VERDENS KULTURARV - De Berejstes Klub

Hyldest til Livet
TeksT og foTo: caThrine krogh
Cathrine Krogh tilbragte
2½ måned af dette års
vinter i mellemamerika.
Primært i guatemala,
men også i Mexico, El
salvador og Panama.
tiden gik med bl.a.
spanskstudier,
motorcykelkørsel,
jungle- og
bjergtrekking, surfing,
kajakroning og dykning,
og hen mod slutningen
af rejsen sendte
hun denne dejlige
nytårshilsen hjem til
venner og familie i det
vinterplagede Danmark.
Dryp, drypdryp, drypdrypdryp... blytunge sporadiske
regndråber falder på palmebladstaget, som er lige
over mit hoved. lyden vækker mig. Det er absolut
vindstille, og luften føles lige så tung som mormors
gamle dyner. Hvor ville jeg ønske, at en frisk søbrise
ville ramme mine næsebor. Regnen tager til, og med
ét er det blevet temmelig heftigt. Igen forbavses jeg
over, med hvilken styrke et tropisk regnvejr føles
- eller også er det bare fordi lyden her under det
primitive tag er så voldsom. Jeg fumler efter min
pandelampe for at se, hvad klokken er. 23:56. Så har
jeg sovet i halvanden time. Det er - et par minutter
endnu - den første dag i det nye år - 2011. Jeg ligger
i en primitiv hytte midt i junglen, tæt ved Rio Dulce,
i det sydøstligste hjørne af Guatemala.
efter lidt tid kan jeg høre, at taget er utæt og det
regner ind. Skal jeg stå op og gøre noget ved det?
Jeg er ikke meget for at kravle ud af mit beskyttende
myggenet, for jeg har jo luret, at jeg ikke bor alene
i denne hytte. Jeg deler den blandt andet med et
par store behårede edderkopper. Så store, at jeg
helst bare vil fortrænge alt om at skulle opholde
mig udenfor myggenettet, mens det er mørkt.
Desuden er der i forvejen så høj luftfugtighed, at
alt mit tøj i rygsækken er halvvådt, så hvad gør
et par regndråber fra eller til? Jeg ligger og håber,
at det ikke begynder at regne ned i min seng. Jeg
lyser rundt med pandelampen og finder lækagen.
Dråberne rammer heldigvis kun ude på gulvet. efter
noget tid stoppes utætheden af sig selv, på trods af
at regnen er tiltaget yderligere. Det må være med
palmeblade som med gamle træskibe. De udvider sig
og tætner ved at være fugtige. Smart - i naturen at
benytte sig af naturens egne materialer.
Regnen er nu så voldsom, at det er umuligt at sove,
men egentlig er det hyggeligt at ligge i mørket og
filosofere over livet - og man kan jo altid klø på nogle
myggestik. Det er helt og aldeles kulsort om natten
her i junglen. Jeg forsøger, om jeg kan finde noget
at fokusere på ude i nattemørket, men her er ingen
elektricitet, så end ikke en eneste lille pære fra en
oplader eller lignende lyser. Ind imellem er der dog
nogle små fluer med noget grønligt lys i rumpen.
Gad vide om det er ildfluer? De minder mig om
små stjerneskud. Først lyser de meget op, mens de
flyver, for derefter at dø langsomt ud. Gad vide, om
man kan ønske, når man ser en ildflue? Jeg vælger at
forsøge. Det blir' til en hel del ønsker. blandt andet,
at jeg lå i en behåret arm og puttede (og nu handler
det overhovedet ikke om edderkopper længere), men
det lader ikke til, at ildfluer har den samme virkning,
som stjerneskud tilskrives. Jeg må huske at google,
hvad fluerne bruger det 'lys' til, når jeg engang bliver
forbundet med omverden igen. Måske skal de vise
en mage, at de er uimodståelige. Det er jo ofte det,
de mange særheder fra levende væsner handler om.
Jeg kommer til at tænke på de mange gange, jeg har
sejlet eller badet i morild om natten. nogle gange
har det været som en tyk selvlysende suppe. Hvor er
naturen dog underfundig.
Der er nu gået et par søvnløse timer, og det regner
stadig voldsomt. naturen har i den grad lukket op
for sine sluser.
Det har jeg også...
Først løber et par enkelte tårer, men langt flere
presser på og vil ud. Til sidst løber en lind strøm
ned i hårkanten og næsten ind i mine ører - som
jeg ligger der på ryggen med hovedet på puden. Det
er glædestårer. Tænk at mennesket kan græde med
så forskellige følelser som sorg og glæde som kilde.
Mine glædestårer udspringer af glæden over livet.
I disse første dage af det nye spæde år er det seks
år siden, jeg sad i en stol på et stort grimt hospital
og en medfølende læge sagde ordene: 'Cathrine, jeg
må desværre fortælle dig, at du har kræft'.
Den dag var det bestemt ikke glædestårer, der løb
ned af mine kinder. Men heldigvis vidste jeg ikke på
det tidspunkt, at der skulle komme til at gå tre år
af mit liv med at få det kapitel overstået. Den tid er
heldigvis ovre, og siden da har jeg - på nær lige i
korte perioder - slået mine øjne op hver morgen med
en intens hyldest til livet.
Som jeg ligger der midt i regnskoven og har brugt
årets første dag på at ro kajak ned ad Rio Dulce,
smækket kajakken op på en lille træbro ved det
Caribiske hav, spist den lokale seafood, drukket
friskpresset frugtsmoothies - og jeg på dag 2 i
det nye år skal begive mig til belize for primært at
dykke og nyde små bountyøer, så er jeg udmærket
klar over, at det skyldes, at jeg har travlt med at
nyde livet i turbofart - primært fordi jeg for seks år
siden fik en besked skrevet med ret store bogstaver
om, at livet ikke er en selvfølge. At rejseri kom til at
stå øverst på mit livs nye to-do-liste, er dog kun en
naturlig afspejling af min evige udlængsel og flyvske
personlighed. Dog tankevækkende, at vi mennesker
ofte skal helt derud på livets tynde isflage, før vi er
lydhøre overfor vore sande drømme og længsler.
At rejse er at leve - eller overleve.
Håber inderligt, at I alle vil komme til at græde
udelukkende glædestårer i det nye år.
Kærligst Cathrine
GLOBEN nr. 43 / Marts 2011 31