok er Gondors historie lang, men den

er lige som Lalibela stadig flot og meget

levende. Her, som i lalibela, summer alt

af ro og harmoni.

efter Gondor går turen i 4-hjuls-trækker

den lange vej til omo-dalen med dens

tallerkennegre - mursier - og mange

andre folkeslag, der også er på Unescos

liste over verdensarven. nogle folk,

som det bliver noget mere vanskeligt at

komme i kontakt med. Men det er en

helt anden historie.

Etiopisk tid

Etiopierne har deres egen opfattelse af,

hvornår verden startede – hvornår Gud

skabte verden. Helt præcist mener de,

det skete ca. 7½ år efter resten af den

kristne verden. Så deres tidsregning er

ca. 7½ år efter vores. Året starter d. 11.

september. Der er 13 måneder - 12 à 30

dage og én, der samler op på de sidste

dage. Dagen starter kl. 6 om morgenen,

så hvis nogen siger, de vil hente en kl.

6, så stå ikke parat ved solopgang for

de kommer først ved middagstid (vores

kl. 12).

28 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 29


Hyldest til Livet

TeksT og foTo: caThrine krogh

Cathrine Krogh tilbragte

2½ måned af dette års

vinter i mellemamerika.

Primært i guatemala,

men også i Mexico, El

salvador og Panama.

tiden gik med bl.a.

spanskstudier,

motorcykelkørsel,

jungle- og

bjergtrekking, surfing,

kajakroning og dykning,

og hen mod slutningen

af rejsen sendte

hun denne dejlige

nytårshilsen hjem til

venner og familie i det

vinterplagede Danmark.

Dryp, drypdryp, drypdrypdryp... blytunge sporadiske

regndråber falder på palmebladstaget, som er lige

over mit hoved. lyden vækker mig. Det er absolut

vindstille, og luften føles lige så tung som mormors

gamle dyner. Hvor ville jeg ønske, at en frisk søbrise

ville ramme mine næsebor. Regnen tager til, og med

ét er det blevet temmelig heftigt. Igen forbavses jeg

over, med hvilken styrke et tropisk regnvejr føles

- eller også er det bare fordi lyden her under det

primitive tag er så voldsom. Jeg fumler efter min

pandelampe for at se, hvad klokken er. 23:56. Så har

jeg sovet i halvanden time. Det er - et par minutter

endnu - den første dag i det nye år - 2011. Jeg ligger

i en primitiv hytte midt i junglen, tæt ved Rio Dulce,

i det sydøstligste hjørne af Guatemala.

efter lidt tid kan jeg høre, at taget er utæt og det

regner ind. Skal jeg stå op og gøre noget ved det?

Jeg er ikke meget for at kravle ud af mit beskyttende

myggenet, for jeg har jo luret, at jeg ikke bor alene

i denne hytte. Jeg deler den blandt andet med et

par store behårede edderkopper. Så store, at jeg

helst bare vil fortrænge alt om at skulle opholde

mig udenfor myggenettet, mens det er mørkt.

Desuden er der i forvejen så høj luftfugtighed, at

alt mit tøj i rygsækken er halvvådt, så hvad gør

et par regndråber fra eller til? Jeg ligger og håber,

at det ikke begynder at regne ned i min seng. Jeg

lyser rundt med pandelampen og finder lækagen.

Dråberne rammer heldigvis kun ude på gulvet. efter

noget tid stoppes utætheden af sig selv, på trods af

at regnen er tiltaget yderligere. Det må være med

palmeblade som med gamle træskibe. De udvider sig

og tætner ved at være fugtige. Smart - i naturen at

benytte sig af naturens egne materialer.

Regnen er nu så voldsom, at det er umuligt at sove,

men egentlig er det hyggeligt at ligge i mørket og

filosofere over livet - og man kan jo altid klø på nogle

myggestik. Det er helt og aldeles kulsort om natten

her i junglen. Jeg forsøger, om jeg kan finde noget

at fokusere på ude i nattemørket, men her er ingen

elektricitet, så end ikke en eneste lille pære fra en

oplader eller lignende lyser. Ind imellem er der dog

nogle små fluer med noget grønligt lys i rumpen.

Gad vide om det er ildfluer? De minder mig om

små stjerneskud. Først lyser de meget op, mens de

flyver, for derefter at dø langsomt ud. Gad vide, om

man kan ønske, når man ser en ildflue? Jeg vælger at

forsøge. Det blir' til en hel del ønsker. blandt andet,

at jeg lå i en behåret arm og puttede (og nu handler

det overhovedet ikke om edderkopper længere), men

det lader ikke til, at ildfluer har den samme virkning,

som stjerneskud tilskrives. Jeg må huske at google,

hvad fluerne bruger det 'lys' til, når jeg engang bliver

forbundet med omverden igen. Måske skal de vise

en mage, at de er uimodståelige. Det er jo ofte det,

de mange særheder fra levende væsner handler om.

Jeg kommer til at tænke på de mange gange, jeg har

sejlet eller badet i morild om natten. nogle gange

har det været som en tyk selvlysende suppe. Hvor er

naturen dog underfundig.

Der er nu gået et par søvnløse timer, og det regner

stadig voldsomt. naturen har i den grad lukket op

for sine sluser.

Det har jeg også...

Først løber et par enkelte tårer, men langt flere

presser på og vil ud. Til sidst løber en lind strøm

ned i hårkanten og næsten ind i mine ører - som

jeg ligger der på ryggen med hovedet på puden. Det

er glædestårer. Tænk at mennesket kan græde med

så forskellige følelser som sorg og glæde som kilde.

Mine glædestårer udspringer af glæden over livet.

I disse første dage af det nye spæde år er det seks

år siden, jeg sad i en stol på et stort grimt hospital

og en medfølende læge sagde ordene: 'Cathrine, jeg

må desværre fortælle dig, at du har kræft'.

Den dag var det bestemt ikke glædestårer, der løb

ned af mine kinder. Men heldigvis vidste jeg ikke på

det tidspunkt, at der skulle komme til at gå tre år

af mit liv med at få det kapitel overstået. Den tid er

heldigvis ovre, og siden da har jeg - på nær lige i

korte perioder - slået mine øjne op hver morgen med

en intens hyldest til livet.

Som jeg ligger der midt i regnskoven og har brugt

årets første dag på at ro kajak ned ad Rio Dulce,

smækket kajakken op på en lille træbro ved det

Caribiske hav, spist den lokale seafood, drukket

friskpresset frugtsmoothies - og jeg på dag 2 i

det nye år skal begive mig til belize for primært at

dykke og nyde små bountyøer, så er jeg udmærket

klar over, at det skyldes, at jeg har travlt med at

nyde livet i turbofart - primært fordi jeg for seks år

siden fik en besked skrevet med ret store bogstaver

om, at livet ikke er en selvfølge. At rejseri kom til at

stå øverst på mit livs nye to-do-liste, er dog kun en

naturlig afspejling af min evige udlængsel og flyvske

personlighed. Dog tankevækkende, at vi mennesker

ofte skal helt derud på livets tynde isflage, før vi er

lydhøre overfor vore sande drømme og længsler.

At rejse er at leve - eller overleve.

Håber inderligt, at I alle vil komme til at græde

udelukkende glædestårer i det nye år.

Kærligst Cathrine

GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 31


Hvem vil med ud og se en

leopard?

TeksT og foTo: Lene dangaard

At spotte en leopard i den frie natur kan

være en svær ting. Det måtte vi sande

under en ferie i Kenya i marts måned

2010.

Østafrika er et vidunderligt

safariområde, der byder på stort set alt,

hvad hjertet kan begære af dyr i store

flokke. Både i Kenya og Tanzania vrimler

det med vildt, og det er en storslået

oplevelse at være på safari her. også

for fugleentusiaster er Østafrika et

paradis. en af vore medrejsende var

meget ornitologisk interesseret, og det

lykkedes ham på 14 dage at bestemme

ikke mindre en ca. 150 fugle (kun, hvis

han var helt sikker, fik fuglen et kryds i

hans bog!).

Overalt så vi bøfler, elefanter, løver,

næsehorn, geparder, giraffer, flodheste,

krokodiller, hyæner, sjakaler, zebraer,

gnuer, strudse, klippegrævlinge,

vortesvin, bavianer, marekatte, colobus

aber, topier antiloper, Thomson gazeller,

impalaer, dik-dik’er og mange flere. Det

eneste springende punkt på hele turen

var: Hvor gemmer leoparden sig?

Hyæner er godt i gang med

morgenmaden Geparden lod sig ikke

røre af, at vi var ganske tæt på

Der blev gjort mange og ihærdige

forsøg fra vores gode chauffører Peter

og Fredriks side i og med, at de førte

en livlig kommunikation med andre

chauffører, når vi var på safari. Specielt

i Masai Mara skulle der være gode

chancer for at se leoparder, og vi hørte

da også om andre, der havde været

heldige. Endelig lykkedes det os at finde

1

et træ, hvor en leopard holdt til, de

sidste dage vi opholdt os i området. Den

havde nedlagt en gazelle og havde, som

den har for vane, halet den med op på

en gren i et pølsetræ, så ikke andre dyr

skulle tage del i dens måltid. bedst som

vi fik dessiner om, at leoparden var der,

og vi susede af sted for se den, ja så

var den pist væk, når vi kom frem. og

sådan var det altså bare hele tiden - øv,

hvor var det ærgerligt.

Afrejsedagen fra Serengeti oprandt

desværre alt for hurtigt, og vi skulle

videre og slappe af under kokospalmerne

ved Mombasas hvide sandstrande de

sidste tre dage af ferien. Transporten

ud til kysten skulle foregå med fly,

men da der jo heldigvis ikke er anlagt

store lufthavne i nationalparkerne, ja

så foregik turen med et lille propelfly

2

med plads til kun 19 personer, og dette

landede på en såkaldt airstrip (ryddet

grusbane) midt på savannen. Check-in

og security-check? Glem det. Det kender

man ikke til her. ”lufthavnen” bestod af

et toilethus, tre betonbænke, der var

overdækket for at tage af for solen, samt

et lille hus til ”lufthavnspersonalet”.

Afgangsterminalen!

Klar til afgang

Midt i det såkaldte check-in kom vores

chauffør Peter lige pludselig over til os

og spurgte: ”Who would like to see a

lepard?” Ja, hvem ville ikke det, men

spørgsmålet var jo bare tiden. Flyet

var godt nok ikke landet endnu, men

forventedes at komme inden for 5-10

minutter. Dette mente Peter dog ikke

var noget problem, for de ventede da

bare på os! Altså, 1-2-3 sprang vi ind

3

i bilen og lod bagage være bagage og

susede af sted ud over savannen med

adrenalinen pumpende i blodet.

endelig fremme ved pølsetræet viste

det sig dog desværre, at leoparden

heller ikke gad ligge til skue for syv

dumme danske turister i dag, så vi fik

endnu engang en lang næse og måtte

vende tilbage med uforrettet sag. et

lille kuriosum var dog, at da Peter

skulle vende bilen, så sad vi pludselig

fast i mudder! Det var ikke første gang

det skete, så belært af tidligere dårlige

erfaringer var der ikke andet at gøre,

end at alle mand sprang ud af bilen og

forsøgte at skubbe den fri. Vi nåede

ikke at tænke ret meget over risikoen

ved dette stunt, og det var først da vi

sad i bilen igen, efter den var kommet

fri, at tanken om, at leoparden måske

havde ligget og luret i græsset lige i

nærheden, kom til os!

"the kill"

Vi sad godt fast i

mudderhullet

Så kom ikke og sig, at det ikke kan være

forbundet med særdeles spændende

og nervepirrende oplevelser at tage på

safari.

Billede 1: Hyæner er godt i gang med

morgenmaden

Billede 2: Geparden lod sig ikke røre af, at vi var

ganske tæt på

Billede 3: Afgangsterminalen!

Billede 4: Klar til afgang

Billede 5: ”The kill”

Billede 6: Vi sad godt fast i mudderhullet

5 6

32 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 33

4


FORSIDEKANDIDATER

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

1. 2.

3.

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

4. 5.

6.

1. Kloster i Petra, michael nyholm

2. himlens tempel, Beijing, anja Povlsen

3. velkommen til auschwith, Erik Pontoppidan

4. old Bridge, mostar, Bosnien-hercegovia, jakob Øster

5. stillehavsatol, Camilla Eriksen

6. abu simbel, Egypten, morten haagense

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

Billedet på forsiden er udvalgt blandt de indsendte billeder fra Verdens kulturarv. Her på

siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

7. 8.

9.

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

10. 11.

12.

7. mayaruinen Quiriguá, anette lillevang Kristiansen

8. Erimitmunk i klipperhule, lalibela, Elsebeth finnick

9. ahu ariki på påskeøerne, ib larsen

10. taj mahal, inden, morten haagense

11. skattekammer i Petra, micael nyholm

12. nordamerikansk indianer, ole markussen

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n

marts 2011 / nr. 43

Globen

r e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u B

- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n


En argentinsk

fotosafari

Efter at have besøgt Argentina seks gange i løbet af de seneste seks

år, er jeg nu ved at boble over med oplagte rejsemål i det noget nær

perfekte rejseland. Her kommer derfor en insiderguide til landet

baseret på viden fra egne rejser, fra andre berejste og fra en stribe

lokale venner. Artiklen er en fortsættelse af artiklen ”Insiderguide til

Buenos Aires”, som var i Globen december 2010.

TeksT og foTo: Jacob gowLand Jørgensen

argentinas stærkeste kort

Få lande kan prale med at have så mange

verdensklasse-sights og oplevelser som

Argentina har. Fx verdens flotteste

vandfald (ifølge adskillige berejste).

Verdens højeste togbane. Verdens

sydligste by. De største pingvinkolonier

i verden. en berømt madkultur. en

hovedstad, der aldrig sover. Kæmpe

sumpområder med et unikt dyreliv. Vilde

ørkenområder, der flyder med mærkelige

klipper og dinosaurusskeletter. en

udbygget infrastruktur til rejsende. og

ikke mindst – en gæstfri befolkning og

valuta for pengene.

Hvis du vil have en stor oplevelse, så

prøv at opleve den oprindelige – og

stadig sprællevende - landkultur på en

fungerende herregård (en estancia),

helst med kvæg. Man skal dog et

stykke fra byen for at finde autentiske

1) Bedste steder forår og efterår

steder, da jorden på pampassen

omkring bA, den fugtige pampas,

er alt for frugtbar til at spilde den på

kvæg. Der ligger en del autentiske

steder i en afstand af 300-600 km fra

bA på den (semi-) tørre pampas, men

kig fx også omkring Corrientes i nord

eller ved Mendoza, Salta og de andre

bjergbyer. Da niveauet spænder fra

decideret slotsferie til ”farmhostel” er

der meget store prisforskelle, men husk

at priserne oftest inkluderer al mad, vin

og aktiviteter. Her er et par anbefalede

i den dyre, meget organiserede ende

af skalaen: estancia el Colibri, Cordoba

og kvægløse, men smukt beliggende

Peuma Hue i bariloche. Du kan også

søge på www.estanciasargentinas.com

og ellers spørg de lokale turistbureauer

om bed & breakfast på en lokal gård

eller en estancia.

1) b.A 2) Salta 3) Iguazu

Bedste rejsemåneder

Argentina er et oplagt rejsemål året

rundt pga. de mange klimazoner og

højdeforskelle. Var det fx noget med

en skiferie i juli? november, december

og marts er alle oplagte måneder med

flot vejr, og januar og februar kan også

godt være fantastiske fra buenos Aires

og sydpå, men er man ikke til fugtig

varme skal man prøve at undgå dem.

April og delvist maj har også sin charme

med køligere vejr og høj sol i buenos

Aires, mens det godt kan sne i juli,

selvom vejret midt på dagen som regel

er mindst 10 grader. Hvis du selv kan

vælge, og skal både sydpå og nordpå,

så kan jeg anbefale tre uger fra starten

af marts. Argentinerne holder selv lang

sommerferie fra jul og frem til februar,

og mange rejser i deres eget land, hvilket

gør, at der kan være fyldt på de gode

hoteller rundt omkring i den periode.

