VERDENS KULTURARV - De Berejstes Klub

konkurrence da Jeg bleV berømt
Da jeg blev berømt
på Robben Island
af kirsTine Lindberg
I 2005 var jeg i Cape Town. Jeg var
inviteret af Willy, som jeg kender fra
dengang jeg boede i Ghana i 1983.
Willy havde købt en lille ferielejlighed,
og vi hyggede os. Vi tog på udflugter,
hvor vi begge tegnede hvad vi så, vi
spiste på restauranter, drak vin og
tog på loppemarked. Jeg ville gerne
lave nogle interviews, især med nogen
fra AnC, som var ansvarlige for det
genhusningsprojekt Præsident nelson
Rolihlahla Mandela startede. Men Willy
insisterede på, at det her var ferie og
ikke arbejde.
ligesom alle andre turister i Sydafrika
ville jeg gerne se Robben Island. Vi tog
hen til havnen, hvor færgen til øen afgår.
I ventesalen er der nogle plancher. en
planche viste et billeder af Mandela,
Herman Toivo ya Toivo og to andre
mænd. billedet er fra det kalkbrud, hvor
fangerne arbejdede hver dag på øen.
Jeg vender tilbage til Toivo.
Det er en smuk sejltur fra the Waterfront,
som havneområdet kaldes, til øen.
Men jeg kunne ikke lade være med at
forestille mig, hvilke tanker fangerne
havde gjort sig, da de blev sejlet ud til
øen for at sidde i fængsel. nogle af dem
havde fået livstidsstraffe, og de har nok
tænkt, at de aldrig mere ville komme til
at se deres familie og venner.
Da vi ankommer til øen havde jeg i min
naivitet forestillet mig, at Willy og jeg
bare kunne gå rundt og se, hvad vi ville.
Men sådan var det ikke, turistbusser
stod klar til at tage imod os. Willy og
jeg satte os oppe forrest i bussen, så vi
kunne se mest muligt. Vores guide var
en smuk sort kvinde, og hun var god
til at fortælle om øens historie. Var du
måske klar over, at øen engang var en
spedalskhedskoloni?
Guiden fortalte om apartheidtiden,
og på et tidspunkt spørger hun alle
os i bussen, hvilke nationaliteter vi
tilhører. Willy mumler ”tysk og dansk”.
Det giver et sæt i guiden, og hun
bøjer sig begejstret ind over Willy, og
spørger, om det er ham der er dansk.
Willy peger på mig og siger, ”nej, men
det er hun”, hvorpå guiden kaster
sig ud i en lovprisning af danskernes
rolle i kampen for frihed. ”Ved I hvad
danskerne gjorde? De demonstrerede,
de støttede os med penge, og nogen af
dem kom klistermærker på appelsiner i
danske butikker, hvor der stod, at man
ikke skulle købe frugt fra Sydafrika, for
så støttede man apartheidregimet. Jeg
siger jer, denne kvinde fra Danmark,
er ligeså meget frihedskæmper som
Mandela! Kom alle sammen, giv hende
en hånd!!” Jeg modtog rødmende
turisternes bifald. Tænk hvis jeg havde
fortalt hende at jeg var medlem af Afrika
Kontakt, som tidligere hed Danmark
mod apartheid? eller hvis jeg havde
nævnt, at jeg for mange år siden var
med til at besætte Sydafrikas konsulat
i København?
Da vi havde set det meste af øen, ankom
vi til det, vi alle havde set frem til,
nemlig fængslet. Foran fængslet står en
mand, som hedder Sparks. Han er vores
guide, og han fortæller, at han selv sad
i fængslet. Han blev idømt fem år for
at være terrorist, besidde våben, have
stjålet våben, og for at være medlem
af M´konto we Sizwe. På dansk betyder
det nationens spydspids, den militante
del af AnC, African national Congress.
Vi går rundt på fængselsgangene, og
han fortæller os om måder, fangerne
kommunikerede med hinanden på. når
fangerne fik lov til at spille bordtennis,
kom de beskeder ind i boldene som,
ups, fløj ind i den anden fængselsgård.
Alle cellerne var kun 2 gange 2 meter.
Der var en seng, et tæppe og en spand
som toilet. Hvis tæppet ikke var foldet
på den rigtige måde, fik fangerne pisk.
Hvis en fange var besværlig, kom han
i isolation. På et tidspunkt fik Mandela
forhandlet sig frem til, at de godt måtte
få fotografier af deres koner sendt til
øen. Dem der ikke havde koner eller
kærester lånte billeder af dem, der
havde. Apartheid var så gennemført,
at kun sorte sad i fængsel på Robben
Island, mens farvede og hvide sad i
Pollsmore-fængslet inde på fastlandet.
Da vi nærmer os den celle, hvor Mandela
sad, beder Sparks os om at stille op på
række, og kun tage to fotos hver.
