VERDENS KULTURARV - De Berejstes Klub

parkeret lige lukt op ad det lokale
menighedshus, hvor en højtmessende
og yderst entusiastisk præst går i gang
med at bræge dagens prædiken ud til
den forsamlede skare. Det gør han i en
mikrofon, der med jævne mellemrum
klager sig i en høj skrigetone, der i
skøn forening blander sig med hans
hallelujaaaaaa. Han lyder som de der
overgearede dommedagspræster, der
får masserne til at falde besvimet om i
kramper og derefter med selvretfærdig
mine erklære, at personen har været
besat af djævlen.
nu kortslutter den fuldkommen inde i
mit hoved! Jeg har mest lyst til at brage
ind midt i gudstjenesten og kvæle
præsten, og til sidst pakker jeg min
rygsæk og skrider – lettere olm. På et
andet lille hotel advarer konen mig om,
at de er velsignet med et diskotek på
første sal, og da det er fredag aften,
så skal jeg nok regne med en del larm.
Men det er efterhånden ved at være
sent og trætheden er ved at tage livet
af mig. Da jeg lige har fået mig indrettet
i soveposen, bryder helvede løs blandt
Rio Dulces vilde ungdom på øverste
1
2
etage. Der er knald på både diskokugler
og det knirkende dansegulv, og en
altoverdøvende bas får hele hotellet til
at ryste i fugningerne. Imens forsøger
jeg, efter bedste evne, at mase to-tre
orangefarvede skumørepropper
halvvejs ind i hjernen på mig selv.
Mirakuløst falder jeg dog i søvn langt
ud på natten. næste morgen har jeg
ganske enkelt fået nok af diskoteker og
obskure religiøse tendenser og kaster
mine tolv kilo sure sokker og svedige
T-shirts i rygsækken. Jeg klasker
en kasket på hovedet over det viltre
morgenhår og møder demonstrativt op
på busstationen. Heldigvis kommer jeg
lige til en busafgang mod Guatemala
City, som kører gennem den lille bitte
by, hvor Quiriguá-ruinen ligger. Guderne
skal dog vide hvor – men den sag må
jeg tage mig af senere!
Bus-vrag og bananlunde
Mit spanske er bestemt ikke til nogen
universitetsgrad, men jeg får dog
forklaret buschaufføren, at jeg skal af
ved Zona Archaologica. efter omkring en
times kørsel står jeg i vejsiden og skal
nu igen finde overnatning – forhåbentlig
et mere menneskevenligt sted end i Rio
Dulce. Problemet er blot, at byen kun
synes udstyret med et dyrt hotel, der
langt overskrider mit daglige budget. Til
gengæld er der sirligt strøgne lagner,
pinligt rent og ikke mindst den mest
velsignede ro. Jeg vil næsten give min
højre arm for lidt søvn, men nu skal jeg
ud og finde den ruin!
Jeg lusker hen på den lokale
busholdeplads og vælger det første vrag
af en bus, jeg får øje på. og sandelig
om jeg ikke har heldet med mig! De er
simpelthen lige på vej ned til ruinen.
Der er efterhånden gået helt sport i
at finde det sted, så vi bevæger os af
sted i en tussegammel hakkende bus
med direkte udsyn til asfalten gennem
gulvet. Støvet pulser op gennem gulvet
og giver billetkonduktøren et overdådigt
hosteanfald, mens han afkræver penge.
Turen går ned gennem en bananlund, og
snart standser vi ved et lille simpelt skur,
der fungerer som info-center. Jeg kan
med det samme lide stedet, det virker
ganske autentisk, og der er en næsten
meditativ stilhed. langt ude på landet
3
og med fredfyldt fuglesang. Åbenbart
forvilder ikke ret mange besøgende sig
ud til ruinen. Der er på en eller anden
måde en rigtig god ånd over stedet, der
står i diametral modsætning til alt andet,
som jeg har prøvet i Guatemala. Jeg har
fundet landet i sig selv utrolig smukt og
deres ruiner næsten uovertrufne, men
befolkningen har jeg til tider fundet
temmelig belastende. ofte har jeg følt,
at der næsten ingen ende er på deres
metoder til at snyde alt og alle. Ved
Quiriguá-ruinen kan jeg mærke, at jeg
endelig begynder at slappe af.
mesoamerikas største stele
efter indgangen bevæger jeg mig ind på
en åben plads og får øje på nogle enormt
høje steler. De flotte stenudskæringer
– som jeg også kender fra Copánruinen
i Honduras – står rundt på hele
græsarealet. De to ruiner er da også
”i familie med hinanden” – mayaernes
mesterværk i Honduras ligger ikke mere
end ca. 50 km herfra. Jeg læser mig til,
at videnskaben ved hjælp af grundig
undersøgelse af arkitekt-stilen og test
af knogler af grundlæggeren af Copándynastiet,
har kunnet fastslå, at begge
4
5
ruiner blev grundlagt for elitekolonister
fra Tikal. Der er også fundet paralleller
mellem arkitektur og monumenter
i Quiriguá og Uaxactun i Petén i det
nordlige Guatemala, som også var
under dominans fra Tikal. I Quiriguá har
arkæologer fundet over 60 figurer og
keramik, der også ligner fund fra Copán.
Da området er rigt på jade, har man
også gjort bemærkelsesværdige fund
af denne halvædelsten i det centrale
Honduras og højlandet i Guatemala. Så
der er ingen tvivl om, at indbyggerne
i Quiriguá har bevæget sig over store
afstande i denne del af Mellemamerika.
Jeg nyder at slentre rundt i de fredelige
omgivelser og fordybe mig i historien.
Quirigua er nænsomt restaureret,
men en gennemgang viser mig snart,
at ruinen hverken er særlig stor eller
arkitektonisk imponerende. både Copán
og Tikal er større og mere æstetiske,
men hvad der gør Quiriguá speciel er
afgjort stelerne. Ruinen har som så
mange andre mayabyer en boldbane og
et Akropolis, men det mest interessante
sted er den store centrale plads, der
huser et sandt overflødighedshorn af
Billede 1: Guatemala er et farvestrålende land
med en rig historie og kultur.
Billede 2: Quiriguá-ruinen ligger midt i
fredfyldte omgivelser i en tæt regnskov.
Billede 3: En af de store steler på den centrale
plads i Quiriguá ruinen.
Billede 4: De mange steler og altre står alle
beskyttet under halvtage af strå.
Billede 5: Jaguartemplet i Tikal. Quiriguá
var under dominans fra Tikal og både
Copán og Quiriguá menes at være bygget til
elitekolonister fra dette område.
Billede 6: Den central plads i Quiriguá er
spækket med flere meter høje steler.
steler, altre og monumenter i sandsten
med inskriptioner. Kæmpestore
stenansigter stirrer ud i intetheden, og
selvom jeg før har studeret stelerne
på hovedpladsen i Copán og været
imponeret over detaljerigdommen, så
er størrelsen på stelerne her i Quirigua
det bemærkelsesværdige. Den lille
ruin har nemlig den største stele, der
nogensinde er fundet i Mesoamerika, og
da jeg står foran det næsten ti meter
høje stenansigt, fyldes jeg da også med
stor ydmyghed. Den viser noget af det
ypperste stenskærerarbejde, mayaerne
kunne præstere, og forestiller Kong
K’ak’Tiliw Chan Yopaat – en af Quiriguás
mange herskere. Ruinen ligger
omkranset af tæt regnskov, og mens jeg
trasker rundt, begynder en stille regn
at falde, hvilket bare gør hele sceneriet
endnu mere magisk.
10 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 11
6