2) Bedste steder sommer (januar og februar)

4) San Martin de los Andes 5) el Calafate 6) Valdes

3) Bedste steder vinter (maj til september)

7) bariloche 8) b.A 9) Iguazu

4) Bedste steder for mad- og vinsmølfer

10) bA 11) Mendoza 12) Iguazu

5) Bedste steder for kulturoplevelser

13) bA 14) Cordoba 15) Salta

6) Bedste steder for badedyr

16) Mar de las Pampas 17) Pinamar 18) nord og vest for Punta del este (Uruguay)

36 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 37


7) Bedste steder for dyreinteresserede

19) Valdez & Punta Tombo 20) esteros del Ibéra 21) Iguazu

8) Bedste steder for bjergjunkier

22) Humauaca 23) Talampaya 24) Vulkanen lanin

9) Bedste off-road steder

25) Månedalen - Ischigualasto 26) Villa Angostura 27) el Chalten

10) Bedste ekstreme steder

28) Ushaia 29) Toget til skyerne - Salta 30) Dinosaurus dalen – neuquen

11) Bedste steder med få besøgende

31) Antofagasta de la Sierra 32) Mburucuyá - med dansk historie 33) nationalparken el Palmar

11

23, 25, 31

14

4, 7, 24, 26

5, 27

22

2, 15, 29

Praktiske oplysninger

1, 8, 10, 13

28

30

6, 19

20, 32

33

16, 17, 18

3, 9, 12, 21

Her kan du få hjælp:

To oplagte hjælpere, som vil kunne gøre din rejse lidt mere spændende - eller lidt billigere – end du

sandsynligvis ville kunne gøre selv. og det endda på engelsk...:

www.argentinaescapes.com (super service, og kan klare de fleste budgetter undtagen helt lavbudget)

www.hitravel.com.ar (større turarrangør, kun lavbudget)

vil du vide mere?

Så kig fx på tre berejstes hjemmesider: www.sopax.dk, www.futtrup.name og www.linaa.net hvor Søren

Padborg, Erik Futtrup og Jakob Linaa fortæller om deres fine ture til Argentina i 2010. På www.berejst.dk

er der også guld at hente under ”beretninger”.

38 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 39


Hanegal og hundeglam. Klokkeklang

og kvindehyl. Det var nogle af de lyde,

som i et vist omfang prægede den tur,

De berejstes Klub i dagene 14.-23.

august 2010 gennemførte til verdens

næstyngste stat, Østtimor.

Haner galede stort set over alt, i by

og på land, og hele døgnet igennem,

hundene noget mindre, kirkeklokkerne

tidligt om morgenen til fromesse i det

katolske land, og… ja kvindehylene,

dem hørte vi kun et par gange, men

som udtryk for natlige minidramaer, der

skal berettes om senere.

historien er tæt på

Mange udbrændte huse vidner om

et land præget af de sidste årtiers

blodige historie. Geografisk udgør det

halvdelen af én af de Små Sunda-øer og

er omgivet af Indonesien til alle sider.

Da Portugals kolonirige brød sammen i

1975, erklærede modstandsbevægelsen

Fretilin ensidigt landets selvstændighed.

Den indonesiske nabo mente dog, at

portugisernes 206 år lange kolonistyre

burde afløses af en indlemmelse af

det 14.609 kvadratkilometer store

territorium.

Det var indledningen til et barsk

besættelsesstyre, hvor mange

timoresere blev fængslet, torteret,

myrdet eller døde af sult. Amnesty

International skønner, at indonesernes

25-årige besættelse kostede en

tredjedel af befolkningen, dvs. 200.000

personer, livet.

efterhånden voksede protesterne

fra udlandet. I 1999 gik indoneserne

med til at holde en folkeafstemning,

og 79 pct. af befolkningen stemte

for selvstændighed. Fn gik ind med

et overgangsstyre, og landet blev

selvstændigt i 2002.

et lille frihedsmuseum i Dili beskriver

den blodige vej til selvstændighed –

ved hjælp af fotostater af guerilla’er,

militser, frihedskæmpere i junglen m.v.

og nogle af deres våben.

Katolicisme og animisme

hånd i hånd

Dili har ikke meget ”hovedstadspræg”,

når bortses fra et splinternyt

udenrigsministerium, parlamentet og en

række ambassader. Vort hotel virkede

også nyt og smart, men det slog os, at

der ikke var telefon på værelserne.

byen er præget af lave basar-lignende

bygninger på én-to etager og ret få

butikker. byen ligger ud til vandet,

og i den østlige ende er der en

udmærket strand med en halv snes

fiskerestauranter.

Portugal har kun sat meget beskedne

fodaftryk på landet. De opførte kirker,

skoler og ret få huse og prøvede at gøre

befolkningen katolske, men i 1975 var

Ø st t i mor

- en lille ny stat

præget af historien

Indtryk fra klubturen

14.-23. august 2010

TeskT og foTo: søren fodgaard

og henrik døcker

der stadig 72% der fulgte animistiske

traditioner. Under indonesernes

besættelse konverterede mange dog,

dels fordi de blev tvunget til at vælge

en af landets fem officielt anerkendte

religioner, hvoraf katolicismen indgår,

dels fordi kirken aktivt støttede

modstandsbevægelsen.

Mange hænger dog stadig fast ved

traditionerne. I Com mod øst besøgte

vi en begravelsesplads med fine

katolske gravmonumenter, hvor der sad

bøffelkranier på toppen af korset. Der

hang også en indtørret kylling, som var

sprættet op i levende tilstand – man

kan nemlig spå ud fra dyrets indvolde

og måske helbrede syge. når den

afdøde bisættes, samler familien sig om

gravstedet og holder en ceremoni og en

god fest.

Mordere blev dømt – og

frigivet

På vores ni dages rundtur – fordelt på

to off-roaders – var vi slået af de mange

ruiner. Da indoneserne skulle rykke ud i

1999, besluttede de at ødelægge mest

muligt, ivrigt bistået af lokale militser,

som de havde trænet og forsynet med

våben.

De fleste huse blev brændt ned, næsten

hele elforsyningen ødelagt, og tusinder

myrdet. De fleste huse er genopbygget,

men der er stadig mange ruiner uden

tag og vinduer.

Det tydeligste udtryk mødte vi vest for

los Palos, i den østlige del af landet. På

en tavle ud til landevejen mindedes otte

personer, heraf fem fra den katolske

kirke, som blev skudt her i de kaotiske

dage i 1999. De blev standset af en lokal

militsgruppe, der ville hævne sig på

kirkens folk, fordi kirken havde været

aktiv i modstanden mod indoneserne.

Ligene af de otte blev smidt i floden lige

ved siden af vejen.

Dette overgreb blev senere efterforsket

under ledelse af Fn-politiet. Vores guide

Sanches bistod med efterforskningen,

idet han var vokset op i en landsby

uden for Los Palos og kendte flere af

militsfolkene. Han deltog desuden i

retssagen som tolk, fordi han taler fem

sprog flydende.

lederen af gruppen blev idømt 20 års

fængsel, men blev sat på fri fod i 2006

i forbindelse med en generel amnesti

som led i en national forsoning. et

udspil som har fremkaldt både national

og international kritik.

At der kun er roligt på overfladen blev

klart i 2006. en splid om forfremmelser

mellem soldater fra den østlige og den

vestlige del af republikken førte til

afskedigelse af en tredjedel af hærens

1500 mand. De hjemsendte soldater

blev nu kernen i en opstand hvor

150.000 mennesker blev drevet på flugt.

Der har været uro flere gange siden,

bl.a. attentatforsøg mod præsidenten.

Få uger senere sendte Australien

militærstyrker og Fn en politistyrke ind

i landet. Disse soldater præger stadig

bybilledet især i Dili, hvor de kører rundt

i store off-roadere eller parkerer foran

barer, butikker mv.

Officielt er det planen, at FN-politiet

på i dag 1500 mand takker af i 2012,

men det er der ikke mange som tror

på. en fortsat tilstedeværelse vil sikre

roen i landet – til gengæld føler mange

at Fn opfører sig provokerende, og at

Australien står bag urolighederne efter

landets selvstændighed. Australien har

store olieinteresser i farvandet syd for

Østtimor, og de råder over havområder,

som rettelig tilhører Østtimor. Derfor

har de interesse i at landet forbliver

svagt og ustabilt.

De mange spændinger mellem

forskellige provinser, mellem politi

og militær og mellem tilhængere og

modstandere af selvstændigheden har

spændt ben for en udvikling af den unge

stat”, fortæller danskeren Finn Reskenielsen,

souschef for Fn-missionen

(UnMIT), som et par af os mødte i Dili.

Fn i Østtimor er imidlertid andet

end politi. Fn’s Udviklingsprogram

(UnDP) betegner selv tilvejebringelse

af et retssystem som sin hidtil største

DBK-medlemsmøde blev afholdt

den 18. august i Tutuala – i

spisesalen på et primitivt

strandhotel med bølgeskvulp i

baggrunden.

Hele gruppen – bagest Søren

Fodgaard, Henrik Døcker,

Bodil Johanne Jørgensen, Per

Danielsen, forrest vores guide

Sanches, Lone Friis Larsen og

Lillian Friis Hansen.

Billede i baggrunden: Jaco-øen

ud for østspidsen – med kridhvidt

sand, klart vand og palmer.

succes. Domstolene anvender Portugals

love, og jurauddannelsen foregår derfor

på portugisisk.

Ro – og kvindeskrig

Stemningen var især uden for Dili

præget af ro og fred grænsende til det

søvndyssende. Alligevel oplevede vi et

par episoder, som skal nævnes, selv om

de næppe er typiske for landet.

I Maubisse boede vi på et fint, men

stærkt nedslidt hotel, en såkaldt

pousada, bygget af portugiserne. Her

hørte vi første gang høje kvindehyl. ”Det

lød som om en kvinde blev voldtaget”,

var et kvalificeret gæt. Den besynderlige

forklaring skulle imidlertid være, at det

kom fra en kvindelig hotelgæst (ikke fra

vores gruppe), som ejede en motorcykel

– der var aflåst med kæder. Den blev

forsøgt røvet, fordi der var glemt en

tændingsnøgle i den!

Anden gang var ude på østspidsen,

hvor vi overnattede på et primitivt hotel

i bambushytter. I en af hytterne sov

et ungt par trygt, indtil kvinden blev

vækket ved at nogen befølte hende

på benene. Hun skreg op, kæresten

løb ud, personalet blev alarmeret, og

to overfaldsmænd tog flugten. Der gik

flere timer, før der var faldet ro over

stedet.

De formastelige blev indhentet og viste

sig at være drenge på hhv. 12 og 15 år

40 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 41


Visse steder finder man bøffelkranier

på gravsteder – en integration af

katolicismen og animistiske traditioner.

fra lokalområdet. næste morgen var

der stor opstandelse og indkaldelse af

et ældreråd, som talte dunder til dem.

Et kvalificeret gæt lød på, at der kunne

være tale om et væddemål. I en alder

hvor hormonerne bobler, snakker de

om, hvem tør hvad og hvor meget.

Sådan lidt i stil med folk og røvere

i Kardemomme by, hvor de dristige

ungersvende ”bortførte” en vis ’frøken

tante’ Sofie…

Pælehuse

I mange landsbyer ser man et eller flere

huse på pæle. De hedder Uma lulik

(sacred house) på Tetum og lee Teinu

(house with legs) på Fataluku, sproget

der tales på østkysten.

De fleste huse var oprindeligt på pæle

af praktiske grunde for at holde dyrene

ude, for ventilation og ifølge traditionen.

Det højeste hus i en landsby var det

første, der blev bygget af en klan og

Lokale på markedet i Aileu. Lokale på markedet i Aileu.

Kristus-statuen, rejst af indoneserne på et forbjerg

lige øst for Dili. Den er 27 m høj som symbol på, at

Østtimor var Indonesiens 27. provins.

Lokale på markedet i Aileu.

dermed det vigtigste, hvor politisk eller

spirituel autoritet boede/bor.

Stort set alle disse huse blev brændt af

indoneserne. De tilbageværende huse

bruges dog, og der bygges enkelte nye

huse, ofte sponsoreret af velhavere.

Folk bor i dag generelt i huse på

jorden, bl.a. fordi der er mangel på

byggematerialerne.

Desuden bygger man ikke bare et

helligt hus. Det kræver en bekostelig

og kompliceret åbningsceremoni

med mange ofringer. Husene er også

forbundet med særlige venskabsog

ægteskabsrelationer, som skal

bestemme position, højde osv.

medlemsrejsen

Rundrejsen i landet var arrangeret

af lone larsen. Teknisk

arrangør var Mega Tours –

timormegatours@aim.com – som

arrangerer rundture på øen. Mega

Tours sælger også flybillet Bali-

Østtimor (den kan ikke købes på

nettet, men kun gennem en agent;

ruten beflyves dagligt).

lonely Planet har en guidebog

for Østtimor, der blev udgivet

i december 2008. Hvis man vil

sætte sig ind i landets historie kan

anbefales engelsk Wikipedia, som

rummer flere hundrede sider, med

hovedvægten på de sidste fyrre år.

endelig er 150.000 lokale stadig internt

fordrevne, fordi indoneserne jog dem

væk fra bjergene. De bor nu på andre

klaners territorier, og man kan ikke

bygge hellige huse, før man igen bor i

sit hjemland.

De huse der er vist på billederne var de

største vi så. Vi gik hen og kiggede på

husene og snakkede med børnene og

med de gamle og spurgte til sidst, om

vi kunne komme op i dem. Jo, 5 dollars

til den gamle dame, der boede deroppe,

så var det i orden. (når vi gav damen

dollars, er det ikke udtryk for turister,

der spolerer lokalbefolkningen med

fremmed valuta – Østtimors valuta er

faktisk US dollars, der findes ikke nogen

lokal valuta).

Vores guide sagde, det var første gang

en gruppe havde fået lov at se et sådant

hus. Måske fordi vi tog os tid til at sludre

med børnene, måske fordi de fleste

mænd var ude i marken.

Man kommer op i huset via en spinkel

stige. Der var ikke meget at se – der var

ét rum som er ca. 3 x 3 m, et tæppe på

gulvet og et ildsted.

naturoplevelser

Hvad er der ellers at se og/eller opleve

i Østtimor?

* På østspidsen er der en nationalpark.

Som et led i et udviklingsprojekt sat i

gang af en lokal nGo er der i Tutuala

rejst et primitivt strandhotel med

bambushytter på pæle. Det ejes og

drives nu helt af de lokale beboere.

Man falder i søvn til suset i palmerne og

bølgeskvulpet – den perfekte tropeidyl.

Ulemper? Tja, man kunne kun bade med

en øse fra en vanddunk, og vejen derud

var ekstremt dårlig hvor vores biler

kørte 5 km/t.

* Mange steder på østspidsen er der

primitive klippemalerier af mennesker,

vildt, skibe og søpindsvin, mindst 2500

år gamle. Vi så en række, der var malet

på en stor lodretstående klippe.

* Flere steder i bjergene dyrkes

kaffe under kronerne på 30 m høje

træer, som giver landskabet et frodigt

indtryk. Vi besøgte en af de fabrikker,

hvor bønnerne gøres klar til ristning.

Østtimor var tidligere kendt for en fin

kaffe og eksporterer i dag en del til

bl.a. USA, men det man får i landet er

2.-sortering.

* Det meste af landet består af bjerge.

Det højeste er 2.963 m og kan være

et mål for en krævende vandretur.

Tre fra gruppen valgte dog at bestige

det næsthøjeste bjerg. Turen startede

med en vandring op gennem golde

landskaber til en landsby med otte huse.

Her overnattede de med høns og ivrigt

snakkende lokale i baggrunden. De stod

tidligt op næste morgen, og vandrede 8

timer i tåge og finregn – men de nåede

ikke toppen, vejret var for dårligt.

1 2 3 4

Den traditionelle bolig har været huse på høje

pæle. Disse huse er restaureret med bistand fra

en lokal Rotary klub.

Inde i huset er der et ildsted til madlavning –

og i det andet hjørne et mindre ildsted som

bruges til religiøse formål én gang om året. I

loftsrummet opbevares de hellige genstande og

familiearvestykker.

* Hoteller er en mangelvare – i mange

byer er der reelt kun ét (samt nogle

guesthouses). I baucau brugte vi et

klassisk hotel fra kolonitiden med

prægtig udsigt, store opholdsrum og

et fint udvalg af portugisiske vine i den

elegante spisesal. De kun ti værelser var

i en nybygget fløj – de gamle værelser

i en forfalden bygning bagved havde

ingen lyst til at bruge længere. Det var

nemlig her, politiet holdt til under den

indonesiske besættelse og torturerede

deres fanger.

Billede 1: Vejene lider hårdt under monsunen

– og enkelte veje bliver repareret.

Billede 2: Hovedstaden Dili optager et af de

få slettelandskaber i landet. Der er stort set

ingen huse højere end to etager.

Billede 3: Man ser stadig huse som

blev nedbrændt under indonesernes

tilbagetrækning i 19

Billede 4: Landets næsthøjeste bjerg er skjult

i skyer, og næste dag skal vi forsøge at nå

derop.

42 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 43


Bartendertur til

Marrakesh

Norwegian fløj sin første tur til Marrakesh onsdag

den 3. november 2010, og på denne jomfrurejse

deltog ni bartendere fra Café Globen samt seks

”påhæng”. Den 10. bartender, arrangøren, modtog

os i lufthavnen og gav os tre uforglemmelige dage.

