Samlevende med demente - Socialstyrelsen

Faktorer hos den raske ægtefælleLoyalitet overfor den demensramte ægtefælle kan kollidere med et ønske om at deltage i selskabelighed.Den raske ægtefælles kontakt med omgangskredsen kan blive indskrænket, som en følge af, atomgangskredsen ikke kan rumme den demensramte.”Vi bliver ikke inviteret. Det er rent ud af posen. Vi bliver ikke inviteret. Og nogen steder bliverder sagt: ”Hanne, tror du, at du kan få Anders over på aflastning den og den lørdag. Har du lyst atvære med?” Og de første to år sagde jeg, nej tak. Hvis ikke Anders kan komme med, så kommerjeg heller ikke.” Nr.7Flovhed over den demensramtes adfærd kan også være en faktor, som påvirker den raske ægtefælleskontakt til andre. Når den demensramtes opførsel kolliderer med givne normer for samvær kan kontaktenblive problematisk, og det kan være lettere at undvære kontakten, end at skulle tackle disse brud.”Hvis han skal bøvse, så bøvser han. Hvis han skal slå en prut, så slår han en prut. Det er jo ikke sålækkert vel, af en voksen mand. Så det er nok rigtigt, at jeg har tænkt: ”Nej, vi må nok hellere blivehjemme, og hellere ringe afbud”. Og det skulle man måske nok ikke gøre, fordi manden, han er josyg, ikke.” Nr.1Hvis den raske skal kunne deltage i selskabelighed uden den demensramte, kræver det i mange familieren form for opsyn med den demente. Men nogle føler, at de svigter, når de ”tager fri” og forladerægtefællen.Det generelle indtryk er, at informanterne har svært ved at bede om hjælp, både når det drejer sig omegentlig pasning af den demensramte og om at få selskab. En forklaring kan både være, at den raske følersig til besvær, og være, at den raske faktisk ønsker at opretholde den autonomi, som hidtil harkendetegnet ægteparrets måde at agere i deres omverden.”Jeg bliver træt af at gå og bede om hjælp. Vi er jo vant til at klare os selv”. Nr.3En anden forklaring kan være, at de raske ægtefæller mener, at de bør kunne klare opgaven selv (Nr.1).Eller at det ikke er kutyme at bede om hjælp.”Jamen ringer du til dem og siger, at du har brug for, at de kommer og snakker. Det er jo det, manhar venner til, siger lægen. Og det gør jeg ikke.” Nr.1Et ønske om at beskytte den demensramte og/eller deres børn kan også være et argument for en raskægtefælles uvilje til at inddrage børn (nr.7). Denne ægtefælle mener ikke, at børnene skal opleve deresdemensramte forælder i en blufærdighedskrænkende situation, hvor det er nødvendigt med hjælpe til denpersonlige pleje. I andre situationer hvor rollerne er byttet helt om; hvor barnet bliver den voksne, ogforælderen bliver barnet, kan den raske ægtefælle også beslutte, at det skal børnene ikke deltage i.Side