Jeg trækker ham i ærmet og spørger,
hvilken celle Herman Andiba Toivo ya
Toivo sad i? ”Hvordan kender du det
navn?” spørger Sparks mig.
Jeg fortæller ham, at jeg arbejdede
i namibia fra 1996 til 1997 for en
afrikansk medie-nGo. Jeg havde en
journalistkollega fra Malawi, Dawid
ntengwe. en søndag inviterede han
mig med til tvillingebarnedåb hos
Toivo. Jeg vidste om Toivo, at han
var medlem af namibias regering og
minister for arbejdsanliggender. David
og jeg ankommer til Toivos hus. David
introducerer mig for Toivo. Han er en høj
flot mand med gråt hår. At få tvillinger
er noget særligt heldigt i mange
afrikanske lande, så det var naturligt,
at alle gæster var meget ærbødige.
Men de var alligevel meget ærbødige,
lagde jeg mærke til, - som om de var
i audiens hos en helt. I 1997, da jeg
vendte tilbage til Danmark, fandt jeg
en bog, som en af mine andre kolleger,
David lush, har skrevet. bogen handler
om namibias kamp mod apartheid og
især kampen for at få selvstændighed,
for Sydafrika havde okkuperet namibia
i mange år. Det viste sig, at Toivo havde
siddet på Robben Island, fordi han var
leder af den militære del af namibias
frihedsbevægelse SWAPo, South West
Africa People´s organisation. Den gang
hed namibia Sydvestafrika.
Sparks griber begge min hænder og
fortæller stolt, at han sad i fængsel
samtidig med Toivo. Sparks fortæller:
”Toivo sad i B fløjen. Hver fange havde
et gult identitetskort. På Toivos stod der
nr. 26/1962, det vil sige at han var fange
nr. 26 og blev fængslet i 1962. Han var
fange i seksten år. Mit fangenummer var
583 og jeg blev fængslet i 1981.”
Jeg spørger Sparks, hvordan han husker
Toivo? Han lyser op i et smil og siger
”Det er nemt at svare på. Han var både
venlig og vellidt. Selv fangevogterne
respekterede ham. Han var god til at
løse konflikter imellem fangerne, men
også mellem fanger og vogtere. Men
mest husker jeg, at han og Mandela
tilbragte så meget tid sammen som
muligt, og de diskuterede politik...”
Jeg tror Sparks kunne berette om
Toivo, Mandela og alle de andre fanger
i timevis, men resten af busselskabet
bliver irriterede på os, fordi vi står og
snakker privat. en af turisterne spørger,
om vi kender hinanden, og Sparks siger,
”Toivo er min ven så hun er også min
ven”, og turisten forstår ingenting.
Sparks fortæller om kalkbruddet, hvor
de arbejdede fra 1960 til 1977. ”Hver
dag i den stærke sol skulle alle fangerne
arbejde i kalkbruddet. når der var
pause lærte vi om hinandens arbejde,
nogle var for eksempel jurister, og
derfor kalder vi fanger kalkbruddet for
universitetet. Solen reflekterede meget
stærkt på den hvide kalk. Mandela
går altid med solbriller, fordi arbejdet
i kalkbruddet har ødelagt hans øjne.
Alle fanger blev løsladt i 1991. I 1995
vendte Mandela, Toivo og mange af
de andre fanger tilbage til øen. De tog
hen i kalkbruddet, hvor de længe stod
og talte sammen om deres år på øen
og om det nye Sydafrika. Mandela gik
lidt væk fra gruppen, samlede en sten
næste konkurrence
min sjoveste bagageoplevelse
Konkurrence: Har du pludselig stået med en forkert kuffert i hånden efter
en bustur og ikke kunne finde den rigtige igen? Eller måtte du ikke sende din
bagage med flyet, da den skulle sendes med elefant i stedet? Det kan også
have været en af den type oplevelser med bagagen som er sjov at fortælle
nu, men bestemt ikke var sjov i øjeblikket hvor det skete.
Måske røg din rygsæk i floden eller paskontrollørerne
fandt noget som du ikke havde lagt i den. Giv os dit bedste
bud, og vær med i konkurrencen om lonely Planet ”The
Traveller’s Guide to Planet earth” eller et gavekort til Cafe
Globen på 250 kr.
bedste artikel vælges alene på baggrund af tekst, men
send meget gerne ét billede med, der kan illustrere
artiklen. Artikler må max. fylde 4.000 tegn.
op, og lagde den på jorden. De andre
fulgte hans eksempel. Det har de lovet
hinanden at gøre en gang om året.”
Vores omvisning er slut, vi står foran
fængslet og tager afsked med Sparks.
Han trækker mig væk fra de andre og
spørger mig, hvor gamle Toivos sønner
er nu, og jeg svarer, at de må være syv
år. Sparks og jeg lover hinanden, at den
af os som først møder Toivo, vil hilse
ham fra den anden.
48 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 49