TeksT og foTo: ann kLedaL

bartendetur til Marrakesh? Det lyder

som en vittighed, for det er da ikke lige

byen, hvor man pubcrawler og drikker

igennem. er det måske ikke meningen

med en bartendertur?

både ja og nej. Der har været andre ture

til bl.a. Tallin, Krakow og berlin, hvor

alkoholprocenten endte med at være

betydelig højere end i Marrakesh. På

denne tur var vi heldige at vi overhovedet

fandt nogle udskænkningssteder – og

det var kun i kraft af Ahmed, der kender

byen ud og ind.

Frivillig bartender i Café

globen

Så det var ikke primært for øllets skyld

vi drog af sted, men for at have en

fælles oplevelse som bartendere. Vores

café holder sig jo kørende med frivillig

arbejdskraft og ildsjæle, fordi vi bare

synes det er alle tiders med sådant et

mødested i København. Det er sjovt at

være bartender, fordi man møder så

mange typer mennesker hen over baren.

Hører historier. Får ideer og gode råd til

næste rejse. lærer folk at kende på en

anden måde, end ved selv at være gæst.

og fordi det for os alle er så forskelligt

fra det, vi normalt beskæftiger os med.

oftest står man alene i baren, og

mange af de andre bartendere, ens

”kolleger”, møder man måske kun til

bartendermøderne, til foredrag eller til

landefesterne. Så for at ryste os bedre

sammen og give os lidt ”korpsånd”,

bliver der af og til taget initiativ til en

bartendertur på tre dage.

med ahmed som rejseleder

Ahmed, selv marokkaner, havde spottet

at norwegian havde første tur til

Marrakesh for ca. 1400 kr, så han tog

initiativet, organiserede turen og var

vores rejseleder. og hold da op, hvor vi

bare blev ført rundt. Alt var tilrettelagt,

ikke noget med at finde hotel selv eller

prutte om prisen på en hestevogn. Det

ordnede Ahmed. Vi individuelle berejste,

der normalt skal klare det hele selv,

kunne få helt smag for at få tingene

serveret og bare følge trop.

Ahmed mødte os som sagt i lufthavnen og

vi blev installeret midt i souquen i et lille

fransk/marokkansk hotel, Riad Maison

Do, som var meget smukt indrettet og

med en stor tagterrasse, hvor vi spiste

morgenmad. Desuden var personalet

meget imødekommende og ikke blege

for at sørge for den lokale rødvin.

Hvad hotellet selvfølgelig ikke kunne

gøre for var, at de var ved at reparere

kloaksystemet udenfor, så det var med

livet som indsats – og helst ædru – at

man balancerede hen til indgangen ad

nogle brædder over et meget dybt hul.

og hvis man ikke var ædru blev man det

hurtigt af stanken, der steg op.

og så gik det ellers slag i slag rundt i

den flotte by ved foden af Atlasbjergene.

For mange var det ”nyt land”, for nogle

genkendelsens glæde. Ud til Jardin

Majorelle, en enestående flot have med

kaktus i alle variationer og hvor der er

et mindested for den kendte franske

modeskaber Yves Saint laurent, hvis

aske ligger spredt ud i haven i hans villa

i Marrakesh.

Dagen efter i hestevogn, sådan lidt

gruppeturistagtigt, ud til Jardin de la

Menara, med et kæmpe bassin og en

pavillon bygget til sultanen og hans

harem.

Udenfor området stod der en mand

og solgte tingel-tangel, deriblandt

”rastafarihatte”. Og han fik sig nok noget

af en overraskelse, da vi efter en del

”prutten” købte 16 styk, som skal bruges

til vores kommende Jamaicafest i caféen.

På tredjedagen gik turen op til

oukaimeden, et skisportsted i bjergene,

i lejet minibus. Ad snoede veje forbi

berberlandsbyer og langs vejen et hav af

lerkrukker og tæpper til salg. Det er helt

uforståeligt, hvem der køber alle disse

varer, for vi så næsten ikke et øje. Dvs.

indtil bussen standsede. om det så var

”in the middle of nowhere” for at tage

fotos, så stod der i løbet af ingen tid en

smykkesælger. enten som skudt op af

jorden eller fræsende på en knallert.

Hovedattraktionen er og bliver

selvfølgelig den yderst særprægede

plads Djema el Fna – de dødes plads –

hvor kriminelle før i tiden blev henrettet.

Her sker noget hele tiden, men først

efter solnedgang går løjerne rigtig i gang

med slangetæmmere, historiefortællere,

orkestre, dresserede aber og masser

af madboder, hvor man på lange

bænke kan indtage alt fra snegle til

kandiserede kager – kun lidt forstyrret

af lommetørklæde- og makronsælgende

børn.

De våde varer

og hvad så med drikkevarerne? Det er

trods alt en bartendertur, så det lokale øl

og den lokale vin skal jo smages. På de

allerfleste restauranter blev der indtaget

frugtdrikke eller sodavand til maden.

Men med Ahmed som anfører fandt vi

jo de listige steder, enten på hotellerne

eller i skumle sidegader. og så blev der

smagt på den marokkanske øl Flag.

I princippet må hotellerne og barerne

ikke sælge alkohol til marokkanere –

kun til de vantro turister. Derfor drikker

marokkanerne altid deres øl eller vin

meget hurtigt, hvis der nu skulle blive

razzia. De kan i princippet også løbe fra

regningen, for baren kan jo ikke anmelde

noget ulovligt til politiet!

Der er dog lindring at hente i CARReFoUR,

et kæmpe varehus i udkanten af byen.

Her er der en alkoholafdeling, hvor man

kan forsyne sig og så drikke hjemme.

Den sidste aften blev der på vores hotel

indtaget rigeligt af den lokale rødvin til

et overdådigt måltid af couscous med

kylling og figner med lam, så stemningen

blev ret animeret og en bartendertur

værdig. Vi fik også et lille tryllenummer.

Den gode Per Danielsen havde af en

”tryllekunster” på Djema Al Fna lært

at trylle vand om til vin, hvorefter

han næste morgen gav et nummer til

morgenmaden, hvor han tryllede vand

om til Gl. Dansk. og pokker om han

ikke til vores festmåltid og under store

klapsalver også kunne trylle vand om til

vodka!

Inden måltidet og stadig nogenlunde

ædru, men fjollede, blev fire medlemmer,

der skulle have ”nyt land”, fotograferet

i et kæmpe badekar med drinks og

telefonbruser for øret – det skulle kunne

gøre det ud for et postkort, mente de.

I det hele taget var det længe siden at

de fleste havde grint så meget. Og det

var ikke kun under indflydelse af alkohol.

Stemningen var i top fra morgenstunden,

rejsefortællingerne og røverhistorierne

mange og ikke mindst Ahmeds gode råd

om, hvordan man ”prutter”, fik tårerne

frem, da de var blevet afprøvet af et par

forsigtige piger, der syntes det var lidt

pinligt at gå så langt ned i pris. Hvis den

forlangte pris er over 100 Dirham (70

kr), så byd 10% af prisen – er den under

100 så byd 40%. Sådan! og det virkede!

næste dag var lørdag og hjemtur

for ni i gruppen. To i gruppen tog op i

Atlasbjergene og fire tog med Ahmed

sydpå til Agadir, hvor vi blev inviteret til

dejlig frokost hos hans mor. Ahmed og to

i gruppen blev i Agadir, og jeg tog med et

”påhæng” langs kysten op til essaouira

i nogle dage. en skøn by, og en god

afslutning på bartenderturen, som helt

sikkert ikke bliver den sidste af slagsen.

Billede 1: Gruppen

iklædt rastafarihatte.

Lidt turistet måske……

men hva’ så?

Billede 2: Et enormt

badekar i marrokansk

stil kan let rumme fire

fjollede medlemmer

af klubben, der vil

tilføje et nyt land til

deres cv.

Billede 3:

Et af mange

pottemagerier

på vejen op i

Atlasbjergene.

Man må håbe det

ikke bliver regn

eller storm, for så

går der nok skår i

glæden!

Café Globen har p.t. omkring 20 ”aktive” bartendere. nogle har

faste vagter, nogle tager vagter, når de kan. bartenderne er både

aktive og passive medlemmer af klubben. Alt styres af ”den listige”.

Så hvis du har fået mod på at blive bartender, kan du henvende dig

til ham på vagtlisten@gmail.com

Der er altid brug for flere hænder.

44 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 45


konkurrence da Jeg bleV berømt

1. pladsen går til:

Verden set med

rulleskøjter på

af chrisTian kirkeberg

På de fleste af mine rejser har mine

rulleskøjter været en tung, men også en

vigtig bestanddel af min bagage. Vi har

sammen kørt i 31 lande under meget

forskellige vej- og vejrforhold.

Stærkt i erindringen står en oplevelse

fra min tur til det østlige Afrika, tilbage i

1990’erne, hvor vi, mine rulleskøjter og

jeg, kom til en mindre landsby i Uganda.

Sammen med nogle andre backpacker

ville jeg en tur ud og se gorillaer i Zaire.

Vi havde været i byen et par dage for at

arrangere turen, men der var problemer

med at få lov til at komme ind i Zaire.

Vejen foran hotellet var asfalteret, dog

med en del støv, grus og mange huller,

og jeg vidste, at vejene uden for byen

ville være jordveje. Men hård jordvej

eller grusset asfalt kommer ud på et.

Hvis man køre lidt hurtigt er det ikke det

store problem, men triller man langsom,

sidder hjulene fast i alle ujævnhederne.

Jeg havde jo bragt rulleskøjterne med,

ca. 5 kg i alt med reservedele, for at

køre på dem. Jeg havde ikke brugt dem,

siden jeg forlod Zanzibar.

Den dag startede jeg om morgenen. Det

gik fint, ikke de store problemer med at

køre på rulleskøjterne på de støvede

veje og jordvejene. Jeg havde kørt

længe, og det var først ca. 10 km uden

for byen, at jeg blev opdaget - eller

rettere før folk forstod, hvad jeg var for

en, og hvad det var jeg kørte på. Men

så stod der også en rand af mennesker,

hele vejen tilbage til byen.

Det var en fantastisk oplevelse, folk

i alle aldre, der råbte, klappede og

vinkede til mig. Jeg kom sikkert tilbage

til hotellet, hel høj af alle de tilråb og

glade mennesker, jeg havde mødt på

vejen.

næste dag skete der stadig ikke

fremskridt i forbindelse med vores tur

til Zaire. Da vi kom til at vente mindst en

dag mere, bestemte jeg mig for at prøve

at køre ud af byen i den anden retning.

Men inden jeg nåede 10 meter fra

hotellet, var der næsten 100 mennesker

på deres cykler omkring mig. Cykler

blev brugt meget som transportmiddel

og som taxier. De havde ventet hele

morgen på, at jeg skulle komme ud fra

hotellet.

Hele flokken af cykler og folk langs

med vejen gjorde turen til en kæmpe

oplevelse, og jeg følte en opløftende

glæde, mens jeg rullede derudad. Der

var mennesker alle vegne, alt gik i stå

og alle kiggede i min retning.

Jeg kørte ca. en time og var næste tilbage

ved hotellet igen, da politiet stoppede

mig. De bad mig om at lade være med

at køre mere, egentlig ikke fordi jeg ikke

måtte, men fordi der havde været flere

uheld med de efterfølgende cykler. Der

var folk, der kørte sammen eller kørte

ind i parkerede biler og tilskuere, der

var hoppet ud foran cyklisterne, for

bedre at kunne se mig.

Da jeg stoppede, blev jeg omringet af en

større menneskemængde. Alle ville se mine

rulleskøjter, og jeg lod dem prøve dem.

Det havde jeg ikke observeret, for

jeg koncentrerede mig om at køre på

jordvejene uden at falde og samtidig

nyde den opmærksomhed og de glade

mennesker, jeg så på min vej. Jeg kørte

det sidste stykke vej tilbage til hotellet.

Da jeg stoppede, blev jeg omringet af

en større menneskemængde. Alle ville

se mine rulleskøjter, og jeg lod dem

prøve dem. Det var det rene ’bambi på

glat is’, det var tydeligt, at flere af dem

slog sig en del, dog uden at vise det for

ikke at miste ansigt. Det var til gengæld

til stor underholdning for de andre, som

ikke kunne lade være med at grine.

Alle ville prøve – børn som ældre. På

et tidspunkt blev mylderet ved den ene

side rykket væk og borgmesteren kom.

Han var et stort smil og gav mig hånden

med ordene: I have seen this on tv and

now in my town. Det var stort.

De næste par dage stimlede folk

sammen rundt om mig for at trykke min

hånd og høre om, hvornår jeg ville køre

igen. Men politiet havde været bestemt

i deres udmelding, og jeg turde ikke

fortsætte med at køre ude på gaden.

Men til gengæld prøvede hotelpersonalet

at køre rundt på dem inde på hotellet.

Det var mine 4 dages berømmelse, som

jeg husker som den bedste oplevelse på

rulleskøjter indtil videre.

Fra Zaire og grænsen mod Rwanda kom

der flere og flere uhyggelige beretninger

om overfald og krig. Det betød, at vi

ikke kom på besøg hos gorillaerne,

desværre.

Stjerne for

en aften

af cLaus QvisT Jessen

Syrien var for få år siden en af verdens

bedst bevarede hemmeligheder. både

de fantastiske, historiske vingesus og

befolkningens utrolige gæstfrihed blev

total overskygget af Azzad-regimets

medfødte trang til at gøre sig uvenner

med Vesten. Den slags kan jo skræmme

alle gruppeturisterne væk, mens den

sande eventyrer kunne nyde et nærmest

uspoleret himmerige. For syrerne selv

var enhver forvildet turist en attraktion

i sig selv.

en af Syriens oldgamle perler er Hama.

Hama er en søvnig by, som man tager til,

hvis man vil nyde en boblende shisha til

lyden af de langsomt knirkende, antikke

vandmøller og pludrende familier på

skovtur.

Midt i den ellers så rolige by havde

Hama sin årlige blomsterfestival. Hele

det antikke centrum kogte af aktivitet,

den arabiske pop fik et par decibel

ekstra, og midt i blomsterhavet stod

en slags scene, hvor “noget” skulle

ske. Jeg stillede mig forventningsfuld

op i den enorme kødrand foran, men

selvom jeg rendte rundt i noget meget

lokalt kluns, blev jeg øjeblikkeligt

spottet oppe fra scenen som “byens

turist”. Sekunder efter var jeg nærmest

båret op på scenen og plantet på en

af ærespladserne i nogle brede, røde

sofaer, lige bag selveste studieværten,

den lokale Karl Smart.

Dér sad jeg så i mit grå og støvede outfit

og delte kaffe, te og sød chokolade

med de fine sheiker og byens øvrige

spidser, men freden varede kun kort.

Karl Smart havde i sin visdom bestemt

sig for at lade “Captain Jessen” spille en

hovedrolle i showet, så jeg blev skubbet

helt ud til scenekanten og lagde krop

og stemme til et længere interview.

Jublen fra publikum var enorm, også

selvom cirka ingen af dem forstod en

brik engelsk.

På et eller andet tidspunkt mente Karl

Smart, at underholdningen skulle

intensiveres, og “Captain Jessen” skulle

helt klart synge en sang. Al flugt var

umulig, så i stedet for at fremsynge

et stykke rock eller en eller anden

drikkevise endte jeg på den politisk

mere uskyldige “Der er et Yndigt land”.

Man har vel været til landskamp, så

Karl Smart fik sig et skud X-Faktor

med en ualmindeligt rusten solist. Men

selvom det stod lysende klart, at jeg

nok skal holde mig til bageste række af

Danmarks nationalstadion, havde jeg

et yderst taknemmeligt publikum. De

hvide sheiker nikkede anerkendende,

og publikum foran scenen var ellevilde.

Captain Jessen var godt på vej mod

stjernerne.

Men det var slet ikke nok. Karl

Smart mente også, at jeg skulle

lære arabisk stepdans, og til den

efterfølgende, sveddryppende

armlægningskonkurrence blev jeg

tvangsudskrevet som en af flere

deltagere. Min modstander var en

mellemstor og meget senet gut, som

hurtigt tværede mig af banen og

bagefter lignede Muhammed Ali efter

Aftenens konkurrence var en armlægningsdyst for rigtige

mænd og niqabklædte kvinder. Bemærk Karl Smart og

kameramanden mellem de to kombattanter.

at have nedlagt George Foreman i

Kinshasa. ”I’m the greatest” gjaldede

ud i den arabiske natteluft, og jeg fik et

stort knus som tak for kampen.

Karl Smart var omsider løbet tør for

ammunition, så Captain Jessen fik

under stor jubel overrakt et meget

kitschet, kinesisk ”guldur” og kunne

trække sig tilbage til sheikerne og

teen i sofarækkerne og beskue

armlægningerne fra ringsiden. Især

kvindernes afdeling var komisk –

prustende, sort niqab mod prustende,

sort niqab. De kunne have gemt

Schwarzie i en af sækkene, uden at man

havde kunnet se det.

