VERDENS KULTURARV - De Berejstes Klub

Gondors gamle ridderslot danner i dag ramme for
smukke fester omkring Timkaten – her et ungt
brudepar, der stiller op i parken til fotografering.
til deres kirker. Dagen gør særligt
indtryk. Min arm er ikke brækket, der
er færre mennesker, jeg begynder at
forstå mere og har fået kontakt med
nogle søde etiopiere, ikke mindst takket
være den familie, jeg har været heldig
at blive indkvarteret hos.
jul i et ikke helt stabilt land
et par uger før er jeg kommet til Addis
Ababa for at holde julen der. Her er
stemningen ret spændt. Pas skal hele
tiden afleveres og gives først tilbage,
når man forlader et område. bilerne
bliver undersøgt med spejle under
vognen for at finde eventuelle bomber,
og jeg bliver umiddelbart frarådet at
forlade hotellet. Der har været afholdt
valg et halvt år før, men regeringen, der
har tabt, har ikke tænkt sig at gå af den
grund og skolerne har været lukkede i
flere måneder. Men det er lidt ærgerligt,
nu man er her. Så uden kamera og uden
bil begiver jeg mig alligevel ud i gaderne
sammen med en lokal familie, der også
skal til julegudstjeneste natten mellem
den 6. og 7. januar.
Her i katedralen holder Patriarken og et
dusin andre flotte præster en natlang
messe, mens kirken er fyldt op af
hvidklædte mennesker, nogle bedende
og andre sovende på bænkene. natten
er lang, og man skal være med til det
hele. Det er de mest fascinerende
farver, et orgie i guld og sølv og -
forekommer det den nat - nogle af de
flotteste markerede ansigter, jeg har
set. luften er tyk af musik og røgelse.
Uden for sidder almindelige familier og
hygger sig med små lys foran for at
hædre Kristus. efter nogle timer går jeg
derud, og jeg bliver hurtigt budt inden
for en families tæppe og budt på mad
og drikke, og pludselig føles alt trygt og
godt.
Flyveturen fra Addis Ababa til Axum
kommer til at foregå i et alt for fyldt
fly - der er også høns og får med inde i
flyet. Da vi letter, beder kaptajnen de af
passagererne, der ikke har noget sæde,
om at sætte sig på gulvet og holde fast i
nærmeste sæde. På en eller anden måde
virker det helt naturligt der. Ved siden
af mig sidder en amerikansk soldat, der
ikke helt kan finde ud af, hvor han er,
for vi flyver i zig zag, og egentlig vil han
vist også bare hjem. efter orlov er han
sammen med nogle andre amerikanere
på vej tilbage til det nordlige etiopien
som udstationeret og som en del af
Fn-styrken oppe ved Axum på grænsen
til eritrea. Han fortæller mig om det
absurde i, at klanherrerne fortsat
kæmper mod hinanden om et stykke
land, der absolut ingen værdi har. Kun
holdt fra af hinanden af Fn-tropper, der
er udstationeret der.
Selve Axum, der en gang var en mægtig
kongeby, virker uden for højtiderne
som en ret støvet og kedelig by, kun
beskrivelserne på nettet fra diverse
organisationer, der hævder, at Axum
er det sted på jorden, man skal være,
når dommedag oprinder og jorden
går under, giver den et specielt skær.
Pagtens Ark er angiveligt anbragt i et
lille kapel vogtet af en mand, som er den
eneste, der må være i nærheden af den.
Uden for kapellet er opstillet de mest
fantastiske kongekroner af guld med
ædelstene, der er over 1000 år gamle -
under et grimt bliktag. en fascinerende
og typisk kontrast.
I forbindelse med kapellet og den gamle
kirke har man senere bygget en større
kirke, Skt. Mary af Zion, hvor kvinder må
komme. Præsterne spørger flere gange,
om jeg ikke er imponeret over, at man
har gjort det for kvinderne. De må ikke
komme i den gamle kirke. Jeg mumler
noget om, at man jo også kunne have
tilladt kvinderne at komme i den gamle.
Men deres fuldstændigt måbende
udtryk som reaktion på det fortæller, at
den idé ikke skal forfølges nærmere. For
at bløde op på sagen får jeg lov til at
læse i en fantastisk bog fra 1200-tallet.
et klenodie, der andre steder ville være
bag en armeret glasplade. Her må jeg
bare bladre i den med mine snavsede
hænder.
nogle store kasser på den store plads
med obelisker vidner om, at etiopien
netop har vundet en stor sag med Italien.
