Samlevende med demente - Socialstyrelsen

af hendes gode intentioner om, at deres økonomiske forhold fortsat er et fælles anliggende, er hungenstand for ægtefællens aggressive mistænksomhed. Han beskylder hende tværtimod for at modarbejdefællesskabet, ved at bruge for mange penge.”Bruger alle pengene, det har jeg da også fået skyld for.” Nr.3En tredje kvinde er utryg ved, at hendes demensramte mands måde at disponere på har forandret sig. Haner blevet meget sparsommelig på nogle områder og meget ødsel på andre. Sparsommeligheden kommerfx til udtryk ved, at han sparer på vandet, og derfor pålægger hende at undlade at trække ud eftertoiletbesøg. Samtidig har han indenfor det seneste halvår forbrugt over 30.000 kr. på sin nye hobby.”Jeg kunne simpelthen ikke have med det at gøre. Og der havde han brugt over 30.000 kr. på atkøbe spil. Og han havde brugt mere end det, for det var ikke alt, der var med. Og det er også noget,der slider på mig.” Nr.5Den demensramtes personlighed er blevet forandret. Han er blevet hensynsløs og egoistisk.Konsekvensen er, at han, i strid med deres hidtidige praksis, tilsidesætter deres økonomiske tryghed.Hustruen forsøger at ændre utrygheden ved at drøfte økonomien med ham, men med begrænset succes.Hun oplever således et tillidsbrud i deres indbyrdes forhold og er ængstelig for, hvilke konsekvenser dendemensramte ægtefælles økonomiske dispositioner kan få for dem. På trods af at hun oplever, atsituationen er tilspidset, har hun ikke taget initiativ til at løse problemet ved at begrænse dendemensramtes handlefrihed.Der kan være forskellige forklaringer på, hvorfor ingen af de interviewede har taget juridiske mulighederi brug. En forklaring kan være, at deres egne foranstaltninger, såsom at inddrage dankort, give afmåltelommepenge og selv håndtere regninger og breve fra banken, er tilstrækkelige. Disse eksempler viser, atproblemerne og mulighederne for at løse dem er forskellige, og afhænger af individuelle forhold som fxhvordan sygdommen påvirker den demensramte. En anden forklaring kan være, at de demensramtefamilier ikke har kendskab til hvilke løsninger, der eksisterer. Når en familie rammes af demens, er dettraditionelt den praktiserende læge og/eller de kommunale plejeordninger, som er naturligesamarbejdspartnere. Deres ydelser er ikke målrettet økonomiske forhold, men er derimod baseret påbehandling, pleje og praktisk bistand. En tredje forklaring kan være, at det er tabubelagt og opleves megetindgribende at begrænse en ægtefælles økonomiske råderum både i parrets indbyrdes forhold og i forholdtil omgivelserne.Det kommunale system var involveret i en enkelt af familiernes økonomiske forhold. En yngredemensramt mistede sin erhvervsevne og havde behov for at blive førtidspensioneret. Kommunen tildeltekvinden en lavere pension end hun burde have haft, og begrundede afgørelsen med at hendesfunktionsniveau kunne forbedres, og tildelingen senere kunne ændres til en højere pension. Ægtefællenhavde en oplevelse af, at kommunen havde givet dem dårlig vejledning. Han mener, at kommunen havdehaft for ringe kendskab til demenssygdommen. Han fortæller, at den kommunale sagsbehandlerfastholdte, at hustruen kunne blive arbejdsdygtig i et begrænset omfang, på trods af at hans beskrivelse afhendes funktionsniveau. Da sagen senere blev taget op var hustruen for gammel til en omplacering. Denraske ægtefælle mener at kommunens repræsentant havde haft to kasketter på (Nr.8)Side