Under alle anstrengelserne spurtede

en lille, skægget kameramand rundt

og forevigede både sang, dans og

armlægninger. Jeg havde bare ikke

fantasi til at forestille mig, at billederne

ville nå ret meget længere end Hama,

men jeg tog fejl. Da jeg en uges tid

senere tullede rundt i beirut, blev jeg

meget bestemt stoppet midt på gaden

af en gut, der jublende genkendte

"Captain Jessen" fra TV-showet! Varmt

håndtryk og knus, og så fik jeg ellers

at vide, hvor stolt han var over at møde

stjernen fra Hama.

Aaaaarrrgh!! Hele molevitten var

gudhjælpemig røget ud over halvdelen af

Mellemøsten, så jeg var meget ufrivilligt

blevet ophøjet til hele regionens TV-ikon

og syngende pauseklovn. Der er

øjeblikke i en mands liv, hvor man kan

savne en burka.

46 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 47


konkurrence da Jeg bleV berømt

Da jeg blev berømt

på Robben Island

af kirsTine Lindberg

I 2005 var jeg i Cape Town. Jeg var

inviteret af Willy, som jeg kender fra

dengang jeg boede i Ghana i 1983.

Willy havde købt en lille ferielejlighed,

og vi hyggede os. Vi tog på udflugter,

hvor vi begge tegnede hvad vi så, vi

spiste på restauranter, drak vin og

tog på loppemarked. Jeg ville gerne

lave nogle interviews, især med nogen

fra AnC, som var ansvarlige for det

genhusningsprojekt Præsident nelson

Rolihlahla Mandela startede. Men Willy

insisterede på, at det her var ferie og

ikke arbejde.

ligesom alle andre turister i Sydafrika

ville jeg gerne se Robben Island. Vi tog

hen til havnen, hvor færgen til øen afgår.

I ventesalen er der nogle plancher. en

planche viste et billeder af Mandela,

Herman Toivo ya Toivo og to andre

mænd. billedet er fra det kalkbrud, hvor

fangerne arbejdede hver dag på øen.

Jeg vender tilbage til Toivo.

Det er en smuk sejltur fra the Waterfront,

som havneområdet kaldes, til øen.

Men jeg kunne ikke lade være med at

forestille mig, hvilke tanker fangerne

havde gjort sig, da de blev sejlet ud til

øen for at sidde i fængsel. nogle af dem

havde fået livstidsstraffe, og de har nok

tænkt, at de aldrig mere ville komme til

at se deres familie og venner.

Da vi ankommer til øen havde jeg i min

naivitet forestillet mig, at Willy og jeg

bare kunne gå rundt og se, hvad vi ville.

Men sådan var det ikke, turistbusser

stod klar til at tage imod os. Willy og

jeg satte os oppe forrest i bussen, så vi

kunne se mest muligt. Vores guide var

en smuk sort kvinde, og hun var god

til at fortælle om øens historie. Var du

måske klar over, at øen engang var en

spedalskhedskoloni?

Guiden fortalte om apartheidtiden,

og på et tidspunkt spørger hun alle

os i bussen, hvilke nationaliteter vi

tilhører. Willy mumler ”tysk og dansk”.

Det giver et sæt i guiden, og hun

bøjer sig begejstret ind over Willy, og

spørger, om det er ham der er dansk.

Willy peger på mig og siger, ”nej, men

det er hun”, hvorpå guiden kaster

sig ud i en lovprisning af danskernes

rolle i kampen for frihed. ”Ved I hvad

danskerne gjorde? De demonstrerede,

de støttede os med penge, og nogen af

dem kom klistermærker på appelsiner i

danske butikker, hvor der stod, at man

ikke skulle købe frugt fra Sydafrika, for

så støttede man apartheidregimet. Jeg

siger jer, denne kvinde fra Danmark,

er ligeså meget frihedskæmper som

Mandela! Kom alle sammen, giv hende

en hånd!!” Jeg modtog rødmende

turisternes bifald. Tænk hvis jeg havde

fortalt hende at jeg var medlem af Afrika

Kontakt, som tidligere hed Danmark

mod apartheid? eller hvis jeg havde

nævnt, at jeg for mange år siden var

med til at besætte Sydafrikas konsulat

i København?

Da vi havde set det meste af øen, ankom

vi til det, vi alle havde set frem til,

nemlig fængslet. Foran fængslet står en

mand, som hedder Sparks. Han er vores

guide, og han fortæller, at han selv sad

i fængslet. Han blev idømt fem år for

at være terrorist, besidde våben, have

stjålet våben, og for at være medlem

af M´konto we Sizwe. På dansk betyder

det nationens spydspids, den militante

del af AnC, African national Congress.

Vi går rundt på fængselsgangene, og

han fortæller os om måder, fangerne

kommunikerede med hinanden på. når

fangerne fik lov til at spille bordtennis,

kom de beskeder ind i boldene som,

ups, fløj ind i den anden fængselsgård.

Alle cellerne var kun 2 gange 2 meter.

Der var en seng, et tæppe og en spand

som toilet. Hvis tæppet ikke var foldet

på den rigtige måde, fik fangerne pisk.

Hvis en fange var besværlig, kom han

i isolation. På et tidspunkt fik Mandela

forhandlet sig frem til, at de godt måtte

få fotografier af deres koner sendt til

øen. Dem der ikke havde koner eller

kærester lånte billeder af dem, der

havde. Apartheid var så gennemført,

at kun sorte sad i fængsel på Robben

Island, mens farvede og hvide sad i

Pollsmore-fængslet inde på fastlandet.

Da vi nærmer os den celle, hvor Mandela

sad, beder Sparks os om at stille op på

række, og kun tage to fotos hver.

Jeg trækker ham i ærmet og spørger,

hvilken celle Herman Andiba Toivo ya

Toivo sad i? ”Hvordan kender du det

navn?” spørger Sparks mig.

Jeg fortæller ham, at jeg arbejdede

i namibia fra 1996 til 1997 for en

afrikansk medie-nGo. Jeg havde en

journalistkollega fra Malawi, Dawid

ntengwe. en søndag inviterede han

mig med til tvillingebarnedåb hos

Toivo. Jeg vidste om Toivo, at han

var medlem af namibias regering og

minister for arbejdsanliggender. David

og jeg ankommer til Toivos hus. David

introducerer mig for Toivo. Han er en høj

flot mand med gråt hår. At få tvillinger

er noget særligt heldigt i mange

afrikanske lande, så det var naturligt,

at alle gæster var meget ærbødige.

Men de var alligevel meget ærbødige,

lagde jeg mærke til, - som om de var

i audiens hos en helt. I 1997, da jeg

vendte tilbage til Danmark, fandt jeg

en bog, som en af mine andre kolleger,

David lush, har skrevet. bogen handler

om namibias kamp mod apartheid og

især kampen for at få selvstændighed,

for Sydafrika havde okkuperet namibia

i mange år. Det viste sig, at Toivo havde

siddet på Robben Island, fordi han var

leder af den militære del af namibias

frihedsbevægelse SWAPo, South West

Africa People´s organisation. Den gang

hed namibia Sydvestafrika.

Sparks griber begge min hænder og

fortæller stolt, at han sad i fængsel

samtidig med Toivo. Sparks fortæller:

”Toivo sad i B fløjen. Hver fange havde

et gult identitetskort. På Toivos stod der

nr. 26/1962, det vil sige at han var fange

nr. 26 og blev fængslet i 1962. Han var

fange i seksten år. Mit fangenummer var

583 og jeg blev fængslet i 1981.”

Jeg spørger Sparks, hvordan han husker

Toivo? Han lyser op i et smil og siger

Det er nemt at svare på. Han var både

venlig og vellidt. Selv fangevogterne

respekterede ham. Han var god til at

løse konflikter imellem fangerne, men

også mellem fanger og vogtere. Men

mest husker jeg, at han og Mandela

tilbragte så meget tid sammen som

muligt, og de diskuterede politik...”

Jeg tror Sparks kunne berette om

Toivo, Mandela og alle de andre fanger

i timevis, men resten af busselskabet

bliver irriterede på os, fordi vi står og

snakker privat. en af turisterne spørger,

om vi kender hinanden, og Sparks siger,

”Toivo er min ven så hun er også min

ven”, og turisten forstår ingenting.

Sparks fortæller om kalkbruddet, hvor

de arbejdede fra 1960 til 1977. ”Hver

dag i den stærke sol skulle alle fangerne

arbejde i kalkbruddet. når der var

pause lærte vi om hinandens arbejde,

nogle var for eksempel jurister, og

derfor kalder vi fanger kalkbruddet for

universitetet. Solen reflekterede meget

stærkt på den hvide kalk. Mandela

går altid med solbriller, fordi arbejdet

i kalkbruddet har ødelagt hans øjne.

Alle fanger blev løsladt i 1991. I 1995

vendte Mandela, Toivo og mange af

de andre fanger tilbage til øen. De tog

hen i kalkbruddet, hvor de længe stod

og talte sammen om deres år på øen

og om det nye Sydafrika. Mandela gik

lidt væk fra gruppen, samlede en sten

næste konkurrence

min sjoveste bagageoplevelse

Konkurrence: Har du pludselig stået med en forkert kuffert i hånden efter

en bustur og ikke kunne finde den rigtige igen? Eller måtte du ikke sende din

bagage med flyet, da den skulle sendes med elefant i stedet? Det kan også

have været en af den type oplevelser med bagagen som er sjov at fortælle

nu, men bestemt ikke var sjov i øjeblikket hvor det skete.

Måske røg din rygsæk i floden eller paskontrollørerne

fandt noget som du ikke havde lagt i den. Giv os dit bedste

bud, og vær med i konkurrencen om lonely Planet ”The

Traveller’s Guide to Planet earth” eller et gavekort til Cafe

Globen på 250 kr.

bedste artikel vælges alene på baggrund af tekst, men

send meget gerne ét billede med, der kan illustrere

artiklen. Artikler må max. fylde 4.000 tegn.

op, og lagde den på jorden. De andre

fulgte hans eksempel. Det har de lovet

hinanden at gøre en gang om året.”

Vores omvisning er slut, vi står foran

fængslet og tager afsked med Sparks.

Han trækker mig væk fra de andre og

spørger mig, hvor gamle Toivos sønner

er nu, og jeg svarer, at de må være syv

år. Sparks og jeg lover hinanden, at den

af os som først møder Toivo, vil hilse

ham fra den anden.

48 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 49


tema Verdens kulturarV

Persisk pomp og pragt

Det af vesten meget lidt afholdte

Iran har en glorværdig fortid på

niveau med Egypten, grækenland

og italien, og iranerne er

særdeles stolte af deres persiske

forhistorie.

TeksT og foTo: Lene dangaard

Billed 1: Isfahan - bro

Billed 2: Pasargadae

Billed 3: Persepolis - Alle Nationers Port

Billed 4: Persepolis - flotte relieffer

2 4

1

3

I 2009 arrangerede Penguin Travel en

klubtur for De berejste til Iran, og da vi

egentlig troede, at det var et svært land

at rejse rundt i alene (det fandt vi dog

senere ud af, ikke er tilfældet), valgte vi

at tage med på denne tur.

endelig på turens 7. dag når vi det, der på

forhånd har været noget af det, jeg har

set mest frem til at besøge: Persepolis

- persernes 2.500 år gamle by. Selvom

bygningerne kun er sporadisk bevarede,

giver de et vældigt godt indtryk af

området og dets storhed. Flere steder

findes der mange meget velbevarede

friser udhugget i murerne, som viser,

hvordan perserkongen tog imod sine

gæster fra andre lande. Det er lidt i stil

med de "tegneserier", man kan læse på

templerne i egypten!

fakta om Persepolis

Persepolis ligger ca. 80 kilometer

nord-øst for Shiraz og er (hovedsageligt)

opført i 500-400 f.Kr. under kongerne

Dareios og Xerxes. Anlægget havde

mere ceremoniel karakter end funktion

af permanent residens for kongerne. Ad

et trappeanlæg kommer man gennem

Alle landes Port til den store audienshal

Apadana, der med sine 20 m i højden

knejsede på toppen af en 2,5 m høj

sokkel. På den nordlige og østlige side

af Apadana findes trappeanlæg til

en porticus med dobbelt søjlerække.

Apadanas tag blev båret af 6×6 store

søjler. bag Apadana ligger talrige

mindre, kvadratiske rum omkring et

haveanlæg. Den østlige halvdel rummer

Sad Satun (Hundredesøjlehallen); taget

på det kvadratiske rum blev båret af

10×10 søjler. Foran Sad Satun findes

en gård, som man når gennem et stort

porttårn. bag Sad Satun ligger det

såkaldte Xerxes' harem. Hele anlægget

er befæstet med dobbeltmure på tre

sider. Kuh-i Rahmats østside dannede

mod vest en naturlig befæstning.

Persepolis var rigt dekoreret med

skulpturelt udformede søjlekapitæler og

-baser samt relieffer udhugget i kalksten.

bedst kendt er trappeanlæggene

med processioner af livgardister, de

såkaldte udødelige, og repræsentanter

for forskellige folkeslag under

achaimenidekongens herredømme

samt de store tyr-menneske-skulpturer

på østporten. Reliefferne og søjlernes

kapitæler har oprindelig været

bemalede i stærke farver, og en del helt

sikkert forgyldt.

Persepolis nedbrændte i 330 f.Kr., da

Alexander den Store under sin erobring

opholdt sig på stedet. I 1765 besøgte

Carsten niebuhr Persepolis, hvor

han med stor nøjagtighed kopierede

indskrifterne på marmorvæggene.

Persepolis er optaget på UneSCos

Verdensarvsliste.

også iranerne besøger

Persepolis

På vores besøg i Persepolis - og i

det hele taget i Iran - mødte vi ikke

mange udenlandske turister. Derimod

er iranerne selv flittige gæster ved

fortidsminderne, og de er vældig stolte

af deres persiske fortid. Derimod

vedkender de sig ikke den arabiske

indflydelse, og det værste man kan

sammenligne en iraner med er en

araber. De er PeRSeRe.

overalt mødte vi også skoleklasser, der

var på udflugt med deres lærere, og de

små poder tog flittigt notater og hørte

efter, hvad der blev sagt. Det virkede

som om, at man gik meget op i at

fortælle børnene om landets historie, og

det kan man måske godt savne engang

imellem herhjemme.

Pasargadae

et af de lidt mindre kendte UneSCosteder

optaget på verdensarvslisten

er Pasargadae, som var den første

hovedstad i Achæmendie-imperiet, der

blev grundlagt af Cyrus den Store i det

6. århundrede f.Kr. Stedets paladser,

haver og mausoleet for Cyrus er

enestående eksempler på den første

fase i kongelig achæmendie-kunst og

-arkitektur og et helt exceptionelt levn

fra den persiske civilisation.

Pasargadae var hovedstad for det første

store multikulturelle imperium i den

vestlige del af Asien, der bredte sig

fra det østlige Middelhav og egypten

til Indusfloden. Det betragtes som det

første imperium, som respekterede den

kulturelle forskellighed hos hvert enkelt

folkeslag - noget vi godt kunne lære af i

dag. Dette kom til udtryk i arkitekturen,

som er en blanding fra forskellige

kulturer.

Isfahan

På vores videre færd i Iran besøgte

vi bl.a. også Isfahan. Det er én af de

smukkeste byer, jeg nogen sinde har

været i. Fire af de vigtigste ting at se

og beskæftige sig med i Isfahan er efter

min mening:

1) Imam Square - en af verdens

smukkeste og største pladser

2) Islamisk arkitektur i verdensklasse

3) basaren

4) De smukke broer over floden

Zayandeh

imam square

Imam Square er nok en af de mest

imponerende pladser, som verden kan

byde på, og den er omkranset af nogle

af de mest majestætiske bygninger

i den islamiske verden. Pladsen er

512 meter lang og 162 meter bred,

og de omkringliggende moskeer og

paladser er udsmykket med nogle af de

smukkeste blå mosaikker. På pladsen

findes der flere utroligt billedskønne

springvand, som er med til at gøre

den til en oase at opholde sig på.

overalt sidder både ældre og unge og

nyder hinandens selskab, og mange

kunststuderende har deres skitseblokke

med og sidder og arbejder. På fredage

summer de store moskeer af folk, der

kommer til den traditionelle fredagsbøn.

På det tidspunkt er pladsen bogstaveligt

talt sort af folk. befolkning i Iran er

hovedsageligt shiamuslimer, som udgør

den næststørste trosretning indenfor

islam.

Shiismen er som alle andre islamiske

trosretninger baseret på Koranen

og læren, der stammer fra profeten

Muhammed. Specielt shiiterne anser

dog Muhammeds nære familie - kaldet

Husets Folk - for at have en særlig

åndelig og politisk ret over samfundet.

Yderligere er man af den overbevisning,

at Muhammeds svigersøn og

fætter var den første imam og den

retmæssige stedfortræder for profeten

Muhammed, og af samme grund

benægtes legitimiteten af de første tre

historiske såkaldte retledte kaliffer.