Axum er hjemsted for nogle af verdens
største monolitobelisker, der stammer
fra før kristen tid, hvoraf én blev stjålet
af Mussolini i 30'erne. Den har i den
mellemliggende tid pyntet på en plads
i Rom. Denne er nu savet i stykker og
fragtet tilbage til Axum og venter på at
blive stillet op igen på etiopisk jord. en
ægte monolit bliver den vel aldrig rigtigt
igen. Men Mussolini må være den første,
de har savet den i stykker.
Bryllupsfest i Ridderslottet
En kortege af flot pyntede biler kører
gennem Gondors gader. Det er tid for
bryllupper i etiopien. I kirken udføres et
eventyragtigt skue med flotte præster,
røgelse og et meget smukt brudepar
klædt i silke og guld. Jeg inviteres til at
overvære hele ceremonien. en stor del
af ceremonien udføres i rummene bag
alteret - lidt uvant for os, men meget
mystisk. Det er svært at tage blikket
fra de ofte meget fascinerende præster
med markerede ansigter og flotte skæg.
Gæsterne er klædt i hvidt, bortset fra
en del af de tilstedeværende, der bærer
blå kapper. Det er to betydningsfulde
familier, hvis unge skal giftes.
Efter den flotte ceremoni kører vi alle til
Fasil Ghebbi, Gondors ridderslot. Gondor
var etiopiens kongeby omkring 1500-
1600-tallet og centrum for storslåede
hoffester og kulturelle aktiviteter. Selv
1
om hele optrinnet er så farverigt og
eventyrligt, er det alligevel slående, hvor
meget tilfælles det har med bryllupper
herhjemme. Man poserer på alle måder
for de medbragte bryllupsfotografer,
som man ser brudepar gøre i Dyrehaven
eller andre smukke steder. og jeg må
meget gerne slutte mig til dem. Her er
alt kristent, og der er ingen modvilje
mod min deltagelse, tværtimod opfatter
de mig som en af deres, og jeg velsignes
på lige fod med dem.
bruden er aldeles yndig, men ham havde
jeg nu nok ikke valgt. Men der er ingen
tvivl om, at de er glade for hinanden. efter
den timelange fotografering bydes alle på
lækre retter i parken omkring slottet, og
jeg lærer flere af dem nærmere at kende.
Derefter begynder musikken og dansen,
ikke dans som hos os, men en bølgende
gruppedans, der minder meget om den
dans, præsterne udfører, når Pagtens
stentavler føres til og fra kirkerne. Smukt
og harmonisk i de flotte omgivelser.
brudeparret i deres omfangsrige dragter
fører an. Jeg bliver selvfølgelig indbudt
til at deltage, men vil ikke ødelægge
det flotte harmoniske billede med min
uden tvivl kluntede dans. Til sidst bliver
skyggerne lange. Jeg begynder at trække
Billede 1: Flotte farver og andagt,
men også stor venlighed, præger
hele opbuddet. Etiopien er også
paraplyernes land. De smukke
religiøse paraplyer bruges også
indendørs.
Billede 2: Med korte mellemrum
standser processionen, og præsterne
danner cirkler og kæder, og der
synges og bølges i dans til religiøse
hymner til guds ære.
Billede 3: Da solen bryder frem,
træder præsterne op på det
korsformede bassin, går langsomt
og messende rundt på kanten og
velsigner vandet.
Billede 4: Med sang, trommer og
bedestave føres pagten i procession
i bølgende bevægelser, indtil alle
standser og danser omkring pagten.
3
2 4
mig tilbage og trasker hjem til mit
værtspar i udkanten af Gondor.
nok er Gondors historie lang, men den
er lige som Lalibela stadig flot og meget
levende. Her, som i lalibela, summer alt
af ro og harmoni.
efter Gondor går turen i 4-hjuls-trækker
den lange vej til omo-dalen med dens
tallerkennegre - mursier - og mange
andre folkeslag, der også er på Unescos
liste over verdensarven. nogle folk,
som det bliver noget mere vanskeligt at
komme i kontakt med. Men det er en
helt anden historie.
Etiopisk tid
Etiopierne har deres egen opfattelse af,
hvornår verden startede – hvornår Gud
skabte verden. Helt præcist mener de,
det skete ca. 7½ år efter resten af den
kristne verden. Så deres tidsregning er
ca. 7½ år efter vores. Året starter d. 11.
september. Der er 13 måneder - 12 à 30
dage og én, der samler op på de sidste
dage. Dagen starter kl. 6 om morgenen,
så hvis nogen siger, de vil hente en kl.
6, så stå ikke parat ved solopgang for
de kommer først ved middagstid (vores
kl. 12).
28 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 29