VERDENS KULTURARV - De Berejstes Klub

tema Verdens kulturarV Året er 2008, og jeg er ved vejs
ende på en rejse gennem Mexico
og Mellemamerika. I 4½ måned har
jeg arbejdet mig gennem et utal af
mayaruiner og kulturelle steder i
det latinamerikanske og er nu endt i
Antigua i Guatemala. lidt kendskab
har jeg tidligere fået til landet, ved
en afstikker fra belize og ind til Tikalruinkomplekset,
men Antigua og lago
de Atitlán har stået på ønskesedlen helt
fra start.
Quiriguá –
en perle fra
Unesco’s
skattekiste
i Guatemala
Rent tilfældigt får jeg øje på et
af Guatemalas Unesco-steder –
mayaruinen Quiriguá. landet har tre
områder under beskyttelse af FN’s
afdeling for bevarelse af verdens
kultur– og naturarv, og da jeg opdager
Quiriguá, har jeg allerede set de
første to steder – nemlig Tikal og byen
Antigua. Faktisk så befinder jeg mig i
Antigua, da en djævel pludselig farer i
mig om at opleve landets tredje unescosted.
Og når jeg får en idé, så skal den
pine død gennemføres – men den lille
mayaruin oppe nordpå er ikke helt nem
at få på listen over personligt oplevede
unesco-sites. læs med her om alle mine
genvordigheder ved absolut at ville have
min nysgerrighed stillet.
TeksT og foTo: aneTTe LiLLevang krisTiansen
Efter i flere omgange at have rejst i
Sydamerika og fået inkakulturen ind
under huden føler jeg, at jeg med denne
rejse i Mellemamerika slutter cirklen
omkring de gamle præcolumbianske
kulturer. Der er næsten ikke den
mayaruin, jeg ikke har studeret, og
det er med en afslappet følelse, jeg
begynder at læse en netop indkøbt bog
af den amerikanske newage-forfatter
barbara Hand Clow. Jeg har med stor
iver luret i samtlige boghandlere i hele
byen og opdaget, at det bugner af
mayalitteratur på engelsk. Min plan er
egentlig bare at hænge ud i Antigua og
læse, indtil mit fly afgår fra Guatemala
City mod Miami og london – men det
er ikke altid, tingene går som præsten
prædiker. Skæbnen vil det nemlig helt
anderledes, skal jeg snart erfare.
Jo mere jeg bliver opslugt af bogen
The Mayan Code, jo mere nysgerrig
bliver jeg på en mayaruin, som omtales
adskillige gange. Quiriguá hedder stedet
– jeg smager på ordet og fornemmer et
strejf af eventyr, men slår det hen. Siger
til mig selv, at det vist er for crazy et
projekt at kaste sig ud i, men tanken vil
ikke rigtigt slippe mig. Til sidst beslutter
mig for at gå på netcafé og undersøge
sagen – for hvor befinder denne ruin
sig overhovedet? Mit eventyrgen er
tydeligvis aktiveret, men det falder
straks til jorden, da jeg opdager, at
ruinen ligger i den modsatte ende af
landet. byen Rio Dulce, hvor ruinen
ligger i nærheden, befinder sig helt oppe
ved den nordlige grænse til Honduras.
Jeg gumler lidt på disse oplysninger og
gennemgår min kalender. I dag er det
onsdag, og jeg skal flyve mod Europa
på mandag. Vil det være realistisk? På
det tidspunkt har jeg endnu ikke besøgt
lago de Atitlán.
Jeg overvejer sagen en halv times tid
og tager så en rask beslutning. Jeg
skal simpelthen op og finde den ruin
– koste hvad det vil! Grunden til mine
betænkeligheder er, at jeg i løbet af
rejsen har erfaret, at tiden her omgås
med en vis afslappethed, og desuden
har jeg mere end én gang set, hvilke
transportmidler man oftest benytter sig
af. Ikke altid det mest pålidelige, der
kunne opdrives på ophugningspladsen.
Så alt i alt er der god grund til at
overveje, om jeg kan nå det hele.
Men jeg beslutter mig til at gå frisk til
opgaven. og endnu engang skal det vise
sig, at min tålmodighed bliver sat på en
næsten overmenneskelig prøve!
Diskokugler og
dommedagspræster
Jeg stiller kækt og fuld af selvtillid
nede hos rejsebureauet i Antigua og
får en snak med en engelsktalende
kvinde. Jeg forklarer situationen, om
busbilletten til Panajachel ved lago de
Atitlán, og at jeg derefter har brug for
at komme til Rio Dulce i en rasende fart.
Der er det meste af 12 timers kørsel op
til den lille flække, men hun er fuld af
fortrøstning – ”Du kan sagtens nå, at se
ruinen og være tilbage i Guatemala City
til mandag”, kvidrer hun. Jeg stiller en
hel masse checkspørgsmål, men planen
synes vandtæt.
For at gøre en lang historie kort, så
sidder jeg fredag morgen i en minibus
på vej mod Rio Dulce, hvor jeg mageligt
kan læne mig tilbage, velvidende at
jeg 12 timer senere vil befinde mig
langt nordpå. Dagen efter kan jeg så
tage et kig på ruinen og drysse tilbage
til hovedstaden. Jeg falder hurtigt i
snak med et ungt par fra Sydafrika,
der – fra Rio Dulce – skal nå flodbåden
Billeder fra venstre
1: En af de mange flot udførte steler i
Copán ruinen i Honduras. Quiriguá og
Copán er meget lig hinanden i byggestil.
2: Området omkring Quiriguá er ideel til
kakaodyrkning – en vigtig bestanddel i
mayaernes kost.
3: Et af de vigtigste og mest velbevarede
altre i Quiriguá. Måske blev Copáns hersker
ofret på dette stenalter – hvem ved?
4: Steler og stenmonumenter på den
centrale plads i Copán, Honduras.
5: Stele D i Quiriguá forestiller Kong K’ak’
Tiliw Chan Yopaat.
6: De gamle mure synes, at fortælle
sælsomme historier fra en svunden tid -
det bliver næsten helt virkeligt, hvis man
lukker øjnene.
til Honduras. Vi begynder dog snart
at finde hele situationen temmelig
besynderlig. Chaufføren ræser nemlig
den halve hovedstad rundt, og på en
busstation bliver vi beordret ud med
beskeden om, at bussen mod Rio Dulce
afgår om tre timer. billetdamen havde
bedyret, at det var en direkte bus, så
nu sidder vi tre backpackere, der føler
os noget så grusomt røvrendt. Da vi
endelig kommer i Rio Dulce-bussen,
er det langt over middagstid. Så kan vi
sidde der og gnaske aggressivt på vores
tyggegummi og rase over vores egen
naivitet.
Mørket for længst faldet på, da vi
ankommer til downtown Rio Dulce. Jeg
indlogerer mig på et billigt hotel, lige ud
til hovedgaden. Helt færdig efter over
tolv timers buskørsel, ville jeg normalt
være i stand til at falde i en dødlignende
søvn, men den ene truck efter den
anden brøler forbi ude på vejen. Det
er øjensynligt hovedfærdselsåren fra
Guatemala og ind i Honduras, og støjen
er mildest talt uudholdelig. Jeg forsøger
at få lidt ro i hovedet efter en spaghettiret
hos den lokale pizzaforhandler, men
trafikken af tungt materiel vil ingen
ende tage. efter adskillige aggressive
lastbiler er jeg ved at opgive ånden –
men det er ingenting i forhold til, hvad
der sker næstefter. Hotellet er åbenbart