Selvom shiismen er en minoritet i den

islamiske verden, udgør retningen dog

majoriteten i bl.a. bahrain, Iran, Iran og

libanon.

islamisk arkitektur

Isfahan, en af verdens smukkeste

byer, er en perle af islamisk arkitektur.

"Isfahan er den halve verden" siger

indbyggerne og digterne om byen. byen

har siden gammel tid været et vigtigt

center på karavanevejen, men det var

først, da Shah Abbas den Store i 1598

GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 51


Persepolis - der bringes gaver til kongen Skolepiger på udflugt Pasargadae - Cyrus d Stors grav og iranske turister

gjorde byen til hovedstad, at den for

alvor fik sin glansperiode.

I starten af det 17. århundrede, da

Shah Abbas besluttede sig til at flytte

hovedstaden til Isfahan, var her

allerede en lille pavillon. Denne blev

ombygget til Ali Qapu, det store porttårn

i paladskomplekset. Herfra havde

kongen en fabelagtig udsigt over hele

pladsen, og han kunne se de væddeløb

og polokampe, der fandt sted. Paladsets

vægge har flotte bemalinger og består

af 6 etager. Hele den øverste etage er

omdannet til en gruppe musikrum, hvor

væggene er dekorerede med et netværk

af nicher i træværket for at give den

rette akustik.

lotfollah-moskéen er bygget under

Shah Abbas I i 1619. Moskéen regnes

for at være et af verdens smukkeste

bygningsværker. Kuplen er beige og pink,

og dertil har den en udsøgt dekoration

med serier af arabesker og sorte og blå

blomster. Denne lille moské har hverken

en indre gård eller en minaret, for den

var ikke beregnet for offentligheden,

men udelukkende bygget til kongen

og hans familie. Der er kun en mindre

bedehal, som man kommer til gennem

en korridor. Mosaikkerne her er nogle af

de fineste, der findes, og i det hele taget

udstråler bygningen og udsmykningen

balance og harmoni.

På Imam Square ligger Imam-moskéen,

også et af højdepunkterne indenfor

islamisk arkitektur. Minareterne og

den store kuppel dominerer pladsens

arkader. Moskéen blev bygget under

Shah Abbas I, som mente, at lotfollahmoskéen

var for beskeden til hans hof,

og som derfor ville bygge mere storslået.

Indgangsportalen er imponerende,

og overalt i moskéen er der ypperlige

kakler og mosaikudsmykninger i klare

blå og turkise farver. Der er geometriske

mønstre på stiliserede "tæpper". Der er

ligeledes stiliserede blade og blomster,

påfuglefjer og lange friser med kalligrafi.

Det er ekstremt svært at beskrive disse

smukke bygninger - de skal opleves.

Basaren

Isfahans basar, der ligger på nordsiden

af Imam Square, hører til den mest

spændende i Iran, måske i hele

Mellemøsten. Den blev bygget efter

ordre af Abbas I, og den udgør en

labyrint af snævre gader dækket af høje

stenhvælvinger. Flere steder udvider

gaderne sig til pladser med kupler. I

det 17. århundrede var Isfahans basar

det centrum, hvor alverdens rigdom var

samlet, og hvor man kunne købe det

ypperste indenfor persernes smukke

kunsthåndværk.

Det gælder sådan set stadigvæk! Vi

brugte en eftermiddag på at "blive væk"

i basaren, og det var bare så herligt at

gå rundt og beundre smukke tæpper og

silkestoffer og stikke næsen ned i de

store sække med krydderier, mens vi

sugede stemningen til os.

I basaren findes der også adskillige små

tehuse, hvor det er utroligt hyggeligt

at slå sig ned og hvile de trætte ben.

Har man lyst, kan man her også få en

vandpibe at styrke sig på.

De smukke broer over floden

Zayandeh

Det er absolut et must at besøge de

smukke gamle broer, der går over

floden Zayandeh. Den smukkeste er nok

Khaju-broen, som blev bygget af Shah

Abbas II i 1650. broen er 110 meter

lang og er i ikke mindre end to etager.

nederste etage har nogle huller, som

regulerer vandstrømmen. Midt på broen

lå der tidligere et lille tehus, hvor man

kunne nyde en lun aften i ro og mag.

Langs floden er der nu i stedet store

parklignende områder, hvor folk nyder

picnic og tedrikning. overalt er der en

fantastisk stemning, og det er en stor

oplevelse at gå rundt her.

Afrunding

Kort tid efter vi kom hjem fra Iran faldt

jeg over følgende læserbrev i Politiken:

"Jeg har været en tur i Iran. Jeg havde

forventet at komme til et land, hvor

befolkningen, specielt de sortklædte

kvinder, var uvillige til at tale med

fremmede. Det var slet ikke tilfældet.

Jeg har aldrig været i et land, hvor

befolkningen var så imødekommende.

F.eks. spurgte jeg nogle unge damer i

sort burka, om jeg måtte fotografere

dem. Det sagde de ja til. Da jeg var

færdig, trak den ene et fotografiapparat

frem og spurgte, om hun måtte

fotografere mig sammen med hendes

veninder. Man ønsker klart kontakt med

europas befolkning og kultur. I øvrigt

gik alle damer med ansigtet frit, og

mange damer med tørklæder, som lod

en tot hår være fri over panden.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at mange

føler sig undertrykt af mullahstyret.

Det var der nogle, der uopfordret gav

udtryk for. Det vil være svært at fjerne

styret. De sidder på magten over

administrationen, domstolene, hæren,

pressen og religionen. For mig at se

hjælper det ikke noget at lægge pres på

Iran.

Det får kun befolkningen til at rykke

sammen om styret i kamp mod den

ydre fjende. Det eneste håb er at åbne

op for samkvemmet med befolkningen,

således at styret falder sammen, som

det skete med Sovjetunionen. Det kan

ske ved at rejse til Iran, ved at åbne op

for studieophold og arbejde i europa og

ved at sende satellitudsendelser på farsi

til Iran".

Rigtig langt hen ad vejen sammenfatter

dette læserbrev fra en borger i nykøbing

F det, som vi også oplevede under vores

10 dages besøg i Iran. Ikke mindst

den utrolige nysgerrighed og behovet

for at komme i kontakt med os som

vesterlændinge var slående. F.eks. stak

vi hovederne indenfor i en skolegård,

hvor der tilfældigvis var frikvarter,

og 1-2-3 var vi omringet af en flok

nysgerrige piger, som meget hurtigt af

deres lærer blev organiseret, og et par

stykker blev udvalgt til at udspørge os

om vores holdninger til Iran, regimet og

meget mere. Det var med at belægge

sine ord på den rette måde!

en rejse i Iran kan kun anbefales.

klub info

Mødeaktiviteter 2010

Der blev i løbet af 2010 afholdt i alt

24 møder (mod 23 sidste år), med

deltagelse af fra 5 til 41 deltagere

(sidstnævnte til årets julefest i Århus). I

alt 143 af klubbens (aktive) medlemmer

deltog i et eller flere af disse møder.

Dette svarer til 41% af medlemstallet

ved årets udgang (en procentdel, der

atter er for nedadgående, efter en lille

stigning sidste år). Det gennemsnitlige

antal mødedeltagere var 19, hvilket

også er en nedgang i forhold til sidste år

(men da var antallet også rekordhøjt).

Da vi nu har samlet data sammen for

en periode på 10 år har jeg udvidet

nedenstående tabel med en samlet

opgørelse for hele perioden. Her er

dog udeladt de to tal, der er baseret

på det aktuelle medlemsantal, da dette

naturligvis har ændret sig stærkt hen

gennem årene.

Deltagere:

Årets suverænt flittigste mødedeltager

var Toastmaster Per Danielsen med

13 møder. På andenpladsen kommer

Søren Fodgaard med 10 møder, og

på en delt tredjeplads kommer Kaj

Heydorn, ewa Maria bylinska, Jakob

linaa Jensen, Helle Munk og Maria

Sørensen med hver 8 møder.

Hvis vi ser på, hvem der har været de

flittigste mødedeltagere gennem de

sidste ti år, så indtager jeg selv – i al

beskedenhed – en temmelig suveræn

førsteplads med 118 møder. Herefter

følger: ewa Maria bylinska (99), niels

Iversen (89), Kaj Heydorn (80), Henrik

Døcker (71), Claus Qvist Jessen (70),

Per Danielsen (69), bertel Kristensen

(62), erik Pontoppidan (62) og Kenneth

Hvolbøl (60). Her burde der strengt

taget korrigeres for, at ikke alle har

været medlemmer i hele perioden, men

effekten heraf er meget lille. Syv af de

nævnte ti HAR været medlemmer i hele

perioden, og de sidste tre har været

medlemmer i henholdsvis 7, 9 og 9 år.

lokaliteter:

Årets 24 møder var fordelt geografisk

med 13 i HT-området, 10 i Jylland - og

1 i buenos Aires!

Indhold: Der har været et weekendarrangement,

en julefrokost, et

poolparty, et arrangement med børn og

et antal mere konventionelle møder.

værter:

Af årets 24 arrangementer blev de 6

afholdt i Café Globen, 3 eksternt og

de resterende 15 hos 15 forskellige

klubmedlemmer - tak for det.

foredragsholdere:

Selvforsynings-graden er stadig helt i

top, idet vi heller ikke i år har benyttet

eksterne foredragsholdere.

Bemærkning:

Igen i år har den reelle mødeaktivitet

(specielt i Københavns-området) været

betydeligt højere end tallene antyder,

da der har været afholdt et meget stort

antal arrangementer (med offentlig

adgang) i Café Globen, hvoraf mange

har været med klubmedlemmer som

foredragsholdere eller arrangører.

Desuden er det værd at bemærke, at

beregningerne kun omfatter DbK’s

aktive medlemmer. På en del af

møderne har det faktiske deltagerantal

været noget større, da der har været

gæster og passive medlemmer.

Af Per Allan Jensen

2001 2006 2007 2008 2009 2010 2001-2010

antal møder 24 21 22 22 23 24 236

antal medl. 112 240 270 300 325 352 -

forsk. delt. *) 71 (63%) 110 (46%) 129 (48%) 125 (42%) 151 (46%) 143 (41%) 315

gns. delt. antal 12 17 21 16 23 19 17

*) Antal medlemmer (og % ud af samtlige), der har deltaget i 1 eller flere møder.

52 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 53


Israelsk stempel

- den rejsendes stigmata

jeg ville holde jul i Betlehem og nytår i tel aviv.

Eftersom jeg skulle til Beirut i februar, ville jeg

helst undgå et israelsk stempel. man kommer ikke

ind i libanon med et israelsk stempel i passet.

jeg mødte mange søde palæstinensere i Betlehem

juleaften. Nagham, der bor i Tel Aviv, inviterede

mig til sin nytårsfest, men inden nytårsfesten ville

jeg til Ægypten for at bestige Sinai-bjerget.

foTo og TeksT: michaeL nyhoLm

Israelsk exodus

I Haifa var der ikke plads på bussen til

eilat. Der havde været en togulykke, og

alle busser var fyldt. Jeg fik heldigvis

det sidste sæde i natbussen til eilat,

hvor man kan tage en bus videre til

grænsekontrollen ved Taba. Taba er den

eneste græsekontrol, der er åben for

udlændinge over land. Klokken fem om

morgenen stod jeg i eilat, og klokken

otte krydsede jeg grænsen. Det gik

rimeligt nemt at komme ud af Israel,

og jeg havde også held med at overtale

de ægyptiske grænsevagter til ikke at

stemple i mit pas. et Taba-Ægyptenstempel

ville røbe for libaneserne, at jeg

havde været i Israel.

Busserne kører som vinden

blæser over sinai

Ifølge mine oplysninger gik der en bus

fra Taba til nuweiba og videre til Dahab,

og herfra kan man komme det sidste

stykke til Sankt Katarina-klosteret ved

foden af Sinaibjerget. Ved stoppestedet

var der flere strandede backpackere.

Én havde ventet 14 timer på en bus til

Kairo og var godt mørbanket efter en

nat op ad busskiltet. efter en rum og

grum ventetid, endte jeg med at dele en

54 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011

taxi de 70 km til nuweiba med et ungt

jødisk-amerikansk par.

søvnige Ægypten

I nuweiba spejdede dusinvis af vilde

mølædte katte sultent efter småfuglene.

Jeg boede i en bungalow på stranden i

et søvnigt og dovent beach-resort, hvor

det vrimlede med new age hippier, der

var groet fast i hængekøjerne med

vandpiben i munden. Jeg fik at vide, at

der gik en bus til Dahab klokken seks

næste morgenen, og så igen klokken

seks om eftermiddagen. Selvom jeg

efterhånden havde regnet ud, at man

ikke kan stole på busserne, så tog jeg

chancen og stod op klokken fem. Der var

selvfølgelig ingen bus, så nu var håbet

om at nå til Sinai udslukt. Jeg turde ikke

satse på at nå Sankt Katarina-klosteret,

når jeg risikerede at det kunne tage

flere dage både frem og tilbage.

Flugten fra Ægypten

Ved 11-tiden sad jeg og ventede på

15-bussen nordpå til Taba, da en bil

rullede op på siden af mig og en sød

russisk pige rullede vinduet ned. Hun

spurgte, og jeg ville med til Taba. Det

tog mig ikke mange sekunder at komme

ind i bilen. Med 140 km i timen ad

snoede veje langs kysten gik det tilbage

mod den israelske grænse. Maria havde

læst arabisk i Kairo. Da hun forlod Kairo

lokkede hun taxachaufførens fætter til

at køre hende videre mod grænsen. 50

ægyptiske pund bragte mig til grænsen

flere timer før forventet.

sesam sesam luk dig op!

Ved grænsen hørte heldet op. Jeg

manglede et israelsk entry-stempel,

men havde flere syriske stempler, og

Maria havde også læst arabisk i Yemen.

Vi blev behandlet som spedalske og røg

begge lige lukt i kategori 6 - højeste

sikkerhedsrisiko. Vi ventede i timevis på

den psykolog, der skulle afhøre os. Mine

manglende stempler, både ind og ud af

Israel, var som en rød klud i ansigtet på

grænsevagterne. Det er lettere at åbne

en konservesdåse med en plastikgaffel

end at komme ind i Israel med passet

fyldt med mistænkelige stempler. Under

tredjegradsforhøret måtte jeg redegøre

for samtlige stempler i mit pas. Særligt

de syriske og jordanske blev de ved

med at spørge til. Jeg havde dog exitog

entry-stempler fra ægypterne på en

lap papir, og kunne derfor bevise, at jeg

havde været i Israel tidligere, og små

tre timer senere var jeg tilbage i Israel

1

- stadig uden stempler i mit pas. Maria

var ikke så heldig. Selvom hun venligt

bad dem stemple på et stykke papir,

placerede de stemplet på siden overfor

det yeminitiske visa.

Værelse med taxameter

Vi havde tilbragt så lang tid ved

grænsen, at der ikke var flere busser

til Jerusalem. Maria havde booket et

værelse i Jerusalem, og jeg fulgtes

gerne med hende. Jeg havde alligevel

ikke overvejet, hvor jeg skulle overnatte.

egentlig var jeg på vej til nytårsfest i Tel

Aviv, men et smut til Jerusalem kan man

jo altid slå. Jeg slap for at vælge. Der

gik kun én bus, og den skulle til Tel Aviv.

Klokken et om morgenen stod vi så på

stationen, uden et sted at overnatte.

Uden held vi ringede rundt til de fem

hoteller, som jeg havde nummeret

på. Alt var booket til nytårsaften. På

vores vandring rundt på må og få i de

nattestille gader faldt Maria og jeg dog

over noget - nej ikke en stald, men et

ledigt værelse på det mest snuskede

hotel i Tel Aviv. Det var et af de der

steder, hvor man betaler pr. time, og

en stald havde nok været renere. en

mindeværdig nat blev det, og mens

Maria tog morgenbussen til Jerusalem,

sov jeg længe. Da taxameteret udløb,

fik jeg fat på Nagham, der ikke bare

holdt nytårsfest, men også havde

sengeplads.

Ben Gurion – et moderne

masada

Der var kun én forhindring tilbage. Jeg

manglede at undgå det famøse stempel

i Ben Gurion. Ben Gurion har flere gange

været udsat for terrorangreb og regnes

for den sikreste lufthavn i verden. Her

får man ikke bare en varm velkomst,

men også en varm afsked.

Jeg tog derud i god tid. Fire timer før

afgang. Det skulle vise sig at være lige

i underkanten. Jeg kendte efterhånden

Billede 1:

West-Wall

Billede 2.

