Samlevende med demente - Socialstyrelsen

Flere hustruer angiver, at i den periode, hvor manden mister magten over familiens bil og bilnøgler, erhverdagen meget konfliktfyldt. Der er verbale ”øretæver” i luften og de har selv moralske skrupler, fordide overskrider deres mands domæne ved at overtage funktioner, som er i strid med normen for deressamliv. Denne norm indeholder fastlagte roller, og det kan være yderst vanskeligt for den ene part atindlede diskussionen og måske endda træffe beslutningen om, at ægtefællen skal afgive kørerettigheden.Derfor efterlyser flere hustruer også hjælp udefra til at tage initiativet og beslutningen. Det er her eksterneautoriteter kommer ind i billedet.En ekstern autoritetFlere af informanterne fortæller, at deres demensramte ægtefælle har mistet evnen til at køre bil. Noglehar oplevet, at ægtefællen har kørt bil længere end det har været forsvarligt. De angiver meget varierendeforklaringer på, hvorfor ægtefællens bilkørsel ikke er blevet stoppet. I nogle tilfælde har den raske ikkeerkendt den demensramtes funktionssvigt. I andre tilfælde har den raske ægtefælle ikke haft tilstrækkeliggennemslagskraft og savnet støtte fra en ekstern autoritet. Desuden kunne den raske ægtefælle have eninteresse at opretholde status quo, fordi det indebærer store fordele i ægteparrets dagligdag, hvis den raskeægtefælle ikke selv havde kørekort.Nogle har fået støtte fra den demensramtes læge, som har påtaget sig ansvaret for at pålægge dendemensramte at holde op med at køre bil. I et tilfælde ville den demensramte, som tidligere havdearbejdet som repræsentant, ikke samarbejde. Lægen og den demensramte endte i et kompromis, hvor dendemensramte accepterede, at hans hustru skulle holde øje med, at han ikke kørte bil, til gengæld fik hanlov at beholde sit førerbevis. Lægen havde forklaret, at han ikke kunne tvinge den demensramte til ataflevere kortet. På trods af at lægen havde påtaget sig opgaven, blev tiden umiddelbart efter beslutningenmeget konfliktfyldt for ægteparret. Hustruen, som havde overtaget chaufførrollen, måtte tåle sin mandschikane.”Men så sad han jo ved siden af. Jamen det gik jo med: ”Hvordan fanden er det, du kører?” og ”Derer en snegl der vil om!” (grin) Jeg holdt bare rettet. Rædselsfuldt! Til sidst så blev jeg da også sågal, at jeg kørte ind til siden, og sagde: ”Nu har du valget mellem at stige ud og gå hjem eller atholde din kæft” (Nr.1)Kvinden overtager i dette eksempel rattet, men det foregår ikke uden konflikt. Manden korrigerer ogblander sig i kørslen, og har tydeligvis ikke opgivet at bestemme. Det var ikke muligt for dendemensramte at indse, at han ikke kunne køre sikkert. I dette tilfælde endte ”kampen” med at familiens bilblev ødelagt, og at de undlod at anskaffe en anden.Nogle af de raske ægtefæller savner autoritet. De har følt, at det var deres opgave, at få den demens-ramtetil at holde op med at køre bil, og forklarer, at det har været svært.En af de raske ægtefæller, fortæller, at hun godt vidste, at hendes demensramte mands kørsel var usikker.Hun var utryg ved, at hans reaktionsevne var blevet dårligere, og at hun skulle gøre ham opmærksom på,hvornår han skulle blinke af og dreje. Men hun havde haft svært ved at ændre på forholdene, på trods af athun selv havde kørekort og kunne have overtaget rattet.Side