Fra Jerusalem

Billede 3:

Al-aqsa-Mosque

Billede 4:

Fra Jerusalem

rumlen. Blev klassificeret som

sikkerhedsrisiko 6 igen. Alt indhold i min

rygsæk skulle gennemlyses, stryges

og undersøges. Mit kamera skulle jeg

demonstrere var et kamera, og de

skulle bladre gennem billederne. Da vi

gennemgik samtlige stempler i mit pas,

skulle jeg redegøre for, hvem jeg havde

talt med, hvor jeg havde overnattet, og

hvad jeg ellers havde foretaget mig. Jeg

mente, at det ville være bedst at undlade

at fortælle, at jeg havde overnattet hos

en palæstinensisk veninde i Tel Aviv. Jeg

gav dem i stedet et navn på et hotel, jeg

tidligere havde boet på, og bildte dem

ind, at kvittering og al info lå online.

massage med en m16

automatriffel

I omklædningsrummet blev alt indhold

i mit tøj gennemgået. Selvom jeg stod

i strømpefødder, skulle der mærkes

overalt. Det er den første fodmassage,

jeg har fået af en fyr, og så med kalot og

fuldautomatisk maskingevær.

Det var lige ved at blive hyggeligt, men

så fandt han en stump papir, hvorpå

Maria have skrevet nogle libanesiske

adresser, som hun syntes jeg skulle

besøge, når jeg kom til beirut. På

bagsiden af lappen stod der noget på

arabisk. Det fik min massør til at trykke

på alarmklokken. Sekunder efter var

han omgivet af en flok kollegaer. Den

ene begyndte at udspørge mig om,

hvorfor jeg ikke havde fortalt dem, at

jeg kunne arabisk. Hvad der stod på

sedlen, hvem jeg havde fået den af,

hvad den skulle bruges til etc. Jeg kan

desværre kun læse lidt arabisk, så da

de tilkaldte endnu en vagt, der kunne

oversætte sedlen ordret, kunne han

have sagt, at der stod hvad som helst.

Temperaturen hos soldaterne og i det

lille forhørslokale var efterhånden på

kogepunktet, og mens jeg syntes en

M16 havde været lidt interessant, var

det ikke rart med seks. Jeg begyndte

seriøst at tvivle på, om jeg ville nå mit

2

3

4

fly. Efter endnu en ophidset byge af

spørgsmål, som jeg åbenbart svarede

nogenlunde sammenhængende på, fik

jeg lov til at tage tøj på igen. Med tøjet

i uorden vaklede jeg videre mod næste

sikkerhedskontrol med det forbandede

israelske stempel på en papirlap. Her

nøjedes de med at konfiskere den

parfume jeg havde købt i Haifa. I ben

Gurion gælder 100 ml-reglen ikke. Sikke

en afsked. Man tænker ikke ligefrem på

at komme igen.


Et besøg i dronning

Tamaras huleby

TeksT og foTo: nieLs JL iversen

Jeg foretog en mindre smuttur til

Ukraine, Georgien, Azerbaijan og

Armenien i 2000. Der ligger en

kortfattet rejsebeskrivelse på klubbens

hjemmeside, men den episode der

omtales nedenfor strejfes kun periferisk.

Den georgiske del af turen var

arrangeret af et rejsebureau i Tbilisi

('Georgica'), og jeg havde selv foreslået

at rejseplanen kom til at omfatte et

hulekloster ved navn Vardzia (nær

grænsen til Tyrkiet). Deres ærbødige

luksusturist blev transporteret rundt

i firehjulstrækker med en tysktalende

chauffør/guide Sosso, og noget af

turen havde vi en trainee siddende på

bagsædet - en nydelig ung dame ved

navn nino.

turen til vardzia

Vi sad altså nu i en lille landsby ved

navn bakuriani, hvor vi havde indtaget

det opulente morgenmåltid og gjorde

klar til dagens udflugt. Vi skulle køre

over byen, sagde min privatchauffør.

nå, hvorfor det? spurgte jeg. Vel, den

anden vej er ikke helt så god, sagde

han.

Her skal det lige indskydes, at vejene i

alt fald i år 2000 var temmelig dårlige i

Georgien. Så når en georgier sagde, at

en vej ikke var særlig god, så mente han

egentlig at den lignede et kilometerlangt

bombekrater.

Vi kørte altså til Akhaltsikhe og drejede

her til venstre. Så fulgte vi floden Mtkvari

til vort første stop ved borgruinen

Khertvisi, som har en historie, der

rækker mindst 2200 år tilbage. Kirken

stammer fra 985, et tårn fra Tamaras

regeringstid - hende kommer vi tilbage

til - og hovedparten af murene fra 1354.

Alt i alt et imponerende kompleks, som

vi betegnende nok havde helt for os

selv. Så vidt jeg husker, var der end ikke

et billetkontor.

Det er sandsynligt, at vi holdt

frokostpause et eller andet sted (måske

ved mærket på kortet?) men jeg mindes

intet om dette - jeg rejser ikke for at

spise, men for at se ting.

tamaras klosterby

Turen fortsatte til Vardzia, der ligger

indhugget i et bjerg midt i en ødemark.

Her var der ganske vist et billetsalg, en

vagt og en lokal guide, men ellers ikke en

sjæl. Hvilket jeg havde det helt fint med.

Stedet blev bygget under Georgi III som

fæstning, men udbygget til en klosterby

med angiveligt 50.000 indbyggere under

hans datter Tamara. Hvis der er nogen,

der ikke lige huske hende, så lad mig

opfriske et par detaljer fra Georgiens

bevægede historie.

landet blev kristnet i 330 under

kong Marian III - efter forslag fra

nationalhelgeninden nino, der kom

vappende på sine små bare futter fra

Tyrkiet (så nu ved vi hvor Nino fik sit

navn fra). I byer som Mtskheta og Tbilisi

finder man stadig fungerende kirker fra

denne periode.

Men så kom araberne. I det 11.

århundrede havde det seldsjukkiske

rige en svaghedstid, og David IV

Aghmadshenebeli ('byggeren') fik

genetableret et selvstændigt Georgien.

Knap et århundrede senere regerede

Georgi III, der byggede Vardzia. Han

havde imidlertid ingen sønner, og i

stedet lod han noget usædvanligt

datteren Tamara krone som medregent,

og hun overtog kronen efter hans død

i 1166.

Dele af adelen (de såkaldte azaurer)

og de øverste kirkeledere syntes dog,

at hun i det mindste skulle have en

ægtemand, og de valgte Yuri, søn af

den myrdede russiske konge Andrei

bogoljubskovo. Han var for så vidt en

effektiv soldat, men bildte sig ind, at

han også skulle regere landet. Det

syntes Tamara bestemt ikke, men først

efter en længere magtkamp og et par

belejlige dødsfald fik hun ham verfet ud.

I stedet giftede hun sig med en lokal

mand, David Soslan, som hun var mere

på bølgelængde med. Hendes resterende

levetid regnes som Georgiens absolutte

guldalder, og fra denne tid stammer

altså Vardzia.

Vardzia er som nævnt et hulekloster, dvs.

en by med kirker, gange, forrådskamre

og boligrum, udhugget inde i et bjerg

ved navn erusheli. et jordskælv i 1283

fik dog dele af bjergsiden til at falde

sammen, så man nu fra dalen kan se en

smagsprøve på det mylder af gange og

sale, der befinder sig indenfor. Der er

1 2

også en fin udsigt ned til Mtkvari-floden,

og for turisten er der tale om en absolut

produktforbedring.

Men stedet blev ikke bygget til turister,

men som befæstning mod de muslimske

riger mod syd. Selv om Georgien

havde genvundet sin frihed, lurede

faren stadig, og faktisk plyndrede den

persiske shah Vardzia i 1551 for alt af

værdi. Men da havde mongolske angreb

nordfra for længst afbrudt den korte

georgiske guldalder. og senere kom

russerne som bekendt.

Turen tilbage fra Vardzia

efter besigtigelsen af Vardzia viste jeg

Sosso et kort i lonely Planets guide til de

tre Kaukasus-lande. Det viste, at vejen

tilbage til bakuriani via Tskhra-Tskaropasset

kun var en tredjedel af turen via

Akhaltsikhe, og det var kun strækningen

lige før bakuriani, der var stiplet. Vi var

jo nu midt på eftermiddagen, så jeg

kunne se at han var fristet. og så endte

det med at vi bestemte os til at gøre

forsøget.

Hen imod passet blev der færre og

færre huse, og der blev dermed der

3

Billede 1:Den udefra synlige del

af Vardzia-ruinerne.

Billede 2: Det formastelige

landkort, der ledte os på afveje.

Billede 3: Nogle tilfældige, men

pæne valmuer nær Vardzia.

Billede 4: En gang med fresker i

Vardzia-ruinkomplekset.

Billede 5:Sosso på vej ned ad en

trappe i Vardzia-komplekset.

Billede 6: Udsigt fra Vardzia.

Billlede 7: Vores trainee

Nino vandrende rundt i

fæstningsruinen Khertvisi.

også færre at spørge om vej. Problemet

er naturligvis, at vejskilte i Georgien

ikke blot ikke hang på træerne, men

helt manglede. De veje vi kørte på blev

samtidig smallere og smallere og mere

og mere hullede, og på et tidspunkt

kørte firehjulstrækkeren simpelthen

ned i et hul, og dér blev den.

Sosso havde heldigvis sin mobiltelefon,

så han kontaktede sit firma, og heldigvis

var der et andet hold i rimelig nærhed af

vort formodede opholdssted. Så gik der

et par timer, hvor man kunne se nino

kæmpe med panikken, mens Sosso

vadede rundt og prøvede at se ud som

om situationen var under kontrol. Jeg

foreslog ham at prøve at få opklaret,

hvor et sæt højspændingsledninger ved

vejen førte hen, men det mente han

ikke var nødvendigt.

efter ca. tre timer så vi en fårehyrde

vandre af sted med sine får nogle

hundrede meter borte, og ved at

kontakte ham lykkedes det at få

opklaret, at vi var langt fra den vej vi

skulle være på - vi var på en grussti, der

førte op til en nedlagt russisk lyttepost

ved navn Fysika. Med de sidste rester

af batteriet på mobiltelefonen lykkedes

4 5

6 7

det Sosso at kommunikere dette til

kollegerne.

Men det løste jo ikke problemet, nemlig

at vores bil befandt sig nede i et hul.

og vi havde ikke en skovl. Heldigvis

dukkede der en lastbil med et læs

tømmer op i aftendæmringen, og den

fik hevet os op på jævn grund igen.

Mit væsentligste bidrag til operationen

var at snakke engelsk med en pige

i lastbilen, som gerne ville have lidt

sprogtræning - noget for noget!

og kort efter dukkede kollegerne fra

Georgica op - 4 timer efter at vi var

strandet og længe efter solnedgang.

Vi trillede derefter i kortege tilbage

til bakuriani og indtog vort lettere

forsinkede aftensmåltid.

Resten af turen fulgte Sosso strikte

de forslag til køreruter, som kom fra

indenlandske kilder. nino måtte vi

desværre aflevere til den anden gruppe

et par dage senere, men det var vist

planlagt fra starten. Og jeg fik lært

en del om de betingelser folk i dette

ludfattige, men spændende land lever

under.

56 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 57


Brasilien er karneval....

…og karneval er Brasilien, og det

gælder specielt rio de janeiro. Det

er en fest på mindst fire dage, som

officielt starter en lørdag og slutter

på askeonsdag. I mange dele af

landet varer festlighederne over en

uge, hver bydel og hver landsby fejrer

karneval på sin egen fascinerende

måde. Det er en fest for alle, både

rige og fattige, unge og gamle, alle er

med. Der kan ikke laves forretning i

disse dage, firmaerne holder lukket,

og alle er på karneval-ferie. Karneval

er ikke blot en del af Brasiliens

kulturarv, men også en del af verdens

kulturarv. I Rio de Janeiro har festen

nået enorme dimensioner og er også

blevet meget kommerciel. i løbet

af karnevalet drikkes 80 % af årets

ølforbrug og 70 % af turisterne

kommer. Paraderne på sambodromo i

rio sendes på tv til hele verden, det

er gigantiske shows …” Maybe the

biggest show on earth”.

jeg har nu boet 10 år i Brasilien og

været til mange slags karneval rundt

om i Brasilien, men mest i rio.

TeksT og foTo: knud b bach

“Quem não gosta do samba

bom sujeito não é

É ruim da cabeça

ou doente do pé.”

Den der ikke elsker samba

er ikke rigtig klog

enten syg i ho’det

eller syg i fod

lidt historie

baggrunden for karnevalet er uklar, men meget tyder på,

at det startede som en hedensk fest i det gamle Rom. I

den katolske verden er karneval forbundet med fasten.

”Carnevale” (’Farvel kød’) markerer starten på fasten,

hvor man sagde farvel til kød og sex. Fasten varer i 40

dage og afsluttes med påsken.

Traditionen kom til brasilien via Portugal og blev først

kaldt ”entrudo”. I Rio de Janeiro betød det drengestreger,

practical jokes, afrikansk gadedans og andre festligheder i

gaderne, ofte ledet af en fed mand, som senere blev kaldt

”Rei (Kong) Momo”. I begyndelsen af 1900-tallet opstod

kostume-baller, kostume-konkurrencer og parader, som

regel i åbne biler. Senere udbredte karnevalet sig i en

mere bred, folkelig retning.

Store sambaskoler opstod i 30’erne, og optog med udsøgte

parader og udsmykkede vogne begyndte, efterfulgt af

konkurrencer om bedste udsmykning. I Rio de Janeiro

fik optogene eller ”Desfiles” i 1984 permanente hjem på

Sambodromo. Jeg betragter denne parade, som TV i dag

sender til hele verden, som det største show på jorden.

Karneval i Salvador i staten bahia kom rigtigt på den

internationale scene i 60'erne og 70'erne. For nyligt

med grupper som Filhos de Gandhi, deltagerne er helt

udklædt i hvidt. Desuden tordner hundredvis af bongotrommer

i ”olodum”-paraden, der er en stærk relation til

de afrikanske religioner, som kom med slaverne.

en egenart i bahia er ”Trio elétricos”,

store lastbiltog eller lydvogne med

indbyggede gigant-ghettoblastere.

ovenpå optræder kendte stjerner

til ”Axé-musik”, reggae, samba eller

en kombination af dem alle. Som

forfriskning bliver både de mange

medfølgende dansere og os, der står og

kigger, oversprøjtet med vand i bahias

intense varme.

Den historiske koloniale Salvador, byen

med 360 gamle kirker, bugnede med

karneval på hver gade. Så selv om vi

ikke var inkarnerede samba eller ”Axé”fans,

blev vi indsluset i den dansende

og syngende menneskemasse - det er

meget sjovt og smitsomt.

Karnevallet i Recife og olinda i nordøstbrasilien

har traditionelt set været

præget af ”Maracatu” og ”Frevo”, som

er en vanvittig dans med afrikansk og

næsten akrobatisk indflydelse. Den

udføres ved at krydse benene sidelæns

igen og igen, mens man formentlig

holder en parasol. Ikke helt nemt!

sambodromen i rio de

janeiro

Udlændinge og også os danskere elsker

karneval, næsten lige så meget som

brasilianerne. Den Danske Klub i Rio

laver arrangementer, hvor medlemmer

kan lære grundtrinene og leje

karnevals-kostumer hos samba-skoler

som ”Grande Rio” og deltage bagest i

paraden.

I H.C. Andersen-jubilæumsåret 2005

var temaet for Imperatriz Sambaskolen

H.C. Andersens eventyr, bl.a. eventyret

om nattegalen. De fik støtte fra

H.C. Andersen-fonden, men selv om

dragterne var flot designet af Rosa

Magalhas og de 8 udsmykkede vogne

fantastiske, nåede de desværre ikke

helt førstepladsen. Imperatriz er ellers

fem gange blevet kåret som den bedste

og mest professionelle sambaskole i

brasilien.

samba-optoget bedømmes

I bedømmelsen indgår flere kriterier,

bl.a. koreografien over temaet,

dansen, temasangen, udsmykningen,

organisation og disciplin. Det er forbudt

at optræde alt for nøgen, idet mindste

skal man være malet.

Udlændinge får et par lektioner i

forskellige sambatrin og instrueres i ikke

at forsinke paraden, ellers vil skolen de

danser hos miste points i konkurrencen

om at blive Rios bedste sambaskole. Dog

kan udlændige normalt ikke danse med

i ”Mestre sala” eller ”Porta bandeira”,

disse kræver indøvede danse-teknikker.

De kan normalt heller ikke stå på de

udsmykkede vogne, der er forbeholdt

”skulpturelle kroppe” og berømte filmog

tv-stjerner. Det koster ca. kr. 2.000

at deltage.

en sambaskoles parade udgør en

“bloco”, der består af 4000-5000

dansere og 5-9 temavogne, anført af

Kong Momo, der starter toget under

et vulkansk festfyrværkeri. Det tager

ca. fem kvarter for paraden at komme

igennem Sambodromen, der er godt en

kilometer lang. Pengepræmien er stor,

men fordelingen af pengene er mere

uklar.

sambaskolerne er i rios

favelaer

Sambaskolerne har hjemsted i og

repræsenterer de forskellige fattige

favelaer i Rio. Her har de deres

Billeder set fra venstre:

Forfatteren til sambadans i Rio de Janeiro

Karneval på Sambodromo, Rio de Janeiro - 2004

Måske en bøde for kun at være iklædt maling ?

Rainbow Pride Gay Parade, Copacabana - 2003

Kostume-show på Plateforme i Leblon, Rio

protektorer og lokale støtter, der har

aktiv deltagelse i sambaskolernes

parade. ofte er disse støtter desværre

tæt forbundet med kriminalitet som

f.eks. et ulovligt spil kaldet ”Jogo do

bicho”.

nogle af de mest kendte Sambaskoler

er:

• beija-Flor (fem gange vinder af

karnevalet i Rio)

• Imperatriz leopoldinense

• Manguira

• Mocidade Independente de Padre

Miguel

• Grande Rio

Det er muligt at deltage i dansetræningen

op til karnevalet, hver sambaskolen har

en ”åben” aften om ugen, hvor turister

er velkomne. Selv om favelaer generelt

er farlige at besøge, er der beskyttelse

disse aftener, indtægterne er jo vigtige.

et par uger før det store karneval

afholdes Rio’s Gay Parade, måske den

mest farverige.

For de der ikke kan deltage i karneval

på Sambodromet, der ligger omkring

fastelavnstid, er showet på Plataforme,

der kører hele året, et alternativ. Her

vises brasiliens historie i dans, bl.a.

kampsporten capuoeira og de mest

fantastiske kostumer.

rio Carnival 2011:

4.-8. marts 2011

www.rio-carnival.net

Flyreservation skal foretages tidligt

Hotel/pakker er meget dyre

58 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 59


klub info

DBK-weekend og

15 års jubilæum

TeksT: søren fodgaard

foTo: anne faLgaard og nieLs gade

DbK har jubilæum i år, og det skal fejres.

en af de større begivenheder bliver

årets DbK weekend 17.-19. juni, hvor

alle aktive medlemmer er velkomne. Vi

tager på togt i Det Sydfynske Øhav i et

vikingeskib med destination Skarø.

Vikingerne var jo datidens berejste, der

drog ud fra Danmark i alle retninger og

erobrede nye lande. Med De berejste

Klubs sommertogt vil vi derfor følge

i rejsepionerernes fodspor – eller

kølvand, om man vil – og drage ud for

at indtage ukendte territorier.

Program

Programmet skal stadig finpudses, men

det bliver nok noget i denne retning:

startsted

Vi starter i Svendborg. Vi udsender

deltagerlister på forhånd med

kontaktoplysninger, så der kan

arrangeres samkørsel. ellers er

Svendborg nemt at nå med offentlig

transport – der går tog fra odense som

stopper lige ud for havnen, hvor færgen

til Skarø afgår.

fredag

Fredag er et uformelt arrangement.

Deltagerne ankommer i løbet af

eftermiddagen til Svendborg og

overnatter på vandrehjem eller

teltplads. Vi mødes kl. 19 på en

restaurant og besøger ellers byens

værtshuse og andre forlystelser.

Man finder selv overnatning,

som eksempelvis kan være på

vandrehjemmet i Svendborg: www.

danhostel.dk > [bestil Danhostel

Svendborg] eller på campingplads:

www.camping.dk > [klik på 5 på kortet]

og se mulighederne. et godt valg kunne

være ** Rantzausminde (hvorfra

skibet afgår) eller *** Thurø eller ***

Vindebyøre.

lørdag

Det officielle arrangement starter lørdag

formiddag.

Vikingeskibet ligger i Rantzausminde,

5 km sydvest for Svendborg centrum.

Vi samles der ved 10-tiden, og skibet

afgår kl. 11. Sejlturen er på 5 km, og det

tager 15-60 minutter afhængigt af vind

og vejr. Skibet kan rumme 23 personer,

og derved kan det blive nødvendigt at

opdele i hold, således at nogle sejler

med båden om lørdagen, og andre

sejler om søndagen. De medlemmer,

der IKKe sejler vikingeskibet lørdag,

tager færgen kl. 12.00 fra Svendborg

havn.

Der vil blive serveret simple sandwich

til frokost.

Hele eftermiddagen er til fri leg blandt

deltagerne. Man kan tage en ny tur

med vikingeskibet og måske erobre nye

territorier på Drejø eller Hjortø. Der er

mulighed for at bade et par steder på

øen, man kan lave vandreture og nyde

naturen på en eng med et rigt fugleliv

og sjældne planter, eller besøge kirken.

endvidere vil der blive arrangeret en

fælles vandretur, som man kan hægte

sig på.

Man kan spille fodbold på verdens

eneste trekantede fodboldbane. eller

lave andre lege og spil for små eller

større grupper – forslag er velkomne;

medbring selv eventuelt nødvendigt

udstyr.

Man kan besøge byens spisesteder

og butikker: Cafe Sommersild med

servering i haven og med eget røgeri

eller Cafe Tante Sofie, som laver et

af øens eksportprodukter: Skarø-is

med birkesaft. Der er to butikker med

kunsthåndværk, glas, keramik, knive

og smykker samt honning og andre

fødevarespecialiteter.

Frivillige kan gå i gang med at forberede

festmiddagen om aftenen. eller man kan

blot sidde på teltpladsen og filosofere

over en stille øl eller tre og snakke

rejseminder.

overnatning

Vi overnatter på teltpladsen, som ligger

i nærheden af havnen med flot udsigt.

Pladsen er på 2500 m2, så vi kan få

et afsnit for os selv. Det er en primitiv

plads med adgang til toiletvogn. Der

er bademulighed (kr. 5) og offentlige

toiletter i forsamlingshuset. Vi søger

at leje to store telte med plads til 8-10

personer hver, men vær forberedt på

selv at skulle have telt med.

festmiddag

Højdepunktet er festmiddagen om

aftenen. Vi steger kød over bålet, og

vi kan sidde i et stort opholdsrum, der

hører til teltpladsen.

Deltagerne sørger selv for egne

drikkevarer under hele weekenden. Vi

kontakter købmanden forud for at sikre

læs mere......

om Skarøs mange tilbud på www.skaroe.com

Købmandens udvalg på www.skarokobmand.dk

om Drejø på www.drejo.com

om vikingeskibet på www.lindheimsunds.dk

om Gundestrup bryggeri på www.bryggerkarl.dk

os, at han har et passende udvalg. Han

sælger bl.a. øl fra Gundestrup bryggeri

ved Svendborg – de bruger valle i

brygningen.

Deltagerne opfordres til at bidrage med

underholdning om aftenen. Det kan

være inspireret af vikingemotiver og

historier fra sagaerne – eller det kan

være en sang fra de varme lande. Vi

opfordrer til drikkehorn og udklædning

i vikingetøj, men det er ikke nogen

betingelse.

søndag

Starter nok stille og roligt (eller også

er der nogle der kører i høj stil natten

igennem). Formiddagen går med samme

aktiviteter som eftermiddagen før. Man

kan også lave en dagstur til Drejø –

afgang med færgen fra Skarø 11.40,

retur fra Drejø mod Svendborg 16.25.

Vikingeskibet afgår ved 13-tiden. Øvrige

deltagere kan tage færgen 13.55 eller

16.55 til Svendborg.

Pris

Arrangementet lørdag-søndag inkl.

måltider forventes at koste omkring kr.

200 pr. deltager. Alle aktive medlemmer

kan deltage. Invitation med tilmelding

sendes senere på mail.

60 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 61


Totaler Spass im Nass

TeksT og foTo: bJörn bøg og gudik hoLm (se ovenstående billede)

Hvorfor dog pine sig selv i en stegende

hed tyrolersauna, når man kan lade

være? Hvorfor kommer man tilbage

aften efter aften, når pisterne er

mørklagt og alle andre går på afterski?

Svaret er ”Der bademeister”, men det

vender vi tilbage til. For historien starter

et helt andet sted.

Østrigsk kultur er en mangfoldig størrelse

med myter, legender og ritualer. I den

lille sydtyrolske by Sölden er mennesket

i sin reneste form en kerneværdi, som

holdes i hævd. Dette kan vække en del

finurlige misforståelser, når man som

to stakkels negotstuderende, der burde

kende alt til fremmede kulturer, gør sin

første indtræden i Freizeit Arena.

Vores første indtryk af stedet set udefra

var sobert, men allerede da vores øjne

gled ned på Freizeit Arenas slogan var vi

klar over, at selv et helt kompendium i

kultursociologi ikke ville række: Totaler

Spass im nass.

nøgenproblemer

I Freizeit Arenas wellness-center er

alle former for klæder bandlyst. ”Kein

Schweiß am Holz”, og derfor beordres

man til at smide tøjet og i stedet benytte

sit håndklæde til at sidde på (og svede

på) i de mange svederum.

Forvirrende er det dog så i centrets

svømmeafdeling (hvor omklædningen

stadig er for begge køn), som ikke

tillader den nøgenhed, der inde på

den anden side af væggen er påbudt.

Der står man så med håndklædet over

armen i stedet for om livet til den

russiske børnefamilies store skræk.

efter denne pinlige oplevelse allerede

på førstedagen i det store wellnessområde,

valgte vi derefter at bruge

resten af ugen i total nøgenhed på den

”rigtige” side af væggen, i forfølgelsen

på den nøgne sandhed. For der var

noget i luften i dette mørke eventyrland,

noget uforklarligt, noget beroligende.

omgivelserne i wellnesscentret var

centreret om en brønd i midten, hvorfra

man kunne beskue de mange rum (og

nøgne mennesker) med et glas koldt

vand i hånden. Alt efter behag kunne

man nu vælge om det skulle være

tørt eller fugtigt, 90, 50, 40 eller -5

grader koldt, samt om man ville ligge

i stilhed eller sludre med ens nøgne

medmennesker mens man svedte,

efterfulgt af – bogstaveligt talt – en kold

spand vand i hovedet.

ritualet

Ét rum, den såkaldte finske Kelo-sauna,

tiltrak sig dog den ubetinget største

opmærksomhed: Tre gange hver aften

kommer Der bademeister stormende

mod rummet iført en højst besynderlig

hat og et SToP-skilt, som han banker på

med en stor træske. Derefter gør han

sin entré i den nu stuvende fulde sauna

og lukker døren bag sig. Vores tanker

kommer vidt omkring, da vi ikke hører

andet end stønnelyde og skrig fra de 25

nøgne mennesker i keloen. Med gæt der

går lige fra pisk med ris til masochistisk

seksuel afstraffelse beslutter vi os dog

tøvende for at afprøve fænomenet.

Da vi et par dage senere endelig har

samlet mod til at gå i keloen, sætter vi

os fulde af forventning og i højt humør

ind i den 90 grader varme sauna. Da

lyden af Der bademeister med træskeen

høres, er keloen allerede fyldt op. Vi

sidder så tæt, at det ikke kun er vores

egen sved, der hagler ned over vores

blottede figurer.

”Jetzt geht’s los; drei Runden, zehn

Minuten” proklamerer Der bademeister

og udbryder et mantra for at signalere,

at ritualet er i gang. Sveden drypper,

men det er til at holde ud, indtil han

kaster vand, sne og aromatiske olier på

ovnen. nu hæves luftfugtigheden i en

sådan hastighed, at hver indånding føles

et skridt nærmere skærsilden. I en stor

forløsning tager han nu flere håndfulde

sne fra sin spand og kaster den ud over

os alle. I takt med den hidtil ukendte

stønnen og skrigen nyder vi hver klat

sne, vi kommer i besiddelse af.

Men lige så hurtigt som sneen er smeltet

begynder næste skridt i processen:

Helikopteren: Der bademeister svinger

nu sit medbragte håndklæde som en fane

og vifter som en gal, hvilket får folk til

at stønne i lange, dybe klageskrig. Hvis

man ganger det at puste på sin hud i en

sauna med ti og tilføjer et halvnøgent,

sadistisk moustache-monster, så har

man fornemmelsen af den pinefulde

oplevelse det var, når Der bademeister

pinte os i varmen. efterfølgende har

man det bedre end nogensinde før, og

ens krop er afslappet i en grad man

vidste den kunne være det. Adskillige

gange gentog vi processen i keloen, og

med samme resultat hver gang.

Ét mysterium var altså løst, men et

nyt dukket op: Kan alle folk klare dette

masochistiske varmefænomen? Til

spørgsmålet om, hvorvidt folk aldrig

besvimer under en tur i keloen, svarede

Der bademeister med et kækt smil ”Ja

natürlich passiert sowas. Dann wird er

einfach im Schnee hingelegt, und dann

findet man ihn wieder im Frühjahr, wenn

der Schnee geschmolzen ist.“

Stolte som bubber efter seks uger

i ødemarken kunne vi nu drage

mod Danmark igen, bevidste om

hemmeligheden bag den nøgne

sandhed. Tilmed stod ét klart for os:

Frelseren bor i Østrig. Vi fik ikke hans

navn, men vil du frelses, så spørg efter

Der bademeister!

klub info

DBK’s medlemmer med mindst 100 lande

Placering i år

(sidste år)

Medlemsnummer og navn Alder Antal lande *) Tilvækst i år

Tilvækst

sidste 4 år

Tilvækst

sidste 8 år

1 (1) 027 - bjarne lund-Jensen 62 188 3 12 22

2 (4) 258 - Peter Schønsted 68 160 15 41 -

3 (2) 097 - Arne erik Runge 67 153 6 29 69

4 (3) 458 - Scott Filtenborg 51 147 1 - -

5 (5) 019 - Claus Qvist Jessen 50 136 6 25 46

6 (9) 384 - Peter Goltermann 43 125 16 - -

7 (8) 082 - niels J. l. Iversen 57 114 3 10 40

8 (7) 039 - Kaj Heydorn 79 114 2 12 22

9 (13) 312 - Jakob Øster 39 111 7 26 -

10 (10) 057 - bertel Kristensen 68 111 2 13 17

11 (16) 124 - lasse nørgaard 47 110 7 39 54

12 (11) 153 - Øyvind løkkeberg 56 109 3 35 45

13 (19) 026 - Per Allan Jensen 59 107 5 17 38

14 (12) 022 - Preben Mogensen 59 106 0 3 11

15 (22) 266 – Jan Klintegaard 64 106 5 18 18

16 (14) 001 - ole egholm 44 104 0 4 11

17 (15) 042 - Tyge Korsgaard 65 104 0 17 21

18 (17) 367 - Rasmus Jarlov 33 103 1 - -

19 (25) 112 – Søren Padkjær 65 103 7 12 25

20 (18) 090 - Anette Sode 49 102 0 9 31

21 (24) 038 - Henrik Døcker 72 102 2 5 5

22 (20) 091 - Paul-erik Jensen 54 101 0 8 8

23 (26) 151 – Carl J e Colberg 60 101 6 23 23

24 (21) 059 – Stig Monrad 62 101 0 11 27

Den opmærksomme læser har sikkert

opdaget, at betingelsen for at komme

med på denne årlige opgørelse har

skiftet. Tidligere var der tale om en

toptyve-liste, men fra nu af har vi valgt

at medtage alle de medlemmer, der

har besøgt mindst 100 lande. Vi har

taget denne beslutning som følge af, at

der fremover ikke automatisk kommer

artikler om 100-landes jubilarer.

Årets ’hurtigløber’ er Peter Goltermann

med 16 nye lande, skarpt efterfulgt af

Peter Schønsted med 15 nye lande.

Sidstnævnte har - siden sidste år -

reduceret afstanden til bjarne lund-

Jensen med ti lande, så afstanden nu

’kun’ er 28. Ser vi på antal nye lande de

sidste 4 år, så er det Peter Schønsted,

der har haft mest fart på (41), efterfulgt

af lasse nørgaard (39) og Øyvind

løkkeberg (35). Ser vi endelig på de

sidste 8 år, så er Arne Runge suverænt

i spidsen med 69 nye lande, efterfulgt

af lasse nørgaard (54) og Claus Qvist

Jessen (46).

Den gennemsnitlige tilvækst af lande

det sidste år for listens 24 medlemmer

er 4.0, mod 4.7 sidste år og 5.2 forrige

år, så der er knap så meget fart på

som der har været. De tilsvarende tal

for alle medlemmer ligger dog en hel

del lavere (normalt mellem 2 og 3), så

det går stadig stærkere i toppen end i

resten af klubben. I øvrigt falder det i

øjnene, at det især er i listens øverste

halvdel, at de store tilvækster sker, så

her er der altså ikke noget med at ’hvile

på laurbærrene’.

*) listen er dannet efter hjemmesidens

registreringer pr. 31. december 2010.

Af Per Allan Jensen

62 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 63


klub info

Nye medlemmer

543 anders Pedersen

Jeg er født 1944 i Aalborg. Uddannet pædagog og misbrugsbehandler og naturfotograf. Min interesse for

oplevelser med kameraet bringer mig ofte på afveje, hvor jeg elsker at være ude i vildnisset. Jeg begyndte

som ganske ung i tresserne at rejse i europa, hvilket gav lyst til mere. I 70’erne blev især Italien,

Spanien, Grækenland, Tyrkiet udforsket sammen med vores barn. I 80’erne blev det til længere ture, og

orlovsordningerne i 90’erne gjorde det muligt at udforske hele Sydøstasien i en tur på 12 måneder. Årene

efter tog vi på ture af 2-3 måneder til Mellemamerika og Sydamerika og senere Afrika på længere ture

544 anna Klitgaard

Så snart jeg blev myndig tog jeg på kibbutz i Israel i 9 måneder (1991/92). De næste 7 år blev brugt til

én lang rygsækrejse til Indien, Vietnam, laos, nepal, Tibet, Jamaica og Cuba. Indien er blevet mit livs

forelskelse, hvor jeg har været otte gange. efter en tid som indisk kok med egen restaurant i Aalborg

og en uddannelse som journalist besluttede jeg mig i 2009 for at prøve lykken som globetrottende

freelancejournalist. Jeg skriver i dag om verdens store og små uretfærdigheder og de mennesker, der lever

med dem. De sidste to år har jeg besøgt begge poler og set bl.a. Mellemamerika, etiopien, bangladesh,

Japan, Argentina, namibia, Indonesien, Østtimor – i snit rejser jeg 60 procent af tiden. læs mere om mit

arbejde på www.cosmo-journalism.com

545 Rikke Skafte Jespersen

Min rejsekarriere startede efter gymnasiet hvor jeg på egen hånd rejste et halvt år til Australien og new

Zealand. Det gav mig mere blod på tanden til at se verden hvilket jeg har gjort siden. land nr. 55 blev

rundet i sommer og lysten til nye rejser og oplevelser er der hele tiden. Heldigvis er jeg blevet gift med

en mand der deler min interesse. Smuk natur og spændende folk er mit foretrukne – gerne med et par

vandrestøvler på. Har været på 6 kontinenter - fra Ushuaia (Argentina) i syd til Svalbard (norge) i nord.

Mit job som radiograf har også givet mulighed for længere ophold uden for Danmark - bl.a i nordnorge og

på Færøerne.

546 ninna Worning

Mit rejseliv har foregået i hovedtræk af 4 årsager - udover at jeg elsker at rejse--- 1. Pga min daværende

hobby og profession - drageflyvning. Jeg havde en periode på 5 år hvor jeg deltog i konkurrencer,

arrangerede world cup mm. 2. Mens jeg arbejdede på et jagtrejsebureau, hvor jeg rejste rundt og

chekkede områder og revirer, lavede kontrakter mm. 3. I forbindelse med dykning, hvor jeg var i

forbindelse med lokale dykkere og rejste rundt og besøgte andre dykkere og arbejdede som frivillig med

forskningsprojekter og som amatør-marinearkæolog. 4. endelig privat, hvor jeg rejst i den retning hvor

næsen er peget eller hvor venner har lokket mig hen.

547 Kirsten graversen

Ansat på Roskilde Handelsskole (Handelsgymnasiet) siden 1960, uddannet cand. interpret. Arbejdet

indenfor eU med udvekslinger af studerende, elever og lærere. Rejseleder for MS, Handelsskolernes

engelsklærerforening, elever (studieture) og et rejsebureau. Rejst for min skole som interviewer og tester

i Asien, Afrika og Østeuropa. Desuden rejst i bl.a. Afrika, Kina, Sydkorea, Indien og Argentina med egen

planlægning og gennemførelse udover nordamerika og europa. Unesco ASP netværksture til Ghana og

VI. next Stop dialogrejser til egypten og Jordan som rejseleder og til Israel og Palæstina. Alle rejser af 3

ugers varighed. Hyppige rejser til USA.

548 Charlotte jørgensen

Da jeg var lille, var jeg med mine forældre på charterferier eller kør-selv-ferier. Da jeg blev teenager var

det storbyerne der trak, jeg elsker london. Den er dog overgået af en mindre storby, nemlig edinburgh,

hvor jeg har boet et par måneder. Hvis man siger at ”home is where the heart is”, så må edinburgh være

mit hjem. Jeg har også boet i Togo og burkina Faso i sammenlagt 14 måneder. De to ting jeg elsker

allermest ved at rejse, er at få storslåede natur oplevelser og at møde lokalbefolkningen. Jeg føler kun at

jeg kender et land rigtigt, hvis jeg også kender nogle af dem som bor der.

Billede i baggrund: Isbjerg Ilulissat, Grønland af Morten Haagense

549 ulla fanø

Mine rejseoplevelser startede som ung med charterrejser sammen med familien til Spanien, Italien

og Grækenland. De mere spændende ture kom efter et par års ophold i USA, et år i england og et

studieophold på et universitet i Spanien. I forbindelse med mine studier (Cand. mag.) fik jeg chancen

for at tilbringe et semester i new Zealand, hvor jeg arbejdede for en dansk virksomhed. Jeg blev i new

Zealand i fire år, og i den periode besøgte jeg Australien og flere asiatiske lande. Siden 2001 har jeg

boet i Århus, men hvert år kommer der nye rejsemål på listen - sidst var det en tur fra Victoria Falls i

Zimbabwe gennem botswana og namibia til Cape Town.

550 Karen trede

Jeg er 32 år og opvokset i København. Jeg ville have en uddannelse som jeg kunne rejse med, og det

blev sygeplejerske. Jeg har arbejdet flere gange i Grønland og på et landsbyhospital uden for Nairobi.

Siden jeg var 16 år har jeg rejst alene. Jeg blev først grebet af det store udland, da jeg i 2004 var

i Sydamerika. Jeg var på Galapagosøerne, hvor jeg kom helt tæt på dyrelivet og svømmede med

havskildpadder. I Peru fik jeg interesse for indianerkulturen efter at have været i Machu Picchu, og

siden har jeg set mayapyramider i Mexico og Angkor Wat i Cambodia. new Zealand og Grønland er de

lande der har fascineret mig mest med deres storslåede natur; bjerge, gletchere, varme kilder og lange

kyststrækninger.

551 ann marguerite Kledal

Jeg er født i bangkok i 1947 med en skotsk mor og en dansk far, der arbejdede som skovrider i

Nordthailand i 15 år. Bryllupsrejsen gik på tommelfingeren fra Marseilles til Milano. Da jeg var 26 tog

jeg til Singapore og mødte min bror, efterladende mand og barn hjemme. Vi rejste med rygsæk til

Thailand for at gense den by, hvor jeg tilbragte mit første år og finde min fars fortid i Prae. I 1992

arvede jeg en sum penge og tog på trek i nepal, og siden har jeg rejst rundt i verden – med en

rejsefælle eller alene. bl.a. Tromsø,Tasmanien, Costa Rica, Cambodia, Mt. everest, karneval i Rio,

ligbrænding i Varanasi, bryllup i Mandalay, teselskab i Japan mm. I 2008 gik jeg på tidlig efterløn, og er

nu deltids rejseleder og bartender i Cafe Globen.

552 henning j. jakobsen

Jeg er 57 år og landmand i emmelev på nordfyn. Da jeg var i tyverne, begyndte min kone og jeg at

køre rundt i europa i egen bil. Senere begyndte vi på oversøiske rejser. Vi rejser både på egen hånd,

ofte ved at flyve til et sted og leje en bil (har bl.a. kørt rundt i halvdelen af staterne i USA), og med

rejseledere til bl.a. laos, bolivia og Indien. Sidste sommer besøgte vi alle landene i det tidligere

Jugoslavien samt Albanien, det blev 11 lande og 9 hovedstæder på 14 dage og 7000 km i vores

egen bil. Derudover var vi sidste år på krydstogt i Caribien og i Israel og Jordan. Vi går også efter

steder nævnt på UneSCos World Heritage list, hvoraf jeg har set mindst 280, samt Verdens syv nye

vidundere, hvoraf vi har set de 6.

553 joan jensen schrøder

Min rejselyst blev vakt i de unge år på min første interrail i europa. Der har været utallige rejser

gennem årene samt oplevelser, gode som dårlige minder, unik for hvert sted. Jeg elsker naturen

når den er bedst, at rejse for at se dyreliv og møde ligesindede, at komme væk fra byen og gå på

opdagelse. Jeg har været på jordomrejse på 14 måneder, til pengene slap op, jeg har set pyramiderne

uden busser, turister og lange køer efter 9/11 - skønt for os, dårligt for verdenssituationen.

554 aura maria søndergaard

Min første lange rejste foretog jeg før jeg kunne gå - det var da min far hentede mig i Colombia. Jeg

er opvokset i en familie, hvor man holder meget af at rejse. De lande, der har sat sig dybe spor, er

Cambodia og Vietnam med deres kultur og mennesker. Jeg har boet og arbejdet ialt 8 måneder på

Bali, hvor jeg fik et mere dybdegående kendskab til kulturen og befolkningen. Jeg læser geografi og

geoinformatik på Københavns Universitet, hvor det at rejse er en stor del af faget.

555 susanne torpe

Jeg har arbejdet i egypten og i Spanien som rejseguide i 1½ år, og herefter fortsatte jeg et

halvt år med rygsæk i Asien. Siden har jeg arbejdet i Honduras som divemaster og i Mexico som

undervandsfotograf. Som en del af mine studier på handelshøjskolen i København har jeg studeret et

halvt år på universitet i Chile. I min studietid har jeg rejst meget, og folk har ofte spurgt mig, hvordan

jeg får råd til at rejse så meget. For mig er det er spørgsmål om prioritering. Kan jeg fx vælge mellem

en bluse til 500 kr og en til 200 kr, tager jeg den til 200, og fryder mig så over, hvor langt jeg kan

komme i Asien for differencen. Jeg elsker destinationer med sol, varme og gode dykkermuligheder, men

jeg kan også godt lokkes til at sove i telt i minusgrader.


klub info

Kontaktpersoner

66 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011

Lars K. Munk

Formand for De Berejstes Klub

Ansvarlig for klubben og

bestyrelsesarbejdet

Tlf. 40 89 46 67

munkens@gmail.com

Gerner Thomsen

Næstformand, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for sponsorer, PR og

berejstblog

Tlf. 32 59 60 95

annoncer@berejst.dk

Per Danielsen

Toastmaster, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for klubarrangementer

øst for Storebælt

Tlf. 33 13 56 18

toastmaster-east@berejst.dk

Jakob Linaa

Toastmaster, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for klubarrangementer

vest for Storebælt

Tlf. 20 86 77 77

toastmaster-west@berejst.dk

Erik Futtrup

Kasserer, medlemskoordinator,

bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for regnskab og nye medlemmer

Tlf. 76 42 05 26

kasserer@berejst.dk / nytmedlem@berejst.dk

Maria Malbeck Sørensen

Medlemskoordinator in spe,

Bestyrelsesmedlem

Tlf. 25 48 87 45

mms.75@hotmail.com

Niels Iversen

Webmaster

Ansvarlig for adresseændringer,

landeregistrering og berejst.dk

Tlf. 86 28 18 56

webmaster@berejst.dk

Mette Lunddorf

Ny hjemmeside mm,

Bestyrelsesmedlem

Tlf. 61 55 56 34

mlundorf@hotmail.com

Jimmi Kim Persson

Globen redaktør

Ansvarlig for udgivelsen af bladet.

Tlf. 22 50 60 48

redaktorgloben@gmail.com

Jacob Gowland Jørgensen

Medredaktør Globen, bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for dele af bladet

Tlf. 42 79 68 62

jacob.gowland.jorgensen@gmail.com

Søren Fodgaard

Medredaktør Globen,

bestyrelsesmedlem

Ansvarlig for dele af bladet

Tlf. 35 39 27 33

sf@skovforeningen.dk

Per Allan Jensen

Medredaktør Globen

Ansvarlig for statistik og korrektur

Tlf. 38 10 10 78

Per.Allan.Jensen@sdk.sas.com

Anja Povlsen

Grafiker

Ansvarlig for layout af Globen

Tlf. 24 65 55 22

apovlsen@yahoo.dk

32 lande

54 cykelrejser

363 vandreferier

76 turledere ...og dig!

Gokyo Lake, Nepal

Opleve - ikke kun se ?

Bjerggorillaer i Rwanda, tigre i Indien,

Homestay og vores egen bjergtop i Nepal,

Snowman trek i Bhutan, Rwenzoribjergene

i Uganda, Aralsøen i Uzbekistan, havskildpadder

på Galapagos - og meget mere.

Velkommen til Kipling Travel

Bhutan - Snowman Trek

Findes der et ægte Shangri La i verden, må

Bhutan uden tvivl komme ind på en førsteplads.

Laya-trekket er første halvdel af det store Snowman

trek - en perle i sjælden verdensklasse.

30 dage Snowman Trek, 21/9, 65.980,-

20 dage på Laya trekket 21/9 45.980,-

Tlf: 47 16 12 20 - www.kiplingtravel.dk

Mexico, Guatemala og Belize

Maya ruten med Chichen Itza, Uxmal, Palenque

og Tikal til koloniidyl i Meridas hjerte, jungle og

vandfald og caribiske bølger med uformel rastafaristemning

på Caye Caulker i Belize.

Et brag af en kulturrejse! Daglig afrejse.

15 dags skræddersyet rejse, fra 13.480,-

Kipling Travel - kontor i Danmark, Indien og Nepal - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening

topas.dk

Nepal - Everest Base Camp - og tre spektakulære bjergpas 24 dage fra DKK 19.970,-

www.kiplingtravel.dk

Kort om Kipling Travel

Kipling Travel opererer i spændende egne og

afkroge og har stået for mange nye koncepter

og rejser. Vi arrangerer rejser med ”Kipling tvisten”,

der gør at vi ikke kun ser de store seværdigheder,

men også oplever landet og kulturen

bag facaderne; en slags ”mere end turisme”.


Returadresse: De Berejstes Klub, c/o Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K

EVENTYRREJSER

Bolivia o road

Regnskov, pampas og saltsletter

Oplev tre store og forskelligartede naturområder i Bolivia: Regnskov,

pampas og saltsletter.

Vi hører om inkaernes tidlige historie ved Titicaca søen og myten

om, hvor solen blev født.

Med 4-hjulstrækkere, i kano og på vandreture tager vi på opdagelse

i usædvanlige naturområder for at se dyrelivet: Måske

de store pattedyr, pumaen og jaguaren. Flamingoer i tusindvis.

Farvestrålende tukaner, ara´er samt verdens ældste fugl – den

specielle hoatzin. Max 14 deltagere !

20 dage • 27.900 kr • afrejse 7. juli og 11. november

Silkevejen i Kina

Originale kulturer og ældgamle traditioner

Kamelernes bjælder har ringlet i ødemarken, når den ene

karavane fulgte efter den anden. Silkevejen går gennem store

ørkenområder, udstrakte græssletter, sneklædte bjerge, forbi

grotter og ruiner af ældgamle byer. Rejsen rummer essensen af

Silkevejen gennem Kina, så man oplever både Xian med de berømte

terracotta statuer og Dunhuang med Mogao-grotterne.

I oasebyen Turpan starter den mere eventyrlige del af turen:

Kørslen langs Taklamakan Ørkenen til den ældgamle legendariske

karavaneby Kashgar.

18 dage • 23.900 kr • afrejse 2. maj og 5. september

Madagaskar

Unikt dyreliv på Afrikas største ø

Nationalparker med lemurer, kamæleoner, fugle og planter, der

er enestående for Madagaskar. Madagaskar er hjem for fem

procent af verdens plante- og dyrearter, hvoraf 80 procent er

endemiske. Vi oplever afvekslende klimatyper, fra det centrale

højland med regnskov via den tørre sydvestkyst, til den frugtbare

østkyst med duftende marker af kakao og vanilje. Vi besøger

også Madagaskars stammefolk, der har bevaret oprindelige

kultur. Vi besøger et dansk-støttet projekt til fremme af børns

uddannelse.

15 dage • 24.800 kr • 7. til 22. oktober

Uzbekistan – Turkmenistan – Iran

Ad Silkevejens ørkener til Isfahan

Vi besøger to af de store silkevejsbyer i Uzbekistan, Samarkand

og Bukhara. Den betagende arkitektur og kunst afspejler de

kulturelle korsveje, som Silkevejen engang samlede. I ørkenlandet

Turkmenistan oplever vi Merv med traditioner for kunsthåndværk

og smukke tæpper. Og vi besøger et stutteri, hvor de neste heste

opdrættes. Efter tre dage i det nordlige Iran, er vi i den muslimske

verdens perle: Isfahan. Her har vi re dage med verdens otteste

moskeer, pladser, broer og den livligste bazar.

21 dage • 24.800 kr • 15. september til 5. oktober

Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk

More magazines by this user
Similar magazines